Den her diskussion handler ikke om at være for eller imod EU.
Den handler jo heller ikke om at være for eller imod Brexit, og den handler heller ikke om, hvilken aftale man mener der skal laves mellem EU og Storbritannien.
Det kan man have mange opfattelser af, og man kan også have mange opfattelser af, hvordan Europa kunne indrettes på en anden måde.
Det er bare ikke det, vi diskuterer.
Det, vi diskuterer, er nogle konkrete mennesker, faktisk millioner af mennesker, og de mennesker kan være statsborgere i Storbritannien, som har bosat sig i et EU-land, eller de kan være borgere i andre EU-lande, som har bosat sig i Storbritannien.
Det er altså ikke specielt et spørgsmål om at hjælpe nogle, der har stemt forkert, som det ligesom blev antydet.
For det kan altså også være EU-borgere, der har bosat sig i Storbritannien, og som ikke har været med i nogen afstemninger, men som har gjort det i forvisning om, at de regler, som gjaldt i går, og som gælder i dag, også gælder i hvert fald nogen tid fremover, så de kan leve deres liv og træffe de dispositioner, som er nødvendige for at kunne det.
Storbritanniens beslutning om udmeldelse af EU har da skabt usikkerhed om de her menneskers fremtid.
Om det gør Storbritanniens beslutning rigtig eller forkert, er jo op til vælgerne i Storbritannien at afgøre.
Det er ikke noget, vi skal gøre os til dommer over.
Men vi bør jo gøre vores til, at den periode med usikkerhed, der kommer, bliver så kort som overhovedet muligt.
Det burde vi alle sammen være interesseret i, og det burde jo i virkeligheden også kunne løses uden nogen særlige problemer, f.eks.
ved at garantere, at de pågældende kan blive boende dér, hvor de bor, på de nuværende vilkår.
Så kan man sige, at det er for altid, eller at det er for de næste 10 år, eller at det er for de næste 5 år.
Det er sådan set ligegyldigt.
Enhver aftale i den retning vil være med til at skabe tryghed, i hvert fald i den nære fremtid, for de her mennesker, og en sådan aftale burde jo kunne laves i løbet af utrolig kort tid.
Altså, det er jo på samme måde, som det er utrolig let for Storbritannien at overtage EU-lovgivning, og så kan de hen ad vejen lave den om i kraft af den selvbestemmelse, de har fået.
Det er på samme måde her.
Det er jo relativt let at sige, at tingene fortsætter, som de er; det handler om politisk vilje.
Men desværre er det ikke den forhandlingslinje, som EU har valgt, hverken fra starten eller nu.
Det var en anden tone, der lød fra EU umiddelbart efter Brexit, og det er en anden tone, der præger den vedtagelse, der kom fra det ekstraordinære møde i Det Europæiske Råd i lørdags, den 29.
april.
Man blander lige præcis en række ting sammen i de første forhandlinger, som gensidigt risikerer at blokere hinanden.
For som det ovenikøbet hedder i vedtagelsen fra mødet – og jeg vil godt citere:
»I overensstemmelse med princippet om, at intet er aftalt, før alt er aftalt, kan individuelle spørgsmål ikke afgøres særskilt.«
Det vil sige, at mens vi har de der diskussioner og vi har forhandlerne fra EU, der sidder og skændes om, hvem der skal bidrage med hvor meget til en eller anden pensionsordning osv., så kan millioner af mennesker leve i uvished om deres umiddelbare fremtid, selv om det ville være utrolig let at løse det problem.
Efter min mening er det ikke bare politisk forkert, og jeg vil stå ved det ord, jeg har brugt, nemlig at det er sådan en slags politisk gidseltagning.
Hvis EU har den politik, er det EU, der laver den politiske gidseltagning, og hvis det er Storbritannien, der har den politik, er det Storbritannien, der laver den politiske gidseltagning.
Jeg er sådan set fuldstændig ligeglad med, hvem det er.
Det afgørende er, at ingen af dem burde gøre det.
Det er også baggrunden for det her forslag.
Den 1.
januar 2017 var der jo 17.500 britiske statsborgere i Danmark og et ukendt antal danske statsborgere i Storbritannien.
De lever i den her uvished og kan få brug for en sådan overgangsordning.
Vil det her så på nogen måde kunne ses som et brud på indgåede forpligtigelser over for EU?
Der synes jeg vi må være fuldstændig klare, for der er jo ikke tale om, at Danmark ved et sådant tilbud om en forhandling på det her område giver noget væk.
Det er alene noget, der vedrører danske og britiske statsborgere, og det er altså et dansk anliggende.
Vi har ikke et europæisk statsborgerskab, vi har et dansk statsborgerskab, og derfor kan man faktisk kun se det som unfair over for EU, hvis man netop har den opfattelse, at de pågældende statsborgere på en eller anden måde skal bruges i en eller anden studehandel.
Og vi vil virkelig beklage, hvis det er sådan, at det er den opfattelse, der er.
Vi er bekymrede, når vi læser om de lækager, der har været fra Europa-Kommissionens side, hvor den britiske premierminister klart foreslår, at det med de her statsborgere skal løses til juli, og hvor Europa-Kommissionen tydeligvis siger:
Nej, det kan slet ikke lade sig gøre.
Det er vi meget bekymrede over.
Vi synes, det ville være et godt signal at sende herfra, at vi i hvert fald ønsker at få det problem løst for vores statsborgere.
Jeg vil selvfølgelig sige tak til partierne for de umiddelbare meldinger, der er kommet her.
Nu lader vi sagen bundfælde sig, for vi vil jo løbende få henvendelser og se, hvordan det kommer til at gå.
Hvis hr.
Rasmus Nordqvist får ret i, at det her problem bliver løst meget hurtigt, så er det klart, at det her forslag bare er latterligt, men hvis det nu senere viser sig, at det her ikke er blevet løst, så bliver det selvfølgelig mere og mere relevant.
Derfor vil jeg sige, at vi ser frem til at fortsætte behandlingen af det her forslag i udvalget, og vi ser frem til at have fokus på det i brexitfølgegruppen, og så kan vi jo på et eller andet tidspunkt tage endelig stilling til det i salen.
Jeg siger i hvert fald tak for drøftelserne indtil nu.