EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 783
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

30. juni 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat

procesdelegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse

af generaladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den

danske regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af

dom. Generaladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens

hjemmeside (http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-5/16

Titel og kort sagsresumé

Republikken Polen mod Europa-Parlamentet og

Rådet for Den Europæiske Union

Påstande:

—

Europa-Parlamentets og Rådets

afgørelse (EU) 2015/1814 om oprettelse og

anvendelse af en markedsstabilitetsreserve i

forbindelse med Unionens ordning for handel med

kvoter for drivhusgasemissioner og om ændring af

direktiv 2003/ 87/EF (1) annulleres.

—

Europa-Parlamentet og Rådet for Den

Europæiske Union tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

B m.fl. (tidligere Vomero)

Sag C-316/16, B, vedrører:

Er det på forhånd udelukket, at idømmelsen og den

efterfølgende fuldbyrdelse af en fængselsstraf kan

føre til, at den tætte integration af en unionsborger,

der indrejste i værtsmedlemsstaten i en alder af tre år,

kan anses for afbrudt, således at der ikke foreligger et

uafbrudt ophold i ti år som omhandlet i artikel 28,

stk. 3, litra a), i direktiv 2004/38 1 , og at der derfor

ikke skal ydes beskyttelse mod udsendelse i henhold

til artikel 28, stk. 3, litra a), i direktiv 2004/38, når

unionsborgeren efter indrejsen i en alder af tre år har

tilbragt hele sit liv i den pågældende

værtsmedlemsstat, ikke længere har nogen tilknytning

til den medlemsstat, hvor han er statsborger, og

lovovertrædelsen, der har ført til idømmelse og

fuldbyrdelse af en fængselsstraf, først er blevet begået

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Energi-, Forsynings-,

og Klimaministeriet

Energistyrelsen

Processkridt

Mundtlig

forhandling

Dato

11.07.17

Forenede

sager C-

316/16 og

C-424/16

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Mundtlig

forhandling

17.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

efter 20 års ophold? Såfremt spørgsmål 1 besvares

benægtende: Skal den fængselsstraf, der er blevet

idømt for den lovovertrædelse, der er anledning til

udsendelsen, lades ude af betragtning ved

bedømmelsen af spørgsmålet om, hvorvidt

fuldbyrdelsen af en fængselsstraf fører til, at den tætte

integration afbrydes?Såfremt spørgsmål 1 og 2

besvares benægtende: Hvilke kriterier er afgørende

for, om den pågældende unionsborger i et sådant

tilfælde alligevel er omfattet af beskyttelsen mod

udsendelse i henhold til artikel 28, stk. 3, litra a), i

direktiv 2004/38?Såfremt spørgsmål 1 og 2 besvares

benægtende: Findes der ufravigelige EU-retlige

bestemmelser vedrørende fastsættelsen af det

»tidspunkt, hvor spørgsmålet om udsendelse opstår«,

og hvor der skal foretages en samlet vurdering af den

pågældende unionborgers situation med henblik på at

efterprøve, i hvilket omfang det forhold, at opholdet

har været afbrudt i løbet af de ti år, der går forud for

udsendelsen af den pågældende, afskærer denne fra

den øgede beskyttelse?

Sag C-424/16, Vomero vedrører:

1) Afhænger den særlige beskyttelse i henhold til

artikel 28, stk. 3, litra a), [i dir/ektiv 2004/38/EF] af

retten til tidsubegrænset ophold som omhandlet i

artikel 16 og artikel 28, stk. 2? Såfremt det første

spørgsmål besvares benægtende, forelægges

endvidere følgende spørgsmål med henblik på

præjudiciel afgørelse: 2) Beregnes opholdsperioden i

de ti forudgående år som omhandlet i artikel 28, stk.

3, litra a), som a) en almindelig kalenderperiode, der

beregnes fra den relevante dato (her afgørelsen om

udvisning), der omfatter eventuelle perioder med

fravær eller fængsling, eller b) en potentielt afbrudt

periode, der beregnes ved at regne tilbage fra den

relevante dato og lægge perioder sammen, hvor den

pågældende ikke var fraværende eller i fængsel, med

henblik på eventuelt at nå frem til et samlet

forudgående ophold på ti år? 3) Hvorledes er

forholdet mellem vurderingen af, hvorvidt der har

været ophold i ti år som omhandlet i artikel 28, stk. 3,

litra a), og den samlede vurdering af forbindelse med

hensyn til integration?

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-320/16

Titel og kort sagsresumé

Uber France

Indfører artikel L3124-13 i code des transports (lov

om transport), der er indført ved lov nr. 2014-1104 af

1. oktober 2014 om taxikørsel og chaufførtransport,

en ny teknisk og indirekte forskrift, der vedrører en

eller flere tjenester i informationssamfundet som

Interessent

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Processkridt

Dato

04.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

omhandlet i direktiv 98/34/EF 1 af 22. juni 1998,

hvorefter det er krav, at der skal gives forudgående

meddelelse om en sådan forskrift til Europa-

Kommissionen i henhold til dette direktivs artikel 8,

eller er den nævnte forskrift omfattet af direktiv

2006/123/EF 2 af 12. december 2006 om

tjenesteydelser, hvorefter dette direktiv i henhold dets

artikel 2, litra d), ikke omfatter transportvirksomhed?

C-190/16

Fries

Sagen vedrører: 1. Er FCL.065, litra b), i bilag I til

forordning (EU) nr. 1178/2011 forenelig med

forbuddet mod forskelsbehandling på grund af alder i

chartrets artikel 21, stk. 1? 2. Er FCL.065, litra b), i

bilag I til forordning (EU) nr. 1178/2011 forenelig

med chartrets artikel 15, stk. 1, hvorefter enhver har

ret til at arbejde og til at udøve et frit valgt eller

accepteret erhverv? 3. Såfremt det første og andet

spørgsmål besvares bekræftende: a) Omfatter

begrebet »erhvervsmæssig lufttransport« i den

forstand, hvori dette udtryk er anvendt i henholdsvis

FCL.065, litra b), og FCL.010 i bilag I til forordning

(EU) nr. 1178/2011 ligeledes såkaldt tomme

flyvninger, som foretages som led i et luftfartselskabs

erhvervsvirksomhed, og på hvilke der hverken

transporteres passagerer, gods eller post? b)

Omfatter begrebet »erhvervsmæssig lufttransport« i

den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i

henholdsvis FCL.065, litra b), og FCL.010 i bilag I til

forordning (EU) nr. 1178/2011, uddannelse og

eksaminationer, hvorunder den 65-årige pilot

opholder sig i flyets cockpit som ikke-flyvende

medlem af besætningen?

AEBTRI

1) Har Den Europæiske Unions Domstol for at

undgå modstridende retsafgørelser kompetence til at

fortolke toldkonventionen om international

godstransport på grundlag af TIR-carneter (TIR-

Convention) af 14. november 1975, som De

Europæiske Fællesskaber har tiltrådt med Rådets

forordning (EØF) nr. 2112/78, på en for

medlemsstaternes domstole bindende måde, når det

drejer sig om denne konventions artikel 8 og artikel

11, med henblik på at bedømme, om der foreligger

hæftelse for den garanterende organisation, som også

er reguleret i artikel 457, stk. 2, i Kommissionens

forordning (EØF) nr. 2454/93 af 2. juli 1993 om

visse gennemførelsesbestemmelser til Rådets

forordning (EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en

EF-toldkodeks (gennemførelsesforordningen til

toldkodeksen)?2) Tillader fortolkningen af artikel 457,

stk. 2, i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen

sammenholdt med TIR-konventionens artikel 8, stk.

7, (nu artikel 11, stk. 2) og de tilhørende forklarende

bemærkninger at lægge til grund, at

toldmyndighederne i en sag som den foreliggende,

når de i TIRkonventionens artikel 8, stk. 1 og 2,

nævnte beløb er forfaldne, så vidt muligt skal forlange

Beskæftigelsesministe-

riet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

05.07.17

C-224/16

SKAT

05.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

dem indriet af indehaveren af TIR-carnetet, som

skylder disse beløb direkte, før de retter krav mod

den garanterende organisation? 3) Kan det lægges til

grund, at den modtager, som har erhvervet en vare

eller har den i sin besiddelse, om hvilken det vides, at

den er transporteret med TIR-carnet, og for hvilken

det ikke er konstateret, at den er frembudt for

bestemmelsestoldstedet og angivet til dette, alene på

grundlag af disse omstændigheder er den person, som

burde have vidst, at varen var unddraget toldtilsyn, og

skal den pågældende anses for solidarisk hæftende

debitor som omhandlet i artikel 203, stk. 3, tredje led,

sammenholdt med artikel 213 i Rådets forordning

(EØF) nr. 2913/92 om indførelse af en EF-

toldkodeks? 4) Såfremt det tredje spørgsmål besvares

bekræftende: Er toldmyndighedernes passivitet med

hensyn til at forlange betaling af toldskylden af denne

modtager til hinder for, at den garanterende

organisations ansvar i henhold til TIR-konventionens

artikel 1, nr. 16)

–

som også er reguleret i artikel 457,

stk. 2, i gennemførelsesforordningen til toldkodeksen

–

indtræder?

C-650/15 P

Polyelectrolyte Producers Group GEIE (PPG) og

SNF SAS mod Det Europæiske

Kemikalieagentur (ECHA) (appel)

Påstande:

—

Rettens dom i sag T-268/10 RENV

ophæves.

—

Den anfægtede retsakt annulleres.

—

Subsidiært hjemvises sagen til Retten med henblik på

realitetsbehandling af appellanternes

annullationssøgsmål.

—

ECHA tilpligtes at betale sagens omkostninger,

herunder omkostningerne i forbindelse med sagen for

Retten.

Moreno Marín e.a.

Sagen vedrører: 1. Kan anvendelsen af et tegn, der

henviser til en vares eller tjenesteydelses kendetegn,

der består i, at varen eller tjenesteydelsen findes i

rigelige mængder på et og samme sted med en høj

grad af værdi og kvalitet, være omfattet af forbuddene

i artikel 3, stk. 1, litra c), i direktiv 2008/95? 2. Kan et

tegn af denne beskaffenhed anses for at være et tegn

vedrørende geografisk oprindelse, for så vidt som

varen eller tjenesteydelsen altid er koncentreret inden

for et bestemt fysisk område?

Air Berlin

1. Skal bestemmelsen i artikel 23, stk. 1, tredje

punktum, i forordning nr. 1008/2008/EF fortolkes

således, at luftfartsselskaber skal angive de i litra b), c)

og d) nævnte skatter, lufthavnsafgifter og andre

afgifter, tillæg eller gebyrer ved offentliggørelsen af

deres flybilletpriser i den faktiske størrelse og derfor

ikke må inddrage dem delvis i deres flybilletpriser i

henhold til denne bestemmelses litra a)? 2. Skal

bestemmelsen i artikel 22, stk. 1, i forordning nr.

1008/2008/EF fortolkes således, at den er til hinder

for at anvende en national bestemmelse om

almindelige forretningsbetingelser, som er baseret på

Miljø- og

Fødevareministeriet

06.07.17

C-139/16

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

06.07.17

C-290/16

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

06.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

EU-retten, og hvorefter der af kunder, som ikke har

benyttet en flybillet eller har afbestilt den, ikke må

opkræves et særskilt ekspeditionsgebyr herfor?

C-304/16

American Express

1) Finder kravet i artikel 1, stk. 5, og artikel 2, nr. 18),

i forordning (EU) nr. 2015/751 (herefter »IGF«),

hvorefter en betalingskortordning med tre parter, der

udsteder kortbaserede betalingsinstrumenter sammen

med en partner under samme varemærke eller

gennem en agent, anses for at være en

betalingskortordning med fire parter, kun anvendelse,

for så vidt som denne co-brandingpartner eller agent

handler som »udsteder« i den forstand, hvori dette

udtryk er anvendt i artikel 2, stk. 2, i og 29.

betragtning til IGF (nemlig når partneren eller

agenten har en aftale med betaleren i medfør af

hvilken, vedkommende stiller et betalingsinstrument

til rådighed med henblik på at initiere og behandle

betalerens kortbaserede betalingstransaktioner)? 2)

Hvis svaret på

det første spørgsmål er »nej«, er IGF’s

artikel 1, stk. 5, og artikel 2, nr. 18), da ugyldige, for så

vidt som de bestemmer, at sådanne ordninger anses

for at være betalingskortordninger med fire parter, på

grund af: a) en manglende begrundelse i

overensstemmelse med artikel 296 TEUF b) åbenbart

urigtigt skøn og/eller c) tilsidesættelse af

proportionalitetsprincippet?

Azarov mod Rådet

Påstande: Rådets afgørelse (FUSP) 2015/364 af 5.

marts 2015 om ændring af afgørelse 2014/119/FUSP

om restriktive foranstaltninger over for visse

personer, enheder og organer på baggrund af

situationen i Ukraine (EUT L 62, s. 25), og Rådets

gennemførelsesforordning (EU) 2015/357 af 5. marts

2015 om gennemførelse af forordning (EU) nr.

208/2014 om restriktive foranstaltninger over for

visse personer, enheder og organer på baggrund af

situationen i Ukraine (EUT L 62, s. 1) annulleres i

henhold til artikel 263 TEUF, for så vidt som de

vedrører sagsøgeren. Der træffes foranstaltninger

med henblik på sagens tilrettelæggelse i henhold til

artikel 64 i Rettens procesreglement. Rådet tilpligtes

at betale sagens omkostninger i medfør af

procesreglementets artikel 87, stk. 2.

Estland mod Kommissionen

Påstande: Kommissionens gennemførelsesafgørelse C

(2015) 53 af 16. januar 2015 om udelukkelse fra EU-

finansiering af visse udgifter, som medlemsstaterne

har afholdt inden for rammerne af Den Europæiske

Garantifond for Landbruget (EGFL) og Den

Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL) (1) annulleres, for så vidt

som den vedrører Republikken Estland med et beløb

på 691 746,53 EUR. Europa-Kommissionen tilpligtes

at betale sagens omkostninger

Erhvervsministeriet

Finanstilsynet

06.07.17

T-215/15

Udenrigsministeriet

Erhvervsstyrelsen

Dom

07.07.17

T-157/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

12.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

C-60/15 P

Saint-Gobain Glass Deutschland GmbH mod

Europa-Kommissionen (appel)

Påstande: Dom afsagt af Retten den 11. december

2014 i sag T-476/12 ophæves. Der gives medhold i

den i første instans nedlagte påstand om ugyldighed,

hvorved Kommissionens afgørelse af 17. januar 2013

(sag GESTDEM nr. 3273/2012) erklæres ugyldig.

Europa-Kommissionen mod Den Italienske

Republik

Påstande:

—

a) Det fastslås, at Den Italienske

Republik har tilsidesat sine forpligtelser, som den er

pålagt ved de relevante bestemmelser i EU-retten for

de pågældende produktionsår, og nærmere bestemt i

henhold til artikel 1 og 2 i forordning (EF) nr.

3950/1992 (1), artikel 4 i forordning (EF) nr.

1788/2003 (2), artikel 79, 80 og 83 i forordning (EF)

1234/2007 (3), samt hvad angår Kommissionens

gennemførelsesbestemmelser, artikel 7 i forordning

(EF) 536/1993 (4), artikel 11, stk. 1 og 2, i forordning

(EF) nr. 1392/2001 (5), og endelig artikel 15 og 17 i

forordning (EF) nr. 595/2004 (6), idet den har

undladt at sikre, at den skyldige tillægsafgift for

overskudsproduktionen i Italien i forhold til

størrelsen af den nationale kvote fra det første

produktionsår, hvor tillægsafgiften reelt blev pålagt i

Italien (1995/1996), til det sidste produktionsår, hvor

der i Italien blev foretaget overproduktion

(2008/2009), rent faktisk blev opkrævet fra de enkelte

producenter, der havde bidraget til hver

produktionsoverskridelse, samt betalt i rette tid efter

meddelelse om det skyldige beløb af køberen eller

producenten i tilfælde af direkte salg, eller når de ikke

blev betalt i rette tid, registreret og eventuelt krævet

betalt af disse købere eller producenter.

—

b) Den Italienske Republik tilpligtes at betale

sagens omkostninger.

Vecco m.fl. mod Europa- Kommissionen (appel)

Påstande:

—Appellen

fremmes til realitetsbehandling

og appellanterne gives medhold.—Rettens dom i sag

T-360/13 ophæves.—Der træffes afgørelse om

realiteten vedrørende appellanternes påstand om

annullation eller sagen hjemvises til Retten til

afgørelse om realiteten vedrørende påstanden om

annullation.

Szoja

1) Kan artikel 13, stk. 3, i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 883/2004 af 29. april

2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger,

sammenholdt med retten til sociale sikringsydelser og

sociale fordele, som fastlagt i artikel 34, stk. 1 og 2, i

Den Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, under de i hovedsagen omhandlede

omstændigheder, fortolkes uden at tage højde for

uddybningen i artikel 14 i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16.

september 2009 om de nærmere regler til

Miljøstyrelsen

Dom

13.07.17

C-433/15

Miljø- og

Fødevareministeriet

13.07.17

C-651/15 P

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

13.07.17

C-89/16

Udenrigsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

13.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om

koordinering af de sociale sikringsordninger og

dermed uden at kunne anvende proceduren i den

nævnte forordnings artikel 16, således at arbejdstidens

korte varighed [org. s. 2] eller arbejdstagerens

begrænsede løn ikke påvirker fastlæggelsen af, hvilken

national lovgivning der skal finde anvendelse i tilfælde

af kumulation af lønnet beskæftigelse og selvstændig

virksomhed, dvs. at den nævnte artikel 14 i

gennemførelsesforordningen ikke finder anvendelse

på fortolkningen af artikel 13, stk. 3, i

grundforordningen? 2) Såfremt det første spørgsmål

besvares benægtende, kan den nationale ret da i

tilfælde af modstrid mellem to forordninger

–

dvs.

grundforordningen og gennemførelsesforordningen,

som i den foreliggende sag er henholdsvis Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

883/2004 af 29. april 2004 om koordinering af de

sociale sikringsordninger og Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EF) nr. 987/2009 af 16.

september 2009 om de nærmere regler til

gennemførelse af forordning (EF) nr. 883/2004 om

koordinering af de sociale sikringsordninger

–

forbindelse med anvendelsen heraf vurdere

forordningernes bestemmelser på grundlag af deres

forrang, dvs. deres rang i EU-rettens hierarki? 3) Kan

den fortolkning af grundforordningens bestemmelser,

som Den Administrative Kommission har anlagt i

medfør af grundforordningens artikel 72, opfattes

som en bindende fortolkning fra en EU-institution,

som den nationale ret ikke kan fravige, hvilket således

hindrer forelæggelse af præjudicielle spørgsmål, eller

udgør den alene en af de mulige fortolkninger af EU-

retten, som den nationale ret skal vurdere som et af

de elementer, hvorpå afgørelsen baseres?

C-129/16

Túrkevei Tejtermelő Kft.

1. Er artikel 191 i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde og bestemmelserne i direktiv

2004/35/EF om miljøansvar for så vidt angår

forebyggelse og afhjælpning af miljøskader til hinder

for en national lovgivning, der går videre end

princippet om, at forureneren betaler, idet den tillader

den administrerende myndighed for miljøbeskyttelse

specifikt at pålægge ejeren ansvaret for afhjælpning af

miljøskaden, uden at det er nødvendigt først at påvise

en årsagssammenhæng mellem den pågældendes

(handelsselskabets) adfærd og forureningen? 2.

Såfremt det første spørgsmål besvares benægtende,

og såfremt det, i betragtning af at der er tale om

luftforurening, ikke er nødvendigt at afhjælpe

miljøskaden, er det da berettiget at pålægge en

luftkvalitetsbeskyttelsesbøde under påberåbelse af

medlemsstaternes strengere lovgivning som fastsat i

artikel 16 i direktiv 2004/35/EF og artikel 193

TEUF, eller kan denne strengere lovgivning heller

ikke føre til pålæggelse af en bøde, der udelukkende

sanktionerer ejeren, som ikke er ansvarlig for

forureningen?

Miljø- og

Fødevareministeriet

Dom

13.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

C-193/16

Sagen vedrører: Udgør appellanten, som er idømt 12

års fængsel for gentagne seksualforbrydelser mod

mindreårige, en reel og umiddelbar trussel for den

offentlige sikkerhed i henhold til bestemmelserne i

artikel 27[, stk. 1 og 2,] i direktiv 2004/38/EF, når

der henses til, at han sidder i fængsel, og at han har

afsonet seks år, hvorfor der resterer adskillige år,

inden han kan blive løsladt?

Bolagsupplysningen et Ilsjan

1. Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.

december 2012 om retternes kompetence og om

anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det

civil- og handelsretlige område fortolkes således, at

en person, hvis rettigheder er blevet krænket ved

offentliggørelse af urigtige oplysninger om

vedkommende på internettet og gennem manglende

fjernelse af kommentarer om vedkommende, kan

anlægge sag med påstand om berigtigelse af de

urigtige oplysninger og fjernelse af de kommentarer,

som krænker vedkommendes rettigheder, ved

retterne i enhver medlemsstat, på hvis område de på

internettet offentliggjorte oplysninger er eller var, for

så vidt angår den i denne medlemsstat opståede

skade? 2. Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-Parlamentets

og Rådets forordning (EU) nr. 1215/2012 af 12.

december 2012 om retternes kompetence og om

anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det

civil- og handelsretlige område fortolkes således, at en

juridisk person, hvis rettigheder [org. s. 2] hævdes at

være blevet krænket ved offentliggørelse af urigtige

oplysninger om vedkommende på internettet og ved

undladelse af at fjerne kommentarer herom, kan

anlægge sag med påstand om berigtigelse af

oplysningerne, forpligtelse til at fjerne

kommentarerne og erstatning for det økonomiske

tab, der er lidt ved offentliggørelse af de urigtige

oplysninger om vedkommende på internettet, for så

vidt angår det samlede tab, som den pågældende

juridiske person har lidt, gældende ved retterne i den

stat, hvori centrum for denne persons interesser

ligger? 3. Såfremt det andet spørgsmål besvares

bekræftende: Skal artikel 7, nr. 2), i Europa-

Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr.

1215/2012 af 12. december 2012 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område

fortolkes således, at

–

det må antages, at centrum for

en juridisk persons interesser og dermed det sted,

hvor den pågældende juridiske persons tab er lidt,

ligger i den medlemsstat, hvor den har sit hjemsted,

eller– der ved fastsættelsen af det sted, hvor den

juridiske person har centrum for sine interesser og

dermed det sted, hvor dens tab er lidt, skal tages

hensyn til samtlige forhold, såsom den juridiske

persons hjemsted og forretningssted, dens kunders

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Dom

13.07.17

C-194/16

Justitsministeriet

13.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

hjemsted og den måde, hvorpå forretningerne indgås?

C-341/16

Hanssen Beleggingen

Omfatter begrebet »sager om registrering eller

gyldighed af [...] varemærker« som omhandlet i artikel

22, nr. 4), i Rådets forordning (EF) nr. 44/2001 af 22.

december 2000 om retternes kompetence og om

anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det

civil- og handelsretlige område også en sag anlagt

mod den i Benelux-varemærkeregistret registrerede

formelle indehaver af et Beneluxvaremærke med

påstand om, at sagsøgte over for Benelux-

varemærkekontoret skal afgive erklæring om, at

sagsøgte ikke har ret til det pågældende varemærke og

giver afkald på sin registrering som indehaver af

varemærket?

Kleinsteuber

1.a) Skal de relevante EU-retlige bestemmelser,

navnlig § 4, nr. 1) og 2), i rammeaftalen om

deltidsarbejde, der er vedlagt som bilag til direktiv

97/81 om rammeaftalen vedrørende deltidsarbejde,

der er indgået af Unice, CEEP og EFS, som ændret

ved direktiv 98/23, samt artikel 4 i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF af 5. juli

2006 om gennemførelse af princippet om lige

muligheder for og ligebehandling af mænd og kvinder

i forbindelse med beskæftigelse og erhverv,

sammenholdt med Rådets direktiv 2000/78/EF af

27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn

til beskæftigelse og erhverv, fortolkes således, at de er

til hinder for national lovgivning eller praksis, der for

så vidt angår beregning af størrelsen af en

erhvervstilknyttet pensionsordning sondrer mellem

arbejdsindkomst under bidragsberegningsgrænsen for

den lovbestemte pensionsforsikring og

arbejdsindkomst over bidragsberegningsgrænsen

(såkaldt »tvedelt pensionsberegningsformel«), og som

herved ikke behandler indkomst fra

deltidsbeskæftigelse således, at der først foretages en

beregning af indkomsten ved en tilsvarende

fuldtidsbeskæftigelse, på grundlag af hvilken der

foretages en beregning af, hvilken del af denne der

ligger henholdsvis over og under

idragsberegningsgrænsen, hvorefter dette forhold

overføres på den lavere indkomst fra

deltidsbeskæftigelsen? Såfremt spørgsmål 1. a)

besvares benægtende: b) Skal de relevante EU-retlige

bestemmelser, navnlig § 4, nr. 1) og 2), i

rammeaftalen om deltidsarbejde, der er vedlagt som

bilag til direktiv 97/81 om rammeaftalen vedrørende

deltidsarbejde, der er indgået af Unice, CEEP og

EFS, som ændret ved direktiv 98/23, samt artikel 4 i

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2006/54/EF

af 5. juli 2006 om gennemførelse af princippet om

lige muligheder for og ligebehandling af mænd og

kvinder i forbindelse med beskæftigelse og erhverv,

Patent- og

Varemærkestyrelsen

13.07.17

C-354/16

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

13.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

sammenholdt med Rådets direktiv 2000/78/EF af

27. november 2000 om generelle

rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn

til beskæftigelse og erhverv, fortolkes således, at de er

til hinder for national lovgivning eller praksis, der for

så vidt angår beregning af størrelsen af en

erhvervstilknyttet pensionsordning sondrer mellem

arbejdsindkomst under bidragsberegningsgrænsen for

den lovbestemte pensionsforsikring, og

arbejdsindkomst over bidragsberegningsgrænsen

(såkaldt »tvedelt pensionsberegningsformel«), og

hvorved der for så vidt angår en arbejdstager, der dels

har været fuldtidsbeskæftiget, dels deltidsbeskæftiget,

ikke benyttes en periodeopdelt tilgang (f.eks. enkelte

kalenderår), men hvorefter der beregnes en fælles

beskæftigelsesgrad for hele ansættelsesforholdet og

først lader den tvedelte pensionsberegningsformel

finde anvendelse på den gennemsnitsløn, der herved

fremkommer? 2.Skal de relevante EU-retlige

bestemmelser, navnlig forbuddet mod

forskelsbehandling på grund af alder i artikel 21 i den

Europæiske Unions charter om grundlæggende

rettigheder, som konkret har fundet udtryk i Rådets

direktiv 2000/78/EF af 27. november 2000 om

generelle rammebestemmelser om ligebehandling

med hensyn til beskæftigelse og erhverv, særligt

artikel 1, 2 og 6, fortolkes således, at de er til hinder

for national lovgivning eller praksis angående en

erhvervstilknyttet pensionsordning, der

størrelsesmæssigt afhænger af forholdet mellem

anciennitet ved ansættelsesforholdets begyndelse og

opnåelse af den legale pensionsalder i henhold til den

lovbestemte pensionsforsikring (pro rataberegning i

henhold til pro rata temporis-princippet), og i hvilken

forbindelse der fastsættes et loft over det antal

tjenesteår, der kan medregnes, hvilket bevirker, at

arbejdstagere, som optjente deres anciennitet i en ung

alder, opnår en lavere arbejdsmarkedspension end

medarbejdere, der optjente deres anciennitet i en

højere alder, uanset at begge medarbejdere har

samme anciennitet?

C-368/16

Assens Havn (sag forelagt af Højesteret)

Sagen vedrører: Skal artikel 13, nr. 5,jf. artikel 14, nr.

2, litra a, i Domsforordningen (Rådets forordning

(EF) nr. 44/2001 af22. december 2000 om retternes

kompetence og om anerkendelse og fuldbyrdelse af

retsafgørelser på det civil- og handelsretlige område)

fortolkes således, at en skadelidt, der efter national ret

har hjemmel til at anlægge sag direkte mod

skadevolders forsikringsselskab, er bundet af en aftale

om værneting, som forsikringsgiver og

forsikringstager gyldigt har indgået efter

Domsforordningens artikel 13, nr. 5, jf. artikel 14, nr.

2, litra a?

Patrick Breyer mod Europa-Kommissionen

(appel)

Påstande: Den appellerede dom ophæves. Der træffes

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Dom

13.07.17

C-213/15 P

Udenrigsministeriet

Dom

18.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

endelig afgørelse i sagen, og søgsmålet forkastes.

Sagsøgeren i første instans tilpligtes at betale sagens

omkostninger

C-143/16

Abercrombie & Fitch Italia

1. Den Europæiske Unions domstol forelægges i

henhold til artikel 267 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde følgende

præjudicielle spørgsmål: Er den nationale

bestemmelse i artikel 34 i lovdekret nr. 276/2003,

hvorefter vikarkontrakt under alle omstændigheder

kan indgås med henblik på arbejdsydelser udført af

personer under 25 år, i strid med princippet om

forbud mod forskelsbehandling på grund af alder i

direktiv 2000/78 og Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder (artikel 21, stk. 1)?

VCAST

a) Er en national lovgivning, som forbyder en

erhvervsdrivende til privatpersoner at udbyde

såkaldte cloud computing-tjenester til fjernstyret

videooptagelse med henblik på privatkopiering af

ophavsretligt beskyttede værker, via den

erhvervsdrivendes aktive medvirken i forbindelse

med optagelse og uden rettighedshaverens samtykke,

forenelig med fællesskabsretten

–

og i særdeleshed

artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2001/29/EF af 22. maj 2001 om

harmonisering af visse aspekter af ophavsret og

beslægtede rettigheder i informationssamfundet (og

Europa-Parlamentets og Rådets direktiv 2000/31/EF

af 8.6.2000 om visse retlige aspekter af

informationssamfundstjenester, navnlig elektronisk

handel, i det indre marked og traktaten)? b) Er en

national lovgivning, hvorefter en erhvervsdrivende til

privatpersonerkan udbyde såkaldte cloud computing-

tjenester til fjernstyret videooptagelse med henblik på

privatkopiering af ophavsretligt beskyttede værker,

selv om dette indebærer en aktiv medvirken fra den

erhvervsdrivende side i forbindelse med optagelse,

herunder også uden rettighedshaverens samtykke,

mod en fast kompensation til rettighedshaveren, idet

den erhvervsdrivende i det væsentlige omfattes af en

tvangslicensordning, forenelig med EU-retten

–

og i

særdeleshed artikel 5, stk. 2, litra b), i Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2001/29/EF af 22.

maj 2001 om harmonisering af visse aspekter af

ophavsret og beslægtede rettigheder i

informationssamfundet (og Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2000/31/EF af 8.6.2000 om visse

retlige aspekter af informationssamfundstjenester,

navnlig elektronisk handel, i det indre marked og

traktaten)?

DD mod FRA (appel)

Påstande:

—

Personalerettens dom af 8. oktober

2015 i de forenede sager F-106/13 og F-25/14

ophæves delvist.

—

Følgelig:

—

annulleres de to

afgørelser truffet af FRA (om at pålægge appellanten

en irettesættelse og om at bringe hans

Beskæftigelsesministe-

riet

Dom

19.07.17

C-265/16

Kulturministeriet

19.07.17

T-742/15 P

Beskæftigelsesministe-

riet

Dom

19.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

ansættelseskontrakt til ophør), ikke kun af

processuelle grunde, men ligeledes på grundlag af de

øvrige anbringender, der er anført under proceduren i

første instans.

—

tilkendes appellanten en passende

erstatning for den lidte ikke-økonomiske skade, som

blev forvoldt ved den administrative undersøgelses

samt irettesættelsens åbenbare ulovlighed og

uretmæssige karakter. Denne ikkeøkonomiske skade

er efter ret og billighed opgjort til 15 000 EUR.

—

tilkendes appellanten en passende erstatning for den

lidte ikke- økonomiske skade, som blev forvoldt ved

den ulovlige procedure med henblik på og afgørelse

om at bringe ansættelseskontrakten til ophør. Denne

ikkeøkonomiske skade er efter ret og billighed

opgjort til 50 000 EUR.

—

FRA tilpligtes at betale sagens omkostninger.

C-187/16

Europa-Kommissionen mod Republikken Østrig

Påstande: 1) Det fastslås, at Republikken Østrig har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 49 og

56 TEUF, henholdsvis artikel 4, sammenholdt med

artikel 11-37 i direktiv 92/50/EØF (1) og artikel 14,

20 og 23-55 i direktiv 2004/18/EF (2), for så vidt

som

—

den har tildelt tjenesteydelseskontrakter

vedrørende fremstilling af visse dokumenter, såsom

pas med chips, nødpas, opholdstilladelser,

identitetskort, pyrotekniske tilladelser, kørekort i

kreditkortformat og registreringsattester i

kreditkortformat under og over de i direktiv

92/50/EØF og direktiv 2004/18/EF gældende

tærskler i perioden før og efter gennemførelsen af

direktiv 2004/18/EF direkte til Österreichische

Staatsdruckerei GmbH, og

—

den har opretholdt

nationale bestemmelser, navnlig § 2, stk. 3, i

forbundslov om ændring af Österreichische

Staatsdruckereis retsforhold, som forpligter de

ordregivende myndigheder til udelukkende at tildele

disse tjenesteydelseskontrakter udelukkende til

Österreichische Staatsdruckerei GmbH. 2)

Republikken Østrig tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Shiri

1.) Skal bestemmelserne vedrørende retten til

effektive retsmidler i forbindelse med afgørelser

vedrørende overførsler i Europa-Parlamentets og

Rådets forordning (EU) nr. 604/2013 af 26. juni 2013

om fastsættelse af kriterier og procedurer til afgørelse

af, hvilken medlemsstat der er ansvarlig for

behandlingen af en ansøgning om international

beskyttelse, der er indgivet af en

tredjelandsstatsborger eller en statsløs i en af

medlemsstaterne, navnlig artikel 27, stk. 1, på

baggrund af 19. betragtning fortolkes således, at en

asylansøger kan gøre gældende, at ansvaret overgår til

den anmodende medlemsstat på grund af udløbet af

overførselsfristen på seks måneder (artikel 29, stk. 1, i

forordning nr. 604/2013)? Såfremt første spørgsmål

besvares bekræftende: 2.) Overgår ansvaret i henhold

Miljø- og

Fødevareministeriet

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

20.07.17

C-201/16

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

20.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

til artikel 29, stk. 2, første punktum, i forordning nr.

604/2013 alene med udløbet af overførselsfristen,

eller kræver en ansvarsovergang på grund af fristens

udløb også, at den ansvarlige medlemsstat afviser

pligten til at overtage eller tilbagetage den pågældende

person?

C-251/16

Cussens

Sagen vedrører: 1. Finder princippet om misbrug af

rettigheder, der er anerkendt i [Den Europæiske

Unions] Domstols dom [af 21. februar 2006], [Halifax

m.fl. mod Commissioners of Customs and Excise (C-

255/02, EU:C:2006:121)], og som finder anvendelse

på momsområdet, anvendelse over for en person, når

der ikke findes en national foranstaltning, uanset om

den stammer fra lovgivning eller retspraksis, som

gennemfører princippet, under omstændigheder som

de i denne sag omhandlede, hvor omdefineringen af

transaktionerne forud for salget og

salgstransaktionerne til køberne (samlet kaldet

»appellanternes transaktioner«), således som

[Revenue] Commissioners har påstået, vil medføre, at

appellanterne har et momstilsvar, når et sådant

momstilsvar ikke ville opstå, hvis de bestemmelser,

der var gældende i national lovgivning på det

relevante tidspunkt for appellanternes transaktioner,

finder anvendelse? 2. Såfremt svaret på det første

spørgsmål er, at princippet om misbrug af rettigheder

finder direkte anvendelse over for en person, selv når

der ikke findes en national foranstaltning, uanset om

den stammer fra lovgivning eller retspraksis, som

gennemfører princippet, var princippet da

tilstrækkeligt klart og præcist til at kunne anvendes på

appellanternes transaktioner, som blev gennemført,

inden Domstolen afsagde Halifax-dommen, og

navnlig under hensyn til retssikkerhedsprincippet og

princippet om beskyttelse af appellanternes

berettigede forventning? 3. Såfremt princippet om

misbrug af rettigheder finder anvendelse på

appellanternes transaktioner, således at de skal

omdefineres a) hvorledes skal moms på

appellanternes transaktioner da beregnes og

opkræves, eftersom der ikke ville være moms at

beregne eller opkræve ifølge national ret, og b)

hvordan skal de nationale retsinstanser da pålægge et

sådant tilsvar? 4. Ved afgørelsen af, om det

væsentligste formål med appellanternes transaktioner

var at opnå en afgiftsfordel, bør den nationale ret da

behandle transaktionerne forud for salget (som er

blevet anset for alene at være gennemført af

afgiftsmæssige årsager) for sig selv, eller skal formålet

med appellanternes transaktioner behandles som en

helhed? 5. Skal section 4(9) i [Value Added Tax] Act

anses for en national lov, der gennemfører [Rådets

sjette direktiv 77/388/EØF af 17. maj 1977 om

harmonisering af medlemsstaternes lovgivning om

omsætningsafgifter

–

Det fælles

merværdiafgiftssystem: ensartet beregningsgrundlag

(EFT L 145, s. 1), som ændret ved Rådets direktiv

Skatteministeriet

SKAT

20.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

95/7/EF af 10. april 1995 (EFT L 102, s. 18)

(herefter »sjette direktiv«)], uanset at den er uforenelig

med lovbestemmelsen i sjette direktivets artikel 4, stk.

3, hvorefter appellanterne

–

hvis bestemmelsen

anvendes korrekt

–

skulle behandles som

afgiftspligtige hvad angår leveringen inden første

indflytning i ejendommene, uanset der var en tidligere

afgiftspligtig råden over ejendommene? 6. Såfremt

section 4(9) er uforenelig med sjette direktiv,

misbruger appellanterne, idet de støtter sig til denne

sub-section, da rettigheder i strid med de principper,

der er anerkendt i Halifax-dommen? 7. Subsidiært og

såfremt section 4(9) ikke er uforenelig med sjette

direktiv, har appellanterne da opnået en afgiftsfordel,

der er i strid med formålet med direktivet og/eller

section 4? 8. Selv såfremt section 4(9) ikke skal anses

for at gennemføre sjette direktiv, finder princippet

om misbrug af rettigheder, således som fastslået i

Halifaxdommen, da ikke desto mindre anvendelse på

de omtvistede transaktioner under henvisning til de i

Halifax-dommen opstillede kriterier?

C-256/16

Deichmann

Er Kommissionens gennemførelsesforordning (EU)

2016/223 af 17. februar 2016 om fastlæggelse af en

procedure for vurdering af en række anmodninger

om markedsøkonomisk behandling og individuel

behandling fra eksporterende producenter i Kina og

Vietnam og om gennemførelse af Domstolens dom i

de forenede sager C-659/13 og C-34/14 gyldig?

Gelvora

1. Er retsforholdet mellem et selskab, der har

erhvervet rettigheder til en gæld i henhold til en aftale

om overdragelse af krav, og en fysisk person, hvis

gældsbyrde er opstået i henhold til en

forbrugerkreditaftale, omfattet af anvendelsesområdet

for Europa-Parlamentets og Rådets direktiv

2005/29/EF af 11. maj 2005 om virksomheders

urimelige handelspraksis over for forbrugerne pådet

indre marked og om ændring af Rådets direktiv

84/450/EØF og Europa- Parlamentets og Rådets

direktiv 97/7/EF, 98/27/EF og 2002/65/EF og

Europa- Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

2006/2004, når selskabet foretager

gældsinddrivelseshandlinger? 2. Såfremt svaret på

spørgsmål 1 er bekræftende, omfatter udtrykket

»produkt« i direktivets artikel 2, litra c), da handlinger

foretaget i forbindelse med udøvelsen af rettigheder

til gæld, der er erhvervet i henhold til aftalen om

overdragelse af krav, i sammenhæng med

gældsinddrivelse hos en fysisk person, hvis

gældsbyrde er opstået i henhold til en

forbrugerkreditaftale indgået med den oprindelige

kreditor? 3. Er retsforholdet mellem et selskab, der

har erhvervet rettigheder til en gæld i henhold til en

aftale om overdragelse af krav, og en fysisk person,

hvis gældsbyrde er opstået i henhold til en

forbrugerkreditaftale, og hvilken gældsbyrde allerede

Erhvervsstyrelsen

SKAT

20.07.17

C-357/16

Forbrugerombuds-

manden

Dom

20.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

er blevet fastslået ved en endelig retsafgørelse og

overgivet til fogeden med henblik på fuldbyrdelse,

omfattet af direktivets anvendelsesområde, når

selskabet foretager parallelle

gældsinddrivelseshandlinger? 4. Såfremt svaret på

spørgsmål 3 er bekræftende, omfatter udtrykket

»produkt« i direktivets artikel 2, litra c), da handlinger

foretaget i forbindelse med udøvelsen af rettigheder

til gæld, der er erhvervet i henhold til aftalen om

overdragelse af krav, i sammenhæng med

gældsinddrivelse hos en fysisk person, hvis

gældsbyrde er opstået i henhold til en

forbrugerkreditaftale indgået med den oprindelige

kreditor og er blevet fastslået ved en endelig

retsafgørelse og overgivet til fogeden med henblik på

fuldbyrdelse?

C-393/16

Comité Interprofessionnel du Vin de Champagne

1) Skal artikel 118m, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning

(EF) nr. 1234/2007 samt artikel 103, stk. 2, litra a),

nr. ii), i forordning (EU) nr. 1308/2013 fortolkes

således, at deres anvendelsesområde også omfatter

tilfælde, hvor den beskyttede oprindelsesbetegnelse

anvendes som del af en betegnelse for en fødevare,

som ikke svarer til produktspecifikationerne, og som

er tilsat en ingrediens, som svarer til

produktspecifikationerne? 2) Såfremt første

spørgsmål besvares bekræftende: Skal artikel 118m,

stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning (EF) nr. 1234/2007

samt artikel 103, stk. 2, litra a), nr. ii), i forordning

(EU) nr. 1308/2013 fortolkes således, at benyttelse af

en beskyttet oprindelsesbetegnelse som del af en

betegnelse for en fødevare, som ikke svarer til

produktspecifikationerne, og som er tilsat en

ingrediens, som svarer til produktspecifikationerne,

udgør en udnyttelse af oprindelsesbetegnelsens

omdømme, hvis betegnelsen for fødevaren svarer til

den sædvanlige betegnelse i den relevante

kundekreds, og ingrediensen er tilsat i en mængde,

som er tilstrækkelig til at give produktet en væsentlig

egenskab? 3) Skal artikel 118m, stk. 2, litra b), i

forordning (EF) nr. 1234/2007 samt artikel 103, stk.

2, litra b), i forordning (EU) nr. 1308/2013 fortolkes

således, at anvendelse af en beskyttet

oprindelsesbetegnelse under de i andet spørgsmål

beskrevne omstændigheder udgør en uretmæssig

anvendelse, efterligning eller antydning? 4) Skal artikel

118m, stk. 2, litra c), i forordning (EF) nr. 1234/2007

samt artikel 103, stk. 2, litra c), i forordning (EU) nr.

1308/2013 fortolkes således, at de kun finder

anvendelse på falske eller vildledende betegnelser,

som i den relevante kundekreds kan give et fejlagtigt

indtryk af produktets geografiske oprindelse?

Piscarreta Ricardo

1) Finder artikel 1 i Rådets direktiv 2001/23/EF af

12. marts 2001, navnlig dennes [stk. 1,] litra b),

anvendelse i en situation som i den foreliggende sag,

hvor en kommunal virksomhed (hvis eneste aktionær

Miljø- og

Fødevareministeriet

Patent- og

Varemærkestyrelsen

20.07.17

C-416/16

Beskæftigelsesministe-

riet

Dom

20.07.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 783: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 30. juni 2017

er kommunen) opløses i henhold til en afgørelse

truffet af en kommunes udøvende organ, idet

virksomhedens aktiviteter overføres dels til

kommunen, dels til en anden kommunal virksomhed

(hvis virksomhedsformål blev ændret med henblik

herpå, og som også ejes af kommunen alene), dvs.

kan det antages, at der under sådanne

omstændigheder har fundet en overførsel sted af en

virksomhed eller bedrift som omhandlet i det nævnte

direktiv? 2) Er en arbejdstager, der ikke faktisk

udøver sin funktion (navnlig henset til, at den

pågældende har orlov), omfattet af begrebet

»arbejdstager« som omhandlet i artikel 2, stk. 1, litra

d), i direktiv 2001/23, og overgår rettighederne og

forpligtelserne i henhold til ansættelseskontrakten

dermed til erhververen som omhandlet i det nævnte

direktivs artikel 3, stk. 1? 3) Er det foreneligt med

EU-retten at fastsætte begrænsninger for overførslen

af arbejdstagere, navnlig for så vidt angår

ansættelsesforholdets karakter eller dettes varighed, i

forbindelse med overførsel af en virksomhed eller

bedrift, navnlig dem, der er omfattet af artikel 62, stk.

5, 6 og 11, i RJAEL [retlig ordning for lokale

virksomheders aktivitet og lokale myndigheders

kapitalandele]?

C-434/16

Nowak

1 Kan oplysninger, der er nedskrevet/givet som svar

af en deltager i forbindelse med en faglig prøve, være

personoplysninger som omhandlet i direktiv

95/46/EF? 2 Hvis svaret på det første spørgsmål er,

at alle eller nogle af sådanne oplysninger kan være

personoplysninger som omhandlet i direktivet, hvilke

faktorer er da relevante for at afgøre, om en sådan

besvarelse i givet tilfælde er personoplysninger, og

hvilken vægt bør sådanne faktorer tillægges?

Justitsministeriet

Miljø- og

Fødevareministeriet

20.07.17