Tak for de mange gode indlæg.
Som det allerede er sagt, er formålet med lovforslaget at udmønte en del af den aftale, som regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti indgik den 31.
maj her i år.
Det forslag, som vi behandler her i dag, vedrører altså den del af aftalen, der går ud på at forhindre indrejse til hadprædikanter.
Forslaget retter sig mod de udenlandske forkyndere, som kommer rejsende her til landet med det formål at undergrave vores demokrati og de grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, som vores samfund netop er baseret på.
Vi skal ikke acceptere, at omrejsende udenlandske religiøse forkyndere kommer her til landet for at prædike had og forsøge at undergrave grundelementerne i vores samfund, uanset det religiøse ståsted.
Med lovforslaget vil vi indføre en offentlig national sanktionsliste med navngivne udenlandske religiøse forkyndere, som kan nægtes indrejse her i landet af hensyn til den offentlige orden.
Som supplement til sanktionslisten vil der administrativt blive indført en opmærksomhedsliste.
Lovforslaget betyder altså, at de udenlandske forkyndere, der optages på sanktionslisten, har indrejseforbud i Danmark.
Lovforslaget betyder også, at forkyndere på listen kan udelukkes fra at få opholdstilladelse, og herudover indfører vi adgang til, at de pågældende forkyndere kan indberettes til Schengeninformationssystemet – det, vi også kalder for SIS II – som uønskede i Schengenområdet.
Som følge af indrejseforbuddet vil forkyndere på sanktionslisten kunne afvises ved grænsen og som udgangspunkt få afslag på visum.
Forkyndere, der indrejser i strid med indrejseforbuddet, vil også kunne udvises og efter omstændighederne straffes ved overtrædelse af indrejseforbuddet.
Sigtet med lovforslaget er så effektivt som muligt at forhindre hadprædikanter i at indrejse i Danmark.
Allerede i dag kan myndighederne jo rent faktisk afvise en hadprædikant på grænsen, hvis hensynet til den offentlige orden tilsiger det.
Det ændrer vi ikke ved, men med den foreslåede ordning skaber vi et klart og i praksis jo også meget anvendeligt retsgrundlag, så vi på en helt anden måde end i dag kan forhindre hadprædikanter i at rejse ind i Danmark.
Med andre ord får vi med ordningen et mere effektivt redskab til at afvise de prædikanter, som allerede i dag kan udelukkes fra indrejse.
Der er ikke tale om en fuldstændig vandtæt løsning – det bliver vi jo nødt til at sige – der i alle tilfælde kan holde hadprædikanter ude, men med indrejseforbuddet sikrer vi, at også de hadprædikanter, der måtte rejse ind over de indre grænser, kan udvises, netop fordi de har overtrådt indrejseforbuddet.
På den måde er der tale om en ordning, der faktisk vil kunne yde et betydeligt og effektivt værn mod de ekstremistiske forkyndere
Der har også været rejst kritik af sanktionslisten, i forhold til at den offentliggøres.
Jeg er helt klar over, at der er forskellige holdninger til lige præcis det spørgsmål.
For mig og for de partier, der står bag aftalen, er det afgørende, at sanktionslisten offentliggøres for netop at sikre en så effektiv ordning som muligt.
Lad mig slå fast, at de personer, som vi taler om her, er omrejsende hadprædikanter, som altså for manges vedkommende i forvejen allerede er kendte i offentligheden for deres ekstreme holdninger.
Og som allerede nævnt kan vi aldrig sikre os mod, at en person på listen lykkes med at indrejse i Danmark, uden at myndighederne ved det.
Derfor er det vigtigt, at myndighederne af almindelige borgere eller journalister kan gøres opmærksom på det, hvis en person på listen er indrejst i Danmark eller er på vej til at indrejse.
For at sikre en så effektiv ordning som muligt er det derfor min opfattelse, at det er helt nødvendigt, at vi offentliggør listen.
I nogle af de modtagne høringssvar fra høringsparterne er der udtrykt bekymring for, at lovforslaget medfører begrænsninger i grundlæggende rettigheder, herunder ytrings- og religionsfriheden.
Jeg vil understrege, at lovforslaget regulerer udlændinges ret til indrejse og ophold i Danmark, når hensynet til den offentlige orden taler imod, at de pågældende opholder sig her i landet.
Det er samlet set regeringens vurdering, at lovforslaget kan gennemføres inden for rammerne af grundloven, selvfølgelig, men også inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser, herunder den europæiske menneskerettighedskonvention.
Regeringen ønsker med lovforslaget at sende et klart signal om, at udenlandske religiøse forkyndere, der misbruger frihedsrettighederne til at prædike had og til at søge at undergrave værdier om frihed og demokrati, ikke er velkomne her i landet.
Religiøse forkyndere har en særlig position i forhold til at påvirke deres menigheder.
Derfor er det særlig problematisk, hvis de igennem deres adfærd modarbejder og undergraver danske love og værdier.
Så jeg er glad for, at vi nu får en sanktionsliste, der gør, at vi mere effektivt kan nægte hadprædikanter adgang til Danmark.
Det er efter min mening et meget vigtigt redskab, hvis vi skal beskytte os selv mod ekstremistiske kræfter, der ønsker at undergrave vort demokrati.
Det har været debatteret, hvornår der foreligger sådanne hensyn til den offentlige orden i Danmark, som betyder, at en omrejsende hadprædikant bør udelukkes fra indrejse.
Og det er rigtigt, at ikke kun strafbare ytringer kan være omfattet af hensynet til den offentlige orden.
Sådan må og skal det efter min mening også være.
Regeringen vil ikke acceptere, at hadprædikanter frit kan komme til Danmark og påvirke andre med deres ekstreme holdninger.
I de ekstreme tilfælde, som forslaget er indsnævret til, er der jo tale om, at frihedsrettighederne misbruges til at undergrave og modarbejde de principper om demokrati og respekt for menneskerettighederne, som vores samfund bygger på.
Det er det, vi vil sætte en stopper for – også selv om der ikke er tale om ytringer, som kunne straffes, hvis man rent faktisk fik lov til at indrejse her i landet.
Vi kan og skal selv bestemme, som tidligere ordførere også har nævnt, om vi lukker de her omrejsende ekstremistiske hadprædikanter ind i vort land, som benytter en menneskerettighed til at underminere andres menneskerettigheder og undergrave vort demokrati.
Der er også peget på, at EU-borgere ikke kan optages på sanktionslisten, og at beskyttelsen mod udvisning af EU-borgere er stærkere for tredjelandsstatsborgere.
Og sådan er det.
Derfor vil regeringen som supplement til sanktionslisten indføre en opmærksomhedsliste.
Målet med en sådan opmærksomhedsliste er at klæde myndighederne bedst muligt på til at træffe de afgørelser, som også i dag kan træffes i sådanne sager, men sjældent bliver det, fordi de nødvendige oplysninger simpelt hen ikke er til stede.
Opmærksomhedslisten er ikke en del af lovforslaget, da listen kan indføres administrativt og altså ikke forudsætter lovgivning.
Derfor vil jeg heller ikke i dag komme ind på spørgsmålet i detaljer under behandlingen af lovforslaget, men vil blot oplyse, at de relevante myndigheder nu vil forberede at beskrive det myndighedssamarbejde og råderum, som en sådan opmærksomhedsliste giver.
Afslutningsvis vil jeg gerne takke for den opbakning, der er til det her forslag, og jeg ser selvfølgelig frem til den videre behandling her i Folketinget.