Europaudvalget 2016-17
KOM (2016) 0830 Bilag 1
Offentligt
Grund- og nærhedsnotat: Modernisering af EU-Tyrkiet toldunionen og præference-
handelsrelationen
KOM (2016) 830 final
Nyt notat
1. Resumé
Rådet ventes i løbet af første halvår 2017 at tage stilling til forslag til rådsafgørelse om direktiver for
forhandlinger om en udvidelse af anvendelsesområdet for den bilaterale præference-handelsrelation med Tyrkiet og
om modernisering af toldunionen med Tyrkiet.
Formålet med moderniseringen af toldunionen og udvidelsen af den bilaterale præference-handelsrelation med
Tyrkiet er at forbedre rammevilkårene for handel og investeringer mellem EU og Tyrkiet.
2. Baggrund
I 1996 trådte den sidste fase af en gradvis etablering af en EU-Tyrkiet toldunion for
industrivarer i kraft. I 1996 indgik EU og Tyrkiet samtidig to bilaterale præference-
handelsaftaler om henholdsvis kul- og stålprodukter og om landbrugsprodukter og fiskevarer.
I lyset af udviklingen i de bilaterale handelsrelationer mellem EU og Tyrkiet siden 1996 er
begge parter enige om, at de nuværende bilaterale handelsrammer ikke længere er tilstrækkelige
til at fremme en moderne og ambitiøs handelsrelation mellem EU og Tyrkiet. På EU-topmødet
med Tyrkiet i november 2015 udsendte stats- og regeringscheferne en erklæring, hvori de
noterede sig igangsættelsen af forberedende skridt forud for mulige forhandlinger om at
modernisere toldunionen.
Kommissionen har d. 23. december 2016 fremsat forslag til direktiver for forhandlinger om en
udvidelse af anvendelsesområdet for den bilaterale præference-handelsrelation med Tyrkiet og
om modernisering af toldunionen med Tyrkiet. Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF
artikel 218 og vil forventeligt skulle vedtages med enstemmighed.
3. Formål og indhold
Rådet ventes i løbet af første halvår 2017 at tage stilling til forslaget til rådsafgørelse om
forhandlingsdirektiver.
Formålet med moderniseringen af toldunionen og udvidelsen af den bilaterale præference-
handelsrelation med Tyrkiet er at forbedre rammevilkårene for handel og investeringer mellem
EU og Tyrkiet.
Forslaget til forhandlingsdirektiver lægger op til, at EU i forhandlingerne med Tyrkiet især skal
søge at inkludere nedenstående elementer i en udvidet præference-handelsrelation og en
moderniseret toldunion, idet den eksisterende toldunion primært indeholder bestemmelser om
toldfrihed for industrivarer:
kom (2016) 0830 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om modernisering af EU-Tyrkiet toldunionen og præference-handelsrelationen
-
yderligere gensidig liberalisering af handel med landbrugs- og fødevarer
-
liberalisering af handel med tjenesteydelser med målsætning om at inkludere alle 4
”modes of supply”
-
liberalisering af investeringsvilkår
-
liberalisering af gensidig adgang til offentlige udbud
-
et højt beskyttelsesniveau for intellektuelle ejendomsrettigheder
-
fjernelse eller reducering af ikke-toldmæssige handelshindringer
-
bæredygtig udvikling og handelsmæssige aspekter af arbejds- og miljøstandarder,
herunder fremme af overholdelse af internationalt vedtagne standarder med hensyn til
arbejdsvilkår, miljø og klima. Parternes forpligtelse mht. ikke at fremme handel og
direkte udenlandske investeringer ved at sænke hjemlige miljø-, arbejdstager- eller -
erhvervsstandarder fremhæves.
-
håndtering af Tyrkiets udfordringer med at overholde sin forpligtelse under toldunionen
til at indgå parallelle frihandelsaftaler, når EU indgår nye frihandelsaftaler med
tredjelande, herunder muligheder for yderligere inddragelse i EU’s handelspolitik
-
tiltag mhp. at sikre yderligere tilpasning af Tyrkiets lovgivning, regulativer etc. til
gældende EU-ret, herunder vedr. tekniske standarder og kapitalbevægelser
-
etablering af en stat-til-stat bindende og effektiv tvistbilæggelsesmekanisme, som kan
sikre, at parterne overholder deres forpligtelser i henhold til den moderniserede
toldunion og den udvidede præference-handelsrelation.
4. Europa-Parlamentets udtalelser
Europa-Parlamentet skal ikke høres, hvad angår forslaget til forhandlingsdirektiver. Parlamentet
ventes dog at vedtage en udtalelse. Europa-Parlamentet vil blive informeret på alle trin af
forhandlingerne i overensstemmelse med TEUF artikel 218, stk. 10.
Europa-Parlamentet skal i henhold til TEUF artikel 207, stk. 3, og jf. artikel 218, godkende en
eventuel aftale om en modernisering af EU-Tyrkiet toldunionen og en udvidelse af den
bilaterale præference-handelsrelation.
5. Nærhedsprincippet
EU har enekompetence på området for den fælles handelspolitik, og det er derfor alene EU,
der kan indgå handelsaftaler med tredjelande. Det er på den baggrund regeringens vurdering, at
nærhedsprincippet er overholdt i en aftale om en moderniseret toldunion med Tyrkiet.
kom (2016) 0830 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om modernisering af EU-Tyrkiet toldunionen og præference-handelsrelationen
1724979_0003.png
Hvis den færdigforhandlede aftale måtte indeholde elementer, der også vedrører
medlemsstaternes kompetenceområder, kan aftalen indgås som en blandet aftale.
6. Gældende dansk ret
En modernisering af EU-Tyrkiet toldunionen og en udvidelse af den bilaterale præference-
handelsrelation forventes ikke at få konsekvenser for gældende dansk ret.
7. Konsekvenser
Indgåelse af en moderniseret aftale med Tyrkiet forventes at få positive samfundsøkonomiske
og erhvervsøkonomiske konsekvenser i form af bl.a. øget eksport, øget vækst, højere lønninger
og et større beskatningsgrundlag.
For så vidt angår de statsfinansielle konsekvenser, forventes disse hovedsageligt at ske indirekte
via EU-budgettet i form af lavere toldindtægter. Dog berøres danske offentlige indtægter også,
idet 20 % af toldprovenuet går til de enkelte medlemslande. Lavere egne indtægter til EU-
budgettet vil alt andet lige medføre et højere dansk bidrag. De statsfinansielle virkninger af
lavere toldindtægter ventes dog på sigt at blive modvirket af øget vækst og beskatningsgrundlag.
En moderniseret aftale med Tyrkiet forventes ikke umiddelbart at have konsekvenser for
miljøet eller beskyttelsesniveauet. Aftalens bestemmelser på området for bæredygtig udvikling
kan have positive konsekvenser for miljøet og beskyttelsesniveauet.
8. Høring
Sagen har været sendt i høring i Handelspolitisk Specialudvalg (udvidet kreds) d. 23. januar,
med frist d. 27. januar.
Der er modtaget høringssvar fra Dansk Industri og Dansk Akvakultur.
Dansk Industri har svaret, at der er fuld opbakning fra Dansk Industris side til at modernisere
toldunionen, så den udvides til at omfatte de ovenfor skitserede elementer.
DI anfører endvidere, at en række af DI’s medlemsvirksomheder (og europæiske virksomheder
i øvrigt) igennem længere tid har haft store problemer med at få varer ind i Tyrkiet, da de
tyrkiske myndigheder ikke i alle tilfælde accepterer CE-mærkede produkter og/eller kræver
udførlig information om disse produkter. Den tyrkiske tilgang er både skadelig for danske
virksomheder, som sender varer til Tyrkiet, men skader i lige så høj grad tyrkiske virksomheder,
som ikke kan få nødvendige komponenter til deres egen produktion. Efter DI’s opfattelse er
den tyrkiske ageren på dette område i klar modstrid med de eksisterende bestemmelser i
toldunionen. Det vil derfor være ønskværdigt, om man i forbindelse med moderniseringen
sætter fokus på dette problem og indarbejder mekanismer i den endelige aftale, som kan sikre,
at den slags ikke bliver muligt fremadrettet, herunder i form af en institutionel mekanisme til at
håndtere uoverensstemmelser.
Dansk Akvakultur har svaret, at det meste af den danske produktion af opdrættede fisk
eksporteres, og at Dansk Akvakultur derfor er glad for frihandel, men at det skal ske på fair og
kom (2016) 0830 - Bilag 1: Grund- og nærhedsnotat om modernisering af EU-Tyrkiet toldunionen og præference-handelsrelationen
lige vilkår. I den konkrete sag vedrørende Tyrkiet finder Dansk Akvakultur, at en liberalisering
af handlen med opdrættede fisk bør forudsætte, at tyrkiske opdrættere skal overholde de samme
krav, som EU-lovgivningen stiller til især miljø, natur, fødevaresikkerhed og støtteordninger.
9. Generelle forventninger til andre landes holdninger
De fleste medlemslande forventes generelt at stille sig positive over for at indlede forhandlinger
om en modernisering af toldunionen og en udvidelse af anvendelsesområdet for den bilaterale
præference-handelsrelation mellem EU og Tyrkiet, om end der også må ventes komplicerede
forhandlinger om en række aspekter af en aftale.
10. Regeringens foreløbige generelle holdning
Regeringen støtter, at EU indleder forhandlinger om en modernisering af den eksisterende
toldunion og en udvidelse af anvendelsesområdet for den bilaterale præference-handelsrelation
mellem EU og Tyrkiet med henblik på at styrke rammevilkårene for samhandel og
investeringer.
11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg.
Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.