Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 177
Offentligt
1694091_0001.png
Orienteringsbrev om integrationsydelse
Til kommuner, jobcentre m.fl.
Behandling af sager om kontanthjælp og integrationsydelse til danske statsbor-
gere, der har haft ophold i et andet EU/EØS-land i mere end et år
24. november 2016
Integrationskontor
Slotsholmsgade 10
1216 København K
Tel.
Mail
Web
CVR-nr.
6198 4000
[email protected]
www.uibm.dk
36977191
Dette orienteringsbrev retter sig primært mod sagsbehandlere, der skal træffe
afgørelse i sager om hjælp til forsørgelse efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik.
Orienteringen indeholder vejledende kriterier til brug for anvendelsen af opholds-
kravet i forhold til danske statsborgere, som efter et ophold i et andet EU/EØS-
land vender tilbage til Danmark og er ikke-økonomisk aktive efter hjemkomsten.
Ankestyrelsen har tilkendegivet, at den senere på året forventer at træffe en eller
flere principafgørelser i sager vedrørende danske statsborgere, der vender tilbage
til Danmark efter ophold i et andet EU/EØS-land uden at opnå status som arbejds-
tager m.v. efter hjemkomsten og dermed ikke er økonomisk aktive. Disse afgørel-
ser vil medvirke til at fastlægge praksis for anvendelsen af opholdskravet i forhold
til denne gruppe. Dette orienteringsbrev skal ses som bidrag hertil.
1. Baggrunden
En person, der ansøger om uddannelses- eller kontanthjælp skal – udover at op-
fylde betingelserne i § 11, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik - opfylde kravet om
sammenlagt mindst 7 års ophold i Danmark inden for de seneste 8 år, jf. § 11, stk.
3, for at have ret til hjælpen. Personer, der ikke opfylder dette krav, kan alene
modtage integrationsydelse.
Dette opholdskrav gælder dog ikke EU/EØS- borgere, i det omfang disse efter EU-
retten er berettigede til hjælpen, jf. § 11, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik.
For så vidt angår danske statsborgere, der efter hjemkomsten i henhold til EU-
retten har opnået og bevaret status som arbejdstagere eller selvstændige er-
hvervsdrivende, finder opholdskravet ikke anvendelse. Sådanne personer vil såle-
des kunne modtage uddannelses- eller kontanthjælp, uanset at opholdskravet
ikke måtte være opfyldt.
Det bemærkes, at der ikke foreligger praksis fra EU-Domstolen, der konkret tager
stilling til tilfælde, hvor EU-borgere vender tilbage til egen medlemsstat uden at
Sagsbehandler
Leo Torp
Tel.
Mail
Sags nr.
Akt-id
61 98 33 02
[email protected]
2016 - 11285
133843
Side
1/6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 177: Kopi af UUI alm. del - bilag 63: Orienteringsbrev til kommuner om behandling af sager om integrationsydelse i forhold til EU-retten, fra udlændinge-, integrations- og boligministeren
være økonomisk aktiv efter hjemkomsten og som følge heraf anmoder om kon-
tanthjælp eller lignende, og hvor medlemsstaten knytter et opholdskrav som be-
tingelse for at opnå den pågældende ydelse. EU-Domstolens dom fra 2013 i de
forenede sager C-523/11 og C-585/11, Prinz og Seeberger, giver imidlertid grund-
lag for at antage, at det må bero på en konkret vurdering, om EU-retten fører til,
at danske statsborgere, som efter at have opholdt sig i et andet EU/EØS-land ven-
der tilbage til Danmark og ikke opnår status som arbejdstager m.v., er berettigede
til uddannelses- eller kontanthjælp i stedet for integrationsydelse som følge af
deres samlede tilknytning til Danmark.
2. Tilstrækkelig tilknytning til Danmark kan give ret til uddannelses- eller
kontanthjælp
Prinz- og Seeberger-dommen omhandlede et tysk bopælskrav på mindst 3 år.
Efter de tyske regler var tildelingen af uddannelsesstøtte til tyske statsborgere og
andre EU-borgere i en periode på over et år til studier i en anden medlemsstat
betinget af et enkeltstående krav om, at ansøgeren skulle have haft fast bopæl i
Tyskland i mindst 3 år inden påbegyndelsen af studiet. EU-Domstolen fastslog, at
TEUF artikel 20 og 21 om unionsborgerskabet i den konkrete sag, hvor to tyske
statsborgere med mangeårige udlandsophold var nægtet tysk uddannelsesstøtte
til studier i et andet EU-land, var til hinder for et sådant bopælskrav, idet det hav-
de en for ensidig karakter i forhold til dokumentationen af, om der bestod en til-
strækkelig tilknytning til det tyske samfund.
I dommen anfører EU-Domstolen følgende i præmis 38:
”Også selv om det kan anses for godtgjort, at der foreligger en vis
grad af integration, når det kan konstateres, at en studerende i en
bestemt periode har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han ansø-
ger om uddannelsesstøtte, er der en risiko for, at et enkeltstående
bopælskrav som det i hovedsagerne omhandlede […] udelukker stu-
derende fra den pågældende støtte, der, selv om de ikke har haft
uafbrudt bopæl i Tyskland i tre år umiddelbart før påbegyndelsen af
et studium i udlandet, ikke desto mindre har en tilstrækkelig tilknyt-
ning til det tyske samfund. Dette kan være tilfældet, når den stude-
rende er statsborger i den pågældende medlemsstat og har gået i
skole dér i en betydelig periode, eller som følge af andre forhold, så-
som bl.a. den studerendes familie, beskæftigelse og sprogkundskaber
eller andre sociale eller økonomiske bånd. Desuden tillader andre be-
stemmelser i den i hovedsagerne omhandlede lovgivning selv, at for-
hold, der ikke er knyttet til støtteansøgerens bopæl, kan være rele-
vante såvel ved fastlæggelsen af den berørtes centrum for livsinte-
resser, som ved fastlæggelsen af, hvorvidt betingelserne for tildeling
af den pågældende støtte er opfyldt af de nationale statsborgere,
som har bopæl i udlandet”.
På den ene side vil der således være tilfælde, hvor kravet om lovligt ophold her i
riget i sammenlagt mindst 7 år inden for de seneste 8 år, vil kunne håndhæves
uden videre. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor en dansk statsborger har boet i et
Side
2/6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 177: Kopi af UUI alm. del - bilag 63: Orienteringsbrev til kommuner om behandling af sager om integrationsydelse i forhold til EU-retten, fra udlændinge-, integrations- og boligministeren
andet EU/EØS-land i størstedelen af sit liv og på et tidspunkt indrejser i Danmark,
men ikke er økonomisk aktiv efter hjemkomsten og ansøger om hjælp til forsør-
gelse uden i øvrigt at have haft væsentlig tilknytning til Danmark. På den anden
side vil der være tilfælde, hvor der ikke udelukkende kan lægges vægt på opholds-
kravet ved vurderingen af, om den pågældende har en tilstrækkelig tilknytning til
Danmark, men hvor der endvidere vil skulle lægges vægt på andre forhold.
3. Hvordan vurderes graden af tilknytning til Danmark
3.1. Et konkret individuelt skøn
Som nævnt må det bero på en konkret vurdering, om opholdskravet i § 11, stk. 3, i
lov om aktiv socialpolitik kan anvendes uden videre i forhold til danske statsbor-
gere, som efter ophold i et andet EU/EØS-land vender tilbage til Danmark og ikke
er økonomisk aktive, eller om andre kriterier skal tillægges afgørende betydning
ved vurderingen af de pågældendes tilknytning til Danmark. Der er derfor efter-
ladt et væsentligt element af skøn ved vurderingen af de konkrete sager om ikke-
økonomisk aktive danske statsborgere, der vender hjem efter ophold i et andet
EU/EØS-land.
Der kan med udgangspunkt i Prinz- og Seeberger-dommen, som omhandlede ad-
gangen til uddannelsesstøtte, opstilles følgende vejledende kriterier til brug for
vurderingen af, om en dansk statsborger, som efter ophold i et andet EU/EØS-
land, har en sådan grad af tilknytning til Danmark, at vedkommende kan modtage
uddannelses- eller kontanthjælp, uanset at opholdskravet ikke er opfyldt:
a)
Samlet ophold i Danmark set i forhold til varigheden af ophold i andre
EU/EØS-lande
Det har således stor betydning for tilknytningsvurderingen, hvor længe ansøgeren
har opholdt sig i Danmark set i forhold til ophold i andre EU/EØS-lande. Jo længe-
re tid en ansøger har opholdt sig i Danmark forinden ophold i et andre EU/EØS-
lande, jo længere tid vil der således skulle gå, førend tilknytningen til Danmark
ikke længere kan anses for tilstrækkelig.
b)
Beskæftigelse i Danmark eller øvrige økonomiske bånd til Danmark
Det har betydning for vurderingen af en ansøgers tilknytning til Danmark, at den
pågældende har haft beskæftigelse i Danmark. Der vil således f.eks. ikke kunne
lægges vægt på opholdskravet i § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik i tilfælde,
hvor ansøgeren har haft en betydelig del af sit arbejdsliv i Danmark og alene har
opholdt sig i andre EU/EØS-lande i nogle år. Omvendt vil der ikke være tale om
beskæftigelse af afgørende betydning for vurderingen, hvis vedkommende alene
har haft ganske kortvarig beskæftigelse i Danmark som f.eks. et sommerferie-
eller et vikarjob før hjemkomsten.
Endvidere vil det forhold, at en ansøger ejer eller i en vis periode forud for sin
hjemvenden til Danmark har ejet en bolig her i landet eller på anden vis har bety-
Side
3/6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 177: Kopi af UUI alm. del - bilag 63: Orienteringsbrev til kommuner om behandling af sager om integrationsydelse i forhold til EU-retten, fra udlændinge-, integrations- og boligministeren
delige økonomiske bånd til Danmark, skulle indgå i vurderingen af ansøgerens
samlede tilknytning til Danmark.
c)
Nære familiemedlemmer i Danmark
I tilfælde, hvor ansøgeren har ægtefælle, børn eller andre nære familiemedlem-
mer i Danmark, vil det skulle indgå i tilknytningsvurderingen.
d)
Grundskole og/eller en uddannelse i Danmark
Det forhold, at ansøgeren har gået i grundskole og/eller taget en ungdomsuddan-
nelse eller videregående uddannelse i Danmark har betydning for vurderingen af,
om der foreligger tilstrækkelig tilknytning til Danmark. I den forbindelse har det
bl.a. betydning, hvor længe vedkommende har gået i grundskole og/eller taget
uddannelse i Danmark, og hvor lang tid siden vedkommende har afsluttet grund-
skolen og/eller uddannelsen. F.eks. vil en ansøger, der rejser rundt i EU/EØS i lidt
over et år efter endt uddannelse i Danmark, som udgangspunkt skulle anses for at
have bevaret en tilstrækkelig tilknytning til Danmark ved hjemkomsten til Dan-
mark. Til gengæld må en ansøger, der udrejser som barn til et andet EU/EØS-land
efter blot nogle år i grundskolen, og som først indrejser igen i sit voksenliv uden at
være økonomisk aktiv, som udgangspunkt ikke anses for at have bevaret en til-
strækkelig tilknytning til Danmark.
Der kan i tillæg til ovenstående kriterier lægges vægt på ansøgerens danskkund-
skaber. Der kan endvidere lægges vægt på, om ansøgeren i øvrigt har sociale bånd
til Danmark, f.eks. ved ofte at have opholdt sig i Danmark på besøg ved familie-
medlemmer.
Den territoriale afgrænsning af det generelle opholdskrav er ophold i riget i sam-
menlagt mindst 7 år inden for de seneste 8 år. Riget omfatter Danmark, Færøerne
og Grønland. Det bemærkes, at tilknytningskriterierne også må vurderes i forhold
til det danske rige, så tilknytning til Grønland og Færøerne og derboende personer
indregnes med samme vægt som tilknytning til Danmark og herboende personer.
3.2. Sagsbehandling
Kommunen skal i hver enkelt sag sikre sig, at der til brug for vurderingen af, om
opholdskravet kan anvendes i sager om ikke-økonomisk aktive danske statsborge-
re, som efter ophold i et andet EU/EØS-land er vendt tilbage til Danmark, forelig-
ger de fornødne oplysninger. Det påhviler ansøgeren at fremskaffe oplysningerne
i det omfang, de ikke umiddelbart er tilgængelige for kommunen.
Kommunen kan ved opslag i CPR og eIndkomst undersøge, om oplysninger fra
ansøgeren om ophold og arbejde i Danmark stemmer overens med oplysningerne
i disse registre.
Side
4/6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 177: Kopi af UUI alm. del - bilag 63: Orienteringsbrev til kommuner om behandling af sager om integrationsydelse i forhold til EU-retten, fra udlændinge-, integrations- og boligministeren
4. For hvilke sager har den ændrede fortolkning betydning?
En afgørelse fra EU-Domstolen i en præjudiciel sag har i princippet retsvirkning fra
ikrafttrædelsen af den regel, som afgørelsen vedrører. De EU-retlige regler, der
bliver fortolket i Prinz og Seeberger-sagen (TEUF artikel 20 og 21 om unionsbor-
gerskabet), er indført med Maastricht-traktaten i 1993.
Der gælder imidlertid i medfør af forældelsesloven en forældelsesfrist på 3 år. Det
fremgår således af forældelseslovens § 3, stk. 1, at fordringer på penge eller andre
ydelser som hovedregel har en forældelsesfrist på 3 år. Forældelsesloven dækker
også krav på sociale ydelser og omfatter dermed også krav på kontanthjælp m.v.
Forældelsen skal i disse sager regnes fra det tidspunkt, hvor den enkelte ydelse,
der var beregnet i henhold til dagældende praksis, blev udbetalt. Et efterbeta-
lingskrav kan ikke gøres gældende, hvis kravet er forældet.
For krav om efterbetaling relateret til sager om starthjælp efter de regler herom,
der var gældende frem til 1. januar 2012, vil forældelsen således som udgangs-
punkt senest være indtrådt den 1. januar 2015. Forældelsen kan dog i konkrete
tilfælde have været afbrudt eller afbrudt foreløbigt i henhold til forældelseslovens
kapitel 5 og 6. Der vil således kunne være tilfælde, hvor kravet som følge af afbry-
delsen endnu ikke er forældet.
5. Genoptagelse af afgjorte sager
Efter almindelige forvaltningsretlige regler har en myndighed som udgangspunkt
pligt til efter begæring fra den berørte borger at genoptage tidligere afgjorte sa-
ger, hvis der bl.a. fremkommer væsentlige nye retlige forhold. Dette vil være til-
fældet, hvis myndighedens hidtidige praksis eller fortolkning underkendes af
domstolene, medmindre det på forhånd må anses for udelukket, at sagernes ud-
fald vil blive et andet.
Et andet spørgsmål er, om myndigheden har pligt til at genoptage sagerne af egen
drift. Det antages i den forvaltningsretlige litteratur, at en pligt til at genoptage
sagerne af egen drift kun findes i relation til sager, hvor forvaltningen samtidig vil
være forpligtet til at omgøre afgørelsen (tilbagekalde den oprindelige afgørelse og
træffe en ny, for parten gunstigere afgørelse). For så vidt angår spørgsmålet om,
hvornår forvaltningen har genoptagelsespligt, kan der lægges vægt på omfanget
af administrative vanskeligheder, herunder eventuelle vanskeligheder med at
fremfinde sagerne og antallet af sager, og om myndighedernes nu underkendte
praksis var udtryk for en mere eller mindre klar lovstridig praksis.
I det omfang genoptagelse ikke sker af egen drift, skal myndigheden i stedet in-
formere offentligt om muligheden for at anmode om genoptagelse.
Det er Integrationsministeriets vurdering, at kommunerne snarest muligt bør
træffe en ny afgørelse i åbne sager, hvor borgeren løbende modtager integrati-
onsydelse, for så vidt at der er tale om danske statsborgere, der har haft ophold i
et andet EU/EØS-land i mere end et år. Såfremt afgørelsen i sådanne sager fører
til, at borgeren har ret til kontanthjælp, bør afgørelsen også omfatte en eventuel
Side
5/6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 177: Kopi af UUI alm. del - bilag 63: Orienteringsbrev til kommuner om behandling af sager om integrationsydelse i forhold til EU-retten, fra udlændinge-, integrations- og boligministeren
efterbetaling for måneder, hvori der er udbetalt integrationsydelse. Det kan i den
forbindelse være relevant at foretage modregning i andre ydelser, som borgeren
måtte have fået i den periode, hvor vedkommende har modtaget integrations-
ydelse.
I det omfang afsluttede sager om integrationsydelse vedrørende personer i den
nævnte persongruppe kan findes i kommunens sagsbehandlingssystem, bør
kommunen efter ministeriets opfattelse genoptage disse af egen drift og kontakte
de pågældende borgere herom, hvilket bør ske, uanset om de fortsat har bopæl i
kommunen. Hvis ikke alle sager optages af egen drift, bør kommunen informere
borgerne om muligheden for genoptagelse i den her beskrevne situation, fx på
kommunens hjemmeside.
Træffer kommunen afgørelse om, at personen skulle have haft udbetalt kontant-
hjælp, udbetaler kommunen forskelsbeløbet mellem de ydelser, der burde være
udbetalt, og de ydelser, der faktisk er udbetalt. Integrationsministeriet vil i dialog
med KL informere om spørgsmål, der måtte opstå i tilknytning til beregningen af
sådanne beløb.
Med venlig hilsen
Henrik Thomassen
Side
6/6