I besvarelsen af spørgsmål 3 skriver ministeren, at ”eksisterende VE-anlæg i husholdning på højest 6 kW pr. husholdning, som er omfattet af den gældende timebaserede afgiftsfritagelse, fortsat kunne omfattes heraf frem til og med november 2032. Endvidere videreføres overgangsordningen for anlæg på den årsbaserede nettoafregning” samt at Energinet.dk har oplyst, at der vil være ”ca. 87.000 anlæg, som forventes fortsat at kunne bevare deres årsbaserede eller timebaseret nettoafregning af elafgiften.”
Dette svar er dateret den 29. juni 2017, men allerede to dage efter, den 1. juli 2017, skriver JyllandsPosten på forsiden, at ”Det statsejede Energinet er i færd med at indføre nye regler, som ad bagdøren skruer op for solcelleejernes elregning. Ifølge Energinet vil det for størstedelen af de 82.000 solcelleejere betyde årlige ekstraudgifter på 200-500 kr. Samlet tegner den årlige ekstraregning til at løbe op i 20-25 mio. kr.” Det fremgår af artiklen på forsiden og tilhørende artikler side 10 og 11, at de nye regler, som der arbejdes på, betyder, at den årsbaserede eller timebaserede nettoafregning af elafgiften vil blive afskaffet, hvilket ikke stemmer overens med ministerens svar afsendt 2 dage før. Ministeren bedes oplyse, om ministeren var bekendt med Energinet.dk’s planer, da svaret på spørgsmål 3 oversendes til Folketinget?
Dato: 04-08-2017
Status: Endeligt besvaret
Emne:
alternative og vedvarende energikilder