Europaudvalget 2018-19 (1. samling)
KOM (2016) 0821
Offentligt
Europaudvalget (EUU)
ERHVERVSMINISTEREN
ERHVERVSMINISTERIET
Besvarelse af spørgsmål 11 ad KOM (2016) 0821 stillet af udvalget
den 19. december 2018 efter ønske fra Finn Sørensen (EL).
Spørgsmål:
Ministeren bedes oplyse, om det er korrekt opfattet, som Dansk Industri
gør rede for i deres høringssvar i forbindelse med behandlingen af
direktiv om en notifikationsprocedure for serviceydelser, at EU-
Kommissionen, medlemsstater og virksomheder får adgang til
notifikationer fra danske regioner og kommuner, og dermed får mulighed
for at gøre indsigelse mod særregler, som de opfatter som barrierer for
virksomhedernes serviceeksport.
Svar:
Med henblik på at sikre åbenhed og transparens i, hvilke krav og
tilladelsesordninger medlemsstater fastsætter med betydning for den fri
bevægelighed for tjenesteydelser i det indre marked, gives interessenter
herunder virksomheder adgang til at kommentere på notificerede tiltag,
da disse bliver offentligt tilgængelige. Denne mulighed foreligger
allerede i dag for andre medlemsstater og Europa-Kommissionen under
den gældende procedure.
Andre medlemsstater, interessenter og virksomheder kan dog ikke gøre
juridisk indsigelse mod et notificeret tiltag, men kan stille juridiske
spørgsmål til, om forslaget er i overensstemmelse med servicedirektivets
regler.
Europa-Kommissionen kan, hvis de har indgivet kommentarer inden for
konsultationsperioden, udstede en advarsel, hvis Europa-Kommissionen
er bekymret for tiltagets forenelighed med servicedirektivet. Derudover
forventes Europa-Kommissionens kompetence til at udstede en juridisk
bindende afgørelse at blive erstattet med en kompetence til at udstede en
henstilling. Regeringen forventer derfor, at Europa-Kommissionen alene
får kompetence til at udstede en henstilling med henblik på at opfordre
den berørte medlemsstat til ikke at vedtage eller om at ophæve et allerede
vedtaget tiltag. I modsætning til en afgørelse er en henstilling ikke
juridisk bindende for medlemsstaten. Derfor forhindrer hverken en
modtagelse af en advarsel eller en henstilling myndigheder i at vedtage
det notificerede tiltag.
Slotsholmsgade 10-12
1216 København K
Tlf.
Fax
33 92 33 50
33 12 37 78
CVR-nr. 10 09 24 85
EAN nr. 5798000026001
www.em.dk