NOTAT
Supplerende notat til Folketingets Europaudvalg og Folketingets
Miljø- og Fødevareudvalg om intervention i sag anlagt af Europa-
Kommissionen mod Forbundsrepublikken Tyskland (C-543/16)
Indledning
Folketingets Europaudvalg og Miljø- og Fødevareudvalg blev med notat fremsendt den 2.
marts 2017 (EUU, Alm. del, bilag 432 og MOF, Alm. del, bilag 278) orienteret om, at Danmark
ville intervenere til støtte for Tyskland i den sag, som Kommissionen har anlagt ved EU-
Domstolen mod Tyskland med påstand om, at Tyskland har tilsidesat sine forpligtelser efter
Rådets direktiv 91/676/EØF om beskyttelse af vand mod forurening forårsaget af nitrater, der
stammer fra landbruget (herefter nitratdirektivet).
Regeringen vurderede umiddelbart, at sagen navnlig kunne få principiel betydning for, under
hvilke forudsætninger en medlemsstat er forpligtet til at iværksætte supplerende eller
skærpede foranstaltninger efter nitratdirektivet. Sagens udfald kunne derved tillige evt. få
betydning for Danmarks muligheder for at vælge gennemførelse af indsats under
vandrammedirektivet i forhold til arbejdet med den fremtidige målrettede regulering af
landbruget med deraf følgende mulighed for at kompensere landbrugerne økonomisk.
På det tidspunkt var det vurderingen, at hovedsynspunktet i et dansk indlæg ville vedrøre
spørgsmålet om længden af den periode, en evt. manglende nedbringelse af en vandforurening
skal relateres til.
Regeringen tilføjede, at sagens dokumenter kunne vise, at der var yderligere principielle
spørgsmål for Danmark, eller at sagen alligevel ikke gav grundlag for en dansk intervention.
Efter at EU-Domstolen imødekom den danske interventionsbegæring, har Danmark fået
adgang til sagens dokumenter. Den 3. april 2017 var en procesdelegation med repræsentanter
fra Udenrigsministeriet (formand), Justitsministeriet, Miljø- og Fødevareministeriet og
Miljøstyrelsen endvidere til møde med de tyske myndigheder. På mødet fik delegationen
nærmere oplysninger om sagen og baggrunden for den tyske position.
Sagens betydning for Danmark
Efter en gennemgang af sagens dokumenter, og det afholdte møde med de tyske myndigheder,
er det fortsat regeringens opfattelse, at sagen kan få principiel betydning for, under hvilke
forudsætninger en medlemsstat er forpligtet til at iværksætte supplerende eller skærpede
foranstaltninger efter nitratdirektivet.
Miljø-
og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk