Tak, fru formand, og tak til udenrigsministeren.
Jeg synes jo, det er en lidt spag omgang – det må jeg sige.
Det, vi har at gøre med, er organiseret drab på politiske modstandere, religiøse modstandere med ét formål, nemlig at anvende deres organer til transplantation på andre mennesker.
Det er vel nærmest det største brud, man kan forestille sig, på et menneskes rettigheder, at man reducerer mennesket til et reservedelslager.
Det, som man oplever i Kina, er jo et eklatant brud på frihedsrettighederne – et eklatant brud på alt, hvad vi må betragte som almindelig sund fornuft her i den vestlige verden.
Jeg ved ikke, om udenrigsministeren ville sige, hvis det nu var i andre lande rundtomkring i verden, f.eks.
et afrikansk land eller lignende, at konstruktiv dialog var vejen frem til at overbevise det pågældende regime om, at man skulle holde op med at dræbe sine medborgere og udnytte deres organer til transplantation.
Jeg tror det faktisk ikke.
Jeg tror faktisk, at det her er sådan, fordi det er folkerepublikken Kina, det drejer sig om.
Der er jo ingen sammenhæng mellem det antal transplantationer, der foregår i Kina, og det antal donorer man har.
Tilbage i 2005 tilkendegav den daværende sundhedsminister, Huang Jiefu – og jeg håber, at jeg udtaler det nogenlunde rimeligt, mit kinesiske er ikke superfantastisk – at 95 pct.
af de organer, der transplanteres i Kina, stammer fra dødsdømte fanger.
Det gentog Huang i både 2008 og 2010, mens oplysninger fra det kinesiske sundhedsministerium ifølge Washington Post i 2012 lød på, at 65 pct.
af organerne stammede fra fanger, som Kina har taget livet af.
Senest i 2014 tilkendegav Huang Jiefu, at den her praksis fortsatte.
Det skønnes i dag, at mellem en ½ million og 2 millioner kinesere er tilbageholdt i arbejdslejre, og Kina har verdensrekord i henrettelser – 2.400 personer skønnes som minimum at være blevet dræbt i 2014.
Der er en voldsom diskrepans mellem de oplysninger, som de kinesiske myndigheder selv giver, for så vidt angår antallet af donorer, i forhold til antallet af gennemførte organtransplantationer.
Mellem 2012 og 2013 er der således 1.400 personer, der lod sig registrere som donorer, mens Kina i 2005 transplanterede 7.785 store organer stammende fra 2.766 såkaldte frivillige.
Det der tal, 2.766 såkaldte frivillige, har vi meget svært ved at se passer til et tal, der hedder 1.400 personer, som har meldt sig over 2 år.
Hvordan skulle de her 1.400 personer alle sammen være kommet af dage?
Og hvordan skulle der i øvrigt også være andre, der gjorde det, uden at der stadig væk er et element af brug af samvittighedsfanger?
Blandt de her frivillige, som man taler om, er der også fanger, der ifølge de kinesiske myndigheder ganske frivilligt donerer deres organer, før de bliver henrettet.
Men man skal huske på, at det er i et land, hvor det er et kulturelt tabu at skære i døde mennesker.
Det er ikke noget, man gør, i Kina.
Men kan vi overhovedet fæste lid til tal, der kommer fra et diktatur som det kinesiske?
Formentlig ikke.
Uafhængige eksperter har gennemtrawlet decentrale opgørelser fra kinesiske hospitaler, afhørt øjenvidner m.v., og de når frem til helt anderledes høje tal.
Den amerikanske journalist Ethan Gutmann når frem til, at 65.000 fanger – hovedsagelig personer tilhørende Falun Gong-bevægelsen – i perioden 2000-2008 er blevet slået ihjel med det formål at høste deres organer.
Og betragtningen om, at netop Falun Gong-medlemmer er hovedkilde til organerne, understøttes af, at mange af de personer, der i øvrigt henrettes i Kina som følge af almindelig kriminalitet, ofte er fattige, hvoraf en ikke ubetydelig del må formodes at være bærere af hepatitis, og hvis organer således ikke kan bruges til organtransplantation.
Personer, der er undsluppet de kinesiske arbejdslejre, beretter i øvrigt om, hvordan de har fået taget blodprøver uden grund.
Kina har samtidig en af de korteste ventetider i verden for at modtage organer.
Den er på få måneder, hvor man i vestlige lande kan forvente at vente år, før en transplantation kan gennemføres – og det er i et land stort set uden en database over potentielle organdonorer.
Der er efter Dansk Folkepartis opfattelse såvel historisk som aktuelt tegn på, at systematiske drab på samvittighedsfanger, hvis organer kan anvendes til donation, finder sted i Kina.
Jeg står her i dag med et brev fra Zaiqun Wei.
Hun er gift med en dansk mand og har boet i Danmark i 12 år.
Hendes søskende, Zaihui Wei og Zaixiu Wei, sidder i dag varetægtsfængslet i Kina.
Brevet stammer fra august, og dengang havde de siddet i fængsel i 14 måneder.
De sidder der stadig, så nu har de siddet i varetægtsfængsel i 18 måneder.
Og de sidder i fængsel, fordi de har praktiseret Falun Gong.
De bliver nægtet besøg af deres familiemedlemmer.
De blev arresteret den 27.
maj 2015, hvor over 20 kinesiske politibetjente brød ind i deres hjem, beslaglagde bøger om Falun Dafa, computere, kopimaskiner, elektronisk udstyr og kontanter.
Og de er blevet tvunget til at afgive blodprøver og lade deres krop undersøge.
Og i dag sidder Zaiqun Wei her i Danmark og frygter, at hendes søskende bliver dræbt og organhøstet.
Jeg skal derfor på vegne af Enhedslisten, Alternativet og Dansk Folkeparti fremsætte følgende:
Forslag til vedtagelse
»Folketinget noterer sig, at Europa-Parlamentet, den amerikanske kongres og en række andre parlamenter har kritiseret de kinesiske myndigheder for menneskerettighedsstridig organhøst.
Folketinget opfordrer til at samarbejde mellem kinesiske og danske sundhedsinstitutioner indstilles, indtil Kina har implementeret en transparent og troværdig organtransplantationspraksis.
Folketinget kræver, at Kina øjeblikkeligt standser anvendelsen af organer fra personer, der ikke frit har ladet sig registrere som organdonorer.
Folketinget opfordrer samtidig Kina til at respektere sin befolknings grundlæggende menneskerettigheder og øjeblikkelig at stoppe forfølgelsen af minoritetsgrupper, herunder Falun Gong, tibetanere, kristne og uighurer.
Endelig opfordrer Folketinget Kina til øjeblikkeligt at løslade alle politiske samvittighedsfanger.«
(Forslag til vedtagelse nr.
V 21).