Fremsat 05-10-2016
1. behandlet/henvist til udvalg 11-10-2016
Betænkning afgivet 14-10-2016
2. behandlet/vedtaget 25-10-2016
Ministerområde:
Justitsministeriet
Med folketingsbeslutningen har Folketinget givet samtykke efter grundlovens § 19 til, at regeringen på Danmarks vegne tilslutter sig det såkaldte retshåndhævelsesdirektiv på mellemstatsligt grundlag.
Retshåndhævelsesdirektivet er i princippet omfattet af det danske retsforbehold, men da det samtidig udgør en udbygning af Schengensamarbejdet, skal Danmark i henhold til artikel 4 i protokollen om Danmarks stilling senest inden 6 måneder efter Rådets vedtagelse træffe afgørelse om, hvorvidt Danmark vil gennemføre direktivet i dansk ret. Fristen i det konkrete tilfælde er den 27. oktober 2016.
Retshåndhævelsesdirektivet fastsætter regler om beskyttelse af fysiske personer i forbindelse med de kompetente myndigheders behandling af personoplysninger for at forebygge, efterforske, afsløre eller retsforfølge strafbare handlinger eller fuldbyrde strafferetlige sanktioner, herunder beskytte mod eller forebygge trusler mod den offentlige sikkerhed.
Forslaget blev vedtaget. For stemte 88 (S, V, EL, LA, ALT, RV, SF og KF), imod stemte 22 (DF), hverken for eller imod stemte 0.