Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del Bilag 950
Offentligt
1795494_0001.png
Kemikalier
MFVM 369
D. 29. September 2017
NOTAT TIL FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
Kommissionens forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af
chromtrioxid til forkromning i henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning
(EF) nr. 1907/2006 (REACH) (komitesag)
Resumé
Kommissionen har fremsat forslag til gennemførelsesretsakt om godkendelse af anvendelsen af stof-
fet chromtrioxid til forkromning af materialer til produktion af låse mv. i henhold til Europa-
Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1907/2006 (REACH). Forslaget giver den finske virk-
somhed Abloy Oy tilladelse til efter optag på godkendelseslisten, bilag XIV i REACH, fortsat at an-
vende stoffet i en periode på op til 12 år fra
”solnedgangsdatoen” d.
21. september 2017. Forslaget er
sat til skriftlig afstemning i REACH-komiteen med deadline for afgivelse af stemme den 11. oktober
2017. Forslaget vurderes ikke at have lovgivningsmæssige konsekvenser. Forslaget forventes ikke at
påvirke beskyttelsesniveauet i Danmark. Sagen forventes ikke at have økonomiske eller administra-
tive konsekvenser for erhvervslivet - ej heller statsfinansielle konsekvenser. Regeringen ønsker gene-
relt at begrænse anvendelse af særligt problematiske stoffer i de tilfælde, hvor der ikke kan demon-
streres sikker brug, eller hvor der findes egnede alternativer. I den konkrete sag drejer det sig om en
specifik anvendelse af stoffet, hvor der ikke findes alternativer, der er tilgængelige for ansøgeren.
Ansøgeren har desuden demonstreret, at de foreslåede risikohåndteringsforanstaltninger er til-
strækkelige til at sikre arbejdstagere og den generelle befolkning via miljøet, og den beregnede mak-
simale koncentration i arbejdsmiljøet er væsentligt lavere end Arbejdstilsynets vejledende grænse-
værdi. Regeringen kan derfor tilslutte sig Kommissionens forslag til godkendelse.
Baggrund
Kommissionen har den 11. september 2017 fremsendt forslag til gennemførelsesretsakt til skriftlig
afstemning i REACH-komiteen med deadline for afgivelse af stemme den 11. oktober 2017. Kommissi-
onen vil herefter i henhold til REACH træffe en forvaltningsafgørelse vedrørende ansøgningen fra
virksomheden Abloy Oy om godkendelse til fortsat at anvende chromtrioxid i EU.
Forslaget har hjemmel i REACH-forordningens artikel 64, stk. 8. Afstemning skal herefter ske i hen-
hold til artikel 133, stk. 3, i REACH-forordningen, som henviser til forskriftproceduren i artikel 5 i
Rådets afgørelse 1999/468/EF. Forskriftproceduren er nu erstattet af undersøgelsesproceduren i hen-
hold til artikel 5 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning 182/11, jf. dennes artikel 13, stk. 1, litra
c).
Ved kvalificeret flertal i komitéen vedtager Kommissionen forslaget. Hvor der hverken er kvalificeret
flertal for eller imod i komitéen, kan Kommissionen ikke vedtage forslaget, idet basisretsakten anses
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 950: Notat om komitésag om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid til forkromning
1795494_0002.png
for at bestemme, at forslaget ikke kan vedtages, når der hverken er kvalificeret flertal for eller imod.
Kommissionen kan dog vælge enten at forelægge forslaget for en appelkomité inden for 1 måned eller
at forelægge et revideret forslag for komitéen inden for 2 måneder. Det samme gælder, hvor der er
kvalificeret flertal imod i komitéen, og hvor Kommissionen vurderer, at foranstaltningerne er nødven-
dige. I appelkomitéen kan Kommissionen vedtage forslaget i tilfælde af kvalificeret flertal for, samt
hvor der hverken er kvalificeret flertal for eller imod forslaget.
Formål og indhold
REACH-forordningens afsnit VII indeholder en godkendelsesordning for særligt problematiske stoffer.
Godkendelsesordningens formål er at sikre, at det indre marked fungerer efter hensigten, samtidig
med at det sikres, at risici i forbindelse med særligt problematiske stoffer er tilstrækkeligt kontrolleret,
og at disse stoffer efterhånden erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier, hvis disse er
økonomisk og teknisk levedygtige, jf. REACH artikel 55.
Processen med udfasning af særligt problematiske stoffer starter allerede ved optagelsen af stoffet på
kandidatlisten. Her starter en del virksomheder arbejdet med at skifte til bedre alternativer. Udfas-
ningsprocessen fortsættes ved optagelse på REACH-forordningens bilag XIV (fortegnelse over stoffer,
der kræver godkendelse), hvorefter flere virksomheder forventes at udfase stofferne. I sidste ende skal
de virksomheder, der stadig har et behov for markedsføring eller anvendelse af stofferne, ansøge om
og få godkendelse hertil, idet de skal dokumentere tilstrækkelig kontrol af risici, eller at de socioøko-
nomiske fordele opvejer risici.
Forordningens bilag XIV opregner de stoffer, for hvilke der kræves en godkendelse, før de kan mar-
kedsføres eller anvendes efter den såkaldte ”solnedgangsdato” (dvs. den dato, hvor anvendelse skal
ophøre, med mindre der er indsendt en ansøgning om godkendelse). I ansøgningen om godkendelse af
fortsat markedsføring eller anvendelse skal virksomheden godtgøre, at stoffet kan anvendes sikkert, og
komme med en vurdering af, om der findes egnede alternativer (substitutionsmuligheder).
Forslaget til gennemførelsesretsakten vedrører en forvaltningsafgørelse, hvorefter Kommissionen
træffer afgørelse vedrørende ansøgning fra virksomheden Abloy Oy fra Finland om fortsat anvendelse
af op til 1,3 tons om året af chromtrioxid:
1.
Til anvendelse til forkromning af materialer til anvendelse i låse, håndtag, fittings, nøgler mv.
Abloy Oy fremsendte den 12. februar 2016 ansøgning om godkendelse af chromtrioxid til ovennævnte
anvendelse. Ansøgningen har i henhold til procedurerne i REACH-forordningen været behandlet af det
Europæiske Kemikalieagentur, ECHA, i udvalgene for risikovurdering, RAC, og socioøkonomisk vur-
dering, SEAC, som den 17. november 2016 har afgivet følgende udtalelser:
o
RAC
konkluderede, at der ikke kan fastsættes en nedre grænse for, hvornår stoffet er
kræftfremkaldende. Udvalget konkluderede endvidere, at de risikohåndterings-
foranstaltninger og anvendelsesforhold, som er beskrevet i ansøgningen, er passende og
effektive i forhold til at begrænse risikoen for arbejdstagere, og den generelle befolkning via
miljøet. RAC anbefalede dog at gennemføre målinger af arbejdstageres og især
kontraktarbejderes udsættelse for stoffet, for at kontrollere at fremtidige stigende anvendelser
ikke medfører en forøget udsættelse for stoffet.
SEAC
konkluderede, at der ikke på nuværende tidspunkt findes alternative stoffer eller
teknologier, som er teknisk og økonomisk gennemførlige for ansøgeren. SEAC har desuden
o
2
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 950: Notat om komitésag om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid til forkromning
konkluderet, at ansøgeren har påvist, at de socioøkonomiske fordele opvejer de risici for
menneskers sundhed eller miljøet, der følger af anvendelsen af stoffet.
På grundlag af analysen af alternativer mv., som ansøgeren har udarbejdet, anbefaler Kommissionen,
at der gives en godkendelse med en frist for fornyet vurdering på 12 år fra solnedgangsdatoen frem til
den 21. september 2029 for de beskrevne anvendelser under forudsætning af anvendelse af de risiko-
håndteringsforanstaltninger og anvendelsesforhold, som ansøgeren har beskrevet, dog med undtagelse
for anvendelse til produkter til indendørs brug, hvor fristen sættes til den 31. december 2019. Derud-
over er det en forudsætning for godkendelsen, at ansøgeren implementerer et overvågningssprogram
omfattende regelmæssige målinger af arbejdstagernes udsættelse for stoffet med henblik på, i fornø-
dent omfang, yderligere begrænsning af arbejdstagernes udsættelse for stoffet.
Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke udtale sig om forslaget til gennemførelsesretsakt.
Nærhedsprincippet
Da formålet med forslaget til gennemførelsesretsakten er at udmønte EU forvaltningsbeføjelser i alle-
rede gældende fællesskabsregulering, finder regeringen, at forslaget er i overensstemmelse med nær-
hedsprincippet.
Gældende dansk ret
Kommissionens forslag til godkendelsen er ikke relevant i forhold til dansk lovgivning, da den kun
vedrører anvendelse uden for Danmark.
Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
En vedtagelse af forslaget har ingen lovgivningsmæssige konsekvenser.
Økonomiske konsekvenser
Forslaget har ingen væsentlige statsfinansielle eller administrative konsekvenser for det offentlige eller
konsekvenser for EU’s budget.
Forslaget skønnes ikke at medføre væsentlige samfundsøkonomiske konsekvenser.
Forslaget vurderes ikke at medføre nævneværdige erhvervsøkonomiske konsekvenser.
Beskyttelsesniveau
En vedtagelse af forslaget skønnes ikke at berøre beskyttelsesniveauet i Danmark og EU, da stoffet ikke
genfindes i færdige produkter.
Forslaget har været i høring i EU-Miljøspecialudvalget den 22.
26. september 2017, og der er modta-
get høringssvar fra Det Økologiske Råd, som anfører, at chromtrioxid bør ikke anvendes til forkrom-
ning af dele i konsumprodukter.
Høring
Generelle forventninger til andre landes holdninger
Det forventes, at der vil være et kvalificeret flertal af medlemslande, som vil stemme for forslaget.
3
EUU, Alm.del - 2016-17 - Bilag 950: Notat om komitésag om godkendelse af anvendelsen af chromtrioxid til forkromning
Regeringens generelle holdning
Det er regeringens generelle holdning, at de særligt problematiske stoffer, som er prioriteret og optaget
på REACH, Bilag XIV, som udgangspunkt skal erstattes af egnede alternative stoffer eller teknologier,
hvis disse er økonomisk og teknisk levedygtige. Indtil dette kan opnås, skal risici ved fortsat anvendel-
se være tilstrækkeligt kontrolleret, eller de socioøkonomiske fordele ved fortsat brug skal opveje even-
tuelle risici for mennesker og miljø.
I det konkrete tilfælde drejer det sig om en konkret virksomheds specifikke anvendelse af stoffet til
forkromning af materialer til anvendelse i låse, håndtag, fittings, nøgler mv i en årlig mængde på op til
1,3 tons, hvor det er dokumenteret, at der ikke findes alternativer for ansøgeren, som er økonomiske
gennemførlige. På baggrund af ansøgningen har Kemikalieagenturets risikovurderingskomité, RAC,
konkluderet, at de beskrevne risikohåndteringsforanstaltninger er tilstrækkelige og effektive til be-
grænsning af risici for arbejdstagere og den generelle befolkning via miljøet, men RAC har dog anbefa-
let gennemførsel af målinger af arbejdstageres og især kontraktarbejderes udsættelse for stoffet, for at
kontrollere at fremtidige stigende anvendelser ikke medfører en forøget udsættelse for stoffet. Kemika-
lieagenturets socioøkonomiske komité, SEAC, har desuden konkluderet, at de socioøkonomiske forde-
le opvejer risici for arbejdstagere. SEAC har på baggrund af ansøgerens oplysninger om analyser og
forskning vedrørende alternativer foreslået, at godkendelsen gives for en periode på 12 år. SEAC vur-
derede dog også, at chromtrioxid fra 2020 kan erstattes med alternativer til produkter, hvor der ikke
stilles så høje krav til holdbarhed. Kommissionen har derfor foreslået, at der gives en godkendelse på
12 år for de fleste anvendelser, men at der kun gives en godkendelse til udgangen af 2019 for anvendel-
se til forkromning af materialer til indendørs brug. Herudover fremgår i Kommissionens forslag til
beslutning om godkendelse vilkår om, at ansøgeren jævnligt skal overvåge arbejdstagernes udsættelse
for chromtrioxid medblik på en yderligere reduktion af arbejdstagernes udsættelse for stoffet.
Regeringen kan tilslutte sig forslaget til gennemførelsesretsakt, idet der tages udgangspunkt i, at ansø-
geren skal overholde de generelle krav i REACH om kontrol af risici for mennesker og miljø samt gæl-
dende arbejdsmiljø- og miljøkrav. Herudover er den beregnede maksimale koncentration i luften i
arbejdsmiljøet mindre end 0,1 µg/m
3
, hvilket er væsentligt lavere end Arbejdstilsynets vejledende
grænseværdi for arbejdsmiljøet på 5 µg/m
3
. Ligeledes stilles der krav om en yderligere begrænsning af
arbejdstageres udsættelse for stoffet. Regeringen kan derfor tilslutte sig forslaget.
Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.
4