Spm. nr. US 53

Tak, formand. Tak til statsministeren for indledningen. Der er jo mange emner, som jeg tror mange danskere kunne have interesse i at vi debatterer herinde, og Grimhøjmoskeen er jo et af emnerne, som er på dagsordenen i de her dage, bl.a. på grund af den dokumentar, som TV 2 sender senere i dag. Det kunne være ét emne. Et andet emne er det, statsministeren var inde på i starten om flygtningelandsbyer, hvor der er kommet en rapport, som vi ikke i Dansk Folkeparti synes svarer på de spørgsmål, vi rent faktisk gerne vil have svar på i forhold til berettigelsen i at oprette flygtningelandsbyer.

Men så er der jo også, hvis vi skal kigge sådan lidt overordnet på det hele, et topmøde, som statsministeren skal til på mandag i EU, og det er det, som jeg gerne vil koncentrere mig om i spørgetimen i dag. Statsministeren skal ned og diskutere, hvordan man håndterer flygtninge- og migrantkrisen.

Der er i 2015 kommet over en million mennesker til EU-landene, og vi kan forudse, at i 2016 vil det med stor sandsynlighed være et pres af lignende størrelse, måske endda større, fordi man har fået skabt en mekanisme, hvor man giver folk det indtryk, at det kan betale sig at flytte sig fra et kontinent til et andet, og hvis ikke de legalt kan komme ind, så illegalt forsøge at bryde hegn ned, forsøge at passere grænser, de egentlig ikke må passere, og på den måde komme ind i EU. Det betyder, at vi i EU ser en asylshopping. Altså, vi ser folk vandre rundt i de europæiske lande for at finde ud af, hvor de vil slå sig ned, og så længe der ikke er styr på det her, så længe der ikke er styr på de ydre grænser – som der jo helt åbenlyst ikke er styr på, og det er meget svært at se, at der kan blive styr på dem – må vi jo bruge et ord eller en betegnelse, som statsministeren tidligere har brugt, at så må vi passe på Danmark, og så må vi finde ud af, hvordan vi bedst passer på Danmark.

Vi er jo glade i Dansk Folkeparti over, at vi har grænsekontrol, men kunne man ikke bruge den grænsekontrol, vi nu har, til at sige, at folk, der kommer fra Tyskland og vil søge asyl i Danmark, ikke har noget at gøre i Danmark? De må søge asyl i Tyskland. De kommer fra et sikkert land, og vi har ret til at afvise dem ved grænsen og bruge grænsekontrollen til den hasteprocedure, som betyder, at vi giver vores bidrag til at sikre, at folk ikke har den opfattelse, at kommer man først ind i Europa, kan man lave den her shopping fra land til land for at finde ud af, hvor man agter at slå sig ned for en fremtidig tilværelse.

Tak for det. Statsministeren.

Jeg vil bestemt ikke afvise, at den tilgang til det kan være en del af en mere permanent europæisk løsning. For jeg deler sådan set den grundopfattelse, at man er nødt til at se på den her situation med stor alvor, og det er skræmmende, hvis Europa igen i år fuldstændig ukontrollerbart skal have +1 million immigranter og flygtninge. Derfor er vi nødt til at starte med at få styr på de ydre grænser.

Jeg har jo noteret mig det initiativ – og jeg glæder mig til at drøfte det nærmere med mine kollegaer – der er taget omkring Østrig med en række Balkanlande, som jo de facto ved Makedonien bygger en ekstra ydre grænse, en Schengengrænse nr. 2, op.

Det er også lidt en analyse, jeg laver her, og det er et forsøg på at være imødekommende. Jeg tror jo, at det er fremmende for at få løst den her sag, fordi det skaber en ophobning i Grækenland, der gør, at man også i det medlemsland nu bliver nødt til at engagere sig mere i at få løst det her problem, og jeg tror, at der skal en samlet løsning til. Kunne et element i en sådan samlet løsning være det forhold, at man så at sige suspenderer Dublin, for det er jo det, der egentlig bliver spurgt til, ved at sige, at man ikke kan passere fra et sikkert land ind i det næste og søge asyl? Det vil jeg bestemt ikke udelukke. Står jeg her og foreslår, at det er et skridt, Danmark tager, altså ud i det blå, helt alene? Nej, det foreslår jeg ikke.

Værsgo.

Ideen med Dublin, som statsministeren henviser til, er jo, at man søger asyl i det første land, man kommer til. Og det fremgår også af Dublinkonventionen, at man ikke skal kunne vandre fra land til land, men at man jo har den forpligtelse, at det er det første land, man kommer til, hvor asylansøgningen skal gives. Så allerede af den grund kan vi konstatere, at når man kommer fra Tyskland til Danmark, har man jo illegalt opholdt sig i Tyskland, hvis ikke man har ønsket sin sag behandlet der, og så kommer man så til Danmark. Og så mener vi jo, at vi har retten til efter Dublinforordningen at afvise folk til Tyskland – der er jo ikke andet end Dublinkonventionen, der i givet fald skulle være til hinder for det, og det er nok den praksis, der har udviklet sig omkring Dublin, der gør det her problematisk.

Derfor er det, der er vigtigt for mig at vide, jo, om statsministeren drager af sted med den grundlæggende holdning, at vi skal have gjort op med den her vandring fra land til land. Og hvis et af elementerne for at sikre, at vi kan undgå den vandring, er, at vi bruger den fornuftige grænsekontrol, vi nu endelig har fået bygget op, bl.a. ved den dansk-tyske grænse, altså at kunne lave hasteprocedurer, og der kunne forhindre folk i at komme til Danmark, hvis de kommer fra Tyskland – jeg går ikke ud fra, at de vil sige, at de flygter fra kansler Merkel, så de er nok ikke at betragte som flygtninge i Danmark – så skal vi bruge den mulighed.

Tak. Statsministeren.

Jamen jeg drager af sted med den alvor, at der skal findes en løsning på de her problemer. Og det er rigtigt – det er i hvert fald også sådan, jeg selv læser teksterne; men nu har jeg ikke forberedt mig til sådan en stor juridisk diskussion om det her – at det, der gør, at man ikke kan afvise, er Dublin. Altså, man kan tilbagesende folk til det første land, de har sat deres fødder i, og det er, hvis man kommer som afghaner, jo ikke Tyskland – altså, rent logisk. Alt andet lige – medmindre man er fløjet ind – så er det i normalsituationen jo ikke Tyskland. Så det er jo Dublin, der forhindrer det.

Men det er jo også et system, der i øjeblikket er under angreb, og som er dysfunktionelt, ligesom Schengenreglerne er dysfunktionelle. Og der bliver man jo nødt til at prøve, om man kan finde en samlet løsning.

I min optik bidrager det, at man har lavet det, man kunne kalde the second line of defense ved Makedonien, til at skærpe alvoren i Grækenland og dermed forhåbentlig også appetitten på, at man nu får lavet et mere effektivt grænseværn ved Europas ydre grænse. Hvis man i den forbindelse, hvor man bygger det op, i øvrigt også diskuterer, om et yderligere tiltag er det, som hr. Kristian Thulesen Dahl spørger ind til, så er det ikke noget, jeg vil stå her og afvise. Men jeg tror bare, at det vil være klogt, at vi i Danmark nu søger at påvirke i forhold til en samlet europæisk løsning.

Tak. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Men det kan jo godt være, at den samlede europæiske løsning, som statsministeren og andre er meget optaget af, kun kommer, hvis landene viser, at man er parat til at tage opgaven så alvorligt, at man gør det, der er nødvendigt, for at andre kan se, at så må de også gøre noget andet. Altså, det kan jo godt være, at det er den rækkefølge. Det kan jo godt være, at det, at vi har etableret grænsekontrol, rent faktisk gør, at der er flere rundtom i Europa, der får øjnene op for, at den er rygende gal. Det kan jo godt være, at hvis vi bruger grænsekontrollen til at afvise folk, der kommer fra det fredelige land Tyskland for at søge asyl i Danmark eller illegalt komme videre gennem Danmark for at søge i Sverige, eller hvad det kan være – altså så de ved, at man bliver vendt om ved grænsen ved en hasteprocedure og kommer tilbage til Tyskland – så sætter det sig i, at der så er andre, der siger: Jamen nu må vi have tingene til at fungere.

Men vi har bare det udgangspunkt i Dansk Folkeparti, at vi starter med at passe på Danmark, og så, mens vi passer på Danmark, håber vi da, at der er nogle ude i Europa, der også forstår alvoren i det her, og som statsministeren jo også siger: Han drager derned og forsøger at få de andre med på det. Men rækkefølgen må være den, at vi passer på Danmark først og håber, at der udvikler sig større løsninger derude. Vi kan ikke vente på de større løsninger ude i det europæiske samarbejde, før vi passer på Danmark.

Tak. Så er det statsministeren.

Vi passer på Danmark. Og vi har taget en række skridt, som jeg tror at både spørgeren og jeg i fællesskab vil sige er skridt, som, da vi tog dem, blev kritiseret mere, end tilfældet er nu her bagefter, hvor vi har taget dem.

Det er jo det, der er baggrunden for, at vi i en kombination af opholdsvilkårsopstramninger og andet nok har set en vækst i antallet af asylansøgere i Danmark, men jo slet ikke på niveau med det, vi har set i Tyskland og Sverige. Det er jo et spejlbillede på det, vi har gjort. Og jeg udelukker bestemt ikke, at mere kan gøres. Jeg giver bare udtryk for det, der er min dybe holdning, nemlig at den alvor er ved at melde sig i Europa i en grad, så jeg begynder at tro på, at der også kan ske noget. Og jeg udelukker ingenting, herunder heller ikke det her instrument, at man siger: Hvis man passerer gennem et sikkert land, så stopper det her. Det er jo også den lovgivning, der for så vidt er på vej i Norge. Jeg udelukker det ikke.

Jeg tror bare, at den holdning og den åbenhed lige nu og her i situationen er bedst spillet ind i en debat i Europa, som er der på mandag, men som så vil være der igen 10 dage senere. Lige nu og her kan vi glæde os over, at der ikke er noget pres på landets grænser. Det skyldes jo vinteren, og det skyldes også det, der sker i Makedonien i øjeblikket, og derfor har vi altså et lille pusterum til at give forsøget på at finde en europæisk effektiv løsning en chance.

Tak. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen. Værsgo.