Der er jo to elementer i det her forslag:
Det ene er blokeringen af hjemmesider, og det andet er, at man fratager personer, der rejser ud for at være hellige krigere, offentlige ydelser.
For at starte med det sidste først så skal vi selvfølgelig ikke fra Danmarks side udbetale ydelser til nogen, der rejser til Syrien for at slås med eller i princippet også mod IS.
Det har vi lagt en klar linje om, for det synes vi ikke er en god idé.
Vi tolererer det ikke, hvis det er – hvad skal man sige – fjender af Danmark, men vi synes heller ikke det er en god idé, selv om man gør det for egentlig at bekæmpe IS.
Derfor støtter vi også helhjertet, at man selvfølgelig ikke skal have offentlige ydelser, hvis man rejser ud, og jeg synes også, at man i bemærkningerne kommer rundt omkring – hvad skal man sige – det retssikkerhedsmæssige i at sikre sig, at de rette myndigheder vurderer, om man reelt er udrejst, altså om man ikke bare er forsvundet på en ferie til Tyrkiet, men at der både er retssikkerhed for, at det reelt er den status, man har, og at de oplysninger også kun tilgår de myndigheder, de er beregnet til – altså fra politiet eller anklagemyndigheden til Udbetaling Danmark osv.
osv.
Jeg synes dog stadig væk, at der er en lille smule forvirring i forhold til netop det her med børnepenge.
Det er klart, at en bopælsforælder ville være den, der var blevet hjemme i Danmark, og dermed ikke være udrejst, men det kunne måske godt stå lidt skarpere.
Jeg tror egentlig, vi alle sammen ønsker det samme, nemlig at børns børnepenge selvfølgelig ikke skal blive taget fra dem og dermed forværre den situation, det er, at ens forældre faktisk er rejst ud.
Så det jeg tror egentlig vi er enige om at skærpe.
Det er et problem med den radikalisering, der foregår på internettet, og det er noget nyt, at den – hvad skal man sige – viden, den påvirkning er så let tilgængelig.
Men det er også lidt interessant, i forhold til hvad vi taler om at vi må blive udsat for.
Altså, man kan gå ind på et hvilket som helst folkebibliotek og låne »Mein Kampf«, og jeg har ikke hørt nogen partier, der siger, at nu skal vi til at brænde bøger eller forbyde bøger, eller hvad det er.
Der har vi en ret udstrakt ytringsfrihed i Danmark, også til faktisk at acceptere organisationer, hvis sag vi på ingen måde anerkender eller kan stå inde for.
Det er lovligt at være nazist i Danmark og udbrede en masse budskaber, så længe man ikke opfordrer til vold.
Nogle af de – hvad skal man sige – lidt modstridende synspunkter, som kan være svære at håndtere, er det, der gør de her ting lidt svære at diskutere nogle gange; eller der er i hvert fald flere aspekter af det.
På den ende side er der er en masse ting derude, som folk kan blive inspireret af, hvis de er let påvirkelige eller ønsker at gøre andre ondt, som vi egentlig tillader.
Nu er det her altså ikke en opfordring til, at vi skal begynde at forbyde en masse bøger eller fjerne dem fra folkebibliotekerne.
Det er bare for at sige, at der er nogle ting, der stritter i det her.
Men på den anden side er der rigtig meget af specielt unge menneskers tid, men også vores alle sammens tid, der går med at være til stede på nettet, og der er rigtig mange ting, man kan falde over.
Og uden at komme ind på en specifik sag tror jeg også, at vi alle sammen i den seneste tid har været meget optaget af, hvordan specielt unge mennesker kan blive radikaliseret af de ting, de møder på nettet.
Jeg ville nok have stået heroppe og sagt, at det var at gå for langt, og at vi ikke kunne støtte det, hvis det var det oprindelige forslag, der havde været i høring.
Derfor vil jeg også give en stor cadeau – og jeg tror ikke, det er for meget at sige – til Liberal Alliance og fru Christina Egelund, fordi det er blevet skærpet på en måde, så SF godt kan se sig i det.
Og jeg tror også – og nu skal jeg ikke tale på vegne af Alternativet og Radikale Venstre, men det er det, jeg hører – at fordi det er blevet skærpet, er vi igen forsigtigt positive over for det her.
For det er et reelt problem.
Men man kan heller ikke forbyde alt, hvad man ikke kan lide.
Man kan ikke forbyde bøger, man ikke kan lide, og som kan opfordre til alt muligt.
Men her går man altså ind og siger, at det er det, der allerede er ulovligt i forhold til straffeloven, man skærper, i stedet for f.eks.
at forbyde alt propaganda.
Det er et vildt elastisk begreb, så det er rigtig godt, at det er kommet ud.
Center for Terroranalyse – det er min afsluttende bemærkning – siger jo også, at det både er militant ekstremisme, men også politisk ekstremisme, som vi skal holde øje med, og det synes jeg egentlig også er værd at lægge mærke til.
Men SF støtter forslaget.