Tak for det, formand.
Før jul blev klimapolitisk redegørelse for 2015 fremlagt for Folketinget, og energi- og klimafremskrivningen for 2015, også kaldet basisfremskrivningen, blev udgivet.
Samtidig havde vi i Folketinget en længere debat om målene for den danske klimapolitik.
Kort forinden lykkedes det alle verdens lande at blive enige om en global klimaaftale ved COP21 i Paris.
Det var et historisk øjeblik, og Parisaftalen er et vendepunkt for den globale omstilling til lavemission.
Den viser et markant skift i den internationale klimaindsats fra handling fra de få til handling fra mange.
Aftalen forpligter alle verdens lande til at udarbejde nationale planer for at reducere deres udledninger.
187 lande har allerede fremlagt deres nationale klimaplaner.
De dækker over 95 pct.
af verdens udledninger.
Til sammenligning dækker Kyotoprotokollen under 15 pct.
Aftalen er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men vi er ikke i mål.
I de kommende år skal aftalen implementeres, og det globale ambitionsniveau skal øges.
Vi afsluttede således 2015 med et massivt fokus på klimapolitik både nationalt og internationalt, og budskaberne fra klimapolitisk redegørelse 2015 druknede måske lidt blandt de mange andre klimapolitiske udmeldinger.
Jeg er derfor glad for at få denne lejlighed til at drøfte klimapolitisk redegørelse 2015 med Folketinget.
Inden jeg kommer nærmere ind på de vigtigste budskaber i redegørelsen, er der nogle forhold vedrørende netop denne redegørelse, som er værd at være opmærksom på.
Redegørelsen er nemlig en smule atypisk i forhold til de klimapolitiske redegørelser, der vil komme fremadrettet.
Det følger af klimaloven, at der skal udarbejdes en årlig klimapolitisk redegørelse.
Redegørelsen for 2015 er således den første lovpligtige klimapolitiske redegørelse.
Ifølge klimaloven skal redegørelsen forholde sig til Klimarådets anbefalinger i den årlige klimapolitiske redegørelse.
Da 2015 har været et opstartsår for Klimarådet, kom den første udgivelse fra Klimarådet først i slutningen af november.
Da den klimapolitiske redegørelse skal igennem både tværministeriel koordination og regeringsprocedurer, før den kan forelægges Folketinget, var det derfor rent tidsmæssigt ikke muligt at tage højde for Klimarådets anbefalinger i dette års klimapolitiske redegørelse.
Fra 2016 og frem bliver det således, at Klimarådet fremlægger sine anbefalinger til regeringen i juni, mens redegørelsen med regeringens stillingtagen til anbefalingerne vil blive fremlagt for Folketinget i november.
Et andet element, jeg vil fremhæve, er, at klimapolitisk redegørelse 2015 bygger på tal fra basisfremskrivningen fra 2014.
Energistyrelsen udarbejder årligt den danske basisfremskrivning.
Basisfremskrivningen for 2015 lå først færdig den 16.
december 2015, og ligesom med Klimarådets anbefalinger var det derfor ikke muligt at indarbejde resultaterne fra denne i klimapolitisk redegørelse 2015, selv om det havde været oplagt.
Samlet set kan man således sige, at 2015 har været et opstartsår.
Fremadrettet vil der komme en mere fornuftig kadence, hvor der er bedre sammenhæng mellem udgivelsen af henholdsvis Klimarådets anbefalinger, klimapolitisk redegørelse og den årlige basisfremskrivning.
Med disse ord vil jeg bevæge mig videre ind til budskaberne i den klimapolitiske redegørelse.
Med klimapolitisk redegørelse 2015 sættes rammerne for den danske klimapolitik og de internationale klimaforpligtigelser, som Danmark skal opfylde fremadrettet.
Det bliver dermed tydeliggjort, at det er de langsigtede løsninger og de internationale forpligtigelser, som vi har i sigtekornet.
Det vigtigste budskab i redegørelsen er, at Danmark har opfyldt sine historiske klimaforpligtigelser, og at forventningen er, at dette ligeledes vil gøre sig gældende i forhold til de ambitiøse klimamål, som Danmark skal opfylde frem mod 2020.
Faktisk forventer vi at overopfylde vores EU mål.
For så vidt angår reduktion af drivhusgasudledningen i de ikkekvotebelagte sektorer har Danmark sammen med Luxembourg og Irland påtaget sig det højeste reduktionsmål på 20 pct.
i 2020 i forhold til 2005.
Ifølge den seneste basisfremskrivning forventes Danmarks mål overopfyldt i perioden 2013-2020.
Også Danmarks mål for udbygningen med vedvarende energi i 2020 forventes overopfyldt.
Her er vi pålagt at øge den vedvarende energis andel af det endelige energiforbrug til 30 pct.
i 2020, men ifølge basisfremskrivningen ventes andelen øget til ca.
40 pct.
Ifølge den seneste basisfremskrivning forventes Danmark i 2020 at have reduceret den samlede drivhusgasudledning med 40 pct.
i 2020 i forhold til 1990.
Vi er således blandt de førende lande i verden og i EU, når det gælder om at nedbringe drivhusgasudledningen og omstille til vedvarende energi.
Et andet vigtigt budskab i den klimapolitiske redegørelse 2015 er, at Danmark forventes at skulle opfylde nogle ambitiøse klimamål på den længere bane, i første omgang frem mod 2030, hvor Danmark skal opfylde de forpligtigelser, der følger af EU's målsætning om at reducere EU's samlede drivhusgasudledning med 40 pct.
i 2030.
Danmark har tradition for at arbejde for at sikre et højt ambitionsniveau på klimaområdet i EU, hvor vi samtidig påtager os vores del af ansvaret.
Den tradition vil regeringen fortsætte.
Derfor yder Danmark et markant bidrag til klimaindsatsen inden for EU's fælles kvotehandelssystem, der dækker energisektoren og industrien.
Danmark løfter hertil ambitiøse reduktionsindsatser inden for de såkaldte ikkekvoteomfattede sektorer, der populært sagt omfatter de tre b'er:
bønder, biler og bygninger.
Forventningen er, at Danmark igen i perioden fra 2021-2030 skal påtage sig et højt reduktionsmål i ikkekvotesektoren.
Det skyldes, at indsatsfordelingen mellem medlemslandene i høj grad skal baseres på BNP pr.
indbygger.
Som et af de rigeste lande i EU må Danmark derfor forvente at skulle påtage sig et højt reduktionsmål.
Der skal dog ske en justering, således at lande, der har relativt høje omkostninger forbundet med at reducere deres udledninger, får mindsket deres mål, mens lande med relativt set mindre omkostninger får øget deres mål.
Denne justering har været en vigtig prioritet for Danmark i forhandlingerne i EU, men vi ved endnu ikke, i hvilken grad denne justering vil påvirke Danmarks reduktionsmål.
Europa-Kommissionen forventes at komme med et forslag denne sommer til, hvor meget de forskellige EU-lande skal reducere udledningerne i de ikke kvoteomfattede sektorer i 2030.
Parallelt hermed kommer Kommissionen med et udspil til, hvordan udledninger og optag af CO
2
fra jorde og skove kan integreres i EU's klimaregulering.
Når Europa-Kommissionen har fremlagt forslagene, skal de efterfølgende forhandles på plads i EU.
Vi forventer, at Kommissionens udspil vil give et fingerpeg om, hvordan de fremtidige klimapolitiske rammer vil se ud, og regeringen vil selvfølgelig følge med for at præge dette resultat, så der tages størst muligt hensyn til Danmarks interesser.
Men det er vigtigt at understrege, at vi må forvente, at der vil gå nogen tid endnu, før vi har den endelige aftale om lovgivningen på plads i EU.
Der er en lang række forhold i den kommende EU-lovgivning, som får stor betydning for, hvordan vi skal tilrettelægge vores klimaindsats i de ikke kvotebelagte sektorer fra 2021 og frem til 2030.
For det første kender vi først Danmarks reduktionsmål for ikkekvotesektoren, når lovgivningen er forhandlet på plads i EU.
For det andet vil EU-lovgivningen indeholde en række elementer, der forventes at kunne bidrage til en mere omkostningseffektiv indfrielse af reduktionsmålet for de ikkekvotebelagte sektorer.
Det består bl.a.
i, at de allerede eksisterende muligheder for at købe andre medlemslandes udledningsrettigheder skal forbedres.
Derudover vil lovgivningen indeholde en ny fleksibilitetsmekanisme.
Den skal bidrag til, at lande med store udfordringer i ikkekvotesektoren i begrænset omfang kan anvende kvoter fra EU's kvotehandelssystem til at opfylde målet for de ikke kvotebelagte sektorer.
Disse elementer er vigtige at få endelig klarlagt, før vi dykker ned i en mere konkret stillingtagen til, hvordan vi i Danmark tilrettelægger den mest hensigtsmæssige og omkostningseffektive klimaindsats frem mod 2030.
Det er nemlig en høj prioritet for regeringen, at vi sikrer, at den fremtidige klimaindsats indrettes under hensyn til vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne.
Det er ingen hemmelighed, at det kan blive en udfordring at indfri et forventelig højt 2030-mål for de ikkekvoteomfattede sektorer, og at udfordringen potentielt kan blive særlig stor for dansk landbrug og transportsektoren.
Derfor har vi nu først og fremmest fokus på at præge den kommende EU-lovgivning, så vi kan sikre, at der bliver taget mest muligt hensyn til Danmarks særlig udfordring i de ikkekvotebelagte sektorer.
Den kommende energikommission vil ud over at skulle komme med anbefalinger til tilrettelæggelsen af den overordnede energipolitik efter 2020 også skulle se på omkostningseffektive løsninger for håndtering af de internationale klimaforpligtigelser efter 2020.
Når vi ved mere om rammerne i EU, kan vi begynde at se nærmere på, hvordan vi tilrettelægger vores klimapolitik fra 2021 til 2030.
Vi skal dog være bevidste om, at der stadig er nogen vej endnu, før vi har en endelig aftale om lovgivningen i EU.
Men den gode nyhed er, at netop fordi vi ser ud til at kunne opfylde vores klimamål i 2020 uden at skulle iværksætte ekstra tiltag, har vi nu tiden til at tænke os om og gøre vores forarbejde ordentligt.
Hvis vi gør det, er jeg fuld af fortrøstning til, at vi får løst udfordringerne og på samme tid lykkes med at opfylde vores internationale forpligtigelser og samtidig sikrer vækst, beskæftigelse og konkurrenceevne.
Tak for ordet.