Uddannelses- og Forskningsudvalget 2016-17
L 117
Offentligt
1737208_0001.png
Ministeren
Uddannelses- og Forskningsudvalget
Folketinget
Christiansborg
1240 København K
I brev af 22. marts 2017 har udvalget stillet mig følgende spørgsmål:
Spørgsmål nr. 11 (L.nr. 117 om videnskabelig uredelighed m.v. - bilag 8)
Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Peter Gøtzsche, jf. L 117 -
bilag 8.
Svar
Med ændringsforslaget lægges der op til, at der skal foreligge samtykke fra den
private virksomhed e.l., for at Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kan behandle
sager om rent privat forskning. Udvalgene vedrørende Videnskabelig Uredelighed
kan også i dag behandle sager om videnskabelig uredelighed i rent privat forskning
efter samtykke fra den private virksomhed e.l. Der er således ikke tale om noget
nyt, når det foreslås, at der skal foreligge samtykke i sådanne sager.
Som det fremgår af ændringsforslaget, så skal kravet om samtykke bl.a. ses i lyset
af, at private ikke er underlagt samme offentligretlige regler som offentlige forsk-
ningsinstitutioner. Offentlige forskningsinstitutioner er således bl.a. underlagt de
forvaltningsretlige regler og tilsyn, som sætter rammerne for institutionernes pligt
til oplysning af sagen.
Det vil kræve en række yderligere tiltag, hvis behandlingen af sager om rent privat
forskning ikke hviler på en samtykkemodel. Uden nærmere regler, f.eks. i form af
bestemmelser om tvangsmidler til brug for udlevering af data og strafbestemmel-
ser, vil det kunne være vanskeligt at opnå tilstrækkelig medvirken fra en virksom-
hed, der ikke ønsker at få sagen prøvet. Det bemærkes i den forbindelse, at det ikke
har været en del af udvalgsarbejdet bag loven eller det lovforberedende arbejde i
øvrigt nærmere at belyse behovet for eller konsekvenserne af en sådan udvidelse af
lovens område i forhold til i dag.
I forhold til det rejste i henvendelsen om organiseret kriminalitet skal i øvrigt be-
mærkes, at dette må håndteres inden for det strafferetlige system og ikke efter den
foreslåede lov, som jo har et andet sigte, nemlig at støtte op om og sikre integrite-
ten og troværdigheden i dansk forskning.
Uddannelses- og
Forskningsministeriet
Børsgade 4
Post
Postboks 2135
1015 København K
Tel.
3392 9700
Fax
3332 3501
Mail
[email protected]
Web
www.ufm.dk
CVR-nr.
Ref.-nr.
1680 5408
17/017916-02
Med venlig hilsen
Søren Pind
Side
1/1