Tak for det.
Det her er første behandling af L 173 om forslag til lov om ændring af udlændingeloven, der handler om at give Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste adgang til udlændingemyndighedernes registre, systemer m.v.
I dag skal Politiets Efterretningstjeneste og Forsvarets Efterretningstjeneste anmode konkret om data om udlændinge.
Det her lovforslag vil i stedet umiddelbart give PET og FE direkte adgang til udlændingemyndighedernes registre og systemer og dermed de data, de har om udlændinge.
Der er således, som det også tidligere er blevet sagt, ikke tale om en udvidelse af den mængde data, PET og FE får adgang til.
Der er derimod tale om en ændring af efterretningstjenesternes adgang til disse data.
Jeg synes, det er vigtigt at se det her lovforslag i sammenhæng med tidligere og også kommende lovforslag fra regeringen om efterretningstjenesternes og politiets områder.
For nylig ændrede man reglerne for datasletning i PET og FE, så tjenesterne fremover ikke aktivt skal lede efter og slette oplysninger, som de ikke længere bruger.
Det var vi stærkt kritiske over for i Alternativet og endte med at stemme imod det af retssikkerhedsmæssige grunde, da det var betænkeligt.
Derudover har politiet indkøbt et nyt system til at samle, analysere og give overblik over samtlige data, som politiet ligger inde med og har adgang til, herunder også offentligt tilgængelige oplysninger fra f.eks.
Facebook.
Vi ved, at i slutningen af april skal vi førstebehandle et lovforslag, som giver politiet hjemmel til at bruge det her system.
Institut for Menneskerettigheder har allerede været ude at sige, at de er bekymrede, fordi de ser en hidtil uset analysekapacitet komme hos politiet, som i praksis vil udvide masseovervågningen i Danmark massivt.
Når det er sagt, siger det sig selv, at vi skal kunne indsamle data med henblik på terrorbekæmpelse.
Men det her lovforslag medvirker til den meget massive dataindsamling, der er i forvejen, samtidig med at vi altså i tidligere lovforslag har besluttet, at der ikke længere er pligt til at slette data, når PET og FE ikke længere har brug for oplysningerne.
Så er der tilsynet med efterretningstjenesterne, som vi i Alternativet mener er alt for svagt til at kunne føre kontrol med den her dataindsamling.
Derfor håber jeg meget, at ministeren vil følge opfordringen fra Institut for Menneskerettigheder, IT-Politisk Forening, Rådet for Etniske Minoriteter og Røde Kors om, at tilsynet styrkes, så det kan føre en tilstrækkelig kontrol med dataindsamlingen.
Jeg ser frem til udvalgsbehandlingen, hvor vi vil spørge ind til de her ting.
Som jeg hørte Enhedslisten, kan jeg forstå, at de har tænkt sig at stille nogenlunde det samme ændringsforslag, så jeg tænker, vi kan stille et sammen om tilsynet.
Jeg synes, det er meget, meget vigtigt, hvis de her yderligere kompetencer bliver givet, at der bliver en styrkelse af tilsynet for at sikre, at vi ikke i gåseøjne bare har en masseovervågning, vi ikke har tilstrækkelig kontrol med.
Umiddelbart er Alternativet skeptisk over for det her lovforslag.
Jeg ser frem til at høre ministeren på talerstolen adressere de særlige bekymringer, som Institut for Menneskerettigheder bl.a.
har udtrykt, og vi vil stille et ændringsforslag om en skærpelse af tilsynet.