NOTITS
Udenrigsministeriet
Center for Europa og Nordamerika
Til:
Folketingets Europaudvalg
CC:
Fra:
Emne:
J.nr.:
Bilag:
2016-44866
Udenrigsministeriet
Dato:
2. november 2016
Næstformand i Kommissionen, Kristalina Georgieva (BG), fratræder sin stilling.
Kommissionens formand, Jean-Claude Juncker, oplyste fredag den 28. oktober 2016, at
næstformand i Kommissionen, bulgarske Kristalina Georgieva, fratræder sin stilling senest den
31. december 2016. Georgieva forlader Kommissionen, idet hun bliver ny CEO i
Verdensbanken.
Kommissionsformanden er nu i dialog med den bulgarske premierminister om udpegelse af en
ny bulgarsk kommissær. Det er for indeværende uklart, hvilket område den nye kommissær vil
skulle dække, idet kommissionsformanden har oplyst, at den nuværende tyske kommissær for
den digitale økonomi, Günther Oettinger, overtager pladsen som næstformand i
Kommissionen med ansvar for budget og HR.
En ny kommissær skal udnævnes efter proceduren, der følger af artikel 246 i Traktaten om den
Europæiske Unions Funktionsmåde (TEUF). Det fremgår her, at Rådet i forståelse med
Kommissionens formand udnævner et nyt medlem af samme nationalitet efter høring af
Europa-Parlamentet.
Ift. den interne rokade i Kommissionen og udpegning af et nyt bulgarsk medlem følger det af
rammeaftalen om forbindelserne mellem Europa-Parlamentet og Europa-Kommissionen fra
2010, paragraf 7, at såfremt ”kommissionsformanden agter at ændre fordelingen af
ansvarsområder mellem Kommissionens medlemmer i løbet af dens mandatperiode, jf. artikel
248 TEUF, underretter han/hun Parlamentet i god tid inden den relevante høring i Parlamentet
om disse ændringer”. Det følger af paragraf 6 i samme rammeaftale, at ”Kommissionens
formand grundigt [vil] overveje resultatet af høringen af Parlamentet, inden der gives samtykke
til Rådets afgørelse” ift. at udnævne en efterfølger for et kommissionsmedlem.
Udenrigsministeriet