Kemikalier
Den 18. oktober 2016
MFVM 152
NOTAT til Folketingets Europaudvalg og Miljø- og Fødevareudvalg
Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
trichlorethylen (TCE) som proceskemikalie i industriel produktion i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag)
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
stoffet trichlorethylen (TCE) som proceskemikalie i industriel produktion i henhold til i henhold til
Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH). Forslaget giver den
bulgarske virksomhed Chimcomplex S.A. Borzesti (Chimcomplex) tilladelse til efter optag på
godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, fortsat at anvende stoffet i en periode på 2 år fra vedtagelsen
af godkendelsen.
Forslaget er sat til mulig afstemning på REACH-komiteens møde den 26. oktober 2016.
Forslaget vurderes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser.
Forslaget forventes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark.
Sagen forventes ikke at have økonomiske eller administrative konsekvenser for erhvervslivet - ej
heller statsfinansielle konsekvenser.
Regeringen ønsker generelt at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde,
hvor der ikke kan demonstreres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. I den konkrete
sag drejer det sig om en specifik anvendelse af stoffet, hvor der ikke findes alternativer. Ansøgeren
har dog ikke demonstreret, at de foreslåede risikohåndteringsforanstaltninger er tilstrækkelige til at
sikre arbejdstagere og den generelle befolkning via miljøet. Regeringen lægger derfor afgørende
vægt på, at der vedtages skærpede krav til beskyttelsesforanstaltninger af arbejdstagere og den
generelle befolkning, hvilket betyder, at der alene stemmes for forslaget, hvis dette sker.
Baggrund
Kommissionen har den 5. oktober 2016 fremsendt forslag til gennemførelsesretsakt til mulig
afstemning på REACH-komiteens møde den 26. oktober 2016. Kommissionen vil herefter i henhold til
REACH træffe en forvaltningsafgørelse vedrørende ansøgningen fra virksomheden Chimcomplex om
godkendelse til fortsat at anvende TCE i EU, herunder også for virksomhedens downstream-brugere.