F 29 Om at undgå, at EU udvikler en søjle af sociale rettigheder.

Af: Claus Kvist Hansen (DF), Karina Adsbøl (DF), Kenneth Kristensen Berth (DF), Bent Bøgsted (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Karina Due (DF) og Marlene Harpsøe (DF)

Til: Beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V)

Samling: 2016-17

Status: Foretaget

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 29:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens ambitioner om at undgå, at EU udvikler en social dimension, i lyset af EU’s målsætning om at gøre netop dette ved at udvikle en søjle for sociale rettigheder?

Af Claus Kvist Hansen (DF), Karina Adsbøl (DF), Kenneth Kristensen Berth (DF), Bent Bøgsted (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Karina Due (DF) og Marlene Harpsøe (DF).

(Anmeldelse 10.01.2017. Fremme 12.01.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 4. april 2017.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti, for en begrundelse. Værsgo.

Det kommer næppe bag på nogen, at Dansk Folkeparti ser med skepsis på, hver gang EU barsler med nye visioner for Europa, nye visioner, der, hvor besnærende de end pakkes ind, som regel er ensbetydende med mere EU og mindre nationalstat i fuld overensstemmelse med EU's iboende ambition om et tættere samarbejde.

Reelt handler det vist mere om at knytte de europæiske lande sammen med et tykkere og tykkere lag lim med en retning fastsat fra Bruxelles og med de europæiske befolkninger som trækæsler for projektet – nogenlunde sådan ser, så vidt vi kan se, Kommissionens seneste ambition om en europæisk søjle for sociale rettigheder ud. Baggrunden for forespørgslen i dag er derfor at få klarlagt, hvor den danske regering står i denne sag og måske ikke mindst at få frem i lyset, hvor Folketingets øvrige partier står.

Ambitionerne om den sociale søjle ser foreløbig ud til at omhandle i alt 20 politikpunkter fordelt på tre hovedområder: adgang til arbejdsmarkedet, herunder kompetenceudvikling og andre beskæftigelsesfremmende tiltag; arbejdsvilkår, herunder rettigheder og pligter på arbejdsmarkedet; og social beskyttelse og adgang til sociale rettigheder. Isoleret set er det alle sammen politiske temaer, som vi kender dem herhjemme, hvor der er overordnet styr på samfundsøkonomien, og hvor den danske model i årtier har været styrende for løndannelsen og spillereglerne på arbejdsmarkedet.

I store dele af det øvrige Europa har man valgt at se stort på nationale forskelle og slutte sig sammen i Den Økonomiske og Monetære Union med euroen som fælles mønt. Hvad der præcis gik galt, skal jeg ikke kloge mig på – i hvert fald ikke i dag – men for en række sydeuropæiske lande har eurosamarbejdet mildt sagt ikke haft en frelsende effekt. Uanset hvem man vælger at bebrejde, står tilbage, at en række europæiske lande har fået temmelig trange kår med store underskud på statsfinanserne og med høj arbejdsløshed. Ikke overraskende har de skrantende lande heller ikke haft imponerende succes med at udvikle egne sociale sikringssystemer. Og nu er vi muligvis ved at være nået frem til sagens kerne, for set med Dansk Folkepartis øjne ligner ambitionerne for den sociale søjle nemlig, at EU er ved at opdage, at Bruxelles og euroen ikke har skabt de forventede resultater, tværtimod vil nogen hævde. Men frem for at se indad og overveje, om man er gået den rigtige vej i det europæiske samarbejde, retter man i stedet fordomsfrit og visionært falkeblikket ud for at se, hvem der mon så kan betale regningen.

Fra Dansk Folkepartis side ligger der en bekymring for, at udviklingen af en social søjle vil medføre en øget tilstrømning af EU-borgere til Danmark, hvor der er langt større mulighed for at finde arbejde, og hvor det sociale sikkerhedsnet i forvejen er fintmasket. Man kan ikke bebrejde EU-borgerne, at de gerne vil til Danmark for at skabe sig et tryggere liv, men det er ikke en farbar vej, at vi i endnu højere grad, end det i forvejen er tilfældet, skal påtage os ansvaret for at stille jobs, uddannelse og social sikkerhed til rådighed for hele Europa. Jeg er klar over, at den sociale søjle i første omgang er tiltænkt landene i eurozonen, men Kommissionen har jo nådigt åbnet en kattelem for, at også lande uden for eurosamarbejdet kan tilslutte sig den sociale søjle.

Jeg ser derfor frem til dagens debat, så vi kan få kastet lidt lys over, hvor ambitiøse eller dumdristige, om man vil, Folketingets partier er i forhold til et endnu tættere europæisk samarbejde.

Tak for det. Så er det beskæftigelsesministeren for en besvarelse. Værsgo.

Tak for det, og ikke mindst tak for initiativet til den her forespørgselsdebat om EU's sociale dimension, som Dansk Folkeparti har taget. Det synes jeg faktisk på alle måder både er en vigtig drøftelse, men ikke mindst også en meget aktuel politisk stillingtagen til et tema, der helt sikkert vil fylde meget i de kommende måneder i EU-samarbejdet. Dansk Folkeparti har bedt mig oplyse om regeringens ambitioner om at undgå, at EU udvikler en social dimension i lyset af EU's målsætning om at gøre netop dette ved at udvikle en søjle for sociale rettigheder. Jeg kan starte med at gøre det helt klart, at regeringen ikke ønsker, at EU skal udvikle sig i retning af en social union. Den danske regering støtter, at man kan flytte sig efter job, men man skal ikke flytte sig efter, hvor der er de bedste og mest generøse velfærdsydelser. Det er fuldstændig afgørende for regeringens dagsorden.

Det er et super aktuelt og også yderst vigtigt spørgsmål for mig og dermed også regeringen, og derfor fremgår det også klart af regeringsgrundlaget. I de aktuelle drøftelser om, hvor EU skal bevæge sig hen, er det således en gennemgående melding fra dansk side, at den eksisterende kompetencefordeling mellem EU og landene fuldt ud skal respekteres. Der skal ikke flyttes yderligere kompetence på det sociale område til EU. En social dimension i EU-samarbejdet er dog ikke som sådan nogen nyhed. Allerede i dag har man jo et samarbejde på en række såkaldte sociale områder. Det gælder bl.a. fokus på jobskabelse og udveksling af best practice, minimumsstandarder inden for lønmodtagerbeskyttelse og arbejdsmiljø samt koordination af social sikring m.v.

Det nye er derimod, at siden Brexitafstemningen sidste sommer har der været en del debat om, hvor EU skal bevæge sig hen. Debatten handler bl.a. om, hvorvidt der er behov for et udvidet samarbejde og flere regler på det sociale område. Nogle mener, at EU ikke har været gode nok til at levere svar på en række af de udfordringer og konsekvenser, den enkelte borger har oplevet i forlængelse af den økonomiske krise, som vi så i parentes bemærket heldigvis i Danmark er ved at lægge bag os.

Så sent som i sidste weekend mødtes stats- og regeringscheferne i Rom og talte om pejlemærker for, hvor EU-samarbejdet skal bevæge sig hen. I Romerklæringen slog regeringscheferne fast, at landene ønsker et socialt ansvarligt Europa, hvor der er bæredygtig vækst og økonomiske og sociale fremskridt, bl.a. gennem en videreudvikling af det indre marked. Det er også fremhævet, at EU-samarbejdet skal tage højde for de forskellige nationale velfærdssystemer og den afgørende rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller. Netop respekten for de forskellige nationale modeller og for arbejdsmarkedets parter er noget af det, Danmark sammen med andre lande har arbejdet aktivt for kom ind i erklæringen.

Endelig gentages det også i Romerklæringen, at EU skal være det, man kalder big on big issues and small on small ones – man skal være stor på de store og vigtige temaer og mindre på det, som ikke fylder så meget, hvis man skal oversætte det til dansk, altså det, som efter regeringens opfattelse i bund og grund også er kernen i EU-samarbejdet. Endelig skal der også være respekt for den eksisterende kompetencefordeling. Det er fuldstændig på linje med den danske regerings holdning. Regeringen mener nemlig ikke, at svaret er flere fælles regler eller mere kompetence til EU på beskæftigelses- og socialområdet, og det vil jeg vende tilbage til.

Det er også en del af den igangværende debat, at Europa-Kommissionen har lanceret et initiativ om at etablere en europæisk søjle af sociale rettigheder, en søjle, der som udgangspunkt henvender sig til eurolandene, hvilket Dansk Folkepartis ordfører jo også nævner. De øvrige EU-lande kan så vælge at tilslutte sig. Jeg vil gerne understrege her i dag, at der endnu ikke foreligger et egentligt politisk initiativ. Indtil videre er vi blevet præsenteret for en foreløbig skitse for, hvordan en sådan søjle kan udformes. Jeg har tidligere på et samråd den 9. december 2016 redegjort for indholdet i den foreløbige skitse. Kommissionen opstiller 20 principper for et velfungerende og fair arbejdsmarked. Nogle principper bygger på eksisterende EU-lovgivning, andre er inspireret af praksis på nationalt plan og af andre internationale netværk. Kommissionen kommer så at sige vidt omkring, når den vil sikre f.eks. uddannelse og livslang læring, balance mellem arbejdsliv og privatliv og rimelige lønninger og pensionsordninger, blot for at nævne et par eksempler.

Regeringen har jo allerede orienteret Folketinget om det danske høringssvar til Kommissionen. Svaret kom i stand og blev udarbejdet efter grundig inddragelse af arbejdsmarkedets parter og andre organisationer. Lad mig gentage her, som jeg også sagde i svaret, at regeringen ikke ønsker, at EU skal udvikle sig i retning af en social union. Den danske regering støtter, at man kan flytte sig efter job, men netop ikke flytte sig efter dér, hvor velfærdsydelserne kan være størst og bedst. Regeringen er ikke imod, at vi i EU arbejder med såkaldt benchmarking, altså at landene holdes op på handling og fremdrift, og at vi ikke mindst også kan lære af hinanden. Hvad er det for nogle lande, der gør det godt? Det giver god mening, og det gør vi faktisk også allerede. Det er jo også en erfaring, som man kan tage med sig, når andre lande har ladet sig inspirere af, hvad vi har gjort i Danmark, ikke mindst i forhold til vores arbejdsmarkedspolitik.

Men vi er entydigt imod at give EU nye kompetencer på det sociale område, ligesom vi heller ikke støtter forslaget om en fælles regulering af f.eks. mindsteløn og arbejdsmarkedsforhold. Det klarer medlemslandene og arbejdsmarkedets parter bedst selv. Det er helt afgørende, at områderne under national kompetence respekteres. Regeringen ser ikke behov for at tilføre EU nye kompetencer eller gennemføre yderligere traktatændringer. Det er fuldstændig fundamentalt, at nærhedsprincippet respekteres. Derfor insisterer vi fra dansk side på, at nationale arbejdsmarkedsmodeller og sociale modeller skal kunne rummes i en såkaldt søjle, hvis man kommer videre med det arbejde. I dansk sammenhæng gælder det særlig respekten for arbejdsmarkedets parters rolle og udprægede autonomi. Regeringen arbejder for, at en søjle maksimalt kan bestå af en række overordnede principper, og der må ikke blive tale om nye fælles minimumsstandarder eller rettigheder.

Vi må jo heller ikke glemme, at der er stor forskel på den indretning af vores arbejdsmarked og sociale modeller, som der er i EU. Der er ikke en endelig løsning på det. Har vi ikke det for øje, risikerer vi, 1) at et dansk velfungerende arbejdsmarked og vores velfærdsmodel kommer i ubalance og under pres, f.eks. gennem nye ufleksible EU-standarder, 2) at en søjle vil fratage landene ansvaret for at sikre balance i egne offentlige finanser og fortsat gennemføre og implementere de nødvendige reformer, herunder også på arbejdsmarkedet, og 3) at Kommissionen bidrager til yderligere skepsis i forhold til EU-samarbejdet, når den udvælger områder, hvor EU ikke kan løse problemerne effektivt.

Det er det samme, der driver regeringen, når vi aktuelt arbejder målrettet for at revidere forordning 883, som vi havde fornøjelsen af at drøfte her i Folketingssalen i tirsdags. EU-regler skal tilpasses de aktuelle forhold, opleves som fair og rimelige og give den nødvendige plads til nationale systemer og prioriteringer. For regeringen er det, som vi diskuterer i dag, absolut en vigtig sag, og regeringen arbejder målrettet for at gøre Danmarks indflydelse gældende så tidligt som muligt og på alle niveauer. Jeg har selv efterhånden ved gentagne lejligheder taget denne sag op, både over for kolleger og over for medlemmer af Kommissionen. Det samme gælder statsministeren, finansministeren og andre medlemmer af regeringen. Der hersker derfor ikke nogen tvivl om den danske position, og vores position vil i udgangspunktet være uændret til det kommende konkrete forslag om en social søjle, som Kommissionen ventes at fremsætte her i løbet af foråret og højst sandsynligt, som jeg har fået det oplyst, i slutningen af april.

I tråd med det har jeg jo også i november måned været med til at få vedtaget en fælles nordisk erklæring til Europa-Kommissionen sammen med mine nordiske kollegaer. Vi har i erklæringen understreget, at de nordiske regeringer ikke ønsker, at en søjle skal overføre ny kompetence til EU. De nordiske regeringer forstår vigtigheden af social balance og vækst, men ønsker respekt for vore forskellige nationale arbejdsmarkedsmodeller og sociale modeller.

Jeg må sige, at jeg synes, vi har mødt lydhørhed, men det er også min klare holdning, at der er behov for enorm politisk opmærksomhed om denne sag. Det er en holdning, som jeg forstår at også arbejdsmarkedets parter i Danmark deler, når jeg har dialog med dem. Med disse ord håber jeg, at ikke mindst Dansk Folkeparti er blevet om end ikke betrygget så i hvert fald har fået en større grad af viden om, hvad regeringens holdning er, og også en uddybning af det, som jeg tidligere har givet udtryk for i Folketingets Europaudvalg. Regeringen ønsker et Europa med vækst og beskæftigelse, men vi ønsker ikke, at EU skal udvikle sig til en social union. Vi ønsker ikke, at EU skal overtage ansvaret for medlemsstaterne. Der skal tværtimod være respekt for de enkelte landes måde at indrette deres nationale systemer på og altså også for den danske arbejdsmarkedsmodel.

Tak for det. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Og tak til ministeren for hans tale om EU's sociale dimension. Jeg vil lige starte med en lille sidebemærkning. Ministeren håber på, at Dansk Folkeparti nu er betrygget eller har fået en eller anden form for tryghed for ministerens og regeringens holdning. Jeg må sige, at tryghed aldrig kommer til at blive et ord, Dansk Folkeparti forbinder med EU. Jeg beklager.

Men bortset fra det, så hæfter vi os fra Dansk Folkepartis side naturligvis ved, at ministeren gør det klart, at regeringen ikke ønsker, at EU skal udvikle sig i retning af en social union. Efterfølgende understreger ministeren, at regeringen støtter, at man kan flytte sig efter job, men ikke flytte sig efter velfærdsydelser. Problemet er imidlertid set med Dansk Folkepartis øjne, at disse to forhold er ret tæt forbundne i Danmark. Der er jobs at finde i Danmark, endnu da, og i skrivende stund arbejder ca. 120.000 østeuropæere jo i Danmark. Jeg formoder, at de er drevet af lysten til at arbejde, men det kan næppe nægtes, at adgangen til danske velfærdsydelser, uddannelse, SU, skolegang og et velfungerende sundhedsvæsen nok ikke virker direkte afskrækkende på en østeuropæisk familie. Sådan som reglerne om arbejdskraftens fri bevægelighed allerede fungerer i dag, har den samlede velfærdspakke, hvis vi skal kalde den det, som EU forpligter Danmark til at tilbyde alle EU-borgere, virket som en magnet på borgere fra hele EU, og Dansk Folkeparti kan ikke se andet for sig, end at en yderligere styrkelse af rettighederne for tilvandrende borgere vil accelerere indvandringen.

Ingen kan bebrejde den føromtalte østeuropæiske familie i at pakke sydfrugterne og flytte til Danmark, når forholdene i hjemlandet er elendige, men som jeg også var inde på i min indledende tale, så kan Danmark efter min mening ikke påtage sig det kolossale ansvar, det vitterligt er, at stille social sikkerhed til rådighed for hele Europa, og da slet ikke i en situation, hvor Sydeuropa er ved at kollapse økonomisk, og hvor vi fortsat nu 10 år efter finanskrisen ser bekymrende høje ungdomsarbejdsløshedstal i hele EU.

For Dansk Folkeparti er det vigtigt at værne om danske arbejdspladser. Vi mener ikke, at det er Vesteuropas opgave at eksportere velfærdsydelser. Det er i stedet Syd- og Østeuropas ansvar at føre en økonomisk ansvarlig politik, så de kan forsørge deres egne borgere.

Når det er sagt, glæder det mig naturligvis, at ministeren forsikrer, at den eksisterende kompetencefordeling mellem EU og landene skal respekteres, og at der ikke skal flyttes yderligere kompetencer på det sociale område til EU. Nej, det skal der ikke, for i forvejen har Danmark forpligtet sig meget langt, for langt faktisk.

I sin tale kom ministeren også ind på, at der siden den britiske Brexitafstemning sidste år har været debat om, hvor EU skal bevæge sig hen. Konklusionen af den debat viser sig nu i form af et ønske om en styrkelse af EU's sociale dimension, og jeg må sige, at det kommer noget bag på mig. Har man i Bruxelles da slet ikke forstået, at Brexit er kulminationen på Englands utilfredshed med bl.a. arbejdskraftens fri bevægelighed og i det hele taget de snærende bånd og stramme forpligtelser, som EU-medlemskabet indebærer? Har man i Bruxelles da slet ikke opdaget, at store dele af Europa føler sig trådt under fode af EU's ambitioner om et stadig tættere samarbejde? Tilsyneladende ikke.

For mit eget vedkommende havde jeg i januar måned fornøjelsen af at deltage i Kommissionens konference om den sociale søjle, og jeg må tilstå, at det var en nærmest en sekterisk oplevelse. Den opløftede stemning dagen igennem var bestemt ikke forstyrret af refleksioner over hverken Brexit eller den efterhånden tydelige EU-skepsis rundtomkring i Europa. Man fokuserede udelukkende på den lyksalighed for hele EU-projektet, som styrkelsen af sociale rettigheder vil medføre. Det kan simpelt hen ikke være andet end en god idé, var den underliggende tone. Og alle distraherende indvendinger var høfligt efterladt derhjemme for ikke at bryde idyllen.

Jeg forestiller mig, at de fleste af EU's visioner formentlig er udklækket på samme måde, men det skal altså ikke afholde Danmark fra at holde hovedet koldt. I modsætning til et flertal i Folketinget holdt det danske folk heldigvis hovedet helt koldt, da der eksempelvis blev holdt folkeafstemning om dansk tilslutning til euroen og om afskaffelse af retsforbeholdet. Men det er jo en helt anden snak. Blot vil jeg sige, at det glæder mig, at regeringen holder hovedet koldt nu, hvor det drejer sig om EU's sociale søjle. Dansk Folkeparti håber, at denne kulde vil holde ved og ikke vil lade sig påvirke af sekteriske stemninger, global opvarmning eller kommissærposter i EU.

Ministeren brugte i sin tale en del tid på at understrege, at områderne under national kompetence skal respekteres, og at regeringen ikke ser behov for at tilføre EU nye kompetencer eller gennemføre traktatændringer. Det er Dansk Folkeparti naturligvis helt enig i, ligesom Dansk Folkeparti kun kan støtte op om, at det er helt afgørende, at nærhedsprincippet respekteres. Dansk Folkeparti forventer ikke, at EU efter debatten i dag vil skrotte sit søjleprojekt, og vi noterer, at ministeren fremadrettet vil insistere på, at den nationale arbejdsmarkedsmodel og den sociale model skal kunne rummes i søjlen. Men i DF vil vi arbejde for, at der slet ikke skal være nogen social søjle i EU, for i DF ønsker vi ikke, at EU udvikler sig til en social union.

Dansk Folkeparti noterer sig ministerens tre bekymringspunkter, som vi til fulde deler, og nej, DF vil heller ikke acceptere, at vores velfungerende arbejdsmarked og vores velfærdsmodel kommer under pres på grund af EU's ambitioner. Vi ser også en risiko for, at den sociale søjle vil fratage landene ansvaret for egne økonomier og samfund i det hele taget. Og endelig er det prisværdigt, at ministeren også er opmærksom på – sådan hører jeg det i hvert fald – at Kommissionen er ude i et ærinde, som kan forstærke en allerede galoperende EU-skepsis.

Med disse ord vil jeg på vegne af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget pålægger regeringen fortsat at arbejde for at sikre, at EU ikke udvikler sig i retning af en social union, og at EU ikke udvikler regler, der kan underminere den danske velfærds- og arbejdsmarkedsmodel.

Dette fremgår klart af regeringsgrundlaget, og dette vil være regeringens grundindstilling til det forslag til en social søjle, som Kommissionen ventes at fremsætte i løbet af april.

Derudover vil regeringen i fuld overensstemmelse med sit høringssvar på den offentlige høring, som Kommissionen har gennemført, arbejde aktivt for at sikre:

- at respekten for national kompetence er helt afgørende i definitionen af søjlen, og at regeringen ikke støtter ny EU-kompetence, ændringer i traktaten m.v.,

- at nærhedsprincippet fuldt ud respekteres, og

- at den danske arbejdsmarkeds- og socialmodel, herunder parternes rolle og autonomi, skal rummes inden for søjlen.

Folketinget noterer sig, at regeringen også i det videre arbejde vil inddrage Folketinget som i andre EU-sager, når der foreligger et forslag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Tak for det. Det forslag indgår i den videre forhandling.

Der er en kommentar fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. Vi er jo enige om, at vi ikke skal aflevere mere selvbestemmelsesret på de områder, som ordføreren nævnte. Det tror jeg der er en bred enighed om i Folketinget – der er nok også nogle få partier, som mener noget andet, men dem hører Enhedslisten i hvert fald ikke til. Det skal jeg nok uddybe i min ordførertale.

Jeg vil sige tillykke til ordføreren, fordi han har fået Socialdemokratiet med om bord i en udtalelse, hvor der står, at EU ikke må udvikle sig til en social union. Det er jo et historisk skift i Socialdemokratiets holdning til det, må jeg sige. Men jeg har et mere filosofisk spørgsmål til ordføreren. Jeg tror ikke på, at man kan udvikle EU til en social union, det tror jeg simpelt hen ikke på. Men hvis man tror på det, det er der mange mennesker, der gør, hvorfor er det så så forfærdeligt? Når man nu kigger på, at der er 22 millioner arbejdsløse i EU, der er ca. 120 millioner mennesker, der lever under fattigdomsgrænsen, og en hel masse andre kedelige tal om, hvor dårligt det står til rent socialt, hvorfor ville det så være så forfærdeligt, hvis nu sådan nogle drømme kunne gå i opfyldelse?

Værsgo.

Jamen hvis jeg forstår ordføreren ret, vil svaret på ordførerens spørgsmål være, at hvis EU kan udvikle noget, der er til gavn for landene, er det selvfølgelig glædeligt, men det er jo landene selv, der skal udvikle deres egne systemer og finde sig til rette på den måde, som de nu mener er i overensstemmelse med, hvad man nu gør i det land. Og der er det, at vi fra Dansk Folkepartis side har svært ved at se, at du kan pulje landene sammen og finde de her fælles retningslinjer og regler, som får tingene til at gå op i en højere enhed, for så respekterer man ikke nationalstaternes særpræg. Jeg tror, at der er forskellige måder at finde de samme gode resultater på, og det er den vej, vi skal, set med mine øjne. Jeg ved ikke, om det var et svar på det filosofiske spørgsmål, og jeg tror heller ikke, svaret var så filosofisk, men det er nogenlunde sådan, jeg ser det, i hvert fald.

Hr. Finn Sørensen.

Vi er jo fuldstændig enige om, at det er en af grundene til, at det er en fjollet idé, for nu at sige det venligt, Kommissionen har fået. Det er lige nøjagtig det, altså det er noget, landene selv skal finde ud af blandt deres egne borgere og med de politiske flertal, der nu er i det enkelte land. Det er fuldstændig rigtigt. Jeg prøver bare ligesom at dyrke den påstand, Kommissionen har. For hvis man nu tog det for pålydende, ville det jo betyde, at arbejderne i alle de fattige lande ville få flere rettigheder, end de har i dag, og det ville så gøre, at der ikke kom så mange herop, og det er jo åbenbart Dansk Folkepartis store frygt. Så hvorfor ville det egentlig være så forfærdeligt, hvis EU blev en social union?

Jeg er enig i, at det i bedste fald er en naiv drøm, det er en forkert vej at gå i forhold til demokrati og selvbestemmelse, men det skurrer lidt i mine ører, at man er så glad for, at man kan forhindre EU i at blive en social union. Jeg tror, man kommer til at snakke forbi en masse mennesker med den retorik.

Værsgo.

Så skal jeg prøve at beherske min retorik, jeg synes ellers, den har været ret afdæmpet. Det, at du udvikler rumæneres og bulgarers rettigheder, både i forhold til arbejdsmarkedsvilkår og sociale vilkår, betyder ikke nødvendigvis, at der kommer flere i job i Rumænien og Bulgarien. Men hvis de pågældende mennesker derved får større rettigheder i eksempelvis Danmark, ville jeg da også flytte til Danmark, hvis jeg var dem. Men det er jo bare stadig væk ikke løsningen på de pågældende landes problemer. Løsningen på deres problemer er jo ikke, at befolkningen simpelt hen flytter derhen, hvor der er jobs og social sikkerhed. Nej, løsningen er, at landene bringes til og hjælpes til at udvikle sig selv og skabe deres egne systemer, som er velfungerende.

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål til hr. Claus Kvist Hansen, og så er det hr. Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Europa blev ramt hårdt af den økonomiske krise i 2008. Jeg oplevede selv, hvordan vi som et lille murersjak kunne vælge og vrage mellem firmaerne, da vi sluttede et boligbyggeri i Ishøj i slutningen af 2007, mens det pludselig var svært at finde beskæftigelse, da vi et år senere havde færdiggjort renoveringen af et plejehjem i Charlottenlund. Det kom meget pludseligt. På et enkelt år var lønningerne faldet dramatisk, og pludselig var der ingen firmaer, der ringede og tilbød os arbejde. Nu skulle vi selv ringe rundt og finde den næste akkord. Det var nyt, men det var ikke noget særsyn, for millioner af europæere stod i den samme situation.

For få uger siden besøgte den konservative EU-kommissær Marianne Thyssen det danske Folketing for at præsentere Kommissionens tanker i kølvandet på den økonomiske krise, herunder hvilke lande der havde klaret sig godt, hvilke politikere der havde virket bedst, og hvad næste skridt nu er. Jeg deltog i et møde med hende og blev en anelse overrasket, da hun indledningsvis næsten lød som en socialdemokrat. Hun sagde: Der kan ikke være nogen økonomiske fremskridt uden sociale fremskridt, og der kan ikke være nogen sociale fremskridt uden økonomiske fremskridt. Det synes jeg er meget præcist. Herefter gennemgik hun ganske kort nogle af Kommissionens foreløbige overvejelser til en social søjle af rettigheder i EU-samarbejdet, bl.a. om sikkerhed i ansættelsen, gode sundhedsydelser, anstændige lønninger og meget andet, der kan lyde godt.

Jeg forstår udmærket, at der på europæisk plan er et ønske om at styrke de sociale rettigheder i de europæiske lande. De regeringer, der har ført en meget hård og liberalistisk politik efter den økonomiske krise, kan lære meget af de lande, der har fastholdt en mere social samfundsmodel, hvor man fastholder en forholdsvis stor omfordeling mellem generationer, landsdele og befolkningsgrupper med forskellige sociale baggrunde. EU's medlemslande kan på den baggrund forhåbentlig blive bedre til at inspirere hinanden, og der kan være sund fornuft i, at der udvikles værktøjer, som gør, at landene kan måle sig op imod hinanden. Men det er samtidig afgørende for vores parti, at det europæiske samarbejde ikke begynder at lovgive på en måde, hvor der gribes ind i den danske velfærdsmodel og de kollektive overenskomster, der er aftalt på det danske arbejdsmarked.

Den sociale søjle var oprindelig et initiativ for eurolandene, og der kan måske være god grund til, at landene i eurozonen rykker tættere sammen for at sikre mere social og økonomisk stabilitet bag deres valuta. Det vil vi ikke stille os i vejen for. Men for Socialdemokratiet er det som sagt afgørende, at den danske regering respekterer Danmarks særlige stilling på det her område. Derfor var det også afgørende for os, at Marianne Thyssen meget tydeligt og meget eksplicit understregede, at det ikke er Kommissionens formål at opbygge en overnational social union. Det vil vi holde Kommissionen fast på, og det glæder os, at der er bredt flertal for det her synspunkt i Folketinget. Vi ser frem til debatten og støtter det forslag til vedtagelse, der blev læst op lige før.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Tak for det. Jeg glæder mig da i virkeligheden også over, at Socialdemokratiet er så klare i mælet her. Det synes jeg er positivt. Jeg ville ønske, at Socialdemokratiet var lidt klarere i mælet i Europa-Parlamentet, og derfor vil jeg i virkeligheden spørge hr. Mattias Tesfaye, hvad de socialdemokratiske planer – her i Danmark og eventuelt i samarbejde med partnerne i de andre nordiske lande – er for at overbevise den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet om at indtage et andet standpunkt end det, man hidtil har indtaget, som jo er meget positivt over for udviklingen af en social union, og som er meget positivt over for etablering af sådan en søjle af sociale rettigheder.

Ordføreren.

Vi har ikke været negativt indstillet, hverken i Folketinget eller i Europa-Parlamentet, over for, at Kommissionen gik i gang med det her arbejde, og vi ser sådan set frem til, at de afleverer det endelige resultat af deres arbejde. Jeg er godt klar over, at vi danske socialdemokrater ikke er hundrede procent enige med socialdemokraterne i alle andre europæiske lande, men jeg er meget enig med min egen partifælle Ole Christensen, som for ganske kort tid siden sagde, at han også synes, ligesom jeg lige har sagt, at det er ganske betryggende, at Europa-Kommissionen har forstået, at respekten for de forskellige arbejdsmarkedsmodeller skal i højsædet, og at der ikke skal udvikles en overnational social union. Så jeg mener ikke, at der er nogen uoverensstemmelse mellem det, de danske socialdemokrater siger i Bruxelles, og det, de siger i København.

Spørgeren.

Nej, det kan man altid diskutere. Der kan være nogle små nuanceforskelle, men fred være med det. Det, jeg sådan set var interesseret i at hr. Mattias Tesfaye udtrykte sig om, var, hvordan de nordiske socialdemokrater får overtalt deres fæller – som jo trods alt er noget mere talstærke – i Sydeuropa og Østeuropa om, at det her er en dårlig idé. Det kunne jeg godt tænke mig at vide, fordi det jo er centralt for, om det rent faktisk lykkes at nå det mål, som en relativt bred kreds her i Folketinget er enige om.

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det er også relevant, fordi den socialistiske gruppe i Bruxelles er en af de største og jo også indgår i diskussionerne med Kommissionen om, hvad det her skal blive til. Det er ikke nogen hemmelighed, at finanskrisen har ramt særlig de sydeuropæiske lande hårdere og mere langvarigt end de nordeuropæiske lande, og derfor har de måske også mere nogle interesser i at rykke lidt tættere sammen og forpligte hinanden på at udvikle en social model i Europa, end vi har i Nordeuropa.

Både her på Christiansborg og i Europa-Parlamentet optræder de danske socialdemokrater både som socialdemokrater, men også som danskere, og som dansker mener jeg ikke, at vi har nogen interesse i, at der udvikles en fælles europæisk velfærdsmodel eller en fælles europæisk arbejdsmarkedsmodel. Men det er da ikke nogen hemmelighed, at det er noget, der bliver diskuteret internt blandt de europæiske socialdemokrater.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Ja, nu kan jeg så høre, at Socialdemokratiet har skrevet under på, at EU ikke må udvikle sig til en social union. Hvis man tænker tilbage på diskussionerne om Maastrichttraktaten og andet, tror jeg nok, at nogle vil undre sig lidt over den melding, men vi må jo få opklaret, hvad den betyder.

Det, jeg gerne konkret vil undersøge, er: Betyder det, som ordføreren nu står og siger, og som man har skrevet under på, at Socialdemokratiet ikke længere støtter den europæiske fagbevægelses forslag til en social protokol, der skal knyttes til traktaten? Det har ikke noget med en social union at gøre, det handler om at sikre, at de faglige og sociale rettigheder er overordnet reglerne om fri bevægelighed. Det er jo det, der er formålet med den protokol. Men jeg skal bare høre, om det så betyder, at man ikke længere støtter den – med fare for, at EU udvikler sig til en social union.

Ordføreren.

Jeg er meget glad for, at Enhedslistens ordfører forklarer forskellen på den måde, den sociale union i dag bliver italesat på, og så den måde, som den blev italesat på – måske særlig af den franske og den danske regering – i 1990'erne, for der er stor forskel. Det er ikke nogen hemmelighed, at jeg mener, at den måde, som Domstolen har dømt på, bl.a. i Växholmsagen i Sverige, har været dårlig. Det er udtryk for, at den europæiske lovgivning for ensidigt lægger vægt på de frie markedskræfters rettigheder og i for svag grad lægger vægt på lønmodtagernes og nationalstaternes mulighed for at håndhæve deres egen lovgivning og for at fastholde deres egne kollektive aftaler. Der er helt åbenlyst et eller andet her, der skal ændres, og jeg synes selv, at noget af det, der er lagt frem af den europæiske fagbevægelse, og som er støttet af den danske fagbevægelse, er noget af det mest fornuftige, der er lagt frem.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig glad for at høre. Så spørger jeg bare: Hvornår tager Socialdemokratiet sig sammen til at rejse det spørgsmål her i Folketingssalen? Det er jo sådan, at det danske socialdemokrati og det danske LO har vedtaget en fælles udtalelse med de andre nordiske landes socialdemokratier og LO'er. Og her for nylig blev det faktisk stemt ind som et ændringsforslag i parlamentets udtalelse om de ting, vi snakker om nu, sådan at et flertal i Europa-Parlamentet faktisk støtter den europæiske fagbevægelses forslag om en social protokol. Og så er det bare, jeg spørger: Hvornår kan vi så få den store glæde, at Socialdemokratiet rejser spørgsmålet her i Folketingssalen, så vi kan kæmpe for at presse en dansk regering til at rejse det spørgsmål i EU?

Ordføreren.

Det er rigtigt, som Enhedslistens ordfører siger, at der har været udvikling i sagen, og mere udvikling i det sidste halve år, end der måske har været de sidste 5 år. Det synes jeg selv kun er positivt. Så vidt jeg ved, har vi ikke nogen planer om at rejse sagen her i Folketinget, men hvis Enhedslisten gerne vil have en diskussion af det, er I selvfølgelig mere end velkomne til at rejse sagen her i Folketinget. Vi står selvfølgelig ved alt, hvad vi har aftalt, og hvad vi har skrevet under på.

Tak til hr. Mattias Tesfaye. Der var ikke flere, der lod sig udfordre, så vi tager den næste ordfører, og det er hr. Klaus Markussen fra Venstre.

Først og fremmest vil jeg også her sige tak til Dansk Folkeparti for at rejse den her forespørgselsdebat. For det er en utrolig vigtig debat, og den er også aktuel; man kan vel egentlig sige, at den er så aktuel, at vi jo egentlig ikke på det her tidspunkt har set det endelige forslag til en europæisk søjle for sociale rettigheder. Jeg forstår også, at på den konference, der skulle afslutte høringsfasen, blev det klart, at Kommissionen har modtaget endog rigtig mange høringssvar, hvilket i sig selv er udtryk for områdets bevågenhed. Derfor er præsentationen af det endelige forslag – som jeg forstår det – også flyttet lidt. Så er det selvfølgelig en lidt speciel situation at stå her og diskutere noget, som vi reelt ikke kender det endelige udfald af, men det er ikke nødvendigvis en ulempe – om end diskussionen her bliver en lille smule mere principiel og generel.

Sidste weekend fejrede de fleste – i hvert fald mange – den europæiske fødselsdag, altså markerede 60-årsdagen for det europæiske samarbejde. Jeg synes, at vi har meget at være stolte af i Europa. Vi har sikret fred mellem europæiske nationer. Vi har udviklet velfærdssamfundet. Vi har frigjort os fra kommunisme. Vi har skabt kulturel mangfoldighed. Og ikke mindst har vi skabt fri bevægelighed. Det er noget, som vi i Venstre betragter som en gave for Danmark og for danskerne.

Det er ikke så længe siden, jeg læste, at en rapport slog fast, at EU's indre marked giver et helt almindeligt LO-ægtepar en direkte økonomisk gevinst af det indre marked i form af en årlig merindtægt på mere end 60.000 kr. Og Dansk Industri skønner, at en halv million danske arbejdspladser er afhængige af det indre marked. Tænk også engang på den danske servicesektor: Hvad skulle den gøre uden de mange gæster, der krydser vores grænser? Hvad med landbruget, der i stor stil trækker på udenlandsk arbejdskraft, fordi der ikke er danske hænder at finde? Og prøv blot at tænke på de mange danske borgere, som rejser ud for at arbejde eller for at studere i de øvrige medlemsstater; de bliver alle sammen dygtige, og de kommer hjem og bliver en ressource for vores samfund.

Når det er sagt, skal vi selvfølgelig ikke være blinde for, at der også er udfordringer ved samarbejdet – udfordringer, som vi skal tage aktivt del i. Og her er diskussionen om den såkaldte sociale søjle relevant. For Venstre er det helt klart, at i spørgsmålet om velfærdsydelser i Europa skal EU ikke udvikle sig i retning af en social union. Som jeg nævnte tidligere, er det en gave fra Danmark og for danskerne, at vi kan søge derhen, hvor der er ledige job – og sådan skal det også blive ved med at være. Det skal ikke være sådan, at EU er kendetegnet ved, at borgerne søger derhen, hvor der er gunstige velfærdsydelser at modtage.

Så Venstres holdning er klar og tydelig: Velfærdsydelser skal så vidt muligt forblive i Danmark og gå til dem, der arbejder og bor i Danmark og bidrager til det danske samfund i en længere periode. I den forbindelse har der jo lige været en forespørgselsdebat her i salen, hvor indeksering af børnechecken blev diskuteret.

Jeg hæfter mig ved, at ministeren har udtrykt klar kritik af de eksisterende bestemmelser i den gældende forordning. Vi har et samlet EU, men det er jo ikke ensbetydende med, at der ikke er forskelle og skal være forskelle mellem de nationale arbejdsmarkeder. Derfor skal vi også sørge for, at den danske arbejdsmarkedsmodel og parternes rolle og autonomi bevares. Det synes jeg er en vigtig grundpille på det danske arbejdsmarked. Derudover er vi i Venstre tilfredse med, at regeringen har arbejdet for at undgå, at søjlen ikke forhindrer, at Danmark også fremover kan gennemføre og implementere nødvendige beskæftigelsesreformer. For vi vil ikke stå i en situation, hvor vi ikke kan sikre vores fremtidige arbejdsmarked gennem reformer. Det ser vi i Venstre som en helt naturlig del af beskæftigelsespolitikken.

Så vi har altså at gøre med nogle stærke danske interesser og prioriteter i forhold til det kommende udspil fra Kommissionen. Den danske position er gjort klar for relevante medlemmer af Europa-Parlamentet og udvalgte lande, ligesom jeg ved – det er blevet understreget af ministeren – at ministeren også har givet vores position direkte til kende over for kommissær Thyssen og Margrethe Vestager. Det håber jeg vil spille positivt ind i det, vi kommer til at se som den endelige præsentation.

Her synes jeg også, det er vigtigt at nævne den danske regerings indsats i samarbejde med vores nordiske naboer. Jeg synes, det er tilfredsstillende, at der på dansk foranledning er udarbejdet en fælles erklæring af de nordiske beskæftigelsesministre, som gør vores position meget tydelig. Jeg tror på, at vi står stærkere med en sådan fælles stemme.

Venstres grundtanke er, at vi skal have et stærkt EU på de områder, der betyder noget, og hvor vi ikke selv kan løse problemerne. Derfor skal EU være stærkt, når vi taler om sikkerhed, indvandring og økonomi. Men så skal vi have et EU, som gør sig mindre og træder et skridt tilbage – og ikke begrænser landene der, hvor EU betyder mindre og skal betyde mindre, og hvor man skal respektere landenes forskelligheder. Og det gør sig gældende for landenes arbejdsmarkedsmodeller.

Derfor noterer jeg mig med tilfredshed, at regeringen og ministeren aktivt arbejder for at varetage danske interesser og for at undgå, at EU udvikler sig til en social union. Det arbejde tager Venstre naturligvis del i. EU skal fortsat udvikle sig som et levende og stærkt samarbejde, som giver fred, vækst og tryghed i Europa – også når de næste generationer skal fejre 100-årsdagen for europæisk samarbejde.

Tak for det. En kort kommentar fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Tak for det. Jeg må sige til hr. Klaus Markussen, at Venstre og Dansk Folkeparti er enige om nogle ting, men vi er bestemt ikke enige om, at den frie bevægelighed er en gave til danskerne. Vi ser jo dagligt en opmagasinering i forhold til sociale ydelser. Denne uges nyhed i forhold til vandrende arbejdstagere, østeuropæere, sydeuropæere og andet godtfolk, er jo, at man må skære i antallet af pladser på engelsksprogede uddannelser på erhvervsakademierne, set i lyset af at de her mennesker kommer til Danmark, tager en uddannelse og tager hjem igen. Og så har vi fået lov til at betale regningen og SU'en, men vi får absolut intet ud af de her mennesker.

Jeg bliver nødt til at spørge ordføreren i forhold til retningen her. Altså, vi er jo enige om den fremtidige retning, men er ordføreren også indstillet på at søge at tilbagerulle nogle af de eksisterende ordninger, der går i retning af en social union? Her tænker jeg bl.a. på børne- og ungeydelsen.

Ordføreren.

Det, som der er vigtigt for mig at understrege i den her sammenhæng – og tak i øvrigt for bemærkningerne og tilsagnet om den fælles retning, det sætter jeg pris på – er, at jeg ikke synes, at den her debat skal handle om at rulle ting tilbage. Jeg synes, den her debat skal handle om, hvordan vi sikrer, at vi har en fælles, stærkt forankret position her i Folketinget, som tydeligt over for regeringen viser, at vi ikke er interesseret i, at EU opbygger en social søjle. Hvis det er sådan, at vi skal diskutere tilbagerulning af eventuelle andre områder, synes jeg, det kræver en egentlig forespørgselsdebat om det. Men jeg vil glæde mig over, at vi er enige om retningen.

Spørgeren.

Jamen når jeg spørger konkret til det her med børne- og ungeydelsen, er det jo, fordi vi ikke skal længere tilbage end til den sidste valgperiode, før der sådan set var enighed mellem Venstre og Dansk Folkeparti om, at børne- og ungeydelsen skulle udbetales til børn, der opholdt sig i Danmark, ligesom der i øvrigt stod i lovgivningen og fortsat står i lovgivningen. Men på grund af EU's regler udbetaler vi jo i øjeblikket børne- og ungeydelse til børn, som aldrig nogen sinde har sat deres ben på dansk jord.

Der bliver jeg jo nødt til at spørge Venstres ordfører: Altså, har Venstres ordfører det på den måde, at det egentlig er forkert, altså at loven i Danmark rent faktisk burde holdes, eller har ordføreren det sådan, at det her indekseringsforslag, som også er en del af den her debat, egentlig er tilstrækkeligt? Altså, i hvilken vægtskål lægger ordføreren egentlig sit lod, hvis man sådan skal gå ordføreren helt på klingen?

Ordføreren.

Tak for det. Jamen jeg synes da, som jeg sagde før, at hvis det er sådan, at vi skal have en egentlig diskussion om det emne, så synes jeg, vi skal have en forespørgselsdebat om det. Med hensyn til den her forespørgselsdebat synes jeg, det er vigtigt at understrege vigtigheden af national selvbestemmelse i forhold til arbejdsmarkedet og den måde, man indretter vores arbejdsmarkeder på af de årsager, som jeg fremhævede i min ordførertale.

Tak til hr. Klaus Markussen. Der er ikke flere korte bemærkninger, og den næste ordfører er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak. Tak til Dansk Folkeparti for at indkalde til den her forespørgselsdebat. Det er jo en meget vigtig diskussion, hvad forløbet også allerede viser. Der er bare lidt – hvad skal vi sige – begrebsforvirring.

For Kommissionens forslag om en social søjle er ikke noget forsøg på at omdanne EU til en social union, selv om man godt kan få det indtryk, når man læser Kommissionens meddelelse. Men Kommissionens erklærede formål med den her sociale søjle er at styrke de økonomiske friheder, altså fri bevægelighed for kapital, varer, arbejdskraft og tjenesteydelser. Men det er jo lige nøjagtig de regler og de friheder – i gåseøjne – der har ført til hele problemet med social dumping, fordi de regler forhindrer os i at udføre en effektiv kamp imod social dumping. Det er den ene pointe i forhold til det, og der er absolut intet i Kommissionens forslag, der modvirker det problem eller giver fagforeningerne og medlemslandene de redskaber, der skal til for at bekæmpe social dumping på en effektiv måde. Det fremgår også ganske klart, at et andet overordnet formål er at styrke ØMU'en, altså Den Økonomiske og Monetære Union, i dybden, som Kommissionen skriver. Men det er jo lige nøjagtig den politik, der har ført til en hårdhændet og asocial nedskæringspolitik i stort set alle EU-lande, ikke mindst i de sydeuropæiske lande som Grækenland, Spanien og Portugal, med fyringer af hundredtusindvis af offentligt ansatte og nedskæring af de sociale ydelser osv., og i Kommissionens forslag er der ikke det mindste lille signal om, at denne politik skal ændres, tværtimod.

Derfor er det altså vildledende at fremstille Kommissionens forslag, som om det skulle være et skridt i retning af en social union. Selv om man så kun tog alle de lyserøde bemærkninger, der er i det, og vedtog det, så ville det på ingen måde løse de udfordringer, som Kommissionen selv peger på der er, hvoraf en af de helt store jo er, at der er ca. 22 millioner registrerede ledige i EU. Ca. 120 millioner lever under EU's fattigdomsgrænse – det er næsten hver fjerde indbygger – ca. 45 millioner har ikke råd til at varme deres hus op eller få mad på bordet, og ca. 25 millioner børn er truet af fattigdom eller social udstødelse. De sidste tal, altså fra og med de 120 millioner, er 3-4 år gamle, men det har næppe ændret sig væsentligt, og på det seneste er der kommet tal frem om, at millioner af mennesker lever som det, der hedder working poor, altså at de har et arbejde, men at de ikke kan leve af den løn, de får.

Så der er sandelig ikke meget at fejre her ved EU's 60-årsfødselsdag. EU har simpelt hen ikke leveret den vare, som millioner af EU-borgere efterspørger, nemlig gode jobs, social tryghed og velfærd, og det kan EU heller ikke af den simple grund, at traktaterne prioriterer nogle andre interesser højere, nemlig lige nøjagtig de regler om fri bevægelighed og hård nedskæringspolitik, som skaber problemerne. Så det skal vi ikke have mere af.

Jeg har noteret mig, at både regeringen og de foregående ordførere er enige i at afvise Kommissionens forsøg på at fratage os selvbestemmelse med hensyn til helt vitale arbejdsmarkedsforhold og regler om velfærdsydelser. Det er udmærket, men samtidig åbner man op for, at nogle af Kommissionens forslag godt kan støttes, og det vil jeg altså advare imod. Man skal ikke række fanden en lillefinger; Kommissionens forslag må afvises i sin helhed. I stedet skal den danske regering stille et konkret forslag, som rent faktisk vil styrke lønmodtagerne, fagforeningerne og medlemsstaterne i kampen for at sikre lige vilkår på deres arbejdsmarked og gøre op med social dumping. Det er den europæiske fagbevægelses sammenslutnings forslag fra 2008 om en social protokol, der skal knyttes til traktaten. Hvis det gennemføres, bliver det en gang for alle slået fast, at de faglige og sociale rettigheder er overordnet reglerne om fri bevægelighed. Det er det mindste, en dansk regering og de partier, der er så varme tilhængere af EU, kan gøre, hvis de vil leve op til de løfter, de har givet den danske befolkning om, at medlemskabet ikke må påvirke vores overenskomstmodel og vores velfærdssystem.

Til hr. Mattias Tesfaye vil jeg sige, at vi gerne endnu en gang stiller forslaget om en social protokol her i Folketingssalen. Det har vi gjort flere gange, og indtil nu er det blevet afvist af Socialdemokratiet, men det er selvfølgelig værd at lade det komme an på en prøve, om der er et hamskifte på vej, hvad jeg kun vil hilse meget, meget velkommen.

Til slut vil jeg læse et forslag til vedtagelse på vegne af Enhedslisten op, der lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at EU-Kommissionens forslag til en »social søjle« er et helt uacceptabelt forsøg på at fratage befolkningerne selvbestemmelse over vitale områder som aftalesystemet, ansættelsesvilkår, løn, arbejdstid, social sikring og velfærdsydelser, herunder pensionsforhold.

Folketinget konstaterer, at Kommissionens erklærede formål med den »sociale søjle« er at styrke de økonomiske friheder (fri bevægelighed for kapital, varer, arbejdskraft og tjenesteydelser) og ØMU'en, regler, som fører til social dumping og asocial nedskæringspolitik. Det er således vildledende at betegne Kommissionens forslag som et skridt i retningen af en social union.

Folketinget pålægger derfor regeringen at stå fast på en klar afvisning af Kommissionens forslag i sin helhed og i stedet rejse krav om en social protokol til traktaten som foreslået af Den Europæiske Faglige Sammenslutning«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 67).

Tak til hr. Finn Sørensen. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Det er bare, fordi jeg sådan set tror, der er noget, hr. Finn Sørensen har fået galt i halsen – i hvert fald hvis det, hr. Finn Sørensen sagde, skulle tages som udtryk for, at Dansk Folkeparti var med i den vogn, som hr. Finn Sørensen fik pakket. For sagen er nemlig den, at Dansk Folkeparti totalt afviser ethvert forslag om en søjle af sociale rettigheder – fuldstændig helt og aldeles. Dansk Folkeparti afviser totalt enhver form for EU-indblanding på det sociale og det arbejdsmarkedspolitiske område og har dermed også i virkeligheden en langt mere skeptisk indstilling til, hvad EU skal beskæftige sig med på det område, end hr. Finn Sørensen og den bevægelse, som hr. Finn Sørensen repræsenterer. For vi mener nemlig ikke, modsat hr. Finn Sørensen, at vi skal have sådan en social protokol, hvor EU kan bestemme over Danmark. Det ønsker vi ikke. Dansk Folkeparti ønsker, at vi 179, der sidder her – og formodentlig er det kun 175, idet de fire grønlandske og færøske medlemmer sikkert vil stemme blankt – bestemmer, hvordan reglerne skal være på det danske arbejdsmarked, punktum!

Ordføreren.

Den diskussion har vi haft mange gange, og det er egentlig underligt, når jeg flere gange har gjort hr. Kenneth Kristensen Berth opmærksom på, at han enten bevidst eller ubevidst har misforstået, hvad det forslag om en social protokol går ud på. Det går nemlig ud på nøjagtig det modsatte, nemlig at EU-regler ikke skal overrule de faglige og sociale rettigheder, vi har her i Danmark, og i alle de andre europæiske lande. Det er lige nøjagtig det, den protokol går ud på. Så det handler om, at EU skal have mulighed for at blande sig mindre – at man vil afskære EU-Domstolen fra at blande sig i konfliktretten, sådan som den har gjort, og som hr. Mattias Tesfaye også gjorde opmærksom på. I forhold til at EU-Domstolen skal blande sig i, hvem der skal have adgang til velfærdsydelser i Danmark, vil jeg sige, at det er noget, det danske Folketing skal beslutte, ligesom vi skal beslutte rammerne for den danske aftalemodel.

Så jeg vil endnu en gang så indtrængende bede hr. Kenneth Kristensen Berth om at læse det forslag og så lige genoverveje, om det måske i virkeligheden var noget, der ville passe meget godt ind i noget af den retorik, som Dansk Folkeparti kommer med.

Spørgeren.

Jamen som hr. Finn Sørensen er inde på, har vi haft den her debat før, og jeg må jo bare sige, at ja, Enhedslisten kan da godt ønske sig sådan en social protokol, men sandsynligheden for, at det indhold, der kommer i en sådan social protokol, er fuldstændig identisk med det, som Enhedslisten ønsker, er beskeden for ikke at sige ikke tilstedeværende. Så alene det at åbne for, at EU skal beskæftige sig med det område i form af eksempelvis en social protokol, er efter min mening et problem.

Det, det handler om, er jo traktatændringer – det er jo, at vi skal have et fuldstændig anderledes traktatgrundlag for EU, der gør det totalt umuligt for EU at beskæftige sig med de her ting.

Ordføreren.

Ja, og det forslag, som den europæiske fagbevægelse har stillet, er de facto et forslag om en traktatændring, fordi den her protokol går ind og fortolker de paragraffer, som giver os problemerne, nemlig paragrafferne om den fri bevægelighed. Og den sociale protokol, som den europæiske fagbevægelse stiller forslag om, siger meget, meget klart og tydeligt, at de faglige og sociale rettigheder, som de nu er defineret i de enkelte medlemslande – ikke af EU; det står der ikke noget om – herunder konfliktretten, og hvad vi i øvrigt har af faglige og sociale rettigheder, er overordnet EU's regler om den fri bevægelighed.

Så det, som Dansk Folkeparti i virkeligheden gør, er at spænde ben for et af de instrumenter, vi kunne tage i anvendelse for at beskytte os imod nogle af de problemer, som reglerne om den fri bevægelighed giver os. Og det er jo så bare sørgeligt, at Dansk Folkepartis modstand mod sociale rettigheder er så konsekvent, at man modarbejder et helt konkret og indlysende rigtig godt forslag fra den europæiske fagbevægelse. Det er jo ikke Enhedslisten, der har opfundet det.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Jeg er klar over, at Enhedslisten er modstander af Den Europæiske Union og ønsker, at Danmark skal melde sig ud af Den Europæiske Union. Det står mig noget mere uklart, hvad vi så skal. Men det, som jeg er optaget af i den her debat, efter at have hørt ordførerens tale, er, om ordføreren i det tilfælde, at Danmark ikke træder ud af Den Europæiske Union, ønsker at afskaffe reglerne om fri bevægelighed.

Ordføreren.

Det gør vi sådan set ikke. Vi ønsker at ændre EU's regler om fri bevægelighed, det er jo to forskellige ting. Det er derfor, vi f.eks. støtter forslaget om en social protokol fra den europæiske fagbevægelse. De vil nemlig give en fortolkning af de regler, som ville rette noget op på de skader, som de selv samme regler har forårsaget. Det er også derfor, vi har kæmpet ihærdigt og stadig væk gør det for at få en ændring af det såkaldte udstationeringsdirektiv, sådan at vi gensikrer konfliktretten i forhold til udstationerede virksomheder. Det er et forslag, vi også har haft til behandling her i salen, og som De Radikale ikke ville støtte. Og sådan har vi forskellige forslag til at rette op på de skader, som de nuværende EU-regler forårsager på ikke bare det danske arbejdsmarked, men på det europæiske arbejdsmarked og i forhold til arbejdernes rettigheder.

Spørgeren.

Men det kan jeg sagtens forstå, det er jo politiske uenigheder om, hvordan man ønsker at trække i en retning. Så er det bare, at jeg får meget svært ved at forstå, hvordan Enhedslistens ordfører kan udtale sig så ekstremt skeptisk, som han gør, om den her meddelelse fra Kommissionen, som netop handler om, at vi samarbejder om en social søjle, som ikke har til hensigt, som ordføreren også fik præciseret, at undergrave den danske model eller noget som helst i den retning, men netop handler om at fremme sociale rettigheder på tværs af Den Europæiske Union. Hvordan kan det være i strid med Enhedslistens visioner?

Ordføreren.

Ligesom hr. Mattias Tesfaye godt kunne kende forskel på den europæiske fagbevægelses forslag om en social protokol og så det, som Kommissionen foreslår her, kan jeg det i allerhøjeste grad også. Hvis ordføreren havde hørt efter min ordførertale, kritiserede jeg Kommissionens forslag på to punkter. Det var, at det overordnede formål med det netop er at styrke reglerne om fri bevægelighed på bekostning af de sociale rettigheder – det sidste tilføjer jeg, det er ikke noget, Kommissionen siger. For Kommissionen foreslår jo ikke ting, som styrker vores mulighed for at sikre, at udenlandske arbejdere, der kommer hertil, arbejder på lige vilkår, altså på danske løn- og arbejdsvilkår. Der er ikke så meget som skyggen af et af de forslag, der hjælper os i den retning. Jeg kritiserede det, fordi det vil styrke ØMU'en i dybden, men ØMU'en, Den Økonomiske og Monetære Union, og de traktatbestemmelser, der er knyttet til den, er jo hovedårsagen, eller hovedredskabet, må man hellere sige – hovedårsagen er jo, at der er nogle politikere, der synes, det er interessant at skære ned over for fattige mennesker – i forhold til den nedskæringspolitik, som har ramt en lang række sydeuropæiske lande.

Det var en klar kritik, og det er en kritik, jeg har, af Kommissionens forslag, plus det forhold, hvor vi så er enige med andre partier – heldigvis – og sandsynligvis et flertal om, at Kommissionens forslag griber dybt ind i selvbestemmelsesretten på nogle helt, helt vitale områder, der vedrører arbejdsmarkeds- og velfærdspolitik.

Tak til hr. Finn Sørensen. Der er ikke flere, der lod sig udfordre. Vi går videre til næste ordfører, og det er fru Christina Egelund fra Liberal Alliance.

Tak, formand. Det er vist ikke en overdrivelse at sige, at vi i det europæiske samarbejde står midt i en vanskelig brydningstid. Storbritannien har besluttet sig for at forlade EU, og højrepopulistiske bevægelser arbejder på at nedbryde samarbejdet og erstatte den frie handel med fri protektionisme. Det positive midt i alle vanskelighederne er, at netop under opbrud har vi en oplagt anledning til at reformere og sætte en ny retning for EU-samarbejdet, og det skal vi gøre. Det er samtidig en anledning til at genbekræfte, at vi selvfølgelig skal arbejde tæt sammen i Europa.

Kritikken af EU bevæger sig groft sagt på to fronter, dels at EU blander sig i alt for meget og overregulerer, dels at EU ikke er handlekraftigt nok, når det kommer til at løse de store problemer. Begge kritikpunkter mener jeg er legitime, og derfor skal udviklingen af EU selvfølgelig tage højde for de svagheder. I den sondring mener Liberal Alliance, at det europæiske samarbejde skal styrkes, når det kommer til frihandel, til beskyttelse af de ydre grænser, til miljøbeskyttelse og til at håndtere migrationspresset. Omvendt mener vi ikke, at EU skal regulere unødigt, når det kommer til arbejdsmarkeds-, skatte- og socialpolitik. Medlemslandenes forskellighed, når det kommer til, hvordan man indretter arbejdsmarkedet og velfærdssamfundet, skal respekteres, og der er store forskelle.

Dermed vil en fælles politik på området også betyde massiv og ret indgribende regulering, og at insistere på mere ensretning og mere fælles regulering her frygter jeg faktisk vil udhule opbakningen til arbejdskraftens fri bevægelighed, og den ønsker vi klart at opretholde i Liberal Alliance. Vi skal værne om retten til at flytte fra land til land og tage et arbejde, og vi skal værne om medlemslandenes rum til at indrette arbejdsmarkedsforhold, løn, skat osv., sådan som det passer til det enkelte land. Derfor støtter vi selvfølgelig regeringens arbejde for at modvirke etableringen af den sociale søjle, og vi støtter det af hr. Claus Kvist Hansen oplæste forslag til vedtagelse.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Fru Christina Egelund husker måske, at fru Christina Egelund og jeg havde en udveksling om østeuropæisk arbejdskraft for en uges tid siden her i Folketingssalen. Derfor vil jeg spørge fru Christina Egelund, om fru Christina Egelund har kendskab til svaret på hr. Joachim B. Olsens spørgsmål nr. 69, alm. del, i Finansudvalget i samlingen 2013-14. For hvis fru Christina Egelund har kendskab til det, vil fru Christina Egelund også vide, at daværende finansminister hr. Bjarne Corydon i svaret på det spørgsmål tilkendegiver, at der er et samlet tab på 0,6 mia. kr. på østeuropæiske statsborgere i perioden 2005 til 2011. Jeg vil derfor bede fru Christina Egelund tilkendegive, om fru Christina Egelund stadig væk fastholder den betragtning, at østeuropæiske statsborgere giver overskud set i lyset af daværende finansminister hr. Bjarne Corydons svar, der viser det modsatte.

Ordføreren.

Jeg kender hverken det spørgsmål eller det svar, som hr. Kenneth Kristensen Berth refererer til. Jeg tror måske også, det ville være lidt urimeligt at forlange af mig, at jeg skulle kunne huske et spørgsmål stillet til en af mine kolleger fra en tid, hvor jeg ikke sad i Folketinget. Men til det politiske spørgsmål, altså om jeg fastholder, at der findes beregninger, som viser, at den samlede samfundsøkonomiske påvirkning af, at vi har østeuropæiske arbejdere i Danmark, er positiv, vil jeg svare: Ja, det vil jeg fastholde.

Jeg vil gerne bekræfte det tilbud, som jeg jo gav hr. Kenneth Kristensen Berth for, jeg tror faktisk, det er nøjagtig en uge siden, om at oversende de beregninger til ordføreren.

Spørgeren.

Det har fru Christina Egelund så forsømt den sidste uge. Jeg er sikker på, at fru Christina Egelund har andet at se til, men jeg vil ikke desto mindre sige, at jeg synes, det er sært, at fru Christina Egelund tilkendegiver, at de beregninger, som Finansministeriet er kommet frem til, er ukorrekte. For det må normalt være sådan, at de betragtninger, som Finansministeriet kommer med, trods alt er udtryk for virkeligheden. Det vil jeg mene de er. Af Finansministeriets tal fremgår det, at det er et tab på 0,6 mia. kr., og det er endda under hensyntagen til, at der ikke er taget højde for, at der var nogle mennesker, der kunne have fået job, hvis de her østeuropæere ikke havde været i Danmark – endda under den forudsætning – så det reelle tab formentlig er højere end det. Det undrer mig, at fru Christina Egelund sådan bare desavouerer Finansministeriets tal. Det synes jeg er frisk – selv for en nordjyde.

Ordføreren.

Man må gerne synes, at det er både frisk og sært og alt muligt andet, det står selvfølgelig ordføreren frit for. Jeg desavouerer på ingen måde Finansministeriets beregninger, men jeg kender ikke det spørgsmål, som spørgeren refererer til, og jeg ved heller ikke, hvad det er for en periode, eller hvad der er taget med i de beregninger. Jeg vil gerne igen afgive det tilbud, som jeg afgav for en uge siden, nemlig at oversende de beregninger, som jeg har refereret til, i forhold til at det samfundsøkonomisk er positivt for Danmark, at vi har arbejdskraftens fri bevægelighed. Den her gang skal jeg overholde mit løfte og sende det til spørgeren så hurtigt som muligt.

Tak for det, og tak til fru Christina Egelund for indlægget. Den næste er hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Tak. Det, jeg synes det er vigtigt at se på, er, hvad det egentlig er for et EU, vi ønsker. Hvad er det for en retning, vi gerne vil have at det samarbejde, som vi har i Europa, skal tage? For os i Alternativet er det fuldstændig afgørende, at det ikke kun handler om økonomi, men at vi faktisk også vægter både miljøet og den sociale dimension rigtig, rigtig højt. Derfor synes vi, det er fornuftigt, at der faktisk er sat gang i det arbejde omkring en social søjle.

Så i stedet for at falde helt ned i det, som nogle ordførere har gjort, og sige, at den her sociale søjle nærmest er ophævelsen af nationalstaten, synes jeg, det er værd at se på, hvad indholdet i den egentlig er. Hvad er egentlig indholdet i det udspil, som Kommissionen kom med, og som er blevet sendt i høring, og hvor vi nu venter på et udspil på baggrund af den høringsfase? Det er at se på, hvordan vi kan etablere, blive enige om, at der er nogle rettigheder, som alle borgere har – ikke til de andre lande, nej, men som borgere der, hvor de bor – i forhold til lige muligheder for adgang til arbejdsmarkedet, retfærdige arbejdsvilkår, passende social beskyttelse, ret til uddannelse. Jamen hvad er det egentlig, vi kan være så uenige i? Hvad er det, vi kan være uenige i, når vi siger, at det her egentlig er noget, som vi selv i fællesskab i Europa synes at vi skal blive enige om at alle lande skal tilbyde deres borgere? Det er da fornuftigt. Det er da rigtig fornuftigt, at vi også ser på, at et stærkt europæisk samarbejde handler om andet end markedet. Det handler også om mennesker og om, hvordan vi kan gøre hinanden klogere på hinandens systemer, lære af hinanden.

Det, der netop ligger i den her sociale søjle, er jo ikke noget med at gå ind og tage national kompetence fra de enkelte lande. Derfor synes jeg også, at det er vigtigt, at vi går åbent ind i den her diskussion, når Kommissionen nu har spillet ud. Nu ved vi, der har været en høringsfase i Danmark, og en række andre har svaret. Så lad os dog se på det, der kommer, diskutere indholdet, i stedet for med det samme at råbe: Ulven kommer, og nationalstaten holder op med at eksistere i morgen. For det gør den ikke. Det her handler bare om, hvordan vi kan sætte nogle rammer op, som gør, at vi som fællesskab kan måle hinanden på nogle sociale faktorer og ikke kun på økonomi. Og det mener vi faktisk er rigtig fornuftigt.

Jeg vil gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Det Radikale Venstre og Alternativet, som lyder:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget ønsker et europæisk samarbejde, hvor ikke blot de økonomiske rettigheder vægtes højt, men også de miljømæssige og sociale rettigheder, og mener derfor, at arbejdet med en social søjle er et fornuftigt skridt i EU's udvikling.

Folketinget konstaterer, at Kommissionen har lanceret en officiel høring om etableringen af en europæisk søjle for sociale rettigheder og på denne baggrund vil komme med et refleksionspapir om, hvordan den mener, at den europæiske søjle skal se ud.

Folketinget ser frem til en fælles referenceramme for at undersøge de deltagende medlemslandes resultater på det sociale område.

Folketinget ser frem til at se Kommissionens udspil efter høringsfasen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 68).

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra Claus Kvist Hansen.

Tak for det, og tak til ordføreren. Jeg har lagt mærke til, at ordføreren i rigtig mange sammenhænge og nu også i den her sammenhæng spiller begrebet mennesker ind: Det handler om mennesker, vi er alle mennesker osv. Det virker, som om ordføreren er af den overbevisning, at så snart man bare spiller ordet mennesker ind, glider der sådan et glansbillede ned over det, og så er man fredet for kritik, for hvem har lyst til at kritisere mennesker eller i øvrigt en ordfører, som kerer sig om mennesker?

Vil ordføreren dog ikke medgive mig, at hvis alle EU-borgere får styrket deres rettigheder, sociale rettigheder især, vil der være et om ikke incitament, men så en risiko for, at de lande, som har de stærkeste velfærdssystemer, vil komme til at modtage flere EU-borgere, som har behov for sociale ydelser? Jeg håber og tror rent faktisk, at ordføreren vil bekræfte det, og hvis det er tilfældet, er der jo altså nogle mennesker – for nu at blive i ordførerens sprogbrug – som skal betale for de andre mennesker, og det vil sige, at der ikke er noget, der er omkostningsfrit her. Når du kerer dig om mennesker og nogle skal betale for de mennesker, så er der nogle mennesker, der skal betale. Sagt med andre ord, vil ordføreren ikke medgive mig, at det kan betyde, at danske skatteborgere bliver endnu hårdere spændt for vognen for at – for at sige det ligeud – forsørge andre landes statsborgere?

Ordføreren.

Jeg tager altid gerne imod kritik, og jeg går altid gerne i dialog om både mennesker og alt muligt andet på denne jord. Jeg synes, det er vigtigt at forholde sig til, hvad det her egentlig går ud på, hvad der ligger i Kommissionens udspil. Kommissionen er kommet med et udspil, der skal sætte nogle rammer for vurdering af de deltagende landes resultater, indsatser på social- og beskæftigelsesområdet. Vurdere hinanden! Der bliver ikke etableret europæiske rettigheder, som vi skal give til gud og hvermand, der har lyst til at flytte over grænserne. Det her er vurderingsredskaber, ligesom vi gør det, når der er tale om økonomi.

Så jeg synes, det er synd, at spørgeren på den måde blander flere ting sammen, netop den her sociale søjle og så det, som en anden ordfører har været inde på, som er en social protokol, og som jeg også meget gerne vil diskutere. Men det er altså to forskellige ting, og det synes jeg ligesom burde stå lidt klart efterhånden, altså at der er noget, der hedder en social søjle, og så er der andre, der snakker om en social protokol. Det er lidt ødelæggende for debatten at blande de to ting sammen.

Spørgeren. Ikke mere? Så går vi videre til den næste spørger, og det er hr. Finn Sørensen.

Tak, og tak til ordføreren. Jeg er enig i, at det altså er meget væsentligt at skelne imellem fagbevægelsens forslag til en social protokol og så Kommissionens snak om en social søjle. Det er to diametrale modsætninger, og det er ret vigtigt at få det understreget. Jeg prøvede at følge med i det forslag til vedtagelse, men muligvis har jeg overhørt noget, for jeg synes ikke, jeg hørte bare skyggen af bekymring over, at Kommissionen meget klart lægger op til at ændre på kompetenceforholdene, sådan at nogle spørgsmål, som i dag er enekompetence for medlemslandene, skal overflyttes til EU-kompetence. Det har været nævnt herfra, at det er en lang række helt afgørende spørgsmål for Danmark, og det har været afgørende spørgsmål for Danmark siden diskussionen om medlemskabet, og det har vi trods alt været enige om herhjemme. Så er tingene ikke helt gået, som nogle påstod de ville gå, fordi EU rent faktisk har blandet sig i stor stil på de områder.

Men nu vil man overføre yderligere kompetence, og det er f.eks. løn, det er arbejdstid, det er pensionsforhold, det er en lang række forhold, og ministeriets notat gennemgår jo meget konkret, hvor der er tale om overførsel af kompetence – meget præcist endda. Det sporer jeg ikke den mindste bekymring over i det forslag til vedtagelse – hvordan kan det være?

Ordføreren.

For det første ved jeg ikke, hvad hr. Finn Sørensen har set, men jeg har altså ikke set Kommissionens udspil. Jeg så et oplæg, som er blevet sendt i høring, og som de vil lave et udspil på baggrund af. Hvis hr. Finn Sørensen har set det allerede, tror jeg, at hr. Finn Sørensen er den eneste her i Folketinget, der har set det. Jeg har ikke set det, for det er ikke blevet oversendt til Europaudvalget, da det ikke er blevet sendt rundt endnu. Der er kommet et oplæg, der er sendt ud i høring.

Dernæst hører jeg så en masse kritik, altså at man overflytter kompetencer. Jeg har også set det høringssvar, ministeriet er kommet med, og jeg er sådan set ikke enig i alle de svar, ministeriet giver, ligesom jeg også ved, at spørgeren ikke altid er enig, når ministerier vurderer, om det er national eller EU-kompetence. Vi har en række andre sager, hvor det tit bliver diskuteret. Men jeg synes stadig væk, det er fornuftigt at sige til hinanden, at alle har ret til et retfærdigt arbejdsmiljø. Jeg kan ikke se, det er at blande sig i nationale kompetencer. Det drejer sig da om, at vi bliver enige om at sige, hvad det er, der er fair og rimeligt for alle borgere i EU.

Spørgeren.

Man kan kalde det et udspil eller en meddelelse. Kommissionen kalder det en meddelelse, og jeg siger, at det er et udspil – det er et udspil til en høring. Det er Kommissionens holdning, der er beskrevet der, og det er Kommissionen, der er lovgiver. Det er jo Kommissionen, der har initiativretten. Og derfor er det da ikke uvæsentligt, hvad Kommissionen lægger op til. Det er jo Kommissionen, der kommer til at lægge grundlaget for den forhandling, der skal være i EU, når Kommissionen har fået kigget på høringssvar og alt muligt andet. Så derfor er det da ikke uvæsentligt, hvad Kommissionen lægger op til.

Jeg må bare sige, at det jo er svært at diskutere i sådan en meget kort ordveksling, som vi har her, men ministeriets notat nøje gennemgår de punkter, hvor Kommissionen vil have ændret kompetencen, også de punkter, hvor den ikke vil, og jeg synes, det er en meget nøgtern og præcis beskrivelse. Den kan man ikke være uenig i – det er fakta; det er bare at slå op i traktaten og se, hvad der står. Det er bare at slå op i lovgivningen og se, hvor EU har kompetence, og hvor EU ikke har. Så det må ordføreren jo klare i ministeriet. Jeg synes, det er meget klart.

Jeg er bekymret over, at ordføreren og det andet parti, der har skrevet under, ikke kan se, at der er nogen som helst problemer med henblik på den overførelse af kompetence, som Kommissionen er ude på.

Ordføreren.

Undskyld, at jeg grinte af ordføreren, men det var faktisk, fordi lige her er det åbenbart fuldstændig rigtigt, hvad ministeriet kommer med af vurderinger i forhold til national kompetence og EU-kompetence, men i en række andre sager sidder vi jo altid netop og diskuterer det. Det her har jo også været diskuteret i Folketingets Europaudvalg, hvor vi også har gennemgået det her høringssvar og diskuteret, hvad det egentlig går ud på, og hvor det er, de her kompetencer ligger. Og der har jeg også givet udtryk for vores partis uenighed på nogle af de punkter. Igen må jeg bare pointere, at meddelelsen er blevet sendt i høring, og så kommer der et udspil – det skulle komme her i slutningen af april – og så skal jeg da med glæde tage stilling til det igen. Men lad os nu forholde os til fakta og ikke til fantasi.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og fru Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre er den næste ordfører.

Den socialdemokratiske ordfører indledte med at tale om kommissær Marianne Thyssens linje, og det havde jeg faktisk også lagt op til. Det er også ret afgørende for mig og for Radikale Venstre, at der ikke findes økonomiske fremskridt uden sociale fremskridt og heller ikke sociale fremskridt, uden at økonomien er i orden. Det er også helt grundlæggende for det fundament, som mit parti står på.

Men Marianne Thyssen spurgte også, da hun var i Danmark: Hvordan kan det egentlig være, at I her i Danmark er berettiget stolte af jeres velfærdssamfund og jeres høje lønniveau, men samtidig ikke rigtig synes at ønske, at andre europæiske lande skal kunne opnå de samme niveauer, de samme rettigheder og de samme muligheder?

Det, jeg til gengæld ikke hørte kommissæren sige, da hun fremlagde principperne, og som jeg ikke har hørt nogen repræsentanter for EU's institutioner sige, var, at de skulle ønske at undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel. Tværtimod har Kommissionen igen og igen bekræftet, at det på ingen måde er intentionen, og der er intet i Kommissionens foreløbige meddelelser og principper, der lægger op til det. Alligevel er der på en eller anden måde en undertone af, at det nok er på vej lige om lidt, at de bare venter på at kunne sige det. Men for mig giver det altså overhovedet ingen mening. Det er jo lige modsat.

Jeg synes, at der ofte i den her debat bliver pustet til frygten, og der er meget få ambitioner på vegne af fællesskabet. Vi kan og vi skal ikke underlægge andre EU-lande vores danske model for lovgivning og aftaler på arbejdsmarkedet og i socialpolitikken, men jeg synes, det er rigtig svært at forstå, hvorfor den sociale sikring, den tryghed, som vi har udviklet med den danske model, ikke skulle være noget, som vi også gerne vil hjælpe andre EU-lande med at udvikle deres bud på gennem EU's koordination på det her område. Det findes der jo en ramme for, og det er den, Kommissionen ønsker at udvikle, i hvert fald i oplægget. Og det er i øvrigt på opdrag af nationalstaterne.

Derfor synes jeg, at det tit bliver sådan i den her debat, at det bliver fremlagt, som om det kommer til at ske på bekostning af os og vores egen model, hvis vi hjælper andre til at nå bedre niveauer, flere rettigheder og muligheder. Men er det virkelig sådan? Er der noget udtryk for, at det skulle være sådan, at vi gennem EU's koordinationsmetode, som er den, der findes på det område, undergraver egen lovgivning eller på nogen måde underminerer den danske model? Hvis vi hjælper andre med at højne niveauerne og deler erfaringerne og ideerne og skubber på, undergraver vi så vores egne muligheder? Det har jeg meget svært ved at se.

EU blev dannet ud fra grundprincipperne om mere og friere samhandel på tværs af nationale grænser, og siden er samarbejdet i takt med udviklingen i verden vokset og blevet et tværnationalt fællesskab. Det er sket, fordi virksomheder har internationaliseret og digitaliseret – det, vi vel meget ofte populært, hvis man kan sige det, kalder globaliseringen. Det har vi skullet imødegå også i det europæiske samarbejde for netop at sikre borgerne i det samarbejde. Det har sikret bedre vilkår for miljø og klima; det har bevaret freden; det har intensiveret vores alle sammens velstand i Europa.

Men det er klart, at med udbygningen af det indre marked kommer der også flere fælles udfordringer, og en af de udfordringer er jo manglen på social sikkerhed for den europæiske borger, når den borger bevæger sig på tværs af grænser for at arbejde. Og det er grundlæggende for EU, at samarbejdet er baseret på de helt grundlæggende rettigheder. Dem har vi selv knoklet for at få med i de traktater, vi er baseret på: bekæmpelse af diskrimination på baggrund af nationalitet, køn, alder, seksualitet, race eller religion. Det er helt fundamentalt i det samarbejde, at det er de grundlæggende europæiske og danske værdier, vi står på.

Jeg ser Kommissionens udspil om principper for en social søjle – en meddelelse, som nu er i høring bredere end nogen sinde – som et endda ret forsigtigt skridt i retning af at sikre, at vi i EU holder fast i at gøre det, som vi hele tiden har sagt at vi vil gøre, nemlig hjælpe hinanden til bedre vilkår.

Den tidligere ordfører læste det forslag til vedtagelse op, som Radikale Venstre også bakker op om, og det skulle gerne stå klart, at det er, hvad vi mener.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Claus Kvist Hansen.

Tak for det, og tak for ordførerens redegørelse. Jeg var lige ved at sige, at jeg næsten som altid eller i hvert fald som oftest, når jeg hører Radikale Venstre udtale sig om EU-forhold, så lidt fornemmer den her forurettethed, den her overraskelse over, at nogle vil driste sig til at sætte spørgsmålstegn ved det her forgyldte europæiske projekt. Jeg må sige, at ordføreren til fulde indfrier den forventning. Det virker, som om ordføreren ikke ønsker at koble økonomi op på de her drømme om udvikling af sociale rettigheder. Så vil jeg bare høre: Ser ordføreren ikke, at en udvikling og styrkelse af de sociale rettigheder for EU-borgere med en vis sandsynlighed vil kunne medføre et større dræn af velfærdsydelser fra Danmark til andre EU-landes borgere?

Ordføreren.

Jeg synes, det er rigtig godt, at vi har den her debat, og jeg tror bare, ordføreren og jeg grundlæggende er helt uenige om, hvad det er for en retning, vi skal i. Men det, som jeg er optaget af, er, hvad det er for nogle ambitioner, vi har for fællesskabet; hvad det er for nogle ambitioner, vi har for, hvor vi skal hen. Jeg synes, at jeg prøvede at opridse nogle af de ambitioner, som vi har i Radikale Venstre, og de handler nemlig om også at højne de grundlæggende niveauer i andre lande i EU og være med til at dele vores gode erfaringer med dem, for det tror vi faktisk i sidste ende kommer os til gode. Hvis de grundlæggende rettighedsniveauer f.eks. for løn stiger i nogle af de andre europæiske lande, vil det faktisk også komme Danmark til gode. Så kan vi i højere grad koncentrere os om at bekæmpe social dumping, og det er vi også meget optaget af i Radikale Venstre.

For nuværende og med de principper, der ligger her, ser jeg ikke nogen som helst trussel – tværtimod. Jeg ser muligheder i, at vi i højere grad kan udvikle og højne niveauerne og vores fælles velstand i Europa på tværs af landene, fordi vores arbejdsmarkeder hænger sammen, fordi vores økonomier hænger sammen. Der kan vi ikke efter min og Radikale Venstres opfattelse – og det er nok der, vandene skiller – skille vores økonomi og arbejdsmarked ud og sige, at det ligger på sin egen ø, og at det behandler vi for os selv. Til gengæld handler EU's indre marked jo om den fri bevægelighed for arbejdskraften. Man kan kun få del i ydelser her i landet, hvis man arbejder og betaler skat. Det synes vi er rimeligt.

Spørgeren.

Tak for det. Sådan med et slag på tasken mener jeg at Danmarks nettobidrag til EU årligt i øjeblikket ligger på i omegnen af 10 mia. kr. Sådan helt kort og kontant: Vil ordføreren forvente, at det tal bliver højere eller lavere, hvis EU får mulighed for at fortsætte i det spor mod en social union, og hvorfor?

Ordføreren.

Det har jeg ingen forudsætninger for at gætte på i tal. Det grundlæggende her er vel: Tror jeg på, at det at deltage i det europæiske samarbejde, i Den Europæiske Union, med alle de politikker, det omfatter, er en gevinst for Danmark økonomisk og på alle mulige andre områder, eller tror jeg, det vil være en økonomisk gevinst for Danmark at melde sig ud af Den Europæiske Union? Jeg kan love for, at jeg kun tror på det første.

Tak til fru Sofie Carsten Nielsen. Og den næste ordfører er hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

En af de skilleveje, vi står over for, er, om vi vil have et socialt Europa, eller om vi vil have social dumping. SF ønsker et EU, hvor alle Europas arbejdere får en fair chance, men det betyder ikke, at vi støtter en såkaldt social union – selv om det begreb i øvrigt kan bruges til meget forskelligt. Jeg har lagt mærke til, at mange godt kan lide at fortabe sig i diskussioner om, hvorvidt noget nærmest er en social union, en social dimension, måske en social kontrakt, eller hvad med en topmødeerklæring?

Pointen for os er, at uanset hvad man kalder det, skal vi finde balancen mellem den helt særlige sofistikerede danske model for arbejdsmarkedet og sociale rettigheder til alle lønarbejdere i Europa. Arbejdsmarkederne er blevet internationale, og der er brug for at have værktøjer, der matcher de udfordringer, som det giver.

Det, som skal stå klart, er, at lønarbejdernes rettigheder skal komme før virksomhedernes ret til fri bevægelighed. Kapitalens frie bevægelighed må ikke ende med bare at være kapitalens frie bevægelighed ned i arbejdsgivernes lommer. Men svaret er ikke, at nationalstaterne krummer sig sammen om sig selv.

EU skal respektere landenes forskellige arbejdsmarkedsmodeller, men vi skal ikke have en overnational social union. Man kan kalde det, hvad man vil, men det, det handler om, er, at der er brug for at forsvare lønarbejderne og deres faglige organisationer, også i EU. Retten til frie, uafhængige slagkraftige fagforeninger hænger nøje sammen med retten til at konflikte for almindelige menneskers forhold gennem kollektive overenskomster. Vi skal sætte mennesker før virksomhederne.

Så vil jeg sige, at SF kan tilslutte sig det forslag til vedtagelse, som er blevet fremsat af hr. Claus Kvist Hansen.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Undskyld, der er en kort bemærkning, hvis ordføreren ønsker at tage imod den. Den er fra hr. Finn Sørensen.

Tak for ordførerens beredvillige og hurtige entren af trappen til talerstolen. Det var, for at ordføreren kunne få lidt motion, at jeg trykkede lidt sent!

Mit spørgsmål er lidt det samme som til ordføreren for Det Radikale Venstre. Altså, som jeg læser Kommissionens meddelelse, lægges der meget klart op til, at EU skal have noget mere kompetence på nogle områder, som de i dag ikke har kompetence på. Det drejer sig om løn, arbejdstid og pensionsforhold. Jeg synes, at ministeriet har gennemgået rimelig nøgternt, hvad det er, og ellers kan man jo bare læse indenad. Og der vil jeg bare spørge hr. Karsten Hønge, om ikke han er bekymret for de dele af Kommissionens meddelelse.

Ordføreren.

Jo, altså, som jeg sagde, synes jeg, det er målet, der er det vigtigste, og det er at forsvare lønarbejdernes interesser. Jeg sagde i forhold til den melding, der er kommet, at vi heller ikke synes, at vi på nogen måde skal give efter for en overnational social union. Men til gengæld vil jeg sige, at jeg ikke deler Enhedslistens tendens til i EU-sammenhæng, måske ikke generelt, men i hvert fald i EU-sammenhæng, altid at være langtidsskuffet og grundbekymret. Jeg synes, man skal være i stand til at se på, om EU er et instrument, som vil kunne blive hegnet ind i forhold til at forsvare lønarbejdernes interesser, og det mener vi faktisk der er mulighed for i forhold til den tekst, vi tilslutter os.

Spørgeren.

Det vil sige, at ordføreren faktisk ikke er bekymret, når Kommissionen lægger op til, at EU skal have noget mere kompetence i spørgsmål, hvor vi ellers alle sammen indtil nu har været enige om at sige, at det skal EU ikke blande sig i, nemlig vores arbejdsmarkedsmodel, vores kollektive overenskomster, som jo er dem, der skal bestemme over løn- og arbejdstid og i et vist omfang også over pensionsindbetalinger, og velfærdsydelser? Det er jo en lang række punkter, hvor Kommissionen lægger op til at der skal klippes noget mere af vores selvbestemmelsesret, enten som fagforeninger eller som medlemslande, og overføres til EU. Altså, jeg kan ikke rigtig finde ud af, hvor jeg har ordføreren i det her. Er det bekymrende? Er det noget, ordføreren er tilhænger af, eller er det noget, ordføreren er modstander af?

Ordføreren.

Jamen det mener jeg vi har taget stilling til igennem det forslag til vedtagelse, der ligger. Selvfølgelig er vi da bekymrede, når EU forsøger på at erobre ekstra land, men jeg forsøgte at gøre mig umage med i min ordførertale at prøve at forklare vigtigheden af, at vi har vores særlige arbejdsmarkedsmodel, og at EU skal respektere de arbejdsmarkedsmodeller, der er i landene, og vigtigheden af, at lønarbejderne har adgang til at konflikte for deres interesser. Men jeg har ikke travlt med i alle mulige sammenhænge altid at skulle finde en eller anden begrundelse for, hvorfor man skal forvente sig det værste fra EU's side. Jeg kan konstatere, i Danmark som i resten af EU, at det yderste højre og det yderste venstre har fundet sammen i altid at give både det indre marked og det ydre rum skylden for alt muligt.

Tak til hr. Karsten Hønge. Den sidste skulle have været hr. Rasmus Jarlov, men han ser ikke ud til at være til stede, og derfor er det beskæftigelsesministeren, som nu får ordet.

Tak for det. Og lad mig sige tak for en på mange måder meget interessant debat, der er kommet ret godt rundt i hjørnerne af det europæiske samarbejde. Jeg har sådan set ikke så meget at tilføje i forhold til den relativt uddybende besvarelse, jeg gav hr. Claus Kvist Hansen, og som, hvis jeg selv skal sige det, var meget tilfredsstillende.

Der er vel så det at sige til hr. Claus Kvist Hansen, at der jo var en diskussion med afsæt i det, jeg havde med i min tale, om, hvem hr. Claus Kvist Hansen oplevede tryghed i forhold til. Det, jeg håbede med talen, var sådan set at kunne skabe tryghed for regeringens dagsorden, ikke tryghed for den europæiske dagsorden, EU's dagsorden. Så jeg tror sådan set, at hr. Claus Kvist Hansen måske bevidst eller ubevidst er kommet til at misforstå det budskab, der blev sendt.

Jeg er jo et hundrede procent enig i det forslag til vedtagelse, der er blevet fremsat af et bredt flertal i Folketinget. Det synes jeg først og fremmest er glædeligt – også det, at der er en opmærksomhed om de initiativer, som Kommissionen har taget, og som jo så også har ført til en stor debat i en lang række EU-lande eller i hvert fald fra en lang række regeringers side.

Nu må vi jo så afvente og se, hvad Kommissionen vælger at gøre på baggrund af den høring, der har været. Og så glæder jeg mig til at diskutere det spørgsmål indgående med Folketinget. Og nu er der i hvert fald et meget klart signal fra dansk side og dermed også fra regeringens side om, hvad det er for prioriteter, som Danmark vil forfægte i de kommende diskussioner.

Der er en kort bemærkning fra hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Tak til ministeren. Ministeren kan være helt tryg ved, at jeg er relativt tryg i forhold til regeringens holdning til den sociale union, og jeg er også fuldstændig tryg ved, at ministeren har forstået, at det for mit eget vedkommende var en tilsigtet misforståelse. Så vi er trygge alle sammen.

Nu har vi jo kigget fremad, og vi er sådan over en bred kam i hvert fald nogenlunde enige om, hvad vi ikke ønsker af fremtiden. Jeg kunne godt tænke mig at høre ministerens holdning til den sociale dimension, som er i EU i øjeblikket, for som ministeren også oplyste i sin tale, har vi jo allerede nu sociale forpligtelser. Vi kan se på sådan nogle lidt ubekvemme forhold som f.eks. det, at der i 2015 – så vidt jeg kan se – blev udbetalt dagpenge for i omegnen af 720 mio. kr. fra Danmark til vandrende arbejdstagere, og at SU-niveauet til vandrende arbejdstagere ligger på i omegnen af 0,5 mia. kr. i år. Mener ministeren, at det er et passende niveau, altså at vi nu har nået et passende niveau for vores sociale forpligtelser, eller måtte man egentlig gerne slå lidt bak? Har ministeren nogen kommentarer til det?

Ministeren.

Altså, dybest set synes jeg, det er vigtigt, man diskuterer, hvordan den fri bevægelighed hænger sammen med et begreb som den vandrende arbejdstager, og hvordan de ting giver bedst mening. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at vi jo for nogle få dage siden havde en langvarig debat her i Folketingssalen om et andet vigtigt EU-tema, nemlig forordning 883, som vedrører en del af det, som hr. Claus Kvist Hansen spørger om her. For fuldstændighedens skyld tror jeg at jeg vil henvise til den relativt lange besvarelse, jeg gav til det spørgsmål under den debat, hvor – skylder jeg at sige – Dansk Folkeparti også var repræsenteret, dog ved en anden ordfører, men det skal jo ikke komme hr. Claus Kvist Hansen til skade.

Spørgeren.

Jamen jeg har forståelse for, at ministeren ikke vil gentage en debat, der allerede har været afviklet, men jeg vil bare bede om et helt kort svar – det må kunne gøres sådan forholdsvis kort: Ser ministeren en fremtid for sig, hvor vi prøver at slå en lille smule bak, eller mener ministeren, at det niveau, vi har i øjeblikket – med de tal, som jeg nævnte før – er passende?

Ministeren.

Jeg er aldrig i stand til at svare kort på noget, men jeg kan give ét eksempel. Det er jo ikke uden grund, at vi nu kæmper for en indeksering af børnefamilieydelsen. Det er jo netop for at sige, at der skal være mere rimelighed og mere fornuft, i forhold til hvordan reglerne skal være fremadrettet. Og det vil jo være et nybrud, hvis det lykkes at skabe muligheden for det. Så det er netop ét eksempel på, at vi prøver at skabe mere fornuft i de EU-regler, som er gældende i dag.

Tak til ministeren. Hr. Claus Kvist Hansen har ønsket ordet i anden runde som en slags afslutning, har jeg forstået, så han er velkommen på talerstolen.

Tak for det. Jeg vil prøve at komme med et par sammenfattende bemærkninger, og jeg vil starte med at sige rigtig mange tak til alle ordførerne for gode indspark og gode, faste holdninger og i det hele taget en ganske interessant eftermiddag på den her højhellige fredag.

Hvis jeg lige sådan skal prøve at summere op, hvordan jeg synes jeg har hørt de forskellige betragtninger, kan jeg sige – og her må ordførerne jo tilgive mig at jeg har en tendens til at subjektivisere det, jeg hører, det er nogle gange lidt sjovere – at jeg fornemmer, at Socialdemokratiet nu har en snigende realistisk opfattelse af, hvad EU's ambitionsniveau handler om, og hvis det er rigtigt forstået, glæder det mig.

Hvad kan jeg sige for Venstres vedkommende? Det er jo korrekt, at der er mange europæiske virksomheder og brancher, som sætter stor pris på Det Europæiske Fællesskab og de gunstige regler for samhandel, som eksisterer – det kan vi jo ikke komme uden om – men jeg vil dog sige, at man jo altså også godt kan have et samarbejde uden at have en overnational enhed til at skulle, hvad skal vi sige, diktere regler for samarbejdet. Det har man haft igennem historien, og det kan man altså godt have, just saying. Jeg hæfter mig ved en bemærkning fra Venstres ordfører om, at velfærdsydelser så vidt muligt skal blive i Danmark. Sådan hørte jeg det, og hvis det er korrekt forstået, er jeg fuldstændig enig. Det synes jeg lyder godt.

Med hensyn til Enhedslisten vil jeg sige, er det jo ikke er første gang, at jeg er enig med Enhedslisten i forskellige betragtninger, men det sker ud fra sådan en 180-gradersargumentation. Men jeg vil slet ikke gå ind i hele den diskussion, som Enhedslisten lagde frem. Jeg kan bare konstatere, at hvis Enhedslisten afviser Kommissionens udspil, er det godt nok for mig. Jeg lader det blive ved det, og jeg synes, det er glædeligt.

For Liberal Alliances vedkommende vil jeg sige, at der som forventet var opbakning til arbejdskraftens fri bevægelighed, lidt på samme vis som for Enhedslistens vedkommende. Enhedslisten lever i den overbevisning, at det kan betale sig for Danmark at have østeuropæisk arbejdskraft med uhindret adgang hertil. Det kan jeg bare sige at jeg er fuldstændig uenig i, og der bliver vi aldrig enige. Dansk Folkeparti tror ikke på ideen om arbejdskraftens fri bevægelighed, men vi er selvfølgelig glade for, at der er noget, der hedder arbejdskraftens bevægelighed. Men fri bevægelighed betyder dybest set, at Danmark afgiver sin ret til at bestemme, hvem der skal komme ind, og hvem der skal være her hvor længe, og det bryder vi os ikke om.

Hvad angår Alternativet, handler det om mennesker, som jeg var inde på, og så kom jeg ikke ret meget tættere på, hvad Alternativet egentlig står for. Det må være, fordi det er en sen fredag, men jeg arbejder på det.

For De Radikales vedkommende var der som forventet en let beroligende holdning til hele EU-projektet og fremtidsvisionerne om sociale rettigheder, og det var nok også, hvad jeg havde regnet med: Vi kan ikke få for meget EU, og enhver omkostning i forhold til EU er berettiget. Der bliver jeg nok heller aldrig enig.

Samlet set synes jeg, at det har været en utrolig spændende debat.

Jeg glemmer da selvfølgelig lige at sige for SF's vedkommende, at det glæder mig, at SF støtter op om udkastet til forslaget til vedtagelse. Det er virkelig dejligt, og jeg konstaterer jo igen, at SF og Dansk Folkeparti finder de områder, hvor vi er enige, frem for at gå og finde de områder, hvor vi er uenige. Så det er mig en stor glæde. Jeg tror faktisk ikke, jeg har mere. Tak for det.

Der er nogle, der har mere, for der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Finn Sørensen.

Tak til ordføreren for opsummeringen af de forskellige partiers standpunkter. Der mangler vel at blive slået fast, at der er et bredt flertal i Folketinget, som er modstandere af at give EU mere bestemmelsesret over nogle meget vigtige spørgsmål som vores regler på arbejdsmarkedet og adgangen til velfærdsydelser. Så har vi meget forskellige bevæggrunde for at gøre det. I hvert fald er der to blokke, nemlig den, som ordføreren er med i, som omfatter en hel masse partier, og så Enhedslisten. Men det er ikke uvæsentligt i den videre debat.

Det, jeg bare lige skulle spørge om, var – jeg har sikkert ikke hørt ordentligt efter – hvad det var for et lighedstegn, ordføreren fik sat mellem Liberal Alliance og Enhedslisten. Da ordføreren omtalte Liberal Alliances synspunkt, kom der en eller anden underlig parallel til Enhedslisten, jeg ikke lige forstod.

Ordføreren.

Jeg vil ikke sige et lighedstegn, det synes jeg ville være at stramme den, men jeg hører Enhedslistens ordfører sige, at man er tilhænger af arbejdskraftens fri bevægelighed, og det samme hører jeg Liberal Alliances ordfører sige. Det er selvfølgelig bare en betragtning, men det var der, hvor jeg så parallellen. Hvis jeg har misforstået hr. Finn Sørensens, undskyld ordførerens, syn på arbejdskraftens fri bevægelighed, trækker jeg naturligvis det tilbage.

Det er tilladt både at sige »hr. Finn Sørensen« og »ordføreren«.

Værsgo.

Så har ordføreren i hvert fald ikke hørt ordentligt efter de mange gange, jeg har forklaret, at vi er nødt til at få ændret EU's regler om den såkaldte frie bevægelighed, og det vil selvfølgelig medføre nogle former for begrænsninger i den definition af fri bevægelighed, som EU har givet. Så det tror jeg ordføreren godt burde være klar over. Alene forslaget om social protokol ville jo være et stort indgreb i EU's regler om fri bevægelighed, som de defineres i traktaten i dag.

Ordføreren.

Så beder jeg ordføreren, hr. Finn Sørensen, om forladelse. Det var bestemt hverken en provokation eller nogen som helst tilsigtet misforståelse, det var bare sådan, jeg hørte det. Det skal jeg beklage.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Det er jo altid sådan lidt, når man går ud af salen efter sådan en forespørgselsdebat, at man tænker: Hvad var det, jeg fik med mig? Og så er det jo spændende at høre ordførerens sådan meget selektive og ekstremt subjektive opsamling. Det er næsten synd, at vi har siddet her og debatteret, hvis det var det, der kom ud af den her debat, eller i hvert fald det, som blev modtaget af en af spørgerne her i debatten.

Men jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre hr. Claus Kvist Hansen om, om han kender forskellen på den sociale søjle, som vi diskuterer her, altså det udspil til diskussion og høring, som er blevet sendt fra Kommissionen, og så det, der hedder en social protokol, som er omtalt af Enhedslistens ordfører.

Ordføreren.

Det er nogle definitioner, som jeg egentlig ikke har tænkt mig at gå i dybden med. Jeg kigger på det overordnede billede, altså hvordan jeg ser Kommissionens ambitionsniveau i forhold til det fremlagte.

Spørgeren.

Okay, det skulle vi måske så være informeret om inden, fordi vi jo netop diskuterer udviklingen af søjlen sociale rettigheder. Altså, man bruger netop ordet søjle om det projekt, der har været i høring, som vi går og venter på resultatet af. Det er jo altid ærgerligt, når man har en debat, hvor man på den måde taler i hver sit spor og lidt forbi hinanden. Og så går man hjem netop med det her meget selektive og subjektive, som ordføreren også har præsenteret os for.

Ordføreren.

Jamen det er formentlig hverken første eller sidste gang, ordføreren og også jeg oplever, at man taler forbi hinanden.

Det lader vi blive det sidste ord for i dag, for der er nemlig ikke flere, der har tegnet sig ind. Så vi siger også tak til hr. Claus Kvist Hansen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Afstemningen om de tre fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 4. april 2017.

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 29:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren:

Af Claus Kvist Hansen (DF), Karina Adsbøl (DF), Kenneth Kristensen Berth (DF), Bent Bøgsted (DF), Jens Henrik Thulesen Dahl (DF), Karina Due (DF) og Marlene Harpsøe (DF).

(Anmeldelse 10.01.2017. Fremme 12.01.2017).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 4. april 2017.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti, for en begrundelse. Værsgo.

Tak for det. Så er det beskæftigelsesministeren for en besvarelse. Værsgo.

Tak for det. Så er det ordføreren for forespørgerne, hr. Claus Kvist Hansen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Med disse ord vil jeg på vegne af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

Dette fremgår klart af regeringsgrundlaget, og dette vil være regeringens grundindstilling til det forslag til en social søjle, som Kommissionen ventes at fremsætte i løbet af april.

Derudover vil regeringen i fuld overensstemmelse med sit høringssvar på den offentlige høring, som Kommissionen har gennemført, arbejde aktivt for at sikre:

- at respekten for national kompetence er helt afgørende i definitionen af søjlen, og at regeringen ikke støtter ny EU-kompetence, ændringer i traktaten m.v.,

- at nærhedsprincippet fuldt ud respekteres, og

- at den danske arbejdsmarkeds- og socialmodel, herunder parternes rolle og autonomi, skal rummes inden for søjlen.

Folketinget noterer sig, at regeringen også i det videre arbejde vil inddrage Folketinget som i andre EU-sager, når der foreligger et forslag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Tak for det. Det forslag indgår i den videre forhandling.

Der er en kommentar fra hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Værsgo.

Hr. Finn Sørensen.

Værsgo.

Tak. Så er der ikke flere spørgsmål til hr. Claus Kvist Hansen, og så er det hr. Mattias Tesfaye fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Hr. Finn Sørensen.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak til hr. Mattias Tesfaye. Der var ikke flere, der lod sig udfordre, så vi tager den næste ordfører, og det er hr. Klaus Markussen fra Venstre.

Tak for det. En kort kommentar fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak til hr. Klaus Markussen. Der er ikke flere korte bemærkninger, og den næste ordfører er hr. Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Til slut vil jeg læse et forslag til vedtagelse på vegne af Enhedslisten op, der lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 67).

Tak til hr. Finn Sørensen. Der er en kort bemærkning fra hr. Kenneth Kristensen Berth.

Ordføreren.

Spørgeren.

Det, det handler om, er jo traktatændringer – det er jo, at vi skal have et fuldstændig anderledes traktatgrundlag for EU, der gør det totalt umuligt for EU at beskæftige sig med de her ting.

Ordføreren.

Fru Sofie Carsten Nielsen.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak til hr. Finn Sørensen. Der er ikke flere, der lod sig udfordre. Vi går videre til næste ordfører, og det er fru Christina Egelund fra Liberal Alliance.

Hr. Kenneth Kristensen Berth.

Ordføreren.

Jeg vil gerne bekræfte det tilbud, som jeg jo gav hr. Kenneth Kristensen Berth for, jeg tror faktisk, det er nøjagtig en uge siden, om at oversende de beregninger til ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak for det, og tak til fru Christina Egelund for indlægget. Den næste er hr. Rasmus Nordqvist fra Alternativet.

Jeg vil gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Det Radikale Venstre og Alternativet, som lyder:

Forslag til vedtagelse

Folketinget ser frem til en fælles referenceramme for at undersøge de deltagende medlemslandes resultater på det sociale område.

Folketinget ser frem til at se Kommissionens udspil efter høringsfasen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 68).

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra Claus Kvist Hansen.

Ordføreren.

Spørgeren. Ikke mere? Så går vi videre til den næste spørger, og det er hr. Finn Sørensen.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak til hr. Rasmus Nordqvist. Der er ikke flere korte bemærkninger. Og fru Sofie Carsten Nielsen fra Radikale Venstre er den næste ordfører.

Den tidligere ordfører læste det forslag til vedtagelse op, som Radikale Venstre også bakker op om, og det skulle gerne stå klart, at det er, hvad vi mener.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Claus Kvist Hansen.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak til fru Sofie Carsten Nielsen. Og den næste ordfører er hr. Karsten Hønge fra Socialistisk Folkeparti. Velkommen.

Så vil jeg sige, at SF kan tilslutte sig det forslag til vedtagelse, som er blevet fremsat af hr. Claus Kvist Hansen.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Undskyld, der er en kort bemærkning, hvis ordføreren ønsker at tage imod den. Den er fra hr. Finn Sørensen.

Tak for ordførerens beredvillige og hurtige entren af trappen til talerstolen. Det var, for at ordføreren kunne få lidt motion, at jeg trykkede lidt sent!

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Tak til hr. Karsten Hønge. Den sidste skulle have været hr. Rasmus Jarlov, men han ser ikke ud til at være til stede, og derfor er det beskæftigelsesministeren, som nu får ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Claus Kvist Hansen. Værsgo.

Ministeren.

Spørgeren.

Ministeren.

Tak til ministeren. Hr. Claus Kvist Hansen har ønsket ordet i anden runde som en slags afslutning, har jeg forstået, så han er velkommen på talerstolen.

Samlet set synes jeg, at det har været en utrolig spændende debat.

Der er nogle, der har mere, for der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Finn Sørensen.

Ordføreren.

Det er tilladt både at sige »hr. Finn Sørensen« og »ordføreren«.

Værsgo.

Ordføreren.

Så er det hr. Rasmus Nordqvist.

Ordføreren.

Spørgeren.

Ordføreren.

Jamen det er formentlig hverken første eller sidste gang, ordføreren og også jeg oplever, at man taler forbi hinanden.

Det lader vi blive det sidste ord for i dag, for der er nemlig ikke flere, der har tegnet sig ind. Så vi siger også tak til hr. Claus Kvist Hansen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Afstemningen om de tre fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 4. april 2017.

Se video af alle taler

Med disse ord vil jeg på vegne af Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

Dette fremgår klart af regeringsgrundlaget, og dette vil være regeringens grundindstilling til det forslag til en social søjle, som Kommissionen ventes at fremsætte i løbet af april.

Derudover vil regeringen i fuld overensstemmelse med sit høringssvar på den offentlige høring, som Kommissionen har gennemført, arbejde aktivt for at sikre:

- at respekten for national kompetence er helt afgørende i definitionen af søjlen, og at regeringen ikke støtter ny EU-kompetence, ændringer i traktaten m.v.,

- at nærhedsprincippet fuldt ud respekteres, og

- at den danske arbejdsmarkeds- og socialmodel, herunder parternes rolle og autonomi, skal rummes inden for søjlen.

Folketinget noterer sig, at regeringen også i det videre arbejde vil inddrage Folketinget som i andre EU-sager, når der foreligger et forslag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 66).

Til slut vil jeg læse et forslag til vedtagelse på vegne af Enhedslisten op, der lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

(Forslag til vedtagelse nr. V 67).

Jeg vil gerne læse et forslag til vedtagelse op på vegne af Det Radikale Venstre og Alternativet, som lyder:

Forslag til vedtagelse

Folketinget ser frem til en fælles referenceramme for at undersøge de deltagende medlemslandes resultater på det sociale område.

Folketinget ser frem til at se Kommissionens udspil efter høringsfasen.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 68).

Den tidligere ordfører læste det forslag til vedtagelse op, som Radikale Venstre også bakker op om, og det skulle gerne stå klart, at det er, hvad vi mener.

Så vil jeg sige, at SF kan tilslutte sig det forslag til vedtagelse, som er blevet fremsat af hr. Claus Kvist Hansen.

Samlet set synes jeg, at det har været en utrolig spændende debat.

EU-Oplysningen

Resumé

Om forespørgslen

Forhandling

Forslag til vedtagelse

F 29 Om at undgå, at EU udvikler en søjle af sociale rettigheder.

Forhandling den 31-03-2017

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling