EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 684
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

19. maj 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-649/15 P

Titel og kort sagsresumé

TV2/Danmark mod Kommissionen (appel)

Påstande: Den appellerede dom [T-674/11,

TV2/Danmark mod Kommissionen] ophæves, for så

vidt som den frifinder Kommissionen for TV2'S

principale påstand. Domstolen træffer afgørelse i

sagen og den anfægtede afgørelse annulleres, for så

vidt som den fastslår, at de undersøgte

foranstaltninger udgjorde statsstøtte omfattet af

artikel 107, stk. 1, TEUF. Subsidiært hjemvises denne

del af sagen til Retten til fornyet behandling. 113.

Den appellerede dom ophæves, for så vidt som den

frifinder Kommissionen for anden del af Tvz's

subsidiære påstand. Domstolen træffer afgørelse i

sagen og den anfægtede afgørelse annulleres, for så

vidt som den fastslår, at de licensmidler, der i årene

1997-2002 blev overført til Tvz og derefter videreført

til Regionerne, udgjorde statsstøtte til Tvz, Subsidiært

hjemvises denne del af sagen til Retten til fornyet

behandling. 114. Den appellerede dom ophæves, for

så vidt som den pålægger 1V2 at bære sine egne

omkostninger og betale tre fjerdele af

Kommissionens omkostninger. Kommissionen

tilpligtes at betale 1V2'S sagsomkostninger for Retten

såvel som for Domstolen. Såfremt der sker

hjemvisning til Retten, henvises afgørelsen om

sagsomkostninger for den hjemviste del af sagen også

til Retten.

Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark

(appel)

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kulturministeriet

Processkridt

Dato

30.05.17

C-657/15 P

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

30.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

Ved denne anke nedlægger Viasat følgende paåstande:

Punkt 1 i Rettens dom of 24. september 2015 i sag T-

674/11, TV2/Danmark mod Kommissionen

ophæves (påstand 1) og Den del af Rettens dom af

24. september 2015 i sag T-674/11, TV2/Danmark

mod Kommissionen, hvorved Retten tager det tredje

led i sagsøgerens føsrste anbringende til følge,

ophæves (påstand 2) og Kommissionens frifindes i

annullationssøgsmålet anlagt af TV2 og Kongeriget

Danmark og TV2/Danmark og Kongeriget

Danmark, sagsøgere i første instans, tilpligtes at

betale Viasats sagsomkostninger

C-656/15 P

Kommissionen mod TV2/Danmark (appel)

Med denne appel nedlægger Kommissionen påstand

om ophævelse af den appellerede dom [T-674/11,

TV2/Danmark mod Kommissionen] for så vidt som

denne dom annullerer Kommissions afgørelse

2011/839/EU af 20. april 2011 om Danmarks

foranstaltninger (C 2/03) for TV2 Danmark for så

vidt som denne afgørelse fastslår at reklameindtægter

fra 1995 og 1996 over til TV2/Danmark via TV2-

Fonden udgør statsstøtte. Til støtte for appellen gør

Kommissionen gældende, at Retten begik en retlig fejl

ved at anlægge en fejlagtig fortolkning af begrebet

"statsmidler" i artikel 107, stk.1, TEUF, herunder af

begrebet "kontrol", og Kommissionen gør i denne

sammenhæng endvidere en begrundelsesmangel

gældende. Kommissionens appel i nærværende sag

vedrører spørgsmålet om hvorvidt de midler, der

indgik i TV2 Reklame som følge af salg af

reklamespots og tekst-tvreklamer

(reklameindtægterne) er statsmidler i artikel 107, stk.

1, TEUFs forstand.

Kammeradvokaten

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kulturministeriet

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Kammeradvokaten

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Kulturministeriet

30.05.17

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-45/15 P

Titel og kort sagsresumé

Safa Nicu Sepahan Co. mod Rådet for Den

Europæiske Union (appel)

Påstande: 1. Den dom, som Retten afsagde den 25.

november 2014 i sag T-384/11, ophæves delvist, for

så vidt som Retten: herved undlod at fastslå den af

Safa Nicu Sepahan Co. lidte økonomiske skade og

tilkende erstatning herfor fastslog, at Safa Nicu

Sepahan Co. havde lidt ikke-økonomisk skade, men

kun tilkendte et vilkårligt lavt beløb på 50 000 EUR i

erstatning for denne skade.

Mercedes Benz Financial Services UK

1) Hvad skal der forstås ved ordene »en kontrakt [...]

med den klausul, at ejendomsretten under normale

forhold erhverves senest ved betaling af det sidste

afdrag« i artikel 14, stk. 2, litra b)[, i direktiv

2006/112]? 2) Kræver udtrykket »under normale

Interessent

Udenrigsministeriet

Processkridt

Dom

Dato

30.05.17

C-164/16

Skatteministeriet

31.05.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

forhold«

–

navnlig i forbindelse med den foreliggende

sag

–

at en skattemyndighed begrænser sig til at

identificere eksistensen [org. s. 14] af en købsoption,

som kan udnyttes senest ved betaling af det sidste

afdrag? 3) Eller kræver udtrykket »under normale

forhold«, at den nationale myndighed går videre og

fastlægger det økonomiske formål med kontrakten?

4) Hvis det tredje spørgsmål bevares bekræftende: a.

Bør fortolkningen af artikel 14, stk. 2,[i direktiv

2006/112] påvirkes af en analyse af, om det er

sandsynligt, at kunden udnytter en sådan option? b.

Er størrelsen af den pris, der skal betales ved

udnyttelsen af købsoptionen, relevant med henblik på

at fastlægge kontraktens økonomiske formål?

C-181/16

Gnandi

Skal artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets

direktiv 2008/115/EF af 16. december 2008 om

fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for

tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med

ulovligt ophold, der pålægger medlemsstaterne i

forbindelse med gennemførelsen af direktivet at

respektere princippet om nonrefoulement og retten

til effektive retsmidler i samme direktivs artikel 13,

stk. 1, og i artikel 47 i Den Europæiske Unions

charter om grundlæggende rettigheder, fortolkes

således, at den er til hinder for, at der træffes

afgørelse om tilbagesendelse, således som det fremgår

af artikel 6 i direktiv 2008/115/EF og artikel 52/3,

stk. 1, i loi du 15 décembre 1980 sur l’accès au

territoire, l'établissement, le séjour et l'éloignement

des étrangers (lov af 15.12.1980 om udlændinges

indrejse, etablering og ophold på samt udvisning fra

statens område) og artikel 75, stk. 2, i arrêté royal du

8 octobre 1981 sur l'accès au territoire, le séjour,

l'établissement et l'éloignement des étrangers

(kongelig bekendtgørelse af 8.10.1981 om

udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt

udvisning fra statens område), straks når

Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides har

givet afslag på en ansøgning om asyl, og dermed

inden retsmidlerne til prøvelse af denne afgørelse er

udtømt, og inden asylproceduren er endelig afsluttet?«

Folk

1. Skal Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2004/35/EF af 21. april 2004 om miljøansvar for så

vidt angår forebyggelse og afhjælpning af miljøskader

(EUT L 143, s. 56), ændret ved Europa-Parlamentets

og Rådets direktiv 2006/21/EF af 15. marts 2006

(EUT L 102, s. 15) og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/31 EF af 23. april 2009 (EUT

140, s. 114) (miljøansvarsdirektivet) også anvendes på

skader, der ganske vist er opstået efter den i

miljøansvarsdirektivets artikel 19, stk. 1, nævnte dato,

men som kan henføres til driften af et anlæg

(vandkraftværk), som blev godkendt og taget i drift

inden den nævnte dato, og som er omfattet af en

bevilling i overensstemmelse med lovgivningen på

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

31.05.17

C-529/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

01.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

vandområdet?

Forenede

sager

C-215/16,

C-216/16,

C-220/16 og

C-221/16

Elecdey Carcelen m.fl.

Sagen vedrører: 1) På baggrund af de

»støtteordninger«, der er defineret i artikel 2, litra k), i

direktiv 2009/28/EF, og som omfatter

skatteincitamenter i form af skattenedsættelse,

skattefritagelse og skatterefusion som instrumenter,

hvormed målene for forbrug af vedvarende energi,

der er fastsat i direktiv 2009/28/EF, skal nås, skal de

nævnte incitamenter eller foranstaltninger anses for at

være obligatoriske og er bindende for

medlemsstaterne, og skal de anses for at have direkte

virkning, således at de kan påberåbes direkte af de

berørte borgere for enhver offentlig instans, herunder

for retslige eller administrative myndigheder? 2)

Eftersom listen over de i spørgsmålet ovenfor nævnte

»støtteordninger« omfatter, »men er ikke begrænset

til« skatteincitamenter, der består i skattenedsættelse,

skattefritagelse og skatterefusion, spørges, om dette

skal forstås således, at disse incitamenter netop

omfatter en manglende beskatning, dvs. et forbud

mod enhver form for konkret og individuel

afgiftspålæggelse, ud over de almindelige skatter, der

pålægges økonomisk virksomhed og produktion af

elektricitet, af energi fra vedvarende energikilder?

Som led heri fremsættes følgende spørgsmål: Skal det

ovennævnte generelle forbud [således] ligeledes anses

for at omfatte et forbud mod sammenfald,

dobbeltbeskatning, eller overlapning med hensyn til

flere almindelige eller individuelle afgifter, som

pålægges de forskellige faser i virksomheden i form af

produktion af vedvarende energi, når de rammer den

samme afgiftsudløsende begivenhed, der pålægges

den omhandlede afgift på vindkraft? 3) Såfremt det

foregående spørgsmål besvares benægtende, og det

accepteres, at energi fra vedvarende energikilder

pålægges afgifter, spørges, om begrebet »særlige

formål« i henseende til det i artikel 1, stk. 2, i direktiv

2008/118/EF foreskrevne skal fortolkes således, at

formålet skal være eksklusivt, og endvidere således, at

den afgift, som vedvarende energi pålægges, ud fra sin

opbygning skal have en egentlig ikke-skattemæssig

karakter og ikke blot en budget- eller

opkrævningsmæssig karakter? 4) Henset til, at artikel

4 i direktiv 2003/96/EF, som med hensyn til de

afgiftssatser, som medlemsstaterne skal fastsætte for

energiprodukter og elektricitet, som reference

benytter de ved direktivet fastsatte minimussatser,

forstået som summen af alle de direkte eller indirekte

afgifter, der pålægges disse produkter ved overgangen

til forbrug, indebærer dette da, at de afgiftssatser, som

kræves i dette direktiv, ikke omfatter nationale

afgifter, som ikke er af en egentlig ikke-skattemæssig

karakter i betragtning af såvel deres opbygning som

deres specifikke formål, som fortolket under hensyn

til svaret på det foregående spørgsmål?

Energistyrelsen

01.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

C-541/15

Freitag

Skal artikel 18 og 21 TEUF fortolkes således, at

myndighederne i en medlemsstat er forpligtet til at

anerkende en navneændring for en statsborger i den

pågældende medlemsstat, hvis denne samtidig er

statsborger i en anden medlemsstat, og i denne

medlemsstat gennem en navneændring, som ikke er

knyttet til en familieretlig statusændring, har fået sit

oprindelige, ved fødslen givne efternavn (tilbage),

selvom generhvervelsen af navnet ikke er sket under

familiemedlemmets sædvanlige ophold i den anden

medlemsstat og efter hans ansøgning?

Van der Weegen et Pot

Er artikel 21, nr. 5), i WIB 1992, som affattet ved

artikel 170 i lov af 25. april 2014 om forskellige

bestemmelser, i strid med artikel 56 og 63 TEUF

samt artikel 36 og 40 i EØS-aftalen, idet de

omhandlede bestemmelser, selv om de gælder uden

forskel for inden- og udenlandske tjenesteydere,

kræver, at der skal opfyldes betingelser, der svarer til

betingelserne i artikel [2] i KB/WIB 1992, som de

facto er en særbestemmelse for det belgiske marked

og udgør en alvorlig hindring for, at udenlandske

tjenesteydere kan tilbyde deres tjenester i Belgien?

W. F. Gözze

Sagen vedrører: 1. Kan anvendelsen af et individuelt

varemærke som kvalitetscertificering udgøre

varemærkemæssig brug som omhandlet i artikel 9,

stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF)

nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker

i forhold til de varer, som kvalitetscertificeringen

anvendes for? 2. Såfremt det første spørgsmål

besvares bekræftende: Skal et sådant varemærke

erklæres ugyldigt i henhold til artikel 52, stk. 1, litra a),

sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra g), i

[forordning nr. 207/2009], eller erklæres fortabt ved

tilsvarende anvendelse afsamme forordnings artikel

73, litra c), hvis varemærkeindehaveren ikke gennem

regelmæssige kvalitetskontroller hos sine licenstagere

sikrer rigtigheden af de forventninger til kvaliteten,

som tegnet er forbundet med i handelen?

Vinyls Italia

Spørgsmål 1: Indebærer den mulighed for at

»godtgøre«, som er indrømmet den, der har nydt

godt af en handling, som er til skade for alle

kreditorerne, ifølge artikel 13 i forordning nr.

1346/2000 for at modsætte sig anfægtelsen af denne

handling i henhold til bestemmelserne i lex fori

concursus, at den interesserede part skal fremsætte en

processuel indsigelse i snæver betydning inden

udløbet af den i domslandets lovgivning fastlagte

frist, påberåbe sig undtagelsesbestemmelsen i

forordningen og godtgøre, at de to betingelser i den

nævnte bestemmelse er opfyldt, eller finder artikel 13

i forordning nr. 1346/2000 anvendelse, såfremt den

interesserede part har påberåbt sig den omhandlede

Økonomi- og

Indenrigsministeriet

Børne- og

Socialministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

08.06.17

C-580/15

Finanstilsynet

Dom

08.06.17

C-689/15

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

08.06.17

C-54/16

Justitsministeriet

Dom

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

bestemmelse under csagen, også efter udløbet af den i

domslandets lov fastlagte frist for fremsættelse af

processuelle indsigelser, eller kan indsigelsen også

konstateres af retten af egen drift, forudsat at den

interesserede part har godtgjort, at den skadelige

handling er undergivet lex causae i en anden

medlemsstat, hvis lovgivning i det pågældende

tilfælde ikke åbner nogen mulighed for at anfægte

denne handling? Spørgsmål 2: Skal henvisningen i

artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 til

bestemmelserne i lex causae med henblik på at

fastlægge, hvorvidt »denne lovgivning i det

pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for

at anfægte denne handling«, fortolkes således, at den

part, som har bevisbyrden, skal godtgøre, at lex

causae i den konkrete situation ikke på et generelt og

abstrakt plan fastlægger retsmidler til at anfægte en

angiveligt skadelig handling som den i sagen

omhandlede

–

betaling af en kontraktmæssig gæld

–

eller således, at den part, som har bevisbyrden, skal

godtgøre, at i det omfang en sådan form for handling

kan anfægtes i henhold til lex causae er de materielle

betingelser

–

der afviger fra dem i lex fori concursus

–

ikke opfyldt, for at anfægtelsen kan tages til følge i

den verserende sag? Spørgsmål 3: Kan den ved

artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 indførte

undtagelsesordning

–

henset til formålet med

bestemmelsen, dvs. at beskytte parternes ikke

kulpøse forventning om, at handlingen i henhold til

lex causae er uomstødelig

–

finde anvendelse også i

det tilfælde, hvor kontraktparterne har hjemsted i en

og samme medlemsstat, hvis lovgivning forventes at

blive lex fori concursus i tilfælde af en af parternes

insolvens, men parterne ved en klausul om valg af

lovgivningen i en anden medlemsstat undtager

omstødelse af handlinger til gennemførelse af den

omhandlede kontrakt fra anvendelsen af ufravigelige

regler i lex fori concursus, hvis formål er at beskytte

princippet [org. s. 8] om kreditorernes ligestilling,

hvilket i tilfælde af senere indtrådt insolvens er til

skade for alle kreditorerne? Spørgsmål 4: Skal artikel

1, stk. 1, i forordning nr. 593/2008 fortolkes således,

at »situationer, hvor der skal foretages et lovvalg«,

med hensyn til forordningens anvendelse også

omfatter det tilfælde, hvor en timecharterkontrakt

indgås i en medlemsstat af selskaber med hjemsted i

denne medlemsstat, men indeholder en klausul om

valg af lovgivningen i en anden medlemsstat?

Spørgsmål 5: Såfremt spørgsmål 4 besvares

bekræftende, skal artikel 3, stk. 3, i forordning nr.

593/2008, sammenholdt med artikel 13 i forordning

nr. 1346/2000, da fortolkes således, at parternes valg

af, at en kontrakt undergives lovgivningen i en anden

medlemsstat end den, hvor »alle andre elementer

med relevans for sagen« er lokaliseret, ikke berører

anvendelsen af ufravigelige regler i den sidstnævnte

medlemsstats lovgivning, der i egenskab af lex fori

concursus finder anvendelse på muligheden for at

anfægte handlinger indgået før insolvensen, som er

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

til skade for alle kreditorerne, og således har forrang

for undtagelsesbestemmelsen i artikel 13 i forordning

nr. 1346/2000?

C-214/16

King

1. Hvis der er en tvist mellem en arbejdstager og en

arbejdsgiver med hensyn til, hvorvidt arbejdstageren

har ret til årlig betalt ferie i henhold til artikel 7 i

direktiv 2003/88, er det da foreneligt med EU-retten,

og navnlig princippet om et effektivt retsmiddel, hvis

arbejdstageren skal afholde ferie, inden han kan få

fastslået, om han har ret til betalt ferie? 2. Hvis

arbejdstageren ikke afholder hele eller en del af den

årlige ferie, som han har ret til, i det ferieår, hvor

denne ret bør udøves, under omstændigheder, hvor

han ville have gjort det, hvis ikke arbejdsgiveren

havde nægtet ham betalt ferie for enhver ferie, han

afholder, kan arbejdstageren da påstå, at han er

forhindret i at udøve sin ret til betalt ferie, således at

denne ret overføres, indtil han har mulighed for at

udøve den? 3. Hvis retten overføres, overføres den da

på ubestemt tid, eller er der en begrænset periode for

udøvelsen af den overførte ret analogt med de

begrænsninger, der gælder, når arbejdstageren ikke

kan udøve retten til ferie i det relevante ferieår på

grund af sygdom? 4. Hvis en overførselsperiode ikke

er fastsat ved lov eller kontrakt, har retten da pligt til

at indføre en grænse for overførselsperioden med

henblik på at sikre, at anvendelsen af [Working Time]

Regulations ikke fordrejer formålet med artikel 7? 5.

Er en periode på 18 måneder efter udløbet af det år,

hvori feriekravet er optjent, i bekræftende fald

forenelig med retten i henhold til artikel 7?

Deutsche Bahn AG m.fl. mod Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Dom afsagt af Retten den 29. februar

2016 i sag T-267/12, Deutsche Bahn m.fl. mod

Europa-Kommissionen, annulleres.

—

Artikel 1, stk.

2, litra g), artikel 1, stk. 3, litra a) og b), og artikel 1,

stk. 4, litra h), i Kommissionens afgørelse af 28. marts

2012 i sag COMP/39462

–

Spedition (herefter

»afgørelsen«) annulleres, eller subsidiært hjemvises

sagen til Retten.

—

De bøder, der er fastsat i

afgørelsens artikel 2, stk. 2, litra g), artikel 2, stk. 3,

litra a) og b), og artikel 2, stk. 4, litra h), annulleres

eller subsidiært nedsættes disse, eller subsidiært

hjemvises sagen til Retten.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Binca Seafoods GmbH mod Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Kendelse afsagt af Retten den 11. marts

2016 i sag T-94/15 annulleres.

—

Kommissionens

gennemførelsesforordning (EU) nr. 1358/2014 af 18.

december 2014 om ændring af forordning (EF) nr.

889/2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets

forordning (EF) nr. 834/2007, for så vidt angår

økologiske akvakulturdyrs oprindelse, opdrætspraksis

Beskæftigelsesministe-

riet

Styrelsen for

Arbejdsmarked og

Rekruttering

08.06.17

C-246/16 P

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

08.06.17

C-268/16

Miljø- og

Fødevareministeriet

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

for akvakulturdyr, foder til økologiske akvakulturdyr

og produkter og stoffer, der er tilladt i produktionen

af økologisk akvakultur (1), annulleres.

C-293/16

Sharda Europe

1) Eftersom der er uoverensstemmelser mellem de

forskellige sprogversioner af artikel 3, stk. 2, i

Kommissionens direktiv 2008/69/EF af 1. juli 2008,

ligesom en eventuel uoverensstemmelse med syvende

betragtning til direktivet, forelægges Domstolen

følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse: »Skal den

dato af 31. december 2008, som er indeholdt i artikel

3, stk. 2, i Kommissionens direktiv 2008/69/EF af 1.

juli 2008, i den spanske sprogversion, forstås som

udløbet af fristen for, hvornår medlemsstaternesenest

kan foretage en revurdering, eller som datoen for,

hvornår de aktivstoffer, som skal revurderes, senest

skal være optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF,

eller som slutdatoen for, hvornår anmodningen om

optagelse kan indgives?« 2) Er udtrykket »pr. 31.

december 2008« 1 i artikel 3, stk. 2, i Kommissionens

direktiv 2008/69/EF en endelig frist som følge af det

formål, der kan udledes af Rådets direktiv

91/414/EØF af 15. juli 1991, og hvorefter

medlemsstaterne ikke kan udvide fristen, således at

beregningen heraf ikke er mulig i henhold til dette

direktiv? 3) Såfremt fristen kan forlænges, skal den da

forlænges af objektive grunde om force majeure eller

betyder det forhold, at medlemsstaterne er tillagt et

mandat i artikel 3, at de kan forlænge fristen i

henhold til deres nationale lovgivninger i

overensstemmelse med de forudsætninger og krav,

som kan udledes heraf?

Dextro Energy GmbH & Co. KG mod Europa-

Kommissionen (appel)

Påstande:

—

Dom afsagt af Den Europæiske Unions

Ret den 16. marts 2016, sag T-100/15, ophæves i sin

helhed. Såfremt appellen tages til følge, nedlægges der

påstand om, at de i førsteinstansen nedlagte påstande

tages til følge i deres helhed, nemlig, at: 1.

Kommissionens forordning (EU) 2015/8 (1) af 6.

januar 2015 om afvisning af visse andre

sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der

henviser til en reduceret risiko for sygdom og til

børns udvikling og sundhed, annulleres.

2. Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

A.S.

1) Finder domstolsbeskyttelsen som omhandlet i

artikel 27 i forordning nr. 604/2013 også anvendelse i

forbindelse med fortolkningen af betingelserne for at

anvende det kriterium, der er fastsat i artikel 13, stk.

1, når en medlemsstat træffer afgørelse om ikke at

behandle en ansøgning om international beskyttelse

på et tidspunkt, hvor en anden medlemsstat allerede

har påtaget sig ansvaret for at behandle ansøgerens

ansøgning på samme grundlag, og når ansøgeren har

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

08.06.17

C-296/16 P

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

08.06.17

C-490/16

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

anfægtet denne afgørelse? 2) Skal betingelsen om

ulovlig passage som omhandlet i artikel 13, stk. 1, i

forordning nr. 604/2013 fortolkes uafhængigt og

selvstændigt eller sammenholdt med artikel 3, nr. 2), i

direktiv 2008/115 om tilbagesendelse og

Schengengrænsekodeksens artikel 5, der definerer

begrebet ulovlig grænsepassage, og skal denne

fortolkning anvendes på artikel 13, stk. 1, i forordning

nr. 604/2013? 3) Skal begrebet ulovlig passage som

omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr.

604/2013 i lyset af besvarelsen af det andet spørgsmål

og under hensyn til omstændighederne i den

foreliggende sag fortolkes således, at der ikke sker

ulovlig grænsepassage, når en medlemsstats offentlige

myndigheder organiserer grænsepassagen med

henblik på at sikre gennemrejse til en anden EU-

medlemsstat? 4) Såfremt det tredje spørgsmål

besvares bekræftende, skal artikel 13, stk. 1, i

forordning nr. 604/2013 da som følge heraf fortolkes

således, at den er til hinder for, at en

tredjelandsstatsborger tilbageføres til den stat, hvori

den pågældende oprindeligt

er indrejst på EU’s

område? 5) Skal artikel 27 i forordning nr. 604/2013

fortolkes således, at de frister, der er fastsat i artikel

13, stk. 1, og artikel 29, stk. 2, afbrydes, når ansøgeren

har udøvet sin ret til domstolsbeskyttelse, og navnlig

når dette også indebærerforelæggelsen af et

præjudicielt spørgsmål, eller når den nationale ret

afventer Den Europæiske Unions Domstols

besvarelse af et sådant spørgsmål, der er forelagt i en

anden sag? Subsidiært spørges, om disse frister løber i

et sådant tilfælde, selv om den ansvarlige medlemsstat

imidlertid ikke har ret til at afslå at modtage den

pågældende?

C-646/16

Jafari

Uddrag af de præjudicielle spørgsmål: 1. Skal der ved

fortolkningen af artikel 2, litra m), artikel 12 og artikel

13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)

nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af

kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken

medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en

ansøgning om international beskyttelse, der er

indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i

en af medlemsstaterne (omarbejdning), herefter

»Dublin III-forordningen«, tages hensyn til andre

retsakter, med hvilke Dublin III-forordningen har

berøringspunkter, eller skal disse bestemmelser

tillægges en betydning uafhængigt heraf? 2. Såfremt

Dublin III-forordningens bestemmelser skal fortolkes

uafhængigt af andre retsakter: a) Skal den

omstændighed, at en medlemsstat under de forhold,

der foreligger i hovedsagerne, og som er kendetegnet

ved, at de fandt sted i en periode, hvor de nationale

myndigheder i de stater, der spillede den største rolle i

denne forbindelse, stod over for et usædvanligt stort

antal personer, der ønskede at rejse gennem deres

område, reelt har accepteret en indrejse på sit område,

der alene fandt sted med henblik på at rejse gennem

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

08.06.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 684: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 19/5-17

den pågældende medlemsstat og ansøge om

international beskyttelse i en anden medlemsstat,

anses for »visum« som omhandlet i Dublin III-

forordningens artikel 2, litra m), og artikel 12?

Såfremt spørgsmål 2, litra a), besvares bekræftende: b)

Skal det med hensyn til den reelle accept af indrejsen

med henblik på gennemrejse lægges til grund, at

»visummet« har mistet sin gyldighed ved udrejsen fra

den pågældende medlemsstat? c) Skal det med hensyn

til den reelle accept af indrejsen med henblik på

gennemrejse lægges til grund, at »visummet« stadig er

gyldigt, såfremt udrejsen fra den pågældende

medlemsstat endnu ikke har fundet sted, eller mister

»visummet« uanset den udeblevne udrejse sin

gyldighed på det tidspunkt, hvor en ansøger endeligt

opgiver sit forehavende om at ville rejse til en anden

medlemsstat? d) Indebærer den omstændighed, at

ansøgeren opgiver sit forehavende om at ville rejse til

den medlemsstat, der oprindeligt var tænkt som

destination, at der er tale om, at der er begået svig,

efter at »visummet« er udstedt, som omhandlet i

Dublin III-forordningens artikel 12, stk. 5, således at

den medlemsstat, der har udstedt »visummet«, ikke er

ansvarlig? Såfremt spørgsmål 2, litra a), besvares

benægtende: e) Skal formuleringen »[at en ansøger]

ulovligt har passeret grænsen til en medlemsstat ad

land-, sø- eller luftvejen, og at den pågældende er

indrejst fra et tredjeland« i Dublin III-forordningens

artikel 13, stk. 1, fortolkes således, at der under de

nævnte særlige forhold i hovedsagerne ikke skal

antages at foreligge en ulovlig passage af den ydre

grænse?