EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 876
Offentligt

Udenrigsministeriet

Juridisk Tjeneste, EU-retskontoret

Asiatisk Plads 2

–

1448 København K

Tlf.: 33 92 03 24 Fax: 33 92 03 03

Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse

JTEU j.nr. 2015 - 30240

8. september 2017

Til orientering fremsendes nedenstående liste over EU-Domstolens aktiviteter i de kommende tre uger

i retssager, som har den danske regerings interesse. For så vidt angår sager, hvor der er nedsat proces-

delegation, indeholder listen oplysninger om tidspunktet for mundtlig forhandling, fremsættelse af ge-

neraladvokatens forslag til afgørelse (GA) og afsigelse af dom. I sager, der i øvrigt følges af den danske

regering, oplyses der om tidspunkt for generaladvokatens forslag til afgørelse og afsigelse af dom. Ge-

neraladvokatens udtalelser og EU-Domstolens domme offentliggøres på EU-Domstolens hjemmeside

(http://curia.europa.eu/) på selve datoen for fremsættelse eller afsigelse.

Der tages forbehold for, at listen er udarbejdet på baggrund af EU-Domstolens retslister, og at EU-

Domstolen med kort varsel kan foretage ændringer i egne retslister.

Liste over sager, hvor der nedsat procesdelegation:

Sagsnr.

C-184/16

Titel og kort sagsresumé

Petrea

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 27 og 32 i direktiv

2004/38/EF, sammenholdt med artikel 45 TEUF og

49 TEUF samt i lyset af medlemsstaternes procesau-

tonomi, princippet om beskyttelse af den berettigede

forventning og princippet om god forvaltningsskik,

fortolkes således, at de pålægger

–

eller giver mulig-

hed for

–

at ophæve et bevis for registrering som

unionsborger, der tidligere er blevet udstedt i henhold

til artikel 8, stk. 1, i præsidentdekret nr. 106/2007 til

en statsborger i en anden medlemsstat, og at træffe en

foranstaltning om tilbagesendelse af den pågældende

fra værtsmedlemsstatens område, såfremt denne

borger, selv om den pågældende er opført på den

nationale liste over uønskede udlændinge og er gen-

stand for et indrejseforbud af hensyn til den offentli-

ge orden og sikkerhed, atter er indrejst i den pågæl-

dende medlemsstat og her har startet en virksomhed

uden at indgive en ansøgning om ophævelse af indrej-

seforbuddet efter proceduren i artikel 32 i direktiv

2004/38, idetsidstnævnte forbud (indrejseforbuddet)

udgør et selvstændigt hensyn til den offentlige orden,

som begrunder en ophævelse af beviset for registre-

ring af en statsborger i en medlemsstat? 2) Såfremt

det foregående spørgsmål besvares bekræftende, kan

den omhandlede situation da sidestilles med et ulov-

ligt ophold for unionsborgeren på værtsmedlemssta-

tens område, således at det organ, der har kompeten-

ce til at ophæve beviset for registrering som unions-

Deltager i PD

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Processkridt

Dom

Dato

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

borger, kan træffe afgørelse om tilbagesendelse i

henhold til artikel 6, stk. 1, i direktiv 2008/115/EF,

og dette selv om registreringsbeviset ikke, som der

generelt er enighed om, udgør et grundlag for lovligt

ophold i landet, og det personelle anvendelsesområde

for direktiv 2008/115 alene omfatter tredjelandsstats-

borgere?

[…]

5) Såfremt det foregående spørgsmål besvares be-

kræftende, har medlemsstatens kompetente admini-

strative myndigheder i henhold til artikel 32 i direktiv

2004/38 da pligt til under alle omstændigheder at

meddele den pågældende statsborger i en anden med-

lemsstat afgørelsen om udsendelse på et sprog, som

den pågældende forstår, således at den pågældende

effektivt kan udøve sine processuelle rettigheder på

grundlag af de ovennævnte bestemmelser i direktivet,

selv om den pågældende ikke har indgivet en anmod-

ning herom?

C-551/16

Klein Schiphorst

Sagen vedrører: 1. Kan den beføjelse, der er tillagt i

artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr. 883/2004,

henset til denne forordnings artikel 63 og 7, formålet

med og indholdet af forordningen og personers og

arbejdstagers frie bevægelighed forstås således, at en

ansøgning om forlængelse af perioden for eksport af

en ydelse ved arbejdsløshed i princippet afslås, med

mindre forlængelsen af eksportperioden efter Uwv

opfattelse på grundlag af sagens konkrete omstæn-

digheder, herunder eksempelvis at der foreligger en

konkret og beviselig udsigt til arbejde, ikke med rime-

lighed kan nægtes? I benægtende fald: 2. Hvorledes

skal medlemsstaterne da forstå den beføjelse, der er

tillagt i artikel 64, stk. 1, litra c), i forordning nr.

883/2004?

Udenrigsministeriet

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Styrelsen for

arbejdsmarked og

rekruttering

Mundtlig

forhandling

20.09.17

Liste over sager, der i øvrigt følges af den danske regering:

Sagsnr.

C-291/16

Titel og kort sagsresumé

Schweppes

Sagen vedrører: 1) Er det foreneligt med artikel 36 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmå-

de, og med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF

samt artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2436, at

indehaveren af et varemærke i en eller flere medlems-

stater forhindrer parallelimport eller markedsføring af

varer fra en anden medlemsstat med det identiske

eller næsten identiske varemærke, som en tredjemand

Interessent

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Processkridt

Dato

12.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

er indehaver af, når indehaveren har fremmet et glo-

balt varemærkeimage, som er knyttet til den med-

lemsstat, hvorfra de varer, som indehaveren vil for-

byde, kommer? 2) Er salg af en vare under et inden

for EU velkendt varemærke, når de registrerede inde-

havere i hele EØS opretholder et globalt varemærke-

image, hvorved der skabes forveksling hos forbruge-

ren om varens kommercielle oprindelse, foreneligt

med artikel 36 i traktaten om Den Europæiske Uni-

ons funktionsmåde og med artikel 7, stk. 1, i direktiv

2008/95/EF samt artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU)

2015/2436? 3) Er det foreneligt med artikel 36 i trak-

taten om Den Europæiske Unions funktionsmåde,

med artikel 7, stk. 1, i direktiv 2008/95/EF og med

artikel 15, stk. 1, i direktiv (EU) 2015/2436, at inde-

haveren af identiske eller næsten identiske nationale

varemærker i forskellige medlemsstater modsætter sig

indførsel til en medlemsstat, hvor denne er indehaver

af varemærket, af varer forsynet med et varemærke,

som er identisk med eller ligner dennes varemærke,

fra en medlemsstat, hvor denne ikke er indehaver af

varemærket, når denne i mindst en anden medlems-

stat, hvor denne er indehaver af varemærket, udtryk-

keligt eller stiltiende har givet samtykke til at indføre

de samme varer? 4) Er det foreneligt med artikel 7,

stk. 1, i direktiv 2008/95/EF, artikel 15, stk. 1, i di-

rektiv (EU) 2015/2436 og artikel 36 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde, at indehaver

A af varemærket X i en medlemsstat modsætter sig

indførslen af varer forsynet med det pågældende

varemærke, såfremt varerne hidrører fra en anden

medlemsstat, hvor et varemærke, der er identisk med

X (Y) er registreret af en anden indehaver B, som

markedsfører varen, og:– indehaver A og indehaver B

opretholder indbyrdes stærke økonomiske og

handelsmæssige forbindelser, men er ikke strengt

afhængige af hinanden med henblik på en fælles

anvendelse af varemærket X

–

indehaver A og inde-

haver B opretholder en koordineret varemærkestrate-

gi om bevidst hos den relevante kundekreds at frem-

me et billede eller image af et samlet og globalt vare-

mærke; eller

–

indehavere A og indehaver B har ind-

byrdes stærke økonomiske og handelsmæssige for-

bindelser, men er ikke strengt afhængige af hinanden

med henblik på en fælles anvendelse af varemærket

X, og de opretholder endvidere en koordineret vare-

mærkestrategi om bevidst hos den relevante kunde-

kreds at fremme et billede eller image af et samlet og

globalt varemærke?

C-537/16

Garlsson Real Estate e.a.

Sagen vedrører: 1. Er bestemmelsen i artikel 50 i Den

Europæiske Unions charter om grundlæggende ret-

tigheder, fortolket i lyset af artikel 4 i tillægsprotokol

nr. 7 til EMRK, praksis herom fra Den Europæiske

Menneskerettighedsdomstol og national lovgivning,

til hinder for at indlede en forvaltningsretlig sag, som

vedrører et forhold (ulovlig adfærd i form af kursma-

nipulation), for hvilket den samme person allerede er

Justitsministeriet

Finansministeriet

Erhvervsministeriet

Finanstilsynet

12.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

blevet domfældt ved en endelig dom? 2. Kan den

nationale ret anvende de EU-retlige principper direkte

med hensyn til princippet ne bis in idem på grundlag

af chartrets artikel 50, fortolket i lyset af artikel 4 i

tillægsprotokol nr. 7 til EMRK, praksis herom fra

Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og

national lovgivning?

C-596/16 og

C-597/16

Di Puma m.fl.

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 50 i Den Europæiske

Unions charter om grundlæggende rettigheder fortol-

kes således, at en endelig konstatering af, at den ad-

færd, der udgør den strafferetlige overtrædelse, ikke

foreligger, er til hinder for, at der

–

uden behov for

yderligere vurderinger foretaget af den nationale ret

–

indledes eller fortsættes endnu en retsforfølgelse for

samme forhold med henblik på at pålægge sanktioner,

der henset til deres karakter og strenghed skal kvalifi-

ceres som strafferetlige? 2) Skal den nationale ret ved

vurdering af, hvorvidt sanktionerne er effektive,

rimelige og præventive, tage højde for strafgrænserne

i direktiv 2014/57/EU med hensyn til konstateringen

af tilsidesættelse af princippet ne bis in idem som

fastlagt i artikel 50 i Den Europæiske Unions charter

om grundlæggende rettigheder?

ENEA

Sagen vedrører: 1 Skal artikel 107 i traktaten om Den

Europæiske Unions funktionsmåde fortolkes således,

at den forpligtelse, som i artikel 9a, stk. 8, i energilo-

ven af 10. april 1997 i den affattelse, der på grundlag

af artikel 1, nr. 13, i lov af 4. marts 2005 om ændring

af energiloven og af miljøbeskyttelsesloven (Dz. U.

2005, nr. 62, pos. 552) var gældende i 2006, er fastsat

til at aftage elektrisk energi, der er produceret i for-

bindelse med samtidig varmeproduktion, udgør stats-

støtte? 2 Såfremt det første spørgsmål besvares be-

kræftende, skal artikel 107 i traktaten om Den Euro-

pæiske Unions funktionsmåde da fortolkes således, at

et energiselskab, der anses for et statsorgan i en med-

lemsstat, og som er blevet pålagt den forpligtelse, der

kvalificeres som statsstøtte, i en sag ved en national

ret kan påberåbe sig en tilsidesættelse af denne be-

stemmelse? 3 Såfremt det første og det andet

spørgsmål besvares bekræftende, skal artikel 107 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

sammenholdt med artikel 4, stk. 3, i traktaten om

Den Europæiske Union da fortolkes således, at den

omstændighed, at en forpligtelse, der følger af den

nationale lovgivning, er uforenelig med artikel 107 i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmå-

de, udelukker, at et selskab, der ikke har overholdt

forpligtelsen, pålægges en bøde?

Sagen vedrører: 1. Skal afsnit II i forordning (EØF)

nr. 1408/71 fortolkes således, at en i Nederlandene

bosat arbejdstager, der sædvanligvis udøver sin be-

skæftigelse i Nederlandene, og som i tre måneder har

taget ubetalt ferie, må anses for stadig (også) at have

Justitsministeriet

12.09.17

C-329/15

Erhvervsministeriet

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Energistyrelsen

Dom

13.09.17

C-569/15

Udenrigsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Dom

13.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

lønnet beskæftigelse i Nederlandene i denne periode,

såfremt (i) tjenesteforholdet opretholdes i denne

periode, og (ii) denne periode i henhold til den neder-

landske arbejdsløshedslov betragtes som en periode

med lønnet beskæftigelse?2a. Hvilken lovgivning skal

finde anvendelse i henhold til forordning (EØF) nr.

1408/71, såfremt denne arbejdstager i den ubetalte

ferie har lønnet beskæftigelse i en anden medlems-

stat? 2b. Er det herved af betydning, at arbejdstageren

to gange i det følgende år, og derefter i de tre følgen-

de år én gang årligt, i en periode på cirka en til to uger

havde lønnet beskæftigelse i denne anden medlems-

stat, uden at der i Nederlandene var tale om ubetalt

ferie?

C-570/15

Sagen vedrører: Efter hvilket eller hvilke kriterier skal

det afgøres, hvilken lovgivning der skal finde anven-

delse i henhold til forordning (EØF) nr. 1408/71, i

det tilfælde, hvor der er tale om en arbejdstager, der

bor i Belgien, og som i det omhandlede år har udført

langt den største del af sin beskæftigelse for sin ne-

derlandske arbejdsgiver i Nederlandene, og som

derudover har udført 6,5% af beskæftigelsen [org. s.

6] i Belgien, i hjemmet eller hos kunder, uden at der

herved er tale om et fast arbejdsmønster, og uden at

der er indgået aftaler med arbejdsgiveren om at udfø-

re beskæftigelse i Belgien?

Fidenato m.fl.

Sagen vedrører: a) Er Kommissionen i henhold til

[artikel] 54, stk. 1, i [forordning] nr. 178/2002 forplig-

tet til iværksættelse af beredskabsforanstaltninger

efter procedurerne i [artikel] 53 i [forordning] nr.

178/2002, såfremt en medlemsstat anmoder herom,

selv om Kommissionen vurderer, at der med hensyn

til bestemte fødevarer og foderstoffer ikke foreligger

en alvorlig og åbenbar risiko for menneskers sund-

hed, dyresundheden eller miljøet? b) Har den anmod-

ende medlemsstat beføjelse til at vedtage midlertidige

beskyttelsesforanstaltninger efter procedurerne i

[artikel 53] i [forordning] nr. 178/2002, såfremt

Kommissionen meddeler medlemsstaten om sin

modsatte vurdering af medlemsstatens anmodning,

idet denne vurdering rent konceptuelt er hinder for,

at der skulle være behov for iværksættelse af bered-

skabsforanstaltninger, og Kommissionen derfor ikke

iværksætter de af medlemsstaten krævede beredskabs-

foranstaltninger i henhold til [artikel] 34 i [forordning]

nr. 1829/2003? c) Kan overvejelser med relation til

forsigtighedsprincippet, som ikke vedrører parametre

om alvorlig og åbenbar risiko for menneskers sund-

hed, dyresundheden eller miljøet ved brug af en føde-

vare eller et foderstof, begrunde en medlemsstats

iværksættelse af midlertidige beskyttelsesforanstalt-

ninger i henhold til [artikel] 34 i [forordning] EF nr.

1829/2003?d) Kan den anmodende medlemsstat

opretholde gyldigheden af nationale midlertidige

beskyttelsesforanstaltninger og/eller forny gyldighe-

Udenrigsministeriet

Beskæftigelsesministe-

riet

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

Dom

13.09.17

C-111/16

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

13.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

den herafefter udløbet af den midlertidige periode,

for hvilken foranstaltningerne er blevet iværksat,

såfremt det er utvetydigt og åbenbart, at Europa-

Kommissionen har vurderet, at de materielle betin-

gelser for iværksættelse af beredskabsforanstaltninger

for en fødevare eller et foderstof ikke foreligger,

hvilket efterfølgende er blevet bekræftet af en viden-

skabelig udtalelse fra EFSA, og disse vurderinger er

blevet fremsendt skriftligt til medlemsstaten?

C-419/16

Simma Federspiel

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 2, stk. 1, litra c), i direk-

tiv 75/363/EØF, som ændret ved direktiv

82/76/EØF, fortolkes således, at den er til hinder for

en national bestemmelse som den, der finder anven-

delse i [org. s. 2] hovedsagen, hvorefter udbetaling af

vederlaget til læger, som er under uddannelse til spe-

ciallæge, er underlagt et krav om, at den læge, der

modtager vederlaget, fremlægger en erklæring om, at

den pågældende påtager sig at arbejde mindst fem år i

det offentlige sundhedsvæsen i Provincia autonoma

di Bolzano (den autonome provins Bolzano), inden

for ti år efter speciallægeuddannelsen er fuldført, og

hvorefter det i tilfælde af, at denne forpligtelse fuld-

stændigt misligholdes, udtrykkeligt er tilladt Provincia

autonoma di Bolzano som den myndighed, der udbe-

taler vederlaget, at tilbagesøge op til 70% af det udbe-

talte vederlag med tillæg af lovbestemte renter bereg-

net fra det tidspunkt, hvor myndigheden udbetalte de

enkelte vederlag? 2) Såfremt det første spørgsmål skal

besvares benægtende: Er princippet om arbejdskraf-

tens frie bevægelighed som omhandlet i artikel 45

TEUF til hinder for en national bestemmelse som

den, der finder anvendelse i hovedsagen, hvorefter

udbetaling af vederlaget til læger, som er under ud-

dannelse til speciallæge, er underlagt et krav om, at

den læge, der modtager vederlaget, fremlægger en

erklæring om, at den pågældende påtager sig at arbej-

de mindst fem år i det offentlige sundhedsvæsen i

Provincia autonoma di Bolzano, inden for ti år efter

speciallægeuddannelsen er fuldført, og hvorefter det i

tilfælde af, [org. s. 3] at denne forpligtelse fuldstæn-

digt misligholdes, udtrykkeligt er tilladt Provincia

autonoma di Bolzano som den myndighed, der udbe-

tale vederlaget, at tilbagesøge op til 70% af det udbe-

talte vederlag med tillæg af lovbestemte renter bereg-

net fra det tidspunkt, hvor myndigheden udbetalte de

enkelte vederlag?

Uddannelses- og

Forskningsministeriet

13.09.17

C-320/15

Europa-Kommissionen mod Den Hellenske

Republik

Påstande: Det fastslås, at Den Hellenske Republik har

tilsidesat sine forpligtelser i henhold til artikel 4, stk. 1

og 3, i direktiv 91/ 271/EØF om rensning af byspil-

devand (1). Den Hellenske Republik tilpligtes at beta-

le sagens omkostninger.

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

C-646/15

Trustees of the P Panayi Accumulation &

Maintenance Settlements

Sagen vedrører: 1) Er det foreneligt med etablerings-

friheden, de frie kapitalbevægelser og den frie udveks-

ling af tjenesteydelser, at en medlemsstat indfører og

opretholder lovgivning såsom section 80 i Taxation

of Chargeable Gains Act 1992, hvorefter der sker

beskatning af urealiserede gevinster på værdien af

aktiver i en trustfund, såfremt trustees i en trust på

noget tidspunkt ophører med at have bopæl eller

sædvanligt opholdssted i medlemsstaten? 2) Forudsat

at en sådan beskatning begrænser udøvelsen af den

relevante frihed, kan en sådan beskatning da begrun-

des i en afbalanceret fordeling af beskatningskompe-

tencen, og er en sådan beskatning da forholdsmæssig,

såfremt lovgivningen hverken giver trustees mulighed

for at udskyde beskatningen eller at foretage afdrags-

vis betaling eller tager hensyn til et efterfølgende fald i

værdien af trustens aktiver? Navnlig forelægges Dom-

stolen følgende spørgsmål: 3) Er det i strid med nogle

af de grundlæggende friheder, at en medlemsstat

beskatter urealiserede kapitalgevinster på værdistig-

ningen af aktiverne i en trust på det tidspunkt, hvor

flertallet af trustees ophører med at have bopæl eller

sædvanligt opholdssted i medlemsstaten? 4) Kan den

restriktion af den frie bevægelighed, der opstår ved

denne exitbeskatning, begrundes i hensynet til at sikre

en afbalanceret fordeling af beskatningskompetencen

under omstændigheder, hvor det var muligt, at kapi-

talgevinster i form af realiserede gevinster stadig

kunne beskattes, men kun såfremt bestemte omstæn-

digheder opstod i fremtiden? 5) Skal forholdsmæssig-

heden bestemmes ud fra de faktiske omstændigheder

i den enkelte sag? Er den restriktion, der opstår ved

en sådan beskatning, navnlig forholdsmæssig under

omstændigheder, hvor: a) lovgivningen ikke fastsætter

en mulighed for at udskyde skattebetalingen eller for

afdragsvis betaling, eller for at der kan tages hensyn til

efterfølgende fald i værdien af trustens aktiver efter

exit, b) men hvor, under de særlige omstændigheder

ved den skatteansættelse, som er genstand for appel,

aktiverne blev solgt, før skatten forfaldt, og de rele-

vante aktiver ikke faldt i værdi mellem flytningen af

trusten og salgsdatoen?

Porras Guisado

Sagen vedrører: 1) Skal artikel 10, nr. 1), i direktiv

92/85 fortolkes således, at de »særlige tilfælde, som

ikke har forbindelse med deres tilstand, hvor afskedi-

gelse er tilladt efter national lovgivning og/eller prak-

sis«, der er en undtagelse til forbuddet mod afskedi-

gelse af arbejdstagere, der er gravide, lige har født

eller ammer, udgør tilfælde, der ikke svarer til »en

eller flere grunde, som ikke kan tilregnes arbejdstage-

ren selv« som anført i artikel 1, stk. 1, litra a), i direk-

tiv 98/59 af 20. juli 1998, men er et tilfælde af mere

begrænset karakter? 2) I tilfælde af kollektiv afskedi-

gelse er det med henblik på at vurdere, om der fore-

ligger særlige tilfælde, der kan begrunde afskedigelse

Finanstilsynet

Dom

14.09.17

C-103/16

Beskæftigelses-

ministeriet

Moderniserings-

styrelsen

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

af arbejdstagere, der er gravide, lige har født eller

ammer, i henhold til artikel 10, nr. 1), i direktiv

92/85, da et krav, at den berørte arbejdstager ikke

kan indsættes i en anden stilling, eller er det tilstræk-

keligt, at der fremlægges dokumentation for økono-

miske, tekniske eller produktionsmæssige grunde, der

berører den pågældendes stilling? 3) Er en lovgivning

som den spanske, der gennemfører artikel 10, nr. 1), i

direktiv 92/85 af 19. oktober 1992, om forbud mod

afskedigelse af arbejdstagere, der er gravide, lige har

født eller ammer, forenelig med den nævnte bestem-

melse, når denne lovgivning fastsætter en garanti,

hvorefter afskedigelsen erklæres ugyldig, såfremt der

ikke fremlægges beviser for de grunde, der berettiger

afskedigelsen (udbedrende beskyttelse) uden at fast-

sætte et forbud mod afskedigelse (præventiv beskyt-

telse)? 4) Er en lovgivning som den spanske, der ikke

indebærer en fortrinsret for arbejdstagere, der er

gravide, lige har født eller ammer, således at disse kan

forblive i virksomheden i tilfælde af en kollektiv af-

skedigelse, forenelig med artikel 10, nr. 1), i direktiv

92/85 af 19. oktober 1992? 5) Er en national lovgiv-

ning forenelig med artikel 10, nr. 2), i direktiv 92/85,

når denne lovgivning fastsætter, at det er tilstrække-

ligt, at der foreligger en meddelelse om afskedigelse

som i det foreliggende tilfælde, der ikke henviser til, at

der ud over begrundelsen for den kollektive afskedi-

gelse er tale om et særligt tilfælde med henblik på, at

den gravide arbejdstager kan omfattes af afgørelsen

om kollektiv opsigelse?

C-168/16 og

C-169/16

Miguel José Moreno Osacar mod Ryanair Ltd

Sagen vedrører: Henset til:

–

de krav om løsningernes

forudsigelighed og om retssikkerhed, som lå til grund

for vedtagelsen af reglerne om retternes kompetence

og fuldbyrdelse af retsafgørelser på det civil- og han-

delsretlige område, som er fastsat i konventionen af

27. september 1968 om retternes kompetence og om

fuldbyrdelse af retsafgørelser i borgerlige sager, her-

under handelssager (EFT 1972, L 299, s. 32), som

ændret ved konventionen af 29. november 1996 om

Republikken Østrigs, Republikken Finlands og Kon-

geriget Sveriges tiltrædelse (EFT 1997, [C] 15, s. 1),

»Bruxelleskonventionen«, samt i Rådets forordning

(EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om retternes

kompetence og om anerkendelse af retsafgørelser på

det civil- og handelsretlige område (EFT L 12, s. 1)

(jf. bl.a. dom af 19.7.2012, Mahamdia, C-154/11,

[EU:C:2012:491,] præmis 44 og 46)

–

de særlige for-

hold i tilknytning til den europæiske luftfartssektor,

hvor kabinepersonalet i luftfartsselskaber, som har

hjemsted i en af Unionens medlemsstater, dagligt

flyver over Den Europæiske Unions område med

udgangspunkt i en hjemmebase, der, som i den fore-

liggende sag, kan være beliggende i en anden af Unio-

nens medlemsstater

–

de specifikke omstændigheder i

den foreliggende tvist, som der er gjort rede for i

nærværende doms præmisser

–

det kriterium vedrø-

rende begrebet »hjemmebase« (som defineret i bilag

Justitsministeriet

Beskæftigelses-

ministeriet

Udlændinge- og

Integrationsministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

III til forordning (EØF) nr. 3922/91), der i forord-

ning nr. 883/2004 er anvendt til at fastlægge den

sociale sikringslovgivning, som finder anvendelse på

flyve- og kabinebesætningsmedlemmer fra den 28.

juni 2012

–

de principper, som følger af Den Euro-

pæiske Unions Domstols praksis ifølge de domme,

der er anført i nærværende afgørelses præmisser kan

udtrykket »det sted, hvor arbejdsaftalen sædvanligvis

opfyldes«, som omhandlet i artikel 19, stk. 2, i Rådets

forordning nr. 44/2001 af 22. december 2000, ikke

fortolkes således, at det svarer til udtrykket »hjemme-

base«, som er defineret i bilag III til Rådets forord-

ning nr. 3922/91 af 16. december 1991, dvs. »en af

luftfartsforetagendet angivet lokalitet, hvor besæt-

ningsmedlemmet normalt påbegynder og afslutter en

tjenesteperiode eller en række af tjenesteperioder, og

hvor luftfartsforetagendet under normale omstændig-

heder ikke er ansvarligt for indkvartering af det på-

gældende besætningsmedlem«, med henblik på fast-

læggelsen af den kontraherende stat (og følgelig dens

jurisdiktion), på hvis område en arbejdstager sædvan-

ligvis udfører sit arbejde, når den pågældende arbejds-

tager er ansat som medlem af kabinepersonalet i et

selskab, der er underlagt lovgivningen i en af Unio-

nens medlemsstater og udfører international passa-

gertransport med fly i hele Unionens område, når

dette tilknytningskriterium vedrørende »hjemmeba-

sen«, forstået som det »faktiske midtpunkt for ar-

bejdsforholdet«, for så vidt som arbejdstageren sy-

stematisk påbegynder og afslutter sin arbejdsdag på

dette sted, tilrettelægger sit daglige arbejde dér og i

den periode, hvor arbejdsforholdet er gældende, har

sin faktiske bopæl i nærheden, er det sted, som både

har den tætteste tilknytning til en kontraherende stat

og sikrer den mest passende beskyttelse af den svage-

ste part i aftaleforholdet?«

C-177/16

Autortiesību un komunicēšanās konsultāciju

aģentūra/Latvijas Autoru apvienība

Sagen vedrører: 1) Finder artikel 102, [stk. 2,] litra a), i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde

anvendelse i en tvist vedrørende de takster, som er

fastsat af en national forvaltningsorganisation for

ophavsrettigheder, hvis den pågældende organisation

ligeledes opkræver vederlag for udenlandske ophavs-

mænds værker, og hvis de af organisationen fastsatte

takster kan modvirke anvendelsen af disse værker i

den omhandlede medlemsstat? 2) Med henblik på

fastlæggelse af begrebet urimelige priser i artikel 102,

[stk. 2,] litra a), i traktaten om Den Europæiske Uni-

ons funktionsmåde på området for forvaltning af

ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, er det da

formålstjenligt og tilstrækkeligt at foretage en sam-

menligning mellem priserne (taksterne) på det pågæl-

dende marked og priserne (taksterne) på beslægtede

markeder, og i så fald i hvilke tilfælde? 3) Med henblik

på fastlæggelse af begrebet urimelige priser i artikel

102, [stk. 2,] litra a), i traktaten om Den Europæiske

Unions funktionsmåde på området for forvaltning af

Kulturministeriet

Dom

14.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

ophavsrettigheder og beslægtede rettigheder, er det da

formålstjenligt og tilstrækkeligt at anvende det af

bruttonationalproduktet afledte indeks for købe-

kraftsparitet? 4) Skal sammenligningen af taksterne

foretages for hvert af de forskellige segmenter heraf

eller ud fra et gennemsnit af taksterne? 5) Hvornår

skal forskellen i de takster, der undersøges med hen-

blik på at vurdere, om de udgør urimelige priser i den

forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 102,

[stk. 2,] litra a), i traktaten om Den Europæiske Uni-

ons funktionsmåde, anses for at være væsentlig, såle-

des at det påhviler den økonomiske aktør, som har en

dominerende stilling, at godtgøre, at vedkommendes

takster er rimelige? 6) Hvilke oplysninger kan det med

rimelighed forventes, at den økonomiske aktør tilve-

jebringer for at godtgøre rimeligheden af taksterne

vedrørende de værker, der er omfattet af ophavsret

inden for rammerne af artikel 102, [stk. 2,] litra a), i

traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmå-

de, hvis omkostningerne forbundet med disse værker

ikke kan fastslås på samme måde som ved materielle

produkter? Er der alene tale om de administrations-

omkostninger, som forvaltningsorganisationen for

ophavsrettigheder har afholdt? 7) I tilfælde af over-

trædelse af konkurrenceretten, skal de vederlag, som

en forvaltningsorganisation for ophavsrettigheder har

udbetalt til ophavsmændene, da ikke medregnes i den

pågældende økonomiske aktørs omsætning i forbin-

delse med fastsættelsen af en bøde?

C-503/16

Delgado Mende

Sagen vedrører: I tilfælde af en trafikulykke, hvor der

er forvoldt person- og tingsskade på en fodgænger,

som er blevet påkørt forsætligt med det køretøj, som

han selv er indehaver af, og som blev ført af den

person, der havde stjålet det, er EU-retten, herunder

navnlig artikel 12, stk. 3, og artikel 13, stk. 1, i Euro-

pa-Parlamentets og Rådets direktiv 2009/103/EF, da

til hinder for, at fodgængeren i henhold til national ret

udelukkes fra enhver form for erstatning, fordi han

selv er køretøjets indehaver og forsikringstager?

Europa-Kommissionen mod Irland

Påstande:

—

Det fastslås, at Irland har tilsidesat sine

forpligtelser i henhold til artikel 56 i traktaten om

Den Europæiske Unions funktionsmåde ved at op-

kræve den fulde registreringsafgift, når en person

bosat i Irland registrerer et motorkøretøj, der er leaset

eller lejet i en anden medlemsstat, uden at der herved

tages hensyn til varigheden af køretøjets anvendelse,

når køretøjet hverken i det væsentlige skal anvendes

varigt i Irland, eller faktisk anvendes på denne måde,

og ved at opstille betingelser for en tilbagebetaling af

denne afgift, som går ud over, hvad der er strengt

nødvendigt

forholdsmæssigt.

—

Irland tilpligtes at betale sagens omkostninger.

Achmea

Sagen vedrører: 1. Er artikel 344 TEUF til hinder for

anvendelsen af en bestemmelse i en bilateral investe-

Justitsministeriet

Transport-, Bygnings-

og Boligministeriet

Dom

14.09.17

C-552/15

Skatteministeriet

Dom

19.09.17

C-284/16

Finanstilsynet

19.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

ringsbeskyttelsesaftale mellem EU-medlemsstater (en

såkaldt unionsintern BIT), hvorefter en investor, som

er hjemmehørende i en af de kontraherende stater, i

forbindelse med en tvist vedrørende investeringer i

den anden kontraherende stat kan indlede en sag mod

sidstnævnte ved en voldgiftsret, hvis investeringsbe-

skyttelsesaftalen er indgået før en af de kontraherende

staters tiltrædelse af EU, men voldgiftssagen først

skal indledes derefter? Såfremt spørgsmål 1 besvares

benægtende: 2. Er artikel 267 TEUF til hinder for

anvendelsen af en sådan bestemmelse? Såfremt første

og andet spørgsmål besvares benægtende: 3. Er arti-

kel 18, stk. 1, TEUF under de i første spørgsmål

beskrevne omstændigheder til hinder for en sådan

bestemmelse?

T-327/15

Den Hellenske Republik mod Kommission

Påstande: Kommissionens gennemførelsesafgørelse

af 25. marts 2015, »om pålæggelse af en finansiel

korrektion for tilskuddet fra EUGFL

—

Udviklings-

sektionen

for

det

operative

program

2000GR061RO021 CCI (Grækenland

—

Målsætning

—

Genopbygning af landdistrikterne)«, for et beløb

på 72 105 592,41 EUR, som blev meddelt under

nummer C(2015) 1936 final, annulleres.

Elecdey Carcelen m.fl.

Sagen vedrører: 1) På baggrund af de »støtteordnin-

ger«, der er defineret i artikel 2, litra k), i direktiv

2009/28/EF, og som omfatter skatteincitamenter i

form af skattenedsættelse, skattefritagelse og skattere-

fusion som instrumenter, hvormed målene for for-

brug af vedvarende energi, der er fastsat i direktiv

2009/28/EF, skal nås, skal de nævnte incitamenter

eller foranstaltninger anses for at være obligatoriske

og er bindende for medlemsstaterne, og skal de anses

for at have direkte virkning, således at de kan påberå-

bes direkte af de berørte borgere for enhver offentlig

instans, herunder for retslige eller administrative

myndigheder? 2) Eftersom listen over de i spørgsmå-

let ovenfor nævnte »støtteordninger« omfatter, »men

er ikke begrænset til« skatteincitamenter, der består i

skattenedsættelse, skattefritagelse og skatterefusion,

spørges, om dette skal forstås således, at disse incita-

menter netop omfatter en manglende beskatning, dvs.

et forbud mod enhver form for konkret og individuel

afgiftspålæggelse, ud over de almindelige skatter, der

pålægges økonomisk virksomhed og produktion af

elektricitet, af energi fra vedvarende energikilder?

Som led heri fremsættes følgende spørgsmål: Skal det

ovennævnte generelle forbud [således] ligeledes anses

for at omfatte et forbud mod sammenfald, dobbelt-

beskatning, eller overlapning med hensyn til flere

almindelige eller individuelle afgifter, som pålægges

de forskellige faser i virksomheden i form af produk-

tion af vedvarende energi, når de rammer den samme

afgiftsudløsende begivenhed, der pålægges den om-

handlede afgift på vindkraft? 3) Såfremt det foregå-

ende spørgsmål besvares benægtende, og det accepte-

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

19.09.17

Forenede

sager

C-215/16,

C-216/16,

C-220/16 og

C-221/16

Energistyrelsen

Dom

20.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

res, at energi fra vedvarende energikilder pålægges

afgifter, spørges, om begrebet »særlige formål« i hen-

seende til det i artikel 1, stk. 2, i direktiv

2008/118/EF foreskrevne skal fortolkes således, at

formålet skal være eksklusivt, og endvidere således, at

den afgift, som vedvarende energi pålægges, ud fra sin

opbygning skal have en egentlig ikke-skattemæssig

karakter og ikke blot en budget- eller opkrævnings-

mæssig karakter? 4) Henset til, at artikel 4 i direktiv

2003/96/EF, som med hensyn til de afgiftssatser,

som medlemsstaterne skal fastsætte for energiproduk-

ter og elektricitet, som reference benytter de ved

direktivet fastsatte minimussatser, forstået som sum-

men af alle de direkte eller indirekte afgifter, der

pålægges disse produkter ved overgangen til forbrug,

indebærer dette da, at de afgiftssatser, som kræves i

dette direktiv, ikke omfatter nationale afgifter, som

ikke er af en egentlig ikke-skattemæssig karakter i

betragtning af såvel deres opbygning som deres speci-

fikke formål, som fortolket under hensyn til svaret på

det foregående spørgsmål?

C-85/15 P

Feralpi mod Kommissionen (appel)

Påstande: Dom af 9. december 2014 ophæves helt

eller delvist, for så vidt som Kommissionen blev

frifundet for Feralpis søgsmål i sag T-70/10, og følge-

lig: (i) annulleres beslutningen helt eller delvist; (ii)

og/eller annulleres eller i det mindste nedsættes den

bøde, der blev pålagt Feralpi ved beslutningen. Subsi-

diært ophæves dom af 9. december 2014 helt eller

delvist, for så vidt som Kommissionen blev frifundet

for Feralpis søgsmål i sag T-70/10, og sagen hjemvi-

ses til Den Europæiske Unions Ret med henblik på,

at denne ret træffer afgørelse i realiteten i betragtning

af de bemærkninger, Domstolen måtte fremsætte.

Under alle omstændigheder nedsættes den bøde, der

blev pålagt Feralpi ved beslutningen som følge af den

urimeligt lange varighed af Rettens behandling i sag

T-70/10. Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger for såvel denne instans som i sag T-

70/10.

DNB Banka

Sagen vedrører: 1) Kan der bestå en selvstændig

gruppe af personer som omhandlet i direktivets arti-

kel 132, stk. 1, litra f), når medlemmerne af gruppen

har hjemsted i forskellige medlemsstater i Den Euro-

pæiske Union, hvor den nævnte bestemmelse i direk-

tivet er blevet gennemført med forskellige betingelser,

som ikke er forenelige? 2) Kan en medlemsstat be-

grænse en afgiftspligtig persons ret til at anvende

afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1, litra

f), når den afgiftspligtige person opfylder samtlige

betingelser for at anvende fritagelsen i sin medlems-

stat, men hvor denne bestemmelse i de nationale

lovgivninger i de medlemsstater, hvor andre med-

lemmer af gruppen har hjemsted, er blevet gennem-

ført med restriktioner, der begrænser afgiftspligtige

personer fra andre medlemsstaters mulighed for at

Udenrigsministeriet

Dom

21.09.17

C-326/15

Skatteministeriet

SKAT

Dom

21.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

anvende den tilsvarende merværdiafgiftsfritagelse i

deres egen medlemsstat? 3) Kan afgiftsfritagelsen i

direktivets artikel 132, stk. 1, litra f), anvendes på

nogle tjenesteydelser i den medlemsstat, hvor ydel-

sesmodtageren, som skal betale merværdiafgift, har

hjemsted, når tjenesteyderen, som skal betale mer-

værdiafgift, i en anden medlemsstat har anvendt

merværdiafgift på disse tjenesteydelser efter de al-

mindelige regler, dvs. i den tro, at merværdiafgiften

på disse tjenesteydelser i henhold til direktivets artikel

196 skulle betales i den medlemsstat, hvor ydelses-

modtageren har hjemsted? 4) Skal begrebet »selv-

stændig gruppe af personer« som omhandlet i direkti-

vets artikel 132, stk. 1, litra f), forstås som en særskilt

juridisk person, hvis oprettelse er godtgjort ved en

specifik aftale om stiftelse af den selvstændige gruppe

af personer? Såfremt svaret på dette spørgsmål er, at

den selvstændige gruppe af personer ikke skal anses

for en særskilt enhed, skal begrebet selvstændig grup-

pe af personer da forstås som en gruppe af forbund-

ne virksomheder, inden for hvilken der inden for

rammerne af deres sædvanlige økonomiske virksom-

hed gensidigt leveres supportydelser med henblik på

udøvelsen af deres erhvervsvirksomhed, og kan det

forhold, at en sådan gruppe består, godtgøres med

tjenesteydelseskontrakter eller via dokumentation for

interne afregningspriser? 5) Kan en medlemsstat

begrænse en afgiftspligtig persons ret til at anvende

merværdiafgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk.

1, litra f), når den afgiftspligtige person har anvendt et

tillægsgebyr på transaktionerne i henhold til kravene i

lovgivningen om direkte beskatning i den medlems-

stat, hvor den afgiftspligtige har hjemsted? 6) Finder

afgiftsfritagelsen i direktivets artikel 132, stk. 1, litra

f), anvendelse på tjenesteydelser, der modtages fra

tredjelande? Dvs. kan et medlem af en selvstændig

gruppe af personer som omhandlet i den nævnte

bestemmelse i direktivet, der inden for gruppen leve-

rer ydelser til andre medlemmer af gruppen, være en

afgiftspligtig person fra et tredjeland?

C-179/16

F. Hoffmann-La Roche e.a.

Sagen vedrører: 1) Giver en korrekt fortolkning af

artikel 101 TEUF mulighed for at opfatte parterne i

en licensaftale som konkurrenter, såfremt licenstage-

ren driver virksomhed på det relevante marked alene i

kraft af den omhandlede aftale? Er eventuelle be-

grænsninger af konkurrencen iværksat af licensgive-

ren over for licenstageren, selv om de ikke udtrykke-

ligt er fastsat i licensaftalen, i en sådan situation da

undtaget fra anvendelsesområdet for artikel 101, stk.

1, TEUF, eller omfattes de under alle omstændighe-

der af anvendelsesområdet for den lovbestemte und-

tagelse i artikel 101, stk. 3, TEUF og i givet fald inden

for hvilke grænser? 2) Kan de nationale konkurren-

cemyndigheder i medfør af artikel 101 TEUF define-

re det relevante marked selvstændigt i forhold til

indholdet af markedsføringstilladelserne for lægemid-

ler udstedt af den kompetente lægemiddelmyndighed

Konkurrence- og

Forbrugerstyrelsen

Lægemiddelstyrelsen

21.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

og Det Europæiske Lægemiddelagentur (AIFA og

EMA), eller forholder det sig tværtimod således, at

det juridisk relevante marked med hensyn til god-

kendte lægemidler i henhold til artikel 101 TEUF skal

opfattes som defineret og udformet primært af den

kompetente lægemiddelmyndighed på en også for de

nationale konkurrencemyndigheder bindende måde?

3) Giver artikel 101 TEUF

–

også i lyset af bestem-

melserne i direktiv 2001/83/EF, og i særdeleshed

artikel [6] om markedsføringstilladelse for lægemidler

–

mulighed for at opfatte et lægemiddel til off-label-

brug og et lægemiddel, der har opnået en markedsfø-

ringstilladelse med hensyn til de samme terapeutiske

indikationer, som substituerbare og dermed at inklu-

dere dem i det samme relevante marked? 4) Er det i

medfør af artikel 101 TEUF ved afgrænsningen af det

relevante marked, ud over lægemidlernes væsentlige

substituerbarhed på efterspørgselssiden, relevant at

fastlægge, hvorvidt udbuddet af disse lægemidler på

markedet er sket i overensstemmelse med lovgivnin-

gen om markedsføring af lægemidler eller ej? 5) Kan

en samordnet praksis, der har til formål at fremhæve

den ringere sikkerhed ved eller den mindre effektive

virkning af et lægemiddel

–

såfremt denne ringere

sikkerhed eller mindre effektive virkning, selv om den

ikke understøttes af sikker videnskabelig viden, imid-

lertid i lyset af den på tidspunktet for de faktiske

omstændigheder tilgængelige videnskabelige viden

heller ikke ubestrideligt kan udelukkes

–

under alle

omstændigheder opfattes som en aftale med konkur-

rencebegrænsende formål?

C-297/16

CMVRO

Sagen vedrører: 1. Er EU-retten til hinder for natio-

nale bestemmelser, som giver dyrlæger eneret til de-

tailsalg og brug af økologiske produkter, antiparasitæ-

re midler til specialbrug og veterinærlægemidler? 2.

Såfremt en sådan eneret er forenelig med EU-retten,

er EU-retten da til hinder for, at en sådan eneret også

vedrører de faciliteter, gennem hvilke salget heraf

sker, således at disse faciliteter fortrinsvis eller ude-

lukkende skal drives af en eller flere dyrlæger?

Ciupa e.a.

Sagen vedrører: Skal artikel 2 i direktiv 98/59/EF

fortolkes således, at en arbejdsgiver, som beskæftiger

mindst 20 arbejdstagere, og som overfor et antal

arbejdstagere, som omhandlet i artikel 1, stk. 1, i

Ustawa o szczególnych zasadach rozwiązywania z

pracownikami stosunków pracy z przyczyn niedo-

tyczących pracowników (lov af 13. marts 2003 om

særlige regler i forbindelse med opsigelse af ansættel-

sesforhold med arbejdstagere af årsager, som er

uafhængige af arbejdstagerne (Dz. U. 2003, [org. s. 2]

nr. 90, pos. 844, med ændringer), påtænker at opsige

vilkår i ansættelseskontrakter, er forpligtet til at an-

vende den procedure, som er fastsat i den nævnte

lovs artikel 2, 3, 4 og 6, dvs. gælder denne pligt i de i

følgende artikler nævnte tilfælde: 1. Artikel 24113, § 2,

Lægemiddelstyrelsen

21.09.17

C-429/16

Beskæftigelses-

ministeriet

Dom

21.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

sammenholdt med artikel 2418, § 2, og artikel 231 i

Kodeks pracy (arbejdsloven) 2. Artikel 24113, § 2,

sammenholdt med arbejdslovens artikel 772, § 5, og

artikel 2417 3. Arbejdslovens artikel 42, § 1, sammen-

holdt med samme lovs artikel 45, § 1?

T-261/16

Portugal mod Kommissionen

Påstande:

—

Kommissionens gennemførelsesafgørel-

se (EU) 2016/417 af 17. marts 2016 om udelukkelse

fra EU-finansiering af visse udgifter, som medlems-

staterne har afholdt inden for rammerne af Den Eu-

ropæiske Garantifond for Landbruget (EGFL) og

Den Europæiske Landbrugsfond for Udvikling af

Landdistrikterne (ELFUL) (EUT L 75, s. 16), annul-

leres, for så vidt som den udelukkede et beløb på 385

762,22 EUR i udgifter, som Portugal har anmeldt

inden for rammerne af den specifikke støtteforan-

staltning, som indførtes i henhold til artikel 68 i Rå-

dets forordning (EF) nr. 73/2009 af 19. januar 2009, i

regnskabsårene 2011, 2012 og 2013, fra finansiering.

—

Europa-Kommissionen tilpligtes at betale sagens

omkostninger.

Nintendo m.fl.

Sagen vedrører: 1. Kan retten i en medlemsstat, som

for så vidt angår en sagsøgt alene er kompetent i

medfør af artikel 79, stk. 1, i Rådets forordning (EF)

nr. 6/2002 af 12. december 2001 om EF-design

sammenholdt med artikel 6, nr. 1), i Rådets forord-

ning (EF) nr. 44/2001 af 22. december 2000 om

retternes kompetence og om anerkendelse og fuld-

byrdelse af retsafgørelser på det civil- og handelsretli-

ge område, fordi denne sagsøgte, som har hjemsted i

en anden medlemsstat, har leveret muligvis ret-

tighedskrænkende varer til den sagsøgte, som har

hjemsted i den pågældende medlemsstat, i forbindel-

se med en sag om håndhævelse af rettigheder i med-

før af et EF-design træffe afgørelser mod den først-

nævnte sagsøgte, som har gyldighed i hele EU og har

virkning ud over de leveringsrelationer, som danner

grundlag for rettens kompetence? 2. Skal Rådets

forordning (EF) nr. 6/2002 af 12. december 2001 om

EF-design, navnlig forordningens artikel 20, stk. 1,

litra c), fortolkes således, at en tredjemand må afbilde

EF-designet, hvis han vil sælge tilbehørsartikler til

varer fra designhaveren, som svarer til EF-designet?

Såfremt spørgsmålet besvares bekræftende: Hvilke

kriterier gælder da herfor? 3. Hvordan bestemmes det

sted, »hvor krænkelsen fandt sted« i artikel 8, stk. 2, i

Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr.

864/2007 af 11. juli 2007 om lovvalgsregler for for-

pligtelser uden for kontrakt (Rom II-forordningen) i

de tilfælde, hvor krænkeren a) tilbyder EF-

designkrænkende varer via et website og dette website

–

også

–

er henvendt til andre medlemsstater end

den medlemsstat, hvor krænkeren har hjemsted b)

lader EF-designkrænkende varer transportere til et

andet medlemsland end det, som han har hjemsted i?

Skal den nævnte forordnings artikel 15, litra a) og g),

Miljø- og Fødevare-

ministeriet

Dom

21.09.17

Forenede

sager C-

24/16 og C-

25/16

Patent- og

Varemærkestyrelsen

Dom

27.09.17

EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 876: Liste over judicielle aktiviteter i sager af dansk interesse pr. 8/9-17

fortolkes således, at den således fastsatte lov også

finder anvendelse på andre personers medvirkens-

handlinger?

C-435/16

Acacia et D’Amato

Sagen vedrører: 1) Finder den begrænsning af design-

beskyttelsen, der fremgår af artikel 110, stk. 1, i for-

ordning (EF) nr. 6/2002, kun anvendelse på form-

bundne dele, det vil sige dele, hvis form på grund af

det samlede produkts udseende principielt er fastlagt

således, at den ikke kan ændres og dermed ikke

–

som

f.eks. fælge til motorkøretøjer

–

frit kan vælges af

kunden?2) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

Finder den begrænsning af designbeskyttelsen, der

fremgår af artikel 110, stk. 1, i forordning (EF) nr.

6/2002, kun anvendelse på udbud af identisk udfor-

mede produkter, det vil sige produkter, der også hvad

angår farve og størrelse svarer til de originale produk-

ter? 3) Såfremt spørgsmål 1 besvares benægtende:

Finder den begrænsning af designbeskyttelsen, der

fremgår af artikel 110, stk. 1, i forordning (EF) nr.

6/2002, til fordel for den, der udbyder et produkt,

som principielt krænker det design, der er genstand

for søgsmålet, kun anvendelse, såfremt udbyderen på

objektiv vis sikrer, at hans produkt udelukkende kan

erhverves til reparationsformål og ikke også til andre

formål, f.eks. forbedring eller individualisering af det

samlede produkt? 4) Såfremt spørgsmål 3 besvares

bekræftende: Hvilke foranstaltninger skal den, der

udbyder et produkt, som principielt krænker det

design, der er genstand for søgsmålet, iværksætte for

på objektiv vis at sikre, at hans produkt udelukkende

kan erhverves til reparationsformål og ikke også til

andre formål, f.eks. forbedring eller individualisering

af det samlede produkt? Er det tilstrækkeligt, a) at

udbyderen i salgsbrochuren henviser til, at salg ude-

lukkende sker med det formål at give mulighed for at

reparere det samlede produkt med henblik på at gen-

skabe dets oprindelige udseende, eller b) kræves det,

at udbyderen kun leverer sit produkt, hvis aftageren

(en forhandler eller forbruger) skriftligt erklærer at

ville anvende det udbudte produkt alene til reparati-

onsformål?

Patent- og

Varemærkestyrelsen

28.09.17