Tak.
Det kommer ikke bag på nogen, at Socialdemokratiet ønsker et stærkt og robust offentligt sundhedsvæsen, og så må vi jo også hele tiden sikre, at vi sætter de rigtige rammer op for det.
Lovforslaget her i dag handler om sundhedsloven – sundhedsoplysninger og sundhedsdata.
Dem samler vi nemlig konstant om patienterne og alle de aktiviteter, der finder sted i vores sundhedsvæsen, og det gør vi i vores elektroniske it-systemer.
Det er godt for patienterne, det er godt kommende patienter, men vi skal også konstant forholde os til, hvordan vi bedst sikrer patientsikkerheden og en styrkelse af vores sundhedsvæsen fremover.
Der er tre elementer i ændringen af sundhedsloven.
Først drejer det sig om, hvordan man indhenter og videregiver helbredsoplysninger i forbindelse med kvalitetsarbejdet, som pågår og skal pågå i sundhedsvæsenet.
Derefter drejer lovforslaget sig om, hvordan man indhenter og videregiver helbredsoplysninger om afdøde til brug for politiets og Styrelsen for Patientsikkerheds vurdering af, om der skal laves retslægeligt ligsyn og obduktion.
Og det tredje og sidste element i lovforslaget drejer sig om, hvordan man kan lave nogle forenklinger af proceduren i situationer, hvor det primære sundhedsvæsen, altså den kommunale tandpleje og sundhedsplejen, skal have forældrenes samtykke i forbindelse med behandling af børn under 15 år.
I forhold til at indhente og videregive sundheds- og helbredsoplysninger er det jo sådan i dag, at man har lov til at indhente og videregive oplysninger, når det drejer sig om patientbehandling og i forbindelse med behandling af andre patienter, men der er ikke en mulighed for at indhente helbredsoplysninger til andre formål, og det, dette lovforslag fokuserer på, er kvalitetsudvikling og kvalitetssikring i sundhedsvæsnet, vores behandlingsregimer og på andre områder, hvor man hele tiden skal have et vågent øje med, hvordan det går.
Det, det drejer sig om, er at sikre, at Danske Regioner og kommunerne, men også dem, der praktiserer, altså sundhedspersonerne i vores sundhedsvæsen, løbende kan foretage udvikling og kvalitetssikring.
Og derfor synes Socialdemokratiet, at det her element i lovforslaget er godt, fordi der er behov for, at vi hele tiden lærer.
Vi skal lære af, hvordan man gør tingene i dag, og se på, hvad der kunne være blevet gjort bedre – det er en pligt, vi har over for patienterne og over for vores samfund.
Der er rent faktisk nogle elementer i vores lovgivning i dag, som gør, at der ikke er sammenhæng i forbindelse med de krav, man stiller fra centrale sundhedsmyndigheders side, eksempelvis om, hvordan man følger ventetider og behandlingstider.
Der har man behov for at få nogle flere oplysninger, og det giver lovforslaget mulighed for.
Et emne, vi som sundhedspolitikere drøfter rigtig meget – og det gør patientorganisationer og faglige organisationer også – er utilsigtede hændelser, altså deciderede fejl, som bliver begået i vores sundhedsvæsen.
Her skal der være mulighed for at indhente oplysninger fra patienterne, så man kan få analyseret de indrapporterede fejl og utilsigtede hændelser, der er.
Det er alt sammen for at højne patientsikkerheden og kvaliteten i vores sundhedsvæsen.
Vi har en meget stram persondatalov i Danmark, og det
skal
vi have.
Vi skal værne om og passe på personfølsomme oplysninger, og der er det set fra Socialdemokratiets synspunkt godt, at lovændringen her lægger op til at flugte med den meget stramme lovgivning, vi har.
Jeg synes, det er væsentligt at se på høringssvarene, hvor eksempelvis Danske Patienter, som er paraplyorganisationen for patientorganisationer og -foreninger i Danmark, siger sådan her:
»Vi er positive over for intentionen om at etablere klar og utvetydig hjemmel, der gør det muligt at opfylde behovet for kvalitetsarbejde, til gavn for patienternes behandlingskvalitet og -sikkerhed.
Det er Danske Patienters klare opfattelse, at registrering og anvendelse af persondata er et uvurderligt værktøj for det danske sundhedsvæsen.«
Det næste element, der indgår i lovforslaget her, handler om det retslægelige ligsyn og obduktion.
Her får vi præciseret, at de sundhedspersoner, som arbejder i det her felt – det kan eksempelvis også være kapelassistenterne – fremover får pligt til, hvis politiet eller Styrelsen for Patientsikkerhed henvender sig i forbindelse med usikkerhed vedrørende en persons dødsfald, at give de oplysninger, der bedes om.
Det er af hensyn til borgerne og de pårørende.
Det sidste element – og det skal jeg gøre meget kort, for tiden er gået – er, at der med hensyn til forældre, der har børn under 15 år, nu skal laves en mere smidig ordning, som gør, at man kan give sit samtykke til de behandlinger, der finder sted i den kommunale tandpleje og i sundhedsplejen.
Det udspringer af, at vi har haft en forsøgsordning med nogle frikommuner, som har prøvet det her, og det har vist sig at fungere rigtig godt.
Jeg skal slutte af med at sige, at jeg synes, at lovforslaget afspejler høringssvarene fint, og at man har sikret en balancering i de indkommende høringssvar.
Det er muligt, at Socialdemokraterne vil stille en del spørgsmål frem mod tredjebehandlingen, men vi udtrykker vores umiddelbare støtte til lovforslaget, som det ligger her.
Dog vil vi gerne have, at der også i udvalgsarbejdet bliver kigget på, om der skal indføres en evaluering af visse af elementerne i de her lovændringer, så man fremover kan følge, hvordan det går i forhold intentionen i loven.