Europaudvalget 2016-17
EUU Alm.del
Offentligt
1778079_0001.png
Folketingets Europaudvalg
Christiansborg
1240 København K
Den 17. juli 2017
MFVM 325
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 151 (EUU alm. del) stillet den 23. juni
2017 efter ønske fra Søren Søndergaard (EL).
Spørgsmål nr. 151
”Ministeren
bedes oplyse status på udarbejdelsen af EU-regulering af bisphenol A i
fødevarekontaktmaterialer og salg af fødevarekontaktmaterialer indeholdende bisphenol A samt
oplyse om Danmark i overensstemmelse med EU-retten kan indføre et nationalt forbud imod
brug af bisphenol-A i fødevarekontaktmaterialer og salg af fødevarekontaktmaterialer
indeholdende bisphenol-A.”
Svar
EU Kommissionen har udarbejdet et forslag, der vil sænke grænseværdien for afsmitning af
bisphenol A fra fødevarekontaktmaterialer af plast fra 600 til 50 mikrogram/kg fødevare og
samtidig indføre en grænseværdi for fødevarekontaktmaterialer af lak på samme niveau.
Forslaget forventes sendt til afstemning i toksikologisk sektion af EU's stående komité for
planter, dyr, fødevarer og foder (SCoPAFF) til september.
Dele af den danske branche arbejder allerede i dag på at udfase brugen af bisphenol A, særligt i
konservesdåser, da det er en af hovedkilderne til vores indtag via fødevarer. Branchen har oplyst
til Fødevarestyrelsen, at nogle dansk producerede fiskeprodukter allerede i dag emballeres i
bisphenol A fri emballage.
Hvis det europæiske forslag om en fælles grænseværdi for afsmitning fra
fødevarekontaktmaterialer af både plast og lak bliver vedtaget, er området totalharmoniseret, og
Danmark vurderes dermed ikke længere at have mulighed for at vedtage nationale regler for
bisphenol A i fødevarekontaktmaterialer.
For den gennemsnitlige forbruger er udsættelsen for bisphenol A gennem fødevarer allerede i dag
så lav, at der hverken i forhold til DTU Fødevareinstituttets eller EFSA’s vurdering er grund til
sundhedsmæssig bekymring.
Miljø-
og Fødevareministeriet •
Slotsholmsgade 12
• 1216
København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk