Tak, formand.
Danmarks energiforbrug på vejene er steget med 17 pct.
siden 1990 – i en tid, hvor vi ellers bryster os af, at vi prøver at mindske vores fodaftryk på kloden, vores CO
2
-forbrug, er energiforbruget på vejene siden 1990 altså steget med 17 pct., heraf udgør olie 95 pct.
Hvis den nuværende udvikling fortsætter i forhold til udbredelse af elbiler, går der 300 år, før vi når vores måltal på det her område – 300 år.
Der er faktisk sket et fald i den samlede bestand af elbiler i Danmark fra årsskiftet og til den sidste opgørelse her i marts, så der nu er 155 færre elbiler på vejene.
Jeg tror, at vi har en idé om, at det er en kontinuerlig udvikling, som godt nok ikke har været særlig stor det sidste stykke tid, men at det dog går lidt fremad, men det gør det faktisk ikke.
Der er faktisk sket et fald.
Så vi har brug for at sætte skub i salget.
Vi har kunnet se i Norge, hvad der sker, når man holder hånden under et marked, fordi man politisk bestemmer sig for, at det er det, man vil, fordi man mener, at der er mange fordele ved det.
Det er der, fordi vi har sagt ja til internationale klimaaftaler, men også fordi det kommer os selv til gode.
Det kommer borgerne til gode, fordi der er mindre luftforurening, og der er en lang række andre virkninger også i forhold til at mindske CO
2
-udledningen.
I Norge sagde de:
Det her vil vi simpelt hen.
Befolkningen bakkede op om det, i hvert fald et stort flertal.
I første omgang sagde de:
Vi giver nogle lettelser; vi fjerner noget afgift og moms; vi giver nogle ekstra rettigheder osv., fordi vi ønsker at fremme det.
Der gik faktisk ikke ret lang tid, før man nåede sit måltal på 50.000, og det var så populært, at man sagde, at man ville hæve måltallet til 100.000.
Så når skatteministeren siger, at Danmark er et lille land, og at det ikke betyder noget, hvad vi gør, passer det ikke, for Norge er blevet verdenskendt på at have lavet den her model.
Danmark er stadig væk, trods regeringens forringelser på klima- og miljøområdet, kendt i verden som det her lille land, hvor humlebien godt kan flyve, hvor man altså godt kan sikre arbejdspladser og samtidig have en grøn energi og man godt kan understøtte en masse industrivirksomheder, fordi der bliver satset på det.
Det var, fordi man bl.a.
satsede på vindmøller og på en række andre teknologier, at nogle af vores største virksomheder i det her land er grønne frontkæmpere og er kendt i hele verden.
Det falder ikke ned fra himlen, og det er ikke noget, som markedet bare finder ud af.
Det er, fordi man har besluttet sig for det og har en målsætning om, at vores energi skal være grøn, at vores vejtransport, håber jeg, skal være grøn, at vi skal have mindsket luftforureningen, som der er hundredvis af danskere, der dør af, og der er titusindvis af danskere, som får luftvejssygdomme.
Det er en politisk målsætning, at det vil vi.
Jeg vil faktisk også kvittere for, at skatteministeren siger, at det er et politisk valg, hvad man vil, og hvad man vægter højest.
Det er rigtigt, at der stadig væk er nogle, for hvem en elbil ikke vil være det oplagte valg, men der er ikke så mange af dem, som man nogle gange skulle tro, når man hører debatten.
Man har jo opgjort danskernes kørselsforbrug, og det viser sig, at over 90 pct.
af kørselsforbruget i Danmark – jeg tror faktisk, at det præcise tal er 94 pct.
– kan dækkes af elbiler.
Og der er ikke så mørkt i Hjørring, må jeg sige til skatteministeren, der er ikke så mørkt i Nordjylland, og der er faktisk folk, der har elbiler i Nordjylland.
Og så vidt jeg husker, er den kommune i landet, hvor der er flest elbiler pr.
indbygger, Sønderborg, altså nede i det såkaldte mørke Sønderjylland er der heller ikke så mørkt.
Så det er altså ikke bare et storbyfænomen.
Det handler i høj grad om infrastruktur, det er rigtigt, men den infrastruktur er der jo ikke nogen opbakning til at udvikle, hvis markedet ligger fuldstændig dødt.
Nedsættelsen af registreringsafgiften fra 180 til 150 pct.
for alle biler – men som jo hovedsagelig kommer benzinbiler til gode – var et udtryk for en politisk prioritering fra regeringens side, da den i to finanslove i træk sænkede prisen på benzinbiler.
Derfor er det jo heller ikke nødvendighedens politik.
Det er ikke sådan, at vi ikke har pengene.
Man valgte at bruge et trecifret millionbeløb på at sænke registreringsafgiften på benzinbiler, som man kunne have brugt på at afgiftsfritage elbilerne eller i hvert fald på at gøre indfasningen meget langsommere, som vi foreslog som et kompromisforslag, eller man kunne have sagt, at der på de allerdyreste luksusbiler skulle være en anden afgift end på mellemklassebilerne og de små biler.
Så jeg vil også gerne takke ordføreren for Enhedslisten, hr.
Henning Hyllested, for netop også at sætte fokus på, at det her altså ikke var et valg imellem enten at lægge 180 pct.
afgift på elbiler eller ikke at gøre noget, og at vi derfor i SF, Alternativet og Enhedslisten måtte forstå, at man faktisk reddede elbilerne ved at lave den her indfasning.
Nej, for vi var mange partier, der sagde, at vi ønskede en afgiftsfritagelse i nogle år endnu, indtil vi havde fået skabt et marked, og hvis det ikke kunne lade sig gøre, ønskede vi i hvert fald en meget blidere indfasning og en meget lavere afgift, og vi kom med et finansieringsforslag.
Alle tre partier kom til bordet med finansieringsforslag, så det var ikke et spørgsmål om, at det ikke var noget, vi ville.
Et af de finansieringsforslag, som vi havde fra SF's side, og som også indgår i det beslutningsforslag, vi har diskuteret i dag, er det såkaldte knæk:
altså, hvor langt en bil skal køre på literen, før den enten får en sænkning eller en forøgelse af afgiften.
Nu håber jeg, at nogle af dem, der følger debatten, er lige så nørdede som mig, og som synes, at historieskrivningen er lidt interessant.
Da man lavede det knæk, kørte en gennemsnitlig bil 16 km på literen, og så sagde man:
Så er det rimeligt, at vi laver knækket der, fordi det er gennemsnittet, og hvis du kører mindre på literen end det, skal du betale lidt mere, og hvis du kører længere på literen end det, skal du have en lille gevinst ud af det, et lille fradrag.
Så troede man åbenbart, at ingenting ville forandre sig, og derfor lavede man det som et fast tal, i stedet for at det var dynamisk og måske ændrede sig hvert andet år, eller hvad man nu besluttede sig for.
Med den udvikling, der har været for biler, kører en ny gennemsnitsbil i dag måske 21 km på literen, og for hver kilometer man hævede det her knæk, ville der være et trecifret millionbeløb at hente.
Det har jeg nemlig spurgt skatteministeren om.
Så er der nogle, der kan sige, at det så bliver en lille smule dyrere for ejerne af benzinbiler.
Men omvendt kunne man spørge:
Hvorfor skal folk have penge i hånden for at have en bil, der kører mindre på literen end en gennemsnitsbil?
Vi havde ellers det princip, at det skulle være en lille smule dyrere, nemlig 1.000 kr.
pr.
kilometer.
Det skal være en lille smule dyrere, hvis man har en bil, der ikke kører langt på literen, og så får man altså en gevinst på, jeg mener, det er 10.000 kr.
for hver kilometer, den kører længere på literen.
Så der er tale om på den ene side en ret stor gevinst og på den anden side en lille forøgelse på det her.
Det var et rigtig godt finansieringsforslag, syntes vi, fordi der var noget rimelighed og noget klimavenlighed i det, og bare det at hæve det med 1 km kunne give ret meget.
Så det var bare et af forslagene, og det er også et af de forslag, vi har med i dag.
Noget andet er, at på de firmabiler, som er de dyreste, er der altså en skatterabat, som vi ikke rigtig synes giver så meget mening.
Det her beslutningsforslag er så også et kompromisforslag og et udtryk for, at vi siger:
Okay, vi kan ikke blive ved med at rende rundt og sige, at det havde været bedre, hvis afgiften ikke var blevet indført.
Det er klart, at vi gerne ville blive ved med at sige det, men vi kunne godt se, at det ikke havde nogen gang på jord.
Så vi fremsatte det her beslutningsforslag som et kompromis og sagde:
Nu står vi i den her forfærdelige situation, så lad os i det mindste udskyde tredje og fjerde trin af indfasningen af registreringsafgiften.
Det er jo rigtigt nok, at det er blevet honoreret i den her aftale.
I vores forslag er der jo så bare ikke et måltal på 5.000 elbiler, og jeg vil altså igen sige, at 5.000 biler svarer til en uges salg af benzinbiler.
I første kvartal af 2017 fik vi jo netop de choktal, at der var solgt 60.000 benzinbiler og 35 elbiler, hvoraf 3 elbiler var til private.
Der var altså solgt 3 elbiler til private, mens der var solgt 60.000 biler.
Det her handler ikke om at skælde ud på dem, der har købt en benzinbil.
Det handler om at gøre, som vi gør på alle mulige andre områder i politik, nemlig at skabe rammerne for, at det, der er godt, f.eks.
for klimaet, godt må være billigere, mens det, der sviner, såsom fossilbiler, altså skal være lidt dyrere.
Men nu lever vi i den omvendte verden.
Man gør benzinbiler billigere og elbiler dyrere.
Altså, det er bare uforståeligt.
Vores forslag synes jeg egentlig kunne være et supplement til det lovforslag, der er kommet fra skatteministeren, og som jeg vil sige er et fremskridt, og som vi vil støtte.
Vi synes egentlig, at vores forslag kunne være et supplement, men det kræver selvfølgelig, at det kan finansieres.
Vores finansieringsforslag er indbygget i forslaget.
Det er knækket.
Det er sådan, at pengene passer, men der er faktisk også noget rimelighed i det, og så er det jo næsten et Kinderæg.
Så jeg synes egentlig, at det kunne være et supplement til den aftale, der ellers er lavet.
Et af forslagene er jo det her med, at man kan låne en elbil i en måned for 500 kr.
Det er jo ikke noget, staten skal stå for.
Ligesom med så mange andre ting skal der laves et udbud, og så er der en virksomhed, der siger, at det vil de gerne stå for, og så prøver man det.
Netop de her forsøgsordninger er faktisk afprøvet andre steder.
En af de problemstillinger, vi står med, er også den psykologiske barriere, for hvis der nu sidder nogle i Hjørring, som aldrig har kørt i en elbil, og som hører skatteministerens tale, lyder det jo for dem, som om man ikke kan få sit liv til at hænge sammen i Hjørring, hvis man har en elbil.
Så kan man ikke hente børn i daginstitutionerne eller komme til og fra arbejde.
Den psykologiske barriere er der jo mange, der har været med til at bidrage til, for det lyder, som om der ikke er opsat ladestandere uden for Valby Bakke, altså som om det er et Københavnerfænomen.
Men heldigvis har der været nogle, som med offentlige midler og med private midler har sørget for at prøve at udbygge infrastrukturen, og vi skal endnu videre end det.
Men det her forslag kunne netop for nogle, inden de kaster sig ud i den investering, det er at købe en elbil, være en måde at få prøvet det af på.
Så synes vi også kun, det er rimeligt, at man sænker beskatningen på firmaelbiler og samtidig regulerer i forhold til benzinbiler, når det kommer til firmabiler, og også giver tilskud til ladestandere på arbejdspladser, der vælger elbiler som firmabiler.
Så ønsker vi jo også, at man simpelt hen tænker det ind i indkøbsaftaler med det offentlige.
Det gør man på mange andre områder.
Økologi er noget, der har været talt om i mange år.
På et tidspunkt diskuterede vi også fair trade-produkter – det var i den tidligere regeringsperiode.
Der var mange kommuner, der gerne ville købe fair trade, hvilket betyder, at man ved, at produkterne er fremstillet under ordnede forhold og til en ordentlig løn.
Det var simpelt hen ulovligt dengang.
Det måtte man som kommune ikke kræve i sådan en indkøbsaftale.
Det blev lavet om, den ros skal Margrethe Vestager faktisk have.
Derfor skal vi jo i politik passe meget på med at lade, som om noget ikke kan lade sig gøre og tro, at det er mejslet i granit, for meget kan godt lade sig gøre.
Det her kunne også være et sted, hvor vi sagde, at det ville vi faktisk gerne gå videre med.
Heldigvis er der jo progressive kommuner, og der er heldigvis også flere og flere af dem, som er ved at udskifte deres flåde til elbiler.
Endelig er der vores forslag om elafgifter på elbusser for netop at få prisen ned, faktisk helt ned på 60 pct.
Nu har jeg brugt mest tid på mit eget forslag, men det er også, fordi jeg synes, at nogle af ordførerne har brugt meget tid på regeringens forslag.
Det er også det, der har fået mest omtale i medierne.
Men nu har jeg lært, at det er en god debatskik ikke kun at brokke sig.
Man skal også sige lidt pænt, og derfor vil jeg gerne sige, at jeg faktisk synes, at batteridelen i regeringens forslag, som er kommet ind på baggrund af aftalen, er noget af det mest positive i det.
Vi er selvfølgelig lidt kede af, at det ikke lyder til, at der er opbakning til vores forslag, selv om det ikke står i modsætning til det forslag, der er kommet fra regeringen, S og DF, men netop kunne være et supplement.
Jeg vil bare opfordre til, at det her ikke bliver en sovepude.
For selv om vi skulle nå målsætningen om de 5.000 elbiler rimelig hurtigt – og det er vel at mærke fra sidste år, det er jo ikke fra nu, det er inklusive de biler, der allerede er blevet solgt – så vil vi stå i nøjagtig den samme situation, hvis afgiften ryger op på 40 pct.
igen.
Så jeg håber, at vi kan få en mere langsigtet løsning, så vi ikke får den her stop and go-politik, og det er egentlig bare min opfordring til skatteministeren.
Vi stemmer for lovforslaget.