Tak for det, og tak for de bemærkninger, som der har været.
Fru Johanne Schmidt-Nielsen sagde, at hun var bange for, at det, hvis beslutningsforslaget blev vedtaget, så smittede, og så kan jeg ikke lade være med at sige, at det sådan set er planen, altså hvis vi fik vedtaget det her beslutningsforslag fra Dansk Folkepartis side og vi indførte den her ordning i Danmark, var det planen, at det skulle smitte andre lande.
Man kunne sagtens forestille sig, at Tyskland også ville begynde at afvise ved deres grænser, Østrig ville begynde at afvise ved deres grænser, og det ville sådan set være ganske, ganske fornuftigt, hvis det endte med at blive sådan, for det ville være den mest optimale situation for Danmark og for hele Europa.
Dansk Folkeparti finder, at asylansøgere skal afvises allerede ved de danske grænser, og såfremt Danmark skal behandle en asylansøgning, skal denne sagsbehandling ske særdeles hurtigt.
Den 4.
januar 2016 indførte Danmark en midlertidig grænsekontrol, men som det er i dag, kan politiet ikke afvise udlændinge, der søger asyl ved grænsen.
Man afviser migranter, altså folk, der ikke har dokumenterne i orden, og som ikke kan dokumentere, at de har adgang til Danmark, ikke har visum til Danmark osv., og som ikke søger asyl, og der har vi afvist ca.
3.000 personer, siden man indførte grænsekontrollen.
Det vil vi sådan set gerne udvide til, at man også kan afvise asylansøgere ved grænsen, fordi de kommer fra Tyskland, som er et sikkert land.
Det er vores opfattelse, at asylansøgere kan og skal afvises ved grænsen, hvis det konstateres, at de indrejser fra et sikkert land, eksempelvis Tyskland.
En sådan praksis vil ikke være i strid med FN's flygtningekonvention, som vi ved der er en del politikere og partier der går op i herinde.
Det følger eksempelvis af flygtningekonventionen fra 1951, artikel 33, stk.
1, om forbud mod udvisning eller afvisning, at ingen kontraherende stat på nogen som helst måde må udvise eller afvise en flygtning ved grænserne til sådanne områder, hvor hans liv eller frihed vil være truet på grund af hans race, religion, nationalitet, hans tilhørsforhold til en særlig social gruppe eller hans politiske anskuelser.
Danmark kan således som den klare hovedregel afvise asylansøgere ved den dansk-tyske grænse eller ved andre grænseovergange til Danmark med den begrundelse, at asylansøgeren indrejser fra et sikkert land.
Det vil eksempelvis være tilfældet, hvis man rejser ind i Danmark fra Tyskland.
Såfremt beslutningsforslaget vedtages – hvis det på et tidspunkt bliver vedtaget – skal konstateringen af, om asylansøgeren indrejser fra et sikkert tredjeland, foregå på eller tæt ved de danske grænser, så asylansøgeren uden unødigt ophold kan udsendes af landet igen.
I Dansk Folkeparti mener vi, at den mest optimale ordning ville være, hvis Danmark afviser asylansøgere og migranter ved grænsen, altså et regulært asylstop, og at vi så tager 500 FN-kvoteflygtninge om året ved siden af og ikke mere, for på den måde vil vi nedbringe indvandringen markant, og vi vil selv kunne styre udviklingen her i Folketinget.
Jeg synes, det er den mest ærlige måde at føre udlændingepolitik på.
Så kan de partier, der mener, at vi skal tage 10.000 om året eller 20.000 om året, argumentere for det i en valgkamp, og så kan de se, hvor mange stemmer de får for det, og hvis de får flertallet, så får de flertallet, og så kan andre partier, det kan være et parti som Dansk Folkeparti, sige, at vi mener, at grænsen er nået, at vi ikke mener, vi kan tage flere i år, mens vi næste år, vurderer vi, kan tage 500 FN-kvoteflygtninge inklusive familier, og det er så det.
Så ved danskerne, hvad de har at forholde sig til, og det ville ærlig talt være det mest ærlige og vel egentlig også det mest demokratiske, for det bedste er vel, hvis et land selv kan styre udviklingen og tilstrømningen.
Sådan bør det være, men sådan er det desværre ikke, fordi et flertal i Folketinget afviser Dansk Folkepartis beslutningsforslag.
Det er vi ærgerlige over, vi kommer formentlig til at fremsætte det igen på et tidspunkt i en eller anden udgave, men vi er kommet et stykke i dag med det tidligere forslag, som er blevet behandlet, hvor det som et led i finanslovsaftalen mellem Dansk Folkeparti og regeringen er blevet aftalt, at man i hvert fald i særlige situationer skal kunne afvise asylansøgere ved grænsen.
Det er selvfølgelig rigtig godt, at der nu kommer den mulighed i dansk lovgivning, men vi vil gerne bygge videre og sørge for, at man hele dagen, alle dage, året rundt kan afvise asylansøgere ved de danske grænser.
Det er entydigt i dansk interesse efter vores opfattelse.