L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

Erhvervs-, Vækst- og Eksportudvalget 2016-17
L 157 Bilag 1
Offentligt

NOTAT

15. marts 2017

Høringsnotat vedrørende forslag til lov om betalinger

1. Indledning

Formålet med lovforslaget er at sikre, at rammerne for udbuddet af elek-

troniske betalingstjenester fortsat er tidssvarende og reflekterer den tek-

nologiske udvikling på området. Lovforslaget erstatter den gældende lov

om betalingstjenester og elektroniske penge og gennemfører det revide-

rede direktiv om betalingstjenester i det indre marked, Europa Parlamen-

tets og Rådets direktiv 2015/2366/EU af 13. januar 2016 (herefter 2. beta-

lingstjenestedirektiv, også kaldet PSD2), samt Europa-Parlamentets og

Rådets direktiv 2009/110/EU af 16. september 2009 om adgang til at op-

tage og udøve virksomhed som udsteder af elektroniske penge og tilsyn

med en sådan virksomhed (herefter 2. e-pengedirektiv) Derudover videre-

føres en række nationale særregler på betalingstjenesteområdet med visse

ændringer.

Lovforslaget tilsigter at styrke det indre marked for elektroniske beta-

lingstjenester ved at fremme udviklingen af innovative online og mobile

betalingsløsninger samtidig med, at sikkerheden om elektroniske betalin-

ger øges. Det foreslås derfor som følge af 2. betalingstjenestedirektiv bl.a.

at regulere såkaldte tredjepartsbetalingstjenester, der udbydes af en anden

udbyder end den, der fører brugerens konto (typisk er et pengeinstitut).

Disse tredjeparter kan på vegne af brugeren igangsætte en betaling fra

brugerens konto (såkaldte betalingsinitieringstjenester) eller præsentere

information om en brugers betalinger til fx et forbrugsoverblik (såkaldte

kontooplysningstjenester). Det foreslås derudover at indføre de nye regler

i 2. betalingstjenestedirektiv om sikkerheden ved elektroniske betalinger.

Det indebærer blandet andet, at der i forbindelse med elektroniske beta-

linger skal anvendes såkaldt stærk autentifikation. Stærk autentifikation

er en type af autentifikation, der er baseret på anvendelse af mindst to

faktorer, som er designet med henblik på at foretage en særlig sikker form

for godkendelse af en betaling (fx kombination af en husket kode, chip-

pen i et betalingskort og fingeraftryk eller en anden iboende egenskab ved

betaleren). Endelig implementeres også direktivets forbud mod, at forret-

ninger kan pålægge forbrugere et gebyr for betaling med visse betalings-

kort såsom Dankort, Visa og Mastercard.

Desuden foreslås det med lovforslaget at videreføre visse danske særreg-

ler, som i dag følger af lov om betalingstjenester og elektroniske penge,

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

2/46

med en række ændringer. Herunder kan nævnes, at forretninger med be-

tjent salg fortsat vil være forpligtet til at modtage kontanter som betaling,

dog ikke i tidsrummet fra kl. 22.00 til kl. 06.00. Endvidere justeres reglen

på baggrund af høringen, således at betalingsmodtagere i særligt røveri-

udsatte geografiske områder – udover den generelle lempelse i tidsrum-

met kl. 22.00 til kl. 06.00 – har mulighed for at blive fritaget fra forplig-

telsen til at modtage kontanter i tidsrummet fra kl. 20.00 til kl. 22.00. Det

foreslås også at ændre reglerne om behandling af betalingsdata. På bag-

grund af høringen justeres reglerne således at betalingsdata udover opstil-

ling af forbrugsoverblik og kan benyttes til fx rådgivning og målrettet

markedsføring. Der vil dog stadig gælde et forbud mod at anvende eller

videregive betalingsdata til brug for diskriminerende prissætning.

Derudover foreslås det i vid udstrækning at videreføre de eksisterende

danske forbrugerbeskyttende regler, således at forbrugerne opnår samme

beskyttelse mod misbrug af f.eks. et betalingskort som i dag. Gældende

regler vedrørende rammerne for Dankortet foreslås ligeledes videreført.

Det foreslås endvidere at lempe kravene for at opnå tilladelse til at udby-

de betalingstjenester for små virksomheder for at understøtte iværksætte-

re inden for fintech-området.

Endelig indeholder lovforslaget en række mindre ændringer af teknisk

karakter.

Lovforslaget blev sendt i høring den 11. januar 2017 med frist for hø-

ringssvar den 6. februar 2017. Der er modtaget 46 høringssvar, hvoraf 34

indeholder bemærkninger til lovforslagene.

De væsentligste bemærkninger fra de hørte parter til de enkelte emner i

lovforslagene gennemgås og kommenteres nedenfor.

Visse høringssvar har herudover givet anledning til redaktionelle og tek-

niske ændringer og præciseringer i lovteksten og bemærkningerne. Disse

ændrer ikke ved substansen i de pågældende forslag til lovbestemmelser

og omtales derfor ikke nærmere i dette notat.

Derudover indeholder enkelte høringssvar bemærkninger og opfordringer

til lovinitiativer, som ikke vedrører nærværende lovforslag. Disse omtales

heller ikke nærmere i dette notat.

2. Generelle bemærkninger

Høringen tegner overordnet et billede af, at de hørte parter generelt er

positive over for lovforslagets overordnede formål om at sikre rammerne

for et velfungerende marked for elektroniske betalinger. Dog anføres det i

flere høringssvar, at lovforslaget på enkelte områder indeholder uhen-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

3/46

sigtsmæssige særregler. Det drejer sig særligt om lovforslagets regler om

henholdsvis behandling af betalingsdata samt modtagelse af kontanter.

Overordnet set har Forbrugerrådet Tænk og IT-Politisk Forening udtrykt

støtte til de foreslåede regler om behandling af betalingsdata, der blev

sendt i høring, mens Finans Danmark, Dansk Industri, Dansk Erhverv,

Nets A/S, De Samvirkende Købmænd, Energi- og olieforum og Cardlay

A/S, Clearhaus A/S, Ernit ApS, Flex Funding A/S, Hufsy ApS, Myban-

ker.dk A/S, MyMonii ApS, Pagobox ApS, Spiir A/S, SubHub ApS om-

vendt har udtrykt utilfredshed med disse, idet de anfører, at forslaget

medfører en uhensigtsmæssig begrænsning af mulighederne for udnyttel-

se disse data og stiller danske virksomheder dårligere i konkurrence med

andre europæiske virksomheder.

Derudover er der afgivet en lang række høringssvar vedrørende lov-

forslagets ændring af kontantpligten, som indebærer, at betalingsmodta-

gere kan afvise at modtage kontanter i tidsummet kl. 22.00 til kl. 06.00.

Overordnet set kan Ældresagen, Dansk Industri, og Dansk Erhverv tilslut-

te sig, at der sker en afgrænset lempelse af kontantreglen i aften- og natte-

timerne, men foreslår samtidig at reglen tages op til revision om 2 år.

Finans Danmark, Energi- og Olieforum, Dansk Erhverv, De samvirkende

købmænd og Nationalbanken har anført, at forslaget er positivt, men at

kontantpligten bør lempes yderligere.

Dansk Industri, Dansk Erhverv, Dansk Live, Roskilde Festival og Bran-

cheforeningen Dansk Luftfart anfører, at visse typer betalingsmodtagere,

såsom flyselskaber og festivaller eller særligt udsatte betalingsmodtagere

bør kunne undtages helt fra forpligtelsen til at modtage kontanter. Rådet

for socialt udsatte, Sikkerhedsbranchen, IT-politisk Forening og Forbru-

gerrådet Tænk støtter ikke, at kontantreglen lempes.

De ovenfornævnte emner gennemgås nærmere nedenfor sammen med

bemærkninger til de øvrige emner, der er rejst i høringssvarene.

3. Bemærkninger til konkrete emner

Kommenteringen af høringssvarene vil ske med udgangspunkt i følgende

overordnede opdeling:

3.1.

Lovforslagets anvendelsesområde

3.1.1. Udbydere af kontooplysningstjenester

3.1.2. Anvendelsesområdet for reglerne om databeskyttelse i

henhold til betalingstransaktioner foretaget via handels-

agenter

3.1.3. Videreførelse af eksisterende dispensationer

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

4/46

3.1.4. Undtagelse af betalingsinstrumenter med begrænset an-

vendelse

3.1.5. Skal virksomheder, der er omfattet af § 5, nr. 18 være om-

fattet af § 96 om udstedelse og indløsning af elektroniske

penge?

3.2.

Lovforslagets definitioner

3.2.1. Definitionen af erhvervsmæssig fysisk pengetransport

3.2.2. Definitionen af betalingsinstrumenter med begrænset an-

vendelse

3.2.3. Definition af betalingskonto

3.3.

Betalinger via mobiltelefoner og registrering og betaling af

telefoni via sim-kort

3.4.

Tilladelsesmæssige krav

3.4.1. Elektronisk register (Lovforslagets § 14)

3.4.2. Opbevaring af oplysninger (Lovforslagets § 16)

3.5.

Udbydere af betalingstjenesters andre aktiviteter

3.6.

Udenlandske institutter, der er meddelt tilladelse i et andet

EU- eller EØS-land

3.7.

Straffebestemmelser

3.8.

Kontantreglen

3.9.

Meddelelse, tilbagekaldelse og ændring af samtykke

3.9.1. Mulighed for kreditorskifte (Lovforslagets § 82)

3.9.2. Autorisation af betalinger (Lovforslagets § 82, stk. 1)

3.9.3. Meddelelse af samtykke (Lovforslagets § 82, stk. 2)

3.9.4. Tilbagekaldelse af samtykke (Lovforslagets § 82, stk. 3)

3.9.5. Reservation af midler ved en kortbaseret betalingstrans-

aktion (Lovforslagets § 95)

3.10.

Tredjepartsudbydere

3.10.1. Betalingsinitieringstjenesters adgang til data

3.10.2. Adgang til oplysninger om iværksættelse og gennemfør-

sel af en betalingstransaktion for en udbyder af betalings-

initieringstjenester

3.10.3. Kontooplysningstjenester (Lovforslagets §§ 87 og 88)

3.10.4. Kontooplysningstjenester (Lovforslaget § 60)

3.11.

Hæftelses- og ansvarsregler

3.11.1. Indsigelse mod uautoriserede betalinger

3.11.2. Hæftelsesreglerne (Lovforslagets § 100)

3.11.3. Videregivelse af oplysninger, når det ikke er muligt at

tilbageføre midler

3.12.

Tilbageføreles af betalingstransaktioner ved fjernsalg (char-

ge back)

3.13.

Gebyrer

3.13.1. Forbud mod overvæltning af gebyrer

3.13.2. Urimelige høje priser og avancer

3.14.

Databeskyttelse og behandling af betalingsdata

Krav om udtrykkeligt samtykke ved behandling af per-

sonoplysninger

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

5/46

Anvendelsesområdet for reglerne om behandling af beta-

lingsdata (Lovforslagets § 1, stk. 6, og § 124, stk. 3)

Behandling af betalingsdata

3.15.

Operationel sikkerhed og stærk autentifikation

3.15.1. Præcisering af reglerne om operationel sikkerhed

3.15.2. Stærk autentifikation

3.16.

Ikrafttrædelse

3.17.

Administrative konsekvenser for Forbrugerombudsmanden

3.1. Lovforslagets anvendelsesområde

3.1.1. Udbydere af kontooplysningstjenester

Dansk Erhverv har anført, at § 1, stk. 2-4, angiver, hvilke af lovens be-

stemmelser, der finder anvendelse på henholdsvis filialer af udenlandske

virksomheder, agenter af udenlandske virksomheder og grænseoverskri-

dende tjenesteydelser i Danmark. I alle tilfælde fremgår det, at de forbru-

gerbeskyttende regler i lovens kapitel 4-11 finder anvendelse, når der er

meddelt ”tilladelse” til at udbyde en betalingstjeneste.

Dansk Erhverv har endvidere anført, at det fremgår af lovforslagets § 9,

at betalingstjenester omfattet af lovens bilag 1, nr. 1-7 (alle former for

betalingstjenester udover kontooplysningstjenester), kræver en tilladelse.

Udbud af kontooplysningstjenester er en betalingstjeneste, som kræver en

”registrering” i stedet for en tilladelse jf. § 60.

Dansk Erhverv har i den forbindelse anført, at dette medfører, at kontoop-

lysningstjenester, der udbydes i Danmark af en udenlandsk virksomhed,

ikke er omfattet af de forbrugerbeskyttende regler i lovens kapitel 4-11.

Dansk Erhverv anfører, at dette ikke kan være hensigten, da det vil med-

føre en konkurrenceforvridning. Dansk Erhverv anfører derfor, at lovens

§ 1, stk. 2-4, bør præciseres.

Camphausen CO Advokatfirma har på vegne af fintech- virksomhederne

Cardlay A/S, Clearhaus A/S, Ernit ApS, Flex Funding A/S, Hufsy ApS,

Mybanker.dk A/S, MyMonii ApS, Pagobox ApS, Spiir A/S og SubHub

ApS endvidere anført, at som § 1, stk. 4, er formuleret i lovudkastet, vil

bl.a. lovens regler i § 124 for brug af betalingsdata kun gælde for grænse-

overskridende aktiviteter her i landet ydet af de udenlandske virksomhe-

der, som er meddelt egentlig tilladelse til at udbyde betalingstjenester i et

andet EU/EØS-land, men ikke alle andre udenlandske virksomheder, som

måtte udøve grænseoverskridende aktiviteter her i landet. Det anføres

videre, at § 1, stk. 4, bør præciseres.

Camphausen CO Advokatfirma har endvidere anført, at det fremgår af

lovudkastets § 60, stk. 1, at virksomheder, der kun udbyder kontooplys-

ningstjenester, skal registreres hos Finanstilsynet, og at bestemmelsens

formulering kan give anledning til den fejlagtige opfattelse, at sådanne

virksomheder udelukkende må udbyde kontooplysningstjenester og der-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

6/46

med ikke må udøve andre aktiviteter, herunder såkaldte accessoriske (til-

hørende) aktiviteter, som ikke er betalingstjenester omfattet af loven.

Det anføres videre, at bestemmelsen bør ændres, så det præciseres, at det

er de virksomheder, som udbyder betalingstjenester i henhold til bilag 1,

nr. 8 (kontooplysningstjenester), og som ikke samtidig udbyder betalings-

tjenester i henhold til bilag 1, nr. 1-7, der skal registreres hos Finanstilsy-

net. Alternativt kunne det overvejes at indsætte en definition af en konto-

oplysningstjenesteudbyder i lovens § 7. Derudover bemærkes det, at den i

§ 60 foreskrevne registreringspligt for udbydere af kontooplysningstjene-

ster i realiteten udgør en tilladelsespligt efter den almindelige opfattelse

og den sædvanlige sprogbrug i den danske finansielle lovgivning. Camp-

hausen Co Advokatfirma anfører, at det derfor bør overvejes at benytte

ordet tilladelse om kontooplysningstjenesterne, uanset at direktivet an-

vender ordet registrering, således at den danske finansielle lovgivning

bevarer en konsekvent sprogbrug.

Kommentar

For så vidt angår bestemmelserne om lovens anvendelsesområde er det

ikke hensigten med lovforslaget at undtage kontooplysningstjenester, der

udbydes i Danmark af en udenlandsk virksomhed, fra lovens forbruger-

beskyttende regler i kapitel 4-11. Lovforslagets § 1, stk. 2-4, vil derfor

blive præciseret, således at det klart fremgår, at udenlandske virksomhe-

der, der er meddelt tilladelse eller er registreret til at udbyde betalings-

tjenester omfattet af lovforslagets bilag 1, nr. 1-8, i et andet EU- eller

EØS-land, og som udbyder betalingstjenester i Danmark, også er omfat-

tet af lovforslagets kapitel 4-11.

Det er anført i høringssvarene, at lovforslaget kan opfattes misvisende i

forhold til, at udbud af kontooplysningstjenester kræver registrering hos

Finanstilsynet, mens øvrige udbud af betalingstjenester kræver en tilla-

delse, da udbydere af kontooplysningstjenester reelt bliver underlagt til-

syn, samt en række yderligere krav i lovforslaget. Det skal dog hertil be-

mærkes, at begrebet ”registrering” følger af 2.betalingstjenestedirektivs

artikel 5, stk. 3, mens begrebet ”tilladelse” anvendes i artikel 5, stk. 1.

Det er Finanstilsynets vurdering, at denne sprogbrug alene er anvendt

for at signalere, at tilladelseskravene for at udbyde kontooplysningstjene-

ster er lempeligere end tilladelseskravene for at udbyde andre betalings-

tjenester, og ikke, at der er en egentlig forskel i tilsynet eller i udbydernes

forpligtelse til at efterleve lovens krav. For at tydeliggøre dette, ændres

lovforslagets § 60, således at ordet ”tilladelse” også anvendes i relation

til udbydere af kontooplysningstjenester, i stedet for ordet ”registrering”.

For så vidt angår den del af høringssvarene, der går på, at formuleringen

af lovforslagets § 60 kan give anledning til den fejlagtige opfattelse, at

udbydere af kontooplysningstjenester ikke må udøve andre aktiviteter,

skal det bemærkes, at det er korrekt, at det følger af 2. betalingstjeneste-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

7/46

direktiv, at udbydere af kontooplysningstjenester også har mulighed for

at udøve andre aktiviteter. Det følger således af lovforslagets § 60, stk. 4,

at udbydere med tilladelse til at udbyde kontooplysningstjenester skal

behandles som betalingsinstitutter. Lovforslagets § 18 om andre aktivite-

ter finder derfor også anvendelse for disse udbydere. For at sikre, at

denne retsstilling er tydelig i lovforslaget, vil det i bemærkningerne til §

60, stk. 4, blive præciseret, at udbydere af kontooplysningstjenester er

omfattet af retten til at udbyde andre aktiviteter.

3.1.2. Anvendelsesområdet for reglerne om databeskyttelse i forhold til

betalingstransaktioner foretaget via handelsagenter

Peercraft har anført, at ifølge lovforslagets § 5, nr. 2, finder loven ikke

anvendelse på betalingstransaktioner fra en betaler til en betalingsmodta-

ger gennem en handelsagent, men dog at lovforslagets § 124 finder an-

vendelse på alle erhvervsdrivende, jf. lovforslagets § 1, stk. 6. Peercraft

foreslår, at det specificeres i § 124, at bestemmelsen ikke gælder for tje-

nesteudbydere, der udelukkende udfører behandling af betalingsdata på

vegne af betalerne og efter disses anmodning, hvilket vil sige handels-

agenter.

Kommentar

Lovforslagets § 124, stk. 3, er en forbrugerbeskyttelsesbestemmelse, der

blandt andet har til formål at sikre, at følsomme oplysninger om, hvor en

forbruger har anvendt en betalingstjeneste og hvad der er købt, ikke be-

handles til opstilling af forbrugsprofiler m.v. Det er derfor hensigten med

lovforslaget, at § 124, stk. 3, skal finde anvendelse på alle erhvervsdri-

vende, der behandler oplysninger om, hvor en betaler har anvendt en

betalingstjeneste, og hvad den har været anvendt til.

Det vil sige, at alle erhvervsdrivende, der behandler oplysninger om,

hvor betaler har anvendt en betalingstjenesten, og hvad den har været

anvendt til (herunder handelsagenter og virksomheder, der udelukkende

udfører behandling af betalingsdata på vegne af betaleren) vil være om-

fattet af lovforslagets § 124, stk. 3, uanset at denne type aktivitet i øvrigt

er undtaget i medfør af lovforslagets § 5.

Lovforslagets § 1, stk. 6, vil derfor blive præciseret således, at det tyde-

ligt fremgår, at § 124, stk. 3, finder anvendelse på erhvervsdrivende, der

behandler oplysninger om, hvor en betaler har anvendt en betalingstjene-

ste, og hvad den har været anvendt til, uanset § 5.

3.1.3. Videreførelse af eksisterende dispensationer

Finans Danmark har anført, at de ønsker klarhed over, om dispensationer

givet i medfør af § 1, stk. 3, i den gældende lov om betalingstjenester og

elektroniske penge (erhvervsministerens hjemmel til at dispensere fra

lovens danske særregler) videreføres, når lov om betalinger træder i kraft,

eller om der skal indgives nye ansøgninger.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

8/46

Rejsekort A/S har anført, at for så vidt angår produktet Rejsekort Ano-

nymt har Rejsekort A/S i dag en tidsubegrænset dispensation fra den gæl-

dende § 53, stk. 1, nr. 1 og 2, som synes uændret videreført med lov-

forslagets § 70. På denne baggrund anmoder Rejsekort A/S om, at der i

den nye lov om betalinger etableres en konkret hjemmel til, at Finanstil-

synet i særlige tilfælde kan dispensere fra kravene i kapitel 5-7, for så

vidt angår betalingsinstrumenter omfattet af § 5, nr. 14 og 15 (betalings-

instrumenter med begrænset anvendelse). En sådan hjemmel synes ikke

at fremgå af lovforslaget.

Peercraft ApS har anført, at det bør præciseres i lovforslaget, hvorvidt en

af erhvervsministeren givet dispensation i henhold til lovforslagets § 1,

stk. 7 (videreførelsen af den nuværende lovs § 1, stk. 3, jf. ovenfor), kan

erstatte brugerens samtykke, eller om udnyttelsen af en dispensation er

betinget af brugerens samtykke.

Kommentar

Med nærværende lovforslag ophæves den nugældende lov om betalings-

tjenester og elektroniske penge. Dispensationer, der er givet efter § 1, stk.

3, i nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge vil såle-

des bortfalde, idet hjemlen til at have givet disse eventuelle dispensatio-

ner, ikke længere findes.

Med det nye forslag til lov om betalinger gennemføres en væsentlig revi-

dering af lovgivningen på området. Der er med lovforslaget taget fornyet

politisk stilling til de bestemmelser, der tidligere har været givet dispen-

sationer i medfør af, og der foretages med lovforslaget en række materi-

elle ændringer i reglerne om anvendelsesområde, kontantpligt og databe-

skyttelse.

Virksomheder, der i dag har en dispensation efter den nugældende lov

om betalingstjenester og elektroniske penge, skal derfor på ny ansøge om

dispensation efter lov om betalinger, såfremt dispensationen ønskes beva-

ret.

For at sikre rimelige og passende vilkår for virksomheder, der i dag er

dispenseret fra visse bestemmelser i lov om betalingstjenester og elektro-

niske penge, vil der i lovforslagets § 153 blive indført en overgangsperio-

de, således at alle eksisterende dispensationer løber frem til 1. juli 2018.

Ønsker en virksomhed derefter fortsat at være dispenseret fra visse be-

stemmelser i lov om betalinger, skal der ansøges herom inden 1. juli

2018. Den eksisterende dispensation vil derefter løbe, indtil den nye an-

søgning er behandlet.

For så vidt angår spørgsmålet om, hvorvidt erhvervsministerens dispen-

sation kan erstatte en brugers samtykke, skal det bemærkes, at lovforsla-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

9/46

gets § 1, stk. 7, alene giver erhvervsministeren adgang til at dispensere

helt eller delvist fra de af lovforslagets regler, der ikke gennemfører en

EU-retsakt. Kravet om samtykke følger direkte af 2. betalingstjenestedi-

rektiv, og erhvervsministeren kan derfor ikke dispensere herfra.

Kommentar

Det er hensigten med lovforslaget, at undtagelsen i § 5, nr. 14-16, skal

omfatte alle betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse, uanset om

de betalingstransaktioner, der gennemføres med disse instrumenter, sker

på baggrund af elektroniske penge eller andre midler, således at undta-

gelsesbestemmelsen kan rumme alle tilfælde, så længe de betalingsin-

strumenter, der anvendes i øvrigt opfylder betingelserne i § 5, nr. 14-16.

Det vil derfor blive præciseret i bemærkningerne, at undtagelsen gælder

for både efterbetalte betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse og

forudbetalte betalingsinstrumenter (elektroniske penge) med begrænset

anvendelse, således at det bliver klart, at undtagelsen også omfatter til-

fælde nævnt i 2. e-pengedirektivs artikel 1, stk. 4.

3.1.5. Hvilke virksomheder skal være omfattet af § 96 om udstedelse og

indløsning af elektroniske penge?

Dansk Erhverv anfører, at det foreslås, at § 96 også skal finde anvendelse

på ikke-vederlagsfrie elektroniske tjenester, jf. § 1, stk. 5. Det betyder, at

det fortsat skal være muligt for indehaveren af elektroniske gavekort at

kræve udestående værdi af et gavekort indløst. Dansk Erhverv mener, at

elektroniske gavekort ikke skal omfattes af reglerne om indløsning, såle-

des at fysiske papirgavekort og elektroniske gavekort sidestilles.

Kommentar

Elektroniske gavekort er i nugældende lov om betalingstjenester og elek-

troniske penge omfattet af reglerne om betalingssurrogater. Det indebæ-

rer blandt andet en forpligtelse for udstedere af elektroniske gavekort til

at indløse udestående værdi til en forbruger i op til et år efter udløb. Med

dette lovforslag er elektroniske gavekort omfattet af § 1, stk. 5. Det er

med lovforslaget ikke hensigten at sænke forbrugerbeskyttelsen på områ-

det, hvorfor § 96 finder anvendelse på virksomheder omfattet af § 1, stk.

5, og lovforslaget opretholdes derfor.

3.2. Lovforslagets definitioner

3.2.1. Definitionen af erhvervsmæssig fysisk pengetransport

NOKAS Værdihåndtering A/S har anført, at det ikke er fysisk muligt at

udføre en ren fysisk håndtering af sedler og mønter i Danmark, da kun-

dernes bank ikke nødvendigvis giver mulighed for dette. Derfor ønskes

bemærkningerne til § 5, nr. 3 om erhvervsmæssig fysisk pengetransport

præciseret således, at det fremgår at overførsel af midler til kundens kon-

to i dag er en integreret del af leveringen af kontanter via kundens bank.

Da banken indsætter midlerne på kontanthåndteringsselskabets konto i

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

10/46

stedet for kundernes konti, skal overførelsen være omfattet af undtagel-

sen, da denne er nødvendig for, at kontanthåndteringsselskabet kan levere

kundernes midler til kunden. Det er således ikke en selvvalgt overførsel,

som angivet i bemærkningerne.

Kommentar

Undtagelsen i lovforslagets § 5, nr. 3, følger af ordlyden af artikel 3, litra

c, i 2. betalingstjenestedirektiv. Det følger heraf, at undtagelsen alene

gælder for erhvervsmæssig fysisk transport af sedler og mønter, herunder

afhentning, transport, håndtering og levering af sedler og mønster, uden

at disse på noget tidspunkt indestår på kontanthåndteringsselskabets

egen konto. Hvorvidt den overførsel, der sker mellem kontanthåndte-

ringsselskabets konto og de enkelte kunders konti, er selvvalgt eller på-

tvunget af udefrakommende årsager, er i dette tilfælde ikke relevant. Lov-

forslagets § 5, nr. 3, med de tilhørende bemærkninger er affattet i over-

ensstemmelse med 2. betalingstjenestedirektiv, hvorfor forslaget opret-

holdes.

3.2.2. Definitionen af betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse

Finans og Leasing har anført støtte til forslagets § 5, stk. 1, nr. 15, som

foreslår at undtage betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse fra

tilladelseskravet.

Finans og Leasing anfører dog videre, at bemærkningerne jf. ordene ”et

bestemt antal funktionelt forbundne varer eller tjenesteydelser”

ikke sy-

nes i harmoni med de efterfølgende ord

”begrænset række varer eller

tjenesteydelser”.

Finans og Leasing foreslår, at ”et bestemt antal” varer

eller tjenester slettes fra bemærkningerne.

Rejsekortet A/S opfordrer til, at lovforslagets § 50 ændres i form af en

tilføjelse, der svarer til § 39 p, stk. 1, nr. 1, således, at der også fremover

bliver mulighed for at opnå en begrænset tilladelse baseret på begrænset

anvendelse, da der ikke er bestemmelser i betalingstjenestedirektivet, der

forhindrer en sådan undtagelse.

Endvidere anføres det, at det er meget væsentligt, at § 1, stk. 3, i bekendt-

gørelse nr. 574 af 02/06/2016 om udstedere af elektroniske penges sikring

af brugermidler videreføres uændret, når lovforslaget bliver vedtaget.

Kommentar

Bestemmelsen gennemfører artikel 3(k), punkt ii, i 2. betalingstjenestedi-

rektiv. Det følger heraf, at et betalingsinstrument, der alene kan anvendes

til at erhverve et meget begrænset udvalg af varer eller tjenester, ikke er

omfattet af direktivets anvendelsesområde. Det uddybes i betragtning nr.

13 i direktivets præambel, at et betalingsinstrument bør betragtes som et

sådant instrument, hvis det kun kan benyttes til erhvervelse af varer og

tjenester hos en bestemt forretningsdrivende eller til erhvervelse af et

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

11/46

meget begrænset udvalg af varer og tjenester, som f.eks. når anvendel-

sesområdet i praksis er begrænset til et bestemt antal funktionelt for-

bundne varer eller tjenester, uanset salgsstedets geografiske placering.

Det fremgår videre af betragtning nr. 13 i direktivets præambel, at det

ikke er hensigten med bestemmelsen at undtage betalingsinstrumenter,

der omfatter betydelige betalingsmængder og -værdier og tilbyder for-

brugerne hundreder eller tusinder af forskellige produkter og tjenester.

Dette vil blive præciseret i bemærkningerne til bestemmelsen.

For så vidt angår det af Rejsekort A/S anførte skal det bemærkes, at med

lovforslaget bortfalder tilladelseskravet for virksomheder, der udsteder

betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse. Dette omfatter eksem-

pelvis kort, der alene kan anvendes til offentlig transport. Det følger så-

ledes af forslaget til § 5, nr. 14-16, at disse virksomheder er undtaget fra

lovforslagets anvendelsesområde med undtagelse af de forbrugerbeskyt-

tende regler. Baggrunden for dette forslag er ønsket om en lempelse af de

erhvervsmæssige administrative byrder, uden der sker en reduktion af

den eksisterende forbrugerbeskyttelse. Det skal endvidere bemærkes, at

betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse ikke er omfattet af an-

vendelsesområdet for 2. betalingstjenestedirektiv og 2. e-pengedirektiv,

hvorfor det er valgt at fjerne tilladelseskravet for udstedelse af elektroni-

ske penge lagret på betalingsinstrumenter med begrænset anvendelse.

Det vil sige, at et betalingsinstrument, der kun kan anvendes til offentlig

transport, ikke længere vil være omfattet af en krav om tilladelse, mens

de forbrugerbeskyttende regler fortsat vil finde anvendelse.

For så vidt angår ønsket om at videreføre § 1, stk. 3, i bekendtgørelse nr.

574 af 02/06/2016 om udstedere af elektroniske penges sikring af bru-

germidler, så bortfalder krav om sikring af brugermidler, for udbyderen

med en begrænset tilladelse, med dette lovforslag. Det vil sige, at forplig-

telsen til at sikre brugermidler, og derved nævnte bekendtgørelse, vil

bortfald ved ikrafttrædelse af dette lovforslag.

3.2.3. Definition af betalingskonto

Finans og Leasing spørger under henvisning til lovforslagets § 7, stk. 1,

nr. 16, om en konto, der oprettes i forbindelse med udstedelsen af et kre-

ditkort, hvor der hver måned udsendes et kontoudtog med en saldo, der

skal udlignes, f.eks. via betaling af det fremsendte girokort eller med be-

taling af saldoen via BS, er at anse som en betalingskonto.

Kommentar

Det er Finanstilsynets opfattelse, at den ovenfor beskrevne type konto kan

falde under definitionen i lovforslagets § 7, stk. 1. Det fremgår af defini-

tionen i lovforslagets § 7, stk. 1, nr. 16, at en betalingskonto er en konto,

der er oprettet med henblik på at foretage betalinger. Dette vil eksempel-

vis være tilfældet, hvis der er knyttet et betalingsinstrument til kontoen.

Bestemmelsen opretholdes uændret.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

12/46

3.3. Betalinger via mobiltelefoner og registrering og betaling af tele-

foni via sim-kort

Teleindustrien – teleselskabernes branchesamarbejde foreslår en ophæ-

velse af de danske særregler, hvorefter ’SIM-kort til en mobiltelefon’, og

’Betalinger via mobiltelefon med tillægstakseret sms’, er omfattet af for-

slaget til lov om betalinger. Disse tjenester er i dag omfattet af henholds-

vis reglerne om betalingssurrogater og reglerne om betalingsinstrumenter

med begrænset anvendelse i den nugældende lov om betalingstjenester og

elektroniske penge.

Hvis ophævelse af de særlige danske regler ikke kan imødekommes, fore-

slår Teleindustrien – teleselskabernes branchesamarbejde, at gældende ret

fastholdes og ikke afløses af de stramninger i reglerne om hæftelse og

selvrisiko ved brug af SIM-kort til en mobiltelefon, som udkastet til lov-

forslag lægger op til. Formålet med lovforslaget er således at implemente-

re ny EU-regulering for almindelige betalingstjenester, som bl.a. stiller

krav om, at forbrugeres hæftelse og selvrisiko ved uberettiget brug af

betalingskort skal nedsættes fra de nuværende 1100 kr. til fremover kun

375 kr. 2. betalingstjenestedirektiv gælder imidlertid ikke for hverken

’SIM-kort til en mobiltelefon’ eller ’Betalinger via mobiltelefon med til-

lægstakseret sms’. Der er derfor ikke krav i direktivet om at stramme

gældende ret for teleselskaberne.

Teleindustrien – teleselskabernes branchesamarbejde anmoder om, at det

præciseres, at fastnettelefoni og overtakserede tjenester udbudt via tele-

fonnumre, der begynder med 90 (tidligere

kaldet ”Service 900-

tjenester”),

ikke er omfattet af den nye regel i lovudkastets § 5, nr. 17,

således at den nye regel som hidtil kun omfatter ’Betalinger via mobilte-

lefon med tillægstakseret sms’.

Teleindustrien – teleselskabernes branchesamarbejde anmoder endvidere

om, at bemærkningerne til lovforslaget fortsat understøtter gældende

praksis, hvorefter kunden hæfter for tab som følge af andres uberettigede

brug af sim-kortet, hvis mobiltelefonen er tændt og PIN-koden er indta-

stet. Det er således kun ved ’Betalinger via mobiltelefon med tillægstak-

seret sms’, at reglerne om hæftelse og selvrisiko kun finder anvendelse,

hvis der sker autentifikation umiddelbart i forbindelse med den enkelte

betaling.

Kommentar

Det er hensigten med lovforslaget, at de gældende forbrugerbeskyttende

regler, herunder bl.a. hæftelse ved misbrug, videreføres, dog således at

betalers selvrisiko justeres i overensstemmelse med 2. betalingstjeneste-

direktiv. Den nugældende forbrugerbeskyttelse indebærer bl.a., at ’SIM-

kort til en mobiltelefon’ og ’betalinger via mobiltelefon med tillægstakse-

ret sms’ er omfattet af en række forbrugerbeskyttende regler, herunder

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

13/46

betalers hæftelse ved misbrug. Lovforslaget opretholdes derfor med hen-

blik på, at forbrugerbeskyttelsen videreføres uændret, dog med den æn-

dring, at betalers selvrisiko nedsættes i overensstemmelse med 2. beta-

lingstjenestedirektiv.

For så vidt angår fastnettelefoni og overtakserede tjenester udbudt via

telefonnumre, der begynder med 90, er disse tjenester ikke omfattet af

nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Det er ikke

hensigten med lovforslaget at omfatte disse tjenester. Det følger dog af

artikel 3, litra l, i 2. betalingstjenestedirektiv, at betalingstransaktioner,

der opkræves over den til telefonabonnementet tilknyttede regning i tillæg

til afregningen for den egentlig teleydelse, er undtaget fra direktivets an-

vendelsesområde, hvis betalingstransaktionen kun anvendes til donation

til almennyttig virksomhed, køb af billetter eller køb af digitalt indhold og

stemmebaserede tjenester og ikke overstiger en værdi svarende til 50

euro, eller den samlede værdi af transaktioner for en enkelt abonnent

ikke overstiger en værdi svarende til 300 euro pr. måned. Dette er gen-

nemført i lovforslagets § 5, nr. 17. Dog skal virksomheder, der kun udby-

der denne type betalingstransaktioner, overholde lovforslagets § 62, som

indeholder regler om, at virksomheden skal orientere Finanstilsynet om

udbuddet af disse tjenester. Lovforslagets § 62 gennemfører således arti-

kel 37, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv.

Det betyder, at fastnettelefoni ikke er omfattet af § 5, nr. 17. Hvis abon-

nenten via opkald kan erhverve varer og tjenesteydelser, der overstiger

de ovenfor anført betingelser, som ikke udbydes af teleselskabet selv, vil

de derimod være omfattet af lovforslaget.

Med henblik på at opnå ovennævnte retsstilling ændres § 5, nr. 17, såle-

des at virksomheder, der udbyder tjeneste omfattet af den bestemmelse,

alene er omfattet af lovforslagets § 62, i overensstemmelse med artikel

37, stk. 3, i 2. betalingstjenestedirektiv. Det præciseres endvidere i be-

mærkningerne, at § 5, nr. 17, således ikke omfatter fastnettelefoni eller

registrering og betaling af mobiltelefoni via sim-kort. Dertil ændres § 1,

stk. 5, således at denne også omfatter betalingstransaktioner, hvor beta-

lerens samtykke til at gennemføre en transaktionen meddeles ved hjælp

telekommunikationsudstyr, og betalingen sker til den operatør, der driver

kommunikationsnettet, og som kun agerer som mellemmand mellem bru-

geren af betalingstjenesten og leverandøren af varer og tjenesteydelser,

uden at disse tjenester udgør en betalingstjeneste omfattet af lovforsla-

gets bilag 1. Dette indebærer, at ’betalinger via mobiltelefon med tillægs-

takseret sms’ vil blive omfattet af de samme forbrugerbeskyttende regler

som eksempelvis ’sim-kort til en mobiltelefon’. Dette gælder uanset und-

tagelserne i lovforslagets § 5, således at de forbrugerbeskyttende regler

finder anvendelse på ’sim-kort til en mobiltelefon’, og ’Betalinger via

mobiltelefon med tillægstakseret sms’ som tidligere.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

14/46

Endelig bemærkes det, at bemærkningerne til § 100 ændres, således at

det tydeligt fremgår, at lovforslaget tilsigter at videreføre gældende for-

brugerbeskyttelse, så Teleankenævnets gældende praksis videreføres. Det

betyder, at selvrisikoreglen kun finder anvendelse, ved betaling via en

mobiltelefon med tillægstakserede sms, hvis den personlige sikkerheds-

foranstaltning anvendes umiddelbart i forbindelse med den enkelte beta-

ling. Ligeledes finder selvrisikoreglen i forhold til sim-kort til en mobilte-

lefon til brug for registrering og betaling for forbrug af mobiltelefonsam-

taler mv. kun anvendelse, når mobiltelefonen er tændt, og den tilhørende

kode er indtastet. Bemærkningerne præciseres ligeledes, så det tydeligt

fremgår, at den nye bestemmelse ligesom hidtil kun omfatter ”betalinger

via mobiltelefon med tillægstakseret sms”. Der henvises i øvrigt til afsnit

3.11, som omhandler hæftelses- og ansvarsreglerne.

3.4. Tilladelsesmæssige krav

3.4.1. Elektronisk register (Lovforslagets § 14)

Finans Danmark ønsker et elektronisk register, der opdateres i realtid, og

som gør det muligt for brugerne at søge efter relevant information.

Kommentar

Det er Finanstilsynets forståelse, at Finans Danmark ønsker et elektro-

nisk register over virksomheder, der er meddelt tilladelse som betalings-

institut, og som opdateres i realtid, med henblik på at gøre det muligt for

brugerne at søge efter relevant information.

Ønsket må antages at udspringe i behovet for at kunne verificere, at en

given virksomhed, der ønsker at tilgå en brugers konto hos en anden be-

talingstjenesteudbyder, enten som udbyder af betalingsinitieringstjenester

eller kontooplysningstjenester, har den nødvendige tilladelse.

Det skal på den baggrund bemærkes, at formålet med indførslen af et

elektronisk register, som beskrevet i lovforslagets § 14, er at øge gennem-

sigtigheden på markedet for betalingstjenester og dermed øge forbruger-

beskyttelsen, jf. præambelbetragtning nr. 42 til 2. betalingstjenestedirek-

tiv. Formålet er således at give markedsaktører og brugere mulighed for

at søge information om, hvilke virksomheder, der har tilladelse til at ud-

øve aktiviteter i henhold til lov om betalinger. Der er med lovforslaget

ikke taget stilling til, hvor ofte registeret skal opdateres, og om det kan

eller bør kunne anvendes på en så operationel måde, som Finans Dan-

mark ønsker.

Endeligt skal det bemærkes, at det fremgår af artikel 15, i 2. betalingstje-

nestedirektiv, at den europæiske banktilsynsmyndighed (herefter EBA)

skal udvikle, drive og vedligeholde et centralt elektroniske register. Op-

lysningerne til registeret skal leveres af de kompetente myndigheder i

medlemslandene, og EBA skal gøre registeret offentligt tilgængeligt onli-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

15/46

ne, og sikre let adgang til, og let søgning i, registeret. På baggrund af

ovenstående vil lovforslaget blive opretholdt uændret.

3.4.2. Opbevaring af oplysninger (Lovforslagets § 16)

Finans Danmark anfører, at ifølge lovforslagets § 16 er et e-pengeinstitut

eller betalingsinstitut forpligtet til at opbevare oplysninger, der er rele-

vante i forbindelse med betalingsinstituttets tilladelse, i mindst 5 år. Fi-

nans Danmark ønsker præcisereret, hvornår fristen på de 5 år gælder fra,

eksempelvis om det er fra tidspunktet for ansøgning om tilladelse eller

tidspunktet for tildeling af tilladelse.

Kommentar

Lovforslagets § 16 indeholder en forpligtelse for institutterne til at opbe-

vare alle oplysninger, der kan være relevante for Finanstilsynets vurde-

ring af instituttets forhold i forbindelse med den meddelte tilladelse, i

mindst 5 år. Formålet med forpligtelsen er at sikre, at instituttet efterføl-

gende kan påvise de forhold, der lå til grund for tilladelsen. Det er hen-

sigten, at forpligtelsen skal gælde fra det tidspunkt, hvor tilladelsen med-

deleles betalingsinstituttet. Dette vil blive præciseret i bemærkningerne til

lovforslagets § 16.

3.5. Udbydere af betalingstjenesters andre aktiviteter

(Lovforslagets

§§ 19 og 20)

Finans Danmark har anført, at

udstedere af elektroniske penge

bør erstat-

tes med

e-pengeinstitutter

i lovforslagets § 19, jf. artikel 6 og 12, i 2. e-

pengedirektiv.

Finans Danmark har anført, at

udbydere af betalingstjenester

i lovforsla-

gets § 20, stk. 3, nr. 4, bør erstattes med

betalingsinstitutter,

jf. 2. beta-

lingstjenestedirektiv artikel 18, stk. 2-6. Betegnelsen

betalingsinstitut

anvendes også i § 20, stk. 3, nr. 4.

Kommentar

Hensigten med lovforslagets § 19, er alene at forbyde virksomheder, med

enten e-pengeinstituttilladelse eller med begrænset tilladelse til at udste-

de elektroniske penge, i at udøve de nævnte aktiviteter. Bestemmelsen har

således ikke til hensigt at omfatte institutter med tilladelse til at udstede

elektroniske penge.

Lovforslagets § 19 vil derfor blive justeret, således at bestemmelsen kun

omfatter e-pengeinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse i

henhold til § 50.

Hensigten med lovforslagets § 20 er alene at omfatte virksomheder med

enten en betalingsinstituttilladelse eller begrænset tilladelse til at udbyde

betalingstjenester. Begrebet ” udbydere af betalingstjenester” omfatter

imidlertid alle virksomheder, der udbyder betalingstjenester, herunder

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

16/46

også pengeinstitutter. Pengeinstitutter bør i overensstemmelse med arti-

kel 18 i 2. betalingstjenestedirektiv ikke være omfattet af bestemmelsen.

Ordlyden af bestemmelsen ændres, således at bestemmelsen kun omfatter

betalingsinstitutter og virksomheder med begrænset tilladelse i henhold

til § 51.

3.6. Udenlandske institutter, der er meddelt tilladelse i et andet EU-

eller EØS-land

Finans Danmark har anført, at der mangler klare retningslinjer for, hvor-

når en udenlandsk aktør udbyder betalingstjenester i Danmark, når der

ikke er tale om fysisk tilstedeværelse i form af en agent eller en filial. Det

er netop kendetegnet ved digitale betalingstjenester, at de kan være til-

gængelige for danske forbrugere, uden at de nødvendigvis er målrettet det

danske marked.

Kommentar

For så vidt angår det anførte om, at det er uklart, hvilke retningslinjer,

der skal lægges til grund for vurderingen af, hvornår en udenlandsk virk-

somhed udbyder betalingstjenester her i landet, når der ikke er tale om

fysisk tilstedeværelse i form af en agent eller filial, vil det blive præciseret

i § 46, stk. 1, at et udenlandsk betalingsinstitut, der er meddelt tilladelse i

et andet EU- eller EØS-land, kan udbyde betalingstjenester her i landet

på tre måder, a) ved udbud af grænseoverskridende betalingstjenester, b)

ved etablering af en filial eller c) gennem en agent. Aktiviteten kan påbe-

gyndes, når Finanstilsynet har modtaget meddelelse herom fra tilsyns-

myndigheden i hjemlandet.

EU-domstolen har i sagerne C-585/08 og C-144/09 taget stilling til,

hvornår en virksomhed, der har hjemsted i et medlemsland, der udbyder

tjenester via internettet, kan siges at udøve aktiviteter i et andet medlems-

land. Dommene oplister en række betingelser, der skal være opfyldt, før

der kan være tale om grænseoverskridende aktiviteter. Det kan f.eks. væ-

re, at en udenlandsk udbyder markedsfører sig på dansk mod danske

kunder. Dette vil blive tilføjet i bemærkningerne til lovforslagets § 46.

3.7. Straffebestemmelser

Finans Danmark har anført, at det i bemærkningerne bør præciseres, om

overtrædelse af § 71, stk. 2 (betalingstjenesteudbyderens pligt til at stille

oplysninger om betalingstransaktionens beløb til rådighed for betalings-

modtager straks efter transaktionen er gennemført), kan straffes med bø-

de.

Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet

(SØIK) har anført, at der bør overvejes modeller for, hvordan der kan

skabes en sammenhæng mellem bødeniveauet og størrelsen på den virk-

somhed, som overtræder lov om betalinger. Der bør herved være mulig-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

17/46

hed for at graduere bødernes størrelse således, at de involverede juridiske

personer opdeles i kategorier efter deres økonomiske størrelse, og at der

for hver kategori fastsættes et generelt bødeinterval, der kan danne ud-

gangspunkt for bøder til virksomheder i den pågældende kategori.

SØIK har endvidere anført, at det fremgår af bemærkningerne til lov-

forslagets § 151, stk. 1, at anvendelse af frihedsstraf især vil være rele-

vant i, men ikke begrænset til, tilfælde af særligt grove, gentagne, syste-

matiske eller forsætlige overtrædelser af lovens krav. Det bør overvejes

under de enkelte opregnede bestemmelser nærmere at angive de forhold,

der konkret bør/kan lægges vægt på i valget mellem frihedsstraf og bøde.

Endelig anfører SØIK, at ansvarssubjektet i de enkelte strafbelagte be-

stemmelser varierer, uden at det fremgår klart, at det har været hensigten.

Kommentar

En overtrædelse af § 71, stk. 2, bør være strafbelagt. Lovforslagets § 151,

stk. 2, vil derfor blive ændret, således at overtrædelser af § 71, stk. 2, skal

kunne straffes med bøde. Bemærkningerne til § 71, stk. 2, vil ligeledes

blive præciseret i overensstemmelse hermed.

For så vidt angår det af SØIK anførte om, at der bør overvejes modeller

for, hvordan der kan skabes en sammenhæng mellem bødeniveauet og

størrelsen på den virksomhed, som overtræder lov om betalinger, skal det

bemærkes at Udvalget om bødesanktioner på det finansielle område kon-

kluderede ved betænkning nr. 1561 afgivet den 10. maj 2016, at det er

vigtigt at sikre, at sanktionsniveauet for overtrædelser af den finansielle

lovgivning skal have en straffende og præventiv effekt og være mærkbart

for alle aktører. Der skal således være en sammenhæng mellem virksom-

hedernes finansielle styrke, grovheden af overtrædelsen og bødestørrel-

sen, og samtidig skal det sikres, at mindre virksomheder ikke straffes

uforholdsmæssigt hårdt.

Udvalget om bødesanktioner på det finansielle område fokuserede imid-

lertid sit arbejde på lov om finansiel virksomhed. For så vidt angår øvrig

lovgivning på det finansielle område bemærkede udvalget i sin betænk-

ning, at den øvrige lovgivning på det finansielle område også omfatter

andre typer af virksomheder end de finansielle virksomheder. Overvejel-

ser om sanktionsniveauet efter den øvrige finansielle lovgivning må der-

for inddrage andre hensyn end dem, der alene er knyttet til den finansiel-

le sektor og dens interessenter.

På baggrund heraf findes det hensigtsmæssigt, at det tydeligt fremgår af

forslag til lov om betalinger, at der ved vurderingen af bødestørrelsen

bør der indgå betragtninger om, at der skal være en sammenhæng mel-

lem virksomhedernes finansielle styrke, grovheden af overtrædelsen og

bødestørrelsen. Dette vil blive indarbejdet i lovforslagets bemærkninger

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

18/46

til § 151. Det vurderes imidlertid ikke hensigtsmæssigt at fastsætte bøde-

størrelser eller bødeintervaller i lovforslaget alt afhængig af typen af

overtrædelse, da det i det enkelte tilfælde vil være en konkret vurdering,

der i sidste ende beror hos domstolene. Dertil kommer, at der indtil nu

ikke er nogen praksis på området til at give retningslinjen for eventuelle

intervaller.

For så vidt angår det af SØIK anførte om, at det bør fremgå nærmere af

de enkelte strafbelagte bestemmelser i lovforslaget, hvad der skal lægges

vægt på i valget mellem frihedsstraf og bøde, henvises der overordnet set

til straffelovens almindelige regler herom, herunder særligt §§ 51 og 80-

82. Valget mellem bøde eller fængsel og udmålingen af bødens størrelse

afhænger således overordnet set af dels lovovertrædelsens grovhed, dels

gerningsmanden, jf. straffelovens § 80.

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 151, at anvendelsen af

fængselsstraf især vil være relevant i, men ikke begrænset til, tilfælde af

særligt grove, gentagne, systematiske eller forsætlige overtrædelser af

lovens krav. Valget mellem bøde eller fængsel vil derfor navnlig være

styret af praksis. Henset til at der på nuværende tidspunkt ikke er praksis

på dette område, vurderes det ikke muligt at anføre yderligere omstæn-

digheder, end dem der er nævnt i straffeloven. Dette kan dog ændre sig i

takt med, at der med tiden bliver skabt mere praksis for overtrædelse af

bestemmelserne. Lovforslagets bemærkninger opretholdes uændret under

henvisnings til straffelovens § 80.

For så vidt angår det af SØIK anførte om, at ansvarssubjektet i de enkelte

strafbelagte bestemmelser varierer, så har dette ikke været hensigten.

Lovforslaget vil derfor blive tilrettet.

3.8. Kontantreglen

Ældresagen, Dansk Industri, Dansk Erhverv foreslår, at der indsættes en

evalueringsordning i lovforslaget, således at effekten af undtagelsesbe-

stemmelsen i § 81, stk. 3, evalueres efter eksempelvis 2 år.

Energi- og Olieforum, Dansk Erhverv, Horesta, De samvirkende køb-

mænd og Nationalbanken har anført, at det er positivt, men ikke tilstræk-

keligt, at der i lovforslaget gives mulighed for at undtage betalingsmodta-

gere fra forpligtelsen til at modtage kontanter i perioden fra kl 22.00-

06.00. Det foreslås, at betalingsmodtagere frit kan vælge, i hvilken perio-

de af døgnet de vil modtage kontanter. Alternativt kan tidsrummet, hvor

undtagelsen gælder, udvides til tidsrummet kl. 18.00-06.00. Horesta og

Dansk Erhverv har anført, at der sker flest røverier i tidsrummet fra kl

18.00-22.00.

Dansk Industri og Brancheforeningen Dansk Luftfart opfordrer til, at

kontantreglen lempes for danske luftfartselskaber med fly registreret i

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

19/46

Danmark, da reglen skaber ulige konkurrencevilkår sammenlignet med

eksempelvis Sverige og Norge.

Dansk Erhverv foreslår, at der indsættes en hjemmel til, at betalingsmod-

tagere efter en konkret ansøgning og begrundelse kan fritages for pligten

til at modtage kontanter. Herved kan særligt udsatte betalingsmodtagere

som fx taxachauffører, butikker i særligt udsatte områder eller butikker,

der flere gange tidligere har været udsat for røveri, eller betalingsmodta-

gere, hvor der ikke er et beskyttelsesværdigt hensyn til, at de skal tage

imod kontanter, fx festivaler og flyselskaber, ansøge om at blive fritaget

fra kravet.

PROSA – forbundet af it-professionelle er kritiske overfor forslaget til §

81, idet forslaget er et skridt imod et kontantfrit samfund, og de elektroni-

ske transaktioner muliggør sporing af borgerne. Samtidig giver et kon-

tantfrit samfund finanssektoren større indflydelse, end den har i dag, da

den hermed i praksis vil kunne bestemme, hvem der må betale til hvem.

Forslaget gør også Danmark mere sårbar overfor it-angreb. PROSA –

forbundet af it-professionelle fremhæver, at formålet med bestemmelsen,

nemlig at nedbringe risikoen for røverier, vil kunne opnås ved at installe-

re lukkede kontanthåndteringssystemer.

Rådet for Socialt Udsatte anfører, at kontantreglen bør bevares i sin nu-

værende form indtil alternativerne er udviklet, så de også er brugbare og

almindeligt tilgængelige for samfundets mest marginaliserede grupper.

Forbrugerrådet Tænk støtter ikke begrænsningen af retten til at betale

kontant i lovforslagets § 81, stk. 3. Der er fortsat et antal unge, ældre,

handicappede og socialt udsatte, der kun har mulighed for at betale kon-

tant. Forbrugerrådet Tænk har forståelse for ønsket om at begrænse antal-

let af røverier, men vurderer, at der er mere effektive måder at gøre dette

på, end ved at afvise nogle få kontantbetalere.

Hvis kontantreglen skal lempes, foreslår Rådet for Socialt Udsatte, at

butikker fortsat forpligtes til som minimum at tage imod kontanter op til

et mindre beløb på under fx 200 kr. eller alene forpligtes til at tage imod

lige penge.

Ældresagen finder det vigtigt, at erhvervsministeren udnytter bemyndi-

gelsesbestemmelsen i § 81, stk. 4, til at pålægge bestemte betalingsmod-

tagere at modtage kontanter hele døgnet i tilstrækkelig omfang. Udover

døgnapoteker, lægevagten og tandlægevagten finder Ældre Sagen, at også

fx offentlig transport bør omfattes af undtagelsen. Ældre Sagen anfører

endvidere, at virkningen af denne bemyndigelsesbestemmelse i øvrigt

også bør omfattes af den foreslåede evalueringsordning.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

20/46

Rådet for Socialt Udsatte nævner offentlig transport, taxabranchen og

restaurationsbranchen som yderligere eksempler på betalingsmodtagere,

der fortsat skal være forpligtet til at modtage kontanter på alle tider af

døgnet.

Nationalbanken opfordrer til, at erhvervsministeren endvidere bør kunne

dispensere bestemte betalingsmodtagere eller typer af betalingsmodtagere

fra § 81, stk. 1, der angiver selve forpligtelsen til at modtage kontanter.

SikkerhedsBranchen vurderer, at lempelsen af kontantreglen vil have

ringe effekt som kriminalitetsforebyggende middel og påpeger, at lempel-

sen udgør en krænkelse af ligestilling mellem borgerne. SikkerhedsBran-

chen noterer sig, at borgerne vil blive sikret adgang til at bruge kontanter

i sundhedsmæssige sammenhænge hele døgnet, men at udelukke de ud-

satte grupper fra at bruge kontanter i alle andre sammenhænge i natteti-

merne har karakter af diskrimination.

IT-politisk Forening anbefaler, at den nuværende pligt til at modtage kon-

tanter opretholdes. Dels for at beskytte borgernes privatliv. Dels fordi der

er andre, mere effektive metoder til at beskytte mod røverier. Dels fordi

en delvis afskaffelse af kontantpligten kan være en glidebane mod det

kontantløse samfund. Dels fordi lovforslaget ifølge IT-politisk Forening

ikke tager stilling til, hvad man gør i praksis, hvis det af tekniske grunde

ikke er muligt at gennemføre elektroniske betalinger, og dels fordi en

række borgere fratages muligheden for at handle i det omtalte tidsrum, da

de ikke har adgang til at foretage elektroniske betalinger.

Dansk Live – interesseorganisation for festivaller og spillesteder og Ros-

kilde Festival har anført, at betalingsmodtagere frit skal kunne vælge, om

de vil tage imod kontanter eller ej. Dog anerkendes det, at der i visse be-

talingsmiljøer kan være særlige beskyttelsesværdige hensyn. Det foreslås,

at korterevarende events, eksempelvis festivaller, undtages fra kontant-

pligten, således at disse kan undlade at tage imod kontanter. Alternativt

foreslås en forsøgsordning, hvor spillesteder, af sikkerhedshensyn, også

kan undlade at tage imod kontanter imellem 19 og 22.

Kommentar

Med forslaget til § 81 er der foretaget en afvejning mellem hensynet til

forbrugernes mulighed for at betale med kontanter og hensynet til at re-

ducere risikoen for røverier. En væsentlig andel af røverierne finder sted

mellem kl 20.00 og 22.00. Det er på baggrund af denne afvejning fundet

passende at ændre forslaget til § 81, stk. 3, således at forretninger m.v. i

særligt røveriudsatte geografiske områder – ud over den generelle lem-

pelse i tidsrummet kl. 22.00 til kl. 06.00 – har mulighed for at blive frita-

get fra forpligtelsen til at modtage kontant betaling i tidsrummet mellem

kl. 20.00 og kl. 22.00. Erhvervsministeren fastsætter på baggrund af sta-

tistik over forekomsten af røverier i forskellige geografiske områder,

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

21/46

hvilke områder der vil være omfattet, og den enkelte betalingsmodtager i

et omfattet område vil skulle notificere Finanstilsynet om, at denne øn-

sker at gøre brug af muligheden.

For så vidt angår ønsket om, at erhvervsministeren skal bemyndiges til

helt at kunne dispensere bestemte betalingsmodtagere fra § 81, stk. 1, er

det alene formålet med forslaget til § 81, stk. 4, at erhvervsministeren

skal have adgang til at fastsætte, at for visse typer af betalingsmodtagere

finder den generelle lempelse af kontantreglen i § 81, stk. 3, ikke anven-

delse. Det forventes, at erhvervsministeren vil anvende denne bestemmel-

se til at fastsætte, at visse betalingsmodtagere er forpligtet til at modtage

kontant betaling, uanset tidspunkt på døgnet. Formålet med denne be-

myndigelsesbestemmelse er at sikre, at betalingsmodtagere, der er tildelt

en særlig samfundsmæssig rolle, eksempelvis i forhold til at sikre borgere

adgang til sundhedsydelser på alle tidspunkter af døgnet, eksempelvis

døgnapoteker, er forpligtet til at modtage kontanter døgnet rundt. Ordly-

den af § 81, stk. 4, ændres således, at det fremgår klart, at erhvervsmini-

steren i medfør af bestemmelsen kan fastsætte, at visse betalingsmodtage-

re skal modtage kontanter hele døgnet rundt.

For så vidt angår Ældresagens forslag om, at offentlig transport, på linje

med døgnapoteker, lægevagten og tandlægevagten, også skal være und-

taget fra mulighed for at afvise kontanter i aften- og nattetimer, bemær-

kes det, at erhvervsministerens hjemmel ikke er begrænset til de anført

betalingsmodtagere. Erhvervsministeren kan på baggrund af en dialog

med relevante interessenter fastsætte, at betalingsmodtagere, der har en

særlig samfundsmæssig position, er forpligtet til at modtage kontanter

døgnet rundt.

3.9. Meddelelse, tilbagekaldelse og ændring af samtykke

3.9.1. Mulighed for kreditorskifte (Lovforslagets § 82)

Nets A/S anfører, at forslaget til § 82 (en betaling er kun autoriseret, hvis

betaler har meddelt sit samtykke) medfører, at det ikke er muligt at lave

et kreditorskift ved stiltiende accept, hvis ydelsen på et tidspunkt skal

leveres af en anden udbyder, end den som betaler oprindeligt indgik afta-

le med. Hvis § 82 opretholdes, så vil kreditorer skulle indgå nye aftaler

med hver enkelt kunde om fortsat brug af direkte debitering. Nets A/S

anfører videre, at det vil opleves som et formalistisk krav, der ikke gavner

nogen eller noget reelt hensyn. Nets A/S anfører endeligt, at det vil være

fuldt betryggende, hvis den underretning, som den almindelige obligati-

onsret ville tilsige ved kreditorskifte, kunne suppleres af en varsling om

ændringen af aftalen om brug af direkte debitering.

Kommentar

Det følger af artikel 64 i 2. betalingstjenestedirektiv, som er gennemført i

lovforslagets § 82, at en betaling kun er autoriseret, hvis betaler har

meddelt sit samtykke. Samtykket kan ikke være stiltiende eller passivt. Det

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

22/46

er ikke formålet med loven at ændre på det grundliggende princip om, at

en betaling kun er autoriseret, hvis betaler har meddelt samtykke. Det

følger af gældende praksis, at kreditorskifte kræver fornyet samtykke, og

det har ikke været lovforslagets hensigt at ændre ved denne praksis. Det

er på den baggrund fortsat vurderingen, at kreditorskifte ikke kan foregå

uden at der indhentes fornyet samtykke fra betaler.

3.9.2. Autorisation af betalinger (Lovforslagets § 82, stk. 1)

Forbrugerrådet Tænk støtter, at hele 2. betalingstjenestedirektivs artikel

64 om samtykke og autorisation af betalingstransaktioner nu gennemføres

i dansk ret. I forbindelse med børns anvendelse af deres forældres beta-

lingskort skal det understreges i bemærkningerne, at det skal være en

forudsætning for, at barnets anvendelse af kortet kan anses som en autori-

seret betaling, at kortholderen skal kunne forudindstille grænser for bar-

nets forbrug.

Kommentar

En af forudsætningerne i lovforslaget er, at en indehaver af et betalings-

instrument selv autoriserer de betalinger, der foregår med betalingsin-

strumentet. Lovudkastet forholder sig således ikke til en situation, hvor en

indehaver af et betalingsinstrument overlader dette til andre. Det står

udbydere frit for at udvikle betalingsløsninger, der er møntet på f.eks.

denne situation, men dette tager lovudkastet ikke højde for.

3.9.3. Meddelelse af samtykke (Lovforslagets § 82, stk. 2)

Forbrugerrådet Tænk anfører, at det fremgår af lovbemærkningerne til §

82, stk. 2, at bestemmelsen ikke fastsætter krav til, hvordan et samtykke

skal meddeles. De såkaldte ”abonnementsfælder” har imidlertid givet

store problemer for danske forbrugere. Forbrugerrådet Tænk skal derfor

opfordre til, at Forbrugerombudsmandens retningslinjer for ”Betalings-

modtageres håndtering af betalinger ved fjernsalg”, kapitel 5.2, indarbej-

des i lovforslaget. Af kapitel 5.2 fremgår blandt andet, at aftalen om, at

betalingsmodtager kan iværksætte en række betalingstransaktioner, skal

indgås separat, idet dette samtykke til enhver tid kan tilbagekaldes uden

hensyn til eventuelle underliggende forpligtelser mellem betaleren og

betalingsmodtageren.

Kommentar

Lovforslagets § 82, stk. 1, specificerer, at en betalingstransaktion kun kan

anses som autoriseret, hvis betaler har givet samtykke til at gennemføre

transaktionen. Det fremgår af lovforslagets § 82, stk. 2, at samtykke med-

deles i den form, der er aftalt mellem betaleren og dennes udbyder. Det

følger af bemærkningerne til bestemmelsen, at der ikke fastsættes krav til,

hvordan et samtykke skal meddeles. Dette beror på aftalen indgået mel-

lem parterne, hvordan betaler konkret skal meddele sit samtykke. Den

foreslåede § 82 inklusive bemærkninger, er udtryk for direktivnær imple-

mentering af 2. betalingstjenestedirektiv, som ikke forholder sig til de

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

23/46

underliggende betalingsforpligtelser. Det skal dog bemærkes, at dette

ikke berører eventuelle forpligtelser, der gælder ifølge anden lovgivning,

eksempelvis forbrugeraftaleloven. Med henblik på at opnå en direktivnær

implementering opretholdes bestemmelsen uændret.

3.9.4. Tilbagekaldelse af samtykke (Lovforslagets § 82, stk. 3)

Forbrugerrådet Tænk anfører, at det fremgår af lovbemærkningerne til §

82, stk. 3, vedrørende tilbagekaldelse af samtykke, at bestemmelsen alene

vedrører tilbagekaldelse af samtykke over for betalers udbyder. Det anfø-

res videre, at det er Forbrugerrådet Tænks forståelse af direktivets be-

stemmelser om tilbagekaldelse af samtykke, at disse også gælder betalers

tilbagekaldelse af samtykke over for betalingsmodtager eller dennes ud-

byder af betalingstjenester.

Finans Danmark har anført, at det af lovforslagets § 82, stk. 3, ikke frem-

går klart, hvem betaleren skal tilbagekalde samtykke over for, herunder

om det skal være over for den, som samtykket er givet til. Det bemærkes,

at det hidtil har været praksis, at en betaler skal opsige en abonnementsaf-

tale overfor forretningen og forsøge at løse problemet med forretningen,

inden der tages kontakt til kontoførende udbyder.

Kommentar

Det fremgår af bemærkningerne til lovforslagets § 82, at lovforslagets

bestemmelser alene vedrører betalers tilbagekaldelse af samtykke over

for dennes udbyder. Det fremgår dog samtidig af bemærkningerne til

lovforslagets § 82, stk. 2, at samtykke tillige kan gives via betalingsmod-

tageren eller en udbyder af betalingsinitieringstjenester. I dette tilfælde

kan samtykket også tilbagekaldes over for den part, det er givet til. Det

vil sige, at et samtykke givet til en betalingsmodtager også kan tilbage-

kaldes over for denne så vel som dennes udbyder. Dette vil blive præcise-

ret i bemærkningerne til lovforslagets § 82, stk. 3.

3.9.5. Reservation af midler ved en kortbaseret betalingstransaktion

(Lovforslagets § 95)

Finans Danmark anfører, at det ikke fremgår klart, hvilken udbyder, der

ifølge bestemmelsen kan reservere midler på betalers konto, hvis beløbet

ikke er kendt på betalingstidspunktet. Det anføres videre, at det i den for-

bindelse er uklart, hvad der menes i bemærkningerne til bestemmelsen,

hvor det fremgår, at

”ansvarssubjektet for overtrædelse af bestemmelsen

er den virksomhed, som reserverer midler i strid med forslagets § 95, stk.

1”.

Finans og Leasing har anført, at det bemærkes, at tidspunktet, hvor beta-

ler er bekendt med det endelige beløb, ikke nødvendigvis er det samme

tidspunkt som det tidspunkt, hvor betalers udbyder er bekendt med det

endelige beløb. Betalers udbyder skal derfor hurtigst muligt frigive reser-

vationer og senest umiddelbart efter modtagelsen af betalingsordren. Fi-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

24/46

nans og Leasing anfører endvidere, at det findes hensigtsmæssigt, at For-

brugerombudsmandens retningslinjer på området, ifølge hvilke det påhvi-

ler betalingsmodtager at sørge for, at reservationerne slettes, indarbejdes i

bemærkningerne.

Dansk Erhverv, DI og Energi- og olieforum ønsker det tydeliggjort i be-

mærkningerne, at en løsning med placering af et klistermærke på beta-

lingsterminalen, hvorpå det oplyses, at der reserveres eksempelvis 500

kroner på kortet, samt at kunden ved at indsætte kort og indtaste koden

accepterer dette, vil kunne opfylde kravene til information i lovforslaget.

Dansk Erhverv anfører endvidere, at det bør være tilstrækkeligt, at for-

brugerne får informationen om beløbsreservation mundtligt, fx ved ind-

tjekning på et hotel, hvor der i dag eksisterer velfungerende brancheku-

tymer. Dansk Erhverv anfører, at der er behov for, at dette gøres helt klart

i lovteksten og/eller bemærkningerne.

Kommentar

Det fremgår af lovforslagets § 95, at det er betalers udbyder, der kan

reservere midler på betalerens betalingskonto, ligesom det af stk. 2 frem-

går, at det er betalers udbyder, der har pligt til at frigive de reserverede

midler. Dette følger direkte af artikel 75 i 2. betalingstjenestedirektiv. Det

påhviler således betalers udbyder at sikre, at denne kan opfylde kravene i

bestemmelsen via de aftaler, der indgås direkte eller via et kortsystems

vilkår, med betalingsmodtager og dennes udbyder.

Det vil blive præciseret i bemærkningerne til bestemmelsen, at det er be-

talers udbyder, der vil være strafsubjekt, da gerningsindholdet i bestem-

melsen er det tilfælde, hvor en udbyder reserverer midler på en betalers

betalingskonto uden samtykke. Idet det alene er betalers udbyder, der kan

reservere midler, vil det derfor være betalers udbyder, der er straffesub-

jekt.

I relation til skiltning indeholder bestemmelsen alene et krav om et in-

formeret samtykke til reservation af midler. Lovforslaget forholder sig

ikke til formen af dette samtykke, hvorfor det som udgangspunkt kan være

tilstrækkeligt med en mundtlig orientering eller klar og tydelig skiltning

ved betalingskortterminalen, afhængigt af den konkrete situation og afta-

leforholdet mellem betalingsmodtager, dennes udbyder og betalingsmod-

tagers udbyder. Det påhviler imidlertid i sidste ende betalers udbyder at

kunne dokumentere, at samtykket er givet på et tilstrækkeligt informeret

grundlag.

3.10. Tredjepartsudbydere

3.10.1. Betalingsinitieringstjenesters adgang til data (Lovforslagets § 85)

Forbrugerrådet Tænk har anført, at det fremgår af lovbemærkningerne, at

der ved særskilt aftale kan ske anden behandling af data end den der

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

25/46

umiddelbart er tilladt efter bestemmelsens ordlyd. Da bestemmelsen er

beskyttelsespræceptiv for så vidt angår forbrugere, må bemærkningerne

forstås således, at data i disse situationer indhentes på anden vis. Forbru-

gerrådet Tænk opfordrer til, at dette præciseres i bemærkningerne til be-

stemmelsen.

Kommentar

§ 85 regulerer alene udbydere af betalingsinitieringstjenesters adgang til

betalingskonti og behandling af betalingsdata inden for rammerne af

udbuddet af betalingsinitieringstjenester. Forslaget berører ikke den afta-

lefrihed, der i øvrigt er mellem parter til at indgå aftale om adgang til

andre konti eller anvendelse af indhentet data til andre formål, så længe

denne adgang og behandling er i overensstemmelse med lovforslagets §

124 og anden relevant lovgivning, eksempelvis persondataloven. Det fo-

reslås således at bevare bestemmelsen uændret.

3.10.2. Adgang til oplysninger om iværksættelse og gennemførsel af en

betalingstransaktion for en udbyder af betalingsinitieringstjenester

Nets A/S anfører, at § 86, stk. 1, kun omhandler ”iværksættelsen” og der-

for ikke stiller som krav, at alle oplysninger vedrørende gennemførelsen

af betalingstransaktionen også skal tilgå en betalingsinitieringstjeneste-

udbyder. Artikel 66, stk. 4, i 2. betalingstjenestedirektiv anfører, at der

kan være forskellige aktører i de forskellige faser af en betalingsordre, og

der sondres tydeligt mellem initiering og gennemførelse af transaktionen.

Denne sondring er væsentlig, da det er vigtigt for betalingstjenesteudby-

deren at få besked om status på gennemførelsen. Denne sondring bør der-

for også fremgå af § 86, stk. 1.

Kommentar

Lovforslagets § 86, stk. 1, fastlægger, at den kontoførende udbyder skal

stille alle oplysninger om iværksættelse af en betalingstransaktion til rå-

dighed for en betalingsinitieringstjeneste. 2. betalingstjenestedirektiv

sondrer imidlertid mellem initiering og gennemførelse af transaktionen.

Med henblik på at sikre direktivnær implementering, vil lovforslagets §

86, stk. 1, blive ændret således, at den kontoførende udbyder umiddelbart

efter modtagelsen af en betalingsordre fra udbyderen af betalingsinitie-

ringstjenesten skal stille alle oplysninger om ”iværksættelsen og gennem-

førelsen” af betalingstransaktionen, som er tilgængelige for den kontofø-

rende udbyder selv, til rådighed for udbyderen af betalingsinitieringstje-

nester.

3.10.3. Kontooplysningstjenester (Lovforslagets §§ 87 og 88)

Forbrugerrådet Tænk har anført, at det er i forbrugerens interesse, at det

bliver muligt at dele alle data fra netbanken, herunder alle typer konti,

værdipapirdepoter osv. Forbrugerrådet Tænk finder ikke, at der her er

samme beskyttelsesbehov som i forhold til forbrugerens indkøbsoplys-

ninger, idet der her er tale om, at forbrugeren selv aktivt inviterer betroe-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

26/46

de tredjeparter ind i sin netbank for at levere nye eller bedre services end

netbanken kan tilbyde.

Kommentar

2. betalingstjenestedirektiv regulerer alene udbydere af kontooplysnings-

tjenesters adgang til oplysninger om betalingskonti, der udbydes af en

eller flere kontoførende udbydere, jf. bestemmelserne i artikel 67 i direk-

tivet. Med henblik på at sikre direktivnær implementering bør denne ad-

gang ikke blive udvidet. Det skal dog bemærkes, at dette ikke forhindrer

udbydere af kontooplysningstjenester og kontoførende udbydere at indgå

aftale om udveksling af sådanne oplysninger, i det omfang at databeskyt-

telsesreglerne er overholdt.

3.10.4. Kontooplysningstjenester (Lovforslagets § 60)

Dansk Erhverv anfører, at det er betænkeligt, at en registrering som kon-

tooplysningstjeneste skal afhænge af, om Finanstilsynet vurderer, at man

har en ”holdbar forretningsmodel”. Det kan ikke være Finanstilsynet op-

gave, og det ligger udenfor Finanstilsynets kompetence at vurdere den

mulige succes af kontooplysningstjenestens forretningsmodel.

Kommentar

Artikel 5, stk. 1, litra b, i 2. betalingstjenestedirektiv angiver, hvilke op-

lysninger en virksomhed skal indsende i forbindelse med en ansøgning

om tilladelse som udbyder af kontooplysningstjenester. Herunder skal

virksomheden indsende oplysninger om de planlagte typer af betalings-

tjenester. Formålet er ikke, at Finanstilsynet skal godkende forretnings-

modellen, men nærmere at give Finanstilsynet indsigt i, hvilke typer af

betalingstjenester virksomheder ønsker at udbyde, og om disse kan inde-

holdes i den tilladelse, som virksomheder ønsker. Virksomheden skal i en

ansøgning endvidere kunne godtgøre, at den har de systemer, ressourcer

og procedurer, som er nødvendige for en forsvarlig drift. Det præciseres i

bemærkningerne, at Finanstilsynet ikke skal foretage en holdbarhedsvur-

dering af virksomhedens forretningsmodel, men vurdere om virksomhe-

den har de nødvendige systemer, ressourcer og procedurer til at udføre

den påtænkte aktivitet.

3.11. Hæftelses- og ansvarsregler

3.11.1. Indsigelse mod uautoriserede betalinger

Forbrugerrådet Tænk har anført, at for opnå en korrekt gennemførelse af

artikel 71 i 2. betalingstjenestedirektiv foreslås følgende ændring af lov-

forslagets § 97, stk. 1, 1. punktum:

”Indsigelser mod uautoriserede eller

fejlbehæftede betalingstransaktioner skal være udbyderen i hænde sna-

rest muligt efter at have konstateret og senest 13 måneder efter debiterin-

gen af den pågældende betalingstransaktion.”.

Kommentar

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

27/46

Det fremgår af artikel 71 i 2. betalingstjenestedirektiv, at ”Indsigelser

mod uautoriserede eller fejlbehæftede betalingstransaktioner skal være

udbyderen i hænde snarest muligt efter at betaler har konstateret en så-

dan betalingstransaktion og senest 13 måneder efter debiteringen af den

pågældende betalingstransaktion.” For at sikre en korrekt gennemførelse

af artikel 71 ændres § 97, stk. 1, i overensstemmelse hermed, således at

ordlyden af § 97, stk. 1, svarer til ordlyden af artikel 71.

3.11.2. Hæftelsesreglerne (Lovforslagets § 100)

Finans Danmark påpeger, at § 100, stk. 2, indfører en ny ansvarsnorm,

som adskiller sig fra den nugældende lov om betalingstjenester og elek-

troniske penges § 62, stk. 2. Finans Danmark ønsker på den baggrund, at

den nye ansvarsnorm og formuleringen

”ikke kunne opdage”

uddybes

yderligere i bemærkningerne, herunder om der er tale om simpel uagt-

somhed, og hvordan der sondres i forhold til uagtsomhedsnormerne i lov-

forslagets § 100, stk. 3.

Forbrugerrådet Tænk har anført, at gældende hæftelsesregler og Pengein-

stitutankenævnets praksis betyder, at betalers udbyder hæfter i forhold til

betaler for tab som følge af phishing. Baggrunden er, at den til betalings-

instrumentet hørende personlige sikkerhedsforanstaltning ikke anvendes

ved fjernsalg, som loven i dag fortolkes af Pengeinstitutankenævnet. For-

brugerrådet Tænk anfører endvidere, at udgangspunktet efter de gældende

regler derfor er, at betalers udbyder hæfter for det fulde beløb i forhold til

betaler for tab som følge af phishing. Forbrugerrådet Tænk anfører end-

videre at være betænkelig ved forslaget om, at betalers selvrisiko som

noget nyt fastsættes som enten 8.000 kr. eller ubegrænset.

Finans Danmark ønsker en afklaring af, om henvisningen til engangsko-

der skal læses i sammenhæng med de kommende reguleringsmæssige

tekniske standarder, som EBA skal udarbejde til Kommissionen.

Forbrugerrådet Tænk foreslår en nyaffattelse af bestemmelsen for at sik-

re, at hæftelsesreglerne bliver nemmere at forstå. Det foreslås tydeliggjort

i § 100, stk. 2-4, at betaler, bortset fra i tilfælde, hvor denne har handlet

svigagtigt eller med fortsæt, ikke hæfter, hvis betalers eller betalingsmod-

tagers udbyder ikke accepterer stærk autentifikation.

Finans og Leasing anfører, at det forekommer ikke at være rigtigt, at

kortudsteder hæfter, hvis betalingsmodtager vidste eller burde have vidst,

at der forelå en uberettiget anvendelse af et betalingsinstrument.

Teleindustrien – teleselskabernes branchesamarbejde har anført, at det

ikke er muligt at anvende stærk autentifikation i forbindelse med registre-

ring og betaling af mobiltelefoni via sim-kort og ved betaling med til-

lægstakseret sms. Det er derfor ikke rimeligt at den nye ansvarsnorm,

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

28/46

hvor betaler ikke ifalder ansvar, hvis det ikke var muligt at anvende stærk

autentifikation, findes anvendelse på disse typer af tjenester.

Teleindustrien – teleselskabernes branchesamarbejde anmoder endvidere

om, at bemærkningerne til lovforslagets hæftelses- og ansvarsregler fort-

sat understøtter gældende praksis, hvorefter kunden hæfter for tab som

følge af andres uberettigede brug af sim-kortet, hvis mobiltelefonen er

tændt og PIN-koden er indtastet. Det er således kun ved ’Betalinger via

mobiltelefon med tillægstakseret sms’, at reglerne om hæftelse og selvri-

siko kun finder anvendelse, hvis der sker autentifikation umiddelbart i

forbindelse med den enkelte betaling.

Kommentar

Med lovforslaget indføres der nye betingelser for, om en betaler kan ifal-

de ansvar. Som følge af 2. betalingstjenestedirektiv vil vurderingen af, om

betaler ifalder ansvar, afhænge af, om det var muligt for betaler at opda-

ge tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af det til betalingstjene-

sten tilhørende betalingsinstrument eller personlige sikkerhedsforanstalt-

ning forud for den uberettigede anvendelse, samt om betalingen var

iværksat ved anvendelse af stærk autentifikation.

For så vidt angår betingelsen om, at betaler skulle kunne opdage tabet,

tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af det til betalingstjenesten tilhø-

rende betalingsinstrument eller personlige sikkerhedsforanstaltning forud

for den uberettigede anvendelse, bemærkes det, at hvorvidt betaler havde

mulighed for at opdage tabet, tyveriet eller den uberettigede tilegnelse af

det til betalingstjenesten hørende betalingsinstrument eller personlige

sikkerhedsforanstaltning vil bero på en konkret vurdering af den enkelte

sag. Det vil derfor ikke være muligt at give en udtømmende oplistning af

alle situationer, hvor en betaler med rimelighed kunne forventes at opda-

ge dette. Dertil bemærkes det, at der med den teknologiske udvikling og

udviklingen af befolkningens generelle it-mæssige uddannelse må forven-

tes løbende at ske en ændring af, hvad det kan forventes, at en betaler er i

stand til at opdage.

Eksempelvis vil det ikke kunne forventes, at en betaler er i stand til at

opdage, at andre har tilegnet sig betalers kortoplysninger og koder som

følge af en utilstrækkelige sikkerhed hos en internetforretning, hvor beta-

leren har handlet. I et sådan tilfælde vil selvrisikoen således ikke gælde

for betaler, hvis der efterfølgende sker uberettiget anvendelse. Dette vil

blive præciseret i bemærkningerne.

I forhold til phishing er det overordnede mål med lovforslaget, at den

gældende forbrugerbeskyttelse, som i dag følger af lov om betalingstjene-

ster og elektroniske penge, skal opretholdes. Det tilføjes derfor til § 100,

stk. 3, nr. 2, og stk. 4, at betaler kun ifalder ansvar efter disse bestemmel-

ser, hvis betaler med forsæt har overgivet den personlige sikkerhedsfor-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

29/46

anstaltning til den, der har foretaget den uberettigede anvendelse. Det

betyder, at betalers selvrisiko i henhold til de to bestemmelser ikke finder

anvendelse i de tilfælde, hvor betaler uforvarende har overladt den per-

sonlige sikkerhedsforanstaltning til andre, eksempelvis i forbindelse med

phishing. Dette er endvidere præciseret i bemærkningerne til § 100.

Det kan endvidere bemærkes, at en række af de her berørte problemstil-

linger forsvinder, når den reguleringsmæssige tekniske standard om

stærk kundeautentifikation, som EBA skal udarbejde i overensstemmelse

med artikel 98, stk. 4, i 2. betalingstjenestedirektiv, træder i kraft, forven-

teligt omkring udgangen af 2018 eller starten af 2019, jf. kravene i lov-

udkastets § 127, stk. 1 og 2. Denne vil forventeligt indeholde et krav om,

at betaler gøres bekendt med betalingsmodtager og beløb via en uaf-

hængig kanal, hvilket vil begrænse risiciene vedrørende phishing, om end

det ikke vil løse problemer med såkaldt social engineering.

Kravet om, at elektroniske betalinger skal iværksættes med stærk autenti-

fikation, finder ikke anvendelse på tjenester omfattet af lovforslagets § 1,

stk. 5, og § 5, nr. 14-16 (betalingsinstrumenter med begrænset anvendel-

se). Der tilføjes derfor et stykke til § 100, for at præcisere, at § 100, stk.

6, om at betalers udbyder tillige hæfter, hvis udbyderen ikke kræver stærk

kundeautentifikation, ikke finder anvendelse på tjenester omfattet af § 1,

stk. 5, og § 5, nr. 14-16.

For så vidt angår Forbrugerrådet TÆNKs forslag om at nyaffatte § 100,

stk. 2-4, er dette ikke muligt, idet kravet om stærk autentifikation ikke

finder anvendelse på tjenester omfattet af § 1, stk. 5, og § 5, nr. 14-16.

Endelig kan det bemærkes, at et af de overordnede hensyn i lovforslaget

er, at det skal være overskueligt for betaler, hvem denne kan få tilbage-

ført en uautoriseret betaling af, uanset hvor i betalingskæden ansvaret

kan placeres. Det er således hensigten, at betalers udbyder i det af Fi-

nans og Leasing nævnte tilfælde skal tilbageføre midlerne til betaler,

uden unødig forsinkelse. Det følger dog af lovforslagets § 106 samt de

almindelige erstatningsretlige principper, at betalers udbyder kan kræve

erstatningen godtgjort af den part, der er skyld i den uautoriserede beta-

lingstransaktion.

3.11.3. Videregivelse af oplysninger, når det ikke er muligt at tilbageføre

midler

Finans Danmark har anført, at § 103, stk. 5, der omhandler den situation,

hvor det ikke er muligt at tilbageføre midler, der er overført til den for-

kerte modtager, og hvor betalers udbyder er forpligtet til at give betaleren

alle relevante oplysninger, således at betaleren kan gøre et retskrav gæl-

dende mod betalingsmodtageren, ikke harmonerer med § 117a, i lov om

finansiel virksomhed.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

30/46

Kommentar

Den foreslåede § 103, stk. 5, fastslår betalers udbyders pligt til, i situati-

oner hvor det ikke er muligt at tilbageføre forkert overførte midler, at

give betaleren alle de oplysninger, som betalers udbyder er i besiddelse

af, og som kan gøre det muligt for betaleren at gøre et retskrav gældende

mod betalingsmodtageren. I denne forbindelse tænkes eksempelvis på

navn og kontaktoplysninger på den person eller virksomhed, som fejlag-

tigt har modtaget midlerne. Forslaget til § 103, stk. 5, er lex specialis i

forhold til videregivelsesbestemmelserne i § 117a i lov om finansiel virk-

somhed. Dette præciseres i bemærkningerne.

3.12. Tilbageførelse af betalingstransaktion ved fjernsalg (charge

back)

Forbrugerombudsmanden og Forbrugerrådet Tænk har anført, at lov-

forslaget viderefører den gældende charge-back-regel i betalingstjeneste-

lovens § 74, som under visse betingelser giver ret til at få tilbageført et

beløb, der er betalt med et betalingsinstrument i forbindelse med et køb

via fjernsalg. Begge henviser til en dom afsagt af Sø- og Handelsretten

den 21. december 2016, som efter deres mening ændrer retstilstanden for

nævnte bestemmelse, da Sø- og Handelsretten fastslog, at charge back-

reglen ikke forpligter en bank til at tilbageføre beløbet til forbrugeren,

hvis en vare bliver stoppet i tolden, fordi varen er en kopivare, selvom

forbrugeren troede, han købte en ægte vare, eller hvis forbrugeren modta-

ger varen, men det viser sig, at varen er en kopivare. Begge anfører såle-

des, at praksis ikke harmonerer med formålet med bestemmelsen.

Dansk Industri anfører ligeledes, at retsstillingen bør afklares i bemærk-

ningerne til § 112, som følge af Sø- og Handelsrettens dom.

Dansk Industri anfører endvidere, at Dansk Industri har betænkeligheder

ved, at § 112 anvendes til at stille brugere af betalingskort bedre end

f.eks. kontantbetalere, således som der ses eksempler på i eksisterende

praksis, der i nogle tilfælde tenderer misbrug.

Forbrugerrådet Tænk har endvidere anført, at anvendelsesområdet for §

112 begrænses til betalinger med betalingsinstrumenter, hvor udbyderen

har indgået aftale med betalingsmodtageren, og at der er nogle forbruger-

beskyttelsesmæssige problemer forbundet hermed, hvis nye betalingsini-

tieringstjenester baseret på kontooverførselsinfrastrukturen ikke nødven-

diggør, at der er indgået en aftale mellem betalingsmodtager og udbyde-

ren af tjenesten. Forbrugerrådet anfører derfor, at der i lovforslaget bør

stilles krav om, at erhvervsdrivende betalingsmodtagere alene må tilbyde

betaling med betalingsinstrumenter, hvor der er indgået en aftale med

udbyderen.

Forbrugerombudsmanden har anført, at det ifølge ordlyden af lovforsla-

gets § 112 påhviler betalers udbyder at tilbageføre beløb til betaleren.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

31/46

Ifølge bemærkningerne kan udbyder i denne sammenhæng også være

udbyder af en betalingsinitieringstjeneste. Det anføres, at dette rejser en

række spørgsmål. Bl.a. er det ikke klart, hvornår tilbageførelsespligten

påhviler udbyderen af betalingsinitieringstjenesten, herunder om dette

altid vil være tilfældet, når der er en betalingsinitieringstjeneste involve-

ret i betalingskæden, og hvornår tilbagebetalingsforpligtelsen påhviler

udbyderen af det anvendte betalingsinstrument, som typisk vil være for-

brugerens pengeinstitut. Forbrugerombudsmanden anfører derudover, at

det kan være vanskeligt at vide for forbrugeren, hvem forbrugeren skal

henvende sig til.

Forbrugerombudsmanden anfører endvidere, at forslaget kan give anled-

ning til tvivl om, i hvilket omfang kontooverførsler med eller uden brug

af kode er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Forbrugerrådet Tænk foreslår endeligt, at § 112, stk. 5, udgår af lov-

forslaget, idet undtagelsen sender et signal om, at overtrædelser af vars-

lingsbestemmelsen på dette område er mere acceptabelt end for andre

overtrædelser af varslingsbestemmelsen.

Kommentar

For så vidt angår spørgsmålet om Sø- og Handelsrettens afgørelse, er det

ikke hensigten med lovforslaget at ændre den nugældende forbrugerbe-

skyttelse. Det er med forslagets ordlyd således tilsigtet at bibeholde den

gældende retsstilling. Lovforslagets ordlyd opretholdes derfor.

For så vidt angår spørgsmålet om kontooverførsler og betalingsinitie-

ringstjenester fremgår det af bemærkningerne til lovforslagets § 112, stk.

1, at en kontooverførsel via netbank kun vil være omfattet i det omfang, at

der forud for betalingen er indgået aftale mellem betalers udbyder og en

betalingsmodtager om, at brugeren kan bruge sin netbank til betaling for

køb af varer eller tjenester hos betalingsmodtageren, som indgås ved

brug af en enhed til fjernkommunikation. Dette vil eksempelvis være rele-

vant, hvor betalingsmodtager indgår aftale med en betalingsinitierings-

tjeneste om modtagelse af betaling via kontooverførsel. I det tilfælde vil

udbyderen af betalingsinitieringstjenesten i henhold til dette lovforslag

være forpligtet til at tilbagebetale brugeren. I tilfælde, hvor betaler væl-

ger at betale med en kontooverførsel via sin netbank, for eksempel på

baggrund af, at sælger har oplyst sit kontonummer, vil en sådan situation

ikke være omfattet af bestemmelsen, idet der ikke foreligger en aftale mel-

lem betalers udbyder og sælger om modtagelse af betaling i forbindelse

med fjernsalg ved overførsel via en kontooverførsel. Forpligtelsen påhvi-

ler således den udbyder, der har indgået en aftale med betalingsmodtage-

ren. Det er med lovforslaget tilsigtet, at den gældende forbrugerbeskyttel-

se skal bevares uændret, hvorfor bestemmelsen opretholdes uændret.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

32/46

For så vidt angår § 112, stk. 5, er det med lovforslaget hensigten at beva-

re den gældende forbrugerbeskyttelse uændret. Lovforslaget opretholdes

derfor uændret.

3.13. Gebyrer

3.13.1. Forbud mod overvæltning af gebyrer

Forbrugerrådet Tænk foreslår i sit høringssvar, at ordlyden i § 121, stk. 2,

2. punktum, ændres, så bestemmelsen omfatter betalingstransaktioner, og

ikke blot betalingsinstrumenter.

Forbrugerrådet Tænk foreslår konkret, at ordlyden ændres til:

”Opkræver

betalingsmodtager gebyr hos betaler for betalingstransaktioner, må ge-

byret ikke overstige betalingsmodtagers omkostninger til at gennemføre

betalingstransaktioner”.

Forbrugerrådet Tænk angiver, at på denne måde sikres mere lige konkur-

rencevilkår mellem henholdsvis direkte debitering via automatisk kortbe-

taling, som er omfattet af bestemmelsen, og Betalingsservice, som ikke er

omfattet bestemmelsen i dag. Forbrugerrådet Tænk påpeger også, at det

foreslåede gebyrforbud i § 121, stk. 3, vil fremme brugen af dyre betalin-

ger med Visa og MasterCard på bekostning af billige betalinger med

Dankort. Forbrugerrådet Tænk opfordrer til, at loftet over interbankgeby-

rer sænkes til niveauet i dankortsystemet, for at imødegå stigende om-

kostninger i detailhandelen som følge af gebyrforbuddet.

Nets A/S anfører i sit høringssvar, at forslagets § 121, stk. 3, om forbud

mod overvæltning af gebyrer bør udvides til også at omfatte andre beta-

lingsinstrumenter, herunder konto-til-konto-baserede betalingsinstrumen-

ter for at undgå en skævvridning af konkurrencen.

American Express har anført, at overvæltning af gebyrer bør forbydes

generelt, så kort, der ikke er omfattet af Interbankgebyrforordningen,

sidestilles med kort, som er omfattet af forordningen.

Dansk Erhverv ønsker derimod videst mulig adgang til at overvælte ge-

byrer. Dansk Erhverv peger på, at overvæltning giver butikken mulighed

for at synliggøre prisen for betalingen og dermed påvirke kunden til at

anvende billigere betalingsformer, hvilket kommer såvel kunden som

butikken til gode. Samtidig opfordrer Dansk Erhverv til, at der ikke sker

overimplementering, således at det alene er for de interbankgebyrregule-

rede kort, der ikke kan opkræves gebyr. Horesta beklager ligeledes, at det

med lovforslaget ikke vil være muligt at overvælte gebyrer. Horesta og

Dansk Erhverv anerkender, at forbuddet mod overvæltning af gebyrer

følger direkte af EU-retten, men opfordrer til, at Konkurrence- og For-

brugerstyrelsen løbende holder øje med gebyrsætningen på betalings-

kortmarkedet, og vil skride ind overfor urimelige gebyrer.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

33/46

Endelig ønsker Finans Danmark en afklaring af, om hjemlen i § 121, stk.

4, til at fastsætte yderligere begrænsninger eller forbud mod gebyrer på

nuværende tidspunkt vil blive anvendt.

Kommentar

Den af Forbrugerrådet Tænk foreslåede ordlyd til § 122, stk. 2, 2. punk-

tum, vil udvide bestemmelsens omfang, til at omfatte alle former for beta-

linger, herunder bl.a. kontooverførsler og kontanter. Bestemmelsen i lov-

forslaget vedrører alene betalingsinstrumenter og fastslår, at betalings-

modtagere ikke må opkræve et gebyr af forbrugeren, som overstiger beta-

lingsmodtagers gebyr for betalingstransaktionen til betalingsmodtage-

rens udbyder. Bestemmelsen vil derfor blive opretholdt uændret.

I relation til det anførte vedrørende Betalingsservice kan bemærkes, at et

gebyr for brug af Betalingsservice ifølge Forbrugerombudsmandens

praksis kun må kaldes et ”PBS-gebyr” eller ”Nets-gebyr”, hvis gebyret

svarer til den omkostning, den erhvervsdrivende har til Nets, da der ellers

vil kunne være tale om vildledning. Senest greb Forbrugerombudsman-

den ind overfor en forretning, der brugte en vildledende gebyrbetegnelse,

jf. Forbrugerombudsmandens sagsnr. 15/05479, af 16. februar 2016. De

gældende regler omfatter dermed en regulering af Betalingsservice. Lov-

forslaget opretholdes derfor.

For så vidt angår Forbrugerrådet Tænks bemærkning om at sænke loftet

over interbankgebyrer, bemærkes det, at erhvervsministeren ved udste-

delsen af den gældende bekendtgørelse om interbankgebyrer for inden-

landske forbrugerrelaterede debetkorttransaktioner af 7. december 2015,

har benyttet sig af muligheden for at give udbydere mulighed for at an-

vende et gennemsnitligt interbankgebyr på højst 0,2 pct. af den gennem-

snitlige årlige transaktionsværdi af debetkorttransaktioner inden for hver

betalingskortordning indtil den 9. december 2020. Baggrunden er, at

denne løsning umiddelbart skaber størst mulig fleksibilitet i forhold til

gebyrstrukturen på det danske betalingskortmarked. Det bemærkes i den

forbindelse, at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen vil kunne gribe ind

såfremt udbydere anvender urimelige priser og avancer ved fastsættelse

af gebyrer, jf. lovforslagets § 119.

Endvidere skal det bemærkes, at forslagets § 121, stk. 3, gennemfører 2.

betalingstjenestedirektivs artikel 62, stk. 4, og alene omfatter betalingsin-

strumenter, for hvilke interbankgebyrerne er reguleret i forordningen om

interbankgebyrer. Idet en eventuel udvidelse af forbuddet skal ske under

hensyntagen til behovet for at øge konkurrencen og fremme brugen af

effektive betalingsinstrumenter, jf. forslagets § 121, stk. 4, og henset til et

ønske om ikke at foretage en overimplementering af betalingstjenestedi-

rektivet, vurderes bestemmelsens nuværende omfang hensigtsmæssigt.

Lovforslaget vil derfor for denne del blive opretholdt uændret.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

34/46

For så vidt angår Finans Danmarks ønske om en afklaring af brugen af

hjemlen i § 121, stk. 4, skal indførelsen af eventuelle yderligere regler om

forbud mod eller begrænsning af betalingsmodtagers ret til at opkræve

gebyr af betaler ske under hensyntagen til behovet for at øge konkurren-

cen og fremme brugen af effektive betalingsinstrumenter. Det er ikke for-

ventningen på nuværende tidspunkt, at reglen skal benyttes til at fastsætte

yderligere regler om forbud mod eller begrænsning af betalingsmodtage-

res ret til at opkræve gebyr af betaler.

Det bemærkes, at § 80 a i nugældende lov om betalingstjenester inde-

holdte en bemyndigelse til erhvervsministeren til at fastsætte nærmere

regler for størrelsen af interbankgebyret i forbindelse med gennemførelse

af en indenlandsk debetkorttransaktion, som ikke fremgik af det lov-

forslag, der var sendt i høring. Konkret indeholder § 80 a i nugældende

lov om betalingstjenester og elektroniske penge en bemyndigelse for mi-

nisteren til, i overensstemmelse med artikel 3 i Interbankgebyrforordnin-

gen (Parlamentets og Rådets forordning, nr. 2015/751 EU) at fastsætte

nærmere regler for det interbankgebyr, som en udbyder af betalingstjene-

ster må tilbyde eller kræve i forbindelse med gennemførelsen af en inden-

landsk debetkorttransaktion. Hjemlen i bestemmelsen er udmøntet i be-

kendtgørelse nr. 1433 af 7. december 2015 om interbankgebyrer for in-

denlandske forbrugerrelaterede debetkorttransaktioner, som giver udby-

dere af betalingstjenester mulighed for at anvende et vægtet gennemsnit-

ligt interbankgebyr på højst 0,2 pct.

Det er med lovforslaget hensigten at videreføre gældende retsstilling. Det

foreslås således, at § 80 a i lov om betalingstjenester og elektroniske

penge videreføres som et nyt stk. 2 til § 122.

3.13.2. Urimelige høje priser og avancer

Nets A/S anfører i sit høringssvar, at da konkurrencesituationen er en helt

anden i dag, end den var i år 2000, hvor bestemmelsen først blev indført,

er forslaget til § 122 om anvendelse af urimelige priser og avancer blevet

overflødig. Som følge af den teknologiske udvikling og regulatorisk pres

fra særligt Interbankgebyrforordningen og 2. betalingstjenestedirektiv er

konkurrencen intensiveret og stadigt flere alternativer til kortbetalinger

vinder frem. Derudover bemærker Nets A/S i sit høringssvar, at de i lov-

bemærkningerne omtalte Nets-sager vedrører to afgørelser om én sag, og

at disse er indbragt for Østre Landsret.

Forbrugerrådet Tænk påpeger i sit høringssvar, at det er afgørende, at

indgrebsmuligheden i § 122 ikke er begrænset til kortområdet, men at den

også kan anvendes i forhold til eksempelvis Betalingsservice eller andre

direkte debiteringsordninger og opfordrer således til, at bestemmelsen

udvides, således at Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen får en mulighed

for at gribe ind.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

35/46

Kommentar

Det fremgår af Konkurrence- og Forbrugerstyrelsens rapport om Beta-

lingskortmarkedet fra 2016, at Dankortet fortsat er det langt mest an-

vendte betalingskort i Danmark og ifølge en konkurrenceafgørelse om

Nets/Teller fra 28. maj 2014, er Teller den langt største indløser af inter-

nationale betalingskort. Der er ikke fremkommet oplysninger, der viser,

at markedsandele eller markedskoncentrationen er ændret væsentligt

siden da. Trods udviklingen af nye betalingsløsninger vurderes det der-

for, at markedet fortsat er præget af meget høj koncentration. Der er så-

ledes ikke på nuværende tidspunkt grundlag for at konstatere, at bestem-

melsen er blevet overflødig.

For så vidt angår Forbrugerrådet Tænks forslag om at udvide bestem-

melsen til også at omfatte direkte debiteringsløsninger har Konkurrence-

og Forbrugerstyrelsen senest foretaget en vurdering af fordele og ulem-

per ved regulering af direkte debiteringsløsninger i november 2014. Her

fandt styrelsen, at prisregulering bl.a. kunne bidrage til at sikre, at der

ikke anvendes urimelige priser for direkte debiteringsprodukter over for

kreditorer. Omvendt kunne regulering også reducere innovationen og

begrænse udbuddet af nye produkter, samt mindske incitamentet til at

effektivisere og forbedre kvaliteten i de aktuelle og potentielle direkte

debiteringsløsninger.

I lyset af ovenstående forhold vurderes det samlet hensigtsmæssigt, at

bestemmelsen videreføres med den foreslåede ordlyd.

I relation til Nets’ bemærkninger om, at de omtalte Nets-sager vedrører

én sag, og at disse er indbragt for Østre Landsret, justeres bemærknin-

gerne til § 122, så dette fremgår mere tydeligt.

3.14. Databeskyttelse og behandling af betalingsdata

3.14.1. Krav om udtrykkeligt samtykke ved behandling af personoplys-

ninger

Nets A/S, Dansk Erhverv, Teleindustrien – teleselskabernes branchesam-

arbejde og Datatilsynet har anført, at der ikke er overensstemmelse mel-

lem ordlyden af § 124, stk. 2, og de specielle bemærkninger til bestem-

melsen. Det fremgår af selve bestemmelsen, at udbydere af betalingstje-

nester skal indhente udtrykkeligt samtykke fra brugeren, hvis udbyderen

behandler personoplysninger i forbindelse med udbuddet af betalingstje-

nesten. Det fremgår af de specielle bemærkninger til bestemmelsen, at

der alene skal indhentes udtrykkeligt samtykke, hvis der er tale om op-

lysninger, der går udover de oplysninger, der er nødvendige at behandle i

forbindelse med indgåelse af aftalen om udbud af betalingstjenester. Det

anføres, at der bør sikres overensstemmelse mellem lovteksten og be-

mærkningerne.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

36/46

Nets A/S anfører endvidere, at Betalingsservice tager afsæt i, at kreditor

har indgået en betalingsaftale med debitor, der typisk er en forbruger,

hvorfor kreditor i persondataretlig forstand vil være den, som indsamler

oplysningerne og lader dem behandle af Nets. Nets A/S udtrykker be-

kymring for, at et krav om udtrykkeligt samtykke i forbindelse med be-

handling af personoplysninger vil pålægge væsentlige byrder på kreditor,

der ofte er forretninger, forening og sportsklubber.

Finans Danmark har anført, at det bør præciseres, hvilke krav der gælder

for meddelelsen af det udtrykkelige samtykke i § 124, stk. 2. Det anføres,

at det i bemærkningerne fremgår, at der ikke som sådan er et krav om

skriftlighed. FinansDanmark ønsker således, at det gøres klart, at der ikke

er et formkrav til samtykket, men at det afgørende må være, at der ind-

hentes samtykke på oplyst grundlag og at sikkerheden er høj, så omfanget

af samtykket kan dokumenteres.

Nets A/S og Finans Danmark anfører endvidere, at der er en lang række

eksisterende aftaler om udbud af betalingstjenester, som indebærer be-

handling af personoplysninger. Der er ikke indhentet udtrykkeligt sam-

tykke for disse, da der ikke følger et lignende krav i persondataloven eller

den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske penge. Nets

A/S og FinansDanmark ønsker således afklare,t om kravet om samtykke

finder anvendelse på eksisterende kundeforhold, eller om der alternativt

kan indføres en overgangsordning.

Kommentar

For så vidt angår uoverensstemmelsen mellem lovteksten og de specielle

bemærkninger for § 124, stk. 2, følger det af artikel 94 i 2. betalingstjene-

stedirektiv, at udbydere af betalingstjenester kun må behandle personop-

lysninger, som er nødvendige for ydelse af betalingstjenester, med beta-

lingstjenestebrugerens udtrykkelige samtykke. Det foreslås derfor at æn-

dre de specielle bemærkninger til § 124, stk. 2, således at det fremgår, at

en udbyder af betalingstjenester skal indhente udtrykkeligt samtykke, hvis

der behandles personoplysninger, uagtet om disse er nødvendige for ud-

førslen af betalingstjenesten eller ej.

Kravet om indhentelse af samtykke gælder alene for udbydere af beta-

lingstjenester i forbindelse med ydelse af betalingstjenester. Det pålæg-

ger således ikke kreditor noget krav om indhentelse af samtykke. Det fo-

reslås derfor præciseret i bemærkningerne til § 124, stk. 2, at der kan

indhentes et generelt samtykke til behandling af personoplysninger i for-

bindelse med udbuddet af en betalingstjeneste samtidig med at rammeaf-

talen om denne indgås, så længe det er klart for brugeren at samtykket

afgives.

For så vidt angår kommentaren angående behovet for en præcisering af

formkravet for samtykket, foreslås det præciseret i de specielle bemærk-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

37/46

ninger til § 124, stk. 2, at der ikke gælder et egentlig formkrav, men at det

påligger udbydere af betalingstjenester at kunne dokumentere samtykkets

omfang. Det foreslås endvidere præciseret, at samtykket kan gives i for-

bindelse med indgåelsen af rammeaftalen, såfremt at det fremgår klart og

tydeligt af rammeaftalen på et sted i aftalen, hvor det er nemt og oversku-

eligt for brugeren at gøre sig bekendt med omfanget af samtykket, jf. her-

ved også kravet om, at et samtykke skal være udtrykkeligt.

Det anerkendes, at der vil være væsentlige byrder forbundet med at ind-

hente udtrykkelige samtykker fra alle eksisterende kunder. Det foreslås

således at tilføje en overgangsbestemmelse i § 153, stk. 10, således, at §

124, stk. 2, ikke finder anvendelse på eksisterende aftaler om udbud af

betalingstjenester, der er indgået før 1. januar 2018, og som indebærer

behandling af personoplysninger i henhold til § 6, stk. 1, nr. 2, i lov om

behandling af personoplysninger (persondataloven).

3.14.2. Anvendelsesområdet for reglerne om behandling af betalingsdata

(Lovforslagets § 1, stk. 6, og § 124, stk. 3)

Camphausen CO Advokatfirma har på vegne af fintech-virksomhederne

Cardlay A/S, Clearhaus A/S, Ernit ApS, Flex Funding A/S, Hufsy ApS,

Mybanker.dk A/S, MyMonii ApS, Pagobox ApS, Spiir A/S og SubHub

ApS anført, at forslaget til § 124, stk. 3, ifølge bestemmelsen gælder for

udbydere af betalingstjenester og andre, hvorimod det i forslaget til § 1,

stk. 6, anføres, at § 124 gælder for erhvervsdrivende. Dette giver anled-

ning til usikkerhed om, hvorvidt der er forskel på eller sammenfald mel-

lem disse retssubjekter som følge af den forskellige sprogbrug i bestem-

melserne.

Kommentar

Det er hensigten med lovforslaget, at forbuddet mod at behandle beta-

lingsdata til opstilling af forbrugsprofiler m.v. skal omfatte alle erhvervs-

drivende, der behandler oplysninger om, hvor betalingstjenesten har væ-

ret anvendt, og hvad den har været anvendt til. Det foreslås således at

ændre § 124, stk. 3, således at det klart fremgår, at den finder anvendelse

på alle erhvervsdrivende omfattet af lovforslagets anvendelses område i §

3.14.3. Behandling af betalingsdata

Finans Danmark, Dansk Industri, Dansk Erhverv, Nets A/S, De Samvir-

kende Købmænd, Energi- og olieforum og Camphausen CO Advokatfir-

ma på vegne af Cardlay A/S, Clearhaus A/S, Ernit ApS, Flex Funding

A/S, Hufsy ApS, Mybanker.dk A/S, MyMonii ApS, Pagobox ApS, Spiir

A/S og SubHub ApS har anført, at lovforslagets § 124, stk. 3 og 4, i væ-

sentligt omfang viderefører det eksisterende særlige danske forbud mod

behandling af betalingsdata i den nugældende betalingstjenestelovs § 85,

stk. 3. De anfører, at den danske særregel stammer fra 1980’erne, og at

den derfor ikke længere er tidssvarende, da den vil begrænse udviklingen

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

38/46

af innovative digitale løsninger i Danmark og hæmme fintech-

iværksættere. Det anføres ligeledes, at der er tale om en dansk særregel,

som vil stille danske virksomheder dårligere end virksomheder i andre

EU-lande i modstrid med regeringens politik vedrørende implementering

EU-lovgivning

modstrid

med

”ånden”

2.betalingstjenestedirektiv, som tilskynder til udvikling af nye innovative

løsninger. Endelig anføres det, at med vedtagelse af den nye persondata-

forordning, som træder i kraft kort efter dette lovforslag, allerede indføres

skrappe regler vedrørende behandling af persondata, hvorfor det ikke er

nødvendigt at regulere behandling af betalingsdata yderligere.

IT-Politisk Forening har anført, at de finder det positivt, at lovforslaget

viderefører de eksisterende principper om beskyttelse af betalingsdata.

Forbrugerombudsmanden har anført, at lovforslaget i det væsentlige vide-

refører det nuværende forbud mod behandling af betalingsoplysninger til

uvedkommende formål eller i integritetskrænkende øjemed i den gælden-

de betalingstjenestelovs § 85, stk. 3. Forbrugerombudsmanden finder det

positivt, at det udtrykkeligt fremgår af § 124, stk. 3, at bestemmelsen og-

så finder anvendelse på andre end udbydere af betalingstjenester.

Forbrugerrådet Tænk har anført, at de støtter lovforslagets intention om,

at behandlingen af forbrugerens indkøbsoplysninger skal begrænses til

specifikke funktioner, som forbrugeren efterspørger, og som er direkte

henvendt mod forbrugeren. Dog anføres det, at der er behov for at ændre

på lovforslagets bestemmelser for at opnå dette.

Dansk Erhverv, Dansk Industri, Nets A/S anfører, at § 124, stk. 3, bør

udgå af loven, så det tillades at behandle betalingsdata i overensstemmel-

se med persondataforordningens beskyttelsesregler, og at det derved med

et udtrykkeligt og informeret samtykke vil være muligt at behandle beta-

lingsdata til eksempelvis loyalitetsprogrammer.

Nets A/S har anført, at med forslaget forbydes anden segmentering på

baggrund af betalingsdata også. Det vil indebære, at betalingsdata ikke

kan behandles som generelle ikke-personhenførbare statistikker, der reelt

forhindrer forretninger i at analysere deres kunders betalingstransaktio-

ner.

Dansk Erhverv og Nets A/S har anført, at med forslaget vil loyalitetspro-

grammer, der er klart adskilte og uafhængige kunne fortsætte, men at det

ikke vil være muligt at kombinere betalingskort og loyalitetskort, da det

vil være teknisk besværligt og dyrt at sikre en tilstrækkelig adskillelse.

Konsekvensen er, at hvis forbrugeren ønsker loyalitetsprogrammer, skal

denne have flere særskilte kort eller handle på internettet, hvor det via

cookies er muligt at foretage en lignende segmentering.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

39/46

Finans Danmark og Camphausen CO Advokatfirma på vegne af Cardlay

A/S, Clearhaus A/S, Ernit ApS, Flex Funding A/S, Hufsy ApS, Myban-

ker.dk A/S, MyMonii ApS, Pagobox ApS, Spiir A/S, SubHub ApS har

anført, at det med forslaget til § 124, stk. 3, er uklart hvad en personprofil

er, og hvordan en personprofil adskiller sig fra et forbrugsoverblik, som

en udbyder af kontooplysningstjenester gerne må lave.

Finans og Leasing har endvidere anført, at en udbyder af kontooplys-

ningstjenester kan udarbejde et forbrugsoverblik eller et budget til en

forbruger, men at det er uklart om en forbruger må videregive et budget-

tet eller forbrugsoverblik til tredjemand i forbindelse med eksempelvis en

kreditvurdering, hvor forbrugeren alligevel vil blive anmodet om at ud-

færdige et budget.

Finans Danmark og Camphausen CO Advokatfirma på vegne af Cardlay

A/S, Clearhaus A/S, Ernit ApS, Flex Funding A/S, Hufsy ApS, Myban-

ker.dk A/S, MyMonii ApS, Pagobox ApS, Spiir A/S, SubHub ApS har

anført, at det er vigtigt at skelne mellem behandling af data, som forbru-

geren selv udtrykkeligt har anmodet om (benævnt ”vedkommende be-

handling”), hvilket bør være tilladt, og behandling og videregivelse af

data, uden brugerens viden og accept, eksempelvis til markedsføring (be-

nævnt ”uvedkommende behandling”), hvilket ikke bør være tilladt.

Finans Danmark har anført, at muligheden for at behandle betalingsdata

til brug for rådgivning af brugere om hensigtsmæssig anvendelse af beta-

lingsinstrumenter samt til brug for tilpasning af betalingssystemer ikke er

videreført.

Camphausen CO Advokatfirma på vegne af Cardlay A/S, Clearhaus A/S,

Ernit ApS, Flex Funding A/S, Hufsy ApS, Mybanker.dk A/S, MyMonii

ApS, Pagobox ApS, Spiir A/S, SubHub ApS har anført, at forslaget til §

124, stk. 4, medfører, at der ikke må stilles som vilkår for indgåelse af en

aftale om brug af en betalingstjeneste, at der sker tilknytning af funktio-

ner, som indebærer en personprofilering. Det anføres, at det anerkendes,

at lovforslaget har til hensigt at sikre, at forbrugerne kan få adgang til et

betalingskort, f.eks. Dankort, i en ren form. En lang række fintech-

virksomheders koncepter og løsninger, der i vid udstrækning allerede

eksisterer i dag, baserer sig dog på et samarbejde med eksisterende beta-

lingstjenesteudbydere, typisk et pengeinstitut, som udbyder betalingstje-

nesten omfattet af det omhandlede koncept og løsning. Fintech-

virksomheden udbyder i den forbindelse de til betalingstjenesten knyttede

andre funktioner. Forslaget udgør således en væsentlig barriere for en

lang række fintech-virksomheders forretningsmodeller og dermed for

udviklingen af nye finansielle forretningsmodeller i Danmark.

Forbrugerrådet Tænk støtter endvidere forslaget i stk. 4, hvorefter udby-

dere af betalingstjenester ikke må stille som vilkår for indgåelse af aftale

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

40/46

om brug af en betalingstjeneste, at der kan ske tilknytning af andre funk-

tioner, som indebærer opstilling af forbrugsprofiler m.v., da det er afgø-

rende, at en forbruger kan få eksempelvis et Dankort uden at blive afkræ-

vet samtykke til en behandling af betalingsoplysninger. Forbrugerrådet

Tænk anfører dog, at bestemmelsen bør ændres, således at den omfatter

enhver unødvendig behandling af betalingsoplysninger.

Forbrugerrådet Tænk har endvidere anført, at det problematisk, at beskyt-

telsen af forbrugerens indkøbsoplysninger efter lovforslaget afhænger af,

hvordan betalingsmodtager har indrettet sit betalingssystem, idet oplys-

ninger indhentet via klart adskilte og uafhængige funktioner godt kan

behandles. Det anføres, at det ikke er noget praktisk problem for detail-

handelen at indrette sig med klart adskilte og uafhængige systemer, mens

bankerne og andre vil være omfattet af de nye regler. Forbrugerrådet

Tænk opfordrer derfor til, at der med lovforslaget etableres ét fælles re-

gelsæt for behandlingen af betalingsoplysninger.

Forbrugerrådet Tænk har endvidere anført, at der bør indføres krav om

skriftlighed i forhold til en forbrugers afgivelse af samtykke til behand-

ling af betalingsoplysninger.

Peercraft ApS har anført, at en virksomhed, der udelukkende agerer på

vegne af en forbruger og ikke har selvstændige relationer til de virksom-

heder, der forhandles køb med, ikke bør være omfattet af forslaget til §

124, stk. 3 og 4. Det anføres endvidere, at der bør indføres en bestemmel-

se i forslaget til § 124, om at lovforslagets bestemmelser om sikker kom-

munikation mellem udbydere af betalingstjenester, brugeren og kontofø-

rende udbyder ikke er til hinder for, at udbyderen af betalingstjenester

efter brugerens anmodning kan pseudonymisere eller anonymisere bruge-

ren over for betalingsmodtageren.

Kommentar

For så vidt angår forslaget om alene at lade den beskyttelse, der følger af

den kommende persondataforordning gælde i forhold til behandling af

betalingsoplysninger, bemærkes det, at det først og fremmest er formålet

med forslaget til § 124 at undgå prisdiskrimination af den enkelte forbru-

ger. I lyset af ovenstående samt de indkomne høringssvar justeres forsla-

get til § 124, stk. 3, derfor, således at det fremgår, at betalingsdata ud-

over gennemførelse og korrektion af betalinger også kan benyttes til hhv.

Forbrugsoverblik.

Budgetlægning.

Kategorisering og sammenligning af forbrug.

Adviseringer om forbrug, forbrugsmønstre og usædvanlige trans-

aktioner.

5) Betalingspåmindelser.

6) Markedsføring.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

41/46

7) Rådgivning.

8) Elektroniske kvitteringsløsninger.

9) Rabat- og loyalitetsprogrammer.

10) Indberetning af donationer til velgørenhed til offentlige myndig-

heder.

Det vil øge udbuddet af tjenester til forbrugerne gøre det muligt for virk-

somheder i Danmark at udbyde en række tjenester, der i dag ikke er til-

gængelige for danske forbrugere.

For at sikre en passende forbrugerbeskyttelse præciseres det i en ny be-

stemmelse, at der ikke må anvendes diskriminerende prissætning på bag-

grund af betalingsdata, herunder fx i forbindelse med kreditvurdering og

beregning af forsikringspræmier.

For så vidt angår forslaget om alene at lade den beskyttelse, der følger af

den kommende persondataforordning gælde i forhold til behandling af

betalingsoplysninger, bemærkes det, at det først og fremmest er formålet

med forslaget til § 124 at undgå prisdiskrimination af den enkelte forbru-

ger

§ 85, stk. 4, i den nugældende lov om betalingstjenester og elektroniske

penge indeholder en oplistning af, hvilken behandling af betalingsdata,

der ville være tilladt i henhold til loven. Denne bestemmelse er foreslået

ophævet, idet disse regler allerede er indeholdt i forslaget til § 124, stk. 3

og stk. 4. Med henblik på at sikre klarhed om retsstillingen præciseres det

i bemærkningerne til § 124, stk. 3, at de behandlinger, der er tilladt i

henhold til § 85, stk. 4, i nugældende lov om betalingstjenester og elek-

troniske penge, ikke indebærer en profilering af den enkelte forbruger,

hvor forslaget til § 124, stk. 3, ikke forhindre, at betalingsdata fremover

fortsat kan anvendes til rådgivning af en betaler med henblik på en hen-

sigtsmæssig anvendelse af betalingsinstrumenter, og når de oplysninger,

der frembringes, alene angår, hvilke typer betalingstransaktioner, betale-

ren foretager, og til udstederens tilpasning af betalingssystemer, således

at disse er sikre, effektive og tidssvarende og uden der frembringes op-

lysninger på enkeltbrugerniveau.

For så vidt angår høringssvarene om, at forslaget til § 124, stk. 4, vil

udgøre en væsentlig barriere for en række fintech-virksomheders forret-

ningsmodeller, idet bestemmelsen vil medføre, at der ikke kan tilbydes

sammensatte betalingskoncepter, bemærkes det, at forslaget justeres, så

det åbner for anvendelse af betalingsdata til nærmere afgrænsede formål.

Forslaget er desuden ikke er til hinder for en sammensat koncept-pakke,

så længe det underliggende betalingsinstrument også stilles til rådighed

af den pågældende udbyder i sin rene form. Dvs. at bestemmelsen alene

regulerer det faktiske betalingsinstrument, uanset den bagvedliggende

teknologi. Det betyder eksempelvis, at en app til en smartphone, hvor der

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

42/46

tilknyttes et betalingsinstrument, f.eks. et bredt anvendeligt betalingskort,

godt kan udbydes under betingelse af behandling af data, så længe det

tilknyttede kort kan anvendes uafhængigt af appen. Dette vil blive præci-

seret i bemærkningerne.

Hensigten med forslaget til § 124, stk. 4, er at sikre, at en forbruger kan

få et bredt anvendeligt betalingsinstrument, f.eks. et Dankort, uden at

blive tvunget til at tillade behandling af sine betalingsdata. Dette hensyn

vurderes dog ikke at være tilsvarende stort for betalingsinstrumenter med

begrænset anvendelse, jf. lovforslagets § 5, nr. 14-16 (betalingsinstru-

menter med begrænset anvendelse), f.eks. betalingskort, der kun kan an-

vendes til at erhverve et meget begrænset antal varer og tjenester, og

tjenester omfattet af lovforslagets § 1, stk. 5, eksempelvis elektroniske

gavekort og betaling via tillægstakseret sms. § 1, stk. 5, og § 5, nr. 14-16,

ændres således, at § 124, stk. 4, ikke finder anvendelse på disse tjenester.

For så vidt angår forslaget om krav om skriftlighed i forhold til en for-

brugers afgivelse af samtykke, er det ikke hensigten med forslaget, at

fastsætte en ny definition af samtykke i forhold til hvad der gælder i per-

sondataloven. Lovforslaget opretholdes derfor.

§ 124, stk. 3 og 4, gælder for alle erhvervsdrivende, der behandler oplys-

ninger om, hvor betaler har anvendt en betalingstjeneste, og hvad den

har været anvendt til. Bestemmelserne finder således også anvendelse på

virksomheder, der udelukkende agerer på vegne af en forbruger og ikke

har selvstændige relationer til de virksomheder, der forhandles køb med,

idet beskyttelseshensynet er det samme uafhængigt af hvilke erhvervsdri-

vende, der foretager behandlingen.

3.15. Operationel sikkerhed og stærk autentifikation

3.15.1. Præcisering af reglerne om operationel sikkerhed

FSR – danske revisorer anfører, at § 124, stk. 2 og 5, samt § 125, stk. 1,

nr. 5, ikke er nødvendige, da kravene allerede fremgår af anden lovgiv-

ning. Derudover bør § 125 præciseres. Endelig anfører FSR - danske re-

visorer, at det fremgår af § 125, stk. 2, at udbydere og udsteder en gang

årligt skal indsende en ajourført og samlet risikovurdering i henhold til

stk. 1 samt en beskrivelse af de forebyggende foranstaltninger, udbyderne

har truffet for at begrænse disse risici. De forhold, som er omtalt i stk. 1,

er netop det, man gør efter en risikovurdering. Det bør således fremgå af

stk. 1, at der skal foretages en risikovurdering, som danner grundlag for

implementering af § 125, stk. 1, nr. 1, 2 og 3.

Kommentar

Kravene i lovforslagets § 124 og 125 er lex specialis og følger direkte af

2. betalingstjenestedirektiv, hvorfor det ikke er muligt at fravige disse

regler. Hertil skal det bemærkes, at den Europæiske Banktilsynsmyndig-

hed (EBA) skal uddybe disse regler i en række retningslinjer og regule-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

43/46

ringsmæssige tekniske standarder, jf. artikel 95-98 i 2. betalingstjeneste-

direktiv. Disse forventes at foreligge i løbet af 2017 og 2018. De bestem-

melser i lovforslaget, der gennemfører artikler i 2. betalingstjenestedirek-

tiv, som indeholder mandater til Europa-Kommissionen om at udarbejde

niveau 2-regulering og mandater til EBA om at udarbejde niveau 3-

regulering, indeholder en bekendtgørelseshjemmel til erhvervsministeren

eller Finanstilsynet med henblik på korrekt gennemførelse af disse EU-

retsakter. Bestemmelsen opretholdes derfor uændret.

3.15.2. Stærk autentifikation

Dansk Erhverv har anført, at § 127 stiller krav om anvendelse af stærk

autentifikation ved elektroniske betalinger, men at de nærmere krav til

dette fastsættes i en delegeret retsakt af Europa-Kommissionen, jf. artikel

98 i 2. betalingstjenestedirektiv. Dansk Erhverv anfører, at de er bekym-

rede for, at den delegerede retsakt vil ødelægge velfungerende dansk løs-

ninger såsom Brobizz og parkeringsautomater.

Peercraft ApS har anført, at hvis EBAs kommende anbefaling vil inde-

holde mulighed for direkte delegering af brugerens elektroniske identifi-

kationsmidler, bør det ikke i Danmark tillades som alternativ til brug af

såkaldt Application Programming Interface (API). Det foreslås, at det

som i Storbritannien gøres obligatorisk for kontoførende udbyder at til-

byde API-adgang.

Kommentar

Den delegerede retsakt vil have direkte retsvirkning i alle medlemslande-

ne. Det er således ikke muligt at adressere bekymringen opridset i hø-

ringssvaret i dette lovforslag. Erhvervsministeriet vil dog arbejde for, at

eksisterende velfungerende danske løsninger kan fortsætte.

EBA skal i medfør af artikel 98 i 2. betalingstjenestedirektiv udarbejde

udkast til reguleringsmæssige tekniske standarder, som skal fastsætte

rammerne for kommunikationen mellem kontoførende udbydere og udby-

dere af betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjenester. Europa-

Kommissionen har i medfør af samme artikel mandat til at gennemføre

standarderne som en delegeret retsakt. Det forventes, at den delegerede

retsakt vil have karakter af en forordning, Den delegerede retsakt vil så-

ledes have direkte retsvirkning i medlemslandene. Der henvises i øvrigt

til afsnit 8 i de almindelige bemærkninger om forholdet til EU-retten. Det

er således ikke muligt at fastsætte national særlovgivning i modstrid med

den delegerede retsakt.

3.16. Ikrafttrædelse

Camphausen CO Advokatfirma på vegne af Cardlay A/S, Clearhaus A/S,

Ernit ApS, Flex Funding A/S, Hufsy ApS, Mybanker.dk A/S, MyMonii

ApS, Pagobox ApS, Spiir A/S, SubHub ApS og FinansDanmark anfører,

at der i dag findes en række virksomheder, som vil blive omfattet af lov-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

44/46

forslagets tilladelsespligt, og at der bør indføres en passende og rimelig

overgangsordning for disse virksomheder, der for første gang omfattes af

den finansielle lovgivning.

Kommentar

En række virksomheder vil blive omfattet af den finansielle lovgivning for

første gang som følge af dette lovforslag. Der bør være en passende

overgangsperiode for disse. Det foreslås således at tilføje en overgangs-

bestemmelse til lovforslagets § 153, således at virksomheder, der inden

den 1. januar 2018 udbyder betalingstjenester omfattet af bilag 1, nr. 7

eller nr. 8 (hhv. betalingsinitieringstjenester og kontooplysningstjene-

ster), senest den 1. juli 2018 skal ansøge om tilladelse i henhold til dette

lovforslag. Disse virksomheder kan fortsætte udbuddet mens ansøgningen

behandles. Virksomheder, der først påbegynder udbuddet at tjenester

omfattet af lovforslagets bilag 1, nr. 7 og 8, efter den 1. januar 2018, må

ikke påbegynde udbuddet, før de er meddelt tilladelse.

3.17. Administrative konsekvenser for Forbrugerombudsmanden

(Lovforslagets almindelige bemærkninger)

Forbrugerombudsmanden har anført, at det i lovforslagets almindelige

bemærkninger, pkt. 10, er anført, at lovforslaget forventes at medføre et

mindre ressourcetræk hos Forbrugerombudsmanden, da udbydere af beta-

lingssurrogater ikke længere skal registreres ved Forbrugerombudsman-

den. Det er ikke korrekt, at lovforslaget vil medføre et mindre ressource-

træk hos Forbrugerombudsmanden. Da ophævelsen af anmeldelsespligten

vil medføre et yderst begrænset fald i ressourcetrækket hos Forbrugerom-

budsmanden, da der ultimo 2016 alene var registreret 136 betalingssurro-

gater i Danmark. Hertil kommer, at Forbrugerombudsmanden får kompe-

tence til føre tilsyn med de forbrugerbeskyttende regler, uanset hvilken

betalingstjeneste en eventuel overtrædelse vedrører i modsætning til efter

den gældende betalingstjenestelov, hvor Forbrugerombudsmanden ikke

har kompetence til at føre tilsyn med overholdelse af de forbrugerbeskyt-

tende regler ved f.eks. direkte debiteringer og pengeoverførselsvirksom-

hed. Endelig medfører lovslaget regulering af nye udbydere som konto-

oplysningstjenester og betalingsinitieringstjenester. Forbrugerombuds-

mandens tilsyn efter lovforslaget vil derfor omfatte flere virksomheder

end i dag. Lovforslaget vil således medføre et øget ressourcetræk hos

Forbrugerombudsmanden.

Kommentar

På baggrund af ændringen af lovforslagets tilsynsbestemmelser foreslås

det at slette det anførte punkt 10 i lovforslagets almindelige bemærknin-

ger.

4. Oversigt over hørte organisationer, myndigheder m.v.

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

45/46

Advokatrådet, American Express, Andelskassen, Arbejderbevægelsens

Erhvervsråd, Arbejdsmarkedets Erhvervs-sygdomssikring (AES), Ar-

bejdsmarkedets Tillægspension (ATP), Arbejdsskadestyrelsen, Branche-

foreningen Dansk Luftfart, Børs-mæglerforeningen, Camphausen CO

Advokatfirma, CLS Group, Danish Venture Capital and Private Equity

Association, Danmarks Nationalbank, Danmarks Rederiforening, Dan-

marks Restauranter og Caféer, Danmarks Skibskredit A/S, Dansk Aktio-

nærforening, Dansk Arbejdsgiverforening, Dansk Byggeri, Danske Ad-

vokater, Danske Forsikringsfunktionærers Landsforening, Dansk Ejen-

domsmæglerforening, Dansk Live, Danske Maritime, Danske Regioner,

Dansk Erhverv, Dansk Forening for International Motorkøretøjsforsikring

(DFIM), Dansk Industri, Dansk Investor Relations Forening – DIRF,

Dansk Kredit Råd, Dansk Metal, Dansk Pantebrevsforening, De Samvir-

kende Købmænd, Den Danske Aktuarforening, Den Danske Finansanaly-

tikerforening, Den danske Fondsmæglerforening, Den Europæiske Cen-

tral Bank, Ejendomsforeningen, Energi- og olieforum, FDFA – Forenin-

gen af Danske Forsikringsmæglere og ForsikringsAgenturer, FDIH –

Foreningen for Dansk Internethandel, Finans og Leasing, Finansforbun-

det, Finanshuset i Fredensborg A/S, Finansiel Stabilitet A/S, Finans

Danmark, Finanssektorens Arbejdsgiverforening, Forbrugerombudsman-

den, Forbrugerrådet, Foreningen af Forretningsførere for Udenlandske

Forsikringsselskaber, Foreningen af Interne Revisorer v/ Ane Marie Chri-

stensen, Foreningen af J.A.K. Pengeinstitutter, Foreningen Danske Revi-

sorer, FOREX, Forsikring & Pension, Forsikrings-mæglerforeningen, v/

Direktør Flemming Kosakewitsch, FSR – danske revisorer, Funktionæ-

rernes og Tjenestemændenes Fællesråd (FTF), Garantifonden for indsky-

dere og investorer, Gar-ban-Intercapital Scandinavia, Horesta, Hånd-

værksrådet, Indsamlingsorganisationernes Brancheorganisation (ISOB-

RO), Investeringsfondsbranchen, Intertrust (Denmark), ISACA Den-mark

Chapter, IT-branchen, IT-Politisk Forening, KommuneKredit, Kommu-

nernes Landsforening, Kuratorforeningen, KøbmandStandens Oplys-

ningsBureau, Landbrug & Fødevarer, Landsforeningen for Bæredygtigt

Landbrug, Landsforeningen af forsvarsadvokater, Landsorganisationen i

Danmark (LO), Lokale Pengeinstitutter, Lønmodtagernes Dyrtidsfond

(LD), NASDAQ OMX Copenhagen A/S, Mybanker, Nets A/S, NOKAS

Værdihåndtering A/S, Parcelhusejernes Landsforening, Peercraft ApS,

PostDanmarks Juridiske afdeling, PROSA – forbundet af it-

professionelle, Realkreditforeningen, Realkreditrådet, Regionale Bankers

Forening, Rejsekort A/S, Revisornævnet, Rigsrevisionen, Roskilde Festi-

val, Rådet for Socialt Udsatte, SikkerhedsBranchen, Skibs- og Bådebyg-

geriets Arbejdsgiverforening, Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og

International Kriminalitet, Telekommunikationsindustrien i Danmark,

Thomson Reuters Nordic, Transparency International Danmark, VP Se-

curities A/S, Western Union, ÆldreSagen, Færøernes Hjemmestyre via

Rigsombudsmanden på Færøerne, Grønlands Selvstyre via Rigsombuds-

manden i Grønland, Beskæftigelsesministeriet, Datatilsynet, Energi-, For-

synings- og Klimaministeriet, Erhvervsstyrelsen, Finansministeriet, For-

L 157 - 2016-17 - Bilag 1: Høringsnotat og høringssvar, fra erhvervsministeren

46/46

svarsministeriet, Justitsministeriet, Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen,

Miljø- og Fødevareministeriet, Moderniseringsstyrelsen, Patent- og Va-

remærkestyrelsen, Sikkerhedsstyrelsen, Skatteministeriet, Statsministeri-

et, Søfartsstyrelsen, Udbetaling Danmark, Uddannelses- og Forsknings-

ministeriet, Udenrigsministeriet, Udlændinge- og Integrationsministeriet,

Økonomi- og Indenrigsministeriet, Børne- og Socialministeriet, Under-

visningsministeriet, Kirkeministeriet, Kulturministeriet, Transport-, Byg-

nings- og Boligministeriet, Sundheds- og Ældreministeriet, Den Europæi-

ske Centralbank.