15. marts 2017
Kære medlem af Folketingets Europaudvalg
I løbet af maj måned skal Folketinget tage stilling til, hvorvidt man kan godkende EU’s
handelsaftale med Canada, også kendt som Comprehensive Economic and Trade
Agreement (CETA).
Danmark er som bekendt en eksportnation. 735.000 danske arbejdspladser er direkte
afhængige af eksporten og eksportindtægterne er afgørende i forhold til at kunne
opretholde vort velfærdssamfund. På vegne af vores medlemmer skal der derfor lyde en
appel til dig og dine kollegaer i Folketinget om at godkende, at Danmark tiltræder CETA-
aftalen. Det vil både være med til at sikre vækst og beskæftigelse i Europa, men kan
samtidig også være med til at sende et klart signal til hele verdenen om, at protektionisme
og frygten for frihandel ikke har klangbund i hverken Danmark eller Europa.
CETA-aftalen er den til dato mest ambitiøse og omfattende handelsaftale, som EU har
forhandlet. 99 pct. af alle toldsatser afskaffes, hvilket betyder færre omkostninger for
danske virksomheder, når de eksporterer eller importerer varer fra Canada. Samtidig
lettes toldprocedurerne, så varerne kan komme hurtigere og lettere igennem tolden.
Særligt for små og mellemstore virksomheder vil det lette mulighederne for at komme ind
på det canadiske marked.
Også for forbrugerne vil aftalen give konkrete gevinster eksempelvis i forhold til bedre
muligheder for e-handel. For en dansk forbruger er online køb i Canada i praksis ikke
rentabelt, da fragtfirmaet opkræver et gebyr for at håndtere indfortoldningen af en vare
–
PostNords gebyr starter eksempelvis ved 160,- kr. Når tolden fjernes, er der basis for at
fjerne dette gebyr.
Europæiske virksomheder får desuden væsentligt forbedret adgang til at sælge
tjenesteydelser på det canadiske marked med CETA-aftalen. Samtidig skaber gensidig
anerkendelse af en række faglige kvalifikationer langt bedre muligheder for, at
eksempelvis danske ingeniører og arkitekter kan tilbyde deres ydelser på det canadiske
marked.
Aftalen vil også være med til at opretholde de høje standarder for forbrugersikkerhed,
arbejdstagerrettigheder, miljøbeskyttelse, dyrevelfærd med videre, som vi har i både EU