EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 177: Kopi af UUI alm. del - bilag 63: Orienteringsbrev til kommuner om behandling af sager om integrationsydelse i forhold til EU-retten, fra udlændinge-, integrations- og boligministeren

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 177
Offentligt

Orienteringsbrev om integrationsydelse

Til kommuner, jobcentre m.fl.

Behandling af sager om kontanthjælp og integrationsydelse til danske statsbor-

gere, der har haft ophold i et andet EU/EØS-land i mere end et år

24. november 2016

Integrationskontor

Slotsholmsgade 10

1216 København K

Tel.

Mail

Web

CVR-nr.

6198 4000

[email protected]

www.uibm.dk

36977191

Dette orienteringsbrev retter sig primært mod sagsbehandlere, der skal træffe

afgørelse i sager om hjælp til forsørgelse efter §§ 22-25 i lov om aktiv socialpolitik.

Orienteringen indeholder vejledende kriterier til brug for anvendelsen af opholds-

kravet i forhold til danske statsborgere, som efter et ophold i et andet EU/EØS-

land vender tilbage til Danmark og er ikke-økonomisk aktive efter hjemkomsten.

Ankestyrelsen har tilkendegivet, at den senere på året forventer at træffe en eller

flere principafgørelser i sager vedrørende danske statsborgere, der vender tilbage

til Danmark efter ophold i et andet EU/EØS-land uden at opnå status som arbejds-

tager m.v. efter hjemkomsten og dermed ikke er økonomisk aktive. Disse afgørel-

ser vil medvirke til at fastlægge praksis for anvendelsen af opholdskravet i forhold

til denne gruppe. Dette orienteringsbrev skal ses som bidrag hertil.

1. Baggrunden

En person, der ansøger om uddannelses- eller kontanthjælp skal – udover at op-

fylde betingelserne i § 11, stk. 2, i lov om aktiv socialpolitik - opfylde kravet om

sammenlagt mindst 7 års ophold i Danmark inden for de seneste 8 år, jf. § 11, stk.

3, for at have ret til hjælpen. Personer, der ikke opfylder dette krav, kan alene

modtage integrationsydelse.

Dette opholdskrav gælder dog ikke EU/EØS- borgere, i det omfang disse efter EU-

retten er berettigede til hjælpen, jf. § 11, stk. 4, i lov om aktiv socialpolitik.

For så vidt angår danske statsborgere, der efter hjemkomsten i henhold til EU-

retten har opnået og bevaret status som arbejdstagere eller selvstændige er-

hvervsdrivende, finder opholdskravet ikke anvendelse. Sådanne personer vil såle-

des kunne modtage uddannelses- eller kontanthjælp, uanset at opholdskravet

ikke måtte være opfyldt.

Det bemærkes, at der ikke foreligger praksis fra EU-Domstolen, der konkret tager

stilling til tilfælde, hvor EU-borgere vender tilbage til egen medlemsstat uden at

Sagsbehandler

Leo Torp

Tel.

Mail

Sags nr.

Akt-id

61 98 33 02

[email protected]

2016 - 11285

133843

Side

1/6

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 177: Kopi af UUI alm. del - bilag 63: Orienteringsbrev til kommuner om behandling af sager om integrationsydelse i forhold til EU-retten, fra udlændinge-, integrations- og boligministeren

være økonomisk aktiv efter hjemkomsten og som følge heraf anmoder om kon-

tanthjælp eller lignende, og hvor medlemsstaten knytter et opholdskrav som be-

tingelse for at opnå den pågældende ydelse. EU-Domstolens dom fra 2013 i de

forenede sager C-523/11 og C-585/11, Prinz og Seeberger, giver imidlertid grund-

lag for at antage, at det må bero på en konkret vurdering, om EU-retten fører til,

at danske statsborgere, som efter at have opholdt sig i et andet EU/EØS-land ven-

der tilbage til Danmark og ikke opnår status som arbejdstager m.v., er berettigede

til uddannelses- eller kontanthjælp i stedet for integrationsydelse som følge af

deres samlede tilknytning til Danmark.

2. Tilstrækkelig tilknytning til Danmark kan give ret til uddannelses- eller

kontanthjælp

Prinz- og Seeberger-dommen omhandlede et tysk bopælskrav på mindst 3 år.

Efter de tyske regler var tildelingen af uddannelsesstøtte til tyske statsborgere og

andre EU-borgere i en periode på over et år til studier i en anden medlemsstat

betinget af et enkeltstående krav om, at ansøgeren skulle have haft fast bopæl i

Tyskland i mindst 3 år inden påbegyndelsen af studiet. EU-Domstolen fastslog, at

TEUF artikel 20 og 21 om unionsborgerskabet i den konkrete sag, hvor to tyske

statsborgere med mangeårige udlandsophold var nægtet tysk uddannelsesstøtte

til studier i et andet EU-land, var til hinder for et sådant bopælskrav, idet det hav-

de en for ensidig karakter i forhold til dokumentationen af, om der bestod en til-

strækkelig tilknytning til det tyske samfund.

I dommen anfører EU-Domstolen følgende i præmis 38:

”Også selv om det kan anses for godtgjort, at der foreligger en vis

grad af integration, når det kan konstateres, at en studerende i en

bestemt periode har opholdt sig i den medlemsstat, hvor han ansø-

ger om uddannelsesstøtte, er der en risiko for, at et enkeltstående

bopælskrav som det i hovedsagerne omhandlede […] udelukker stu-

derende fra den pågældende støtte, der, selv om de ikke har haft

uafbrudt bopæl i Tyskland i tre år umiddelbart før påbegyndelsen af

et studium i udlandet, ikke desto mindre har en tilstrækkelig tilknyt-

ning til det tyske samfund. Dette kan være tilfældet, når den stude-

rende er statsborger i den pågældende medlemsstat og har gået i

skole dér i en betydelig periode, eller som følge af andre forhold, så-

som bl.a. den studerendes familie, beskæftigelse og sprogkundskaber

eller andre sociale eller økonomiske bånd. Desuden tillader andre be-

stemmelser i den i hovedsagerne omhandlede lovgivning selv, at for-

hold, der ikke er knyttet til støtteansøgerens bopæl, kan være rele-

vante såvel ved fastlæggelsen af den berørtes centrum for livsinte-

resser, som ved fastlæggelsen af, hvorvidt betingelserne for tildeling

af den pågældende støtte er opfyldt af de nationale statsborgere,

som har bopæl i udlandet”.

På den ene side vil der således være tilfælde, hvor kravet om lovligt ophold her i

riget i sammenlagt mindst 7 år inden for de seneste 8 år, vil kunne håndhæves

uden videre. Det vil f.eks. være tilfældet, hvor en dansk statsborger har boet i et

Side

2/6

andet EU/EØS-land i størstedelen af sit liv og på et tidspunkt indrejser i Danmark,

men ikke er økonomisk aktiv efter hjemkomsten og ansøger om hjælp til forsør-

gelse uden i øvrigt at have haft væsentlig tilknytning til Danmark. På den anden

side vil der være tilfælde, hvor der ikke udelukkende kan lægges vægt på opholds-

kravet ved vurderingen af, om den pågældende har en tilstrækkelig tilknytning til

Danmark, men hvor der endvidere vil skulle lægges vægt på andre forhold.

3. Hvordan vurderes graden af tilknytning til Danmark

3.1. Et konkret individuelt skøn

Som nævnt må det bero på en konkret vurdering, om opholdskravet i § 11, stk. 3, i

lov om aktiv socialpolitik kan anvendes uden videre i forhold til danske statsbor-

gere, som efter ophold i et andet EU/EØS-land vender tilbage til Danmark og ikke

er økonomisk aktive, eller om andre kriterier skal tillægges afgørende betydning

ved vurderingen af de pågældendes tilknytning til Danmark. Der er derfor efter-

ladt et væsentligt element af skøn ved vurderingen af de konkrete sager om ikke-

økonomisk aktive danske statsborgere, der vender hjem efter ophold i et andet

EU/EØS-land.

Der kan med udgangspunkt i Prinz- og Seeberger-dommen, som omhandlede ad-

gangen til uddannelsesstøtte, opstilles følgende vejledende kriterier til brug for

vurderingen af, om en dansk statsborger, som efter ophold i et andet EU/EØS-

land, har en sådan grad af tilknytning til Danmark, at vedkommende kan modtage

uddannelses- eller kontanthjælp, uanset at opholdskravet ikke er opfyldt:

Samlet ophold i Danmark set i forhold til varigheden af ophold i andre

EU/EØS-lande

Det har således stor betydning for tilknytningsvurderingen, hvor længe ansøgeren

har opholdt sig i Danmark set i forhold til ophold i andre EU/EØS-lande. Jo længe-

re tid en ansøger har opholdt sig i Danmark forinden ophold i et andre EU/EØS-

lande, jo længere tid vil der således skulle gå, førend tilknytningen til Danmark

ikke længere kan anses for tilstrækkelig.

Beskæftigelse i Danmark eller øvrige økonomiske bånd til Danmark

Det har betydning for vurderingen af en ansøgers tilknytning til Danmark, at den

pågældende har haft beskæftigelse i Danmark. Der vil således f.eks. ikke kunne

lægges vægt på opholdskravet i § 11, stk. 3, i lov om aktiv socialpolitik i tilfælde,

hvor ansøgeren har haft en betydelig del af sit arbejdsliv i Danmark og alene har

opholdt sig i andre EU/EØS-lande i nogle år. Omvendt vil der ikke være tale om

beskæftigelse af afgørende betydning for vurderingen, hvis vedkommende alene

har haft ganske kortvarig beskæftigelse i Danmark som f.eks. et sommerferie-

eller et vikarjob før hjemkomsten.

Endvidere vil det forhold, at en ansøger ejer eller i en vis periode forud for sin

hjemvenden til Danmark har ejet en bolig her i landet eller på anden vis har bety-

Side

3/6

delige økonomiske bånd til Danmark, skulle indgå i vurderingen af ansøgerens

samlede tilknytning til Danmark.

Nære familiemedlemmer i Danmark

I tilfælde, hvor ansøgeren har ægtefælle, børn eller andre nære familiemedlem-

mer i Danmark, vil det skulle indgå i tilknytningsvurderingen.

Grundskole og/eller en uddannelse i Danmark

Det forhold, at ansøgeren har gået i grundskole og/eller taget en ungdomsuddan-

nelse eller videregående uddannelse i Danmark har betydning for vurderingen af,

om der foreligger tilstrækkelig tilknytning til Danmark. I den forbindelse har det

bl.a. betydning, hvor længe vedkommende har gået i grundskole og/eller taget

uddannelse i Danmark, og hvor lang tid siden vedkommende har afsluttet grund-

skolen og/eller uddannelsen. F.eks. vil en ansøger, der rejser rundt i EU/EØS i lidt

over et år efter endt uddannelse i Danmark, som udgangspunkt skulle anses for at

have bevaret en tilstrækkelig tilknytning til Danmark ved hjemkomsten til Dan-

mark. Til gengæld må en ansøger, der udrejser som barn til et andet EU/EØS-land

efter blot nogle år i grundskolen, og som først indrejser igen i sit voksenliv uden at

være økonomisk aktiv, som udgangspunkt ikke anses for at have bevaret en til-

strækkelig tilknytning til Danmark.

Der kan i tillæg til ovenstående kriterier lægges vægt på ansøgerens danskkund-

skaber. Der kan endvidere lægges vægt på, om ansøgeren i øvrigt har sociale bånd

til Danmark, f.eks. ved ofte at have opholdt sig i Danmark på besøg ved familie-

medlemmer.

Den territoriale afgrænsning af det generelle opholdskrav er ophold i riget i sam-

menlagt mindst 7 år inden for de seneste 8 år. Riget omfatter Danmark, Færøerne

og Grønland. Det bemærkes, at tilknytningskriterierne også må vurderes i forhold

til det danske rige, så tilknytning til Grønland og Færøerne og derboende personer

indregnes med samme vægt som tilknytning til Danmark og herboende personer.

3.2. Sagsbehandling

Kommunen skal i hver enkelt sag sikre sig, at der til brug for vurderingen af, om

opholdskravet kan anvendes i sager om ikke-økonomisk aktive danske statsborge-

re, som efter ophold i et andet EU/EØS-land er vendt tilbage til Danmark, forelig-

ger de fornødne oplysninger. Det påhviler ansøgeren at fremskaffe oplysningerne

i det omfang, de ikke umiddelbart er tilgængelige for kommunen.

Kommunen kan ved opslag i CPR og eIndkomst undersøge, om oplysninger fra

ansøgeren om ophold og arbejde i Danmark stemmer overens med oplysningerne

i disse registre.

Side

4/6

4. For hvilke sager har den ændrede fortolkning betydning?

En afgørelse fra EU-Domstolen i en præjudiciel sag har i princippet retsvirkning fra

ikrafttrædelsen af den regel, som afgørelsen vedrører. De EU-retlige regler, der

bliver fortolket i Prinz og Seeberger-sagen (TEUF artikel 20 og 21 om unionsbor-

gerskabet), er indført med Maastricht-traktaten i 1993.

Der gælder imidlertid i medfør af forældelsesloven en forældelsesfrist på 3 år. Det

fremgår således af forældelseslovens § 3, stk. 1, at fordringer på penge eller andre

ydelser som hovedregel har en forældelsesfrist på 3 år. Forældelsesloven dækker

også krav på sociale ydelser og omfatter dermed også krav på kontanthjælp m.v.

Forældelsen skal i disse sager regnes fra det tidspunkt, hvor den enkelte ydelse,

der var beregnet i henhold til dagældende praksis, blev udbetalt. Et efterbeta-

lingskrav kan ikke gøres gældende, hvis kravet er forældet.

For krav om efterbetaling relateret til sager om starthjælp efter de regler herom,

der var gældende frem til 1. januar 2012, vil forældelsen således som udgangs-

punkt senest være indtrådt den 1. januar 2015. Forældelsen kan dog i konkrete

tilfælde have været afbrudt eller afbrudt foreløbigt i henhold til forældelseslovens

kapitel 5 og 6. Der vil således kunne være tilfælde, hvor kravet som følge af afbry-

delsen endnu ikke er forældet.

5. Genoptagelse af afgjorte sager

Efter almindelige forvaltningsretlige regler har en myndighed som udgangspunkt

pligt til efter begæring fra den berørte borger at genoptage tidligere afgjorte sa-

ger, hvis der bl.a. fremkommer væsentlige nye retlige forhold. Dette vil være til-

fældet, hvis myndighedens hidtidige praksis eller fortolkning underkendes af

domstolene, medmindre det på forhånd må anses for udelukket, at sagernes ud-

fald vil blive et andet.

Et andet spørgsmål er, om myndigheden har pligt til at genoptage sagerne af egen

drift. Det antages i den forvaltningsretlige litteratur, at en pligt til at genoptage

sagerne af egen drift kun findes i relation til sager, hvor forvaltningen samtidig vil

være forpligtet til at omgøre afgørelsen (tilbagekalde den oprindelige afgørelse og

træffe en ny, for parten gunstigere afgørelse). For så vidt angår spørgsmålet om,

hvornår forvaltningen har genoptagelsespligt, kan der lægges vægt på omfanget

af administrative vanskeligheder, herunder eventuelle vanskeligheder med at

fremfinde sagerne og antallet af sager, og om myndighedernes nu underkendte

praksis var udtryk for en mere eller mindre klar lovstridig praksis.

I det omfang genoptagelse ikke sker af egen drift, skal myndigheden i stedet in-

formere offentligt om muligheden for at anmode om genoptagelse.

Det er Integrationsministeriets vurdering, at kommunerne snarest muligt bør

træffe en ny afgørelse i åbne sager, hvor borgeren løbende modtager integrati-

onsydelse, for så vidt at der er tale om danske statsborgere, der har haft ophold i

et andet EU/EØS-land i mere end et år. Såfremt afgørelsen i sådanne sager fører

til, at borgeren har ret til kontanthjælp, bør afgørelsen også omfatte en eventuel

Side

5/6

efterbetaling for måneder, hvori der er udbetalt integrationsydelse. Det kan i den

forbindelse være relevant at foretage modregning i andre ydelser, som borgeren

måtte have fået i den periode, hvor vedkommende har modtaget integrations-

ydelse.

I det omfang afsluttede sager om integrationsydelse vedrørende personer i den

nævnte persongruppe kan findes i kommunens sagsbehandlingssystem, bør

kommunen efter ministeriets opfattelse genoptage disse af egen drift og kontakte

de pågældende borgere herom, hvilket bør ske, uanset om de fortsat har bopæl i

kommunen. Hvis ikke alle sager optages af egen drift, bør kommunen informere

borgerne om muligheden for genoptagelse i den her beskrevne situation, fx på

kommunens hjemmeside.

Træffer kommunen afgørelse om, at personen skulle have haft udbetalt kontant-

hjælp, udbetaler kommunen forskelsbeløbet mellem de ydelser, der burde være

udbetalt, og de ydelser, der faktisk er udbetalt. Integrationsministeriet vil i dialog

med KL informere om spørgsmål, der måtte opstå i tilknytning til beregningen af

sådanne beløb.

Med venlig hilsen

Henrik Thomassen

Side

6/6