LIGESTILLINGSVURDERING
AF LOVFORSLAG
17. november 2016
Forslag til lov om ændring af lov om arbejdsløsheds-
forsikring m.v. (Optjening af ret til feriedagpenge for
perioder med sygedagpenge ophæves)
J.nr. 16/16832
Baggrund
Med Aftale om finansloven for 2017 er regeringen (Venstre) og Dansk Folkeparti,
Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti enige om at gennemføre de bud-
getforbedringer, der er indbudgetteret på regeringens forslag til finanslov for 2017.
Der er enighed om at afskaffe muligheden for, at medlemmer af en arbejdsløsheds-
kasse optjener ret til feriedagpenge for de perioder, hvor de har modtaget sygedag-
penge, hvis de pågældende ikke har optjent ret til ferie med feriegodtgørelse eller
løn for perioden. Derved sidestilles sygedagpengemodtagere, som er medlem af en
arbejdsløshedskasse med sygedagpengemodtagere, som ikke er medlem af en ar-
bejdsløshedskasse.
Formål
Formålet er at afskaffe muligheden for, at medlemmer af en arbejdsløshedskasse
kan optjene ret til feriedagpenge for de perioder, de har modtaget sygedagpenge.
Den primære målgruppe
Den primære målgruppe for lovforslaget er personer, der har optjent ret til ferie-
dagpenge på baggrund af sygedagpenge.
De sekundære målgrupper
Den sekundære målgruppe for lovforslaget er modtagere af sygedagpenge.
Samlet vurdering
Blandt personer, der modtager sygedagpenge, og som kan optjene feriedagpenge,
er der en højere andel af kvinder end mænd. Blandt lønmodtagere, der modtager
sygedagpenge, er der 56 pct. kvinder, og blandt dagpengemodtagerne, der overgår
til sygedagpenge, er andelen 59 pct.
Personer, der ventes at blive berørt af forslaget, er forsikrede lønmodtagere og le-
dige der overgår til sygedagpenge, og som efter sygedagpengeperioden holder ferie
uden at have optjent ferie med løn eller feriegodtgørelse. Kønsfordelingen blandt
disse personer vurderes at svare til kønsfordelingen blandt sygedagpengemodtager-
ne. Der vil således være flere kvinder end mænd, der vil blive berørt af forslaget.
Dette skyldes, at der er flere kvinder end mænd, der modtager sygedagpenge.