L 153 Forslag til lov om ændring af udlændingeloven.

(Mulighed for i en krisesituation at afvise asylansøgere ved grænsen).

Af: Udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V)
Udvalg: Udlændinge- og Integrationsudvalget
Samling: 2016-17
Status: Stadfæstet

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 15-03-2017
1. behandlet / henvist til udvalg 23-03-2017
Betænkning afgivet 02-05-2017
2. behandlet/direkte til 3. behandling 04-05-2017
3. behandlet, vedtaget 11-05-2017
Ministerområde:
Udlændinge- og Integrationsministeriet
Resumé:
Formålet med lovforslaget er at give mulighed for, at Danmark i en krisesituation kan afvige fra Dublinforordningens regler om at give asylansøgere adgang til landet, mens det vurderes, hvor deres ansøgning skal behandles. I stedet skal Danmark i en situation, hvor presset på Dublinsystemet bliver for stort og samarbejdet derfor reelt set ophører med at fungere, kunne afvise asylansøgere direkte ved grænsen, hvis der er tale om indrejse fra et land, som er omfattet af Dublinforordningen, og som kan sidestilles med sikre tredjelande.

Der er tale om en såkaldt nødbremse, der kan aktiveres for en periode på 4 uger med mulighed for forlængelse i 4 uger ad gangen. Flygtningenævnet skal foretage vurderingen af, om der er tale om sikre tredjelande. Denne vurdering lægges til grund for politiets afgørelse ved grænsen.

Lovforslaget er en opfølgning på finanslovsaftalen 2017 mellem regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti) og Dansk Folkeparti, hvoraf det fremgår, at der skal indføres en nødbremse inspireret af norske erfaringer, der gør det muligt at afvise asylansøgere ved grænsen, hvis de danske grænser er under pres.
Afstemning:
Forslaget blev vedtaget. For stemte 85 (S, DF, V, LA og KF), imod stemte 24 (EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.