Tak for det.
Jeg må sige, at jeg jo synes, at det er uendelig trist, at et flertal i Folketinget vælger at stoppe med at tage imod kvoteflygtninge på et tidspunkt, hvor verden i allerhøjeste grad har brug for, at der bliver taget netop kvoteflygtninge.
Man anslår, at mellem 60 millioner og 65 millioner mennesker er tvunget på flugt.
De sidste mange, mange år har Danmark været et af de lande, som faktisk har taget imod kvoteflygtninge, nemlig 500 årligt, og netop nu, hvor der altså i allerhøjeste grad er behov for, at mange lande løfter et ansvar, siger Danmark stop.
Noget af det, som jeg især synes er uforståeligt, er, at vi fra både højrefløjen og Socialdemokratiet igen og igen hører, at asylsystemet er uretfærdigt; at det er uretfærdigt, at de, der har et hus, som de kan sælge, og som derfor har mulighed for at betale en menneskesmugler, kan komme til f.eks.
Danmark; at det er uretfærdigt, at de, der har en fysik, der gør, at de måske har lidt større chance for at overleve, når de sætter sig ud i en gummibåd med stor risiko for, at den synker, kan komme til Danmark.
Der påpeges en lang række uretfærdigheder i asylsystemet, og de uretfærdigheder er jeg enig i.
Det er dybt uretfærdigt, at de mennesker, som på en eller anden måde finder nogle penge, så de kan betale nogle menneskesmuglere, har større mulighed for at komme under beskyttelse og få deres børn beskyttet, end dem, der f.eks.
ikke har et hus, som de kan sælge.
Netop det gør kvoteflygtningeordningen jo op med.
Kvoteflygtningeordningen går netop ud på, at det er UNHCR, altså FN's flygtningeorganisation, der siger:
Vi henter jer, og det er ikke kun jer, der har råd til at betale menneskesmuglere.
Så bliver der talt rigtig meget fra både højrefløjen og socialdemokrater om, at vi skal hjælpe i nærområderne.
Jeg er enig, ikke mindst fordi langt størstedelen af verdens flygtninge lever i nærområderne.
Det er enten som internt fordrevne i lande med krig eller i nabolandene, f.eks.
i Jordan.
En fuldstændig afgørende måde at hjælpe i nærområderne er faktisk ved at tage imod kvoteflygtninge.
Det, at Danmark og andre lande giver beskyttelse til nogle, som er særlig udsatte, i f.eks.
Jordan, frigiver ressourcer til, at de i Jordan eller i andre lande omkring Syrien kan give beskyttelse til de mange millioner mennesker, som opholder sig der.
Med andre ord:
Hvis man gerne vil gøre noget ved den fuldstændig urimelige og kriminelle menneskesmugling, hvis man gerne vil gøre noget ved det faktum, at det er uretfærdigt og urimeligt, at mænd f.eks.
har større chance for at overleve flugten uden at blive udsat for fuldstændig vanvittige seksuelle overgreb, og at børn har mindre chance for at overleve i det kolde vand i Middelhavet, hvis man gerne vil gøre noget ved de uretfærdigheder, og hvis man gerne vil afhjælpe nærområderne, skal man tage imod kvoteflygtninge.
Så er der nogle, der siger, at Danmark ikke har plads til dem.
Men selvfølgelig har vi da plads til 500 mennesker årligt.
Danmark knækker ikke, fordi vi bliver ved med at gøre det, vi har gjort i årtier, nemlig givet beskyttelse til 500 kvoteflygtninge om året.
Så er der også nogle, der siger:
Jamen der er så mange, så det er da lige meget.
Men det er ikke lige meget for de mennesker, der bliver valgt.
Tænk, hvis andre lande vælger at lade sig inspirere af Danmark, tænk, hvis andre lande siger, at hvis Danmark ikke gider, så gider de da heller ikke:
Så falder det hele da fra hinanden.
Heldigvis har jeg faktisk ikke hørt om et eneste andet land, som midt i en verdenshistorisk stor flygtningekrise, har valgt at sige, at de stopper med at tage kvoteflygtninge.
Der er tværtimod mange andre, der har valgt at hæve kvoten.
Der bliver råbt på fælles løsninger.
Det bliver sagt, at Danmark ikke kan løse flygtningekrisen alene.
Ja, det siger da sig selv.
Det er jeg da helt enig i.
Men en fælles løsning er netop FN's kvoteflygtningesystem.
Folk siger, at vi da må finde en måde, hvorpå vi kan fordele flygtningene mellem verdens lande.
Jamen det er jo det, FN's kvotesystem gør.
Jeg synes, det er helt, helt uforståeligt og uansvarligt, at et flertal i Folketinget, desværre med Socialdemokratiets opbakning, vælger at træffe den her beslutning.