EU-note - 2016-17 - E 14: Højesteret går imod EU-Domstolen i sag om forbud mod aldersdiskrimination

Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del EU-note E 14
Offentligt

EU-konsulenten

EU-note

Til:

Dato:

Europaudvalget

23. december 2016

Kontakt:

Julia Ballaschk (3655)

Morten Knudsen (3695)

Højesteret går imod EU-Domstolen i sag om forbud mod aldersdiskrimi-

nation

Selv om en dansk lov strider mod det generelle EU-retlige princip

om forbud

mod aldersdiskrimination, kan den ikke tilsidesættes, hvis den er klart og enty-

digt formuleret. Det siger Højesteret i en ny dom fra den 6. december

Nogle fortolker dommen således, at Højesteret ønsker at sætte en grænse for

EU-Domstolens ”aktivistiske stil”.

Dommen stiller da også spørgsmålstegn ved den retlige betydning i Danmark

af EU’s såkaldte generelle principper, som ifølge EU-Domstolen giver borgere

og private virksomheder direkte rettigheder i hele den Europæiske Union.

I denne note vil vi derfor se nærmere på Højesterets dom fra den 6. december

og begrundelserne for, hvorfor Højesteret valgte at gå imod EU-Domstolens

præjudicielle afgørelse fra foråret 2016. Derudover vil vi se på, hvordan den

tyske forfatningsdomstol i Karlsruhe har håndteret den samme retspraksis.

Forbuddet mod aldersdiskrimination har hjemmel EU-primærretten og sekundærretten. EU’s

Charter om grundlæggende rettigheder art. 21 forbyder enhver forskelsbehandling pga. bl.a.

køn, handikap og alder. I sekundærretten er forbuddet mod aldersdiskrimination på beskæftigel-

sesområdet forbudt i beskæftigelsesdirektivet 78/2000/EF. Forbuddet mod aldersdiskrimination

blev implementeret i dansk ret med forskelsbehandlingsloven i 2004.

Generelle retsprincipper er uskrevne kilder, som er uddraget af Domstolens praksis. Art. 6 i EU-

traktaten fastholder den europæiske menneskerettighedskonvention og EU-landenes fælles for-

fatningsmæssige traditioner som generelle retsprincipper.

Sag

15/2014

1/6

EU-note - 2016-17 - E 14: Højesteret går imod EU-Domstolen i sag om forbud mod aldersdiskrimination

Men først lidt om den retspraksis fra EU-Domstolen, som ligger til grund for

Højesterets dom.

EU-Domstolens retspraksis: aktivistisk linje?

Mangold v. Helm

var den første EU-dom, der tog stilling til forbuddet mod al-

dersdiskrimination. Den 56-årige tyske Werner Mangold klagede over at blive

ansat på en ubegrænset midlertidig kontrakt. Baggrunden var den tyske lov om

beskæftigelsesfremmende foranstaltninger, som tillod midlertidige kontrakter

for en periode i op til to år – medmindre den ansatte var over 52 år gammel. Så

bortfaldt den toårige begrænsning. Da sagen blev behandlet, havde Tyskland

endnu ikke implementeret EU’s såkaldte beskæftigelsesdirektiv, som fastsæt-

ter et forbud mod aldersdiskrimination.

EU-Domstolen fastslog imidlertid, at forbuddet mod aldersdiskrimination er et

generelt EU-retligt princip, der skal anvendes direkte også i forholdet mellem

en privat arbejdsgiver og dennes ansatte. Derfor var den tyske ordning i strid

med EU-retten.

Vertikale og horisontale direkte virkning af EU-regler

Vertikal

Horisontal

staten

borger /

virksomhed

borger /

virksomhed

borger /

virksomhed

EU-regler er forpligtende for staten.

Private får rettigheder over for sta-

ten.

EU-regler er forpligtende for private.

Private får rettigheder over for andre

private.

Nationale domstole skulle derfor sikre den fulde virkning af dette princip ved at

undlade at anvende den modstridende bestemmelse i national lovgivning, også

selv om fristen for direktivets gennemførelse endnu ikke var udløbet.

Dommen udløste en international politisk og akademisk kontrovers. Ikke kun

fordi Domstolen definerede forbuddet mod aldersdiskrimination som generelt

Sag C-144/04 Werner Mangold v. Rüdiger Helm

2/6

EU-note - 2016-17 - E 14: Højesteret går imod EU-Domstolen i sag om forbud mod aldersdiskrimination

EU-retligt princip med direkte horisontal virkning, men også fordi dommen fak-

tisk resulterede i, at substansen af beskæftigelsesdirektivet fik horisontal di-

rekte virkning før implementeringsfristen var ovre.

Forventningerne om, at EU-Domstolen ville afvige fra sin – i nogles øjne aktivi-

stiske – linje, blev skuffet i Domstolens anden afgørende sag om aldersdiskri-

mination,

Kücükdeveci v. Swedex

. Den tyske Serda Kücükdeveci klagede mod

sin private arbejdsgiver, der havde afskediget hende uden at medregne den tid,

hun havde været ansat, inden hun fyldte 25 år i beregningen af hendes opsi-

gelsesvarsel.

EU-Domstolen bekræftede her

Mangold-dommen

og slog fast, at forbuddet

mod aldersdiskrimination er et generelt EU-retligt princip, som bliver konkreti-

seret i beskæftigelsesdirektivet. Beskæftigelsesdirektivet kunne derfor påberå-

bes over for private, da det ikke var direktivet i sig selv, der pålagde pligten.

Pligten fulgte derimod af det grundlæggende EU-retligt princip, som blot blev

forklaret af direktivet. Nationale love, der strider imod dette princip, skulle derfor

ikke anvendes af nationale domstole.

Mangold-

Kücükdeveci-dommene

affødte en hidsig debat blandt EU-jurister.

Mens nogle hilste dommene velkomne som vigtige skridt mod at styrke arbejds-

tagernes rettigheder, mente andre, at EU-Domstolen havde overtrådt sine kom-

petencer ved at udlægge de generelle EU-retlige principper så vidt, at direktiver

rent faktisk kunne få direkte horisontal virkning med store konsekvenser for

virksomheder og deres retssikkerhed.

Hvordan blev aldersdiskriminationsdommene opfattet i Tysk-

land?

De tyske arbejdsretsdomstole

har i flere sager anerkendt EU-Domstolens linje

og derfor undladt at anvende EU-stridige nationale bestemmelser.

I 2010 var

Mangold-dommen

derudover genstand for en såkaldt

ultra-vires

for-

fatningsklage ved den tyske forfatningsdomstol.

Det betyder, at en privat kla-

ger anførte, at EU-Domstolen havde overtrådt sine kompetencer ved at defi-

nere forbuddet mod aldersdiskrimination som generelt EU-retligt princip.

Forfatningsdomstolen afviste dog klagen og henviste til den tyske Lissabon-

dom, hvor forfatningsdomstolen tog stilling til, om Tyskland kunne ratificere Lis-

sabon-Traktaten. Her fastslog forfatningsdomstolen, at en ultra-vires-akt kun

foreligger, hvis en EU-institution

åbenlyst

overtræder sine kompetencer, og det

samtidig fører til, at en EU-institution fratager kompetencer fra medlemslan-

dene.

Sag C-555/07 Serda Kücükdeveci v. Swedex GmbH

Se en oversigt i:

Antidiskriminierungsstelle des Bundes (2016): Ausgewählte Entscheidungen

deutscher Gerichte zum Antidiskriminierungsrecht

En oversigt over klagen på engelsk kan findes her:

BVG – The Mangold-judgment

3/6

EU-note - 2016-17 - E 14: Højesteret går imod EU-Domstolen i sag om forbud mod aldersdiskrimination

Forfatningsdomstolen fastslog, at beskæftigelsesdirektivet med sit forbud mod

aldersdiskrimination gav et interpretationsrum for EU-Domstolen. Derudover

gav EU-Domstolens udvikling af forbuddet mod aldersdiskrimination som ge-

nerelt princip ikke flere kompetencer til EU-institutionerne. Forfatningsdomsto-

len afviste dermed forfatningsklagen og bekræftede

Mangold-dommen.

II.

Højesteret versus EU-Domstolen?

Højesteret valgte i sin dom fra den 6. december at gå imod EU-Domstolens

linje i

Mangold-

Kücükdeveci-dommene.

Hovedspørgsmålet i den såkaldte

Ajos-sag

var om

det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskri-

mination kan pålægge en privat arbejdsgiver i Danmark at udbetale fratrædel-

sesgodtgørelse, selv om arbejdsgiveren var fritaget for dette ifølge den davæ-

rende danske funktionærlov.

Hvad drejer sagen sig om?

Ajos-sagen

blev anlagt af fagforeningen Dansk Formands Forening i 2012 ved

Sø- og Handelsretten på vegne af Karsten Eigil Rasmussen. Han blev som 60

årig afskediget efter 25 års ansættelse ved entreprenørfirmaet Ajos A/S. Ifølge

den daværende funktionærlov havde han krav på en særlig fratrædelsesgodt-

gørelse, fordi han havde været ansat så længe. Men da han var fyldt 60 år,

havde han samtidig ret til en alderspension betalt af arbejdsgiveren. Ifølge lo-

ven bortfaldt retten til fratrædelsesgodtgørelse dog, da han var indtrådt i pensi-

onsordningen, før han fyldte 50 år. Efter fast dansk retspraksis gjaldt dette,

uanset om han gik på pension eller fortsatte på arbejdsmarkedet i et nyt job.

Sø- og Handelsretten valgte i januar 2014 at følge EU-Domstolens linje i sa-

gerne

Mangold

Kücükdeveci.

Retten fastslog, at den daværende danske

fortolkning af funktionærloven var i strid med både beskæftigelsesdirektiv

2000/78 og med det almindelige EU-retlige princip om forbud mod aldersdiskri-

mination. DI appellerede på vegne af

Ajos

sagen til Højesteret, idet man ikke

mente, at der efter dansk ret var hjemmel til at anvende det almindelige princip

om forbud mod aldersdiskrimination med direkte virkning i en sag mellem pri-

vate.

Højesteret bad på denne baggrund EU-Domstolen om at tage stilling til to præ-

judicielle spørgsmål. For det første spurgte Højesteret om det almindelige EU-

retlige princip om forbud mod aldersdiskrimination kan anvendes som hjemmel

til at pålægge en privat virksomhed at betale en fratrædelsesgodtgørelse, selv

om virksomheden ifølge de dagældende regler var fritaget for dette. For det

andet spurgte Højesteret til om der, ved anvendelsen af det almindelige princip

om forbud mod aldersdiskrimination, skal foretages en afvejning i forhold til

4/6

EU-note - 2016-17 - E 14: Højesteret går imod EU-Domstolen i sag om forbud mod aldersdiskrimination

hensynet til Ajos’ retssikkerhed og berettigede forventning om ikke at skulle

udbetale fratrædelsesgodtgørelse, når en klar dansk lov fritog Ajos for dette.

EU-Domstolens præjudicielle udtalelse

Den 19. april 2016 fastslog EU-Domstolen i sin præjudicielle udtalelse til Høje-

steret,

at den daværende funktionærlov var i strid med EU’s almindelige princip

om forbud mod aldersdiskrimination. De nationale domstole skal derfor fortolke

loven i overensstemmelse med princippet – også i en tvist mellem private. Hvis

det ikke er muligt, er de forpligtet til helt at undlade at anvende de bestemmelser

i loven, som er i strid med princippet om forbud mod aldersdiskrimination.

EU-Domstolen fastslog oven i købet, at de nationale domstole er forpligtede til

at anvende princippet om forbud mod aldersdiskrimination uanset hensynet til

privates retssikkerhed og deres berettigede forventning om at kunne støtte ret

på en national lov, selvom den er i strid med EU-retten.

Hvad siger Højesteret?

Højesteret anerkender i sin dom EU-Domstolens beføjelse til at afgøre om en

regel efter EU-retten har direkte virkning med forrang for en national bestem-

melse. Alligevel afviser Højesteret at efterkomme EU-Domstolens krav om, at

Højesteret bør undlade at anvende den daværende funktionærlov, selv om den

ifølge EU-Domstolen var i strid med det almindelige princip i EU-retten om for-

bud mod aldersdiskrimination.

Højesteret begrunder dette med, at det vil ligge uden for Højesterets grundlovs-

mæssige beføjelser som dømmende magt at lade et uskrevet princip om forbud

mod forskelsbehandling på grund af alder

fortrænge en klar og entydig national

lov. Det kan kun den lovgivende magt gøre.

Sag C-441/14 Dansk Industri v. Boet efter Karsten Eigil Rasmussen

EU-Domstolen har på baggrund af TEU art. 6, stk. 3 udledt princippet af retskilder, som ligger

uden for EU-traktaterne, nemlig i forskellige internationale konventioner og de i EU-landene fæl-

les forfatningsmæssige traditioner.

5/6

EU-note - 2016-17 - E 14: Højesteret går imod EU-Domstolen i sag om forbud mod aldersdiskrimination

Højesteret mener desuden ikke, at den danske tiltrædelseslov giver EU-Dom-

stolen beføjelser til at udvikle generelle EU-retlige principper, som er direkte

forpligtende for private borgere eller virksomheder

Højesteret finder på dette grundlag, at danske domstole fortsat er forpligtede til

at anvende den daværende funktionærlov. Ajos bliver dermed fritaget for at ud-

betale fratrædelsesgodtgørelse. Folketinget vedtog dog i januar 2015 en æn-

dring af funktionærloven, så den blev gjort forenelig med EU-retten. Arbejdsta-

gere, som er opsagt efter lovens ikrafttræden den 1. februar 2015 vil således

kunne stille krav om fratrædelsesgodtgørelse på linje med arbejdstagere i an-

dre EU-lande.

III.

Konklusion

Højesteret trækker med dommen en streg i sandet over for EU-Domstolen.

Dommen betyder først og fremmest, at EU’s almindelige princip om forbud mod

aldersdiskrimination ikke er direkte anvendeligt i Danmark. Arbejdstagere kan

derfor ikke henvise til dette EU-retlige princip i forbindelse med stridigheder

med deres arbejdsgiver.

Højesterets dom indebærer desuden, at de generelle EU-retlige principper ikke

har forrang for klare og utvetydige love i Danmark. Det giver øget retssikkerhed

for de danske virksomheder, fordi de kan fæste lid til den nationale lovgivning.

Men Højesterets dom rejser også en række spørgsmål.

Et spørgsmål er, om andre EU-landes domstole vil følge trop og lade sig inspi-

rere af det danske eksempel. I Tyskland har domstolene valgt at følge linjen fra

EU-Domstolen. Men risikerer vi, at forskellige udlægninger af EU-retten vil føre

til forskellige beskyttelsesniveauer i EU engang i fremtiden?

Et andet spørgsmål er, om dommen får betydning for EU-Domstolens udvikling

af de generelle EU-retlige principper på nye områder. Vil EU-Domstolen fort-

sætte sin linje med at udvikle diskriminationsforbud på andre områder? Eller vil

Domstolen lægge større vægt på hensynet til princippet om retssikkerhed?

Højesteret fastslår, at hvis en EU-retlig regel skal tillægges den virkning i dansk ret, som EU-

retten kræver, beror det i første omgang på tiltrædelsesloven. Tiltrædelseslovens § 2 fastslår

nemlig, at beføjelser, som tilkommer Rigets myndigheder, kun kan udøves af EU-institutionerne

i det omfang, det er fastsat i de i § 4 nævnte traktater. Tiltrædelseslovens § 3 sikrer, at bestem-

melserne i de i § 4 nævnte traktater træder i kraft i det omfang, de ifølge EU-retten er umiddel-

bart anvendelige i Danmark. Det almindelige princip om forbud mod forskelsbehandling på

grund af alder kan derfor ifølge Højesteret heller ikke have direkte virkning i Danmark, når det

ikke har grundlag i en i § 4 nævnt traktatbestemmelse.

6/6