Folketingets Finansudvalg
Sagsnr.
2016 - 7033
Doknr.
397963
Dato
11-10-2016
Folketingets Finansudvalg har d. 26. september 2016 stillet følgende spørgsmål nr.
117 ad L 192 til social- og indenrigsministeren, som hermed besvares. Spørgsmålet er
stillet efter ønske fra Aaja Chemnitz Larsen (IA).
Spørgsmål nr. 117:
”Strategien for socialt udsatte grønlændere udløber i 2016. Hvilke planer har
regeringen i FFL 2017 for en fortsættelse af strategien for socialt udsatte
grønlændere ud over de midlertidige Satspuljer, således at regeringen sikrer
varige og langsigtede indsatser på området?”
Svar:
Med Strategien for udsatte grønlændere og deres børn, som der blev afsat midler til
med satspuljeaftalen for 2013, er der opnået gode erfaringer med et tæt samarbejde
mellem kommuner og de grønlandske lokalsamfund i byerne. Det er erfaringer i for-
hold til at opnå bedre kontakt med udsatte grønlændere med henblik på, at kommu-
nerne kan yde relevant hjælp og støtte, og i forhold til at sætte ind med forebyggende
tilbud til nytilflyttede grønlændere.
Disse erfaringer ønsker regeringen fortsat at understøtte og udbrede til flere kommu-
ner, så de kan komme flere både nyankomne og udsatte grønlændere til gode.
Grønlændere er danske statsborgere med de samme rettigheder i Danmark som alle
andre danskere. Derfor har kommunerne også ansvaret for at yde relevant hjælp og
støtte, herunder tilbyde gratis rådgivning, til udsatte grønlændere. Der er imidlertid en
række potentielle barrierer, som fx sproglige og kulturelle forhold i målgruppens møde
med det danske kommunale system, der kan stå i vejen for, at udsatte grønlændere
får nok ud af de sociale tilbud, de har adgang til.
Kommunernes opgave med at tilbyde hjælp og støtte, der gør en reel forskel for den
enkelte, ønsker regeringen at understøtte yderligere. Regeringen ønsker også fortsat
at støtte den inklusionsindsats, De Grønlandske Huse leverer i forhold til at støtte
nytilflyttede grønlændere i deres kontakt med myndigheder, arbejdsmarked og uddan-
nelsessystem. Det indgår derfor i regeringens oplæg til satspuljen for 2017, at der
afsættes midler til et samlet initiativ målrettet udsatte grønlændere i Danmark.
Med venlig hilsen
Karen Ellemann