L 29 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 39: Spm., om ministeren vil garantere, at der ikke sker forringelser af danske virksomheders og borgeres retssikkerhed samt fagforeningers muligheder for at inddrive løntilgodehavender på medlemmernes vegne, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Europaudvalget 2015-16
L 29
Offentligt

Civilafdelingen

Folketinget

Europaudvalget

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

Sagsbeh:

Sagsnr.:

Dok.:

27. oktober 2015

Insolvensretskontoret

Matilde Pedersen Blak

2015-0037-0134

1767308

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 39 vedrørende forslag til lov

om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29), som Euro-

paudvalget har stillet til justitsministeren den 19. oktober 2015. Spørgsmå-

let er stillet efter ønske fra Finn Sørensen (EL).

Søren Pind

Nicolai Holm Larsen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 29 - 2015-16 - Endeligt svar på spørgsmål 39: Spm., om ministeren vil garantere, at der ikke sker forringelser af danske virksomheders og borgeres retssikkerhed samt fagforeningers muligheder for at inddrive løntilgodehavender på medlemmernes vegne, til justitsministeren, kopi til udenrigsministeren

Spørgsmål nr. 39 fra Folketingets Europaudvalg vedrørende forslag

til lov om omdannelse af retsforbeholdet til en tilvalgsordning (L 29):

”Vil ministeren garantere, at der ikke sker forringelser af dan-

ske virksomheders og borgeres retssikkerhed samt fagforenin-

gers muligheder for at inddrive løntilgodehavender på med-

lemmernes vegne som følge af en tiltrædelse af følgende for-

ordninger:

-Rom II-forordningen,

-konkursforordningen,

-kontosikringsforordningen,

-betalingspåkravsprocedureforordningen (Her ønskes også en

redegørelse for virkningen af den sandsynlige ændring af for-

ordningen),

-småkravsprocedureforordningen (Her ønskes også en redegø-

relse for virkningen af den sandsynlige ændring af forordnin-

gen).”

Svar:

Indledningsvis bemærkes, at Justitsministeriet har forstået spørgsmålet

således, at det vedrører adgangen til at inddrive løntilgodehavender inden

for EU i grænseoverskridende sager og i den forbindelse bl.a. adgangen til

fuldbyrdelse af retsafgørelser.

Retsafgørelser truffet i Danmark eller en anden medlemsstat vil allerede i

dag kunne anerkendes og fuldbyrdes i en anden medlemsstat end den, hvor

afgørelsen er truffet, i medfør af reglerne i Bruxelles I-forordningen, som

Danmark er tilknyttet ved en parallelaftale.

Bruxelles I-forordningens anvendelsesområde omfatter det civil- og han-

delsretlige område, herunder bl.a. sager om ansættelsesret. Forordningen

omfatter ikke spørgsmål vedrørende skat, told, administrative anliggender

eller statens ansvar for handlinger og undladelser under udøvelse af stats-

magt (acta jure imperii). Endvidere finder forordningen ikke anvendelse på

en række nærmere angivne områder, herunder person-, familie- og arveret-

lige spørgsmål, konkurs mv., social sikring, voldgift og underholdspligt, jf.

forordningens artikel 1.

Forordningens kapitel III indeholder regler om anerkendelse og fuldbyr-

delse af retsafgørelser, som er truffet i en anden medlemsstat.

Det fremgår af artikel 36, stk. 1, at retsafgørelser, der er truffet i en med-

lemsstat, anerkendes i de øvrige medlemsstater, uden at der stilles krav om

anvendelse af en særlig procedure. Anerkendelsen indebærer, at retsafgø-

relsen tillægges retskraft, hvilket bl.a. medfører, at retsafgørelsen skal

lægges til grund i andre retssager, og at en ny retssag om samme spørgs-

mål mellem de samme parter ikke kan anlægges.

Forordningens artikel 45 angiver udtømmende, i hvilke tilfælde retten kan

afslå at anerkende en retsafgørelse. Artikel 52 fastslår, at retsafgørelser

truffet i en medlemsstat i intet tilfælde kan efterprøves med hensyn til sa-

gens realitet i den medlemsstat, som anmodningen rettes til.

Efter artikel 45, stk. 1, litra a, afslås anerkendelse af en retsafgørelse, hvor

anerkendelse åbenbart vil stride mod grundlæggende retsprincipper (ordre

public) i den medlemsstat, som anmodningen rettes til. Anerkendelse af-

slås endvidere, hvor der er tale om en udeblivelsesafgørelse, og det indle-

dende processkrift i sagen eller et tilsvarende dokument ikke var blevet

forkyndt for sagsøgte i så god tid og på en sådan måde, at sagsøgte kunne

varetage sine interesser under sagen, medmindre sagsøgte undlod at tage

skridt til at anfægte retsafgørelsen, selv om vedkommende havde mulighed

for at gøre det, jf. artikel 45, stk. 1, litra b.

Anerkendelse afslås herudover, hvor afgørelsen er uforenelig med en rets-

afgørelse truffet mellem de samme parter i den medlemsstat, som anmod-

ningen rettes til, eller hvor afgørelsen er uforenelig med en retsafgørelse,

der tidligere er truffet i en anden medlemsstat eller i et tredjeland mellem

de samme parter i en tvist, der har samme genstand og hviler på samme

grundlag, og denne tidligere retsafgørelse opfylder de nødvendige betin-

gelser for at blive anerkendt i den medlemsstat, som anmodningen rettes

til, jf. artikel 45, stk. 1, litra c og d.

Endelig afslås anerkendelse, hvor retsafgørelsen strider mod forordningens

kompetenceregler. Anerkendelse kan således ikke ske, hvis kompetence-

reglerne vedrørende forsikringssager, sager om forbrugeraftaler eller sager

om individuelle arbejdsaftaler er tilsidesat, såfremt forsikringstageren, den

sikrede, en begunstiget i henhold til forsikringsaftalen, den skadelidte, for-

brugeren, eller arbejdstageren er den sagsøgte. Anerkendelse kan ligeledes

ikke ske, hvis retsafgørelsen strider mod forordningens regler om enekom-

petence, jf. artikel 45, stk. 1, litra e.

Det følger af artikel 39, at en retsafgørelse, der er truffet i en medlemsstat,

og som kan fuldbyrdes (er eksigibel) i den pågældende medlemsstat, skal

kunne fuldbyrdes i de øvrige medlemsstater, uden krav om en erklæring

om eksigibilitet. En anmodning om fuldbyrdelse efter forordningen kan af-

slås, når det konstateres, at en af de i artikel 45 omhandlede grunde fore-

ligger, jf. artikel 46.

Rom II-forordningen

indeholder regler om lovvalg – det vil sige regler

om, hvilket lands lovgivning der skal anvendes i tilfælde af en tvist – i sa-

ger vedrørende forpligtelser uden for kontrakt. Lovvalg uden for kontrakt

er ikke i dag lovreguleret i dansk ret, men afgøres ud fra principper skabt

gennem retspraksis. Rom II-forordningen indeholder ikke regler om fag-

foreningers muligheder for at fuldbyrde lønkrav mod virksomheder hjem-

mehørende i andre EU-lande, herunder deres muligheder for at inddrive

løntilgodehavender på medlemmernes vegne. Et tilvalg af Rom II-

forordningen vil medføre en mere klar og forudsigelig retstilstand vedrø-

rende lovvalg uden for kontrakt til gavn for såvel borgere som virksomhe-

der.

Konkursforordningen

fra 2000, som blev omarbejdet i 2015, bygger på

et grundlæggende princip om, at medlemsstaterne skal anerkende hinan-

dens konkurser mv.

Det er udgangspunktet efter forordningen, at insolvensbehandlingen af en

skyldner, der har aktiver i flere medlemsstater, skal ske i den stat, hvor

centrum for skyldnerens hovedinteresser befinder sig.

For at beskytte lokale fordringshavere indeholder forordningen imidlertid

en undtagelse fra denne hovedregel. Hvis en skyldner har et forretnings-

sted på en anden medlemsstats område end dér, hvor centrum for skyldne-

rens hovedinteresser befinder sig, kan der i denne anden stat indledes en

såkaldt sekundær insolvensbehandling.

Hovedindholdet af en afgørelse om indledning af en insolvensbehandling

skal bekendtgøres eller noteres i offentlige registre i andre medlemsstater

efter krav fra kurator, eller hvis dette følger af reglerne i en medlemsstat,

hvor skyldneren har et forretningssted.

Der kan således fastsættes regler om, at indledning af konkurs i en anden

medlemsstat skal bekendtgøres i Statstidende, hvis skyldneren har et for-

retningssted her i landet, hvilket vil gøre fordringshavere i stand til at få

kendskab til indledningen af insolvensbehandlingen.

Konkursforordningen indeholder desuden regler om etablering og sam-

menkobling af offentlige insolvensregistre, hvilket ligeledes vil gøre det

nemmere for fordringshavere at få viden om, at der er indledt insolvensbe-

handling i en anden medlemsstat.

Der henvises i øvrigt til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 42 ved-

rørende lovforslaget.

Kontosikringsforordningen

indfører en EU-procedure, der gør det mu-

ligt for kreditor at opnå en europæisk kendelse til sikring af bankindestå-

ender, til brug for efterfølgende inddrivelse af krav, herunder lønkrav.

Forordningen finder udelukkende anvendelse i grænseoverskridende til-

fælde. Den europæiske procedure kan benyttes af borgere og virksomheder

som et alternativ til de procedurer, der findes i den nationale lovgivning.

Forordningen finder med visse undtagelser anvendelse på pengekrav på

det civil- og handelsretlige område.

Den europæiske kontosikringskendelse er en ren sikringsforanstaltning,

hvilket vil sige, at der kun bliver tale om at spærre debitors konto, og for-

ordningen giver således ikke mulighed for udbetaling af penge til kreditor.

Betalingspåkravsprocedureforordningen

har til formål at forenkle og

fremskynde grænseoverskridende sager om ubestridte pengekrav og ned-

bringe sagsomkostningerne forbundet hermed. Forordningen indfører en

valgfri procedure, der kan anvendes som alternativ til de procedurer, der

findes i medlemsstaternes lovgivning.

Forordningen finder anvendelse på inddrivelse af et pengekrav på et angi-

vet beløb, som er forfaldent på det tidspunkt, hvor anmodningen om et eu-

ropæisk betalingspåkrav indgives. Der er ikke fastsat en beløbsgrænse for

anvendelse af proceduren.

Betalingspåkravsprocedureforordningen finder med visse undtagelser an-

vendelse på det civil- og handelsretlige område i grænseoverskridende sa-

ger, herunder sager vedrørende ansættelsesret samt voldgift.

Efter forordningen anerkendes og fuldbyrdes et eksigibelt europæisk beta-

lingspåkrav i de øvrige medlemsstater, uden at der kræves en afgørelse om

eksigibilitet, og uden at der kan gøres indsigelse mod anerkendelsen.

Fuldbyrdelse kan under visse forudsætninger afslås på skyldnerens an-

modning, hvis det europæiske betalingspåkrav er uforeneligt med en rets-

afgørelse eller et påkrav, der tidligere er blevet henholdsvis truffet eller

udstedt i en medlemsstat eller et tredjeland.

Fuldbyrdelse afslås tillige på anmodning, såfremt skyldneren har betalt

fordringshaveren det beløb, som er tilkendt i det europæiske betalingspå-

krav.

For så vidt angår forskellene i forpligtelserne til at anerkende og fuldbyrde

afgørelser efter betalingspåkravsprocedureforordningen og Bruxelles I-

forordningen henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 43

vedrørende lovforslaget.

I Kommissionens forslag til ændring af småkravsprocedureforordningen,

der også indeholder ændringer af betalingspåkravsprocedureforordningen,

jf. forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli

2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure og Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december

2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure, foreslås

det, at en fordringshaver kan vælge, hvilken procedure der skal finde an-

vendelse, hvis skyldneren fremsætter en indsigelse over for det europæiske

betalingspåkrav. Det foreslås således, at en fordringshaver skal kunne væl-

ge, at sagen skal anlægges efter den europæiske småkravsprocedure, hvis

betingelserne for anvendelse af denne procedure er opfyldt, eller ved den

nationale procedure i den medlemsstat, der behandler anmodningen om det

europæiske betalingspåkrav. Forslaget til ændringsforordningen forventes

vedtaget på et kommende rådsmøde inden udgangen af 2015.

Småkravsprocedureforordningen

har til formål at forenkle og frem-

skynde behandlingen af grænseoverskridende tvister om mindre krav på

det civil- og handelsretlige område og nedbringe sagsomkostninger for-

bundet hermed.

Forordningen indeholder således en procedure for behandling af grænse-

overskridende, mindre krav med en værdi på højst 2.000 EUR, eksklusive

alle renter, udgifter og udlæg, på det tidspunkt, hvor anmodningsformula-

ren modtages af den kompetente ret, jf. forordningens artikel 2, stk. 1

Forordningen indeholder desuden særlige regler om anerkendelse og fuld-

byrdelse af afgørelser truffet efter forordningens procedure.

Forordningen finder ikke anvendelse på bl.a. ansættelsesret.

For så vidt angår forskellene i forpligtelserne til at anerkende og fuldbyrde

afgørelser efter småkravsprocedureforordningen og Bruxelles I-

forordningen henvises til den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 44

vedrørende lovforslaget.

Efter Kommissionens forslag til ændring af småkravsprocedureforordnin-

gen (Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om ændring af

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 861/2007 af 11. juli

2007 om indførelse af en europæisk småkravsprocedure og Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1896/2006 af 12. december

2006 om indførelse af en europæisk betalingspåkravsprocedure), forhøjes

grænseværdien fra 2.000 EUR til 5.000 EUR eksklusive alle renter, udgif-

ter og udlæg, på det tidspunkt, hvor anmodningsformularen modtages af

den kompetente ret, med henblik på at udvide muligheden for at anvende

den europæiske småkravsprocedure i væsentligt flere tilfælde, herunder

særligt i grænseoverskridende tvister om krav, der involverer små og mel-

lemstore virksomheder.

Det fremgår af artikel 2, stk. 2, litra e-f, i forslag til ændring af småkravs-

procedureforordningen, at ansættelsesret også fremover vil være undtaget

fra forordningens anvendelsesområde.

Efter artikel 28, stk. 1, litra b, i forslaget, skal Kommissionen, Europa-

Parlamentet, Rådet og Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg se-

nest fem år efter datoen for anvendelse af forordningen fremlægge en rap-

port om anvendelsen af forordningen.

I den forbindelse skal der bl.a. foretages en evaluering af, om det vil være

hensigtsmæssigt at udvide anvendelsesområdet for den europæiske små-

kravsprocedure, navnlig for så vidt angår lønkrav, for at lette adgangen til

domstolsprøvelse for arbejdstagere i grænseoverskridende arbejdsretlige

tvister med deres arbejdsgiver.

Sammenfattende kan det oplyses, at der ikke sker en forringelse af dan-

ske virksomheders og borgeres retssikkerhed, men at de nævnte forordnin-

ger derimod vil være med til at sikre inddrivelse af pengekrav i grænse-

overskridende sager samt forenkle og fremskynde disse processer, når der

er tale om ubestridte krav, samt nedbringe sagsomkostninger forbundet

hermed.