Europaudvalget 2016-17
KOM (2016) 0287 Bilag 4
Offentligt
1735979_0001.png
20. marts 2017
Samlenotat
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om ændring af direktiv
2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af
de ændrede markedsforhold KOM (2016) 287
Revideret notat i forhold til samlenotat af 2. november 2016 oversendt til Folketingets
Europaudvalg den 9. november 2016 forud for rådsmødet (uddannelse, ungdom, kultur
og sport) den 21.-22. november 2016. Ændringer markeret med streg i margenen.
1. Resumé
Kommissionen har den 25. maj 2016 fremsat forslag til direktiv om ændring af direktiv
2010/13/EU om samordning af visse love og administrative bestemmelser i
medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede
markedsforhold. Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF art. 53(1) om samordning af
medlemsstaternes love og administrative bestemmelser om adgang til at optage og udøve
selvstændig erhvervsvirksomhed sammenholdt med art. 62 om fri udveksling af
tjenesteydelser inden for Unionen og er oversendt til Rådet den 30. maj 2016 i dansk
sprogversion.
Forslaget har til formål at modernisere direktivet om audiovisuelle medietjenester
(AVMS-direktivet) i lyset af den teknologiske udvikling, ændringer i medielandskabet og
ændringer i medieforbruget mhp. at skabe en fleksibel og fremtidssikret
reguleringsramme uden at ændre ved AVMS-direktivets grundlæggende formål om at
sikre den frie bevægelighed af audiovisuelle medietjenester i EU, beskytte forbrugere
samt fremme kulturel mangfoldighed og mediefrihed.
Regeringen støtter forslagets formål om at modernisere AVMS-direktivet til gavn for
mediesektoren og forbrugerne. Regeringen vurderer samtidig, at der er elementer i
forslaget, som vil skulle konkretiseres nærmere. F.eks. bør det afklares, hvordan
udvidelsen af direktivets anvendelsesområde med videodelingsplatforme som YouTube
vil skulle afgrænses og fungere i praksis. Regeringen støtter forslaget om mere fleksible
regler for reklamer og anden kommerciel kommunikation, idet regeringen dog ikke kan
støtte hyppigere reklameafbrydelser af film og nyheder på tv. Regeringen kan ikke støtte
forslaget om indførelse af kvoter for europæisk indhold i on demand-udbyderes
programkataloger. Derudover finder regeringen, at spørgsmålet om handicappedes
tilgængelighed til audiovisuelle medietjenester bør behandles som led i revisionen af
AVMS-direktivet frem for Kommissionens tilgængelighedsdirektivforslag.
Dok nr. 16/01896-207
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0002.png
Side 2
Forslaget vurderes ikke at have væsentlige statsfinansielle konsekvenser, idet der dog må
påregnes et øget ressourceforbrug i forbindelse med administrationen af en række af de
foreslåede regler. Forslaget forventes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske og
erhvervsøkonomiske konsekvenser. De administrative konsekvenser for erhvervslivet ved
det oprindelige forslag er således vurderet til at være under 4 mio. kr. årligt.
Forslaget har i efteråret 2016 været behandlet i Rådets arbejdsgruppe vedr.
audiovisuelle spørgsmål, hvor der bl.a. har været fokus på, hvordan flere af de foreslåede
bestemmelser tænkes gennemført i praksis. Det slovakiske formandskab præsenterede på
rådsmødet (uddannelse, ungdom, kultur og sport) den 21.-22. november 2016 en
fremskridtsrapport om Rådets behandling af forslaget. På rådsmødet tog alle lande
fremskridtsrapporten til efterretning. Forhandlingerne om forslaget er genoptaget i
januar 2017 under maltesisk formandskab. Det maltesiske formandskab har i den
forbindelse præsenteret et første kompromisforslag af 19. december 2016, som er
udarbejdet i fællesskab med det tidligere slovakiske formandskab på baggrund af
gennemgangen af Kommissionens forslag i efteråret 2016. I kompromisforslaget er bl.a.
foreslået genindsat bestemmelser om handicappedes tilgængelighed til audiovisuelle
medietjenester, og det foreliggende forslag vil på den baggrund kunne have øgede
økonomiske konsekvenser for staten og erhvervslivet. Med udgangspunkt i
kompromisforslaget har der efterfølgende været tematiske drøftelser med henblik på at
bringe forhandlingerne videre.
2. Baggrund
Kommissionen har den 25. maj 2016 ved KOM(2016) 287 offentliggjort et forslag til
direktiv om ændring af direktiv 2010/13/EU om samordning af visse love og
administrative bestemmelser i medlemsstaterne om udbud af audiovisuelle
medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold. Forslaget er fremsat med
hjemmel i TEUF art. 53(1) om samordning af medlemsstaternes love og administrative
bestemmelser om adgang til at optage og udøve selvstændig erhvervsvirksomhed
sammenholdt med art. 62 om fri udveksling af tjenesteydelser inden for Unionen og er
oversendt til Rådet den 30. maj 2016 i dansk sprogversion. Forslaget skal behandles
efter den almindelige lovgivningsprocedure i TEUF artikel 294. Rådet træffer afgørelse
med kvalificeret flertal.
Direktivet om audiovisuelle medietjenester (AVMS-direktivet), der har til formål at
sikre den frie bevægelighed af audiovisuelle medietjenester i EU, beskytte forbrugere
samt fremme kulturel mangfoldighed og mediefrihed, indeholder en
minimumsregulering af traditionelt tv og on demand-tjenester. Direktivet hviler på
følgende hovedelementer:
Hjemlandskontrol af udbydere af audiovisuelle tjenester
(oprindelseslandsprincippet)
Frihed til at modtage og retransmittere audiovisuelle medietjenester fra andre
medlemsstater
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
Side 3
Minimumsharmonisering af regler om blandt andet kommerciel kommunikation
(reklamer, sponsorering, produktplacering mv.), fremme af europæiske
audiovisuelle produktioner og beskyttelse af mindreårige
Administrativt samarbejde mellem medlemsstater og deres
reguleringsmyndigheder med henblik på at sikre direktivets anvendelse i praksis.
Baggrund for forslaget er, at det i Kommissionens strategi for et digitalt indre marked
af 6. maj 2015 (KOM(2015) 192) bl.a. indgår, at Kommissionen i foråret 2016 vil
fremsætte forslag til revision af AVMS-direktivet i lyset af de markedsmæssige,
forbrugsmæssige og teknologiske ændringer på det audiovisuelle område. I strategien
anføres, at fokusområder er direktivets anvendelsesområde samt karakteren af
regelsættet gældende for både traditionelle tv-udbydere og udbydere af on demand-
tjenester (særligt om fremme af europæiske værker), beskyttelse af mindreårige og
reklamereglerne.
Kommissionen gennemførte over sommeren 2015 – som led i en ”REFIT”-evaluering om
funktionaliteten af AVMS-direktivet og arbejdet med at fremlægge forslag til revision af
direktivet – en bred offentlig høring om direktivet med titlen ”En ramme for
mediesektoren i det 21. århundrede” med frist for svar den 30. september 2015
(”REFIT” er Kommissionens program for bedre og mere effektiv regulering). Regeringen
afgav den 30. september 2015 høringssvar til Kommissionen. Den overordnede
konklusion i REFIT-evalueringen er, at AVMS-direktivets formål stadigvæk er
relevante. Desuden konkluderes, at direktivets oprindelseslandsprincip fungerer efter
hensigten. Samtidig konkluderes, at der er forenklingspotentiale ift. bl.a. de procedurer,
der understøtter anvendelsen af oprindelseslandsprincippet, samt nogle af reglerne om
kommerciel kommunikation. Det konkluderes endvidere, at nogle af direktivets andre
regler ikke længere er egnet til at indfri direktivets formål.
3. Formål og indhold
Kommissionen oplyser, at forslaget har til formål at modernisere AVMS-direktivet i
lyset af den teknologiske udvikling, ændringer i medielandskabet og ændringer i
medieforbruget. Der henvises i forslaget til den stigende konvergens mellem tv og
tjenester distribueret over internettet samt et stigende on-demand forbrug af
audiovisuelt indhold. Der henvises desuden til, at særligt yngre forbrugere tilgår
videoer, herunder brugerskabt indhold, på internettet, og til at traditionelle tv-
udbydere udvider deres aktiviteter online, og at nye udbydere af audiovisuelt indhold
via nettet som eksempelvis video on-demand tjenester (eksempelvis Netflix) og
videodelingsplatforme (eksempelvis YouTube) bliver stærkere og konkurrerer om
samme publikum. Samtidig henvises til, at der i dag gælder forskellige regler og
varierende forbrugerbeskyttelsesniveau for traditionelt tv, video on-demand tjenester
og brugerskabt indhold. Hensigten med forslaget er ifølge Kommissionen at skabe en
moderniseret, fleksibel og fremtidssikret reguleringsramme uden at ændre ved AVMS-
direktivets grundlæggende formål om at sikre den frie bevægelighed af audiovisuelle
medietjenester i EU, beskytte forbrugere samt fremme kulturel mangfoldighed og
mediefrihed.
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0004.png
Side 4
Kommissionen oplyser, at forslaget supplerer eksisterende EU-regulering, herunder
særligt direktiv 2000/31/EU om e-handel, direktiv 2003/33/EU om reklame for
tobaksvarer og sponsorering til fordel for disse, direktiv 2005/29/EU om virksomheders
urimelige handelspraksis og direktiv 2011/93/EU om bekæmpelse af seksuelt misbrug
og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi. Desuden oplyser Kommissionen, at
forslaget ikke adresserer tilgængelighed for handicappede henset til, at Kommissionen i
december 2015 fremsatte forslag til horisontalt direktiv om tilgængelighedskrav til en
række produkter og tjenesteydelser, herunder audiovisuelle medietjenester (KOM(2015)
615).
Hovedelementer i direktivforslaget er følgende:
Oprindelseslandsprincippet mv. (artikel 2, 3 og 4)
Oprindelseslandsprincippet for udbydere af audiovisuelle medietjenester opretholdes
samtidig med, at der sker en forenkling af reglerne om hvilket land, der har
jurisdiktion, samt forbedring af procedurer i tilfælde af undtagelser fra
oprindelseslandsprincippet og for princippet om modtagefrihed.
Udvidelse af direktivets anvendelsesområde (artikel 28a og 28b)
Direktivets anvendelsesområde udvides til at omfatte tjenester med
videodelingsplatforme såsom YouTube, som organiserer indhold, men ikke har et
redaktionelt ansvar for indholdet. Der foreslås en forpligtelse for medlemsstater til at
sikre, at udbydere af videodelingsplatforme, fortrinsvis gennem samregulering, indfører
passende foranstaltninger, der skal beskytte mindreårige mod skadeligt indhold og
beskytte alle borgere mod tilskyndelse til had. Foranstaltninger omfatter
brugerværktøjer til at anmelde og mærke skadeligt indhold samt systemer til alders- og
forældrekontrol. Kommissionen oplyser, at forslaget er med respekt for bestemmelserne
i e-handelsdirektivets art. 14 og 15. Der lægges op til en maksimumharmonisering på
området, idet der dog vil være adgang til at indføre strengere foranstaltninger ift.
ulovligt indhold i overensstemmelse med e-handelsdirektivet og direktivet om
bekæmpelse af seksuelt misbrug og seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi.
Desuden lægges op til, at e-handelsdirektivets oprindelseslandssystem udvides til at
omfatte udbydere af videodelingsplatforme, der ikke er etableret i en medlemsstat, men
har et moderselskab, et datterselskab eller anden virksomhed med en sådan etablering.
Øget brug af selv- og samregulering
Der foreslås øget brug af selv- og samregulering samt evt. iværksættelse af EU-
adfærdskodeks/samregulering på en række områder.
Styrkelse af tilsynsmyndigheders uafhængighed og ERGA’s rolle (art. 30 og 30a)
Et revideret direktiv vil fortsat være baseret på minimumsharmonisering (med
undtagelse af reguleringen af videodelingsplatforme som omtalt ovenfor). Der foreslås
indført regler om styrkelse af de myndigheder, der fører tilsyn med det audiovisuelle
område ift. disse myndigheders uafhængighed af regeringer, interessenter mv., samt
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0005.png
Side 5
indføjelse i direktivet af den i 2014 nedsatte gruppe af europæiske tilsynsmyndigheder
”ERGA” mhp. rådgivning mv. af Kommissionen. ERGA foreslås som nye opgaver at
afgive udtalelser efter anmodning fra Kommissionen om jurisdiktionsspørgsmål og
adfærdskodekser mv.
Tilgængelighedstjenester til handicappede
Direktivets nuværende regler om, at medlemsstater skal tilskynde
medietjenesteudbydere til at sikre, at deres tjenester gradvis bliver tilgængelige for
syns- og hørehæmmede, foreslås ophævet under henvisning til Kommissionens
fremsatte forslag til horisontalt tilgængelighedsdirektiv, hvor der foreslås strengere
fælles tilgængelighedskrav for bl.a. audiovisuelle medietjenester.
Beskyttelse af mindreårige (art. 6a og art. 12)
Der foreslås ens regler for beskyttelse af mindreårige i forhold til skadeligt indhold for
traditionelt tv og on demand- tjenester. Ved forslaget øges beskyttelsesniveauet for
mindreårige ift. on demand-tjenester. Det mest skadelige indhold såsom umotiveret
vold og pornografi skal være underlagt de strengest mulige foranstaltninger såsom
kryptering og effektiv forældrekontrol. Samtidig opfordres til samregulering og evt. EU-
adfærdskodekser vedr. indholdsbeskrivelse af skadeligt indhold.
Fremme af europæisk indhold (art. 13)
Der foreslås en skærpelse af direktivets nuværende regler om, at on demand-tjenester
ved passende midler skal fremme produktion af og adgang til europæiske programmer
til, at tjenesterne skal sikre, at mindst 20 % af deres programkataloger udgøres af
europæisk indhold, og at dette indhold får en fremtrædende plads. Desuden foreslås, at
medlemsstaterne vil kunne anmode leverandører af on-demand tjenester i deres land
om at bidrage finansielt til europæiske produktioner samt under nærmere angivne
betingelser også leverandører etableret i en anden medlemsstat, der målretter deres
virksomhed til den pågældende medlemsstat. Der er mulighed for undtagelse af
kravene for on demand-tjenester med lav omsætning eller lille målgruppe og for små
virksomheder.
Kommerciel kommunikation (art. 9(2) og (4), 11, 20 og 23)
Det foreslås at give både tv-udbydere og on demand-tjenester mere fleksibilitet vedr.
produktplacering og sponsorering samt for tv mere fleksibilitet med hensyn til, hvornår
der kan vises reklamer. I forhold til sidstnævnte foreslås, at det samlede loft på 20 % af
sendetiden opretholdes mellem kl. 7-23, men i stedet for den nuværende regel om 12
minutter pr. time foreslås en regel, der tillader tv-stationerne frit at vælge, hvornår
reklamerne vises i løbet af dagen. Desuden foreslås adgang til hyppigere afbrydelser af
film og nyheder. På den anden side foreslås, at medlemsstater og Kommissionen skal
tilskynde til udvikling af selv- og samreguleringsadfærdskodeks vedr. underlødig
audiovisuel kommerciel kommunikation i børneprogrammer om usunde fødevarer samt
vedr. alkoholiske drikkevarer.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0006.png
Side 6
Europa-Parlamentets Kulturudvalg forventes at afgive en betænkning om forslaget
ultimo marts/primo april 2017 med henblik på vedtagelse på et efterfølgende
plenarmøde.
I udkastet til Kulturudvalgets betænkning af 5. september 2016 fra rapportørerne
Sabine Verheyen og Petra Kammervert hilses Kommissionens forslag velkomment i
lyset af mediekonvergensen og ændringer i forbrugsmønstret. Der bør ifølge
betænkningsudkastet sikres samme minimumsreguleringsramme ikke alene for
traditionelt tv og on demand-tjenester, men også for videodelingsplatforme og
brugerskabte videoer, herunder vedrørende beskyttelse af mindreårige og kommerciel
kommunikation. Der bør desuden bl.a. fortsat sikres et højt beskyttelsesniveau for
mindreårige, idet tekniske værktøjer dog ikke må føre til begrænsning til retten til
kommunikation, og e-handelsdirektivets art. 14 og 15, der bl.a. omhandler princippet
om, at en tjenesteyder fjerner ulovligt indhold, når tjenesteyderen får kendskab til
sådant indhold, skal derfor ifølge betænkningsudkastet finde anvendelse. Der kan
endvidere ifølge udkastet ikke støttes op om forslaget om totalharmonisering i form af
sam- og selvregulering møntet på videodelingsplatforme, idet formålet med direktivet er
at etablere en minimumsharmonisering, som gør det muligt for medlemsstaterne at
indføre strengere regler. Der gives videre i udkastet støtte til større fleksibilitet mht.
reklameregler, idet bl.a. de foreslåede regler om større frihed for tv-stationerne til at
vælge, hvornår reklamer vises i løbet af dagen, dog bør skærpes. Der gives derudover i
udkastet støtte til forslaget om, at on demand-tjenester skal fremme europæiske
audiovisuelle værker i form af bl.a. kvoter for europæisk indhold i deres
programkataloger, idet der dog ønskes en højere kvote på 30 %. Forslaget om at styrke
ERGA’s (European Regulatory Group for Audiovisual Media Services) rolle får ikke
støtte. For så vidt angår tilgængelighedskrav til audiovisuelle medietjenester, lægges
der i udkastet op til, at regler herom forbliver i AVMS-direktivet.
5. Nærhedsprincippet
Kommissionen vurderer, at nærhedsprincippet er overholdt. Kommissionen henviser til,
at EU-dimensionen i forhold til det audiovisuelle marked løbende bliver større særligt i
lyset af online-stigningen og det forhold, at tv-kanaler bliver mere internationale.
Kommissionen finder, at forslaget både overholder nærheds- og
proportionalitetsprincippet ved generelt at opretholde en tilgang med
minimumsharmonisering samt forbedring af procedurer i tilfælde af undtagelser fra
oprindelseslandsprincippet og for princippet om modtagefrihed. Kommissionen finder,
at medlemsstater herved vil kunne tage hensyn til nationale forhold. Under hensyn til,
at AMVS-direktivet indeholder en minimumsharmonisering, finder Kommissionen, at
de eksisterende regler alene kan forenkles på EU-niveau. Med hensyn til den foreslåede
udvidelse af direktivets anvendelsesområde til at omfatte videodelingsplatforme
vurderer Kommissionen, at EU-handling sikrer sammenhæng med de tjenester, der
allerede er omfattet af direktivet. Desuden henviser Kommissionen til, at
maksimumharmonisering på området forhindrer evt. fremtidig fragmentering som følge
af nationale indgreb.
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0007.png
Side 7
Regeringen finder, at den grænseoverskridende karakter af de audiovisuelle
medietjenester og videodelingsplatforme gør en EU-regulering nødvendig for at kunne
sikre de værdier, der understøtter reguleringen af de audiovisuelle medietjenester og
videodelingsplatforme, herunder mediepluralisme og mediefrihed, fremme af kulturel
mangfoldighed og beskyttelse af forbrugere, herunder mindreårige. Regeringen kan
derfor på det foreliggende grundlag tilslutte sig Kommissionens betragtninger omkring
nærhedsprincippet.
6. Gældende dansk ret
AVMS-direktivet
er implementeret i lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, jf.
lovbekendtgørelse nr. 255 af 20. marts 2014, og tilhørende bekendtgørelser. Desuden
fastlægger lov om tjenester i informationssamfundet, herunder visse aspekter af
elektronisk handel (E-handelsloven), jf. lov nr. 227 af 22. april 2002, under hvilke
betingelser de danske myndigheder har mulighed for at begrænse den frie bevægelighed
for informationssamfundstjenester, herunder audiovisuelle on-demand-tjenester.
Medieansvarsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 914 af 11. august 2014, fastlægger regler
om ansvar for mediernes indhold og handlemåde.
E-handelsloven indeholder desuden regler om tjenesteyderes ansvar for
videreformidling mv. ift. brugerleveret indhold på kommunikationsnet.
Direktivet om urimelig handelspraksis (2005/29/EF)
er gennemført i dansk ret ved
markedsføringsloven, lov nr. 1547 af 20. december 2006. Direktivet, der er et
totalharmoniseringsdirektiv, fastsætter fælles EU-regler for at beskytte forbrugerne
mod, at erhvervsdrivende anvender urimelige markedsføringsmetoder, herunder
vildledende og aggressiv handelspraksis.
Direktivet gælder kun for virksomheders urimelige handelspraksis over for
forbrugerne. Direktivet har endvidere kun til formål at harmonisere medlemsstaternes
bestemmelser om urimelig handelspraksis, der skader forbrugernes økonomiske
interesser. Dette betyder, at medlemsstaterne fortsat kan opretholde regler, der
varetager andre formål, herunder smag, anstændighed og andre almene
samfundsinteresser.
7. Konsekvenser
Lovgivningsmæssige konsekvenser
Konsekvenserne af en vedtagelse af forslaget for dansk ret er endnu ikke endeligt
kortlagt, men det forventes, at forslaget vil kræve ændring af lov om radio- og
fjernsynsvirksomhed. For så vidt angår e-handelsloven følger det af forslaget, at
bestemmelserne om internetmellemmænds (online platforme) ansvar i det
bagvedliggende e-handelsdirektiv ikke påtænkes ændret.
Økonomiske konsekvenser
Det vurderes ikke, at en vedtagelse af forslaget vil have væsentlige statsfinansielle
konsekvenser. Der må dog påregnes et øget ressourceforbrug i forbindelse med bl.a.
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0008.png
Side 8
administrationen af de foreslåede regler om videodelingsplatforme, øgede krav til
indberetning og etablering af kodeks, som i givet fald vil skulle afholdes inden for
Kulturministeriets ramme.
Forslaget forventes ikke at have væsentlige samfundsøkonomiske og
erhvervsøkonomiske konsekvenser. De administrative konsekvenser for erhvervslivet
ved det foreliggende forslag er således vurderet til at være under 4 mio. kr. årligt.
Det bemærkes dog, at bestemmelser om tilgængelighedskrav til audiovisuelle
medietjenester under forhandlingerne er blevet foreslået genindsat i forslaget, og at
forslaget derfor i sidste ende vil kunne medføre øgede økonomiske konsekvenser for
staten og erhvervslivet.
8. Høring
Forslaget har været sendt i høring i EU-specialudvalget for kulturpolitiske spørgsmål
med frist den 14. juni 2016. Høringen gav ikke anledning til bemærkninger.
Forslaget har endvidere været sendt i høring i EU-specialudvalget for kulturpolitiske
spørgsmål med frist den 1. november 2016. Høringen gav ikke anledning til
bemærkninger. Forslaget har endvidere været sendt i høring i EU-specialudvalget for
kulturpolitiske spørgsmål med frist den 20. marts 2017. Høringen gav ikke anledning
til bemærkninger.
Forslaget har derudover været udsendt i almindelig høring til berørte interessenter med
høringsfrist den 15. august 2016.
Forslaget har således været sendt i høring hos A2012, Advokatrådet, Aller Media A/S,
Alkohol og Samfund, Altibox Danmark A/S, ANR, Basepoint Media A/S, Bauer Media,
Berlingske Media, BFE, Bonnier Publications A/S, Borch Teknik, BOSAM, Boxer TV,
Brancheforum Digitale Medier c/o BFE, Bryggeriforeningen, Børnerådet, Canal Digital
Danmark A/S, CopenhagenFM, Copenhagen Bombay, Copydan, Dagbladet Børsen,
Dansk Annoncørforening (DAF), Dansk Bibliotekscenter A/S, Dansk Blindesamfund,
Dansk Energi, Dansk Erhverv, Dansk Industri, Dansk Internet Forum (DIFO), Dansk
IT, Dansk Journalistforbund, Dansk Student Tv Forening, Danske Advokater, Danske
Døves Landsforbund, Danske Filminstruktører, Danske Handicaporganisationer,
Danske Medier, Danske Mediers Forum, Danske Regioner, Dantoto Racing Live,
Datatilsynet, Den Danske Dommerforening, Den Kristne Producentkomité, Det
Centrale Handicapråd, Det ny Kanal 1, DI Digital, DIGI-TV A/S, DILEM (Danske
Idebaserede Lokale Elektroniske Medier), Dk4, DK Hostmaster,
Dommerfuldmægtigforeningen, DR, Egmont International Holding A/S,
Erhvervsstyrelsen - letbyrder, Forbrugerombudsmanden, Forbrugerrådet, Forenede
Danske Antenneanlæg, Foreningen for Dansk Internethandel (FDHI), Foreningen
Radio Hirtshals - Skaga FM, FTVS - Fællesrådet for tvsendesamvirker i Danmark,
Globus Guld, Gold FM ApS, GRAMEX, Herning Folkeblad, HI3G, Højderyggens
Lokalradio/Højderyggens Weekendradio, Højesteret, Høreforeningen, IT-Branchen,
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0009.png
Side 9
ITEK - Dansk Industri, JP/Politikens Hus, Jysk Fynske Medier P/S, Jyske Bank, Kanal
Hovedstaden, Kanal 23, Kanal Plus Nordsjælland, KODA, Kommunernes
Landsforening (KL), Kreativitet & Kommunikation, Kræftens Bekæmpelse,
Landsforeningen for beskikkede advokater, Limfjord Plus, Medierådet for Børn og
Unge, MetroXpress A/S, MTG TV A/S, Nordiskfilm, Nationalt Cybercrime Center
(NCR), Nordisk Film A/S, Ophavsretligt Forum, Penton, Philip Morris A/S, Pop FM,
Producentforeningen, Radio 100FM (Kolding m.fl.), Radio 24Syv, Skala FM, Radio ABC,
Radio Alfa, Radio Als, Radio AURA, Radio Ballerup, Radio Charlie, Radio Diablo/Radio
ALFA Sydfyn, Radio Favorit FM (tidl. Guld FM), Radio Favrskov, Radio Globus,Radio
go!FM, Radio Holstebro, Radio Horsens, Radio Horsens Classic, Radio Ink, Radio
Klitholm, Radio Køge, Radio Limfjord, Radio Luna, Radio M, Radio Mojn/Radio 100FM,
Radio Nord, Radio- og tv-nævnet, Radio Silkeborg, Radio SLR, Radio Soft, Radio
Solskin, Radio SydhavsØerne, Radio Viborg, Radio VLR Fredericia, RadioMedia,
Retspolitisk forening, Retssikkerhedsfonden, Rigsadvokaten, Rigsrevisionen,
Ringkøbing Guld FM, Samarbejdsforum for Danske Lytter og Seer organisationer,
Sammenslutningen af lokale radio- og tv-stationer, Samrådet for Ophavsret, SBS TV
A/S, SBS-Net, Sendesamvirket i København, Skagen Nærradio, Skala FM, Solo FM,
Stofa A/S, Sø- og Handelsretten, TDC / YouSee, Teleklagenævnet, Telenor, Telia
Danmark, Teracom (Broadcast Service Danmark A/S), Tobaksindustrien,
Tobaksproducenterne, 3, TV 2/Bornholm, TV 2/DANMARK A/S, TV 2/FYN, TV 2/Lorry,
TV 2/Nord, TV 2/ØST, TV 2/Østjylland, TV 3 A/S, TV MIDTVEST, TV SYD, UBOD,
Vestkyst FM, Viasat, Viborg Favorit FM, VLR (Kolding) og WAOO.
Hovedsynspunkter i de modtagne høringssvar vedrørende direktivforslagets
hovedelementer kan opsummeres som følger:
Oprindelseslandsprincippet
Medierådet for Børn og Unge er positivt stemt over for en forenkling af
oprindelseslandsprincippet. DFI ønsker at bibeholde oprindelseslandsprincippet,
såfremt det håndteres på en fleksibel måde, der tillader lige vilkår for aktørerne og
fortsat produktion af national, europæisk indhold i medlemslandene. Samrådet for
Ophavsret finder, at oprindelseslandsprincippet er uhensigtsmæssigt og skadeligt for
forbrugere og rettighedshavere, fordi det bl.a. ikke tager hensyn til forholdene i
modtagerlandet. TV 2 DANMARK A/S finder, at direktivets jurisdiktions-bestemmelser
skal udformes, så de forholder sig til indholdet af tjenesterne.
Udvidelse af direktivets anvendelsesområde
DR og Boxer TV A/S støtter en revision af direktivet i lyset af bl.a. fremkomsten af nye
internationale audiovisuelle tjenester på nettet. DFI, Boxer, TDC og Samrådet for
Ophavsret bifalder udvidelsen af direktivets anvendelsesområde til også at omfatte
videodelingstjenester som YouTube ift. beskyttelse af mindreårige og beskyttelse mod
opfordringer til had. DFI, TDC og Radio- og tv-nævnet understreger, at der i den
forbindelse bør kunne tages hensyn til særlige danske forhold, herunder kulturelle
forhold. Boxer og Samrådet for Ophavsret anser det for positivt, at e-handelsdirektivets
oprindelseslandssystem udvides til at omfatte udbydere af videodelingsplatforme, der
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0010.png
Side 10
ikke er etableret i en medlemsstat, men har et moderselskab, et datterselskab eller
anden virksomhed med en sådan etablering. Radio- og tv-nævnet ser mulige
vanskeligheder ved en konkret anvendelse og fortolkning af den foreslåede definition af
videodelingsplatforme og jurisdiktionsbestemmelserne herom.
Øget brug af selv- og samregulering
TDC bifalder fremme af selvregulering for at sikre fleksibilitet også i forhold til et
givent nationalt marked, eksempelvis ift. beskyttelse af mindreårige. Medierådet for
Børn og Unge støtter op omkring udvikling af kodeks for børnebeskyttelse.
Styrkelse af tilsynsmyndigheders uafhængighed og ERGA’s rolle mm.
Radio- og tv-nævnet finder, at nogle af de foreslåede opgaver for medlemsstaternes
tilsynsmyndigheder skal begrænses til et hensigtsmæssigt og håndterbart niveau,
herunder de udvidede krav til indberetning om tjenester under medlemslandenes
jurisdiktion, de udvidede opgaver for ERGA og krav til fremme af samregulering og
detaljeringsgraden af reglerne herom. Tilsvarende finder nævnet, at de foreslåede
detaljerede regler om tilsynsmyndigheders uafhængighed er for vidtgående. Danske
Medier stiller sig uforstående over for forslaget om medlemsstaternes indberetning om
medietjenesteudbydere under deres jurisdiktion og tager afstand fra evt. krav om
registrering eller lignende af udbydere af on-demand audiovisuelle medietjenester.
Tilgængelighedstjenester til handicappede
TDC, DR og Danske Handicaporganisationer finder, at audiovisuelle medietjenesters
tilgængelighedstjenester skal behandles i regi af AVMS-direktivets sektorspecifikke
reguleringsramme frem for i Kommissionens fremsatte forslag til horisontalt
tilgængelighedsdirektiv. DR henviser bl.a. til, at et sektorspecifikt redskab øger
forudsætningerne for at skabe bedre og fokuserede løsninger til brugere med et
handicap, og TDC henviser bl.a. til diversiteten af udbuddet af audiovisuelle
medietjenester. Danske Handicaporganisationer finder, at en ophævelse af AVMS-
direktivets art. 7 vil være et stort tilbageskridt på tilgængelighedsområdet.
Beskyttelse af mindreårige
Medierådet og Boxer støtter, at der for traditionelt tv og on demand-tjenester foreslås
samme reguleringsramme for beskyttelse af mindreårige i forhold til skadeligt indhold.
Medierådet, DFI, DR og Radio- og tv-nævnet finder, at medlemslandene fortsat skal
have mulighed for at indføre egne nationale regler ift. den konkrete udformning af
beskyttelsen af mindreårige henset til kulturelle forhold i de enkelte lande – herunder
ift. genstanden for beskyttelsen samt de tekniske beskyttelses-mekanismer, der skal
anvendes. Medierådet er ift. forslagets art. 6a skeptisk over for anvendelsen af
deskriptorer på netbaserede tjenester – både i henseende til udbredelsespotentialet
blandt tjenesterne og i forhold til gennemslagskraften hos forbrugerne. Medierådet er
tilhænger af udvikling af kodeks for børnebeskyttelse. I forhold til forslagets art. 12 bør
der ifølge Medierådet også peges på andre muligheder end tekniske metoder for
afskærmning af børn og unge fra potentielt skadeligt indhold, herunder evt. modeller
for vejledende aldersangivelse for udvalgte indholdsformater (f.eks. film og tv-serier).
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0011.png
Side 11
Danske Medier finder det bekymrende, at forslaget ikke indeholder en kvalificering af
begrebet ”skadeligt indhold” og lægger vægt på, at valg af tekniske
beskyttelsesforanstaltninger er proportionale og ikke indebærer urimeligt byrdefulde
krav til de erhvervsdrivende.
Fremme af europæisk indhold
Boxer støtter ethvert initiativ, som sikrer, at dansk og europæisk indhold får styrket
konkurrencevilkårene i forhold til de amerikanske udbydere og tjenester. DFI og
Samrådet for Ophavsret støtter forslaget om, at on demand-tjenester skal sikre, at
mindst 20% af deres programkataloger udgøres af europæisk indhold – om end
Samrådet for Ophavsret finder, at andelen bør være højere henset til andelen for flow-tv
–, og støtter forslaget om, at dette indhold får en fremtrædende plads. DFI finder, at
sammensætningen af de 20% og den konkrete betydning af ”fremtrædende placering”
bør specificeres. Danske Medier og Retspolitisk forening stiller sig imod forslaget, som
man finder strider mod udgivernes frie redigeringsret som beskyttet af retten til
ytrings- og informationsfrihed. TDC finder som udgangspunkt, at man skal undgå
indholdskvoter, som man finder er markedsforstyrrende og en uhensigtsmæssig
indblanding i de enkelte udbyderes ret til at tilrettelægge udbud. Et 20%-krav vil ifølge
TDC i praksis ikke være vanskeligt at overholde for danske udbydere. DR kan støtte et
20%-krav, idet et sådant dog bør være generelt og ikke være placeret på kanalniveau
henset til den redaktionelle frihed. DR finder det vigtigt, at europæisk indhold
fremhæves, men at dette ikke bør være undergivet EU-regulering henset til mediernes
redaktionelle frihed til selv at bestemme placering af indhold. DFI støtter forslaget om,
at medlemsstater vil kunne anmode leverandører af on-demand tjenester i deres land
om at bidrage finansielt til europæiske produktioner, mens Danske Medier og TDC er
imod forslaget. DFI støtter desuden forslaget om, at medlemsstater vil kunne anmode
om finansielt bidrag fra leverandører etableret i en anden medlemsstat, der målretter
deres virksomhed til den pågældende medlemsstat, mens TDC stiller sig imod forslaget.
Kommerciel kommunikation
Radio- og tv-nævnet ser mulige vanskeligheder ved en konkret anvendelse og
fortolkning af de foreslåede nye begreber og afgrænsninger vedr. reklame, sponsorering
og produktplacering. Boxer finder, at adgang for tv-udbydere til øget fleksibilitet
vedrørende produktplacering og sponsorering og udvidet adgang for tv for visning af
reklamer vil bidrage til at mindske forskellen på konkurrencevilkårene. DR og TV 2
DANMARK A/S støtter forslaget om i art. 10, stk. 1, litra b) at ophæve formuleringen
om særlig reklameomtale af sponsorerede varer eller tjenesteydelser. TV 2 DANMARK
A/S tilslutter sig desuden de foreslåede ændringer i art. 23 om den daglige
reklamesendetid, som TV 2 anser som en nødvendig liberalisering i lyset af de
konkurrencemæssige udfordringer tv-selskaberne står overfor på det audiovisuelle
mediemarked. TV 2 har efterfølgende oplyst, at en liberalisering af reklamereglerne
som foreslået ikke er af afgørende betydning for TV 2. Danske Medier støtter, at
forslagene om øget fleksibilitet vedr. produktplacering og sponsorering gælder for alle
audiovisuelle medietjenester. Danske Medier finder det problematisk, at der indgår
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0012.png
Side 12
forslag om forbud mod produktplacering i ”programmer, som ses af mange børn” i stedet
for i ”børneprogrammer”.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
Forslaget har i efteråret 2016 været behandlet i Rådets arbejdsgruppe vedr.
audiovisuelle spørgsmål. Drøftelserne har været præget af talrige afklarende spørgsmål
fra medlemsstaterne med fokus på, hvordan flere af de foreslåede bestemmelser tænkes
gennemført i praksis. Kommissionen har ikke i alle tilfælde kunnet give klare svar, men
har henvist til, at implementering af forslaget hører under medlemsstaternes ansvar.
Grundlæggende har drøftelserne centreret sig om på den ene side at fremme
konkurrenceevnen og indtjeningsevnen for udbydere af audiovisuelle medietjenester og
på den anden side at beskytte forbrugerne, herunder mindreårige, samt fremme den
kulturelle mangfoldighed i Europa.
I efterårets indledende forhandlinger har der tegnet sig en gruppe af lande, der ønsker
mere liberalisering på området, en anden gruppe, der ikke ønsker store ændringer i
forhold til det nugældende direktiv, og en tredje gruppe af lande, som kun støtter dele
af Kommissionens forslag. Landenes ønsker går på tværs af grupperne. Det kan enten
være om f.eks. fremme af europæisk indhold, og/eller udvidelse af anvendelsesområdet
og/eller beskyttelse af mindreårige. Forslaget om at lade tilgængelighedstjenester udgå
fra AVMS-direktivet til fordel for en horisontal regulering af tilgængelighed og forslaget
om at regulere ERGA’s (European Regulators Group for Audiovisual Media Services)
rolle yderligere har meget begrænset opbakning fra de fleste medlemsstater.
Forhandlingerne om forslaget er genoptaget i januar 2017 under maltesisk
formandskab. Det maltesiske formandskab har i den forbindelse præsenteret et
arbejdsdokument af 19. december 2016 med et første kompromisforslag, som er
udarbejdet i fællesskab med det tidligere slovakiske formandskab. Kompromisforslaget
er udarbejdet på baggrund af en gennemgang af Kommissionens forslag i efteråret
2016.
I kompromisforslaget er reguleringen af handicappedes tilgængelighed til audiovisuelle
medietjenester genindsat i AVMS-direktivet, idet der dog lægges op til en mere
ambitiøs regulering end i det gældende direktiv. F.eks. foreslås det, at medlemsstaterne
forpligtes til at sikre, at udbydere af audiovisuelle medietjenester sikrer større
tilgængelighed til tjenesterne, hvor det nuværende direktiv alene opfordrer
medlemsstaterne hertil. Der er herudover i kompromisforslaget bl.a. indsat forslag om
også at regulere kommerciel kommunikation på videodelingsplatforme. Enten gennem
almindelig lovgivning eller samregulering med branchen. Desuden er der indsat forslag
om, at medlemsstaterne vil kunne anmode alle leverandører af audiovisuelle
medietjenester i deres lande – og således ikke kun af on-demand tjenester – om at
bidrage finansielt til europæiske produktioner samt under nærmere angivne betingelser
også leverandører etableret i en anden medlemsstat, der målretter deres virksomhed til
den pågældende medlemsstat.
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0013.png
Side 13
Med udgangspunkt i kompromisforslaget har der efterfølgende været drøftelser om
forskellige temaer i direktivet med henblik på at bringe forhandlingerne videre.
10. Regeringens generelle holdning
Regeringen støtter Kommissionens ambitioner om at styrke det digitale indre marked
til gavn for forbrugere og virksomheder. Regeringen mener, at det digitale indre
marked generelt bør kendetegnes ved åbenhed over for digital innovation og
konkurrence, og at der ikke indføres unødige byrder for erhvervslivet eller det offentlige
i forbindelse med bestræbelserne på at fremme det digitale indre marked.
Regeringen støtter forslagets formål om at modernisere AVMS-direktivet i lyset af den
teknologiske udvikling, ændringer i medielandskabet og ændringer i medieforbruget
mhp. at skabe en fleksibel, forenklet og fremtidssikret regulering under hensyntagen til
mediesektorens konkurrenceevne. Samtidig støtter regeringen, at en regulering baseres
på AVMS-direktivets grundlæggende formål om at sikre den frie bevægelighed af
audiovisuelle medietjenester i EU, beskytte forbrugere, herunder mindreårige, samt
fremme kulturel mangfoldighed og mediefrihed. Regeringen lægger i den forbindelse
vægt på, at beskyttelsen af borgerne sammenholdes med hensynene til ytrings- og
informationsfrihed.
Samtidig vurderer regeringen, at der er elementer i forslaget, som fortsat vil skulle
analyseres og konkretiseres nærmere, da de stadig giver anledning til betænkeligheder.
Regeringen finder det fortsat uklart beskrevet i forslaget, hvordan udvidelsen af
direktivets anvendelsesområde til også at omfatte udbydere af videodelingsplatforme vil
skulle afgrænses og fungere i praksis. Regeringen lægger i den forbindelse vægt på, at
eventuelle nye krav til udbydernes håndtering af skadeligt indhold og tilskyndelser til
had skal være fleksible, afbalancerede og proportionale for at undgå, at kravene
opstiller unødige barrierer for innovation og vækst i den digitale økonomi. Regeringen
kan her støtte, at mulighederne for frivillige aftaler afsøges. Dermed kan man være
med til at sikre, at reguleringen ikke baseres på forældede forretningsmodeller, men
derimod tager højde for udviklingen af nye forretningsmodeller i et dynamisk marked. I
det omfang, der vil blive foreslået regulering af kommerciel kommunikation på
videodelingsplatforme eller forslag til anden ny regulering på området, vil regeringen
arbejde for, at reglerne bliver fleksible, afbalancerede og proportionale.
Regeringen stiller sig under hensyn til mediesektorens konkurrenceevne positiv over for
de foreslåede regler om at give tv-udbydere og on demand-tjenester mere fleksibilitet
vedr. produktplacering og sponsorering samt for tv mere fleksibilitet med hensyn til,
hvornår der kan vises reklamer (daglige reklamesendetid). Regeringen kan derimod ud
fra forbrugerbeskyttelseshensyn ikke støtte forslaget om hyppigere afbrydelser af film
og nyheder (reklamebreaks).
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0014.png
Side 14
Regeringen lægger vægt på, at der ved en revision af AVMS-direktivet fortsat holdes
fokus på at fremme kulturel og sproglig diversitet i Europa ved udbredelse af europæisk
audiovisuelt indhold. Det har i praksis vist sig, at de nuværende kvoter for andelen af
europæisk indhold i tv ikke har haft nogen mærkbar effekt på grænseoverskridende
udbredelse af europæisk audiovisuelt indhold. Regeringen finder, at indholdskvoter er
markedsforstyrrende og en uhensigtsmæssig indblanding i de enkelte udbyderes ret til
at tilrettelægge et udbud. Regeringen finder, at der bør søges andre løsninger, som kan
fremme den europæiske film og tv-produktion – eksempelvis via samarbejde og co-
produktioner på tværs af de europæiske grænser og med hjælp fra moderne
sprogteknik, som kan sikre, at værker på forskellige sprog kan nå ud i hele Europa.
Offentlig finansiering af public service-indhold af distinkt og høj kvalitet er også en
mulig løsning. En anden er støtte til blandt andet distribution gennem EU-
støtteprogrammet Et Kreativt Europa. Regeringen vil derfor lægge afgørende vægt på,
at der ikke indføres krav om kvoter for andelen af europæisk indhold i on demand-
udbyderes programkatalog. Skulle forhandlingerne munde ud i, at der indføres sådanne
kvoter, vil regeringen stemme imod direktivforslaget.
Regeringen stiller sig, ikke mindst i en dansk sammenhæng, skeptisk over for forslaget
om, at medlemsstaterne vil kunne anmode leverandører af on-demand tjenester om at
bidrage finansielt til europæiske produktioner mv. – og som ifølge første forslag til
kompromisforslag er foreslået udvidet til at gælde alle udbydere af audiovisuelle
medietjenester, dvs. også udbydere af traditionelt tv. Medlemsstater, der ønsker at
gennemføre sådanne regler vil allerede uden forslaget kunne gennemføre sådan
regulering, og det synes derfor unødvendigt med sådan regulering, der også skal ses i
sammenhæng med regeringens skatte- og byrdestop.
Regeringen finder, at der ved fastlæggelse af en reguleringsramme for beskyttelse af
mindreårige skal lægges vægt på den positive vekselvirkning mellem læring og
kompetenceudvikling af børn og unge på den ene side og beskyttelse,
opmærksomhedsskabende tiltag, vejledning og dialog med indholdsudbydere og
operatører på den anden side.
I forhold til forslaget om styrkelse af de myndigheder, der fører tilsyn med det
audiovisuelle område ift. disse myndigheders uafhængighed af regeringer, interessenter
mv., finder regeringen, at forslagets detaljeringsgrad ikke står mål med det tilstræbte
formål.
Herudover finder regeringen, at spørgsmålet om handicappedes tilgængelighed til
audiovisuelle medietjenester bør behandles som led i revisionen af AVMS-direktivet
fremfor Kommissionens tilgængelighedsdirektivforslag (forslag om indbyrdes
tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for så vidt angår
tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser, KOM (2015) 0615). Behandlingen
af spørgsmålet i AVMS-direktivet vil gøre det muligt at tage udgangspunkt i de
sektorspecifikke problemstillinger og hensyn, der gælder for det audiovisuelle område.
Det vurderes, at de audiovisuelle medietjenesters store samfundsmæssige,
kom (2016) 0287 - Bilag 4: Samlenotat vedr. forslag til direktiv om udbud af audiovisuelle medietjenester i betragtning af de ændrede markedsforhold (AVMS-direktivet)
1735979_0015.png
Side 15
demokratiske, uddannelsesmæssige og kulturelle betydning gør en specifik regulering
af disse tjenester berettiget. Regeringen støtter en målsætning om at skabe bedre
adgang til audiovisuelle medietjenester for personer med et handicap. Regeringen
finder, at der ved en regulering af området skal tages højde for sproglige, kulturelle og
markedsmæssige forskelle blandt medlemsstaterne, og lægger vægt på, at de nationale
omkostninger, herunder erhvervslivets omkostninger, skal stå mål med fordelen ved en
EU-regulering.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg
Sagen har senest været forelagt for Folketingets Europaudvalg på møde den 18.
november 2016. Med henblik på mødet har samlenotat af 2. november 2016 været
fremsendt til Folketingets Europaudvalg den 9. november 2016 forud for det slovakiske
formandskabs præsentation af fremskridtsrapport om Rådets behandling af forslaget på
rådsmødet (uddannelse, ungdom, kultur og sport) den 21.-22. november 2016.
Grund- og nærhedsnotat af 27. juni 2016 om forslaget har været fremsendt til
Folketingets Europaudvalg den 28. juni 2016.
Revideret grund- og nærhedsnotat af 13. september 2016 om forslaget har været
fremsendt til Folketingets Europaudvalg den 13. september 2016.
Derudover har grund- og nærhedsnotat om Kommissionens grønbog ”Forberedelse på
en fuldt ud konvergeret audiovisuel verden: Vækst, kreativitet og værdier” fra april
2013 været fremsendt til Folketingets Europaudvalg den 27. maj 2013. Revideret
grund- og nærhedsnotat om grønbogen samt den daværende regerings høringssvar til
Kommissionen har været fremsendt til Folketingets Europaudvalg den 27. juni 2013.
Regeringens høringssvar til Kommissionen i forbindelse med Kommissionens ”høring
om direktiv 2010/13/EU om audiovisuelle medietjenester – en ramme for mediesektoren
i det 21. århundrede” har været fremsendt til Folketingets Europaudvalg den 2. oktober
2015.