Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 402
Offentligt
1724971_0001.png
KOMMISSIONEN FOR DE EUROPÆISKE FÆLLESSKABER
Bruxelles, den 4.4.2006
KOM(2006) 159 endelig
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN
Retningslinjer for udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af
tjenesteydelser
{SEK(2006) 439}
DA
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
MEDDELELSE FRA KOMMISSIONEN
Retningslinjer for udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af
tjenesteydelser
1.
MEDDELELSENS FORMÅL
EF-traktatens artikel 49 indeholder princippet om, at medlemsstaterne skal sikre den frie
udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet. Denne grundlæggende frihedsrettighed
giver bl.a en tjenesteyder, der er etableret i en medlemsstat, ret til midlertidigt at udstationere
arbejdstagere i en anden medlemsstat for dér at levere en tjenesteydelse. Det følger af
retspraksis, at princippet om fri udveksling af tjenesteydelser, som er et grundlæggende
princip i traktaten, kun kan begrænses ved regler, der er begrundet i EF-traktatens artikel 46
eller i tvingende almene hensyn, samt under overholdelse af principperne om ikke-
forskelsbehandling og proportionalitet.
I direktiv 96/71/EF (herefter benævnt "direktivet") præciseres de ufravigelige regler i
værtsmedlemsstaten, som skal finde anvendelse på udstationerede arbejdstagere, og som
udgør den kerne af bestemmelser om arbejds- og ansættelsesvilkår, som virksomhederne skal
overholde, når de udstationerer arbejdstagere i en anden medlemsstat end den, hvor de
pågældende arbejdstagere normalt arbejder. Direktivet har nogle helt klare social- og
arbejdsmarkedspolitiske målsætninger, nemlig at give de udstationerede arbejdstagere
sikkerhed for, at deres arbejdsgivere i forbindelse med udstationeringen overholder
værtsmedlemsstatens beskyttelsesbestemmelser, bl.a. vedrørende:
•
maksimal arbejdstid og minimal hviletid
•
mindste antal betalte feriedage pr. år
•
mindsteløn
•
betingelserne for at stille arbejdstagere til rådighed, især via vikarbureauer
•
sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen
•
beskyttelsesforanstaltninger med hensyn til arbejds- og ansættelsesvilkår for gravide
kvinder og kvinder, der lige har født, samt for børn og unge.
Medlemsstaterne er retligt forpligtede til at vedtage de bestemmelser, der er nødvendige for at
overholde direktivet, at træffe passende foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse
af disse bestemmelser, at sikre, at arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter råder over
passende midler til at håndhæve de forpligtelser, der er fastsat i direktivet, og at etablere et
samarbejde mellem de offentlige myndigheder.
Direktivet har til formål at forene virksomhedernes ret til at levere grænseoverskridende
tjenesteydelser i henhold til EF-traktatens artikel 49 og rettighederne for arbejdstagere, der
midlertidigt udstationeres til udlandet for at levere tjenesteydelser.
DA
2
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
1724971_0003.png
Kommissionen har som følge af Europa-Parlamentets lovgivningsmæssige beslutning af 16.
februar 2006 om forslag til direktiv om tjenesteydelser i det indre marked fremsat et ændret
forslag, som ikke længere indeholder artikel 24 og 25 fra det oprindelige forslag, der
indeholdt specifikke bestemmelser om udstationering af arbejdstagere. Kommissionens
hensigt med disse artikler var at ophæve visse administrative krav ved udstationering af
arbejdstagere. Ophævelsen af disse krav var ledsaget af foranstaltninger, der havde til formål
af styrke det administrative samarbejde mellem medlemsstater.
Kommissionen har forpligtet sig til at udarbejde en række retningslinjer, der afspejler
fællesskabsrettens nuværende udviklingstrin med hensyn til de administrative procedurer, der
var omfattet af artikel 24 og 25. Denne meddelelse har derfor til formål at beskrive over for
medlemsstaterne, hvorledes de skal forholde sig for at overholde den gældende fællesskabsret,
således som den fortolkes af De Europæiske Fællesskabers Domstol under henvisning til EF-
traktatens artikel 49, og for således bedre at nå de resultater, som direktivet foreskriver. Det
fremgår af de oplysninger, som Kommissionens tjenestegrene har nedfældet i rapporten
SEK(2006) 439
1
, der er vedlagt denne meddelelse, at adgangen til information, det
administrative samarbejde og kontrollen med håndhævelsen af loven kan forbedres
væsentligt, bl.a. ved at definere og udveksle god praksis.
Denne meddelelse har ingen indvirkning på Kommissionens prærogativer i henhold til
traktaten med hensyn til at sikre medlemsstaternes overholdelse af fællesskabsretten eller på
de almindelige regler og krav vedrørende visum.
2.
KONTROLFORANSTALTNINGER
Domstolens praksis
2
tillader, at medlemsstaterne kontrollerer, at retten til fri udveksling af
tjenesteydelser ikke misbruges, f.eks. ved at bringe arbejdstagere fra tredjelande ind på
værtsmedlemsstatens arbejdsmarked. Den tillader ligeledes sådanne kontrolforanstaltninger,
der måtte være nødvendige til at kontrollere overholdelsen af de krav, der begrundes i
tvingende almene hensyn. Kommissionen ønsker dog at påpege, at medlemsstaterne i
forbindelse med den kontrol, der finder sted inden for rammerne af direktivets gennemførelse,
er forpligtede til at overholde EF-traktatens artikel 49 og at undlade at indføre eller opretholde
ubegrundede og uforholdsmæssige restriktioner for den frie udveksling af tjenesteydelser
inden for Fællesskabet. Domstolen har således gentagne gange understreget, at denne kontrol
skal gøre det muligt i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet at nå de fastsatte
målsætninger uden at begrænse denne frihed mere end højst nødvendigt
3
.
1
2
3
Denne rapport er udarbejdet som følge af Europa-Parlamentets forespørgsel til Kommissionen i sin
beslutning af 15.1.2004, P5_TA (2004)0030.
Dom af 27.3.1990, sag C-113/89, Rush Portuguesa L
da
mod Office national d’immigration, præmis 17,
og af 23.11.1999, forenede sager C-369/96 og 376/96, Ministère public mod Jean-Claude Arblade m.fl.,
præmis 62.
Jf. i denne henseende dom af 21.10.2004, sag C-445/03, Kommissionen mod Luxembourg, præmis 40,
og af 19.1.2006, sag C-244/04, Kommissionen mod Tyskland, præmis 36.
DA
3
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
1724971_0004.png
2.1.
Generelle foranstaltninger
Nedenfor anføres de væsentligste kontrolforanstaltninger
4
, der iværksættes af visse
medlemsstater, og som bør analyseres på grundlag af Domstolens praksis vedrørende EF-
traktatens artikel 49:
– kravet om, at tjenesteyderen skal have en repræsentant på værtsmedlemstatens område
– kravet om, at tjenesteyderen skal indhente en forhåndstilladelse fra eller lade sig registrere
hos værtsmedlemsstatens kompetente myndigheder, eller ethvert tilsvarende krav
– kravet om, at tjenesteyderen skal indgive en forhåndserklæring
– kravet om, at tjenesteyderen skal føre og opbevare arbejdsretlige dokumenter på
værtsmedlemsstatens område og/eller i henhold til de bestemmelser, der finder anvendelse
i denne medlemsstat.
a) Kravet om en repræsentant med bopæl i værtsmedlemsstaten
Domstolen
5
har kvalificeret kravet om en filial på det nationale område som "udtryk for en
ophævelse af den frie udveksling af tjenesteydelser". At kræve, at en tjenesteyder skal udpege
en repræsentant med bopæl i den pågældende medlemsstat for således at tilbyde sine
tjenesteydelser, hvilket kan sammenlignes med kravet om at angive en valgt adresse hos en
bemyndiget repræsentant, der er blevet dømt ulovligt af Domstolen, må betragtes som
uforeneligt med EF-traktatens artikel 49
6
.
Domstolen har i Arblade m.fl.-dommen
7
vurderet, at en forpligtelse til at holde bestemte
dokumenter til rådighed og opbevare dem hos en fysisk person med bopæl i
værtsmedlemsstaten, som fører dokumenterne som fuldmægtig eller repræsentant for den
arbejdsgiver, der har udpeget ham, selv efter at arbejdsgiveren er ophørt med at beskæftige
arbejdstagere i denne stat, kun kan begrundes, hvis de nationale myndigheder ikke kan udføre
deres kontrolopgave effektivt, hvis virksomheden ikke er underlagt en sådan forpligtelse.
Denne retspraksis skal fortolkes på grundlag af de nærmere omstændigheder i hver enkelt sag,
men det må for at udføre denne kontrolopgave anses for tilstrækkeligt at udpege en person
blandt de udstationerede arbejdstagere, f.eks. en sjakformand, der fungerer som kontakt
mellem den udenlandske virksomhed og arbejdstilsynet i værtsmedlemsstaten.
Konklusion:
Det må på grundlag af gældende retspraksis konkluderes, at
værtsmedlemsstaternes krav om, at virksomheder, der udstationerer arbejdstagere på deres
område, skal råde over en repræsentant med bopæl i værtsmedlemsstaten, ikke står i forhold
til målsætningen om at sikre kontrollen med disse arbejdstageres arbejdsvilkår. Det må
således anses for tilstrækkeligt at udpege en person blandt de udstationerede arbejdstagere,
f.eks. en sjakformand, der kan fungere som forbindelsesled mellem den udenlandske
virksomhed og den kompetente kontrolmyndighed.
4
5
6
7
Disse foranstaltninger er beskrevet i Kommissionens rapport til Rådet og Europa-Parlamentet: Status
over det indre marked for tjenester - KOM(2002) 441 af 30.7.2002.
Dom af 7.2.2002, sag C-279/00, Kommissionen mod Italien, præmis 18.
Jf. f.eks. i denne henseende dom af 6.3.2003, sag C-478/01, præmis 19.
Jf. fodnote 2, præmis 76.
DA
4
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
1724971_0005.png
b) Kravet om forhåndstilladelse fra eller registrering hos den kompetente administrative
myndighed i værtsmedlemsstaten eller ethvert tilsvarende krav
Det fremgår af Domstolens faste praksis, at en national ordning, der finder anvendelse
generelt og for alle aktiviteter, og hvorefter en virksomhed med hjemsted i en anden
medlemsstat kun må præstere tjenesteydelser i det pågældende land, hvis den har opnået en
forhåndstilladelse hertil fra en administrativ myndighed, er en restriktion af den frie
udveksling af tjenesteydelser som omhandlet i EF-traktatens artikel 49 (jf. bl.a. Vander Elst-
dommen
8
).
Der findes en række aktiviteter, hvis udøvelse i medlemsstaterne er underlagt forskellige
retlige eller administrative bestemmelser, der også omfatter en tilladelsesordning, der er
specifik for hver aktivitet. Et betydeligt antal medlemsstater anvender således en ordning med
forhåndstilladelse på deres nationale område for vikarvirksomheder med henblik på at sikre,
at disse virksomheder giver tilstrækkelige garantier til at udøve denne aktivitet.
Værtsmedlemsstaten har kun ret til at kræve en forhåndstilladelse for visse former for
aktiviteter - uanset udstationeringssituationen - såfremt det kan begrundes i tvingende almene
hensyn, er i overensstemmelse med proportionalitetsprincippet og er foreneligt med traktatens
bestemmelser om fri udveksling af tjenesteydelser. Et sådan krav skal tage behørigt hensyn til
den kontrol, der allerede finder sted i etableringsmedlemsstaten.
Konklusion:
Det må på grundlag af gældende retspraksis konkluderes, at en national ordning,
hvorefter udstationeringen af arbejdstagere er underlagt en systematisk forudgående kontrol,
herunder gennem et særligt krav om forhåndstilladelse eller -registrering i forbindelse med
udstationeringen, er for vidtgående.
c) Kravet om at indgive en forhåndserklæring
Næsten halvdelen af alle medlemsstater pålægger tjenesteydere, der udstationerer
arbejdstagere på deres område, at indgive en forhåndserklæring til deres myndigheder
9
. Disse
erklæringer synes at have til formål dels at give de nationale myndigheder mulighed for at
kontrollere de oplysninger om udstationeringen, der opnås ved inspektion på stedet, dels at
hjælpe de nationale arbejdstilsyn i deres risikovurdering med henblik på at fokusere deres
indsats på de mere risikobetonede situationer eller virksomheder.
Domstolen har endnu ikke haft lejlighed til at udtale sig specifikt om kravet om, at
tjenesteyderen skal indgive en erklæring med henblik på udstationering. Domstolen har i
sagen Kommissionen mod Luxembourg
10
, der drejede sig om kravet om arbejdstilladelse for
en udstationeret arbejdstager fra et tredjeland som led i leveringen af en tjenesteydelse,
fastslået, at "forpligtelsen
for en virksomhed, der leverer tjenesteydelser, til på forhånd at give
de lokale myndigheder meddelelse om tilstedeværelsen af en eller flere udstationerede
arbejdstagere, den påtænkte periode for denne tilstedeværelse og den eller de tjenesteydelser,
der begrunder udstationeringen, imidlertid er en foranstaltning, der er lige så effektiv og
mindre indgribende end det omhandlede krav. Herved er det muligt for myndighederne at
8
9
10
Dom af 9.8.1994, sag C-43/93, Raymond Vander Elst mod Office des migrations internationales.
Det drejer sig om følgende lande: Belgien, Frankrig, Grækenland, Letland, Luxembourg, Malta,
Nederlandene, Portugal, Spanien, Tyskland, Ungarn og Østrig. Slovenien og Tjekkiet pålægger
modtagerne af tjenesteydelser samme forpligtelser.
Jf. fodnote 3, præmis 31.
DA
5
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
1724971_0006.png
kontrollere overholdelsen af den luxembourgske sociallovgivning i udstationeringsperioden
under hensyntagen til de forpligtelser, som virksomheden allerede er pålagt i medfør af
socialretten i oprindelsesmedlemsstaten".
Domstolen har med hensyn til en situation, hvor en tjenesteyder fra Fællesskabet udstationerer
arbejdstagere fra et tredjeland, fastslået i sagen Kommissionen mod Tyskland
11
, at "som
generaladvokaten har anført i punkt 27 i forslaget til afgørelse, ville et krav om, at
tjenesteyderen blot forudgående fremlægger en erklæring, der attesterer, at de pågældende
arbejdstagere opfylder de gældende retsforskrifter (…) i den medlemsstat, hvor denne
virksomhed har ansat dem, imidlertid på en mindre indgribende og lige så effektiv måde som
kontrollen forud for udstationeringen give de nationale myndigheder sikkerhed for
lovmæssigheden af disse arbejdstageres situation og for den omstændighed, at disse udøver
deres hovedaktivitet i den medlemsstat, hvor den virksomhed, der leverer tjenesteydelser, er
etableret. Et sådant krav ville give de nationale myndigheder mulighed for at kontrollere
disse oplysninger efterfølgende og for at træffe de nødvendige foranstaltninger i tilfælde af, at
arbejdstagernes situation er ulovlig".
Domstolens praksis tillader således denne form for erklæring som en foranstaltning, der er
lige så effektiv - men mindre restriktiv - som en forhåndstilladelse, til at give medlemsstaterne
mulighed for løbende at være informeret om tilstedeværelsen af udstationerede arbejdstagere
fra tredjelande på deres område.
Medlemsstaterne skal afholde sig fra at anvende disse erklæringer til andre formål end til at
opnå information, bl.a. til kontrol eller registrering af virksomheder, der leverer
tjenesteydelser, hvilket ville svare til en ordning med forhåndstilladelse.
Konklusion:
Kommissionen konkluderer på grundlag af gældende retspraksis, at
værtsmedlemsstaten med henblik på at kontrollere overholdelsen af direktivets bestemmelser
om arbejdsvilkår under hensyntagen til propotionalitetsprincippet bør kunne kræve, at
tjenesteyderen senest ved påbegyndelsen af de pågældende aktiviteter indgiver en erklæring
med oplysninger om de udstationerede arbejdstagere samt tjenesteydelsernes varighed, sted
og art. Erklæringen kan indeholde en angivelse om, at eventuelle arbejdstagere fra tredjelande
opholder sig lovligt i tjenesteyderens etableringsland, herunder med hensyn til kravene
vedrørende visum, og er ansat på lovlig vis.
d) Kravet om at føre og opbevare arbejdsretlige dokumenter på værtsmedlemsstatens
område og/eller i henhold til de bestemmelser, der finder anvendelse i denne
medlemsstat
Domstolen har haft lejlighed til at tage stilling til kravet om at føre og opbevare arbejdsretlige
dokumenter i værtsmedlemsstaten vedrørende de udstationerede arbejdstagere.
Den har i Arblade m.fl.-dommen
12
fastslået, at det for at opnå en effektiv beskyttelse af
arbejdstagerne, bl.a. med hensyn til sikkerhed og sundhed samt arbejdstid, kan være
nødvendigt at holde visse dokumenter til rådighed på et sted i værtsmedlemsstaten, der er
tilgængeligt og klart defineret for denne stats kontrolmyndigheder, "navnlig
i mangel af et
11
12
Jf. fodnote 3, præmis 41.
Jf. fodnote 2, præmis 61.
DA
6
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
1724971_0007.png
organiseret system med samarbejde eller udveksling af oplysninger mellem medlemsstaterne,
som foreskrevet i artikel 4 i direktiv 96/71/EF".
Domstolen har dog i samme dom præciseret, at de kompetente myndigheder i
værtsmedlemsstaten, inden en tjenesteyder pålægges dette krav, skal undersøge, om den
sociale beskyttelse af arbejdstagerne ikke i tilstrækkelig grad tilgodeses ved, at der inden for
en rimelig frist fremlægges dokumenter, der føres i etableringsmedlemsstaten
13
. Domstolen
har i Finalarte-sagen
14
medgivet, at virksomheder med hjemsted uden for værtsmedlemsstaten
kan pålægges at levere flere oplysninger end virksomheder med hjemsted i
værtsmedlemsstaten, såfremt denne forskelsbehandling kan begrundes ud fra objektive
forskelle mellem virksomhederne med hjemsted i og uden for værtsmedlemsstaten.
Domstolen har imidlertid ligeledes fastslået, at det skal undersøges, om de oplysninger, der er
indeholdt i de dokumenter, som kræves efter etableringsmedlemsstatens regler, samlet er
tilstrækkelige til, at der kan foretages den nødvendige kontrol i værtsmedlemsstaten
15
.
Efter fristen for direktivets gennemførelse i 1999 og den efterfølgende iværksættelse af
samarbejdet om information som foreskrevet i direktivets artikel 4 har medlemsstaterne kun
en begrænset mulighed for at kræve, at der føres bestemte arbejdsretlige dokumenter i
værtsmedlemsstaten. Kommissionen er dog af den opfattelse, at værtsmedlemsstaten altid kan
kræve, at der på arbejdspladsen opbevares visse dokumenter, der på grund af deres karakter
nødvendigvis udarbejdes og føres på stedet, bl.a. fortegnelser over effektiv arbejdstid eller
dokumenter om sundheds- og sikkerhedsforhold på arbejdspladsen. For at give
myndighederne i værtsmedlemsstaten mulighed for at kontrollere arbejdsvilkårene i
overenstemmelse med direktivet tillades det, at de pålægger tjenesteyderen at fremlægge de
dokumenter, der anses for nødvendige for at foretage denne kontrol inden for en passende
frist.
Værtsmedlemstaten må dog ikke kræve, at tjenesteyderen skal fremlægge en ny række
dokumenter, der er i overensstemmelse med denne medlemsstats lovgivning, under
henvisning til, at der er visse formelle eller faktuelle forskelle mellem de dokumenter, der
kræves i værtsmedlemsstaten, og de dokumenter, der kræves i etableringsmedlemsstaten. Der
må heller ikke stilles krav om fremlæggelse af dokumenter vedrørende social sikring,
eftersom disse dokumenter er omfattet af en særlig procedure i etableringsmedlemsstaten i
overensstemmelse med forordning (EØF) nr. 1408/71. Dog har Domstolen i Arblade m.fl.-
dommen
16
fastslået, at "de
efter reglerne i henholdsvis etableringsmedlemsstaten og
værtsmedlemsstaten krævede oplysninger (…) kan nemlig være så forskellige, at den kontrol,
der kræves efter reglerne i værtsmedlemsstaten, ikke kan foretages på grundlag af
dokumenter, der føres i overensstemmelse med etableringsmedlemsstatens regler".
Konklusion:
Det må på grundlag af ovenstående retspraksis konkluderes, at
værtsmedlemsstaterne med henblik på at kontrollere, om de i direktivet fastsatte arbejdsvilkår
overholdes, har ret til under hensyntagen til proportionalitetsprincippet at kræve, at man på
arbejdspladsen fører de dokumenter, der på grund af deres karakter udarbejdes på
13
14
15
16
Jf. fodnote 2, præmis 65.
Dom af 25.10.2001, forenede sager C-49/98, C-50/98, C-52/98, C-54/98, C-68/98 og C-71/98, Finalarte
Sociedade de Construção Civil L
da
mod Urlaubs- und Lohnausgleichskasse der Bauwirtschaft m.fl.,
præmis 69-74.
Jf. fodnote 2, præmis 64-65.
Jf. fodnote 2, præmis 63.
DA
7
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
1724971_0008.png
arbejdspladsen, f.eks. timesedler eller dokumenter vedrørende sundheds- eller
sikkerhedsforholdene på arbejdspladsen. Værtsmedlemsstaten må ikke kræve en anden række
dokumenter, hvis oplysningerne i de dokumenter, der kræves efter etableringsmedlemsstatens
regler, samlet er tilstrækkelige til, at der kan foretages den nødvendige kontrol i
værtsmedlemsstaten.
2.2.
Foranstaltninger,
tredjelandsarbejdstagere
der
finder
anvendelse
på
udstationerede
Domstolen har i sin gældende praksis vedrørende den frie udveksling af tjenesteydelser i
henhold til EF-traktatens artikel 49 (jf. f.eks. sagerne Vander Elst
17
og Kommissionen mod
Luxembourg
18
) konstateret, at arbejdstagere, der er lovligt og fast ansat hos en tjenesteyder,
der er etableret i en medlemsstat (etableringsmedlemsstaten), kan udstationeres i en anden
medlemsstat (værtsmedlemsstaten) uden i denne anden medlemsstat at være underlagt
administrative formaliteter, f.eks. arbejdstilladelse.
Domstolen har ligeledes fastslået, at visse supplerende betingelser, som en række
medlemsstater pålægger tredjelandsarbejdstagere, ikke er i overensstemmelse med
proportionalitetsprincippet. Den har således i sagen Kommissionen mod Tyskland
19
fundet, at
Tyskland tilsidesatte sine forpligtelser i henhold til EF-traktatens artikel 49 ved at kræve, at
tredjelandsarbejdstagere, der udstationeres af en virksomhed, der er etableret i en anden
medlemsstat, skal have været ansat i mindst et år i denne virksomhed for at kunne få
opholdstilladelse. Domstolen har således bekræftet sin praksis i sagen Kommissionen mod
Luxembourg
20
, hvor den fandt, at en lovgivning, der stiller krav om en forudgående
ansættelsesperiode på mindst seks måneder, går videre, end hvad der kan kræves af hensyn til
den sociale beskyttelse af tredjelandsarbejdstagere, hvorfor den ikke er berettiget. I
sidstnævnte dom har Domstolen ligeledes fordømt kravet om, at der skal foreligge en
tidsubegrænset ansættelseskontrakt.
Konklusion:
Det må på grundlag af gældende retspraksis konkluderes, at en
værtsmedlemsstat ikke må anvende administrative formaliteter eller stille supplerende krav til
udstationerede tredjelandsarbejdstagere, når disse er lovligt ansat hos en tjenesteyder, der er
etableret i en anden medlemsstat, hvilket ikke udelukker værtsmedlemsstatens ret til at
kontrollere, om disse betingelser er opfyldt i den medlemsstat, hvor tjenesteyderen er
etableret.
3.
SAMARBEJDE OM INFORMATION
a) Adgang til information
Direktivets artikel 4, stk. 3, pålægger klart medlemsstaterne at træffe passende
foranstaltninger til, at informationen om arbejds- og ansættelsesvilkår er alment tilgængelig
for udenlandske tjenesteydere og arbejdstagere.
17
18
19
20
Jf. fodnote 8.
Jf. fodnote 3.
Jf. fodnote 3.
Jf. fodnote 3.
DA
8
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
1724971_0009.png
Anvendelsen af de forskellige metoder til formidling af information om arbejds- og
ansættelsesforhold i forbindelse med udstationeringen og om de forpligtelser, der skal
overholdes, kan helt klart forbedres. Det vil kræve en yderligere indsats at forbedre følgende
aspekter:
•
selv om der er blevet oprettet betydeligt flere nationale websteder om udstationering, bør
medlemsstaterne fortsat forsøge at udnytte deres internet-muligheder bedre samt forbedre
adgangen til de nationale websteder og tydeligheden af den information, som de
indeholder
21
•
medlemsstaterne skal præcisere, hvilken del af deres nationale lovgivning, som finder
anvendelse på de udenlandske tjenesteydere, og undgå blot at formidle generelle
arbejdsretlige oplysninger uden at angive, hvilke forhold der gælder for udstationerede
arbejdstagere
•
informationen bør foreligge på andre sprog end værtsmedlemsstatens nationale sprog
•
forbindelseskontorerne skal råde over det nødvendige personale og de nødvendige
ressourcer, således at de er i stand til at opfylde deres forpligtelser med hensyn til
information
•
medlemsstaterne bør udpege en kontaktperson til at behandle forespørgsler om
information, idet dette giver langt bedre resultater end en anonym sagsbehandling
•
forbindelseskontorerne skal ligeledes have en effektiv struktur og være i stand til at
fungere som mellemled mellem de personer, der anmoder om information, og de øvrige
kompetente nationale organer.
For at opfylde deres forpligtelser opfordres medlemsstaterne til at gøre en yderligere indsats
for at forbedre kvaliteten af og adgangen til informationen om arbejds- og ansættelsesvilkår,
som tjenesteyderen skal anvende, og for at sikre, at deres forbindelseskontorer er i stand til at
udføre deres arbejde effektivt. Kommissionen vil fortsat støtte medlemsstaterne i denne
henseende, herunder inden for rammerne af ekspertgruppen, og den vil følge deres
bestræbelser for at sikre, at de sammen udvikler sig i retning af en bedre praksis.
b) Samarbejde mellem medlemsstaterne
Direktivets artikel 4, stk. 1 og 2, indeholder en række klare forpligtelser med hensyn til
samarbejde mellem de nationale myndigheder, og den pålægger medlemsstaterne at skabe de
nødvendige betingelser for dette samarbejde. Denne forpligtelse omfatter oprettelsen af en
kontrolmyndighed, som er i stand til at besvare en begrundet forespørgsel, hvor der f.eks.
ønskes information om, hvorvidt en virksomhed, der leverer grænseoverskridende
tjenesteydelser, faktisk er etableret i etableringsmedlemsstaten, eller hvor der forespørges om
dokumentation, der gør det muligt at fastslå, om en arbejdstager betragtes som arbejdstager i
henhold til værtsmedlemsstatens lovgivning.
21
Kommissionens websted om udstationering af arbejdstagere indeholder et link til de nationale
websteder: http://europa.eu.int/comm/employment_social/labour_law/postingofworkers_fr.htm
DA
9
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
1724971_0010.png
Forespørgslen om information kan ligeledes fremsættes i den modsatte retning, f.eks. når den
udstationerede arbejdstager ønsker at vide, om han efter afsluttet udstationering har modtaget
alt det, som han var berettiget til i løbet af udstationeringsperioden.
Medlemsstaterne skal i henhold til direktivets artikel 4 sørge for, at forbindelseskontorerne og
kontrolmyndighederne har den fornødne struktur og de fornødne midler til at udføre deres
opgaver effektivt og besvare forespørgslerne hurtigt. Det kan i denne forbindelse vise sig at
være nødvendigt, at forbindelseskontorerne og/eller kontrolmyndighederne foretager
undersøgelser eller indhenter oplysninger fra andre kilder eller organer (f.eks. sociale
sikringsorganer). De følger i så fald samme procedurer som for nationale sager og anvender
den nationale lovgivning.
De initiativer, som Kommissionen har taget inden for rammerne af ekspertgruppen (herunder
især udarbejdelsen af en adfærdskodeks for godt samarbejde og af en flersproget formular til
informationsudveksling mellem myndigheder), kan bidrage til at forbedre det
grænseoverskridende samarbejde. Man kan fremme udvekslingen af information ved til sin tid
at anvende det elektroniske system, som Kommissionen agter at udarbejde til brug i
forbindelse med servicedirektivet.
For at opfylde deres forpligtelser opfordres medlemsstaterne til at træffe de nødvendige
foranstaltninger, således at deres forbindelseskontorer og/eller kontrolmyndigheder får det
nødvendige udstyr og de nødvendige midler til på effektiv vis at besvare forespørgsler om
information og grænseoverskridende samarbejde fra kompetente myndigheder i de øvrige
medlemsstater. Kommissionen vil fortsat støtte medlemsstaterne på dette område, bl.a. ved at
stille mere velegnede elektroniske systemer til deres rådighed, og den vil nøje følge
udviklingen på området.
4.
KONTROL
AF
DIREKTIVETS
OVERHOLDELSE
OG
FORANSTALTNINGER I TILFÆLDE AF MANGLENDE OVERHOLDELSE
Medlemsstaterne er i henhold til direktivets artikel 3 forpligtede til at sikre visse vilkår og
betingelser for de arbejdstagere, der er udstationeret på deres område, og til at træffe
foranstaltninger til at forhindre og bekæmpe enhver ulovlig adfærd fra tjenesteydernes side,
herunder bl.a. at de nægter af sikre sådanne vilkår og betingelser. Dette er en grundlæggende
forudsætning for at sikre loyale konkurrencevilkår, som medfører, at de berørte parter får
større tillid til ordningen med udstationering af arbejdstagere som led i den
grænseoverskridende udveksling af tjenesteydelser. Medlemsstaterne skal således sikre sig, at
de nødvendige mekanismer er til stede for at sikre, at gennemførelsesbestemmelserne
vedrørende udstationering af arbejdstagere overholdes.
De udstationerede arbejdstagere og/eller de organer, der repræsenterer disse, skal have direkte
klageadgang over for den kompetente myndighed i værtsmedlemsstaten, og de pågældende
foranstaltninger skal kunne iværksættes på grundlag af klager fra arbejdstagerne eller
konkurrerende virksomheder. Selv om denne mulighed kan bidrage til at forbedre
lovgivningens anvendelse og kontrollen hermed, forudsætter den, at kontrolmyndigheden
råder over de nødvendige ressourcer og beføjelser til at behandle disse klager.
Medlemsstaterne er forpligtede til løbende at evaluere effektiviteten af arbejdstilsynet og de
øvrige kontrolsystemer samt overveje nye metoder til at forbedre disse i overensstemmelse
med deres forpligtelser i henhold til direktivet. Man kan bidrage til indsatsen på dette område
DA
10
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
1724971_0011.png
ved at styrke samarbejdet mellem de nationale myndigheder (herunder arbejdstilsynet), som
det påhviler at kontrollere de aspekter, der er omfattet af direktivet. Repræsentanterne for
arbejdstilsynet eller de øvrige organer, som er ansvarlige for direktivets gennemførelse, bør
mødes mindst én gang om året inden for rammerne af ekspertgruppen vedrørende
udstationering af arbejdstagere.
I henhold til direktivets artikel 5 påhviler det medlemsstaterne at træffe passende
foranstaltninger i tilfælde af manglende overholdelse af de forpligtelser, der følger af
direktivet. Det påhviler dem at vælge de mest hensigtsmæssige redskaber og procedurer, som
på effektiv vis skal beskytte de berørte personers rettigheder og svare til de redskaber og
procedurer, der anvendes i forbindelse med rent interne situationer i tilfælde af en
overtrædelse af den nationale lovgivning.
Medlemsstaterne skal sørge for, at der i tilfælde af uregelmæssigheder forefindes effektive,
forholdsmæssigt afpassede og afskrækkende foranstaltninger ledsaget af sanktioner. De kan
ligeledes indføre passende procedurer, der giver arbejdstagerne og/eller deres repræsentanter
mulighed for at gøre deres rettigheder gældende. Det er i denne kontekst en afgørende
forudsætning at fremme de udstationerede arbejdstageres adgang til domstolene, herunder til
mulighederne for voldgift og mægling, på lige fod med de nationale arbejdstagere.
EF-Domstolen har inden for rammerne af en præjudiciel sag
22
taget stilling til en ordning med
solidarisk hæftelse for hovedentreprenører. Domstolen konstaterer, at direktivets artikel 5,
fortolket i lyset af EF-traktatens artikel 49, ikke er til hinder for anvendelsen af en sådan
ordning som passende foranstaltning i tilfælde af manglende overholdelse af direktivet.
Domstolen har ligeledes fastslået, at en sådan foranstaltning ikke må gå videre end, hvad der
er nødvendigt for at nå formålet hermed, og den overlader det til den nationale domstol at
anvende denne afgørelse i den pågældende sag.
Medlemsstaterne opfordres til at evaluere virkningen for deres nationale lovgivning, hvis der
indføres en foranstaltning af denne type, der overholder proportionalitetsprincippet og
princippet om ikke-forskelsbehandling. De medlemsstater, der allerede råder over et
tilsvarende system, skal evaluere dets effektivitet som en forholdsmæssigt afpasset og ikke-
diskriminerende foranstaltning i tilfælde af manglende overholdelse af direktivet.
For at opfylde deres forpligtelser opfordres medlemsstaterne til at gennemgå deres redskaber
til kontrol og gennemførelse af direktivet. De opfordres især til at sikre sig, at der findes en
mekanisme til at afhjælpe eventuelle mangler samt passende og forholdsmæssige
kontrolforanstaltninger, og at det er muligt på effektiv vis at sanktionere de tjenesteydere, som
overtræder de gældende regler. Kommissionen forpligter sig til at samarbejde med
medlemsstaterne for at forbedre det grænseoverskridende samarbejde mellem arbejdstilsyn på
det område, der er omfattet af direktivet om udstationering af arbejdstagere.
5.
KONKLUSION
Der skal hurtigst muligt skabes klarhed omkring de kontrolforanstaltninger, som
medlemsstaterne kan anvende i henhold til EF-traktatens artikel 49, således som den fortolkes
af Domstolen i sin faste praksis, og foretages forbedringer af adgangen til information og af
22
Dom af 12.10.2004, sag C-60/03, Wolff & Müller GmbH & Co. KG mod José Filipe Pereira Félix,
præmis 37.
DA
11
DA
 EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 402: Kopi af BEU alm. del - svar på spørgsmål 268, om indførelse af tiltag, der svarer til de ændringer, der i 2005 blev foretaget i Finlands udstationeringslov, fra beskæftigelsesministeren
det administrative samarbejde. Medlemsstaterne bør gøre en aktiv indsats for at sikre, at
retningslinjerne i denne meddelelse udmøntes i konkrete resultater hurtigst muligt.
Kommissionen vil inden for de næste 12 måneder udarbejde en rapport om situationen i
samtlige medlemsstater med hensyn til alle de aspekter, der beskrives i denne meddelelse, for
således at evaluere eventuelle fremskridt på dette område. For at følge situationens udvikling i
medlemsstaterne og være i stand til at foretage en objektiv analyse på grundlag af ovennævnte
elementer, agter Kommissionen:
•
hurtigst muligt at fremsende et detaljeret spørgeskema til de nationale myndigheder og
arbejdsmarkedsparter, hvori de opfordres til ikke alene at beskrive deres egne
foranstaltninger, men også hvorledes de opfatter og vurderer de foranstaltninger, som er
truffet af andre myndigheder eller arbejdsmarkedsparter
•
at stille en formular til rådighed for brugerne på sit websted for at give disse mulighed for
at redegøre for deres både positive og negative erfaringer med hensyn til adgang til
information, grænseoverskridende samarbejde og kontrol af lovgivningens overholdelse
•
at overvåge og løbende evaluere de foranstaltninger, som medlemsstaterne træffer for at
fremme adgangen til information og iværksætte adfærdskodeksen og standardformularen
for informationsudveksling.
Hvis Kommissionen på grundlag af denne overvågning konkluderer, at der ikke er sket nogen
væsentlig forbedring af overholdelsen af de gældende fællesskabsbestemmelser og/eller
samarbejdet mellem medlemsstater i henhold til direktivets artikel 4 og 5, vil den træffe de
nødvendige foranstaltninger for at afhjælpe denne tilstand.
DA
12
DA