EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 650
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

11. maj 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

A-2/15

Titel og kort sagsresumé

UDTALELSE 2/15

Har Den Europæiske Union den fornødne

kompetence til på egen hånd at undertegne og indgå

frihandelsaftalen med Singapore? Og for så vidt angår

nærværende sag mere præcist udtrykt:

–

Hvilke

bestemmelser i aftalen hører under EU's

enekompetence?

–

Hvilke bestemmelser i aftalen

hører under EU's delte kompetence?

–

Findes der

nogen bestemmelse i aftalen, som hører under

medlemsstaternes enekompetence?

Ouhrami

Sagen vedrører: 1. Skal tilbagesendelsesdirektivets

artikel 11, stk. 2, fortolkes således, at den her

omhandlede periode på fem år beregnes a. fra det

tidspunkt, hvor indrejseforbuddet (eller med

tilbagevirkende kraft: den hermed ligestillede

erklæring om, at udlændingen er uønsket) blev

udstedt, eller b. fra den dato, hvor den pågældende

–

kort sagt

–

faktisk har forladt EUmedlemsstaternes

område, eller c. fra et andet tidspunkt? 2. Skal

tilbagesendelsesdirektivets 11, stk. 2, under

hensyntagen til anvendelse af overgangsreglerne

fortolkes således, at denne bestemmelse indebærer, at

afgørelser, der er truffet, før dette direktiv trådte i

kraft, og hvis retsvirkning er, at adressaten i de ti

følgende år skal opholde sig uden for Nederlandene,

og at indrejseforbuddet, som kan anfægtes ad rettens

vej, er fastsat ud fra alle relevante omstændigheder i

det konkrete tilfælde, ikke længere har retsvirkning,

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Erhvervsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Søfartsstyrelsen

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Processkridt

Udtalelse

Dato

16.05.17

C-225/16

18.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

såfremt varigheden af denne forpligtelse på det

tidspunkt, da dette direktiv skulle være gennemført,

eller på [org. s. 24] det tidspunkt, da det konstateres,

at afgørelsens adressat opholdt sig i Nederlandene,

overskrider varigheden af den i denne bestemmelse

omhandlede periode?

C-649/15 P

TV2/Danmark mod Kommissionen (appel)

Påstande: Den appellerede dom [T-674/11,

TV2/Danmark mod Kommissionen] ophæves, for så

vidt som den frifinder Kommissionen for TV2'S

principale påstand. Domstolen træffer afgørelse i

sagen og den anfægtede afgørelse annulleres, for så

vidt som den fastslår, at de undersøgte

foranstaltninger udgjorde statsstøtte omfattet af

artikel 107, stk. 1, TEUF. Subsidiært hjemvises denne

del af sagen til Retten til fornyet behandling. 113.

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som den

frifinder Kommissionen for anden del af Tvz's

subsidiære påstand. Domstolen træffer afgørelse i

sagen og den anfægtede afgørelse annulleres, for så

vidt som den fastslår, at de licensmidler, der i årene

1997-2002 blev overført til Tvz og derefter videreført

til Regionerne, udgjorde statsstøtte til Tvz, Subsidiært

hjemvises denne del af sagen til Retten til fornyet

behandling. 114. Den appellerede dom ophæves, for

så vidt som den pålægger 1V2 at bære sine egne

omkostninger og betale tre fjerdele af

Kommissionens omkostninger. Kommissionen

tilpligtes at betale 1V2'S sagsomkostninger for Retten

såvel som for Domstolen. Såfremt der sker

hjemvisning til Retten, henvises afgørelsen om

sagsomkostninger for den hjemviste del af sagen også

til Retten.

Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark

(appel)

Ved denne anke nedlægger Viasat følgende paåstande:

Punkt 1 i Rettens dom of 24. september 2015 i sag T-

674/11, TV2/Danmark mod Kommissionen

ophæves (påstand 1) og Den del af Rettens dom af

24. september 2015 i sag T-674/11, TV2/Danmark

mod Kommissionen, hvorved Retten tager det tredje

led i sagsøgerens føsrste anbringende til følge,

ophæves (påstand 2) og Kommissionens frifindes i

annullationssøgsmålet anlagt af TV2 og Kongeriget

Danmark og TV2/Danmark og Kongeriget

Danmark, sagsøgere i første instans, tilpligtes at

betale Viasats sagsomkostninger

Kommissionen mod TV2/Danmark (appel)

Med denne appel nedlægger Kommissionen påstand

om ophævelse af den appellerede dom [T-674/11,

TV2/Danmark mod Kommissionen] for så vidt som

denne dom annullerer Kommissions afgørelse

2011/839/EU af 20. april 2011 om Danmarks

foranstaltninger (C 2/03) for TV2 Danmark for så

vidt som denne afgørelse fastslår at reklameindtægter

fra 1995 og 1996 over til TV2/Danmark via TV2-

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kulturministeriet

30.05.17

C-657/15 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kulturministeriet

30.05.17

C-656/15 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kulturministeriet

30.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

Fonden udgør statsstøtte. Til støtte for appellen gør

Kommissionen gældende, at Retten begik en retlig fejl

ved at anlægge en fejlagtig fortolkning af begrebet

"statsmidler" i artikel 107, stk.1, TEUF, herunder af

begrebet "kontrol", og Kommissionen gør i denne

sammenhæng endvidere en begrundelsesmangel

gældende. Kommissionens appel i nærværende sag

vedrører spørgsmålet om hvorvidt de midler, der

indgik i TV2 Reklame som følge af salg af

reklamespots og tekst-tvreklamer

(reklameindtægterne) er statsmidler i artikel 107, stk.

1, TEUFs forstand.

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-682/15

Titel og kort sagsresumé

Berlioz Investment Fund

1) Gennemfører en medlemsstat EU-retten, således at

chartret følgelig finder anvendelse i henhold til dettes

artikel 51, stk. 1, i en situation som den foreliggende,

når medlemsstaten fastsætter en administrativ bøde

over for en retsundergiven på grund af dennes

manglende opfyldelse af sin forpligtelse til at

samarbejde, som følger af et oplysningspåbud truffet

af medlemsstatens kompetente myndighed i henhold

til nationale processuelle regler, som er indført i dette

øjemed, inden for rammerne af denne medlemsstats

gennemførelse, som anmodede stat, af en anmodning

om udveksling af oplysninger fra en anden

medlemsstat, som sidstnævnte bl.a. baserer på

bestemmelserne i direktiv 2011/16 om udveksling af

oplysninger efter anmodning? 2) Såfremt chartret

finder anvendelse på det foreliggende tilfælde, kan en

retsundergiven da påberåbe sig chartrets artikel 47,

når denne finder, at førnævnte administrative bøde,

som denne er blevet pålagt, skal tvinge denne til at

afgive nogle oplysninger inden for rammerne af

gennemførelsen iværksat af den kompetente

myndighed i den anmodede medlemsstat, hvori den

retsundergivne har bopæl, af en anmodning om

oplysninger fra en anden medlemsstat, som ikke

angiver nogen begrundelse for det reelle

skattemæssige formål, således at der ikke foreligger

noget legitimt formål i det foreliggende tilfælde, og

som sigter på at indhente oplysninger, hvis

forventede relevans for det pågældende

beskatningstilfælde ikke foreligger? 3) Såfremt

chartret finder anvendelse på det foreliggende

tilfælde, kræver adgangen til effektive retsmidler og til

en upartisk domstol i chartrets artikel 47 da, uden at

chartrets artikel 52, stk. 1, gør det muligt at fastsætte

begrænsninger, at den kompetente nationale ret skal

have fuld prøvelsesret og følgelig en beføjelse til, i

hvert fald når der foreligger en indsigelse herom, at

efterprøve gyldigheden af et oplysningspåbud truffet

Interessent

SKAT

Processkridt

Dom

Dato

16.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

af den kompetente myndighed i en medlemsstat

inden for rammerne af gennemførelsen af en

anmodning om udveksling af oplysninger fremsat af

den kompetente myndighed i en anden medlemsstat,

bl.a. i henhold til direktiv 2011/16, under et søgsmål

anlagt af den tredjepart, som er i besiddelse af

oplysningerne og adressat for oplysningspåbuddet, til

prøvelse af en afgørelse om fastsættelse af en

administrativ bøde på grund af denne retsundergivnes

manglende opfyldelse af sin samarbejdspligt i

forbindelse med gennemførelsen af nævnte

anmodning? 4) Såfremt chartret finder anvendelse på

det foreliggende tilfælde, skal artikel 1, stk. 1, og

artikel 5 i direktiv 2011/16, i lyset af dels paralleliteten

med standarden om forventet relevans i OECD’s

modelbeskatningsoverenskomst vedrørende

indkomst og formue, dels princippet om loyalt

samarbejde i artikel 4 TEU og formålet med direktiv

2011/16, da fortolkes således, at den forventede

relevans af de oplysninger, som en medlemsstat har

udbedt sig hos en anden medlemsstat, i forhold til det

omhandlede beskatningstilfælde og det anførte

skattemæssige formål, udgør en betingelse, som

anmodningen om oplysninger skal overholde for at

udløse en pligt for den kompetente myndighed i den

anmodede medlemsstat til at efterkomme

anmodningen og for at legitimere et oplysningspåbud,

som denne træffer over for den tredjepart, som er i

besiddelse af oplysningerne? 5) Såfremt chartret

finder anvendelse på det foreliggende tilfælde, skal

artikel 1, stk. 1, og artikel 5 i direktiv 2011/16,

sammenholdt med chartrets artikel 47, da fortolkes

således, at de er til hinder for en lovbestemmelse i en

medlemsstat, der generelt begrænser den

undersøgelse, som foretages af den kompetente

myndighed i sin egenskab af myndighed i den

anmodede stat, af gyldigheden af en anmodning om

oplysninger, til en kontrol af, om de formelle krav er

opfyldt, og at disse artikler pålægger retten inden for

rammerne af et for denne verserende søgsmål som

det, der er beskrevet i det tredje spørgsmål ovenfor,

at efterprøve overholdelsen af betingelsen om de

ønskede oplysningers forventede relevans i alle

henseender hvad angår deres sammenhæng med det

konkret omhandlede beskatningstilfælde, det

påberåbte skattemæssige formål og overholdelsen af

artikel 17, stk. 1, i direktiv 2011/16? 6) Såfremt

chartret finder anvendelse på det foreliggende

tilfælde, er chartrets artikel 47, stk. 2, da til hinder for

en lovbestemmelse i en medlemsstat, der udelukker

en prøvelse for den kompetente nationale ret i den

anmodede stat inden for rammerne af et for denne

verserende søgsmål som det, der er beskrevet i det

tredje spørgsmål ovenfor, af anmodningen om

oplysninger fremsat af den kompetente myndighed i

en anden medlemsstat, og kræver denne artikel, at

dette dokument fremlægges for den kompetente

nationale ret, og at den tredjepart, som er i besiddelse

af oplysningerne, gives adgang hertil, eller at dette

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

dokument på grund af dets fortrolige karakter

fremlægges for den kompetente nationale ret uden at

nævnte tredjepart gives adgang hertil, på betingelse af

at alle de vanskeligheder, som en sådan begrænsning

af rettigheder medfører for nævnte tredjepart, i

tilstrækkelig grad opvejes af den procedure, som

følges for den kompetente nationale ret?

C-195/16

1. Skal EU-retten, navnlig artikel 2 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2006/126/EF af 20.

december 2006 om kørekort (herefter »3.

kørekortdirektiv«) eller artikel 18, 21, 45, 49 og 56 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

(herefter »TEUF«) fortolkes således, at den er til

hinder for en ordning i en medlemsstat, der ikke

anerkender en førerret, der er erhvervet i en anden

medlemsstat, navnlig for det tilfælde at denne førerret

erhvervedes i overensstemmelse med retningslinjerne

i 3. kørekortdirektiv? 2. Skal EU-retten, navnlig 3.

kørekortdirektivs artikel 2 eller artikel 18, 21, 45, 49

og 56 TEUF fortolkes således, at den er til hinder for

en ordning i en medlemsstat, der ikke anerkender et

legitimationspapir, der blev udstedt til en indehaver af

en førerret, der blev erhvervet i en anden

medlemsstat i overensstemmelse med retningslinjerne

i 3. kørekortdirektiv [org. s. 2] også for det tilfælde, at

denne medlemsstat har begrænset gyldigheden af

dette legitimationspapir tidsmæssigt og til statens eget

område, og såfremt dette legitimationspapir endvidere

ikke følger retningslinjerne for kørekortmodellen i 3.

kørekortdirektiv? 3. Såfremt det første spørgsmål

besvares benægtende: Skal EU-retten, navnlig 3.

kørekortdirektivs artikel 2 eller artikel 18, 21, 45, 49

og 56 TEUF fortolkes således, at den er til hinder for

en ordning i en medlemsstat, hvorefter det at føre

motorkøretøj kan straffes som en lovovertrædelse

(»Vergehen« 1), fordi føreren af køretøjet ikke havde

ret til at føre dette, uanset at den pågældende fører

har erhvervet en førerret i overensstemmelse med

retningslinjerne i 3. kørekortdirektiv i en anden

medlemsstat, men imidlertid ikke kan godtgøre dette

ved hjælp af et legitimationspapir, der svarer til

kørekortmodellen i 3. kørekortdirektiv? 4. Såfremt det

andet spørgsmål besvares benægtende: Skal EU-

retten, navnlig 3. kørekortdirektivs artikel 2 eller

artikel 18, 21, 45, 49 og 56 TEUF fortolkes således, at

den er til hinder for en ordning i en medlemsstat

–

hvilken kørekortansøgeren normalt får udleveret det

endelige kørekort umiddelbart efter at have bestået

den praktiske køreprøve

–

hvorefter det at føre et

motorkøretøj kan straffes administrativt som en

ordensforseelse (»Ordnungswidrigkeit« 2), fordi

føreren af køretøjet, der har erhvervet førerret i en

anden medlemsstat i overensstemmelse med

retningslinjerne i 3. kørekortdirektiv, ikke medbragte

et endeligt kørekort som bevis for sin førerret under

kørslen, idet han som følge af den særlige procedure

for udstedelse af det endelige kørekort i denne

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

16.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

medlemsstat, hvilken køretøjets fører ikke har nogen

indflydelse på, endnu ikke havde fået udstedt et

sådant kørekort, hvorimod han under kørslen

medbragte en officiel attest for, at han opfyldte de

nødvendige betingelser for erhvervelse af førerret?

T-122/15

Landeskreditbank Baden-Württemberg mod

ECB

ECBs afgørelse af 5. januar 2015

(ECB/SSM/15/10SK1ILSPWNVBNQWU0W18/3)

annulleres, og det fastslås, at virkningerne af

erstatningen af ECBs afgørelse af 1. september 2014

(ECB/SSM/14/1

—

0SK1ILSPWNVBNQWU0W18/1) opretholdes.

ECB tilpligtes at betale sagens omkostninger.

ERGO Poist’ovňa

1. Skal udtrykket »kontrakten mellem tredjemand og

agenturgiver ikke gennemføres« i artikel 11 i Rådets

direktiv 86/653/EØF af 18. december 1986 om

samordning af medlemsstaternes lovgivning om

selvstændige handelsagenter (herefter »direktiv

86/653«) fortolkes således, at det omfatter a)

fuldstændig manglende gennemførelse af kontrakten,

og således også det tilfælde, hvor hverken

agenturgiver eller tredjemand end ikke delvist leverer

de i kontrakten fastsatte ydelser, eller b) også delvis

gennemførelse af kontrakten, og således eksempelvis

hvis den fastsatte omsætning ikke nås, eller i givet fald

hvis kontrakten ikke opretholdes i den fastsatte

periode? 2. Såfremt fortolkningen i litra b) i det første

spørgsmål er korrekt, skal artikel 11, stk. 2, i direktiv

86/653 da fortolkes således, at den klausul i

handelsagenturkontrakten, hvorefter agenten skal

tilbagebetale en forholdsmæssig del af sin provision,

såfremt kontrakten mellem agenturgiver og

tredjemand ikke gennemføres i det forventede

omfang, og navnlig i det i handelsagenturkontrakten

fastsatte omfang, ikke udgør en fravigelse til skade for

agenten? 3. Skal vurderingen i situationer som den i

hovedsagen omhandlede ved fastlæggelse af, hvorvidt

»omstændigheder, som kan tilregnes agenturgiveren«

som omhandlet i artikel 11, stk. 1, andet led, i direktiv

86/653 foreligger, a) alene tage højde for de retlige

omstændigheder, som direkte har ført til kontraktens

ophør (eksempelvis såfremt tredjemand har undladt

at opfylde sine kontraktmæssige forpligtelser), b) eller

skal det også vurderes, hvorvidt disse retlige

omstændigheder er resultatet af agenturgiverens

adfærd i retsforhold med nævnte tredjemand, idet

tredjemand som følge af denne adfærd har mistet

tilliden til agenturgiveren og i konsekvens heraf har

undladt at opfylde sin forpligtelse i henhold til

kontrakten med agenturgiveren?

X m.fl.

Sag C-31/16 vedrører: 1) Skal begrebet

»tjenesteydelse« i tjenesteydelsesdirektivets artikel 4,

nr. 1), fortolkes således, at detailhandel, der består af

Finanstilsynet

Dom

16.05.17

C-48/16

Justitsministeriet

Dom

17.05.17

Forenede

sager C-

360/15 og

Justitsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Miljøstyrelsen

18.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

C-31/16

salg af varer som sko og tøj til forbrugere, er en

tjenesteydelse, som tjenesteydelsesdirektivet finder

anvendelse på i henhold til dets artikel 2, stk. 1)? 2) I

henhold til den ordning, der omhandles nedenfor i

punkt 8, skal bestemte former for detailhandel, såsom

salg af sko og tøj, ikke være tilladt i området uden for

bycentret af hensyn til at bevare af livskvalitet i

bycentrum og for at forhindre tomme ejendomme i

den indre by.Er en forskrift, der indeholder en sådan

ordning, omfattet af tjenesteydelsesdirektivet, henset

til dettes niende betragtning, fordi sådanne forskrifter

må betragtes som »regler

om […] by-

landplanlægning […] der ikke specifikt regulerer eller

indvirker på servicevirksomheden, men som skal

overholdes af tjenesteyderne under udøvelsen af

deres erhvervsvirksomhed på samme måde som af

enkeltpersoner, der handler som privatpersoner«? 3)

Er det tilstrækkeligt til at antage, at der foreligger en

grænseoverskridende situation, at det på ingen måde

kan udelukkes, at en detailhandelsvirksomhed vil

kunne etablere sig i området, eller at

detailhandelsvirksomhedens kunder vil kunne komme

fra en anden medlemsstat, eller skal der være faktiske

holdepunkter herfor? 4) Finder

tjenesteydelsesdirektivets kapitel III

(etableringsfriheden) anvendelse på rent interne

situationer, eller finder Domstolens praksis

vedrørendetraktatbestemmelserne om

etableringsfriheden og om den frie udveksling af

tjenesteydelser i rent interne situationer anvendelse

ved prøvelsen af spørgsmålet, om dette kapitel finder

anvendelse? 5a) Er en i en lokalplan indeholdt

ordning som den nedenfor i punkt 8 omhandlede

omfattet af begrebet »krav« i

tjenesteydelsesdirektivets artikel 4,nr. 7), og artikel 14,

nr. 5), og ikke af begrebet »tilladelsesordning« i

tjenesteydelsesdirektivets artikel 4, nr. 6), og artikel 9

og 10? 5b) Er tjenesteydelsesdirektivets artikel 14, nr.

–

såfremt en ordning som dennedenfor i punkt 8

omhandlede er omfattet af begrebet »krav«

–

eller

tjenesteydelsesdirektivets artikel 9 og 10

–

såfremt en

ordning som den nedenfor i punkt 8 omhandlede er

omfattet af begrebet »tilladelse«

–

til hinder for, at en

kommunalforvaltning fastsætter en ordning som den

nedenfor i punkt 8omhandlede?6) Er en ordning som

den nedenfor i punkt 8 omhandlede omfattet af

artikel 34 til 36 TEUF eller artikel 49 til 55 TEUF, og

finder i bekræftende fald de af Domstolen anerkendte

undtagelser

–

såfremt proportionalitetsprincippet er

overholdt

–

da anvendelse?

Hummel Holding

Under hvilke omstændigheder skal et juridisk

selvstændigt selskab med hjemsted i Unionen, som er

et datterdatterselskab af en virksomhed, som ikke selv

har hjemsted i EU, anses for denne virksomheds

»forretningssted« i den forstand, hvori dette udtryk er

anvendt i artikel 97, stk. 1, i Rådets forordning (EF)

nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker

Forbrugerombuds-

manden

C-617/15

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Dom

18.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

(EUT L 78, s. 1)?

C-45/15 P

Safa Nicu Sepahan Co. mod Rådet for Den

Europæiske Union (appel)

Påstande: 1. Den dom, som Retten afsagde den 25.

november 2014 i sag T-384/11, ophæves delvist, for

så vidt som Retten: herved undlod at fastslå den af

Safa Nicu Sepahan Co. lidte økonomiske skade og

tilkende erstatning herfor fastslog, at Safa Nicu

Sepahan Co. havde lidt ikke-økonomisk skade, men

kun tilkendte et vilkårligt lavt beløb på 50 000 EUR i

erstatning for denne skade.

Mercedes Benz Financial Services UK

1) Hvad skal der forstås ved ordene »en kontrakt [...]

med den klausul, at ejendomsretten under normale

forhold erhverves senest ved betaling af det sidste

afdrag« i artikel 14, stk. 2, litra b)[, i direktiv

2006/112]? 2) Kræver udtrykket »under normale

forhold«

–

navnlig i forbindelse med den foreliggende

sag

–

at en skattemyndighed begrænser sig til at

identificere eksistensen [org. s. 14] af en købsoption,

som kan udnyttes senest ved betaling af det sidste

afdrag? 3) Eller kræver udtrykket »under normale

forhold«, at den nationale myndighed går videre og

fastlægger det økonomiske formål med kontrakten?

4) Hvis det tredje spørgsmål bevares bekræftende: a.

Bør fortolkningen af artikel 14, stk. 2,[i direktiv

2006/112] påvirkes af en analyse af, om det er

sandsynligt, at kunden udnytter en sådan option? b.

Er størrelsen af den pris, der skal betales ved

udnyttelsen af købsoptionen, relevant med henblik på

at fastlægge kontraktens økonomiske formål?

Gnandi

Skal artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om

fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med

ulovligt ophold, der pålægger medlemsstaterne i

forbindelse med gennemførelsen af direktivet at

respektere princippet om nonrefoulement og retten

til effektive retsmidler i samme direktivs artikel 13,

stk. 1, og i artikel 47 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes

således, at den er til hinder for, at der træffes

afgørelse om tilbagesendelse, således som det fremgår

af artikel 6 i direktiv 2008/115/EF og artikel 52/3,

stk. 1, i loi du 15 décembre 1980 sur l’accès au

territoire, l'établissement, le séjour et l'éloignement

des étrangers (lov af 15.12.1980 om udlændinges

indrejse, etablering og ophold på samt udvisning fra

statens område) og artikel 75, stk. 2, i arrêté royal du

8 octobre 1981 sur l'accès au territoire, le séjour,

l'établissement et l'éloignement des étrangers

(kongelig bekendtgørelse af 8.10.1981 om

udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt

udvisning fra statens område), straks når

Udenrigsministeriet

Dom

30.05.17

C-164/16

Skatteministeriet

31.05.17

C-181/16

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

31.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides har

givet afslag på en ansøgning om asyl, og dermed

inden retsmidlerne til prøvelse af denne afgørelse er

udtømt, og inden asylproceduren er endelig afsluttet?«

C-334/16

Núñez Torreiro

1) Kan begrebet »færdsel med køretøjer«

–

eller

»kørsel« som forsikringsrisiko i forbindelse med

ansvarsforsikring for motorkøretøjer, som EU-retten

(bl.a. artikel 3 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2009/103/EF af 16.9.2009) henviser til,

fastlægges i en medlemsstats nationale lovgivning på

en anden måde, end den er fastlagt i EU-retten? 2)

Såfremt dette spørgsmål besvares bekræftende, kan

dette begreb da udelukke (ud over bestemte personer,

køretøjer med særligt kendemærke eller bestemte

arter af køretøjer, jf. nævnte direktivs artikel 5, stk. 1

og 2) tilfældeaf færdsel, afhængig af det område, hvor

den finder sted, som f.eks. veje eller terræner, der

»ikke er egnede« til færdsel? 3) Kan bestemte former

for anvendelse af køretøjet, der er forbundet med

formålet hermed (f.eks. i forbindelse med sports-,

industri- eller landbrugsaktiviteter) eller med førerens

hensigt (f.eks. at anvende køretøjet til at begå en

forsætlig forbrydelse) udelukkes fra at være »kørsel«?

Folk

1. Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så

vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader

(EUT L 143, s. 56), ændret ved Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006

(EUT L 102, s. 15) og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/31 EF af 23. april 2009 (EUT

140, s. 114) (miljøansvarsdirektivet) også anvendes på

skader, der ganske vist er opstået efter den i

miljøansvarsdirektivets artikel 19, stk. 1, nævnte dato,

men som kan henføres til driften af et anlæg

(vandkraftværk), som blev godkendt og taget i drift

inden den nævnte dato, og som er omfattet af en

bevilling i overensstemmelse med lovgivningen på

vandområdet?

Elecdey Carcelen m.fl.

Sagen vedrører: 1) På baggrund af de

»støtteordninger«, der er defineret i artikel 2, litra k), i

direktiv 2009/28/EF, og som omfatter

skatteincitamenter i form af skattenedsættelse,

skattefritagelse og skatterefusion som instrumenter,

hvormed målene for forbrug af vedvarende energi,

der er fastsat i direktiv 2009/28/EF, skal nås, skal de

nævnte incitamenter eller foranstaltninger anses for at

være obligatoriske og er bindende for

medlemsstaterne, og skal de anses for at have direkte

virkning, således at de kan påberåbes direkte af de

berørte borgere for enhver offentlig instans, herunder

for retslige eller administrative myndigheder? 2)

Eftersom listen over de i spørgsmålet ovenfor nævnte

»støtteordninger« omfatter, »men er ikke begrænset

til« skatteincitamenter, der består i skattenedsættelse,

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

31.05.17

C-529/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

01.06.17

Forenede

sager

C-215/16,

C-216/16,

C-220/16 og

C-221/16

Energistyrelsen

01.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 650: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 11/5-17

skattefritagelse og skatterefusion, spørges, om dette

skal forstås således, at disse incitamenter netop

omfatter en manglende beskatning, dvs. et forbud

mod enhver form for konkret og individuel

afgiftspålæggelse, ud over de almindelige skatter, der

pålægges økonomisk virksomhed og produktion af

elektricitet, af energi fra vedvarende energikilder?

Som led heri fremsættes følgende spørgsmål: Skal det

ovennævnte generelle forbud [således] ligeledes anses

for at omfatte et forbud mod sammenfald,

dobbeltbeskatning, eller overlapning med hensyn til

flere almindelige eller individuelle afgifter, som

pålægges de forskellige faser i virksomheden i form af

produktion af vedvarende energi, når de rammer den

samme afgiftsudløsende begivenhed, der pålægges

den omhandlede afgift på vindkraft? 3) Såfremt det

foregående spørgsmål besvares benægtende, og det

accepteres, at energi fra vedvarende energikilder

pålægges afgifter, spørges, om begrebet »særlige

formål« i henseende til det i artikel 1, stk. 2, i direktiv

2008/118/EF foreskrevne skal fortolkes således, at

formålet skal være eksklusivt, og endvidere således, at

den afgift, som vedvarende energi pålægges, ud fra sin

opbygning skal have en egentlig ikke-skattemæssig

karakter og ikke blot en budget- eller

opkrævningsmæssig karakter? 4) Henset til, at artikel

4 i direktiv 2003/96/EF, som med hensyn til de

afgiftssatser, som medlemsstaterne skal fastsætte for

energiprodukter og elektricitet, som reference

benytter de ved direktivet fastsatte minimussatser,

forstået som summen af alle de direkte eller indirekte

afgifter, der pålægges disse produkter ved overgangen

til forbrug, indebærer dette da, at de afgiftssatser, som

kræves i dette direktiv, ikke omfatter nationale

afgifter, som ikke er af en egentlig ikke-skattemæssig

karakter i betragtning af såvel deres opbygning som

deres specifikke formål, som fortolket under hensyn

til svaret på det foregående spørgsmål?