GRUND- OG NÆRHEDSNOTAT TIL
FOLKETINGETS EUROPAUDVALG
1. december 2016
Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om en EU-
ordning for kontrol med udførsel, overførsel, mæglervirksomhed,
teknisk assistance og transit i forbindelse med produkter med dobbelt
anvendelse (omarbejdning) (KOM(2016) 616)
1.
Resumé
Kommissionens forslag har til formål at modernisere EU’s eksportkon-
trolsystem for dual-use produkter med henblik på kunne imødegå nye
teknologiske, økonomiske og sikkerhedsmæssige udfordringer. Forslaget
indeholder ændringer til den nuværende dual-use forordning ud fra
Kommissionens ønske om at forenkle kontrolbestemmelserne og reducere
de administrative byrder for EU’s erhvervsliv. Bl.a. indeholder forslaget
nye generelle EU-tilladelser, der skal lette virksomhedernes eksport. For-
slaget udvider desuden anvendelsesområdet, idet forslaget indfører kon-
trol med eksport af visse typer af cyberovervågningsteknologi, der kan
misbruges af undertrykkende regimer til at krænke menneskerettigheder.
Forslaget forventes ikke at have betydelige samfundsøkonomiske eller
erhvervsøkonomiske konsekvenser. Forslaget kan medføre statsfinansielle
konsekvenser som følge af øgede administrative omkostninger. Forslaget
forventes at kunne medføre behov for mindre tilpasninger af dansk lov-
givning.
Regeringen støtter generelt forslaget, herunder intentionen om at sikre
lige konkurrencevilkår i EU og reducere de administrative byrder gennem
en harmoniseret og forenklet EU-lovgivning. Regeringen støtter dermed
også lempelser gennem nye generelle EU-tilladelser.
Regeringen er enig i vigtigheden i at sikre, at eksport af cyberovervåg-
ningsteknologi ikke misbruges til at krænke menneskerettighederne. Re-
geringen vil i den forbindelse arbejde for, at problemstillingen addresse-
res effektivt, herunder at kontrollen får størst mulig effekt globalt.