Fødevarestyrelsen
Sags.nr.: 2017-28-35-00363
Dato: 20. juni 2017
MFVM 301
GRUNDNOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
om forslag til ændring af Bilag III i Kommissionens Forordning (EF) nr. 853/2004 om særlige
hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer og Bilag II i Kommissionens Forordning (EF) nr.
854/2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske
produkter til konsum (komitésag)
KOM-dokumenter foreligger ikke
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag om ændring af bilag III i Kommissionens Forordning (EF) nr. 853/2004 om
særlige hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer og bilag II i Kommissionens Forordning (EF) nr.
854/2004 om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter til
konsum (komitésag). Forslaget omhandler, at fiskere, der høster ikke-filtrerende dyr af echinoderm (pighud)
familien (fx søpølser og søpindsvin), undtages fra kravet om udtagning af visse prøver i selve havområderne,
hvor echinodermerne høstes, både forud for høsten og imens høsten pågår. Fiskeren og de virksomheder, der
modtager echinodermerne på land vil fortsat skulle have et egenkontrolprogram, der sikrer, at
fødevaresikkerheden er i orden. Der vil derfor stadig skulle udtages visse prøver af echinodermerne, men i mere
begrænset omfang, og prøverne kan i øvrigt enten udtages samtidig med, at høsten foregår eller på land efter
at echinodermerne er høstet. Forslaget vurderes ikke at påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark og i EU.
Regeringen kan på den baggrund støtte forslaget. Forslaget forventes sat til afstemning i den Stående Komité
for planter, dyr, fødevarer og foder (SCoPAFF) den 4. juli 2017.
Baggrund
Forslaget er fremsat med hjemmel i artikel 10 nr. 1 i Kommissionens Forordning (EF) nr. 853/2004 om særlige
hygiejnebestemmelser for animalske fødevarer og artikel 17 nr. 1 i Kommissionens Forordning (EF) nr. 854/2004
om særlige bestemmelser for tilrettelæggelsen af den offentlige kontrol af animalske produkter.
Forslaget behandles i en forskriftkomitéprocedure med kontrol i Den Stående Komité for planter, dyr, fødevarer
og foder (SCoPAFF). Hvis der er kvalificeret flertal for forslaget, forelægger Kommissionen forslaget for Rådet og
Europa-Parlamentet, der udtaler sig med henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 3 måneder.
Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har
udtalt sig inden for tidsfristen. Opnås der ikke kvalificeret flertal i Den Stående Komité for planter, dyr, fødevarer
og foder (SCoPAFF), forelægger Kommissionen sagen for Rådet og Europa-Parlamentet, der udtaler sig med
henholdsvis kvalificeret og absolut flertal inden for 2 måneder. Kommissionen vedtager forslaget, såfremt Rådet
og Europa-Parlamentet tilslutter sig forslaget eller ikke har udtalt sig inden for tidsfristen.
Forslaget forventes sat til afstemning på mødet i Den Stående Komité for planter, dyr, fødevarer og foder
(SCoPAFF) den 4. juli 2017.
Formål og indhold
Formålet med forslaget er at lette vilkårene for høst af ikke-filtrerende echinodermer for erhvervet samtidig med,
at det sikres, at produkter af ikke-filtrerende echinodermer fortsat er fødevaresikkerhedsmæssigt i orden.