EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 297
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2 – 1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

13. januar 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

T-92/11

RENV

Titel og kort sagsresumé

Jørgen Andersen mod Kommissionen

Påstande: set aside the judgment of the General

Court (Fifth Chamber) of 20 March 2013, notified to

the Commission on 22 March 2013, in Case T-92/11

Jorgen Andersen v European Commissions and -

reject the application to annul Commission Decision

2011/3/EU of 24 February 2010 concerning public

transport service contracts between the Danish

Ministry of Transport and Danske Statsbaner (Case C

41/08 (ex NN 35/08)); - and order the applicant at

first instance to pay the costs; alternatively, - rule that

the third plea at first instance is not well founded and

refer the case back to the General Court for

consideration of the first and second pleas at first

instance; - and reserve the costs of the proceedings at

first instance and on.

Sjelle Autogenbrug

Kan dele fra udrangerede køretøjer, der af en

momsregistreret autogenbrugsvirksomhed udtages af

et køretøj med henblik på videresalg som reservedele,

under de i sagen foreliggende omstændigheder anses

som brugte genstande som omhandlet i artikel 311,

stk. 1, nr. 1, i Rådets Direktiv 2006/112/EF af 28.

november 2006 om det fælles merværdiafgiftssystem

(momssystemdirektivet)?

Eqiom et Enka

1)Når en medlemsstat gør brug af muligheden i

artikel 1, stk. 2, i direktiv 90/435/EØF af 23. juli

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Erhvervsministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Processkridt

Dom

Dato

18.01.17

C-471/15

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Skatteministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

18.01.17

C-6/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

19.01.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

1990, kan der da foretages prøvelse af de retsakter

eller overenskomster, der er truffet for at gennemføre

denne mulighed, i forhold til den primære EU-ret? 2)

Skal bestemmelserne i direktivets artikel 1, stk. 2, der

giver medlemsstaterne en vid skønsmargen til at

fastslå hvilke bestemmelser, der er »nødvendige for at

hindre svig og misbrug«, fortolkes således, at de er til

hinder for, at en medlemsstat vedtager en mekanisme,

der tilsigter at udelukke udbytte udloddet til en

juridisk person, der direkte eller indirekte kontrolleres

af en eller flere personer bosiddende i stater, der ikke

er medlem af Unionen, fra fritagelsen, medmindre

denne juridiske person behørigt kan dokumentere, at

kæden af ejerandele ikke har som hovedformål eller

som et af sine hovedformål at sikre, at udbyttet

omfattes af fritagelsen? 3) a) Hvis ovennævnte

mekanismes forenelighed med EU-retten ligeledes

skal vurderes i forhold til traktatbestemmelserne, skal

denne, henset til genstanden af den pågældende

lovgivning, da undersøges i forhold til

bestemmelserne i artikel 43 i traktaten om Det

Europæiske Fællesskab, nu artikel 49 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde, selv om det

udbyttemodtagende selskab gennem en kæde af

ejerandele, der blandt andet har som hovedformål at

opnå fritagelse, direkte eller indirekte kontrolleres af

en eller flere personer bosiddende i tredjelande, som

ikke kan påberåbe sig etableringsfriheden? b) I

benægtende fald, skal denne overensstemmelse så

undersøges i forhold til bestemmelserne i artikel 56 i

traktaten om Det Europæiske Fællesskab, nu artikel

63 i traktaten om Den Europæiske Unions

funktionsmåde? 4) Skal ovennævnte bestemmelser

fortolkes således, at de er til hinder for, at en national

lovgivning forbeholder fritagelsen for kildeskat for

udbytte, der er udloddet af et selskab i en

medlemsstat til et selskab etableret i en anden

medlemsstat, når modtageren af dette udbytte er en

juridisk person, der direkte eller indirekte kontrolleres

af en eller flere personer bosiddende i stater, der ikke

er medlem af EU, medmindre denne kan

dokumentere, at hovedformålet, eller et af

hovedformålene, med kæden af ejerandele ikke er at

sikre, at udbyttet omfattes af fritagelsen?

C-184/16

Petrea

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 27 og 32 i direktiv

2004/38/EF, sammenholdt med artikel 45 TEUF og

49 TEUF samt i lyset af medlemsstaternes

procesautonomi, princippet om beskyttelse af den

berettigede forventning og princippet om god

forvaltningsskik, fortolkes således, at de pålægger –

eller giver mulighed for – at ophæve et bevis for

registrering som unionsborger, der tidligere er blevet

udstedt i henhold til artikel 8, stk. 1, i præsidentdekret

nr. 106/2007 til en statsborger i en anden

medlemsstat, og at træffe en foranstaltning om

tilbagesendelse af den pågældende fra

værtsmedlemsstatens område, såfremt denne borger,

Kammeradvokaten

Skatteministeriet

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Mundtlig

forhandling

02.02.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

selv om den pågældende er opført på den nationale

liste over uønskede udlændinge og er genstand for et

indrejseforbud af hensyn til den offentlige orden og

sikkerhed, atter er indrejst i den pågældende

medlemsstat og her har startet en virksomhed uden at

indgive en ansøgning om ophævelse af

indrejseforbuddet efter proceduren i artikel 32 i

direktiv 2004/38, idetsidstnævnte forbud

(indrejseforbuddet) udgør et selvstændigt hensyn til

den offentlige orden, som begrunder en ophævelse af

beviset for registrering af en statsborger i en

medlemsstat? 2) Såfremt det foregående spørgsmål

besvares bekræftende, kan den omhandlede situation

da sidestilles med et ulovligt ophold for

unionsborgeren på værtsmedlemsstatens område,

således at det organ, der har kompetence til at

ophæve beviset for registrering som unionsborger,

kantræffe afgørelse om tilbagesendelse i henhold til

artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF, og dette selv

om registreringsbeviset ikke, som der generelt er

enighed om, udgør et grundlag for lovligt ophold i

landet, og det personelle anvendelsesområde for

direktiv 2008/115 alene omfatter

tredjelandsstatsborgere? 3) Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende, kan ophævelsen af

hensyn til den offentlige orden eller sikkerhed af

beviset for registrering af en statsborger i en anden

medlemsstat, hvilket ikke udgør et grundlag for

lovligt ophold i landet, og vedtagelsen af en

foranstaltning om tilbagesendelse af den pågældende

– der træffes på samme tid af de kompetente

nationale myndigheder under udøvelse af

værtsmedlemsstatens procesautonomi – da ifølge en

korrekt fortolkning af lovgivningen opfattes som en

samlet administrativ foranstaltning om administrativ

udsendelse i medfør af artikel 27 og 28 i direktiv

2004/38, som kan gøres til genstand for en

domstolsprøvelse på de betingelser, der er fastsat i de

sidstnævnte bestemmelser, som fastlægger en enkelt

metode for den eventuelt nødvendige administrative

udsendelse af unionsborgere fra værtsmedlemsstatens

område? 4) Hvad enten det første og det andet

spørgsmål besvares bekræftende eller benægtende, er

en national retspraksis, hvorefter de administrative

myndigheder, og derfor også de pågældende

kompetente retter, i forbindelse med en ophævelse af

et bevis for registrering som unionsborger eller i

forbindelse med en vedtagelse af en foranstaltning

om udsendelse fra værtsmedlemsstatens område,

fordi statsborgeren i en anden medlemsstat er

genstand for et indrejseforbud i den (først)nævnte

medlemsstat, ikke må undersøge, hvorvidt de

processuelle garantier i artikel 30 og 31 i direktiv

2004/38 blev overholdt, da afgørelsen om

indrejseforbuddet blev truffet, da i strid med

effektivitetsprincippet? 5) Såfremt det foregående

spørgsmål besvares bekræftende, har medlemsstatens

kompetente administrative myndigheder i henhold til

artikel32 i direktiv 2004/38 da pligt til under alle

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

omstændigheder at meddele den pågældende

statsborger i en anden medlemsstat afgørelsen om

udsendelse på et sprog, som den pågældende forstår,

således at den pågældende effektivt kan udøve sine

processuelle rettigheder på grundlag af de

ovennævnte bestemmelser i direktivet, selv om den

pågældende ikke har indgivet en anmodning herom?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-549/15

Titel og kort sagsresumé

E.ON Biofor Sverige

1. Skal begreberne »massebalance« og »blanding« i

VE-direktivets artikel 18, stk. 1, fortolkes således, at

medlemsstaterne er forpligtede til at godkende handel

med biogas mellem medlemsstaterne via

sammenkoblede gasnet? 2. Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende, er den omhandlede

direktivbestemmelse i så fald forenelig med artikel 34

TEUF, selv om anvendelsen kan antages at virke

handelsbegrænsende?

New Wave CZ

Skal artikel 8, stk. 1, i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om

håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

fortolkes således, at det er i forbindelse med sager

vedrørende krænkelse af en intellektuel

ejendomsrettighed, såfremt en sagsøger, efter den

endelige afslutning af en sag, hvor det er blevet

fastslået, at en intellektuel ejendomsrettighed er blevet

krænket, i en særskilt sag søger oplysninger om

oprindelsen af og distributionskanalerne for varerne

eller tjenesteydelserne, der krænker den intellektuelle

ejendomsrettighed (eksempelvis med henblik på at

kunne foretage en præcis opgørelse af tabet og

efterfølgende søge erstatning for tabet)?

IRCCS - Fondazione Santa Lucia

1) Kan en national bestemmelse (som den i

hovedsagen omhandlede), som – for det første –

indeholder en definition af »energiintensive

virksomheder«, der er forenelig med definitionen i

direktiv 2003/96/EF, og – for det andet –

forbeholder denne type virksomheder incitamenter

hvad angår vederlag til dækning af de generelle

omkostninger for elsystemet (og ikke incitamenter

vedrørende beskatningen af energiprodukter og

elektricitet i sig) reelt henhøre under

anvendelsesområdet for dette direktiv? Hvis

spørgsmålet besvares bekræftende: 2) Er

fællesskabsretten, og navnlig artikel 11 og 17 i direktiv

2003/96/[EF], da til hinder for lovbestemmelser og

Interessant

Energistyrelsen

Processkridt

Dato

18.01.17

C-427/15

Kulturministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

18.01.17

C-189/15

Skatteministeriet

Energistyrelsen

Dom

18.01.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

administrative procedurer (som dem, der gælder i den

italienske retsorden og er beskrevet inden for

rammerne af nærværende kendelse), hvorved man –

for det første – har valgt at indføre en ordning med

lempelser vedrørende forbruget af energiprodukter

(elektricitet) for »energiintensive« virksomheder i

henhold til den ovenfor anførte artikel 17 og – for det

andet – forbeholder »energiintensive« virksomheder i

fremstillingssektoren disse lempelser, idet

virksomheder i andre produktionssektorer udelukkes

fra denne ordning?

C-37/16

Swap

Sagen vedrører: 1 Leverer ophavsmænd, udøvende

kunstnere og andre rettighedshavere en ydelse som

omhandlet i artikel 24, stk. 1, og artikel 25, litra a), i

Rådets direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006

om det fælles merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s.

1) til producenter og importører af båndoptagere og

andre lignende apparater samt tomme medier, hvoraf

kollektive forvaltningsorganisationer for førstnævntes

regning, men i eget navn, opkræver gebyrer for salg af

disse apparater og medier? 2. Såfremt det første

spørgsmål besvares bekræftende, handler kollektive

forvaltningsorganisationer da, når de opkræver

gebyrer for producenters og importørers salg af

apparater og medier, som afgiftspligtige personer som

omhandlet i artikel 28 i Rådets direktiv 2006/112/EF

af 28. november 2006 om det fælles

merværdiafgiftssystem (EUT L 347, s. 1), der er

forpligtet til at dokumentere disse transaktioner med

en faktura som omhandlet i dette direktivs artikel 220,

stk. 1, nr. 1), der er udstedt til de pågældende

producenter og importører af båndoptagere og andre

lignende apparater samt tomme medier, og hvorpå

der er anført den moms, der skal betales på grundlag

af de opkrævede gebyrer, og skal ophavsmænd,

udøvende kunstnere og andre rettighedshavere, når

gebyrerne fordeles til disse, dokumentere

modtagelsen af gebyrerne med en faktura med

angivelse af moms, der er udstedt til den

gebyropkrævende kollektive forvaltningsorganisation?

Schaefer Kalk

1. Er Kommissionens forordning (EU) nr. 601/2012

ugyldig og tilsidesætter den formålene med direktiv

2003/87/EF, for så vidt som den i artikel 49, stk. 1,

andet afsnit, bestemmer, at CO2, som ikke overføres

som omhandlet i artikel 49, stk. 1, første afsnit,

medregnes som udledt af anlægget, der har frembragt

CO2-mængden? 2. Er Kommissionens forordning

(EU) nr. 601/2012 ugyldig og tilsidesætter den

formålene med direktiv 2003/87/EF, for så vidt som

den i afsnit 10 i bilag IV bestemmer, at CO2, der

overføres til et andet anlæg til fremstilling af PCC

(udfældet kalciumkarbonat), medregnes som udledt af

anlægget, der har frembragt CO2-mængden?

Alytaus regiono atlieku tvarkymo centras

1. Hvad udgør et »flerårigt program« som omhandlet i

Kulturministeriet

Dom

18.01.17

C-460/15

Energistyrelsen

Dom

19.01.17

C-436/15

Finansministeriet

19.01.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom)

nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af

De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser? 2.

Svarer projekter såsom projekt

2001/LT/16/P/PE/003: »Etablering af et system til

håndtering af affald for Alytus-regionen«, som blev

bevilget støtte ved Kommissionens beslutning nr.

PH(2001)5367 af 13. december 2001 om godkendelse

af foranstaltning 2001 LT 16 P PE 003, med senere

ændringer ved Kommissionens beslutning nr.

PH/2002/9380 af 23. december 2002, til begrebet et

»flerårigt program« som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i

Rådets forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.

december 1995 om beskyttelse af De Europæiske

Fællesskabers finansielle interesser? 3. Såfremt det

andet spørgsmål besvares bekræftende, hvilket

tidspunkt skal anses som begyndelsestidspunktet for

forældelsesfristen for retsforfølgning i henhold til

artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom)

nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af

De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser?

C-344/15

National Roads Authority

Hvis et offentligretligt organ udøver en virksomhed,

såsom at give adgang til en vej mod betaling af en

vejafgift, og hvis der i medlemsstaten er private

organer, som opkræver vejafgifter på forskellige

betalingsveje i medfør af en aftale med den

pågældende offentlige myndighed i henhold til

nationale lovbestemmelser, skal artikel 13, andet led, i

Rådets direktiv 2006/112/EF da fortolkes således, at

det pågældende offentligretlige organ skal anses for at

konkurrere med de pågældende private

erhvervsdrivende, hvorfor det anses for at føre til

konkurrenceforvridning af en vis betydning, hvis det

offentligretlige organ behandles som en ikke-

afgiftspligtig person, uanset de forhold, at (a) der ikke

er og ikke kan være nogen aktuel konkurrence mellem

det offentligretlige organ og de pågældende private

erhvervsdrivende, og (b) der ikke er nogen beviser

for, at der er nogen realistisk mulighed for, at en

privat erhvervsdrivende kunne komme ind på

markedet for opførelse og drift af en betalingsvej, der

ville konkurrere med den af det offentligretlige organ

drevne betalingsvej? Hvis der ikke foreligger en

formodning, hvordan skal det da afgøres, om der er

konkurrenceforvridning af en vis betydning [org. s.

11] i den i artikel 13, andet led, i Rådets direktiv

2006/112/EF omhandlede forstand?

Queisser Pharma

1. Skal artikel 34, 35 og 36 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde sammenholdt

med artikel 14 i Europa-Parlamentets og Rådets

forordning (EF) nr. 178/2002 af 28. januar 2002 om

generelle principper og krav i fødevarelovgivningen,

om oprettelse af Den Europæiske

Fødevaresikkerhedsautoritet og om procedurer

vedrørende fødevaresikkerhed fortolkes således, at de

Erhvervsministeriet

Dom

19.01.17

C-282/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Lægemiddelstyrelsen

Dom

19.01.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

er til hinder for en national lovgivning, der forbyder

fremstilling, behandling eller markedsføring af et

kosttilskud med aminosyrer (her: L-histidin),

medmindre der på visse yderligere faktiske betingelser

meddeles en tidsbegrænset dispensation hertil efter

den nationale myndigheds skøn? 2. Følger det af

opbygningen af artikel 14, 6, 7, 53 og 55 i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

178/2002 af 28. januar 2002 om generelle principper

og krav i fødevarelovgivningen, om oprettelse af Den

Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet og om

procedurer vedrørende fødevaresikkerhed, at

nationale forbud mod enkelte fødevarer eller

fødevareingredienser kun må udstedes på de deri

nævnte betingelser, og er dette til hinder for en

national lovgivning som beskrevet under 1.? 3. Skal

artikel 8 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning

(EF) nr. 1925/2006 af 20. december 2006 om

tilsætning af vitaminer og mineraler samt visse andre

stoffer til fødevarer fortolkes således, at den er til

hinder for en national lovgivning som beskrevet

under 1.?

T-727/15

Justice & Environment mod Kommissionen

Påstande: — Den afgørelse, der blev truffet af

Europa-Kommissionen, Generaldirektorat for Miljø,

den 19. august 2015, referencenummer Ref GestDem

nr. 2015/4284, hvorved der blev givet afslag på en

begæring om aktindsigt, og den afgørelse, der blev

truffet af generalsekretæren på Europa-

Kommissionens vegne den 15. oktober 2015,

referencenummer Ares(2015)4311297, hvorved der

blev givet afslag på en genfremsat begæring, erklæres

ugyldige.

— Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Almaz-Antey mod Rådet

Påstande: Rådets afgørelse (FUSP) 2015/432 af 13.

marts 2015 om ændring af afgørelse 2014/145/FUSP

om restriktive foranstaltninger over for tiltag, der

underminerer eller truer Ukraines territoriale

integritet, suverænitet og uafhængighed (EUT L 70, s.

47) og Rådets gennemførelsesforordning (EU) nr.

2015/427 af 13. marts 2015 om gennemførelse af

Rådets forordning (EU) nr. 269/2014 om restriktive

foranstaltninger over for tiltag, der underminerer eller

truer Ukraines territoriale integritet, suverænitet og

uafhængighed (EUT L 70, s. 1) annulleres, for så vidt

som disse foranstaltninger finder anvendelse på

sagsøgeren.

Ultra-Brag

1. Skal artikel 202, stk. 3, første led, i Rådets

forordning (EF) nr. 2913/92 af 12. oktober 1992 om

indførelse af en EF-toldkodeks (herefter

»toldkodeksen«) fortolkes således, at en juridisk

person i henhold til toldkodeksens artikel 202, stk. 3,

første led, som den person, der foretager en indførsel,

bliver debitor for toldskylden, hvis en [org. s. 2] af

Udenrigsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

23.01.17

T-255/15

Udenrigsministeriet

Dom

25.01.17

C-679/15

Skatteministeriet

Dom

25.01.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

den juridiske persons medarbejdere, som ikke er dens

retlige repræsentant, inden for rammerne af sine

kompetencer har givet anledning til den ikke

forskriftsmæssige indførsel? 2. Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende: Skal toldkodeksens

artikel 202, stk. 3, andet led, da fortolkes således, at a)

en juridisk person (også) har medvirket til den ikke

forskriftsmæssige indførsel, hvis en af dens ansatte,

som ikke er dens retlige repræsentant, inden for

rammerne af sine kompetencer har deltaget i denne

indførsel og b) den subjektive betingelse »som vidste

eller med rimelighed burde have vidst« med hensyn til

juridiske personer, der har medvirket til den ikke

forskriftsmæssige indførsel, skal vurderes i forhold til

den fysiske person, som hos den juridiske person var

beskæftiget med sagen, 3. Såfremt det første eller det

andet præjudicielle spørgsmål besvares bekræftende:

Skal toldkodeksens artikel 212a da fortolkes således,

at bedømmelsen af, om debitors adfærd giver

anledning til mistanke om svigagtig fremgangsmåde

eller åbenbar forsømmelighed, i forbindelse med

juridiske personer udelukkende skal foretages på

grundlag af den juridiske persons henholdsvis dens

organers adfærd, eller skal adfærden hos en fysisk

person, som er ansat hos den juridiske person og

inden for rammerne af sine opgaver behandler sagen,

tilregnes den juridiske person?

C-375/15

BAWAG

1) Skal artikel 41, stk. 1, sammenholdt med artikel 36,

stk. 1, i direktiv 2007/64/EF om betalingstjenester i

det indre marked 2 (betalingstjenestedirektivet)

fortolkes således, at en oplysning (i elektronisk form),

der sendes fra banken til kundens e-mail-postkasse

inden for rammerne af online-banking (e-banking),

hvorved kunden efter at have logget på e-banking-

webstedet kan få adgang til denne oplysning ved at

klikke på den, meddeles kunden på et varigt medium?

2) Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:

Skal betalingstjenestedirektivets artikel 41, stk. 1,

sammenholdt med artikel 36, stk. 1, fortolkes således,

at det i et sådant tilfælde forholder sig således, a) at

oplysningen fra banken ganske vist stilles til rådighed

på et varigt medium, men ikke meddeles kunden, idet

den blot gøres tilgængelig for kunden, eller b) at der i

det hele taget blot er tale om, at oplysningen gøres

tilgængelig uden anvendelse af et varigt medium?

Stowarzyszenie Olawska

Skal artikel 13 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2004/48/EF af 29. april 2004 om

håndhævelsen af intellektuelle ejendomsrettigheder

(EUT L 157[, s.] 45) fortolkes således, at en indehaver

af ophavsrettigheder, der er genstand for krænkelse,

kan kræve erstatning i henhold til almindelige

ophavsretlige principper for den skade, som den

pågældende har lidt, eller betaling af et beløb, der

svarer til det dobbelte eller i tilfælde af forsætlig

krænkelse [org. s. 2] det tredobbelte af det passende

Finansministeriet

Finanstilsynet

Dom

25.01.17

C-367/15

Kulturministeriet

Dom

25.01.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

vederlag, uden at det er nødvendigt at godtgøre, at

der er lidt et tab, og at der foreligger årsagsforbindelse

mellem det forhold, der har forvoldt krænkelsen af

ophavsrettigheden, og det lidte tab, når det fremgår af

artikel 13 i direktiv 2004/48, at retten fastsætter

erstatningen under hensyntagen til de aspekter, der er

nævnt i artikel 13, stk. 1, litra a), og at den

udelukkende som et alternativ, når det er

hensigtsmæssigt, kan fastsætte erstatningen til et fast

beløb på grundlag af de elementer, der er nævnt i

direktivets artikel 13, stk. 1, litra b)? Er det i

overensstemmelse med direktivets artikel 13 på

begæring af den berørte part at tildele erstatning med

et fast beløb, der er fastsat på forhånd, og som udgør

det dobbelte eller det tredobbelte af det passende

vederlag, når der henses til, at det fremgår af 26.

betragtning til direktivet, at direktivets formål ikke er

at indføre en pligt til at fastsætte en erstatning, der har

karakter af straf?

C-421/14

Banco Primus

Sagen vedrører: Det første spørgsmål: 1) Skal fjerde

overgangsbestemmelse i lov nr. 1/2013 fortolkes

således, at den ikke må udgøre en hindring for

forbrugerbeskyttelsen? 2) Er det i henhold til direktiv

93/13, herunder navnlig direktivets artikel 6, stk. 1,

og artikel 7, stk. 1, og med henblik på at sikre

beskyttelsen af forbrugere og brugere i

overensstemmelse med ækvivalensprincippet og

effektivitetsprincippet muligt for en forbruger at

klage over et urimeligt kontraktvilkår efter udløbet af

den i national ret fastsatte frist for indgivelse af

sådanne klager, således at den nationale ret skal prøve

sådanne vilkår? 3) Skal den nationale ret i henhold til

direktiv 93/13, herunder navnlig direktivets artikel 6,

stk. 1, og artikel 7, stk. 1, og med henblik på at sikre

beskyttelsen af forbrugere og brugere i

overensstemmelse med ækvivalensprincippet og

effektivitetsprincippet af egen drift vurdere, om et

vilkår er urimeligt, og dernæst fastlægge følgerne

heraf, selv om den tidligere har truffet en modsat

afgørelse eller har afvist at foretage en sådan

vurdering, og der var tale om endelige afgørelser i

henhold til national procesret? Det andet spørgsmål:

4) Kan forholdet mellem kvalitet og pris påvirke

vurderingen af, om mindre væsentlige kontraktvilkår

er urimelige? Skal der i forbindelse med en sådan

indirekte kontrol af disse vilkår, tages hensyn til de

prisbegrænsninger, der er fastsat i national ret? Kan

bestemmelser, som abstrakt set er gyldige, miste deres

gyldighed, såfremtdet fastslås, at prisen for

transaktionen er for høje sammenlignet med

markedsprisen? Det tredje spørgsmål: 5) Er det i

henhold til artikel 4 i direktiv 93/13 muligt at tage

hensyn til omstændigheder, der er indtrådt efter

aftalens indgåelse, såfremt en gennemgang af national

ret viser, at dette er muligt? Fjerde spørgsmål: Skal

LEC’s artikel 693, stk. 2, (Ley de Enjuiciamiento

Civil) (den civile retsplejelov), som ændret ved lov

Justitsministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

26.01.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

1/2013, fortolkes således, at den ikke må udgøre en

hindring for beskyttelsen af forbrugernes interesser?

7) I overensstemmelse med direktiv 93/13, herunder

navnlig dets artikel 6, stk. 1, og artikel 7, stk. 1, og

med henblik på at sikre beskyttelsen af forbrugere og

brugere i overensstemmelse med

ækvivalensprincippet og effektivitetsprincippet, skal

en national domstol, som fastslår, at der foreligger et

urimeligt kontraktvilkår om førtidig ophævelse,

betragte vilkåret, som om det ikke var aftalt, og drage

konsekvenserne heraf, også selv om den

erhvervsdrivende har ventet i det tidsrum, der som

minimum er foreskrevet i den nationale retsforskrift?

C-13/16

Rigas satiksme

Skal formuleringen »behandlingen er nødvendig, for

at [...] den tredjemand eller de tredjemænd, til hvem

oplysningerne videregives, kan forfølge en legitim

interesse« som omhandlet i artikel 7, litra f), i Europa-

Parlamentet og Rådets direktiv 95/46/EF af 24.

oktober 1995 om beskyttelse af fysiske personer i

forbindelse med behandling af personoplysninger og

om fri udveksling af sådanne oplysninger fortolkes

således, at det nationale politi skal videregive de

personoplysninger til Rīgas satiksme, som

sidstnævnte har anmodet om, idet de er nødvendige

for at kunne anlægge et civilt søgsmål? Berøres

besvarelsen af dette spørgsmål af den omstændighed,

således som det fremgår af sagsakterne, at den

taxapassager, hvis personoplysninger forsøges

indhentet af Rīgas satiksme, var mindreårig på

ulykkestidspunktet?

Frankrig mod Kommissionen (appel)

Påstande: Den Europæiske Unions Rets dom af 30.

april 2015 i sag T-259/13, Frankrig mod

Kommissionen ophæves delvist. Domstolen træffer

selv endelig afgørelse i tvisten, og Kommissionens

gennemførelsesafgørelse nr. 2013/123/EU om

udelukkelse fra EU-finansiering af visse udgifter, som

medlemsstaterne har afholdt for Den Europæiske

Udviklings- og Garantifond for Landbruget

(EUGFL), Garantisektionen, Den Europæiske

Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den

Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL) (1) annulleres, for så vidt

som den udelukker visse udgifter afholdt af Den

Franske Republik i forbindelse med akse 2 i

landbrugsudviklingsprogrammet for Frankrig for

regnskabsårene 2008 og 2009, eller sagen hjemvises til

fornyet behandling ved Retten.

Afgørelsen om sagens omkostninger udsættes

Lounani

1) Skal artikel 12, stk. 2, litra c), i Rådets direktiv

2004/83/EF af 29. april 2004 om fastsættelse af

minimumsstandarder for anerkendelse af

tredjelandsstatsborgere eller statsløse som flygtninge

eller som personer, der af anden grund behøver

international beskyttelse, og indholdet af en sådan

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

26.01.17

C-373/15 P

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

26.01.17

C-573/14

Udenrigsministeriet

Dom

31.01.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

beskyttelse fortolkes således, at anvendelsen af den i

denne bestemmelse foreskrevne

udelukkelsesbestemmelse nødvendigvis er betinget af,

at asylansøgeren er blevet dømt for en af de

terrorhandlinger, der er nævnt i artikel 1, stk. 1, i

Rådets rammeafgørelse 2002/475/RIA af 13. juni

2002 om bekæmpelse af terrorisme, der er

gennemført i Belgien ved lov af 19. december 2003

om terrorhandlinger?

C-670/15

Šalplachta

Kræver en fysisk persons ret til effektiv

domstolsadgang i grænseoverskridende tvister som

omhandlet i artikel 1 og 2 i Rådets direktiv

2003/8/EF af 27. januar 2003 om forbedret adgang

til domstolene i grænseoverskridende tvister gennem

fastsættelse af fælles mindsteregler for retshjælp i

forbindelse med tvister af denne art, at den retshjælp,

som ydes af Forbundsrepublikken Tyskland, omfatter

ansøgerens udlæg til oversættelse af erklæringen og

bilagene til ansøgningen om retshjælp, når ansøgeren

samtidig med sagsanlægget søger om retshjælp ved

den ret, hvor sagen føres, og som også har

kompetence som modtagende myndighed som

omhandlet i direktivets artikel 13, stk. 1, litra b), og

ansøgeren selv har fåetudfærdiget oversættelsen?

Tolley

1. Er det med henblik på forordning nr. 1408/71

korrekt at klassificere plejedelen i Det Forenede

Kongeriges underholdsydelse til handicappede som

en invaliditetsydelse frem for en kontantydelse ved

sygdom? 2. i) Ophører en person, der ikke længere er

berettiget til Det Forenede Kongeriges

underholdsydelse til handicappede som følge af

lovgivningen i Det Forenede Kongerige, fordi den

pågældende person er flyttet til en anden medlemsstat

for at bosætte sig der, og som før denne flytning helt

er ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse,

men fortsat er forsikret mod alderdom under Det

Forenede Kongeriges sociale sikringsordning, med at

være omfattet af Det Forenede Kongeriges

lovgivning med henblik på artikel 13, stk. 2, litra f), i

forordning nr. 1408/71? ii) Er en sådan person under

alle omstændigheder fortsat omfattet af Det Forenede

Kongeriges lovgivning på baggrund af punkt 19, litra

c), i Det Forenede Kongeriges bilag VI til

forordningen? iii) Såfremt den pågældende er ophørt

med at være omfattet af Det Forenede Kongeriges

lovgivning som omhandlet i artikel 13, stk. 2, litra f),

er Det Forenede Kongerige så forpligtet til eller har

det blot mulighed for i medfør af punkt 20 i bilag VI

at lade bestemmelserne i afdeling III, kapitel 1 til

forordningen finde anvendelse på hende? 3. i) Finder

den vide definition af arbejdstager i [sag C-543/03,

Dodl og Oberhollenzer] anvendelse med henblik på

forordningens artikel 19 - 22, når en person helt er

ophørt med at have erhvervsmæssig beskæftigelse før

den pågældende flyttede til en anden medlemsstat,

Justitsministeriet

01.02.17

C-430/15

Udenrigsministeriet

Børne- og

Socialministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Styrelsen for

Arbejdsmarked og

Rekruttering

Dom

01.02.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

uanset den sondring, der er anlagt i afdeling II, kapitel

1, mellem på [org. s. 14] den ene side arbejdstagere og

selvstændige erhvervsdrivende og på den anden siden

arbejdsløse personer? (ii) Såfremt denne definition

finder anvendelse, er en sådan person da berettiget til

at overføre ydelsen i henhold til artikel 19 eller artikel

22? Tager artikel 22, stk. 1, litra b), sigte på at

forebygge, at en sagsøgers ret til plejedelen af DLA

ophæves ved, at der i national ret stilles krav om

bopæl ved flytning til en anden medlemsstats

område?

C-336/15

Unionen

I betragtning af det, der er anført i ovennævnte

kendelse, anmoder Arbetsdomstolen om præjudiciel

afgørelse af følgende spørgsmål. Er det foreneligt

med direktivet om overførsel af virksomheder, at en

erhverver – efter at der er gået et år efter overførsel af

en virksomhed – i forbindelse med anvendelsen af en

bestemmelse i erhververens kollektive overenskomst,

som indebærer, at en vis uafbrudt anciennitet hos én

og samme arbejdsgiver er en forudsætning for

forlænget opsigelsesvarsel, ikke tager hensyn til den

anciennitet, der er optjent hos overdrageren, når

arbejdstagerne i henhold til en enslydende

bestemmelse i den kollektive overenskomst, der gjaldt

hos overdrageren, har haft ret til, at der blev taget

hensyn til denne anciennitet?

Município de Palmela

a) Henset til, at lovdekret nr. 379/97 af 27. december

godkendte bekendtgørelsen om fastsættelse af

sikkerhedskrav til placeringen, implementeringen,

udformningen og den funktionelle organisering af

legepladser og rekreative områder samt deres udstyr

og anslagsflader, b) Henset til, at lovdekret nr.

119/2009 af 19. maj ændrede lovdekret nr. 379/97 af

27. december, idet det ændrede ordlyden af visse

tekniske standarder, tilføjede andre tekniske

standarder og på ny offentliggjorde nævnte

bekendtgørelse, hvoraf det er en integrerende del, c)

Henset til, at ingen af de to nationale lovtekster blev

meddelt Europa- Kommissionen inden for

rammerne af en informationsprocedure med hensyn

til tekniske standarder og forskrifter, som fastsat i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 98/34/EF

af 22. juni 1998, som ændret ved Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 98/48/EF af 20. juli

1998, og gennemført i national ret ved lovdekret nr.

58/2000 af 18. april: 1) Skal den nationale ret da

træffe afgørelse om fuldt ud at tilsidesætte

anvendelsen af en national lovtekst, som indfører

tekniske standarder, og som i strid med

bestemmelserne i direktiv 98/34/EF ikke er blevet

meddelt Europa-Kommissionen, eller skal rettens

afgørelse om tilsidesættelse begrænses til de nye

tekniske forskrifter, der er indført ved den nationale

lovtekst? Eller 2) Skal anvendelsen af en national

lovtekst, som indfører tekniske standarder, og som i

Beskæftigelsesministe-

riet

01.02.17

C-144/16

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

01.02.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 297: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 13/1-17

strid med bestemmelserne i direktiv 98/34/EF ikke

er blevet meddelt Europa-Kommissionen, da fuldt ud

tilsidesættes, eller skal afgørelsen om tilsidesættelse

begrænses til de nye tekniske forskrifter, der er

indført ved den nationale lovtekst? 3) Kan ingen af

de tekniske standarder, som er indeholdt i den nævnte

bekendtgørelse, da finde anvendelse, eller er det alene

de tekniske standarder, som er ændret eller tilføjet

ved lovdekret nr. 119/2009 af 19. maj, der ikke kan

finde anvendelse?

C-102/16

Vaditrans

1. Skal artikel 8, stk. 6 og 8, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 561/2006 af 15. marts

2006 om harmonisering af visse sociale bestemmelser

inden for vejtransport og om ændring af Rådets

forordning (EØF) nr. 3821/85 og (EF) nr. 2135/98

samt ophævelse af Rådets forordning(EØF) nr.

3820/85 fortolkes således, at de regulære ugentlige

hviletider somomhandlet i artikel 8, stk. 6, i denne

forordning ikke må tilbringes i køretøjet? 2. Såfremt

det første spørgsmål skal besvares bekræftende,

strider artikel 8, stk. 6 og 8, sammenholdt med artikel

19 i forordning nr. 561/2006, da imoddet

strafferetlige legalitetsprincip, der er forankret i artikel

49 i Den Europæiske Unions charter om

grundlæggende rettigheder, ved at førnævnte

forordningsbestemmelser ikke indeholder noget

udtrykkeligt forbud mod at tilbringe de regulære

ugentlige hviletider som omhandlet i nævnte

forordnings artikel 8, stk. 6, i køretøjet? 3. Såfremt

det første spørgsmål skal besvares benægtende,

indrømmerforordning nr. 561/2006 da

medlemsstaterne ret til i national ret at bestemme, at

det er forbudt at tilbringe de regulære ugentlige

hviletider som omhandlet i nævnte forordnings artikel

8, stk. 6, i køretøjet?

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Færdselsstyrelsen

02.02.17