Tak for diskussionen her i salen i dag.
Jeg synes, at den her beslutning er så principiel og faktisk så vigtig for Danmark, også historisk, at det er helt rimeligt, at vi diskuterer den i Folketingssalen, frem for at det bare er sådan en administrativ regeringsbeslutning.
Politikere fra de tre regeringspartier har gennem de seneste nu efterhånden mange år kritiseret vores asylsystem for at være uretfærdigt.
Kun de flygtninge, som har råd til at betale kriminelle og menneskesmuglere for deres hjælp, har mulighed for at nå frem til Danmark for at få beskyttelse.
De flygtninge, som ikke har så mange penge, men et lige så stort behov for beskyttelse, sidder tilbage i nærområderne.
Sådan har kritikken lydt, og et langt stykke hen ad vejen er jeg enig.
Det er fuldstændig afgørende, at vi ikke bare hjælper dem, der har ressourcer til at betale en menneskesmugler for at fragte sig til Europa.
Det er helt åbenlyst dårligt, at organiserede kriminelle tjener millioner af kroner på, at der findes mennesker, som tvinges på flugt.
FN's ordning med kvoteflygtninge, som Danmark jo har været en del af siden 1979, er for mig at se et eksempel på lige præcis det, alle efterlyser, nemlig en ordning, hvor vi faktisk hjælper uanset økonomisk formåen og uanset fysisk formåen, fordi det jo ikke er nogen hemmelighed, at det er farligt at flygte.
Turen over Middelhavet i en gummibåd, som der jo desværre er stor risiko for synker, betyder for mange, at der skal tilbringes mange timer i koldt vand.
Vi ved alle sammen godt, at en barnekrop kan overleve kortere tid i det her kolde vand, end en voksen mands krop f.eks.
kan.
Så fysisk formåen spiller også en rolle.
Jeg tror også, at alle, som beskæftiger sig med flygtningeområdet, ved, at kvinder er i markant større fare, når de er på flugt, end mænd.
Rigtig mange kvinder, som flygter, udsættes for horrible former for overgreb.
De uretfærdigheder, altså at vores køn og vores fysik og vores alder også spiller en rolle for, om man kan nå frem til et eller andet sted, der kan give beskyttelse, er jo altså også noget af det, som man med rette kan kritisere vores asylsystem for ikke at forhindre, men som FN's kvoteflygtningesystem jo er med til at forhindre.
Gennem kvoteflygtningesystemet hjælper man uanset fysisk formåen, uanset økonomisk formåen.
Man gør kriminelle menneskesmuglere overflødige.
Derfor var jeg altså, jeg har lyst til at sige:
overrasket, men det ville måske være løgn, og man må jo ikke lyve, men så i hvert fald trist, da regeringen i august fremlagde Venstreregeringens 2025-plan, hvor jeg kunne læse, at man ville suspendere modtagelsen af kvoteflygtninge på ubestemt tid.
Fra nu af og så længe det her kvoteflygtningestop består, vil det altså kun være de flygtninge, som har råd til at betale en kriminel menneskesmugler, som har mulighed for at søge beskyttelse her i Danmark.
De, som i mange sammenhænge betegnes som – og jeg synes det er et misvisende udtryk – de rigtige flygtninge, afskæres.
Så vidt jeg ved, er Danmark det eneste land, som har valgt at reagere på den her flygtningekrise, som jo altså er historisk.
»Historisk« er sådan et begreb, der kastes rundt med på Christiansborg – det bliver brugt lidt for ofte – men altså lige præcis med den her flygtningekrise må man sige det er historisk.
Danmark har mig bekendt som det eneste land valgt at reagere på den historiske flygtningekrise ved at sige stop:
Vi tager ikke flere kvoteflygtninge.
Jeg synes jo, at man burde gå den modsatte vej, sådan som mange andre lande også har gjort, og sige:
I så alvorlig en situation er det endnu vigtigere, at vi styrker de her fælles løsninger.
I tide og utide – skulle jeg til at sige – bliver der talt om, ikke mindst fra regeringspartiernes side, at hjælpe i nærområderne, og jeg er så enig.
Derfor synes jeg jo også, at det er så ualmindelig trist, at man har valgt at skære på udviklingsbistanden.
Jeg ved godt, at man har hævet bistanden til nødhjælp en smule, men samlet set skærer man på udviklingsbistanden.
Det synes jeg er ualmindelig trist.
Men, altså, der tales i tide og utide om nærområderne.
En afgørende håndsrækning til nærområderne er jo netop kvoteflygtningeordningen.
Altså, hvis vi kan støtte de her nærområder ved at give beskyttelse til nogle af dem, som er særlig udsatte – det kunne være en enlig kvinde, det kunne være et menneske med handicap, det kunne være et barn, som ikke har nogen forældre, det kunne være en ældre kvinde, der er alene – så frigiver vi en masse ressourcer i de her nærområder, som vi vel alle sammen er enige om bærer hovedansvaret og i hvert fald står med det i forhold til at løse verdens flygtningeproblem.
Helt grotesk synes jeg jo altså hykleriet bliver, når jeg så læser den nye regerings regeringsgrundlag, blækket er knap tørt.
Her tales om et nyt asylsystem, som skal være baseret på, at man søger asyl fra et tredjeland, fordi, som der står på side 54 i regeringsgrundlaget:
»Vi skal væk fra et system, der giver fortrin til asylansøgere, som har penge og kræfter, og som understøtter menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel.«
Den målsætning er jeg sådan set enig i.
Kvoteflygtningesystemet er netop sådan et system.
Det bør udbygges, det bør udvides.
Regeringen går jo i praksis den modsatte vej af, hvad man skriver i sit eget regeringsgrundlag, ved at lave et kvoteflygtningestop på ubestemt tid.
Altså, det kom jo sådan set ikke bag på mig, at der ikke ville være opbakning til vores beslutningsforslag i dag, men jeg synes som sagt, at det er så principiel en beslutning, og jo historisk, siger jeg så igen, forstået på den måde, at det var i salig Anker Jørgensens tid tilbage i 1979, at Danmark besluttede at tilslutte sig den her kvoteflygtningeordning.
Jeg synes, at diskussionen er så principiel, at den bør foretages i Folketingssalen, men det kommer som sagt ikke bag på mig, at der ikke er opbakning til det.
Jeg vil alligevel udtrykke en stille forhåbning, nemlig om, at flertallet hurtigst muligt kommer på bedre tanker.
I en verden med 60-65 millioner fordrevne – flere end på noget andet tidspunkt siden anden verdenskrig – er der måske mere end nogen sinde brug for, at vi støtter og styrker de fælles løsninger.