Den 8. december 2016
MFVM 197
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
KOM-dokument foreligger i foreløbig udgave.
om ændring af Kommissionsforordning xx/2017/EU og Europa-Parlamentets og
Rådets rammedirektiv nr. 46/2007/EF vedrørende test af emissioner ved
faktisk kørsel for så vidt angår lette køretøjer (Euro 6)
(komitesag)
KOM-dokument foreligger i foreløbig udgave.
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om at supplere den eksisterende testprocedure for emissioner ved
faktisk kørsel for lette køretøjer med yderligere krav. De overordnede elementer udgøres af en
overensstemmelsesfaktor for partikelantal, undtagelser for små og ultra små fabrikanter samt at
omfatte koldstart i testen, hybridkøretøjer og regenerering af partikelfilter.
Forslaget vurderes at have en mindre positiv indvirkning på beskyttelsesniveauet samt at være uden
nævneværdige økonomiske konsekvenser.
Forslaget forventes sat til afstemning i Den tekniske Komité for motorkøretøjer den 20. december
2016. Regeringen kan støtte forslaget.
Baggrund
Baggrunden for forslaget er at imødekomme behovet for yderligere krav til lette køretøjer, når de
testes ved faktisk kørsel (Tredje Real Driving Emissions Pakke - RDE).
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 14(3) i Europa-Parlamentets og Rådets forordning
715/2007/EF om typegodkendelse af lette køretøjer med hensyn til emissioner (Euro 5/6) samt artikel
39(2) i Europa-Parlamentets og Rådets rammedirektiv 46/2007/EF.
Forslaget behandles i en forskriftsprocedure med kontrol i Den tekniske Komité for motorkøretøjer.
Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og Europa-
Parlamentet med henblik på legalitetskontrol, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut
flertal inden for 3 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet
tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i
Den tekniske Komité for motorkøretøjer, forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-
Parlamentet, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 2 måneder.
Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller
ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.