NOTAT
Den 4. april 2017
Orienteringsnotat - Partskonferencer for Stockholm-, Basel-
og Rotterdamkonventionerne, Geneve den 24. april - 5. maj
2017
Der afholdes samtidige partskonferencer for Stockholm-, Basel- og Rotterdamkonventionerne om
henholdsvis POP-stoffer, transport af farligt affald samt forudgående samtykke ved handel med kemi-
kalier i perioden 24.april - 5. maj 2017. Desuden afholdes der fælles sessioner mellem de tre konventi-
oner om tværgående emner, som sikrer fortsat synergi og tæt samarbejde mellem dem.
1. Baggrund - Centrale emner
Der vil for alle partskonferencer være en del emner, som relaterer sig til tekniske elementer, assistance
til udviklingslande, tilpasninger og juridiske afklaringer m.v., samt til den løbende implementering af
konventionerne. Nedenfor beskrives alene centrale emner, som skal diskuteres på partskonferencer-
ne.
Tværgående emner
Finansiering og teknisk assistance er faste punkter på dagsordenen for partskonferencerne. I regi af
1
FN’s miljøprogram er der vedtaget en integreret tilgang med tre elementer til finansiering af udvik-
lingslandenes indsats for at implementere og overholde konventionerne. Elementerne er: 1) Ekstern
bistand fra i-lande til udviklingslande; 2) mainstreaming – dvs. integration i nationale planer og poli-
tikker og dermed nationale budgetter og 3) involvering af industrien/den private sektor. De senere år
er der opnået resultater i forhold til ekstern bistand i form af bedre mulighed for støtte gennem den
globale miljøfacilitet (GEF) og et specielt program for institutionel styrkelse under FN’s miljøprogram.
Der forventes alligevel omfattende drøftelser på området, da udviklingslandene stadig mener, at mu-
lighederne for finansiel støtte til implementering af konventionerne er utilstrækkelige.
Der vil fra dansk side blive arbejdet for den integrerede tilgang til finansiering af udviklingslandenes
implementeringsindsats samt fremme af ”mainstreaming” og involvering af den private sektor, samt
optimal udnyttelse af de eksisterende finansielle mekanismer.
En synergiproces for bedre koordinering og samarbejde mellem de tre konventioners sekretariater
blev vedtaget i 2010. Den førte til en omstrukturering af de tre konventionssekretariater til i praksis et
fælles sekretariat samt med et koordineret arbejdsprogram og andre fælles arrangementer. Det har
medført besparelser og en bedre, mere koordineret anvendelse af de eksisterende ressourcer. Der er
foretaget en evaluering af de nuværende arrangementer, som skal drøftes og Danmark vil bakke op om
det videre arbejde.
1
Integrated approach to financing sound management of chemicals and wastes