kom (2016) 0627 - Endeligt svar på spørgsmål 1: Spm. om oversendelse af Rådets juridiske tjenestes analyse af Europa-Kommissionens forslag om et obligatorisk åbenhedsregister, til udenrigsministeren

Europaudvalget 2016-17
KOM (2016) 0627
Offentligt

Kommissionen forelagde sit nye forslag på mødet i Gruppen vedrørende Almindelige

Anliggender den 30. september 2016. Gruppen vedrørende Almindelige Anliggender indledte

sin gennemgang af Kommissionens forslag og anmodede på mødet den 14. oktober 2016

Rådets Juridiske Tjeneste om at udtale sig om Kommissionens forslags forenelighed med

traktaterne.

Nærværende udtalelse imødekommer denne anmodning fra Gruppen vedrørende Almindelige

Anliggender. Den fokuserer på de juridiske spørgsmål vedrørende Kommissionens valg af

retsgrundlag for sit forslag og spørgsmål vedrørende inddragelsen af medlemsstaternes

instanser i registrets anvendelsesområde. Udtalelsen vedrører ikke juridiske spørgsmål om

mere specifikke aspekter af forslaget som f.eks. definitionen af "interesserepræsentanter",

aktiviteter, der er fritaget for registrering i registret, eller det sanktionssystem, der er

forbundet med håndhævelsen af lobbyisters forpligtelser som fastlagt i adfærdskodeksen.

Disse spørgsmål vil kunne behandles i en særskilt udtalelse, hvis det er nødvendigt.

II.

BAGGRUNDSOPLYSNINGER

Kommissionens forslag tager sigte på en mere effektiv regulering af praksis for

lobbyvirksomhed på EU-niveau og navnlig fastlæggelsen af en ramme for et åbent og etisk

samspil mellem interesserepræsentanter og de tre EU-institutioner, der deltager i IIA'en

(artikel 1). Dette mål skal nås ved at oprette et "obligatorisk" åbenhedsregister, der skal

erstatte den nuværende frivillige ordning.

Ordningens "obligatoriske" karakter skyldes, at interesserepræsentanter, der har til hensigt på

en privilegeret måde at arbejde sammen med EU-institutionerne ud over den kerne af

rettigheder, der er afledt af traktaterne (jf. punkt 34 nedenfor), skal registreres (og dermed

opfylde en række åbenhedskrav - bilag II) og tilslutte sig reglerne og de etiske principper i en

adfærdskodeks (bilag III).

Den mekanisme, som indføres ved IIA'en, gælder generelt for "aktiviteter,

der fremmer visse

interesser ved at samarbejde med en af de tre undertegnende institutioner og deres

medlemmer og ansatte, med det formål at øve indflydelse på udformningen eller

gennemførelsen af politikker og lovgivning eller beslutningsprocessen i disse institutioner"

(artikel 3, stk. 1), med en undtagelse af de tilfælde, der nævnes i stk. 2 eller i artikel 4.

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE

Mere specifikt udpeger artikel 5 for hver af de tre institutioner de former for samarbejde, der

kræver forudgående registrering. I forbindelse med Rådet omfatter Kommissionens forslag

følgende former for samarbejde: møder mellem interesserepræsentanter og ambassadøren for

det nuværende eller kommende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union samt deres

medlemmer i Coreper, Rådets Generalsekretær og generaldirektører og udsendelse af

automatiske meddelelser om Rådets aktiviteter til interesserepræsentanter (artikel 5, stk. 1).

Bestemmelsen tillader desuden hver deltagende institution at udpege andre former for

samarbejde, der skal være genstand for forudgående registrering.

Forslaget indeholder præciseringer med hensyn til de enheder, der ikke er omfattet af

åbenhedsregistrets anvendelsesområde, og vedrører således nogle af de bekymringer, som den

nuværende ordning giver anledning til (artikel 4). Navnlig er lokale og regionale myndigheder

og deres repræsentative sammenslutninger fritaget for registrering ligesom medlemsstaternes

offentlige myndigheder på nationalt niveau, herunder de faste repræsentationer og

ambassader. I henhold til samme artikel er politiske partier, kirker og religiøse

sammenslutninger samt filosofiske og konfessionsløse organisationer, jf. artikel 17 i traktaten

om Den Europæiske Unions funktionsmåde, med visse undtagelser fritaget for registrering.

Det samme gælder for offentlige myndigheder i tredjelande og mellemstatslige organisationer.

Ud over at regulere samarbejdet mellem lobbyister og de tre organisationer, der deltager i

IIA'en, fastsætter forslaget muligheden for, at andre EU-institutioner, -organer, -kontorer

og -agenturer kan tilslutte sig registret på frivillig basis ved at meddele, at de ønsker at gøre

registrering obligatorisk for visse former for samarbejde (artikel 12). Mere

bemærkelsesværdigt fastsætter forslaget, at medlemsstaterne også kan tilslutte sig ordningen

ved at meddele, at de har til hensigt at gøre forudgående registrering til et krav for visse

former for samarbejde med deres faste repræsentation ved EU (artikel 13).

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE

10.

Artikel 6 og 7 i forslaget definerer de betingelser, som interesserepræsentanter skal opfylde

for at blive opført i registret. Artikel 6 fastsætter åbenhedskravene for interesserepræsentanter,

der søger registrering, og henviser yderligere til bilag II, der i detaljer beskriver de

oplysninger, som ansøgere skal indgive og acceptere at offentliggøre. Artikel 7 fastsætter at

interesserepræsentanter ved at tilslutte sig åbenhedsregistret forpligter sig til at overholde

reglerne og principperne i adfærdskodeksen (bilag III). Forslaget fastsætter også, at

manglende overholdelse af adfærdskodeksen kan gøres til genstand for undersøgelser, som

fører til vedtagelsen af foranstaltninger, som f.eks. midlertidig suspension eller fjernelse fra

registret (bilag IV)

11.

Forslaget fastsætter oprettelse af en bestyrelse for registret bestående af generalsekretærerne

for de deltagende institutioner, som har til opgave at føre tilsyn med gennemførelsen af IIA'en

og træffe visse relevante afgørelser om driften af registret, herunder afgørelser om

anmodninger om fornyet undersøgelse fra registrerede, som der er vedtaget foranstaltninger

imod (artikel 8). Den daglige forvaltning af registret er betroet et sekretariat, som er en "fælles

operationel struktur"

bestående af personale som udstationeres af de deltagende institutioner

(artikel 9). En særskilt aftale skal indeholde nærmere oplysninger om bidragene til

sekretariatets administrative og finansielle ressourcer (artikel 11, stk. 3).

12.

I artikel 14 fastsættes det, at IIA'en er bindende for de underskrivende institutioner og erstatter

den nuværende IIA mellem Europa-Parlamentet og Kommissionen. Den indeholder

forskellige overgangsbestemmelser og en klausul om fornyet behandling.

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE

III. JURIDISK ANALYSE

13.

Det foreliggende kommissionsforslag rejser to grundlæggende spørgsmål i forbindelse med

dets juridiske gennemførlighed: i) hvorvidt artikel 295 i TEUF på gyldig vis kan anvendes til

at indføre en obligatorisk ordning som den, Kommissionen foreslår, og ii) hvorvidt forslaget

om at anvende den foreslåede ordning på samarbejde mellem interesserepræsentanter og visse

af medlemsstaternes organer, uanset om det er på frivilligt grundlag eller ej, er foreneligt med

traktaterne. Hvert aspekt vil blive drøftet efter tur. Det bør bemærkes, at anvendelsen af ordet

"obligatorisk" i denne sammenhæng kan skabe forvirring, eftersom forslaget kun fastsætter en

række betingelser, som interesserepræsentanter skal overholde, hvis de ønsker at opnå

privilegeret adgang til de tre institutioner, der har indgået aftalen, ud over de rettigheder, der

følger af traktaterne (jf. punkt 34 nedenfor).

14.

Valget af artikel 295 i TEUF som retsgrundlag for forslaget

Kommissionen foreslår at oprette et obligatorisk register for interesserepræsentanter ved

hjælp af en interinstitutionel aftale indgået på grundlag af artikel 295 i TEUF. I

overensstemmelse med den bestemmelse hedder det:

"Europa-Parlamentet,

Rådet og Kommissionen holder indbyrdes samråd og aftaler i

fællesskab formerne for deres samarbejde. Med henblik herpå kan de inden for traktaternes

rammer indgå interinstitutionelle aftaler, der kan antage bindende karakter."

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE

15.

Indtil indførelsen af artikel 295 i TEUF ved Lissabontraktaten indeholdt traktaterne ikke et

eksplicit retsgrundlag for indgåelsen af interinstitutionelle aftaler. Praksis med

interinstitutionelle aftaler var imidlertid allerede veletableret inden indførelsen af en specifik

traktatbestemmelse

. Siden 1970'erne, hvor de første interinstitutionelle aftaler på

budgetområdet

blev vedtaget, har EU-institutionerne indgået aftaler for at regulere formen af

deres samarbejde på mange forskellige områder og har ofte foregrebet løsninger, der senere

blev formaliseret i traktaterne eller i den afledte ret.

16.

Interinstitutionelle aftaler før Lissabontraktatens ikrafttrædelse blev indgået som atypiske

retsakter med forskellige betegnelser og forskellige retsvirkninger

. I mangel på et eksplicit

retsgrundlag for deres indgåelse byggede de på princippet om loyalt samarbejde mellem

institutionerne om deres interne organisatoriske beføjelser.

Selv før indførelsen af artikel 295 i TEUF kunne der findes henvisning til indgåelsen af

interinstitutionelle aftaler i den afledte ret. Jf. i den forbindelse f.eks. artikel 9, stk. 7, og

betragtning 9 i Europa-Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1049/2001 af 30. maj 2001

om aktindsigt i Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens dokumenter, EFT (2001) L

145, s. 43, og artikel 2, stk. 2, i vedtægten som fastsat i Rådets forordning 259/68, EFT (1968)

L 56, s. 1, senest ændret ved EUT (2014) L 129, s. 12. Den første generelle henvisning til

interinstitutionelle aftaler kan findes i Nicetraktaten, hvis erklæring nr. 3 om pligten til loyalt

samarbejde tog sigte på at fastlægge begrænsningerne for anvendelse af interinstitutionelle

aftaler:

"Konferencen minder om, at pligten til loyalt samarbejde, som følger af artikel 10 i

traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, og som gælder i forholdet mellem

medlemsstaterne og Fællesskabets institutioner, ligeledes gælder i forholdet mellem

Fællesskabets institutioner indbyrdes. For så vidt angår forholdet mellem institutionerne kan

Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen indgå interinstitutionelle aftaler, hvis det som

led i opfyldelsen af denne pligt til loyalt samarbejde viser sig nødvendigt at lette anvendelsen

af bestemmelserne i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab. Disse aftaler må

hverken ændre eller udbygge traktatens bestemmelser og må kun indgås med disse tre

institutioners samtykke."

Se f.eks.: Collaboration entre le Conseil et l’Assemblée dans le cadre de la procédure

budgétaire (samarbejde mellem Rådet og Forsamlingen inden for rammerne af

budgetproceduren), EFT (1971) C124, s. 62; Rådets dokument R/788/72 af 18. april 1972;

Fælleserklæring fra Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen af 4. marts 1975 om

indførelse af en samrådsprocedure mellem Europa-Parlamentet og Rådet, der gælder for

retsakter med betydelige finansielle følgevirkninger, EFT (1975) C 89, s. 1.

Se f.eks. Brevvekslinger mellem Europa-Parlamentet, De Europæiske Fællesskabers Råd og

Kommissionen for De Europæiske Fællesskaber (retten til at indgive andragender), EFT

(1989) C 120, s. 90; Adfærdskodeks for aktindsigt i Rådets og Kommissionens dokumenter,

EFT (1993) L 340, s. 41; Modus vivendi af den 20. december 1994 mellem Europa-

Parlamentet, Rådet og Kommissionen vedrørende gennemførelsesforanstaltningerne til

retsakter vedtaget efter fremgangsmåden i EF-traktatens artikel 189 B, EFT (1995) C 293, s.

1, ændr. EFT (1996) C 102, s. 1.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

17.

Med indførelsen af et eksplicit retsgrundlag for indgåelsen af IIA'er er den nuværende praksis

blevet kodificeret, og det er samtidig blevet klart fastsat, hvilke bestemmelser, der skal

overholdes af institutionerne, når de anvender interinstitutionelle aftaler.

18.

Negativt set præciserer bestemmelsen - om nødvendigt - at interinstitutionelle aftaler skal

indgås i overensstemmelse med traktaterne. Som Den Juridiske Tjeneste allerede har haft

lejlighed til at påpege i forbindelse med forslaget om indgåelse af en rammeaftale mellem

Europa-Parlamentet og Kommissionen

, skal IIA'er overholde den primære ret og kan ikke

ændre eller supplere den institutionelle struktur, der er fastlagt i traktaterne. Det betyder, at

interinstitutionelle aftaler ikke kan indrømme institutionerne beføjelser, der ikke er tillagt

dem, ændre eller gribe ind i deres institutionelle prærogativer eller mere generelt ændre den

institutionelle ligevægt, der er fastlagt i traktaterne

19.

Desuden kan institutionerne ikke anvende en IIA til at regulere et emne, som traktaterne har

givet institutionerne beføjelser til at lovgive om, ved at fastlægge et eksplicit materielt

retsgrundlag. Hvis dette var tilladt, kunne de omgå de garantier og den kompetencefordeling,

der understøtter de processuelle regler i forbindelse med det relevante retsgrundlag.

Indgåelsen af en IIA kan derfor ikke bruges som et alternativ til at anvende et materielt

retsgrundlag, som fastlagt i traktaterne.

Udtalelse fra Den Juridiske Tjenestes af 30. august 2010, ST 12964/10.

Ibidem,

i punkt 5. I tråd hermed se også udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste af 20. juli

2015, ST 11096/15, punkt 11. Se også udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste af 4. juli 2012,

ST 12225/12, punkt 11.

Udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste af 6. april 2005, ST 7861/05, punkt 5.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

20.

I den forbindelse skal det understreges, at artikel 298 i TEUF ikke synes at være et passende

materielt retsgrundlag til at regulere det område, som er omfattet af Kommissionens forslag.

Faktisk viser både ordlyden af og lovgivningens tilblivelse for artikel 298 i TEUF, at

bestemmelsen tager sigte på at give et retsgrundlag for vedtagelsen af bestemmelser om

institutionernes administrative handlinger, herunder, om nødvendigt, kodificeringen af

nuværende administrativ EU-ret. Tværtimod kan bestemmelsen ikke udvides til at regulere

Unionens lovgivningsarbejde

eller optræden udvist af de af institutionernes medlemmer, der

ikke tilhører administrationen, som det især er tilfældet for medlemmerne af Kommissionen

eller Europa-Parlamentet.

21.

Positivt set præciserer artikel 295 i TEUF, at IIA'er kan indgås af institutionerne for at aftale

formerne for deres samarbejde. Bestemmelsens ordlyd og navnlig brugen af udtrykket

"former" peger i retning af, at IIA'er er instrumenter til regulering af de nærmere

bestemmelser for samarbejde og ikke til regulering af væsentlige politikområder. Som Den

Juridiske Tjeneste allerede har haft lejlighed til at understrege, handler IIA'er om proces og

ikke substans

. Dette indicium bekræftes også af et argument af systemisk art. Artikel 295 er

en del af kapitel 2 i sjette del i traktaten om Den Europæiske Unions funktionsmåde om

"Unionens retsakter, vedtagelsesprocedurer og andre bestemmelser", navnlig i en afdeling, der

omhandler "procedurer for vedtagelse af retsakter". Det fremgår således klart, at traktaternes

forfattere ikke anså artikel 295 for at være et selvstændigt materielt retsgrundlag for

regulering af politikområder, men snarere et middel til at regulere institutionelt samarbejde

som sådan.

Om forskellen mellem lovgivningsmæssige og administrative aktiviteter se udtalelse fra Den

Juridiske Tjeneste af 11. august 2015, ST 11440/15 om anvendelsesområdet for

Ombudsmandens mandat og begrebet fejl og forsømmelser.

Udtalelse fra Rådets Juridiske Tjeneste af 4. juli 2012, ST 12225/12, punkt 6.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

22.

En første væsentlig følge af ovenstående er, at IIA'er kun kan anvendes til at regulere

spørgsmål, der vedrører interinstitutionelt samarbejde. Der kan således i henhold til artikel

295 i TEUF indgås IIA'er for at definere principper, metode og formen af institutionernes

koordinerede udøvelse af deres respektive prærogativer. Derimod kan IIA'er ikke anvendes til

direkte at udøve disse prærogativer og regulere substansen i det spørgsmål, der behandles.

IIA'er kan fastlægge de nærmere bestemmelser for interinstitutionelt samarbejde, herunder

gennem bindende forpligtelser, men den måde, hvorpå disse forpligtelser internt bliver

gennemført, forbliver et spørgsmål for hver enkelt deltagende institution

23.

For det andet er IIA'er kun bindende for de deltagende institutioner og kan ikke skabe

forpligtelser for tredjemand, uanset om der er tale om andre institutioner, medlemsstater eller

enkeltpersoner. Praksis bekræfter denne konklusion. Ingen forpligtelser kan pålægges

medlemsstaterne ved hjælp af en interinstitutionel aftale; de kan kun tilskyndes på

ikkeforpligtende vis

. I tilfælde hvor IIA'er har reguleret forhold, der vedrører individuelle

holdninger, er de blevet indgået i form af en fælles afgørelse truffet af de deltagende

institutioner

eller er blevet efterfulgt af vedtagelsen i hver institution af ens afgørelser

I tråd hermed se udtalelse fra Den Juridiske Tjeneste af 20. juli 2015, ST 11096/15, punkt 14,

hvor det gøres klart, at IIA'er skal henvise til institutionerne alene, ikke til hvem der gør hvad

i én af dem, eftersom det er et spørgsmål, der skal afgøres internt og ikke gennem en aftale

med andre institutioner.

Se f.eks. Interinstitutionel aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet for Den Europæiske

Union og Europa-Kommissionen om bedre lovgivning, EUT (2016) L 123, s. 1-14, der i

punkt 43 og 44 anvender ordlyden "De tre institutioner opfordrer medlemsstaterne...".

Se f.eks. Europa-Parlamentets, Rådets og Kommissionens afgørelse af 6. marts 1995 om de

nærmere vilkår for udøvelse af Europa-Parlamentets undersøgelsesbeføjelse. EUT (1995) L

113, s. 2.

Som fastlagt f.eks. i Adfærdskodeks for aktindsigt i Rådets og Kommissionens dokumenter,

EFT (1993) L 340, s. 41 og i stk. 2 i interinstitutionel aftale af 25. maj 1999 mellem Europa-

Parlamentet, Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen for De Europæiske

Fællesskaber om de interne undersøgelser, der foretages af Det Europæiske Kontor for

Bekæmpelse af Svig (OLAF), EFT (1999) L 136, s. 15.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

24.

Kommissionens forslag synes til en vis grad at tage de specifikke juridiske begrænsninger i

forbindelse med anvendelsen af artikel 295 i betragtning. Således fastsætter betragtning 8 i

forslaget, at "registret

skal føres, uden at det griber ind i de tre institutioners kompetencer

eller påvirker deres respektive interne organisatoriske beføjelser".

25.

Forslaget giver desuden de tre deltagende institutioners generalsekretærer, der handler ved

konsensus i bestyrelsen, beføjelse til at træffe en række relevante afgørelser vedrørende

oprettelsen og driften af registret (artikel 8, stk. 2). Disse omfatter især godkendelsen af

"retningslinjer for registrerede" vedrørende hovedelementerne i registret, afgørelse om

anmodninger om fornyet undersøgelse af individuelle afgørelser om vedtagelse af

foranstaltninger i tilfælde af overtrædelse af adfærdskodeksen og tilsyn med den overordnede

gennemførelse af aftalen.

26.

Endelig gør en række bestemmelser i den foreslåede IIA det klart, at visse af dens virkninger

vil blive kædet sammen med vedtagelsen af yderligere retsakter af de tre institutioner, der

forpligter sig til at vedtage sådanne retsakter, individuelt eller i fællesskab. I henhold til

artikel 5, stk. 2, skal institutionerne således "træffe

de nødvendige interne foranstaltninger for

at sikre, at de betingelser [...] opfyldes",

som er omhandlet i samme artikel. Artikel 7

fastsætter, at institutionerne skal træffe "de

nødvendige interne foranstaltninger"

for at

håndhæve foranstaltninger, der pålægges interesserepræsentanter i tilfælde af brud på

adfærdskodeksen. Endelig og endnu mere væsentligt fastsættes det i artikel 10 i forslaget, at

de tre institutioner opretter sekretariatet og nedsætter bestyrelsen for registret "ved

en særskilt

afgørelse, som alle tre institutioner vedtager, inden denne aftale træder i kraft".

27.

Rådets Juridiske Tjeneste er imidlertid også af den opfattelse, at disse bestemmelser ikke er

tilstrækkelige til at gøre forslaget fuldt ud foreneligt med det valgte retsgrundlag.

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE

28.

Den Juridiske Tjeneste mener, at institutionerne ved hjælp af en IIA kan nå til enighed om de

vigtigste elementer i en sådan mekanisme, der regulerer deres samarbejde med lobbyister.

Disse kan omfatte omfanget af de aktiviteter, der er omfattet af ordningen, og af de enheder,

der er fritaget for registrering, samt betingelserne og procedurerne for opførelse af lobbyister i

det fælles register. Som en del af formen af deres samarbejde kan institutionerne også nå til

enighed om oprettelsen af fælles organer til forvaltning af registret.

29.

IIA'en kan imidlertid ikke udgøre det normative grundlag for vedtagelse af

konditionalitetsprincippet eller for direkte regulering af forholdet mellem hver af

institutionerne og interesserepræsentanterne. Sådan et grundlag kan kun dannes ved udøvelse

af de interne organisatoriske beføjelser, som hver af institutionerne er i besiddelse af.

30.

Ej heller kan det hævdes, at institutionerne kan beslutte at udøve deres interne organisatoriske

beføjelser ved at indgå en IIA. Et sådant argument tager ikke hensyn til, at traktaterne

foreskriver forskellige afstemningsregler i Rådet i de to situationer, og denne forskel afspejler

en balance mellem medlemmerne, der ikke kan ændres af institutionerne.

31.

Som følge heraf er Den Juridiske Tjeneste af den opfattelse, at institutionerne efter at have

opnået enighed om elementerne i og de nærmere bestemmelser for registrets drift stadig som

led i deres ret til selvorganisering skal beslutte at være bundet af det produkt, der udspringer

af denne i fællesskab aftalte metode. Desuden skal de også selv oprette den påtænkte

mekanisme for deres forbindelser med interesserepræsentanterne. Mere specifikt vil det være

op til sådanne afgørelser at definere, hvilke former for samarbejde i hver institution der skal

være betinget af registrering, de specifikke regler for åbenhed og etisk adfærd, som

interesserepræsentanter vil være omfattet af, og at tillægge listen over interesserepræsentanter

optaget i registret intern vægt.

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE

32.

I praksis kan dette ske ved, at hver af institutionerne vedtager egne beslutninger. Der er dog

intet til hinder for, at sådanne beslutninger kan være prædefinerede i henhold til en aftalt

fælles ordlyd. Endvidere kan intern godkendelse af listen over interesserepræsentanter opnås

ved at overlade det til registrets sekretariat at træffe afgørelser om individuelle ansøgninger. I

den forbindelse vil det dog være nødvendigt at tillægge bestyrelsen bestående af

generalsekretærerne for de tre institutioner, der træffer afgørelse ved konsensus, beføjelse til

at træffe afgørelse om anmodninger om fornyet undersøgelse fra interesserepræsentanter, hvis

anmodning om at blive optaget i registret er blevet afvist

33.

Endelig bør IIA'ens respektive rolle og de særskilte institutionelle beslutninger afspejles i

affattelsen af IIA'en. Kommissionens forslag er udarbejdet således, at det direkte fastlægger

den lovgivningsmæssige ramme for interesserepræsentanter (og derfor er stilet til dem),

snarere end at det fastsætter de nærmere bestemmelser for samarbejde; det bør revideres i

overensstemmelse hermed.

34.

For så vidt angår enkeltpersoners holdninger følger det af ovenstående betragtninger, at en

IIA ikke kan ændre de rettigheder, der udtrykkeligt er overdraget af traktaterne til

enkeltpersoner i forhold til driften af EU-institutionerne som følge af traktaterne, og navnlig

af artikel 10, stk. 3, og artikel 11, stk. 1, 2 og 3, i TEU og artikel 15, stk. 1, i TEUF samt

artikel 41, stk. 4, i chartret om grundlæggende rettigheder, der bl.a. giver ret til at skrive til

institutionerne og modtage et svar.

Artikel 8 i forslaget tillægger kun bestyrelsen beføjelse til at træffe afgørelse om

anmodninger om fornyet undersøgelse af afgørelser om foranstaltninger i tilfælde af

overtrædelse af adfærdskodeksen.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

35.

I den forbindelse skal det indledningsvis understreges, at Kommissionens forslag indeholder

en forpligtelse for interesserepræsentanter, hvis de ønsker at få adgang til bestemte intensive

former for samarbejde, eftersom deres opførelse i registret og deres accept af åbenhedskrav og

de etiske regler i adfærdskodeksen er en betingelse for at deltage i de udvalgte former for

samarbejde. Optagelse i registret giver imidlertid ingen materielle rettigheder for

interesserepræsentanter, eftersom institutionerne fortsat har mulighed for at beslutte, om de vil

engagere sig i samarbejde med registrerede lobbyister.

36.

Således handler hver af institutionerne inden for rammerne af sine beføjelser, hvis den i

princippet beslutter, at visse former for samarbejde ikke er absolut og kan gøres betinget. Med

dette som udgangspunkt kan koordinering af sådanne betingelser ske gennem en IIA, uden at

det påvirker enkeltpersoners rettigheder.

37.

Samtidig sigter IIA'en mod at skabe en proceduremæssig ramme for behandling af

registreringsanmodninger og forvaltning af registrerede enheder, herunder beføjelser til at

foretage undersøgelser og til at vedtage administrative "foranstaltninger" for at drage

konsekvenserne af eventuelle krænkelser af adfærdskodeksen f.eks. gennem midlertidige

udelukkelser fra former for samarbejde eller fjernelse fra registret (bilag IV). Denne ramme

skal forvaltes af en særlig "fælles operationel struktur", sekretariatet, der bl.a. har beføjelser til

at træffe relevante individuelle beslutninger. Det er derfor klart, at enkeltpersoner overdrages

en række proceduremæssige rettigheder i relation til deres opførelse i registret, og at de trufne

beslutninger vil have retsvirkninger for dem. Det er også klart, at enkeltpersoner har ret til at

anmode retten om at træffe afgørelse om ophævelse af de afgørelser, der har negativ

indvirkning på dem.

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE

38.

Det følger af ovenfor anførte grunde, at IIA'en er et passende grundlag for at oprette det fælles

sekretariat og nedsætte bestyrelsen, som fastsætter de nærmere bestemmelser for samarbejde.

At give sekretariatet beføjelser til at træffe afgørelser om ansøgninger og pålægge

enkeltpersoner administrative foranstaltninger vil ligge uden for dette retsgrundlags mandat.

For at gøre dette kræves det, at hver institution træffer egne afgørelser på grundlag af deres

respektive interne organisatoriske beføjelser. Den løsning, Kommissionen har identificeret i

artikel 10, nemlig vedtagelsen af en særskilt afgørelse, der i fællesskab vedtages af de tre

institutioner, om oprettelse af det fælles sekretariat og nedsættelse af bestyrelsen, er derfor i

denne sammenhæng unødvendig.

39.

Endelig tillader Kommissionens forslag for så vidt angår andre EU-enheders holdning de af

dem, der ønsker det, at anvende den ramme, som IIA'en har fastlagt, med forbehold af

meddelelse om den form for samarbejde, de ønsker at gøre betinget af registrering og et

forholdsmæssigt bidrag til omkostningerne ved driften af sekretariatet (artikel 12). Forslaget

gør det også klart, at brugen af registret ikke giver tredjeparter status af part i IIA'en. I lyset af

disse elementer mener Den Juridiske Tjeneste, at arten af tredjeparters inddragelse forbliver

rent frivillig, og at deres retsstilling ikke umiddelbart berøres af aftalen. Den valgfri

mekanisme, som Kommissionen påtænker, er derfor som sådan forenelig med anvendelsen af

artikel 295 i TEUF, så længe de berørte tredjeparter kun er institutioner og andre organer

oprettet ved EU-retten.

40.

Som konklusion finder Den Juridiske Tjeneste, at institutioner på gyldig vis kan indgå en IIA

på grundlag af artikel 295 i TEUF med henblik på at nå til enighed om de operationelle

principper for en konditionalitetsmekanisme for samarbejdet med lobbyister samt om de

vigtigste træk ved en sådan mekanisme, herunder registrets anvendelsesområde (artikel 2, 3

og 4). Institutionerne kan også blive enige om betingelserne for at opføre lobbyister i registret

(artikel 6 og 7) og om tilrettelæggelse og forvaltning af registret ved fælles organer (artikel, 8,

9 og 11), dog under forudsætning af at afgørelsen om at være bundet af en sådan ordning samt

de grundlæggende regler og gennemførelsen af disse bestemmelser herefter finder sted

gennem vedtagelse af særskilte beslutninger, der skal vedtages af hver af de berørte

institutioner (punkt 31, 32 og 38).

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE

41.

Inddragelse af samarbejde med visse af medlemsstaternes organer

Blandt de former for samarbejde, der skal gøres betinget af registrering, foreslår

Kommissionen at inddrage "møder mellem interesserepræsentanter og ambassadøren for det

nuværende eller kommende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union samt deres

medlemmer i Coreper" (artikel 5, stk. 1). Forslaget indeholder også muligheden for, at

medlemsstaterne kan meddele, at de har til hensigt at benytte registret, og meddele

sekretariatet, at de ønsker at gøre visse former for samarbejde mellem interesserepræsentanter

og deres faste repræsentationer ved EU betinget af registrering (artikel 13).

42.

Begge forslag rejser spørgsmålet om, hvorvidt det er muligt i henhold til EU-retten at regulere

samarbejdet mellem interesserepræsentanter og visse organer i medlemsstaterne. Det er især

nødvendigt at fastslå, om Rådets interne organisatoriske beføjelser kan have betydning for den

måde, hvorpå medlemsstaterne organiserer deres repræsentation i institutionen.

43.

Svaret på dette spørgsmål kan ikke være andet end negativt. I henhold til artikel 16, stk. 2, i

TEU består Rådet af en repræsentant for hver medlemsstat på ministerniveau, der er beføjet til

at forpligte regeringen i den medlemsstat, den pågældende repræsenterer. Artikel 16, stk. 7

fastsætter, at en komité af faste repræsentanter for medlemsstaternes regeringer har til opgave

at forberede Rådets arbejde. Begge bestemmelser læses i lyset af artikel 4 i TEU, ifølge

hvilken Unionen respekterer medlemsstaternes nationale identitet, som den kommer til udtryk

i deres grundlæggende politiske og forfatningsmæssige strukturer, herunder regionalt og

lokalt selvstyre (artikel 4, stk. 2).

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE

44.

Det følger således af traktaten, at spørgsmålet om, hvem der bør repræsentere en medlemsstat

i Rådet, er et anliggende for den enkelte medlemsstat, i overensstemmelse med dens politiske

og forfatningsmæssige strukturer. Ligeledes er det op til hver enkelt medlemsstat at beslutte,

hvordan en sådan repræsentation bør organiseres

, og navnlig hvordan den nationale

holdning bør defineres, og hvilke procedurer og bidrag der bør tages i betragtning.

45.

Som følge heraf er reguleringen, hvis der er nogen, af samarbejdet mellem medlemsstaternes

faste repræsentationer og interesserepræsentanter et anliggende, der henhører under

medlemsstaternes enekompetence og skal reguleres ved national ret. Der findes i øjeblikket

ingen hjemmel i traktaterne til at regulere området.

46.

Retsgrundlag kan navnlig ikke findes i artikel 295 i TEUF, der, som det er blevet påpeget i

afsnit A, og navnlig i punkt 22, 23 og 39 i nærværende udtalelse, kun kan anvendes til at

indføre ordninger for samarbejde mellem de tre vigtigste EU-institutioner. Det er muligt at

tilbyde andre organer eller enheder etableret ved EU-retten at tilslutte sig et sådant

samarbejde, så længe de ikke er parter i den interinstitutionelle aftale. Men artikel 295 i TEUF

udgør ikke en gyldig hjemmel til at regulere situationer, der er eksterne for dem. Det følger af

disse betragtninger, at IIA'en ikke er et instrument, der skal oprette en mekanisme for de

medlemsstater, der ønsker at deltage på frivillig basis.

47.

I den forbindelse skal det bemærkes, at hver medlemsstats nationale ret har regler for adgang

til statens embedsmænd. Derfor vil indførelsen af EU-regler om dette emne, frivillige eller ej,

gribe ind i nationale kompetencer og vil desuden indebære en risiko for at skabe en

lovkonflikt. Det er selvfølgelig stadig muligt for medlemsstaterne at ændre deres nationale ret

og indføre en ordning, der afspejler den, Kommissionen har foreslået Men dette bør forblive

et anliggende for national ret og ikke et spørgsmål om implementering eller gennemførelse af

EU-ret, uanset at den er frivillig.

Se f.eks. bidraget fra Den Juridiske Tjeneste af 31. maj 2013, ST 10384/13, punkt 5, i

forbindelse med reglerne om distribution af dokumenter.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

48.

Der skal tages hensyn til nogle yderligere betragtninger i forbindelse med forslaget om at

medtage "møder

mellem interesserepræsentanter og ambassadøren for det nuværende eller

kommende formandskab for Rådet for Den Europæiske Union samt deres medlemmer i

Coreper"

(artikel 5, stk. 1) blandt de samarbejdsformer, der skal gøres betinget af registrering.

49.

Indledningsvis er begrundelsen for Kommissionens forslag ikke helt klar. Hvis tanken er at

regulere samarbejdet med formandskabet for Rådet, er det vanskeligt at forstå, hvorfor

bestemmelsen kun vedrører det mest relevante forberedende organ i Rådet (dog med

undtagelse af Specialkomitéen for Landbrug, som spiller en specifik rolle i forberedelsen af

samlinger i AGRI-sammensætningen af Rådet)

, men udelukker på den ene side de højere

politiske beslutningstagere, nemlig de ministerier, der har formandskabet for de forskellige

rådssammensætninger, og på den anden side de delegerede fra medlemsstaterne, der har

formandskabet i de øvrige af Rådets forberedende organer.

50.

Forslaget overser også den forskelligartede og komplekse karakter af formandskabets hverv. I

henhold til artikel 1 i afgørelse 2009/881/EU vedtaget af Det Europæiske Råd for at

gennemføre artikel 16, stk. 9, i TEU varetages formandskabet "af

på forhånd sammensatte

grupper på tre medlemsstater i en periode på 18 måneder"

(artikel 1, stk. 1, i afgørelsen).

Hvis hvert medlem af gruppen på skift varetager formandskabet for Rådet og for de

forberedende organer for en seksmåneders periode, er det ikke desto mindre klart, at de øvrige

medlemmer tilslutter sig udøvelsen af formandskabet ved at bistå formandskabet "på

alle dets

ansvarsområder".

Medlemmerne af gruppen kan desuden "indbyrdes

træffe afgørelse om

alternative ordninger"

(artikel 1, stk. 2). Kommissionens forslag omfatter imidlertid kun det

nuværende eller kommende formandskab (sidstnævnte er ikke nødvendigvis altid en del af

formandskabstrioen).

Oprettet ved artikel 5, stk. 4, i afgørelsen truffet af repræsentanterne for medlemsstaternes

regeringer, forsamlet i Rådet, om fremskyndelse af tempoet for gennemførelsen af de mål, der

er fastsat i traktaten (60/912/EØF), EFT (1960) 58, s. 1217.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

51.

Forslaget tager heller ikke højde for, at formandskabet i en række tilfælde ikke er omfattet af

rotationsprincippet, men følger en anden logik. Det mest indlysende eksempel på dette er

selvfølgelig formandskabet for Rådet for Udenrigsanliggender, som traktaterne tildeler den

højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik (artikel 18, stk. 3, i

TEU). Derfor er de andre forberedende organer, der forbereder arbejdet i Rådet for

Udenrigsanliggender, udover Coreper også faste og ledes af en repræsentant for den

højtstående repræsentant (omend med nogle bemærkelsesværdige undtagelser)

. Det er værd

at understrege, at den højtstående repræsentant, når han/hun udøver formandskabet for Rådet,

ikke handler som medlem af Kommissionen og derfor ikke kan være omfattet af

Kommissionens forslag om at gøre møder mellem interesserepræsentanter og medlemmer af

Kommissionen og deres kabinetsmedlemmer (artikel 5 i forslaget - første led i det afsnit, der

vedrører Europa-Kommissionen) betinget af registrering. Det samme gælder for

generaldirektørerne i EU-Udenrigstjenesten, som den højtstående repræsentant kan udpege til

at varetage formandskabet for et af Rådets forberedende organer.

Se navnlig artikel 4 og bilag II i Rådets afgørelse af 1. december 2009 om fastsættelse af

gennemførelsesforanstaltninger til Det Europæiske Råds afgørelse om udøvelsen af

formandskabet for Rådet, og om formandskabet for Rådets forberedende organer

(2009/908/EU).

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

52.

I andre tilfælde overlades formandskabet for Rådets forberedende organer til en valgt

formand, f.eks. visse organer, der er omhandlet i traktaterne eller oprettet ved Rådets

afgørelse som f.eks. EU's Militærkomité og Den Militære Arbejdsgruppe, der støtter dens

aktiviteter

, Det Økonomiske og Finansielle Udvalg oprettet i henhold til artikel 134 i

TEUF

, Beskæftigelsesudvalget oprettet i henhold til artikel 150 i TEUF

, Udvalget for

Social Beskyttelse (artikel 160 i TEUF)

, Udvalget for Økonomisk Politik

og Udvalget for

Finansielle Tjenesteydelser

. Endelig kan formandskabet for et rådsorgan som en undtagelse

udpeges af generalsekretæren for Rådet

. I lyset af denne situation hænger Kommissionens

valg om at begrænse sit forslag til kun en af de mange organisatoriske former, som Rådets

formandskab kan påtage sig, tilsyneladende ikke sammen med det forfulgte mål.

Se artikel 3 i Rådets afgørelse (2001/79/FUSP) af 22. januar 2001, der foreskriver, at

formanden udnævnes af Rådet på anbefaling af komitéen for en periode på tre år, medmindre

der træffes anden afgørelse.

Se artikel 6 i bilaget til Rådets afgørelse 2012/245/EU af 26. april 2012, der foreskriver, at

udvalget med et flertal af sine medlemmer vælger en formand for en toårig periode, der kan

forlænges.

Se artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse (EU) 2015/772 af 11. maj 2015, der foreskriver, at

udvalget blandt de medlemmer, der er udpeget af medlemsstaterne, vælger en formand for en

toårig periode, der kan forlænges én gang.

Se artikel 4, stk. 1, i Rådets afgørelse (EU) 2015/773 af 11. maj 2015, der foreskriver, at

udvalget blandt de medlemmer, der er udpeget af medlemsstaterne, vælger en formand for en

toårig periode, der kan forlænges én gang.

Se artikel 6, stk. 1, i bilaget til Rådets afgørelse 2000/604/EU af 29. september 2000, der

foreskriver, at udvalget af sin midte med kvalificeret flertal af medlemmerne vælger en

formand for en toårsperiode, der ikke kan forlænges.

Se punkt 3 i Rådets afgørelse 2003/165/EF af 18. februar 2003, der foreskriver, at udvalget

udnævner en formand blandt medlemsstaternes repræsentanter, som udnævnes for to år; den

første formand udnævnes af Det Økonomiske og Finansielle Udvalg.

Se bilag III til Rådets afgørelse 2009/908/EU af 1. december 2009.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

53.

Hvad endnu vigtigere er, er betragtningerne som udtrykt ovenfor i punkt 43-47 også relevante

i forhold til det organ i medlemsstaterne, der varetager formandskabet. Formandskabet som

sådan er selvfølgelig et hverv, der er fastlagt i traktaterne, og de nærmere bestemmelser for

udøvelsen heraf er fastlagt i en afgørelse truffet af Det Europæiske Råd i overensstemmelse

med artikel 236, stk. 1, litra b), i TEUF

, som Rådet efterfølgende har beskrevet i detaljer

som gennemførelse af Det Europæiske Råds afgørelse

og under udøvelse af sine interne

organisatoriske beføjelser

54.

Formandskabet som hverv må imidlertid ikke forveksles med det organ, der udøver det. I de

roterende og valgte formandskabers tilfælde forbliver organet i princippet et organ i

medlemsstaterne. Formandskabet er et EU-hverv pålagt en medlemsstat, der imidlertid udøver

det i overensstemmelse med sine egne interne politiske og administrative strukturer.

Se Det Europæiske Råds afgørelse 2009/881/EU om udøvelsen af formandskabet for Rådet

omhandlet i punkt 50.

Artikel 4 i Det Europæiske Råds afgørelse 2009/881/EU bemyndiger Rådet til at vedtage en

afgørelse om fastsættelse af gennemførelsesforanstaltninger. Under udøvelsen af disse

beføjelser vedtog Rådet afgørelse 2009/908/EU nævnt ovenfor i fodnote 20.

Formandskabets ansvarsområder og beføjelser er beskrevet i detaljer i Rådets

forretningsorden. Se navnlig artikel 20 om formandskabets rolle. Se også artikel 1

(Indkaldelse og arbejdssted), artikel 2 (rådssammensætninger og planlægning), artikel 3

(dagsorden), artikel 11 (afstemningsregler), artikel 12 (skriftlig procedure og stiltiende

samtykkeprocedure), artikel 15 (undertegnelse af retsakter), artikel 19 (Coreper, komitéer,

udvalg og arbejdsgrupper), artikel 26 (repræsentation i Europa-Parlamentet).

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

55.

Af de grunde, der er anført i punkt 43-47, kan Rådets interne organisatoriske beføjelser

regulere formandskabshvervet, men ikke den måde, hvorpå medlemsstaterne udøver det.

Således forbliver de nærmere bestemmelser og betingelser for udnævnelse af de

tjenestemænd, der skal udøve formandskabet

, disse tjenestemænds personlige status (de

fleste er diplomater og dermed også omfattet af specifikke internationale lovregler) samt de

regler, der gælder den beslutningsproces, der fører til vedtagelsen af de holdninger, der skal

indtages i udøvelsen af formandskabet, et spørgsmål, som den pågældende medlemsstat

træffer afgørelse om. På samme måde kan de aktiviteter og initiativer, som en medlemsstat,

der har formandskabet, kan træffe ud over sine officielle ansvarsområder, tilregnes

medlemsstaten alene, da dens organer ikke er underlagt kontrol fra Rådet. Disse aktiviteter og

initiativer gøres til genstand for domstolsprøvelse ved de nationale domstole og ikke ved EU-

Domstolen. Skulle Kommissionens forslag følges, kan resultatet blive, at EU-Domstolen får

jurisdiktion over påståede uregelmæssigheder fra de ambassadører, der leder Coreper, i

henhold til artikel 258, 259 eller 263 i TEUF, afhængig af om det betragtes som et organ i

Rådet eller i den pågældende medlemsstat.

56.

Disse resultater er i overensstemmelse med Rådets almindelige praksis. I en sag fra 2005

vedrørende en klage til Ombudsmanden fra en borger, der havde udtrykt bekymring over, at

det daværende formandskab havde søgt sponsorering fra private virksomheder, havde Rådet

den holdning, at tilrettelæggelse af formandskabet, herunder at søge sponsorering til

elementer af et formandskab, i princippet er et anliggende for den pågældende medlemsstats

myndigheder. Det er ikke et anliggende, der henhører under Rådets beslutningsbeføjelser

Således kunne Rådet ikke anses for at være ansvarlig for en afgørelse truffet af en regering,

der varetog formandskabet, om at benytte sig af en sponsorering, og det kunne ikke tage

stilling til spørgsmålet

Det er interessant at bemærke, at Rådets afgørelse 2009/908/EU i bilag II definerer

betingelserne og de nærmere bestemmelser for udnævnelsen af de faste formandskaber for de

forberedende organer, der forbereder arbejdet i Rådet for Udenrigsanliggender (se punkt 51

og fodnote 20 ovenfor), men giver ingen regler for udnævnelsen af valgte eller roterende

formandskaber.

Se punkt 5 i Rådets svar til Ombudsmanden i sag 2172/2005/MHZ af 18. november 2005, SN

3659/05. Ombudsmandens afgørelse i denne sag findes i ST 8771/06.

Se punkt 5 og 10 i Rådets svar til Ombudsmanden i sag 2172/2005/MHZ, SN 13382/05.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

57.

I en anden sag for Ombudsmanden i 2005 vedrørende antallet af sprog valgt til det siddende

formandskabs websted understregede Rådet, at traktatens bestemmelser om formandskabet

naturligvis ikke betyder, at den medlemsstat [der har formandskabet] bliver en del af Rådet

mere end nogen anden medlemsstat. Det betyder kun, at den medlemsstat (som sådan, ikke

som et medlem af Rådet) for så vidt angår EF-traktaten har til opgave at lede Rådets

samlinger og de aktiviteter, som dette medfører. Rådet fortsatte med at præcisere, at

websteder drevet af medlemsstaten i tilfælde af kulturelle arrangementer tilrettelagt af den

medlemsstat, der har formandskabet, oprettes, finansieres og forvaltes på den medlemsstats

ansvar som sådan. De hverken finansieres eller forvaltes af Rådet. Det afsluttede endelig med,

at websteder ikke vedligeholdes af "formandskabet", men i overensstemmelse med artikel 203

EF af den medlemsstat, der udøver formandskabet

Se svaret på Ombudsmandens forslag om en "mindelig løsning" på klage 1487/2005/GG, ST

13951/05.

I begge tilfælde var Ombudsmanden ikke enig med Rådet og afsluttede undersøgelserne med

at konstatere tilfælde af fejl eller forsømmelser. Ombudsmanden fulgte en funktionalistisk

tilgang og mente, at "when

a Member State holds the Presidency that means that this Member

State has, for a limited period of time, the office of presiding over the Council. In this sense,

however, the Presidency is clearly part of the Council.(…). The Ombudsman considers that,

being functionally part of the Council, the Presidency ought to be subject to the same

obligations as the latter, unless there are specific reasons why these obligations should not be

applied to the Presidency. It is obvious that this conclusion only applies to the extent that the

Member State concerned is acting in its capacity as President of the Council"

(jf. punkt 2.9,

2.10 og 2.11 i udkast til Ombudsmandens henstilling i sag 1487/2005/GG, dok. ST 7662/06,

side 14). Rådets Juridiske Tjeneste mener, at et funktionelt synspunkt ikke kan føre så langt

som til at udvide EU's beføjelser som defineret i traktaterne og overgive medlemsstaternes

interne funktionsmåde til Rådets interne organisatoriske beføjelser.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

58.

Efter Rådets Juridiske Tjenestes opfattelse svarer Kommissionens forslag om at gøre møder

med ambassadøren fra det siddende eller kommende formandskab samt deres medlemmer i

Coreper betinget af registrering til et forsøg på at regulere den måde, hvorpå

medlemsstaternes organer er organiseret og formulerer deres holdninger. Som det er blevet

påvist, er dette imidlertid et spørgsmål, der henhører under medlemsstaternes kompetence

alene, og som derfor ikke kan reguleres ved hjælp af en IIA indgået af Rådet

. I den

forbindelse bør det understreges yderligere, at status som chef for faste missioner ved

internationale organisationer fortsat reguleres af principperne i Wienerkonventionen fra 1975

om staters repræsentation over for internationale organisationer, der i vidt omfang skønnes at

afspejle normer i folkeretlig sædvaneret. Denne konvention afspejler navnlig regler af mere

generel karakter som f.eks. Wienerkonventionen af 1961 om diplomatiske forbindelser, der

igen i sin præambel erkender, at dens formål er "at sikre diplomatiske repræsentationers

effektive udøvelse af deres virksomhed som repræsentanter for stater". Det følger, at den faste

repræsentant eller den stedfortrædende faste repræsentant repræsenterer deres nationale stat

ved Den Europæiske Union og kun kan være underlagt national ret i deres forbindelser med

interesserepræsentanter.

Den modsatte konklusion gælder selvfølgelig i forbindelse med de tilfælde, hvor

formandskabet ikke udøves af et organ fra medlemsstaten, men snarere fra institutionernes

organer såsom visse faste formænd for Rådets forberedende organer. Kommissionens forslag

omfatter dog ikke disse situationer.

JUR

5151/1/17 REV 1

LIMITE

IV.

59.

KONKLUSION

Den Juridiske Tjeneste mener, at institutionerne på gyldig vis kan indgå en IIA på grundlag af

artikel 295 i TEUF med henblik på at nå til enighed om de operationelle principper for en

konditionalitetsmekanisme for samarbejdet med interesserepræsentanter samt om de vigtigste

træk ved en sådan mekanisme, herunder definitionen på lobbyist (artikel 2, 3 og 4).

Institutionerne kan også blive enige om betingelserne for at opføre lobbyister i registret

(artikel 6 og 7) og om de fælles organers tilrettelæggelse og forvaltning af registret (artikel, 8,

9 og 11), dog under forudsætning af at afgørelsen om at være bundet af en sådan mekanisme

samt de grundlæggende regler og gennemførelsen af disse bestemmelser herefter finder sted

gennem vedtagelse af særskilte beslutninger, der skal vedtages af hver af de berørte

institutioner.

60.

Omvendt henhører reguleringen af samarbejde mellem interesserepræsentanter og organer i

medlemsstater, der udøver formandskabet for Rådet eller dets forberedende organer, under

medlemsstaternes enekompetence. Samme konklusion gælder for regulering af samarbejde

mellem interesserepræsentanter og ambassadøren for det siddende eller kommende

formandskab samt deres medlemmer i Coreper.

61.

En IIA kan ikke lovligt give medlemsstaterne mulighed for frivilligt at deltage i en

konditionalitetsmekanisme for samarbejde mellem interesserepræsentanter og EU-

institutionerne.

5151/1/17 REV 1

JUR

LIMITE