Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 696
Offentligt
1762244_0001.png
Udenrigsministeriet
Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret
Asiatisk Plads 2
1448 København K
Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03
Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse
JTEU j.nr. 2015 - 30240
26. maj 2017
Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger
i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat
procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse
af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den
danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af
dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens
hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.
Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-
Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.
Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:
Sagsnr.
C-649/15 P
Titel og kort sagsresumé
TV2/Danmark mod Kommissionen (appel)
Påstande: Den appellerede dom [T-674/11,
TV2/Danmark mod Kommissionen] ophæves, for så
vidt som den frifinder Kommissionen for TV2's
principale påstand. Domstolen træffer afgørelse i
sagen og den anfægtede afgørelse annulleres, for så
vidt som den fastslår, at de undersøgte
foranstaltninger udgjorde statsstøtte omfattet af
artikel 107, stk. 1, TEUF. Subsidiært hjemvises denne
del af sagen til Retten til fornyet behandling. Den
appellerede dom ophæves, for så vidt som den
frifinder Kommissionen for anden del af TV2's
subsidiære påstand. Domstolen træffer afgørelse i
sagen og den anfægtede afgørelse annulleres, for så
vidt som den fastslår, at de licensmidler, der i årene
1997-2002 blev overført til TV2 og derefter
videreført til Regionerne, udgjorde statsstøtte til TV2.
Subsidiært hjemvises denne del af sagen til Retten til
fornyet behandling. Den appellerede dom ophæves,
for så vidt som den pålægger TV2 at bære sine egne
omkostninger og betale tre fjerdele af
Kommissionens omkostninger. Kommissionen
tilpligtes at betale TV2's sagsomkostninger for Retten
såvel som for Domstolen. Såfremt der sker
hjemvisning til Retten, henvises afgørelsen om
sagsomkostninger for den hjemviste del af sagen også
til Retten.
Viasat Broadcasting UK mod TV2/Danmark
(appel)
Deltager i PD
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Kammeradvokaten
Finansministeriet
Erhvervsministeriet
Kulturministeriet
Processkridt
GA
Dato
30.05.17
C-657/15 P
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
GA
30.05.17
1
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0002.png
Ved denne anke nedlægger Viasat følgende påstande:
Punkt 1 i Rettens dom of 24. september 2015 i sag T-
674/11, TV2/Danmark mod Kommissionen
ophæves (påstand 1) og Den del af Rettens dom af
24. september 2015 i sag T-674/11, TV2/Danmark
mod Kommissionen, hvorved Retten tager det tredje
led i sagsøgerens føsrste anbringende til følge,
ophæves (påstand 2) og Kommissionens frifindes i
annullationssøgsmålet anlagt af TV2 og Kongeriget
Danmark og TV2/Danmark og Kongeriget
Danmark, sagsøgere i første instans, tilpligtes at
betale Viasats sagsomkostninger
C-656/15 P
Kommissionen mod TV2/Danmark (appel)
Med denne appel nedlægger Kommissionen påstand
om ophævelse af den appellerede dom [T-674/11,
TV2/Danmark mod Kommissionen] for så vidt som
denne dom annullerer Kommissions afgørelse
2011/839/EU af 20. april 2011 om Danmarks
foranstaltninger (C 2/03) for TV2 Danmark for så
vidt som denne afgørelse fastslår at reklameindtægter
fra 1995 og 1996 over til TV2/Danmark via TV2-
Fonden udgør statsstøtte. Til støtte for appellen gør
Kommissionen gældende, at Retten begik en retlig fejl
ved at anlægge en fejlagtig fortolkning af begrebet
"statsmidler" i artikel 107, stk.1, TEUF, herunder af
begrebet "kontrol", og Kommissionen gør i denne
sammenhæng endvidere en begrundelsesmangel
gældende. Kommissionens appel i nærværende sag
vedrører spørgsmålet om hvorvidt de midler, der
indgik i TV2 Reklame som følge af salg af
reklamespots og tekst-tvreklamer
(reklameindtægterne) er statsmidler i artikel 107, stk.
1, TEUFs forstand.
Kommissionen mod Bilbaína de Alquitranes
m.fl. (appel)
Påstande:
Dom afsagt af Retten (Femte Afdeling)
den 7. oktober 2015 i sag T-689/13, Bilbaína de
Alquitranes m.fl. mod Kommissionen,
EU:T:2015:767, ophæves.
Sagen hjemvises til
Retten med henblik på fornyet behandling.
Afgørelsen om appelsagens omkostninger udsættes.
Kammeradvokaten
Finansministeriet
Erhvervsministeriet
Kulturministeriet
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Kammeradvokaten
Finansministeriet
Erhvervsministeriet
Kulturministeriet
GA
30.05.17
C-691/15 P
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Miljø- og
Fødevareministeriet
Miljøstyrelsen
Mundtlig
forhandling
15.06.17
Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:
Sagsnr.
C-45/15 P
Titel og kort sagsresumé
Safa Nicu Sepahan Co. mod Rådet for Den
Europæiske Union (appel)
Påstande: 1. Den dom, som Retten afsagde den 25.
november 2014 i sag T-384/11, ophæves delvist, for
så vidt som Retten: herved undlod at fastslå den af
Safa Nicu Sepahan Co. lidte økonomiske skade og
tilkende erstatning herfor fastslog, at Safa Nicu
Sepahan Co. havde lidt ikke-økonomisk skade, men
Interessent
Udenrigsministeriet
Processkridt
Dom
Dato
30.05.17
2
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0003.png
kun tilkendte et vilkårligt lavt beløb på 50 000 EUR i
erstatning for denne skade.
C-164/16
Mercedes Benz Financial Services UK
Sagen vedrører: 1) Hvad skal der forstås ved ordene
»en kontrakt [...] med den klausul, at ejendomsretten
under normale forhold erhverves senest ved betaling
af det sidste afdrag« i artikel 14, stk. 2, litra b)[, i
direktiv 2006/112]? 2) Kræver udtrykket »under
normale forhold«
navnlig i forbindelse med den
foreliggende sag
at en skattemyndighed begrænser
sig til at identificere eksistensen [org. s. 14] af en
købsoption, som kan udnyttes senest ved betaling af
det sidste afdrag? 3) Eller kræver udtrykket »under
normale forhold«, at den nationale myndighed går
videre og fastlægger det økonomiske formål med
kontrakten? 4) Hvis det tredje spørgsmål bevares
bekræftende: a. Bør fortolkningen af artikel 14, stk.
2,[i direktiv 2006/112] påvirkes af en analyse af, om
det er sandsynligt, at kunden udnytter en sådan
option? b. Er størrelsen af den pris, der skal betales
ved udnyttelsen af købsoptionen, relevant med
henblik på at fastlægge kontraktens økonomiske
formål?
Folk
Sagen vedrører: 1. Skal Europa-Parlamentets og
Rådets direktiv 2004/35/EF af 21. april 2004 om
miljøansvar for så vidt angår forebyggelse og
afhjælpning af miljøskader (EUT L 143, s. 56), ændret
ved Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2006/21/EF af 15. marts 2006 (EUT L 102, s. 15) og
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/31 EF
af 23. april 2009 (EUT 140, s. 114)
(miljøansvarsdirektivet) også anvendes på skader, der
ganske vist er opstået efter den i
miljøansvarsdirektivets artikel 19, stk. 1, nævnte dato,
men som kan henføres til driften af et anlæg
(vandkraftværk), som blev godkendt og taget i drift
inden den nævnte dato, og som er omfattet af en
bevilling i overensstemmelse med lovgivningen på
vandområdet?
Elecdey Carcelen m.fl.
Sagen vedrører: 1) På baggrund af de
»støtteordninger«, der er defineret i artikel 2, litra k), i
direktiv 2009/28/EF, og som omfatter
skatteincitamenter i form af skattenedsættelse,
skattefritagelse og skatterefusion som instrumenter,
hvormed målene for forbrug af vedvarende energi,
der er fastsat i direktiv 2009/28/EF, skal nås, skal de
nævnte incitamenter eller foranstaltninger anses for at
være obligatoriske og er bindende for
medlemsstaterne, og skal de anses for at have direkte
virkning, således at de kan påberåbes direkte af de
berørte borgere for enhver offentlig instans, herunder
for retslige eller administrative myndigheder? 2)
Eftersom listen over de i spørgsmålet ovenfor nævnte
»støtteordninger« omfatter, »men er ikke begrænset
Skatteministeriet
GA
31.05.17
C-529/15
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
01.06.17
Forenede
sager
C-215/16,
C-216/16,
C-220/16 og
C-221/16
Energistyrelsen
GA
01.06.17
3
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0004.png
til« skatteincitamenter, der består i skattenedsættelse,
skattefritagelse og skatterefusion, spørges, om dette
skal forstås således, at disse incitamenter netop
omfatter en manglende beskatning, dvs. et forbud
mod enhver form for konkret og individuel
afgiftspålæggelse, ud over de almindelige skatter, der
pålægges økonomisk virksomhed og produktion af
elektricitet, af energi fra vedvarende energikilder?
Som led heri fremsættes følgende spørgsmål: Skal det
ovennævnte generelle forbud [således] ligeledes anses
for at omfatte et forbud mod sammenfald,
dobbeltbeskatning, eller overlapning med hensyn til
flere almindelige eller individuelle afgifter, som
pålægges de forskellige faser i virksomheden i form af
produktion af vedvarende energi, når de rammer den
samme afgiftsudløsende begivenhed, der pålægges
den omhandlede afgift på vindkraft? 3) Såfremt det
foregående spørgsmål besvares benægtende, og det
accepteres, at energi fra vedvarende energikilder
pålægges afgifter, spørges, om begrebet »særlige
formål« i henseende til det i artikel 1, stk. 2, i direktiv
2008/118/EF foreskrevne skal fortolkes således, at
formålet skal være eksklusivt, og endvidere således, at
den afgift, som vedvarende energi pålægges, ud fra sin
opbygning skal have en egentlig ikke-skattemæssig
karakter og ikke blot en budget- eller
opkrævningsmæssig karakter? 4) Henset til, at artikel
4 i direktiv 2003/96/EF, som med hensyn til de
afgiftssatser, som medlemsstaterne skal fastsætte for
energiprodukter og elektricitet, som reference
benytter de ved direktivet fastsatte minimussatser,
forstået som summen af alle de direkte eller indirekte
afgifter, der pålægges disse produkter ved overgangen
til forbrug, indebærer dette da, at de afgiftssatser, som
kræves i dette direktiv, ikke omfatter nationale
afgifter, som ikke er af en egentlig ikke-skattemæssig
karakter i betragtning af såvel deres opbygning som
deres specifikke formål, som fortolket under hensyn
til svaret på det foregående spørgsmål?
C-541/15
Freitag
Sagen vedrører: Skal artikel 18 og 21 TEUF fortolkes
således, at myndighederne i en medlemsstat er
forpligtet til at anerkende en navneændring for en
statsborger i den pågældende medlemsstat, hvis
denne samtidig er statsborger i en anden
medlemsstat, og i denne medlemsstat gennem en
navneændring, som ikke er knyttet til en familieretlig
statusændring, har fået sit oprindelige, ved fødslen
givne efternavn (tilbage), selvom generhvervelsen af
navnet ikke er sket under familiemedlemmets
sædvanlige ophold i den anden medlemsstat og efter
hans ansøgning?
Van der Weegen et Pot
Sagen vedrører: Er artikel 21, nr. 5), i WIB 1992, som
affattet ved artikel 170 i lov af 25. april 2014 om
forskellige bestemmelser, i strid med artikel 56 og 63
TEUF samt artikel 36 og 40 i EØS-aftalen, idet de
Økonomi- og
Indenrigsministeriet
Børne- og
Socialministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
Dom
08.06.17
C-580/15
Finanstilsynet
Dom
08.06.17
4
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0005.png
omhandlede bestemmelser, selv om de gælder uden
forskel for inden- og udenlandske tjenesteydere,
kræver, at der skal opfyldes betingelser, der svarer til
betingelserne i artikel [2] i KB/WIB 1992, som de
facto er en særbestemmelse for det belgiske marked
og udgør en alvorlig hindring for, at udenlandske
tjenesteydere kan tilbyde deres tjenester i Belgien?
C-689/15
W. F. Gözze
Sagen vedrører: 1. Kan anvendelsen af et individuelt
varemærke som kvalitetscertificering udgøre
varemærkemæssig brug som omhandlet i artikel 9,
stk. 1, og artikel 15, stk. 1, i Rådets forordning (EF)
nr. 207/2009 af 26. februar 2009 om EF-varemærker
i forhold til de varer, som kvalitetscertificeringen
anvendes for? 2. Såfremt det første spørgsmål
besvares bekræftende: Skal et sådant varemærke
erklæres ugyldigt i henhold til artikel 52, stk. 1, litra a),
sammenholdt med artikel 7, stk. 1, litra g), i
[forordning nr. 207/2009], eller erklæres fortabt ved
tilsvarende anvendelse afsamme forordnings artikel
73, litra c), hvis varemærkeindehaveren ikke gennem
regelmæssige kvalitetskontroller hos sine licenstagere
sikrer rigtigheden af de forventninger til kvaliteten,
som tegnet er forbundet med i handelen?
Vinyls Italia
Sagen vedrører: Spørgsmål 1: Indebærer den
mulighed for at »godtgøre«, som er indrømmet den,
der har nydt godt af en handling, som er til skade for
alle kreditorerne, ifølge artikel 13 i forordning nr.
1346/2000 for at modsætte sig anfægtelsen af denne
handling i henhold til bestemmelserne i lex fori
concursus, at den interesserede part skal fremsætte en
processuel indsigelse i snæver betydning inden
udløbet af den i domslandets lovgivning fastlagte
frist, påberåbe sig undtagelsesbestemmelsen i
forordningen og godtgøre, at de to betingelser i den
nævnte bestemmelse er opfyldt, eller finder artikel 13
i forordning nr. 1346/2000 anvendelse, såfremt den
interesserede part har påberåbt sig den omhandlede
bestemmelse under csagen, også efter udløbet af den i
domslandets lov fastlagte frist for fremsættelse af
processuelle indsigelser, eller kan indsigelsen også
konstateres af retten af egen drift, forudsat at den
interesserede part har godtgjort, at den skadelige
handling er undergivet lex causae i en anden
medlemsstat, hvis lovgivning i det pågældende
tilfælde ikke åbner nogen mulighed for at anfægte
denne handling? Spørgsmål 2: Skal henvisningen i
artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 til
bestemmelserne i lex causae med henblik på at
fastlægge, hvorvidt »denne lovgivning i det
pågældende tilfælde ikke åbner nogen mulighed for
at anfægte denne handling«, fortolkes således, at den
part, som har bevisbyrden, skal godtgøre, at lex
causae i den konkrete situation ikke på et generelt og
abstrakt plan fastlægger retsmidler til at anfægte en
angiveligt skadelig handling som den i sagen
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Dom
08.06.17
C-54/16
Justitsministeriet
Dom
08.06.17
5
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0006.png
omhandlede
betaling af en kontraktmæssig gæld
eller således, at den part, som har bevisbyrden, skal
godtgøre, at i det omfang en sådan form for handling
kan anfægtes i henhold til lex causae er de materielle
betingelser
der afviger fra dem i lex fori concursus
ikke opfyldt, for at anfægtelsen kan tages til følge i
den verserende sag? Spørgsmål 3: Kan den ved
artikel 13 i forordning nr. 1346/2000 indførte
undtagelsesordning
henset til formålet med
bestemmelsen, dvs. at beskytte parternes ikke
kulpøse forventning om, at handlingen i henhold til
lex causae er uomstødelig
finde anvendelse også i
det tilfælde, hvor kontraktparterne har hjemsted i en
og samme medlemsstat, hvis lovgivning forventes at
blive lex fori concursus i tilfælde af en af parternes
insolvens, men parterne ved en klausul om valg af
lovgivningen i en anden medlemsstat undtager
omstødelse af handlinger til gennemførelse af den
omhandlede kontrakt fra anvendelsen af ufravigelige
regler i lex fori concursus, hvis formål er at beskytte
princippet [org. s. 8] om kreditorernes ligestilling,
hvilket i tilfælde af senere indtrådt insolvens er til
skade for alle kreditorerne? Spørgsmål 4: Skal artikel
1, stk. 1, i forordning nr. 593/2008 fortolkes således,
at »situationer, hvor der skal foretages et lovvalg«,
med hensyn til forordningens anvendelse også
omfatter det tilfælde, hvor en timecharterkontrakt
indgås i en medlemsstat af selskaber med hjemsted i
denne medlemsstat, men indeholder en klausul om
valg af lovgivningen i en anden medlemsstat?
Spørgsmål 5: Såfremt spørgsmål 4 besvares
bekræftende, skal artikel 3, stk. 3, i forordning nr.
593/2008, sammenholdt med artikel 13 i forordning
nr. 1346/2000, da fortolkes således, at parternes valg
af, at en kontrakt undergives lovgivningen i en anden
medlemsstat end den, hvor »alle andre elementer
med relevans for sagen« er lokaliseret, ikke berører
anvendelsen af ufravigelige regler i den sidstnævnte
medlemsstats lovgivning, der i egenskab af lex fori
concursus finder anvendelse på muligheden for at
anfægte handlinger indgået før insolvensen, som er
til skade for alle kreditorerne, og således har forrang
for undtagelsesbestemmelsen i artikel 13 i forordning
nr. 1346/2000?
C-214/16
King
Sagen vedrører: 1. Hvis der er en tvist mellem en
arbejdstager og en arbejdsgiver med hensyn til,
hvorvidt arbejdstageren har ret til årlig betalt ferie i
henhold til artikel 7 i direktiv 2003/88, er det da
foreneligt med EU-retten, og navnlig princippet om
et effektivt retsmiddel, hvis arbejdstageren skal
afholde ferie, inden han kan få fastslået, om han har
ret til betalt ferie? 2. Hvis arbejdstageren ikke
afholder hele eller en del af den årlige ferie, som han
har ret til, i det ferieår, hvor denne ret bør udøves,
under omstændigheder, hvor han ville have gjort det,
hvis ikke arbejdsgiveren havde nægtet ham betalt ferie
for enhver ferie, han afholder, kan arbejdstageren da
Beskæftigelsesministe-
riet
Styrelsen for
Arbejdsmarked og
Rekruttering
GA
08.06.17
6
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0007.png
påstå, at han er forhindret i at udøve sin ret til betalt
ferie, således at denne ret overføres, indtil han har
mulighed for at udøve den? 3. Hvis retten overføres,
overføres den da på ubestemt tid, eller er der en
begrænset periode for udøvelsen af den overførte ret
analogt med de begrænsninger, der gælder, når
arbejdstageren ikke kan udøve retten til ferie i det
relevante ferieår på grund af sygdom? 4. Hvis en
overførselsperiode ikke er fastsat ved lov eller
kontrakt, har retten da pligt til at indføre en grænse
for overførselsperioden med henblik på at sikre, at
anvendelsen af [Working Time] Regulations ikke
fordrejer formålet med artikel 7? 5. Er en periode på
18 måneder efter udløbet af det år, hvori feriekravet
er optjent, i bekræftende fald forenelig med retten i
henhold til artikel 7?
C-268/16 P
Binca Seafoods GmbH mod Europa-
Kommissionen (appel)
Påstande:
Kendelse afsagt af Retten den 11. marts
2016 i sag T-94/15 annulleres.
Kommissionens
gennemførelsesforordning (EU) nr. 1358/2014 af 18.
december 2014 om ændring af forordning (EF) nr.
889/2008 om gennemførelsesbestemmelser til Rådets
forordning (EF) nr. 834/2007, for så vidt angår
økologiske akvakulturdyrs oprindelse, opdrætspraksis
for akvakulturdyr, foder til økologiske akvakulturdyr
og produkter og stoffer, der er tilladt i produktionen
af økologisk akvakultur (1), annulleres.
Sharda Europe
Sagen vedrører: 1) Eftersom der er
uoverensstemmelser mellem de forskellige
sprogversioner af artikel 3, stk. 2, i Kommissionens
direktiv 2008/69/EF af 1. juli 2008, ligesom en
eventuel uoverensstemmelse med syvende
betragtning til direktivet, forelægges Domstolen
følgende spørgsmål til præjudiciel afgørelse: »Skal den
dato af 31. december 2008, som er indeholdt i artikel
3, stk. 2, i Kommissionens direktiv 2008/69/EF af 1.
juli 2008, i den spanske sprogversion, forstås som
udløbet af fristen for, hvornår medlemsstaternesenest
kan foretage en revurdering, eller som datoen for,
hvornår de aktivstoffer, som skal revurderes, senest
skal være optaget i bilag I til direktiv 91/414/EØF,
eller som slutdatoen for, hvornår anmodningen om
optagelse kan indgives?« 2) Er udtrykket »pr. 31.
december 2008« 1 i artikel 3, stk. 2, i Kommissionens
direktiv 2008/69/EF en endelig frist som følge af det
formål, der kan udledes af Rådets direktiv
91/414/EØF af 15. juli 1991, og hvorefter
medlemsstaterne ikke kan udvide fristen, således at
beregningen heraf ikke er mulig i henhold til dette
direktiv? 3) Såfremt fristen kan forlænges, skal den da
forlænges af objektive grunde om force majeure eller
betyder det forhold, at medlemsstaterne er tillagt et
mandat i artikel 3, at de kan forlænge fristen i
henhold til deres nationale lovgivninger i
overensstemmelse med de forudsætninger og krav,
Miljø- og
Fødevareministeriet
GA
08.06.17
C-293/16
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
08.06.17
7
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0008.png
som kan udledes heraf?
C-296/16 P
Dextro Energy GmbH & Co. KG mod Europa-
Kommissionen (appel)
Påstande:
Dom afsagt af Den Europæiske Unions
Ret den 16. marts 2016, sag T-100/15, ophæves i sin
helhed. Såfremt appellen tages til følge, nedlægges der
påstand om, at de i førsteinstansen nedlagte påstande
tages til følge i deres helhed, nemlig, at: 1.
Kommissionens forordning (EU) 2015/8 (1) af 6.
januar 2015 om afvisning af visse andre
sundhedsanprisninger af fødevarer end dem, der
henviser til en reduceret risiko for sygdom og til
børns udvikling og sundhed, annulleres.
2. Kommissionen tilpligtes at betale sagens
omkostninger.
A.S.
Sagen vedrører: 1) Finder domstolsbeskyttelsen som
omhandlet i artikel 27 i forordning nr. 604/2013 også
anvendelse i forbindelse med fortolkningen af
betingelserne for at anvende det kriterium, der er
fastsat i artikel 13, stk. 1, når en medlemsstat træffer
afgørelse om ikke at behandle en ansøgning om
international beskyttelse på et tidspunkt, hvor en
anden medlemsstat allerede har påtaget sig ansvaret
for at behandle ansøgerens ansøgning på samme
grundlag, og når ansøgeren har anfægtet denne
afgørelse? 2) Skal betingelsen om ulovlig passage som
omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr.
604/2013 fortolkes uafhængigt og selvstændigt eller
sammenholdt med artikel 3, nr. 2), i direktiv
2008/115 om tilbagesendelse og
Schengengrænsekodeksens artikel 5, der definerer
begrebet ulovlig grænsepassage, og skal denne
fortolkning anvendes på artikel 13, stk. 1, i forordning
nr. 604/2013? 3) Skal begrebet ulovlig passage som
omhandlet i artikel 13, stk. 1, i forordning nr.
604/2013 i lyset af besvarelsen af det andet spørgsmål
og under hensyn til omstændighederne i den
foreliggende sag fortolkes således, at der ikke sker
ulovlig grænsepassage, når en medlemsstats offentlige
myndigheder organiserer grænsepassagen med
henblik på at sikre gennemrejse til en anden EU-
medlemsstat? 4) Såfremt det tredje spørgsmål
besvares bekræftende, skal artikel 13, stk. 1, i
forordning nr. 604/2013 da som følge heraf fortolkes
således, at den er til hinder for, at en
tredjelandsstatsborger tilbageføres til den stat, hvori
den pågældende oprindeligt
er indrejst på EU’s
område? 5) Skal artikel 27 i forordning nr. 604/2013
fortolkes således, at de frister, der er fastsat i artikel
13, stk. 1, og artikel 29, stk. 2, afbrydes, når ansøgeren
har udøvet sin ret til domstolsbeskyttelse, og navnlig
når dette også indebærerforelæggelsen af et
præjudicielt spørgsmål, eller når den nationale ret
afventer Den Europæiske Unions Domstols
besvarelse af et sådant spørgsmål, der er forelagt i en
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
08.06.17
C-490/16
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
GA
08.06.17
8
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0009.png
anden sag? Subsidiært spørges, om disse frister løber i
et sådant tilfælde, selv om den ansvarlige medlemsstat
imidlertid ikke har ret til at afslå at modtage den
pågældende?
C-646/16
Jafari
Uddrag af de præjudicielle spørgsmål: 1. Skal der ved
fortolkningen af artikel 2, litra m), artikel 12 og artikel
13 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU)
nr. 604/2013 af 26. juni 2013 om fastsættelse af
kriterier og procedurer til afgørelse af, hvilken
medlemsstat der er ansvarlig for behandlingen af en
ansøgning om international beskyttelse, der er
indgivet af en tredjelandsstatsborger eller en statsløs i
en af medlemsstaterne (omarbejdning), herefter
»Dublin III-forordningen«, tages hensyn til andre
retsakter, med hvilke Dublin III-forordningen har
berøringspunkter, eller skal disse bestemmelser
tillægges en betydning uafhængigt heraf? 2. Såfremt
Dublin III-forordningens bestemmelser skal fortolkes
uafhængigt af andre retsakter: a) Skal den
omstændighed, at en medlemsstat under de forhold,
der foreligger i hovedsagerne, og som er kendetegnet
ved, at de fandt sted i en periode, hvor de nationale
myndigheder i de stater, der spillede den største rolle i
denne forbindelse, stod over for et usædvanligt stort
antal personer, der ønskede at rejse gennem deres
område, reelt har accepteret en indrejse på sit område,
der alene fandt sted med henblik på at rejse gennem
den pågældende medlemsstat og ansøge om
international beskyttelse i en anden medlemsstat,
anses for »visum« som omhandlet i Dublin III-
forordningens artikel 2, litra m), og artikel 12?
Såfremt spørgsmål 2, litra a), besvares bekræftende: b)
Skal det med hensyn til den reelle accept af indrejsen
med henblik på gennemrejse lægges til grund, at
»visummet« har mistet sin gyldighed ved udrejsen fra
den pågældende medlemsstat? c) Skal det med hensyn
til den reelle accept af indrejsen med henblik på
gennemrejse lægges til grund, at »visummet« stadig er
gyldigt, såfremt udrejsen fra den pågældende
medlemsstat endnu ikke har fundet sted, eller mister
»visummet« uanset den udeblevne udrejse sin
gyldighed på det tidspunkt, hvor en ansøger endeligt
opgiver sit forehavende om at ville rejse til en anden
medlemsstat? d) Indebærer den omstændighed, at
ansøgeren opgiver sit forehavende om at ville rejse til
den medlemsstat, der oprindeligt var tænkt som
destination, at der er tale om, at der er begået svig,
efter at »visummet« er udstedt, som omhandlet i
Dublin III-forordningens artikel 12, stk. 5, således at
den medlemsstat, der har udstedt »visummet«, ikke er
ansvarlig? Såfremt spørgsmål 2, litra a), besvares
benægtende: e) Skal formuleringen »[at en ansøger]
ulovligt har passeret grænsen til en medlemsstat ad
land-, sø- eller luftvejen, og at den pågældende er
indrejst fra et tredjeland« i Dublin III-forordningens
artikel 13, stk. 1, fortolkes således, at der under de
nævnte særlige forhold i hovedsagerne ikke skal
Udenrigsministeriet
Justitsministeriet
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
GA
08.06.17
9
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0010.png
antages at foreligge en ulovlig passage af den ydre
grænse?
C-258/14
Florescu e.a.
Sagen vedrører: 1. Kan et memorandum såsom
Aftalememorandum mellem Det Europæiske
Fællesskab og Rumænien af 23. juni 2009,
offentliggjort i Monitorul Oficial al României den 1.
juli 2009, nr. 455, anses for at være en retsakt, en
beslutning, en meddelelse osv., som ifølge
Domstolens praksis (dom af 3.2.1976, 59/75, Flavia
Manghera, og af 20.3.1997, C-57/95, Frankrig mod
Kommissionen) har juridisk værdi og kan fortolkes af
Den Europæiske Unions Domstol? 2. I bekræftende
fald, skal Aftalememorandum mellem Det
Europæiske Fællesskab og Rumænien af 23. juni
2009, offentliggjort i Monitorul Oficial al României
den 1. juli 2009, nr. 455, da fortolkes således, at
Europa-Kommissionen
med henblik på at afbøde
konsekvenserne af finanskrisen gennem reduktion af
personaleomkostningerne
lovligt må pålægge
vedtagelsen af en national lov, som fratager en person
retten til bidragspligtig pension, der er optjent
gennem mere end 30 år, og som er fastlagt lovligt og
oppebåret inden lovens indførelse, fordi personen
oppebærer løn for en anden aktivitet udøvet i kraft af
en anden arbejdskontrakt end den, ifølge hvilken
personen er pensioneret? 3. Skal Aftalememorandum
mellem Det Europæiske Fællesskab og Rumænien af
23. juni 2009 fortolkes således, at Europa-
Kommissionen
med henblik på at afbøde
konsekvenserne af finanskrisen
lovligt må pålægge
vedtagelsen af en national lov, hvorefter en person
fuldstændigt og tidsubegrænset fratages retten til
bidragspligtig pension, der er optjent gennem mere
end 30 år, og som er fastlagt lovligt og oppebåret
inden lovens indførelse, fordi personen oppebærer
løn for en anden aktivitet udøvet i kraft af en anden
arbejdskontrakt end den, ifølge hvilken personen er
pensioneret? 4. Skal memorandummet in integrum,
og især punkt 5, litra d), om omorganisering og
forbedring af den offentlige forvaltnings effektivitet,
fortolkes således, at Europa-Kommissionen
med
henblik på at afbøde konsekvenserne af finanskrisen
lovligt har pålagt vedtagelsen af en national lov,
hvorefter pensionerede offentlige funktionærer ikke
må kumulere pension med løn? 5. Kan artikel 17, 20,
21 og 47 i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder, artikel 6 i traktaten om
Den Europæiske Union (TEU), artikel 110 i traktaten
om Den Europæiske Unions funktionsmåde (TEUF),
retssikkerhedsprincippet som fastlagt i EU-retten og
Den Europæiske Unions Domstols praksis fortolkes
således, at de er til hinder for en bestemmelse, såsom
artikel 21, stk. 2, i lov nr. 554/2004, ifølge hvilken
alene nationale retsafgørelser på forvaltningsrettens
område kan genoptages i tilfælde af tilsidesættelse af
Udenrigsministeriet
Dom
13.06.17
10
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0011.png
princippet om EU-rettens forrang, hvorimod
nationale retsafgørelser på andre områder (det civil-,
straffe- og handelsretlige område) i tilfælde af
tilsidesættelse af samme princip om EU-rettens
forrang ikke kan genoptages? 6. Er artikel 6 TEU til
hinder for en lovgivning i en medlemsstat, hvorefter
udbetaling af pension til retsembedsmænd fastlagt på
grundlag af deres indbetalinger gennem mere end 30
års ansættelse inden for retsvæsenet er betinget af
ophøret af deres arbejdskontrakt som
universitetslærer i jura? 7. Er artikel 6 TEU, artikel 17,
stk. 1, i Den Europæiske Unions charter om
grundlæggende rettigheder og Den Europæiske
Unions Domstols praksis til hinder for bestemmelser,
som fratager den berettigede retten til pension, selv
om denne pension er fastlagt på grundlag af
indbetalinger gennem mere end 30 år, mens
retsembedsmændene for deres aktivitet som
universitetslærer særskilt har indbetalt og fortsat
indbetaler til pension? 8. Er artikel 6 TEU,
bestemmelserne i artikel 2, stk. 2, litra b), i direktiv
2000/78 om ligebehandling af alle uanset race eller
etnisk oprindelse og Den Europæiske Unions
Domstols praksis til hinder for en dom afsagt af
forfatningsdomstolen i en medlemsstat, som
i
forbindelse med vurdering af, om en lov er forenelig
med forfatningen
fastslår, at alene personer
udnævnt i kraft af et mandat har ret til at kumulere
pension med løn, hvorimod denne ret ikke tilkendes
retsembedsmænd, der således ikke må oppebære
pension fastlagt på grundlag af individuelle
indbetalinger gennem mere end 30 år, fordi de
sidstnævnte har fortsat deres undervisningsaktivitet
som universitetslærer i jura? 9. Er artikel 6 TEU og
Den Europæiske Unions Domstols praksis til hinder
for bestemmelser, hvorefter udbetaling af
retsembedsmændenes pension fastlagt pågrundlag af
indbetalinger gennem mere end 30 år er
tidsubegrænset betinget af ophøret som
universitetslærer? 10. Er artikel 6 TEU og Den
Europæiske Unions Domstols praksis til hinder for
bestemmelser, som påvirker den rimelige balance
mellem beskyttelse af personers ejendom og det
almene hensyn, idet kun en bestemt kategori af
personer tvinges til at miste retten til
retsembedsmændenes pension, fordi de er ansat som
universitetslærere?
C-610/15
Stichting Brein
Sagen vedrører: 1) Foretager en administrator af et
websted en overføring til almenheden som
omhandlet i artikel 3, stk. 1, i ophavsretsdirektivet,
såfremt der ikke findes beskyttede værker på
administratorens websted, men et system [som
beskrevet nedenfor i punkt 1-13 og 30], hvorved
meta-information om beskyttede værker, der befinder
sig på brugernes computere, indekseres og
kategoriseres, således at brugerne ved hjælp heraf kan
spore og up- og downloade de beskyttede værker? 2)
Kulturministeriet
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Dom
14.06.17
11
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0012.png
Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende:
Er der i ophavsretsdirektivets artikel 8, stk. 3, og
artikel 11 i håndhævelsesdirektivet hjemmel til at
udstede et påbud til en sådan mellemand, som
omhandles i disse bestemmelser, såfremt denne
mellemmand gør det lettere for tredjemand at udføre
ophavsretskrænkelser på den måde, der er beskrevet i
spørgsmål 1?
C-678/15
Khorassani
Sagen vedrører: Den Europæiske Unions Domstol
forelægges i henhold til artikel 267 TEUF følgende
spørgsmål vedrørende fortolkningen af Europa-
Parlamentets og Rådets direktiv 2004/39/EF af 21.
april 2004 om markeder for finansielle instrumenter,
om ændring af Rådets direktiv 85/611/EØF, og
93/6/EØF samt Europa-Parlamentets og Rådets
direktiv 2000/12/EF og om ophævelse af Rådets
direktiv 93/22/EØF (EUT L 145, s. 1): Er accept og
formidling af en ordre, som omhandler en
porteføljepleje [artikel 4, stk. 1, nr. 9), i direktiv
2004/39/EF], en investeringsservice som defineret i
artikel 4, stk. 1, nr. 2), første punktum, sammenholdt
med bilag I, afsnit A, nr. 1), i direktiv 2004/39/EF?
Online Games e.a.
Sagen vedrører: Skal artikel 56 TEUF og artikel 49
TEUF ff. i lyset af EMRK’s
artikel 6, sammenholdt
med chartrets artikel 47, fortolkes således, at disse
bestemmelser med hensyn til domstolenes
objektivitet og upartiskhed, som er påkrævet henset
til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols
retspraksis (navnlig dennes dom af 18.5.2010,
64962/01, præmis 54), er til hinder for en national
bestemmelse, hvorefter det ikke er den
retshåndhævende myndighed (eller et andet statsligt
retsforfølgningsorgan) i dennes funktion som
repræsentant for anklagemyndigheden, men derimod
den domstol, som skal træffe afgørelse om
lovligheden af den påklagede strafferetlige
foranstaltning, der (i en og samme person/funktion)
af egen drift og uafhængigt af parternes adfærd i
første omgang helt selvstændigt skal betegne og
afgrænse den dokumentation, som i forbindelse med
en administrativ sanktionsprocedure skal fremlægges
til begrundelse af den strafferetligt beskyttede
monopollignende regulering af det nationale marked
for hasardspil, i lyset af Den Europæiske Unions
Domstols retspraksis (navnlig dennes dom af
30.4.2014, C-390/12, ECLI:EU:C:2014:281, »Pfleger
m.fl.«), og også efterfølgende autonomt og
investigativt skal efterforske og bedømme denne?
Menini et Rampanelli
Sagen vedrører:
Skal artikel 3, stk. 2, i direktiv
2013/11, for så vidt som det heri bestemmes, at
direktivet »[ikke berører] direktiv 2008/52«, fortolkes
således, at denne bestemmelse ikke berører de enkelte
medlemsstaters mulighed for at gøre mægling
obligatorisk udelukkende i de tilfælde, som ikke er
Finanstilsynet
Dom
14.06.17
C-685/15
Justitsministeriet
Dom
14.06.17
C-75/16
Konkurrence- og
Forbrugerstyrelsen
Dom
14.06.17
12
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0013.png
omfattet af anvendelsesområdet for direktiv 2013/11,
dvs. de i artikel 2, stk. 2, i direktiv 2013/11
omhandlede tilfælde, aftaleretlige tvister, der opstår i
forbindelse med andre aftaler end købs- eller
tjenesteydelsesaftaler, samt tvister, som ikke vedrører
forbrugere?
– Skal artikel 1 […] i direktiv 2013/11,
for så vidt som denne bestemmelse sikrer
forbrugerne mulighed for at indgive klager mod
erhvervsdrivende til specifikke instanser for alternativ
tvistbilæggelse, fortolkes således, at denne
bestemmelse er til hinder for en national ordning,
hvorefter gennemførelse af mægling i en af de i artikel
2, stk. 1, i direktiv 2013/11 omhandlede tvister er en
betingelse for at realitetsbehandle et søgsmål for
domstolene anlagt af den part, som anses for
forbruger, og under alle omstændigheder for en
national ordning, som fastsætter, at den forbruger,
som deltager i mæglingen i en af de ovennævnte
tvister, skal bruge en advokat og bære de hermed
forbundne omkostninger, og ifølge hvilken parten
kun har mulighed for at undlade at deltage i
mæglingen, såfremt der er berettigede grunde herfor?
C-334/16
Núñez Torreiro
Sagen vedrører: 1) Kan begrebet »færdsel med
køretøjer«
eller »kørsel« som forsikringsrisiko i
forbindelse med ansvarsforsikring for
motorkøretøjer, som EU-retten (bl.a. artikel 3 i
Europa-Parlamentets og Rådets direktiv
2009/103/EF af 16.9.2009) henviser til, fastlægges i
en medlemsstats nationale lovgivning på en anden
måde, end den er fastlagt i EU-retten? 2) Såfremt
dette spørgsmål besvares bekræftende, kan dette
begreb da udelukke (ud over bestemte personer,
køretøjer med særligt kendemærke eller bestemte
arter af køretøjer, jf. nævnte direktivs artikel 5, stk. 1
og 2) tilfældeaf færdsel, afhængig af det område, hvor
den finder sted, som f.eks. veje eller terræner, der
»ikke er egnede« til færdsel? 3) Kan bestemte former
for anvendelse af køretøjet, der er forbundet med
formålet hermed (f.eks. i forbindelse med sports-,
industri- eller landbrugsaktiviteter) eller med førerens
hensigt (f.eks. at anvende køretøjet til at begå en
forsætlig forbrydelse) udelukkes fra at være »kørsel«?
TofuTown.com
Sagen vedrører: 1. Kan artikel 78, stk. 2, i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1308/2013 af 17. december 2013 om en fælles
markedsordning for landbrugsprodukter og om
ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 922/72,
(EØF) nr. 234/79, (EF) nr. 1037/2001 og (EF) nr.
1234/2007 (herefter »forordning (EU) nr.
1308/2013«) fortolkes således, at definitioner,
betegnelser og varebetegnelser i den betydning, hvori
udtrykkene anvendes i bilag VII, ikke behøver at
opfylde de hertil svarende krav i dette bilag, når de
tilsvarende definitioner, betegnelser eller
varebetegnelser ledsages af præciserende eller
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
GA
14.06.17
C-422/16
Miljø- og
Fødevareministeriet
Patent- og
Varemærkestyrelsen
Dom
14.06.17
13
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0014.png
beskrivende tilføjelser (som f.eks. »tofusmør« for et
rent vegetabilsk produkt)? 2. Skal bilag VII, del III,
nr. 1, i forordning (EU) nr. 1308/2013 forstås
således, at udtrykket »mælk« udelukkende er
forbeholdt et produkt, der stammer fra normal
yversekretion og er opnået ved en eller flere
malkninger, uden nogen tilsætning eller fjernelse af
bestanddele, eller må udtrykket »mælk«
eventuelt
ved tilføjelse af forklarende begreber som f.eks.
»sojamælk«
også anvendes til vegetabilske
(veganske) produkter i forbindelse med
markedsføringen af dem? 3. Skal bilag VII, del III, nr.
2), til artikel 78 i forordning (EU) nr. 1308/2013
fortolkes således, at de betegnelser, der står opført
dér for de enkelte produkter under nr. 2), litra a),
såsom navnlig »valle«, »fløde«, »smør«, »kærnemælk«,
[org. s. 3] »ost«, »yoghurt« eller begrebet »fløde« osv.,
udelukkende er forbeholdt mejeriprodukter eller kan
også rent vegetabilske/veganske produkter, der er
fremstillet uden (animalsk) mælk, være omfattet af
anvendelsesområdet for bilag VII, del III, nr. 2), i
forordning (EU) nr. 1308/2013?
C-181/16
Gnandi
Sagen vedrører: Skal artikel 5 i Europa-Parlamentets
og Rådets direktiv 2008/115/EF af 16. december
2008 om fælles standarder og procedurer i
medlemsstaterne for tilbagesendelse af
tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, der
pålægger medlemsstaterne i forbindelse med
gennemførelsen af direktivet at respektere princippet
om nonrefoulement og retten til effektive retsmidler i
samme direktivs artikel 13, stk. 1, og i artikel 47 i Den
Europæiske Unions charter om grundlæggende
rettigheder, fortolkes således, at den er til hinder for,
at der træffes afgørelse om tilbagesendelse, således
som det fremgår af artikel 6 i direktiv 2008/115/EF
og artikel 52/3, stk. 1, i loi du 15 décembre 1980 sur
l’accès au territoire, l'établissement, le séjour et
l'éloignement des étrangers (lov af 15.12.1980 om
udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt
udvisning fra statens område) og artikel 75, stk. 2, i
arrêté royal du 8 octobre 1981 sur l'accès au territoire,
le séjour, l'établissement et l'éloignement des
étrangers (kongelig bekendtgørelse af 8.10.1981 om
udlændinges indrejse, etablering og ophold på samt
udvisning fra statens område), straks når
Commissaire général aux réfugiés et aux apatrides har
givet afslag på en ansøgning om asyl, og dermed
inden retsmidlerne til prøvelse af denne afgørelse er
udtømt, og inden asylproceduren er endelig afsluttet?«
Alytaus regiono atlieku tvarkymo centras
Sagen vedrører: 1. Hvad udgør et »flerårigt program«
som omhandlet i artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning
(EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18. december 1995 om
beskyttelse af De Europæiske Fællesskabers
finansielle interesser? 2. Svarer projekter såsom
projekt 2001/LT/16/P/PE/003: »Etablering af et
Udlændinge- og
Integrationsministeriet
GA
15.06.17
C-436/15
Finansministeriet
Dom
15.06.17
14
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0015.png
system til håndtering af affald for Alytus-regionen«,
som blev bevilget støtte ved Kommissionens
beslutning nr. PH(2001)5367 af 13. december 2001
om godkendelse af foranstaltning 2001 LT 16 P PE
003, med senere ændringer ved Kommissionens
beslutning nr. PH/2002/9380 af 23. december 2002,
til begrebet et »flerårigt program« som omhandlet i
artikel 3, stk. 1, i Rådets forordning (EF, Euratom)
nr. 2988/95 af 18. december 1995 om beskyttelse af
De Europæiske Fællesskabers finansielle interesser? 3.
Såfremt det andet spørgsmål besvares bekræftende,
hvilket tidspunkt skal anses som
begyndelsestidspunktet for forældelsesfristen for
retsforfølgning i henhold til artikel 3, stk. 1, i Rådets
forordning (EF, Euratom) nr. 2988/95 af 18.
december 1995 om beskyttelse af De Europæiske
Fællesskabers finansielle interesser?
C-587/15
Lietuvos Respublikos transporto priemoniu
draudiku biuras
Sagen vedrører: 1) Skal artikel 2, artikel 10, stk. 1 og
4, og artikel 24, stk. 2, i direktiv 2009/103, artikel 3,
stk. 4, artikel 5, stk. 1 og 4, artikel 6, stk. 1, og artikel
10 i den interne overenskomst samt chartrets artikel
47 (hver for sig eller sammenholdt med hinanden,
men ikke begrænset til de ovennævnte bestemmelser)
forstås og fortolkes således, at i tilfælde af, at:
et
nationalt forsikringsbureau (bureau A) udbetaler
erstatning til skadelidte i en færdselsulykke i den
medlemsstat, hvor bureauet har sit etablerede
forretningssted, fordi en anden medlemsstats
statsborger, der var ansvarlig for skaden, ikke havde
tegnet ansvarsforsikring
bureau A som følge af
denne erstatning indtræder i skadelidtes rettigheder
og kræver refusion af omkostningerne ved
sagsbehandlingen fra det nationale forsikringsbureau
(bureau B) i den for ulykken ansvarlige persons
oprindelsesland
bureau B uden at udføre en
uafhængig undersøgelse eller at anmode om
yderligere oplysninger tiltræder anmodningen om
refusion fra bureau A
bureau B anlægger sag mod
de sagsøgte (den for ulykken ansvarlige person og
køretøjets ejer) med påstand om refusion af de
afholdte omkostninger, kan sagsøgeren i denne sag
(bureau B) basere sit krav mod de sagsøgte (den for
ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer)
udelukkende på betalingen af omkostninger til bureau
A, og sagsøgeren er herved ikke forpligtet til at
fastslå, at erstatningsansvarsbetingelserne var opfyldt
for sagsøgte/den for ulykken ansvarlige person
(ansvar, ulovlige handlinger, årsagsforbindelse og
erstatningsbeløb) og er ikke forpligtet til at fastslå, at
udenlandsk ret blev anvendt korrekt, da skadelidte fik
udbetalt erstatning? 2) Skal artikel 24, stk. 1, femte
afsnit, litra c), i direktiv 2009/103 og artikel 3, stk. 1
og 4, i den interne overenskomst (hver for sig eller
sammenholdt med hinanden, men ikke begrænset til
de ovennævnte bestemmelser), forstås og fortolkes
således, at bureau A forud for den endelige beslutning
Transport-, Bygnings-
og Boligministeriet
Dom
15.06.17
15
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0016.png
om betaling af erstatning for skadelidtes skade på klar
og forståelig måde (herunder for så vidt angår det
sprog, som oplysningerne gives på) skal oplyse den
for ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer
(såfremt dette ikke er den samme person) om, at
skadesbehandlingen er indledt, og hvordan den
skrider frem, og give vedkommende tilstrækkelig tid
til at indgive kommentarer til eller indsigelser mod
beslutningen om at udbetale erstatning og/eller
erstatningsbeløbet? 3) Såfremt det første spørgsmål
besvares benægtende (dvs. at de sagsøgte (den for
ulykken ansvarlige person og ejeren af køretøjet) kan
kræve, at sagsøgeren (bureau B) fremlægger beviser,
eller kan gøre indsigelse eller rejse tvivl vedrørende
bl.a. omstændighederne ved færdselsulykken,
anvendelsen af den lovgivningsmæssige ramme for
erstatningsansvaret for den ansvarlige person,
erstatningsbeløbet, og hvordan det blev beregnet),
skal artikel 2, artikel 10, stk. 1, og artikel 24, stk. 2, i
direktiv 2009/103 og artikel 3, stk. 4, andet afsnit, i
den interne overenskomst (hver for sig eller
sammenholdt med hinanden, men ikke begrænset til
de ovennævnte bestemmelser) da forstås og [org. s.
11] fortolkes således, at uagtet at bureau B ikke forud
for den endelige beslutning anmodede bureau A om
at give oplysninger om fortolkningen af gældende
lovgivning i det land, hvor færdselsulykken indtraf, og
om sagsbehandlingen, skal bureau A under alle
omstændigheder give disse oplysninger til bureau B,
såfremt sidstnævnte efterfølgende anmoder herom,
sammen med andre oplysninger, der er nødvendige
for, at bureau B kan fastslå sit [refusions]krav mod de
sagsøgte (den for ulykken ansvarlige person og ejeren
af køretøjet)? 4) Såfremt det andet spørgsmål
besvares bekræftende (dvs. at bureau A er forpligtet
til at oplyse den for ulykken ansvarlige person og
køretøjets ejer om skadesbehandlingen og give
vedkommende mulighed for at gøre indsigelse
vedrørende erstatningsansvaret eller
erstatningsbeløbet), hvilke konsekvenser indebærer
bureau A’s undladelse heraf da for: (a) forpligtelsen
for bureau B til at acceptere anmodningen om
refusion fra bureau A (b) forpligtelsen for den for
ulykken ansvarlige person og køretøjets ejer til at
godtgøre bureau B de beløb, bureauet har afholdt? 5)
Skal artikel 5, stk. 1, og artikel 10 i den interne
overenskomst forstås og fortolkes således, at det
udbetalte erstatningsbeløb fra bureau A til skadelidte
skal betragtes som en risiko, som bureau A selv har
påtaget sig uden mulighed for refusion (medmindre
bureau B påtager sig denne risiko), snarere end en
økonomisk forpligtelse for en anden person
involveret i samme færdselsulykke, henset til
omstændighederne i den foreliggende sag, hvorefter:
erstatningsorganet (bureau A) i første omgang
afviste skadelidtes erstatningskrav
skadelidte
følgelig anlagde et erstatningssøgsmål
bureau A
blev frifundet ved de lavere retsinstanser, idet kravet
var ubegrundet og udokumenteret
et forlig mellem
16
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0017.png
skadelidte og bureau A alene blev indgået ved en
højere retsinstans, da sidstnævnte fremhævede, at
sagen, såfremt parterne ikke indgik forlig, ville blive
hjemvist til en fornyet vurdering
bureau A
grundlæggende begrundede sin beslutning om at
indgå et forlig ud fra hensynet til at undgå yderligere
omkostninger ved at fortsætte retsforhandlingerne
der i den foreliggende sag ikke er nogen domstol, der
har fastslået sagsøgtes erstatningsansvar (skyld) i
forbindelse med færdselsulykken?
Forenede
sager C-
688/15 og
C-109/16
Anisimovienė e.a. m.fl.
Sagen vedrører: 1. Skal indskudsdirektivet fortolkes
således, at penge, der hæves med personernes
samtykke, eller som af disse personer selv overføres
til eller indbetales på en konto, der var blevet åbnet i
et kreditinstituts navn i et andet kreditinstitut, kan
anses for et indskud i henhold til direktivet? 2. Skal
indskudsdirektivets artikel 7, stk. 1, sammenholdt
med artikel 8, stk. 3, forstås således, at der skal ske
udbetaling i henhold til en indskudsgaranti op til det
beløb, der er fastsat i artikel 7, stk. 1, til alle personer,
hvis fordring kan fastslås inden den dato, hvor den i
indskudsdirektivets artikel 1, stk. 3, nr. i) og ii),
omhandlede afgørelse eller kendelse afsiges? 3. Hvad
angår indskudsdirektivet er definitionen af en
»almindelig bankforretning« da relevant for
fortolkningen af indskudsbegrebet som et
indestående, der hidrører fra bankforretninger? Skal
definitionen også tages i betragtning ved
fortolkningen af begrebet indskud i nationale retlige
foranstaltninger, der har gennemført
indskudsdirektivet? 4. Såfremt det tredje spørgsmål
besvares bekræftende, hvorledes skal begrebet
almindelig bankforretning i indskudsdirektivets artikel
1, nr. 1), da forstås og fortolkes:(a) hvilke
bankforretninger bør anses for almindelige, eller
hvilke kriterier bør danne grundlag for afgørelsen af,
om en bestemt bankforretning er en almindelig
bankforretning? (b) skal begrebet almindelig
bankforretning vurderes under hensyn til formålet
med de gennemførte bankforretninger eller til de
parter, hvorimellem sådanne bankforretninger
foretages? (c) skal indskudsbegrebet som et
indestående, der hidrører fra almindelige
bankforretninger, i indskudsdirektivet fortolkes
således, at det kun omfatter tilfælde, hvor alle de
forretninger, der fører til et sådant indskud, kan anses
foralmindelige? 5. Hvad angår penge, der ikke er
omfattet af indskudsdefinitionen i indskudsdirektivet,
men hvor medlemsstaten har valgt at gennemføre
indskudsdirektivet og investordirektivet i national ret
på en sådan måde, at penge, hvorpå indskyderen har
en fordring, der hidrører fra et kreditinstituts pligt til
at yde investeringsservice, også anses for et indskud,
kan dækningen for indskud da kun anvendes efter, at
det er blevet fastslået, at kreditinstituttet i et bestemt
tilfælde har handlet som et investeringsselskab, og det
fik overført penge medhenblik på
Finanstilsynet
GA
15.06.17
17
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0018.png
investeringsvirksomhed/-aktiviteter i den i
investordirektivet og MiFID omhandlede forstand?
C-19/16 P
Al-Bashhir Mohammed Al-Faqih, Ghunia
Abdrabbah, Taher Nasuf og Sanabel Relief
Agency Ltd mod Europa-Kommissionen (appel)
Påstande:
Den appellerede dom af 28. oktober
2015 ophæves.
Rettens dom erstattes og de
omtvistede foranstaltninger annulleres.
Kommissionen, Rådet og Det Forenede
Kongerige tilpligtes at betale sagens omkostninger for
Retten og for Domstolen.
The English Bridge Union
Sagen vedører: 1. Hvilke væsentlige kendetegn skal en
aktivitet udvise for at kunne betragtes som en »sport«
som omhandlet i artikel 132, stk. 1, litra m), i Rådets
direktiv 2006/112/EF af 28. november 2006 om det
fælles merværdiafgiftssystem (»momsdirektivet«)? Skal
en aktivitet særlig omfatte et betydeligt (eller et ikke
ubetydeligt) fysisk element, som har afgørende
betydning for udfaldet af aktiviteten, eller er det
tilstrækkeligt, at aktiviteten omfatter et betydeligt
mentalt element, som har afgørende betydning for
udfaldet af aktiviteten? 2. Er kontraktbridge med
duplikerede kort en »sport« som omhandlet i
momsdirektivets artikel 132, stk. 1, litra m)?
Tigers
Sagen vedrører: I. Tillader artikel 1, stk. 3, i Rådets
gennemførelsesforordning (EU) nr. 412/2013 af 13.
maj 2013 om indførelse af en endelig
antidumpingtold og endelig opkrævning af den
midlertidige told på importen af bordservice og
køkkenartikler af keramisk materiale med oprindelse i
Folkerepublikken Kina (EUT L 131/1 af 15.5.2013,
herefter: »gennemførelsesforordning nr. 412/2013«),
at en gyldig handelsfaktura med henblik på den første
fastsættelse af den endelige antidumpingtold indgives
efterfølgende, hvis alle andre nødvendige
forudsætninger for at opnå en individuel
antidumpingtoldsats foreligger? II. Såfremt første
spørgsmål besvares benægtende: Er artikel 78 i
Rådets forordning (EØF) nr. 2913/92 af 12. oktober
1992 om indførelse af en EF-toldkodeks (EUT L
302, s. 1) som ændret ved Europa-Parlamentets og
Rådets forordning (EF) nr. 2700/2000 af 16.
november 2000 (EUT L 311, s. 17) til hinder for, at
toldmyndigheden i forbindelse med en revision
afviser at refundere en antidumpingtold med den
begrundelse, at klarereren først har forelagt en
korrekt handelsfaktura efter toldangivelsen?
Bolagsupplysningen et Ilsjan
Sagen vedrører: 1. Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
Udenrigsministeriet
Dom
15.06.17
C-90/16
Kulturministeriet
GA
15.06.17
C-156/16
Skatteministeriet
Erhvervsministeriet
Erhvervsstyrelsen
SKAT
GA
15.06.17
C-194/16
Justitsministeriet
GA
15.06.17
18
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0019.png
fortolkes således, at en person, hvis rettigheder er
blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige
oplysninger om vedkommende på internettet og
gennem manglende fjernelse af kommentarer om
vedkommende, kan anlægge sag med påstand om
berigtigelse af de urigtige oplysninger og fjernelse af
de kommentarer, som krænker vedkommendes
rettigheder, ved retterne i enhver medlemsstat, på
hvis område de på internettet offentliggjorte
oplysninger er eller var tilgængelige, for så vidt angår
den i denne medlemsstat opståede skade? 2. Skal
artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og Rådets
forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12. december 2012
om retternes kompetence og om anerkendelse og
fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og
handelsretlige område fortolkes således, at en juridisk
person, hvis rettigheder [org. s. 2] hævdes at være
blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige
oplysninger om vedkommende på internettet og ved
undladelse af at fjerne kommentarer herom, kan
anlægge sag med påstand om berigtigelse af
oplysningerne, forpligtelse til at fjerne
kommentarerne og erstatning for det økonomiske
tab, der er lidt ved offentliggørelse af de urigtige
oplysninger om vedkommende på internettet, for så
vidt angår det samlede tab, som den pågældende
juridiske person har lidt, gældende ved retterne i den
stat, hvori centrum for denne persons interesser
ligger? 3. Såfremt det andet spørgsmål besvares
bekræftende: Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
fortolkes således, at
det må antages, at centrum for
en juridisk persons interesser og dermed det sted,
hvor den pågældende juridiske persons tab er lidt,
ligger i den medlemsstat, hvor den har sit hjemsted,
eller– der ved fastsættelsen af det sted, hvor den
juridiske person har centrum for sine interesser og
dermed det sted, hvor dens tab er lidt, skal tages
hensyn til samtlige forhold, såsom den juridiske
persons hjemsted og forretningssted, dens kunders
hjemsted og den måde, hvorpå forretningerne indgås?
C-249/16
Kareda
Sagen vedrører: 1. Skal artikel 7, nr. 1), i Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.
1215/2012 af 12. december 2012 om retternes
kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af
retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område
fortolkes således, at en skyldners tilbagebetalingskrav
(udlignings-/regreskrav) på grundlag af en (fælles)
låneaftale med en bank, som den pågældende
skyldner alene har betalt ydelserne på, mod den
anden debitor på grundlag af samme låneaftale, er et
afledt (sekundært) krav i henhold til låneaftalen? 2.
Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:
Fastsættes opfyldelsesstedet for en skyldners
Finanstilsynet
Dom
15.06.17
19
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0020.png
tilbagebetalingskrav (udlignings- /regreskrav) mod
den anden skyldner på grundlag af den
tilgrundliggende låneaftale a. i henhold til artikel 7, nr.
1), litra b), andet led, i forordning nr. 1215/2012
(»levering af tjenesteydelser«) eller b. i henhold til
artikel 7, nr. 1), litra c), sammenholdt med litra a), i
forordning nr. 1215/2012 i henhold til lex causae? 3.
Såfremt spørgsmål 2.a. besvares bekræftende: Er
bankens ydelse af lånet den karakteristiske
tjenesteydelse i henhold til låneaftalen, og er
opfyldelsesstedet for levering af denne tjenesteydelse
derfor i henhold til artikel 7, nr. 1), litra b), andet led,
i forordning nr. 1215/2012 bankens hjemsted, hvis
lånet udelukkende er blevet leveret der? 4. Såfremt
spørgsmål 2.b. besvares bekræftende: [Org. s. 3] Er
det afgørende kriterium for fastsættelsen af
opfyldelsesstedet for den misligholdte ydelse i
henhold til kontrakten i henhold til artikel 7, nr. 1),
litra a), i forordning nr. 1215/2012 a. det tidspunkt,
hvor de to skyldnere optog lånet (marts 2007) eller b.
det tidspunkt, hvor den regresberettigede skyldner
foretog de betalinger, hvoraf han afleder regreskravet,
til banken (juni 2012 til juni 2014)?
C-279/16 P
Spanien mod Kommissionen (appel)
Påstande:
Nærværende appel antages til
realitetsbehandling, og Rettens dom ophæves.
Ved
en ny dom kendes Kommissionens
gennemførelsesafgørelse 2014/458/EU af 9. juli 2014
(1) om udelukkelse fra EU-finansiering af visse
udgifter, som medlemsstaterne har afholdt for Den
Europæiske Udviklings- og Garantifond for
Landbruget (EUGFL), Garantisektionen, Den
Europæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og
Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af
Landdistrikterne (ELFUL) ugyldig for så vidt angår
de udgifter, som er afholdt af Kongeriget Spanien
med et beløb på 2 713 208,07 EUR.
T.KUP
Sagen vedrører: 1) Er forordning nr. 1294/2009
ugyldig i forhold til en importør som i denne sag på
grund af tilsidesættelse af grundforordningens artikel
17, stk. 1, da Kommissionen ved sin nye undersøgelse
har foretaget en stikprøve, oven i købet kun hos 8
importører, selv om et overskueligt antal på 21
importører burde have været undersøgt? 2) Er
forordning nr. 1294/2009 ugyldig i forhold til en
importør som i denne sag på grund af tilsidesættelse
af grundforordningens artikel 11, stk. 2, tredje afsnit,
da Kommissionen ved sin nye undersøgelse ikke i
tilstrækkeligt omfang har taget hensyn til det
foreliggende bevismateriale, idet den i stikprøven
medtog 5 store importører overfor kun 3 små
importøre, og derudover hovedsagligt kun tog hensyn
til oplysningerne fra de store importører? 3) Er
forordning nr. 1294/2009 ugyldig i forhold til en
importør som i denne sag på grund af tilsidesættelse
af grundforordningens artikel 2 og 3, og/eller
Miljø- og
Fødevareministeriet
Dom
15.06.17
C-349/16
Erhvervsministeriet
Dom
15.06.17
20
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 696: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 26/5-17
1762244_0021.png
grundforordningens artikel 11, stk. 2, 5 og 9, da
Kommissionen ved sin nye undersøgelse ikke rådede
over tilstrækkelige oplysninger til at kunne fastslå, at
der stadig finder dumpingimport sted, og at der
herved opstår skade? 4) Er forordning nr. 1294/2009
ugyldig i forhold til en importør som i denne sag på
grund af tilsidesættelse af grundforordningens artikel
21, da Kommissionen ved sin nye undersøgelse
kræver, at der skal foreligge særlige holdpunkter for,
at en importør bebyrdes uforholdsmæssigt ved en
forlængelse?
Forenede
sager C-
444/16 og
C-445/16
Immo Chiaradia m.fl.
Sagen vedrører: Er det foreneligt med de regler om
udarbejdelse af resultatopgørelse, der er fastsat i
Rådets fjerde direktiv af 25. juli 1978 om
årsregnskaberne for visse selskabsformer (direktiv
78/660/EØF, EUT L 222 af 14.8.1978, s. 11), og
som bestemmer følgende:
årsregnskabet skal give et
pålideligt billede af selskabets aktiver og passiver,
økonomiske stilling samt resultatet (direktivets artikel
2, stk. 3)
hensættelser til omkostninger, herunder
uforudsete udgifter, har til formål at dække tab eller
gæld, hvis karakter er klart defineret, og som på
statustidspunktet enten anses for sandsynlige eller
sikre, men som er ubestemmelige med hensyn til
deres størrelse eller tidspunktet for deres afholdelse
(direktivets artikel 20, stk. 1)
værdiansættelsen skal i
alle tilfælde ske under udvisning af behørig
forsigtighed og især: må kun den fortjeneste, der er
konstateret på statustidspunktet, medtages skal der
tages hensyn til alle forudseelige risici og eventuelle
tab, som er opstået i løbet af det regnskabsår,
årsregnskabet vedrører, eller i et tidligere regnskabsår,
selv om disse risici eller tab først bliver kendtmellem
statustidspunktet og det tidspunkt, hvor det
udarbejdes (direktivets artikel 31, stk. 1, litra c), aa) og
bb))
der skal tages hensyn til indtægter og udgifter
vedrørende det år, som regnskabet omfatter, uden
hensyn til det tidspunkt hvor disse indtægter indgår
eller udgifter udbetales (direktivets artikel 31, stk. 1,
litra d))
aktiv- og passivposternes bestanddele skal
værdiansættes hver for sig (direktivets artikel 31, stk.
1, litra e)), [org. s. 11] at et aktieoptionsudstedende
selskab bogfører prisen for tildeling af en option som
indtægt i løbet af det regnskabsår, hvor den
pågældende option annulleres, eller efter udløbet af
optionens varighed, for at tage hensyn til den risiko,
som påhviler optionsudstederen som følge af den
forpligtelse, som denne har påtaget sig, [og ikke] i
løbet af det regnskabsår, hvor tildelingen af optionen
finder sted, og hvor prisen for optionen endeligt
indgår, idet den risiko, som påhviler
optionsudstederen, værdiansættes særskilt i
forbindelse med bogføringen af en hensættelse?
Erhvervsstyrelsen
Dom
15.06.17
21