Folketingets Europaudvalg
Christiansborg
1240 København K
J.nr. 2017-2495
Den 23. marts 2017
MFVM 254
Miljø- og fødevareministerens besvarelse af spørgsmål nr. 82 (EUU alm. del) stillet 28. februar 2017
efter ønske fra Kenneth Kristensen Berth (DF).
Spørgsmål nr. 82
”Danske hundeejere tager ofte hundehvalpe med over grænsen til dyrlæger i Tyskland for at få udstedt
et EU-hundepas. Men det er ulovligt, ifølge fødevarestyrelsen, eftersom hundehvalpen først skal have
EU-passet, før hundehvalpen må tages til Tyskland? Hvad er ministerens holdning til at indføre et
dansk hunde/katte-pas, i stedet for et EU-pas, for at sætte en stopper for den ulovlige transport af
hunde over grænsen?
Kildehenvisning:
http://www.jv.dk/nordtyskland/Danskere-koeber-ugyldige-hundepas-i-Tyskland/artikel/2345091”
Svar
Miljø- og Fødevareministeren har forelagt spørgsmålet for Fødevarestyrelsen, der oplyser følgende:
”Hunde, katte og fritter, som skal ud at rejse med deres ejer eller ind- eller udføres kommercielt fra og
til andre EU-lande, skal forudgående have udstedt det blå EU-selskabsdyrpas.
Krav til udstedelse af dette pas til hunde, katte og fritter er underlagt harmoniserede EU-regler i
henhold til Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EU) nr. 576/2013 om ikke-kommerciel
flytning af selskabsdyr og om ophævelse af forordning (EF) nr. 998/2003. På vegne af den kompetente
myndighed i medlemsstaten, udsteder autoriserede dyrlæger EU passet for hunde, katte og fritter i den
pågældende medlemsstat.
De gældende regler betyder, at der udstedes et pas af dyrlæger med dansk autorisation, før der kan ske
udførsel af kæledyr. Det betyder, at når passet er blevet udstedt i Danmark i henhold til reglerne, så er
passet gyldigt i hele EU, og dyret kan lovligt flyttes ud af Danmark. Flyttes dyret til et andet land, uden
at det har et pas, er der tale om en ulovlig flytning.
I princippet er der altså tale om en dansk version af passet til hunde og katte. Yderligere nationale krav
vurderes ikke at ville løse problemstillingen med ulovlig udførsel af dyr.
På den baggrund findes det ikke relevant at overveje indførsel af nationale regler på området.
I forhold til kildehenvisningen gøres der opmærksom på, at Fødevarestyrelsen har foranlediget en
rettelse af artiklens indhold:
http://www.jv.dk/nordtyskland/Rettelser-om-hundepas/artikel/2347834.”
Miljø- og Fødevareministeriet • Slotsholmsgade 12 • 1216 København K
Tlf. 38 14 21 42 • Fax 33 14 50 42 • CVR 12854358 • EAN 5798000862005 • [email protected] • www.mfvm.dk