Fødevarestyrelsen
Sags.nr.: 2015-29-22-01015 / 2016-11263
Den 17. november 2016
MFVM 163
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag til ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning 1333/2008 om
fødevaretilsætningsstoffer om godkendelse af tilsætningsstoffet steviolglycosider (E 960) som
sødestof i visse energireducerede konfektureprodukter (komitésag)
KOM-dokument foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om godkendelse af tilsætningsstoffet steviolglycosider (E 960) som sødestof i
visse energireducerede konfektureprodukter (komitésag). Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet (EFSA)
og DTU Fødevareinstituttet har vurderet forslaget og vurderer, at der ikke er sundhedsmæssige
betænkeligheder ved forslaget. Forslaget er i overensstemmelse med kriterierne i Europa-Parlamentets og
Rådets forordning 1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer, som præciserer, at der skal
være teknologisk begrundelse for anvendelsen og at anvendelsen ikke må vildlede forbrugeren. En vedtagelse af
forslaget vurderes at betyde et uændret beskyttelsesniveau i Danmark og EU. Forslaget forventes sat til
afstemning den 25. november 2016 i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF).
Regeringen kan støtte forslaget.
Baggrund
Kommissionen har fremsendt forslag til ændring af bilag II til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1333/2008 om fødevaretilsætningsstoffer, som følge af en ansøgning om godkendelse af tilsætningsstoffet
steviolglycosider (E 960) som sødestof i visse energireducerede konfektureprodukter.
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 10, stk. 3 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.
1333/2008 af 16. december 2008 om fødevaretilsætningsstoffer samt med hjemmel i artikel 3, stk. 1 i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1331/2008 af 16. december 2008 om en fælles
godkendelsesprocedure for fødevaretilsætningsstoffer, fødevareenzymer og fødevarearomaer.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og
Foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og
Europa-Parlamentet med henblik på legalitetskontrol, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut
flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig
forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité for
Planter, Dyr, Fødevarer og Foder (SCoPAFF), forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet,
der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 2 måneder. Kommissionen vedtager
forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget, eller ikke har udtalt sig inden for
tidsfristen.
Forslaget forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité for Planter, Dyr, Fødevarer og Foder
(SCoPAFF) den 25. november 2016.
Formål og indhold
Forslaget fastsætter betingelser for anvendelse af tilsætningsstoffet steviolglycosider (E 960) som sødestof i visse
energireducerede konfektureprodukter.