Notat
21. december 2016
J.nr. 16-1665813
Proces og Administration
ABL
Revideret grund- og nærhedsnotat
EU-Kommissionens forslag til Rådets direktiv om mekanismer til bilæggelse af tvister om
dobbeltbeskatning i Den Europæiske Union, COM(2016) 686
1. Resume
Kommissionen fremsatte den 7. november 2016 den danske sprogversion af et forslag til Rådets direktiv
om mekanismer til bilæggelse af tvister om dobbeltbeskatning i Den Europæiske Union.
Forslaget vil medføre, at medlemsstaterne vil skulle indføre regler dels for klage i forbindelse med dobbelt-
beskatning, hvor to eller flere medlemsstater er involveret, dels for løsning af tvister om dobbeltbeskatning
mellem medlemsstaternes skattemyndigheder ved gensidig aftale og dels for løsning af sådanne tvister, som
medlemsstaterne ikke kan løse indbyrdes, ved voldgift, hvor sagen behandles af et såkaldt rådgivende
udvalg. Forslaget bygger på den eksisterende EU-voldgiftskonvention, men udvider anvendelsesområdet til
områder, der ikke i øjeblikket er omfattet, og tilføjer målrettede håndhævelsesmidler til sikring af, at
dobbeltbeskatningssituationerne faktisk løses.
Forslaget vil skulle gennemføres i dansk lovgivning enten gennem en lovændring eller en ny selvstændig lov.
Forslaget skønnes samlet set ikke at have nævneværdige statsfinansielle konsekvenser. Forslaget har
positive erhvervsøkonomiske konsekvenser, idet det styrker virksomhedernes muligheder for at klage og få
afgjort tvister i forbindelse med dobbeltbeskatning, hvor to eller flere medlemsstater er involveret. Forslaget
vil desuden have positive samfundsøkonomiske konsekvenser, idet det bidrage til at sikre gode retslige
rammevilkår for virksomheder, der operer i flere EU-lande.
Forslaget indebærer, at sager, der hidtil har været afgjort af de nationale domstole, skal afgøres ved vold-
gift. Der er ikke tale om afgivelse af beføjelser i grundlovens § 20’s forstand. Da der imidlertid er tale
om, at sager, der hidtil har været behandlet ved de danske domstole, ligeledes vil kunne behandles ved
international voldgift, er det værd at overveje et sådant forslag nøje. Regeringen er åben over for at drøfte
udvidede voldgiftsprocedurer. Det er i denne forbindelse væsentligt at sikre, at der er processuelle garantier
svarende til garantierne ved de danske domstole, at medlemmerne af de rådgivende udvalg er uafhængige,
og at afgørelserne offentliggøres.
2. Baggrund