Hold da op.
Godt nok er folketingsåret først lige begyndt, men jeg tror, at lovforslaget her har sat rekord i effektivitet.
Det har det takket være en flok ordførere, som har tilkendegivet, at man støtter lovforslaget og er enig i det, og tak for det.
Til SF's ordfører vil jeg sige, at det er rigtigt, at man kan debattere, om det er klogt at sammensætte en masse elementer i sådan et samlelovforslag, men det er jo netop også derfor, at vi har både første, anden og tredje behandling.
Særlig her under førstebehandlingen har ordførerne faktisk, hver på sin måde, redegjort for, hvad det er, pakken her indeholder.
Så jeg håber, at de borgere, som synes, det er svært at gennemskue det blot ved at læse lovforslaget, måske kan følge første behandling her og blive klar over, hvad det egentlig er, som vi forenkler.
Det er rigtigt, at det er et lovforslag, som indeholder en række forskellige ændringer af den socialretlige lovgivning generelt set.
Der er ikke tale om voldsomme ændringer som sådan, men netop om ændringer, som betyder noget for den enkelte.
Særlig vigtigt er det, at vi med de her foreslåede ændringer skaber mulighed for, at den enkelte borger kan træffe beslutning om, hvem det er, der skal gives samtykke til, at man kan blive flyttet til et botilbud, hvis man altså en dag ikke længere selv kan samtykke, f.eks.
på grund af demens.
Det har flere af ordførerne også fremhævet er et rigtig vigtigt element og et godt initiativ.
Vi vil med lovforslaget også gerne passe bedre på demente borgere og andre i det hele taget, som ikke er i stand til at afgive et informeret samtykke.
Det er derfor, vi også vil give mulighed for hurtigere flytning til et relevant botilbud, når alle klageberettigede, herunder også de pårørende, er enige om, at flytningen er den rigtige.
Så på den måde undgår den pågældende borger altså at skulle vente uden grund i 4 uger på, at klagefristen bliver tilendebragt.
Jeg vil blot slutte med at sige, at jeg naturligvis står til rådighed for besvarelse af de spørgsmål, der måtte komme, bl.a.
fra Enhedslisten og fra udvalget i det hele taget, og så vil jeg levere besvarelser på dem i forbindelse med udvalgsbehandlingen.