Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Europaudvalget 2016-17
Rådsmøde 3507 - beskæftigelse m.v. Bilag 2
Offentligt

NOTAT

24-11-2016

Samlenotat om EPSCO-rådsmøde dagsordenspunkter

den 8. december 2016

Punkter under BM, MBUL, SIM og UIBM

J.nr. 2016-7804

CAIJ

Andreas Sommer Møller

Bircan Eker

a) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Det

Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound),

og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1365/75

b) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Det

Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA), og om ophævelse af Rådets

forordning (EF) 2062/94

c) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et

europæisk center for udvikling af Erhvervsuddannelse (CEDEFOP) og ophæ-

velse af forordning (EØF) nr. 337/75

- Generel indstilling

side 3

2. Kommissions forslag til revision af udstationeringsdirektivet

- Fremskridtsrapport

side 5

3. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehand-

ling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

-Fremskridtsrapport

side 17

4. Det europæiske semester 2017

- Udveksling af synspunkter

(a) Den årlige vækstredegørelse 2017 (AGS); varslingsrapport om makroøko-

nomiske ubalancer (AMR), udkast til den fælles beskæftigelsesrapport (JER)

og udkast til anbefaling vedrørende den økonomiske politik i eurozonen

- Præsentation ved Kommissionen

(b) Bidrag vedrørende beskæftigelses- og sociale aspekter af udkastet til anbe-

faling vedrørende den økonomiske politik i eurozonen

- Godkendelse (approval)

europæiske semester

- Præsentation ved formanden for Beskæftigelseskomitéen

side 67

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

5. Europæisk søjle af sociale rettigheder

- Politisk drøftelse

side 71

6. Udkast til rådskonklusioner om implementering af EU-ungegarantien og

ungdomsbeskæftigelsesinitiativet

- Vedtagelse

side 75

7. Rådskonklusioner om hurtigere gennemførelse af de nationale strategier

for romaernes integration

- Vedtagelse

side 77

8. Rådskonklusioner som opfølgning på Beijinghandlingsplanen om kvinder

og fattigdom

- Vedtagelse

side 79

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

a) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Det

Europæiske Institut til Forbedring af Leve- og Arbejdsvilkårene (Eurofound),

og om ophævelse af Rådets forordning (EØF) nr. 1365/75

b) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af Det

Europæiske Arbejdsmiljøagentur (EU-OSHA), og om ophævelse af Rådets

forordning (EF) 2062/94

c) Forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et

europæisk center for udvikling af Erhvervsuddannelse (CEDEFOP) og ophæ-

velse af forordning (EØF) nr. 337/75

- Generel indstilling.

Nyt notat.

1. Baggrund

Den 18. juni 2012 blev der indgået en aftale mellem Kommissionen, Rådet og Eu-

ropa-Parlamentet med anbefalinger om EU-agenturernes fremtid, herunder hvordan

de kan udvikles til at blive mere strømlignede og effektive. Europa-Parlamentet har

i forbindelse med budgetkontrol af agenturerne konkluderet, at det er nødvendigt at

overveje en fælles tilgang til agenturerne, herunder at sikre en professionel forvalt-

ning, undgå dobbeltarbejde og overlapninger mellem agenturerne samt sikre en

konkret merværdi af arbejdet og undgå unødvendige udgifter.

Hver af bestyrelserne i Eurofound (arbejdsforhold), EU-OSHA (arbejdsmiljø) og

CEDEFOP (erhvervsuddannelse) består af en repræsentant fra regering, arbejdsta-

gere og arbejdsgivere i hver medlemsstat. Baggrunden for denne trepartskonstruk-

tion i de tre arbejdsmarkedsagenturer skyldes et ønske om at have en aktiv og en-

gageret medvirken fra arbejdsmarkedets parter til løsning af de opgaver, som agen-

turerne er sat til at løse.

2. Formål og indhold

Forslag til ændringer er begrundet i de regler, som følger af den fælles tilgang for

alle EU-agenturer med hensyn til god forvaltningspraksis samt til behovet for at

tydeliggøre agenturernes mål og opgaver.

Hver af bestyrelserne i Eurofound, EU-OSHA, og CEDEFOP vil også fremover

bestå af en repræsentant fra hhv. regeringen, arbejdstagerne og arbejdsgiverne fra

hver medlemsstat.

Justeringerne i agenturernes formål, strukturer og aktiviteter er af primært admini-

strativ karakter.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Forslaget er hjemlet i TFEU artikel 153, hvorfor Europa-Parlamentet skal inddra-

ges som led i den almindelige lovgivningsprocedure. Europa-Parlamentet har ikke

udtalt sig endnu.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Forslag til ændring af forordninger om de tre agenturer medfører ikke lovgiv-

ningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomiske konsekvenser, admini-

strative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Specialudvalget for arbejdsmarked og sociale forhold og Specialudvalget for ud-

dannelse og ungdom har været hørt i august 2016, og der er modtaget høringssvar

fra LO og FTF og fra Danske Regioner.

LO og FTF hæfter sig bl.a. ved det positive i, at agenturerne beholder sin status

som trepartsinstitutioner med repræsentation af både regeringer, arbejdstagere og

arbejdsgivere. Hvad angår EU-OSHA fremhæver LO og FTF, at dette agentur også

fremover bør arbejde for at fremme arbejdsmiljøet. I relation til Eurofound og CE-

DEFOP mener LO og FTF, at det skal stå klart, at agenturet skal understøtte arbej-

det hos både EU-Kommissionen, regeringerne og arbejdsmarkedets parter.

Danske Regioner foreslår, at CEDEFOP’s bestyrelse bør have to arbejdsgiverre-

præsentanter fra hver medlemsstat repræsenterende henholdsvis offentlige og pri-

vate arbejdsgivere.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det ventes, at andre lande generelt vil støtte op om forslaget om revision af forord-

ningerne for trepartsagenturerne.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter generelt eftersynet af forordningerne for trepartsagenturerne og

særligt, at agenturernes status som trepartsinstitutioner fastholdes.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

2. Kommissions forslag til revision af udstationeringsdirektivet

- Fremskridtsrapport

Revideret notat.

1. Resumé

EU-Kommissionen har den 8. marts 2016 fremsat forslag til Europa-Parlamentets

og Rådets ændring af direktiv 96/71/EF af 16. december 1996 om udstationering af

arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser. KOM(2016) 128 endelig.

Som opfølgning på ”det gule kort” fra en række medlemslande har EU-

kommissionen den 20. juli 2016 meddelt, at den har besluttet at fastholde sit for-

slag til en revision af udstationerings-direktivet, idet begrundelserne fra de natio-

nale parlamenter ikke har givet Kommissionen grundlag for at ændre dens opfat-

telse af, at forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Forslaget har

herefter været drøftet på flere møder i arbejdsgruppen, hvor det slovakiske for-

mandskab har udarbejdet en række ændringsforslag, som ikke har fået videre støtte

i arbejdsgruppen.

Formålet med forslaget er at sikre lige konkurrencevilkår mellem udstationerende

og lokale virksomheder i værtslandet blandt andet ved at indføre et princip om, at

samme arbejde på samme sted bør aflønnes på samme måde.

Den væsentligste ændring i forhold til de gældende regler er forslaget om at fjerne

henvisningen til ”mindsteløn” og i stedet indsætte en bestemmelse om, at den ud-

stationerede skal sikres ”aflønning”, som omfatter alle lønelementer, som er gjort

obligatoriske i henhold til lov, administrative bestemmelser eller alment gældende

overenskomster. Hvis der ikke findes en ordning til konstatering af, at kollektive

aftaler finder generel anvendelse, kan overenskomster indgået efter art. 3, stk. 8 i

direktivet lægges til grund.

Derudover indeholder forslaget en 24 måneders overgrænse for udstationering, før

værtslandets regler finder anvendelse, samt mulighed for at stille forpligtelser over

for underleverandører i forhold til hvilket niveau af forpligtelser, de kan blive un-

derlagt for at sikre deres ansatte. Endelig indeholder forslaget et krav om, at nati-

onale bestemmelser om vikararbejde finder anvendelse, når udenlandske vikarbu-

reauer udstationerer vikarer, samt en forpligtelse til at offentliggøre obligatoriske

lønelementer på det nationale websted, som medlemsstaterne allerede er forpligtet

til at oprette i medfør af håndhævelsesdirektivet.

Punktet er på dagsordenen i form af en fremskridtsrapport.

2. Baggrund

EU-Kommissionen har ved KOM(2016) 128 endelig af 8. marts 2016 fremsat for-

slag til Europa-Parlamentets og Rådets ændring af direktiv 96/71/EF af 16. decem-

ber 1996 om udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydel-

ser.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Det fremgår af Kommissionens arbejdsprogram for 2016, at Kommissionen vil

foreslå en ”målrettet” revision af udstationeringsdirektivet. Kommissionen ønsker

med revisionen at modvirke social dumping og ”brain drain” ved, at det slås fast i

direktivet, at udstationerede lønmodtagere skal sikres ”lige løn for samme arbejde

på samme arbejdsplads”.

Udstationering af arbejdstagere forekommer, når tjenesteydelser udbydes på tværs

af grænserne i det indre marked. En udstationeret arbejdstager er ansat i én EU-

medlemsstat, men sendes af sin arbejdsgiver midlertidigt ud for at arbejde i en an-

den medlemsstat.

Udstationering af arbejdstagere anvendes især i bygge- og anlægssektoren, i frem-

stillingsindustrien og i servicesektoren i forbindelse med personlige tjenesteydelser

(uddannelse, sundhed og sociale foranstaltninger) og forretningsservice (admini-

strative, liberale og finansielle tjenesteydelser).

Ifølge Kommissionen steg antallet af udstationeringer med næsten 45 pct. mellem

2010 og 2014. I 2014 var der ca. 1,9 mio. udstationerede arbejdstagere i andre EU-

lande.

I EU-retten er der fastsat en række obligatoriske regler vedrørende arbejds- og an-

sættelsesvilkår, der skal anvendes på udstationerede arbejdstagere. Disse regler er

fastsat ved direktiv 96/71/EF, der blev vedtaget i 1996, og udgør rammen for den

frie udveksling af tjenesteydelser og beskyttelse af udstationerede arbejdstagere og

dermed at sikre lige konkurrencevilkår mellem udenlandske og lokale virksomhe-

der.

Ved direktivet fra 1996 er det fastsat, at selv om arbejdstagere, der er udstationeret

i en anden medlemsstat, stadig er ansat af den udsendende virksomhed og derfor

omfattet af den pågældende medlemsstats lovgivning (Rom-konventionen), har

arbejdstagerne en lovfæstet ret til et sæt af minimumsrettigheder i den medlemsstat,

hvor opgaven udføres.

De beskyttede minimumsrettigheder omfatter:



mindsteløn, herunder overtidsbetaling



maksimal arbejdstid og minimal hviletid



mindste antal betalte feriedage pr. år



betingelser for at stille arbejdstagere til rådighed, herunder via vikarbu-

reauer



sikkerhed, sundhed og hygiejne på arbejdspladsen



beskyttelsesforanstaltninger for gravide og børn og unge



ligebehandling samt andre regler om ikke-forskelsbehandling

Direktivet omfatter ikke regler om social sikring. Bestemmelserne om social sik-

ring findes i forordning (EF) nr. 883/2004 om koordinering af de sociale sikrings-

ordninger.

I 2014 blev direktiv 2014/67/EU (det såkaldte håndhævelsesdirektiv) vedtaget.

Formålet med direktivet er at styrke den praktiske anvendelse af bestemmelserne

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

om udstationering af arbejdstagere ved at behandle problemer i forbindelse med

svig og omgåelse af regler samt forbedre udvekslingen af oplysninger mellem med-

lemsstaterne. Således supplerer de to direktiver hinanden.

Håndhævelsesdirektivet giver ikke nye rettigheder for udstationerede, men giver de

nationale myndigheder værktøjer til at sondre mellem reel udstationering og mis-

brug og omgåelse. Myndighederne i en modtagende medlemsstat kan f.eks. anmo-

de myndighederne i den udsendende medlemsstat om at kontrollere, om den udsta-

tionerende virksomhed reelt udøver væsentlige aktiviteter ud over udelukkende

administrative aktiviteter i det pågældende land. Om udstationerede arbejdstagere

er ansat i det pågældende land, er et af de relevante kriterier, som kan indgå i myn-

dighedernes vurdering af, om en virksomhed er reelt etableret.

Medlemsstaterne skal have gennemført håndhævelsesdirektivet inden den 18. juni

2016.

Håndhævelsesdirektivet er gennemført i dansk ret med vedtagelsen af 2 lovforslag:

en ændring af udstationeringsloven og en ny lov om oprettelse af Arbejdsmarke-

dets Fond for Udstationerede.

Hjemmelsgrundlag

Forslaget er fremsat med hjemmel i TEUF artikel 53 (1) og artikel 62 og omfattet

af den almindelige lovgivningsprocedure.

3. Formål og indhold

Kommissionen har blandt andet begrundet forslaget med, at arbejdsmarkedssituati-

onen i EU i høj grad har ændret sig siden 1996. Dels er det indre marked vokset de

sidste to årtier, dels er lønforskellene blevet større, hvilket giver incitamenter til at

bruge udstationering til at udnytte disse forskelle. Ifølge Kommissionen er de lov

rammer, der blev indført med direktivet fra 1996, ikke længere egnede til de nye

realiteter. Eftersom udsendende virksomheder kun skal leve op til mindsteløns-

niveauet i værtslandet, giver dette ifølge Kommissionen ofte markante lønforskelle

mellem udstationerede og lokale arbejdstagere, især i medlemsstater med relativt

høje lønninger. Udstationerede arbejdstagere tjener op til 50 % mindre end lokale

arbejdstagere i nogle sektorer og medlemsstater.

Kommissionen har endvidere begrundet forslaget med, at store lønforskelle giver

ulige konkurrencevilkår for virksomhederne og på den måde underminerer det

indre marked. Det er derfor nødvendigt at opdatere reglerne om udstationering af

arbejdstagere, så de svarer til de aktuelle økonomiske og sociale forhold.

Revisionen vil desuden give mulighed for at skabe bedre sammenhæng med anden

EU-lovgivning, der er vedtaget efter direktivet fra 1996. Der er et vist misforhold

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

mellem det eksisterende direktiv og andre EU-retsakter såsom forordning (EF) nr.

883/2004 om koordinering af de sociale sikringsordninger og direktivet om vikar-

arbejde. Hvis relevante bestemmelser tilpasses hinanden, bliver reglerne meget

klarere for virksomhederne, håndhævelsesorganerne og arbejdstagerne.

Med initiativet ønsker Kommissionen at skabe en stærkere ramme for udstatione-

ring i EU og på den måde fremme et mere fair og dybere indre marked.

Forslaget indeholder følgende elementer:

Udvidet anvendelsesområde

Forslaget indeholder en bestemmelse om at udvide direktivets minimumsrettighe-

der vedrørende arbejdsvilkår, der følger af overenskomster, til at omfatte alle øko-

nomiske sektorer udover de aktiviteter, som er angivet i bilaget til direktivet og,

som i dag alene omfatter bygge- og anlægssektoren.

Udstationering udover 24 måneder

Forslaget indeholder en ny bestemmelse om, at udstationeringer, som forventes

eller faktisk varer udover 24 måneder, bliver omfattet af værtslandets regler. Vært-

landets regler kommer som udgangspunkt til at gælde, medmindre der er foretaget

et andet lovvalg af arbejdsgiver og arbejdstager. Dog kan et lovvalg ikke medføre,

at værtslandets beskyttelsesregler fraviges til ugunst for arbejdstageren.

Aflønning af udstationerede arbejdstagere

Forslaget indeholder en ændret bestemmelse om sikring af ”mindsteløn” til den

udstationerede. Det foreslås i stedet, at udstationerede arbejdstagere skal have ret

til en ”aflønning”, som omfatter alle de bestanddele af aflønning, som er gjort obli-

gatoriske i henhold til national lov eller administrative bestemmelser, kollektive

aftaler eller voldgiftskendelser, der finder generel anvendelse. Hvis der ikke findes

en ordning til konstatering af, at kollektive aftaler eller voldgiftskendelser finder

generel anvendelse, kan overenskomster indgået efter artikel 3, stk. 8, i det gæl-

dende direktiv lægges til grund.

Således vil aflønningen ikke kun omfatte mindstelønnen, men også andre lønele-

menter, som er gjort obligatoriske.

Medlemsstaterne forpligtes til at offentliggøre obligatoriske lønelementer på det

nationale websted, som medlemsstaterne allerede er forpligtet til at oprette i medfør

af håndhævelsesdirektivet.

Den gældende bestemmelse i direktivets artikel 3, stk. 1, sidste sætning, hvoraf det

fremgår, at løn defineres i overensstemmelse med national praksis i den medlems-

stat på hvis område arbejdstageren er udstationeret, er ikke bibeholdt i forslaget,

men er i stedet erstattet med en betragtning om, at det henhører under medlemssta-

tens kompetence at fastsætte bestemmelser om aflønning i overensstemmelse med

national lovgivning og praksis. Det fremgår dog samtidig af betragtningen,

at ”imidlertid skal nationale bestemmelser om aflønning af udstationerede arbejds-

tagere være begrundet i behovet for at beskytte udstationerede arbejdstagere, og de

må ikke uforholdsmæssigt begrænse den grænseoverskridende levering af tjeneste-

ydelser”.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Forslaget indeholder ikke ændringer i bestemmelsen i udstationeringsdirektivet

(artikel 3 (8)), som giver lande uden erga omnes eller lovfastsat mindsteløn mulig-

hed for at bruge en anden mekanisme for fastsættelse af løn.

Underleverandører

Forslaget giver medlemsstaterne mulighed for at fastsætte, at en virksomhed (ho-

vedkontrahenten) kun kan indgå aftale med en underleverandør, der garanterer sine

ansatte den samme løn, som hovedentreprenøren giver sine ansatte. En medlems-

stat kan kun indføre et sådant krav, hvis det gøres på en ikke-diskriminerende må-

de, dvs. den samme regel skal gælde for både indenlandske og grænseoverskriden-

de underkontrahenter. En medlemsstat vil kunne vælge at anvende de samme be-

stemmelser om aflønning, som gælder for hovedkontrahenten i forhold til udstatio-

nerede arbejdstagere, også selv om bestemmelserne stammer fra kollektive over-

enskomster, der ikke finder generel anvendelse.

Forslaget betyder, at lokale overenskomster (fx virksomhedsoverenskomster) som

ikke er omfattet af det gældende udstationeringsdirektiv, vil kunne danne grundlag

for de lønkrav, som en underleverandør skal overholde. Medlemsstaterne er ikke

forpligtet til at offentliggøre lokale overenskomster på det nationale websted, cfr.

håndhævelsesdirektivet.

Vikarer

Forslaget indeholder en bestemmelse om, at udstationerede vikarer skal sikres de

samme rettigheder, som gælder værtsstatens vikarer i henhold til artikel 5 i vikardi-

rektivet. Som en konsekvens foreslås det samtidig, at art. 3, stk. 9, i udstatione-

ringsdirektivet ophæves, hvorefter en medlemsstat kan fastsætte bestemmelser,

som skal sikre, at udstationerede vikarer får de samme vilkår, som nationale vika-

rer.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal i henhold til TEUF art. 294 høres. Arbejdet med forslaget

er begyndt i Parlamentets beskæftigelsesudvalg den 8. november 2016. Der vil

være en præsentation af udvalgets rapport d. 29. november og frist for ændringsfor-

slag til denne i løbet af januar 2017. Det forventes, at beskæftigelsesudvalget vil

stemme om forslaget i juni/juli 2017.

5. Nærhedsprincippet

Kommissionen har anført, at en ændring af det eksisterende direktiv kun kan ske gen-

nem vedtagelsen af et nyt direktiv. Regeringen er enig heri.

Imidlertid vurderer et flertal i Folketinget (S, DF, EL, ALT og SF), at dele af forslaget

ikke er i overensstemmelse med nærhedsprincippet. Et flertal har således sendt en

begrundet udtalelse til EU-Kommissionen med henblik på at give et ”gult kort” og

anmode EU-kommissionen om at genoverveje forslaget.

Kommissionen har den 20. juli besluttet at fastholde forslaget til udstationeringsdirek-

tiv, idet det gule kort afgivet på baggrund af indsigelse fra elleve medlemsstaters par-

lamenter ikke har givet Kommissionen grundlag for at ændre dens opfattelse af, at

forslaget er i overensstemmelse med nærhedsprincippet.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Regeringen finder, at der er behov for at få afklaret, hvorvidt medlemsstaternes kom-

petence til at definere aflønning og vilkår for vikarer berøres eller begrænses af for-

slaget. Det er derfor afgørende at få bibeholdt en eksplicit passus i direktivet om, at

løn defineres i overensstemmelse med national praksis, således at det nationale råde-

rum ikke begrænses.

EU-Kommissionen har tilkendegivet, at forslaget ikke berører medlemslandenes

kompetence til at definere aflønning. Desuden søger formandskabet i deres seneste

udkast til kompromisforslag at tage højde for, at national kompetence vedrørende

aflønning fremgår af selve direktivteksten, og at det nationale råderum i forhold til

udstationerede vikarer ikke begrænses.

6. Gældende dansk ret

Udstationeringsdirektivet (direktiv 96/71/EF af 16. december 1996) er implementeret

ved lov om udstationering af lønmodtagere m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 342 af 3.

april 2014 med senere ændring.

Bortset fra tilrådighedsstillelse af arbejdstagere og løn er de øvrige kerneområder, der

er opregnet i direktivet, reguleret i arbejdsmiljølovgivningen, lov om gennemførelse

af dele af arbejdstidsdirektivet, ferieloven, ligebehandlingsloven, ligelønsloven, for-

skelsbehandlingsloven og funktionærloven.

Derimod er løn i Danmark reguleret via de kollektive overenskomster. I Danmark

gælder overenskomsterne kun for de parter, som har indgået dem, eller som har til-

trådt dem. I forhold til løn og arbejdsvilkår i forbindelse med udstationeret arbejds-

kraft er udstationeringsdirektivets mindstelønsbestemmelse ikke udnyttet i forbindelse

med implementeringen af udstationeringsdirektivet. Udstationeringslovens § 6 a fast-

sætter rammerne for anvendelse af kollektive kampskridt til støtte for indgåelse af

kollektive overenskomster med udenlandske tjenesteydere, der udstationerer lønmod-

tagere til Danmark. Det er dermed overladt til arbejdsmarkedets parter at regulere

lønvilkår via kollektiv overenskomst også for udstationerede lønmodtagere.

Der er som udgangspunkt ikke nogen fast øvre grænser for, hvor længe en virksom-

hed kan udstationere en lønmodtager, og dermed hvor længe lønmodtageren alene er

omfattet af minimumsrettigheder i værtslandet, som der er henvist til i udstatione-

ringsdirektivet.

7. Konsekvenser

Der kan blive behov for at foretage visse ændringer i lov om udstationering af løn-

modtagere mv.

På det foreliggende grundlag, vurderes meget foreløbigt at forslaget medfører admini-

strative konsekvenser under 4 mio. kr. årligt. Konsekvenserne kan ikke kvalificeres

yderligere på nuværende tidspunkt.

Forslaget vil eventuelt kunne få betydning for danske virksomheder, som udstatione-

rer ansatte til øvrige EU-lande, idet forslaget blandt andet kan medføre, at virksomhe-

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

der får yderligere forpligtelser, herunder lønelementer, som er gjort obligatoriske i

andre medlemslande.

Forslaget vil afhængigt af det endelige resultat kunne medføre krav om myndigheds-

kontrol i forhold til varigheden af udstationeringsperioden, hvilket ikke finder sted i

dag.

8. Høring

Forslaget har været sendt i høring i EU Specialudvalget vedrørende Arbejdsmarkedet

og Sociale Forhold med frist den 18. marts 2016. Der er modtaget svar fra Dansk

Arbejdsgiverforening (DA), et fællesbrev fra Landsorganisationen i Danmark (LO),

FTF og Akademikerne, samt svar fra Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) og

KL.

Der er efterfølgende kommet supplerende høringssvar fra DA og LO, FTF og AC.

DA finder generelt, at forslaget giver EU-medlemslandene muligheder for at fastsæt-

ter regler, der vil kunne begrænse virksomhedernes muligheder for at udstationere

ansatte til andre EU-lande, og at forslaget derfor kan medvirke til at begrænse mobili-

teten i Europa til skade for EU’s konkurrenceevne.

DA finder derudover, at der er behov for at sikre, at forslaget ikke kommer til at be-

grænse medlemsstaternes kompetence til at fastlægge aflønning, og DA stiller dermed

spørgsmål ved, om forslaget overholder nærhedsprincippet. DA henviser til, at forsla-

get ikke indeholder formuleringen fra det gældende direktiv om, at ”I forbindelse med

dette direktiv defineres begrebet mindsteløn, jf. stk. 1, litra c), i overensstemmelse

med national lovgivning og/eller praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdsta-

geren er udstationeret”. Formuleringen af erstattet af en mere uklar bestemmelse om

forståelsen af ”aflønning”.

DA henviser til, at formuleringen i det gældende direktiv ligger til grund for be-

stemmelsen i udstationeringslovens § 6 a, som blev udarbejdet efter drøftelser med

arbejdsmarkedets parter som opfølgning på EU-Domstolens afgørelse i Laval-

sagen. Bestemmelsen fastlægger, hvilke lønkrav en organisation kan stille på

grundlag af en overenskomst, som klart specificerer, hvad en udenlandsk tjeneste-

yder skal betale, og fastslår desuden, hvilket lønkrav en fagforening kan konflikte

for. Bestemmelsen i § 6 a, berører grundlæggende elementer i den danske aftale-

model, nemlig den aftalebaserede løndannelse og rammerne for at udøve konflikt-

retten til støtte for overenskomstkrav. Det er derfor afgørende for DA, at det sikres,

at forslaget ikke berører medlemsstaternes kompetence til at fastsætte indholdet af

lønbegrebet og ikke medfører ændringer i udstationeringslovens § 6 a.

DA opfordrer derfor til, at den hidtidige bestemmelse om medlemsstaternes kom-

petence i forhold til definition af lønbegrebet opretholdes. Hvis ikke bestemmelsen

opretholdes, mener DA ikke at nærhedsprincippet er overholdt. Hvis ikke det er

muligt at få bindende tilsagn fra Kommissionen om at opretholde den gældende

formulering om national kompetence i forhold til definition af løn, opfordrer DA

regeringen til at samle et tilstrækkeligt antal medlemsstater til at gøre indsigelse

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

overfor Kommissionen efter proceduren i protokollen om nærheds- og proportiona-

litetsprincippet.

DA har efterfølgende i et supplerende høringssvar yderligere anført, at øvrige dele

af forslaget giver anledning til betydelige administrative byrder og begrænsninger

ved udstationering af lønmodtagere. En vedtagelse af direktivet vil give mulighed

for, at nogle medlemslande vil opstille yderligere barrierer for udstationeringer

både med hensyn til krav om løn og betingelser for entrepriseforhold. Dertil kom-

mer, at ændring af regler og nye begreber fx med hensyn til begrebet ”aflønning”

vil medføre uklarhed og dermed også få betydning for retspraksis ved nationale

retter og ved EU-domstolen.

DA finder, at forslagets lovvalgsbestemmelse vedrørende længerevarende udstatio-

neringer bør udgå, idet der hermed vil blive stillet betydelige krav til virksomhe-

ders kendskab til andre EU-medlemslandes ansættelsesretlige lovgivninger. En

lovvalgsbestemmelse vil få indgribende betydning i det enkelte ansættelsesforhold

i forhold til ændringer af fx rettigheder, der skal optjenes og opsigelsesvarsel. End-

videre vil en lovvalgsbestemmelse vanskeliggøre koncerninterne udstationeringer.

I forhold til forslagets bestemmelse om løn, er det afgørende for DA nærmere at få

afklaret, om forslaget alene kodificerer retspraksis herom eller der er tale om flere

løndele end i dag.

Endelig finder DA forslagets bestemmelse om underleverandører meget problema-

tisk, og at der er tale om en restriktion for den fri bevægelighed. Efter DA’s vurde-

ring er det uklart, hvilke krav der skal være opfyldt for at anvende bestemmelsen

nationalt, samt hvilke nye krav der skal stilles overfor udenlandske tjenesteydere.

En eventuel dansk anvendelse af bestemmelsen vil have konsekvenser for overens-

komstsystemet, og den vil kunne undergrave den danske arbejdsmarkedsmodel ved

at udbrede ansættelsesvilkår igennem en leverandørkæde ved lov i stedet for ved

frivillig overenskomstdækning.

LO, FTF og Akademikerne

LO, FTF og Akademikerne har i et fælles brev overordnet anført, at når EU-

Kommissionen vælger at åbne direktivet, havde organisationerne gerne set, at

Kommissionens forslag fuldt ud ville gennemføre princippet om ”lige løn for lige

arbejde på det samme sted”. Organisationerne henviser til, at princippet fremgik af

DA og LO’s aftale om udstationering fra 1992, der havde følgende formål at: ”ud-

stationerede arbejdstagere, hvad angår løn- og arbejdsforhold, kan få samme ret-

tigheder som danske kolleger beskæftiget med tilsvarende arbejde.”

Organisationerne ser Kommissionens udspil som et kompromis i forhold til den

europæiske diskussion om udstationeredes rettigheder, som er opstået i kølvandet

på en række afgørelser fra EU-Domstolen, blandt andet Laval-afgørelsen. Som

opfølgning på Laval-afgørelsen foretog man i Danmark - på baggrund af et udred-

ningsarbejde med deltagelse af arbejdsmarkedets parter - en tilpasning af udstatio-

neringsloven med hensyn til konfliktgrundlaget overfor udenlandske tjenesteydere.

Organisationerne støtter fortsat denne løsning, og det er derfor afgørende, at ad-

gangen til at definere lønbegrebet i overensstemmelse med national lovgivning og

praksis opretholdes.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Organisationerne finder, at forslaget på enkelte punkter er i strid med nærheds- og

proportionalitetsprincippet. Det gælder i forhold til medlemsstaternes adgang til at

definere, hvad der nationalt forstås ved ”aflønning”, og adgangen til at fastsætte, at

udstationerede vikarer skal sikres de samme vilkår, der gælder for vikarer i værts-

landet, (jf. bestemmelsen i art. 3, stk. 9, som Kommissionen foreslår afskaffet).

Organisationerne finder det problematisk, at forslaget ikke opretholder den nuvæ-

rende formulering i direktivet om, at løn defineres i overensstemmelse med natio-

nal lovgivning og/eller praksis. Udeladelsen af denne formulering kan indikere, at

der introduceres et nyt EU-retligt lønbegreb, hvis nærmere indhold vil skulle fast-

lægges af EU-domstolen, hvis der opstår tvivl om fortolkningen. Organisationerne

hæfter sig blandt andet ved, at der i betragtning 12 i forslaget er henvist til, at nati-

onale bestemmelser om aflønning af udstationerede arbejdstagere skal være be-

grundet i behovet for at beskytte disse, og at de ikke uforholdsmæssigt må begræn-

se grænseoverskridende levering af tjenesteydelser. Samlet set bevirker det, at der

sker en forskydning af kompetence fra medlemsstaterne over til EU-Domstolen i

relation til at fastlægge betydning af direktivets ”lønbegreb”. Organisationerne

finder, at en sådan forskydning af kompetence ikke er nødvendig for at opnå for-

målet med forslaget, samt at lønforhold er national kompetence, jf. TEUF art. 153,

stk. 5. Organisationerne finder det afgørende, at forslaget kommer til at indeholde

den gældende formulering om at: ”I forbindelse med dette direktiv defineres begre-

bet mindsteløn, jf. stk. 1, litra c), i overensstemmelse med national lovgivning og/eller

praksis i den medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret”.

Det er ligeledes afgørende at få afklaret, om der er forskel på det lønbegreb, der

følger af § 6 a, i den danske udstationeringslov, og forslagets bestemmelse om

aflønning.

Organisationerne finder det positivt, at udstationerende vikarer efter forslaget

fremover skal sikres de samme rettigheder, som gælder værtsstatens vikarer i hen-

hold til art. 5 i vikardirektivet. Men organisationerne finder det problematisk, hvis

art. 3, stk. 9, i udstationeringsdirektivet ophæves, hvis det betyder, at medlemssta-

terne ikke længere har mulighed for at ligestille udstationerede vikarer med natio-

nale vikarer for så vidt angår afskedigelsesregler, løn i opsigelsesperioden, regler

om akkumulering af anciennitet, samt regler om information og høring, informati-

on om ledige stillinger og adgang til kollektive faciliteter. Det skal nærmere afkla-

res, hvilke konsekvenser en ophævelse af art. 3, stk. 9, har i forhold til overens-

komsternes vikarbestemmelser.

Organisationerne ønsker at sikre en fuldstændig ligestilling mellem nationale og

udstationerede vikarer og vil derfor bevare art. 3, stk. 9 i direktivet.

Organisationerne finder ikke, at forslaget om en udstationerings tidsmæssige ud-

strækning er tilstrækkelig og giver fortsat ikke svar på, hvor længe man kan være

udstationeret, og hvad der ligger i begrebet ”udstationering”. Der er tale om en

lovvalgsbestemmelse, som kun vil få begrænset omfang i forhold til at kunne sikre

ufravigelige danske ansættelsesretlige regler.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

I forhold til forslagets bestemmelse, som giver medlemsstaterne mulighed for at

kræve, at en virksomhed kun indgår aftaler med underleverandører, der garanterer

overholdelse af de samme lønvilkår, som førstnævnte virksomhed skal overholde,

bemærker organisationerne, at bestemmelsen synes at være en blåstempling af

brugen af arbejdsklausuler i offentlige udbudskontrakter.

LO, FTF og Akademikerne har i et supplerende høringssvar yderligere anført, at de

er positive over for forslaget, der kan bidrage til at bekæmpe social dumping, fx

bestemmelsen om underleverandører.

Organisationerne ønsker at udvide hjemmelsgrundlaget med traktatens art. 151 og

art. 153 for dermed at understrege, at direktivet har hjemmel i traktatens afsnit X

om social- og arbejdsmarkedspolitikken, hvor også arbejdsmarkedets parters cen-

trale rolle fremgår.

På baggrund af EU-Domstolens afgørelse i Laval-sagen, hvor direktivet blev udlagt

som et maksimumsdirektiv, ønsker organisationerne, at det i direktivet skal under-

streges, at der er tale om en minimumsdirektiv ved at indsætte følgende: ”Dette

direktiv berører ikke medlemsstaternes mulighed for at anvende eller indføre love

eller administrative bestemmelser, som er gunstigere for arbejdstagerne eller at

tillade eller fremme anvendelsen af overenskomstmæssige bestemmelser, der er

mere gunstige for arbejdstagerne”.

For så vidt angår udstationeringens midlertidige karakter og lovvalgsregler finder

organisationerne, at det afgørende er, hvilke lands arbejdsretlige regler der gælder

for de udstationerede arbejdstagere. Det foreslås derfor, at Kommissionens forslag

om en 24 måneders regel ændres til en 6 måneders regel. Organisationerne henvi-

ser i den forbindelse til, at de 6 måneder harmonerer med, at en udstationeret løn-

modtager bliver skattepligtig i værtslandet efter 6 måneder.

For så vidt angår overholdelse af direktivet ønsker organisationerne, at arbejdstage-

re eller virksomheder, der reelt ikke er udstationeret, skal være omfattet af ligebe-

handlingskravet i EU-Traktaten om vandrende arbejdstagere. Organisationerne

foreslår følgende tekst: ”Såfremt en udstationeret arbejdstager eller udstationerende

virksomhed ikke opfylder betingelserne for at være udstationeret arbejdstager eller

udstationerende virksomhed finder art. 45 i TEUF anvendelse på arbejdstagernes

løn- og arbejdsvilkår.”

Efter direktivets art. 3, stk. 2, kan værtslandets regler om ferie og mindstebetaling

fraviges ved første montering og/eller første installation, hvis udstationeringen

højest varer 8 dage (montørreglen). Dette gælder dog ikke for byggeaktiviteter.

Organisationerne foreslår, at it-projekter sidestilles med bygge- og anlægsprojekter,

således at montørreglen ikke kan anvendelse indenfor it-branchen. Organisationer-

ne foreslår, at art. 3, stk. 2, udformes således: ”Denne bestemmelse finder ikke

anvendelse på de i bilaget omhandlede byggeaktiviteter eller lignende aktiviteter

indenfor blandt andet it-branchen, der er sammenlignelige hermed i forhold til in-

stallation, afprøvning, tilpasning, ibrugtagning og vedligehold.”

KL har som generel bemærkning, at direktivet rejser en række spørgsmål som er

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

centrale i forhold til den danske arbejdsmarkedsregulering, forhold som i sidste

ende påvirker prisen på de tjenesteydelser, som kommunerne køber af udenlandske

tjenesteydere. KL mener, at elementer i forslaget skal afklares nærmere. Det gælder

blandt andet de økonomiske konsekvenser af forslaget, når det foreslås udbredt til

alle sektorer og ikke kun bygge- og anlæg. KL har en række spørgsmålet til forstå-

else af EU-Kommissionens forslag om aflønningsbegreb med hensyn til, hvilke

elementer, som omfattes, og hvordan de skal være gjort obligatoriske.

Det er KL’s vurdering, at hvis forslaget skal forstås sådan, at udstationerede skal

kunne påberåbe sig danske overenskomster, uanset at disse ikke er almengjorte, vil

det udgøre en særlig udfordring for Danmark og for mobiliteten i EU.

KL er bekymret for, om forslaget får betydning for EU-Domstolens kompetence i

forhold til at regulere løn og KL henviser til, at EU-traktaten ikke giver domstolen

kompetence hertil. KL stiller desuden spørgsmål ved, om der med implementerin-

gen af håndhævelsesdirektivet i dansk ret vil opfylde den del af forslaget, som for-

pligter medlemslandene til at offentliggøre bestanddele af aflønningen.

Endelig bemærker KL, at KL er imod lovgivning om kædeansvar og henviser til, at

kommuner frit skal kunne vælge, i hvilket omfang, der fastsættes kædeansvar i

kontraktsforhold.

FA er generelt betænkelig ved forslaget og anbefaler, at forslaget afventer imple-

menteringen og evalueringen af håndhævelsesdirektivet, samt at der foretages en

grundig analyse af forslagets konsekvenser i forhold almengørelse af overenskom-

ster og hjemmelsgrundlaget i traktaten. FA finder, at rækkevidden af forslaget – og

særligt bestemmelsen om løn – er uklar, fx med hensyn til, om forslaget forpligter

til at almengøre overenskomster. I givet fald vil det gribe ind i den danske model.

FA finder, at forslaget begrænser den frie bevægelighed og stiller spørgsmål ved,

om forslaget er afbalanceret og proportionalt.

FA tilslutter sig det supplerende høringssvar fra DA.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Der er stor uenighed mellem medlemslandene om behovet og hensigtsmæssighe-

den i en genåbning af direktivet og formålet hermed. På den ene side er der en

række lande, som støtter EU-Kommissionens forslag til en revision af udstatione-

ringsdirektivet, og som ønsker at få fremmet princippet om, at samme arbejde på

samme sted skal aflønnes på samme måde. På den anden side er der en gruppe

lande – først og fremmest de øst-europæiske lande - som er imod primært fordi, det

begrænser landenes mulighed for lønkonkurrence og kan medføre øget protektio-

nisme.

Parlamenter fra følgende lande har sendt en begrundet udtalelse til Kommissionen:

Danmark, Bulgarien, Tjekkiet, Estland, Kroatien, Ungarn, Litauen, Letland, Polen,

Rumænien og Slovakiet. EU-kommissionen skal således genoverveje forslaget, jf.

bestemmelserne i protokollen om anvendelse af nærhedsprincippet og proportionali-

tetsprincippet.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Efter EU-Kommissionens beslutning om at fastholde sit forslag, har det slovakiske

formandskab afholdt en række møder i arbejdsgruppen på baggrund af en række

konkrete ændringsforslag. Formandskabet har foreløbig konkluderet, at der ikke

ses nogen reel fremdrift i sagen og har derfor valgt at sætte sagen på dagsordenen i

form af en fremskridtsrapport. En række lande har fortsat undersøgelsesforbehold.

10. Regeringens foreløbige generelle holdning

Regeringen vurderer, at der med forslagets centrale bestemmelse om vilkår under

udstationeringen, fortsat tages højde for, at ikke alle medlemslande har lovregulering

af løn eller almengjorte overenskomster.

Regeringen finder det afgørende, at det nationale råderum for regulering af vilkår,

herunder lønvilkår, ikke begrænses, og at der ikke sker en forskydning af kompe-

tence fra medlemsstaterne til EU-domstolen. Det gælder blandt andet i forhold til at

definere løn. Derfor bør det i lighed med det gældende direktiv fremgå af selve

direktivteksten, at løn defineres i overensstemmelse med national praksis i den

medlemsstat, på hvis område arbejdstageren er udstationeret.

Regeringen finder, at forslaget indeholder en række elementer, som skal afklares yder-

ligere forud for endelig stillingtagen. Det angår blandt bestemmelsen om anvendelse

af værtslandets regler ved udstationering udover 24 måneder og sammenhængen med

reglerne i forordning 883 om social sikring, samt betydningen af at ophæve udstatio-

neringsdirektivets art. 3, stk. 9, om at fastsætte nationale regler som ligestiller udstati-

onerede vikarer med nationale vikarer.

Det skal afklares, om forslagets nye lønbestemmelse alene er mod en kodificering af

retspraksis, eller om der er tale om en udvidelse i forhold til eksisterende retsprak-

sis.

I forhold til forslagets bestemmelse om underleverandører noterer regeringen sig, at

det overlades medlemslandene at tage stilling til, om man vil anvende bestemmelsen.

I regeringens overvejelser omkring direktivforslaget indgår også, at et flertal i Folke-

tinget har vurderet, at dele af direktivforslaget ikke er i overensstemmelse med nær-

hedsprincippet.

Endelig er det vigtigt for regeringen, at forslaget ikke medfører øget protektionisme,

der kan bremse vækst og beskæftigelse i EU, herunder i forhold til danske virksomhe-

ders levering af tjenesteydelser på tværs af grænserne.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Udvalget blev orienteret om forslaget den 20. maj 2016, forud for konkurrenceev-

nerådsmødet den 25. maj, hvor sagen var på dagsordenen til orientering fra for-

mandskabet (”state of play”), samt d. 10. juni 2016 forud for EPSCO-rådsmødet

den 16. juni. EPSCO-rådet (beskæftigelse og socialpolitik) er ressort for forhandlin-

gerne om forslaget.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

3. Forslag til Rådets direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehand-

ling af alle uanset religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering

- Fremskridtsrapport

Revideret notat.

Resumé

Kommissionen har den 2. juli 2008 for Rådet fremsat et forslag til direktiv om lige-

behandling uden for arbejdsmarkedet af alle uanset religion eller tro, handicap,

alder eller seksuel orientering. Der er nedsat en tværministeriel følgegruppe med

henblik på at analysere forslagets juridiske og økonomiske konsekvenser. Regerin-

gen er som udgangspunkt positiv over for en styrket indsats mod diskrimination og

bakker op om håndhævelsen af menneskerettighederne. Forslaget til direktiv, som

det er fremlagt, giver dog anledning til en række betænkeligheder, idet forslaget

indeholder en række vagt afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede

undtagelser fra direktivets anvendelsesområde. Det er derfor nødvendigt at få be-

lyst en række spørgsmål vedrørende forslagets nærmere juridiske og økonomiske

konsekvenser - herunder rækkevidden af flere mere generelle afgrænsede bestem-

melser, inden en nærmere holdning fastlægges. Regeringen vil arbejde for en af-

klaring af de afgrænsnings- og fortolkningsspørgsmål, der knytter sig til direktiv-

forslaget, navnlig i relation til beskyttelsen mod forskelsbehandling på grund af

alder og handicap.

Siden forelæggelsen af forslaget i juli 2008 har forslaget været behandlet under det

franske, tjekkiske, svenske, spanske, belgiske, ungarske, polske, danske, cyprioti-

ske, irske, litauiske, græske, italienske, lettiske, luxembourgske og nederlandske

formandskab.

Sagen har ligeledes været drøftet under slovakisk formandskab. Der forventes en

fremskridtsrapport inden rådsmødet.

1. Baggrund

Baggrunden for forslaget er at gennemføre princippet om ligebehandling mellem

mennesker uden for arbejdsmarkedet uanset deres religion eller tro, handicap, alder

eller seksuelle orientering. Der fastsættes regler om forbud mod diskrimination af

de nævnte årsager, og der etableres en ensartet minimumsbeskyttelse inden for EU

af mennesker, som har været udsat for en sådan diskrimination.

Forslaget supplerer eksisterende EU-lovgivningsrammer, under hvilke der er for-

bud imod diskrimination på grundlag af religion eller tro, handicap, alder eller sek-

suel orientering alene i henseende til beskæftigelse, ansættelse og erhvervsuddan-

nelse.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Forslaget bygger på de strategier, der er udviklet siden Amsterdam Traktaten, om

at bekæmpe diskrimination og er konsistent med EU’s tværgående mål, herunder

især Lissabon-strategien for vækst og beskæftigelse (og efterfølgende Europa

2020-strategien) og målene for processen vedrørende social beskyttelse og social

inklusion.

Lignende diskriminationsforbud findes bl.a. i artikel 26 i FN’s konvention om bor-

gerlige og politiske rettigheder, hvoraf det fremgår, at alle mennesker er lige for

loven og er berettiget til lovens ligelige beskyttelse uden nogen forskelsbehandling.

I denne henseende skal loven forbyde enhver forskelsbehandling og sikre alle lige-

lig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen grund, herunder race,

hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social

herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling. Tilsvarende indeholder artikel

14 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention et generelt diskriminations-

forbud, men i modsætning til artikel 26 i FN’s konvention om borgerlige og politi-

ske rettigheder finder diskriminationsforbuddet i Den Europæiske Menneskerettig-

hedskonvention alene anvendelse i forhold til de rettigheder, der omfattes af denne

konvention med tilhørende protokoller.

EU’s Charter om grundlæggende rettigheder indeholder også et generelt diskrimi-

nationsforbud i artikel 21.

2. Formål og indhold

Der tages i det følgende udgangspunkt i den oprindelige direktivtekst af juli 2008,

da der ikke siden er fremlagt en ny version af teksten.

Formålet med direktivet er ifølge forslagets art. 1 at bekæmpe forskelsbehandling

på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering og at gen-

nemføre princippet om ligebehandling uden for arbejdsmarkedet. Direktivet forby-

der ikke ulige behandling på grund af køn, som er omfattet af EUF-traktatens arti-

kel 19 og 157 og dertil knyttet afledt ret.

De øvrige artikler:

Artikel 2: Begrebet forskelsbehandling

Definitionen af princippet om ligebehandling er baseret på den definition, der

fremgår af de tidligere direktiver, der er vedtaget i henhold til den tidligere EF-

traktats art. 13, stk. 1.

Direkte forskelsbehandling består i at behandle nogen anderledes udelukkende på

grund af vedkommendes alder, handicap, religion eller tro eller seksuelle oriente-

ring. Indirekte forskelsbehandling foreligger, hvor en bestemmelse eller praksis,

som forekommer neutral, reelt kan have en særlig ufordelagtig konsekvens for en

person eller en gruppe af personer, for hvem særlige forhold gør sig gældende.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Som i direktiv 2000/43/EF, 2000/78/EF og 2002/73/EF er det muligt at retfærdig-

gøre indirekte forskelsbehandling, hvis den pågældende bestemmelse, betingelse

eller praksis er objektivt begrundet i et legitimt mål, og midlerne til at opfylde det

hensigtsmæssige og nødvendige.

Chikane er forskelsbehandling, hvis en persons optræden har til formål at krænke

en anden persons værdighed og skabe et truende, nedværdigende eller ubehageligt

klima m.v. Denne definition er identisk med definitionerne i de andre direktiver

vedtaget med den tidligere EF-traktats art. 13, stk. 1, som retsgrundlag.

Manglende "tilpasninger i rimeligt omfang" i relation til mennesker med handicap

anses for at være forskelsbehandling. Dette er ifølge forslaget i overensstemmelse

med FN-konventionen om rettigheder for mennesker med handicap og med direk-

tiv 2000/78/EF.

Ulige behandling på grund af alder kan være lovlig, hvis den er begrundet i et legi-

timt formål, og hvis midlerne til at opfylde det pågældende formål er hensigtsmæs-

sige og nødvendige (proportionalitetsprincippet). Forslaget er således ikke til hin-

der for, at der fastsættes en bestemt aldersgrænse for adgang til sociale goder, til

uddannelse og til visse varer og tjenester, i det omfang ovenstående betingelser

opfyldes.

De allerede vedtagne direktiver giver mulighed for undtagelser fra forbuddet mod

direkte forskelsbehandling i tilfælde af "regulære og afgørende erhvervsmæssige

krav", hvad angår forskelsbehandling på grund af alder og i forbindelse med for-

skelsbehandling på grund af køn, med hensyn til adgang til varer og tjenester.

Der er indsat en særlig bestemmelse om finansiel virksomhed, idet alder og handi-

cap kan være en afgørende faktor for risikovurderingen i forbindelse med bestemte

produkter og dermed for prisen. Anvendelsen af alder og handicap ved risikovurde-

ringen skal være baseret på nøjagtige data og statistikker.

Direktivet berører ikke nationale foranstaltninger, der er nødvendige af hensyn til

den offentlige sikkerhed, den offentlige orden, for at forebygge forbrydelser, for at

beskytte sundheden eller for at beskytte andres rettigheder og friheder.

Artikel 3: Anvendelsesområde

Forskelsbehandling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel ori-

entering foreslås forbudt i både den offentlige og den private sektor med hensyn til

social beskyttelse, herunder social sikring, sundhedsydelser, sociale goder, uddan-

nelse, adgang til varer og tjenester, herunder boliger, som er tilgængelige for of-

fentligheden.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Med hensyn til adgang til varer og tjenester er kun faglig eller erhvervsmæssig

virksomhed omfattet.

De forskellige områder er kun omfattet i det omfang, spørgsmålet falder ind under

Unionens kompetence. Således henhører f.eks. tilrettelæggelsen af skolesystemet

og indholdet af undervisningen og aktiviteter i forbindelse hermed, herunder tilret-

telæggelsen af undervisning for handicappede, under medlemsstaternes kompeten-

ce, og de kan have bestemmelser om ulige behandling i forbindelse med adgang til

uddannelsesinstitutioner og indholdet af og aktiviteter i undervisningen, herunder

undervisning af personer med særligt behov. Medlemsstaterne kan endvidere give

mulighed for ulige behandling ved adgang til uddannelsesinstitutioner baseret på

religion eller tro.

Teksten gør det klart, at spørgsmål i forbindelse med civilstand og familiemæssig

status, herunder adoption, falder uden for direktivets anvendelsesområde. Dette

indbefatter reproduktive rettigheder. Medlemsstaterne kan frit beslutte, om de øn-

sker at indføre og anerkende

retligt

registrerede partnerskaber. Hvis imidlertid

sådanne forhold i national ret anerkendes som ligestillet med ægteskaber, finder

princippet om ligebehandling anvendelse.

Det foreslås, at direktivet ikke finder anvendelse på national lovgivning om statens

og dens institutioners sekulære status eller om religiøse organisationers status.

Direktivet omfatter ikke forskelsbehandling på grund af nationalitet og berører ikke

bestemmelser og betingelser vedrørende tredjelandsstatsborgeres og statsløse per-

soners indrejse og ophold i medlemsstaterne og heller ikke nogen form for behand-

ling, der skyldes de pågældendes retsstilling.

Artikel 4: Ligebehandling af mennesker med handicap

Det forudsættes i forslaget, at der indføres reel og lige adgang for mennesker med

handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse samt

adgang til varer og tjenester, herunder boliger og transport, som er tilgængelige for

offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset i det omfang, den ville medføre en

uforholdsmæssig stor byrde eller ville kræve grundlæggende ændringer inden for

de pågældende områder. I bestemte tilfælde kan individuelle tilpasninger i rimeligt

omfang være nødvendige for at sikre, at en bestemt handicappet har reel adgang.

Dette er dog kun tilfældet, hvis det ikke indebærer en uforholdsmæssig stor byrde.

Artiklen indeholder en ikke-udtømmende liste over, hvilke faktorer der kan tages i

betragtning ved vurderingen af, om byrden er uforholdsmæssig stor, herunder or-

ganisationens størrelse og ressourcer, de skønnede omkostninger og de mulige

fordele ved forbedret adgang for mennesker med handicap.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Artikel 5: Positiv særbehandling og særforanstaltninger

Bestemmelsen er identisk med andre direktiver med den tidligere EF-traktats arti-

kel 13 som retsgrundlag. Der gives mulighed for at opretholde eller vedtage sær-

foranstaltninger med henblik på at forebygge eller opveje ulemper knyttet til religi-

on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 6: Mindstekrav

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne mulighed for at

fastlægge et højere beskyttelsesniveau end garanteret ved direktivet og forbyder

omvendt, at medlemsstaternes niveau for beskyttelse mod forskelsbehandling bør

sænkes ved gennemførelsen af direktivet.

Artikel 7: Klageadgang

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Det foreslås, at borgere, der mener, at de har

været udsat for forskelsbehandling, bør kunne anvende administrative eller retlige

procedurer, også efter at det forhold, under hvilket forskelsbehandlingen angiveligt

har fundet sted, er ophørt.

Organisationer, der har en legitim interesse i at bekæmpe forskelsbehandling, gives

mulighed for at hjælpe ofre for forskelsbehandling i retslige eller administrative

procedurer. Nationale regler om søgsmålsfrister berøres ikke af denne bestemmel-

se.

Artikel 8: Bevisbyrde

Bestemmelsen er identisk med tilsvarende bestemmelser i direktiver med den tidli-

gere EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag samt med bevisbyrdedirektivet, jf.

direktiv 97/80/EF om bevisbyrden i forbindelse med forskelsbehandling på grund-

lag af køn.

I alle sager, hvor princippet om ligebehandling hævdes krænket, foreslås det, at

princippet om delt bevisbyrde skal finde anvendelse. Som i de tidligere direktiver

finder delt bevisbyrde ikke anvendelse i tilfælde, hvor den påståede forskelsbe-

handling forfølges strafferetligt.

Artikel 9: Beskyttelse mod repressalier (victimisering)

Bestemmelsen er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Der foreslås indført foranstaltninger til beskyt-

telse af enkeltpersoner mod repressalier som følge af, at de har gjort deres rettighe-

der i henhold til direktivet gældende.

Artikel 10: Formidling af oplysninger

I denne bestemmelse, der er den samme som i de andre direktiver med den tidligere

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

EF-traktats artikel 13 som retsgrundlag, foreslås det, at medlemsstaterne skal in-

formere om direktivet og nationale bestemmelser.

Artikel 11: Dialog med relevante interessenter

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den har til formål at fremme dialogen mellem

de relevante offentlige myndigheder og organer som f.eks. ngo'er, der har en legi-

tim interesse i at bidrage til bekæmpelsen af forskelsbehandling på grund af religi-

on eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Artikel 12: Organer til fremme af ligebehandling

Denne bestemmelse er den samme som i to andre direktiver vedtaget i henhold til

den tidligere EF-traktats artikel 13. I henhold til denne artikel skal medlemsstaterne

have et eller flere organer ("ligebehandlingsorgan") på nationalt plan til fremme af

ligebehandling af alle uden forskel på grund af religion eller tro, handicap, alder

eller seksuel orientering.

Bestemmelsen er en gengivelse af bestemmelsen i direktiv 2000/43/EF vedrørende

adgang til varer og tjenester og bygger på tilsvarende bestemmelser i direktiv

2002/73/EF25 og 2004/113/EF. Den fastsætter minimumskompetencen for organer

på nationalt plan, der bør handle uafhængigt for at fremme princippet om ligebe-

handling. Medlemsstaterne kan beslutte, at disse organer skal være de samme som

dem, der allerede er oprettet i henhold til de tidligere direktiver.

En af ligebehandlingsorganernes opgaver er at give uafhængig bistand til ofre for

forskelsbehandling. De skal også kunne foretage uafhængige undersøgelser af for-

skelsbehandling og offentliggøre rapporter og fremsætte henstillinger på ligebe-

handlingsområdet.

Artikel 13: Overholdelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Medlemsstaterne forpligtes til at ophæve alle

love og administrative bestemmelser, der strider mod princippet om ligebehand-

ling. Endvidere kan alle aftaleretlige bestemmelser, virksomheders interne regler

og vedtægter for foreninger, der strider mod ligebehandlingsprincippet, erklæres

ugyldige eller ændres.

Artikel 14: Sanktioner

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. I overensstemmelse med EF-Domstolens prak-

sis fastsættes det, at der ikke bør være nogen øvre grænse for den godtgørelse, der

skal betales i tilfælde af krænkelser af princippet om ligebehandling. Godtgørelsen

skal være effektiv, stå i rimeligt forhold til overtrædelsen og have en præventiv

effekt.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Artikel 15: Gennemførelse

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Den giver medlemsstaterne en frist på to år til

at inkorporere direktivet i national ret og at meddele Kommissionen teksten til de

nationale bestemmelser. Medlemsstaterne kan bestemme, at forpligtelsen til at

sikre reel adgang for mennesker med handicap først skal gælde fire år efter vedta-

gelsen af direktivet.

Artikel 16: Rapport

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Kommissionen skal i henhold til denne artikel

aflægge rapport over for Europa-Parlamentet og Rådet om anvendelsen af direkti-

vet på grundlag af oplysninger fra medlemsstaterne. Der skal i rapporten tages

hensyn til de synspunkter, der fremsættes af arbejdsmarkedets parter, de relevante

ngo'er og Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder.

Artikel 17: Ikrafttræden

Denne bestemmelse er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-

traktats artikel 13 som retsgrundlag. Direktivet træder i kraft på dagen for offent-

liggørelsen i Den Europæiske Unions Tidende.

Artikel 18: Adressater

Denne bestemmelse, hvoraf det fremgår, at direktivet er rettet til medlemsstaterne,

er den samme som i de andre direktiver med den tidligere EF-traktats artikel 13

som retsgrundlag.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet afgav en udtalelse om forslaget den 2. april 2009.

4. Nærhedsprincippet

Kommissionen har beskrevet forslagets forhold til nærheds- og proportionalitets-

princippet således:

”Subsidiaritetsprincippet finder anvendelse, for så vidt som forslaget ikke er omfat-

tet af Fællesskabets ene kompetence. Målene for forslaget kan ikke i tilstrækkelig

grad opfyldes af medlemsstaterne alene, fordi kun foranstaltninger på fællesskabs-

plan kan sikre, at der er et minimumsniveau for beskyttelse mod forskelsbehand-

ling på grund af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering i alle

medlemsstaterne. En fællesskabsretsakt giver retssikkerhed med hensyn til borger-

nes og de økonomiske aktørers rettigheder og forpligtelser, også hvis de bevæger

sig mellem medlemsstaterne. Erfaringerne med de tidligere direktiver, der er blevet

vedtaget i henhold til EF-traktatens artikel 13, stk. 1 (EUF-traktatens artikel 19, stk.

1), viser, at de har haft en positiv virkning med hensyn til at opnå en bedre beskyt-

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

telse mod forskelsbehandling. I overensstemmelse med proportionalitetsprincippet

går det foreslåede direktiv ikke ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de fastlag-

te mål.

Nationale traditioner og tilgange på områder som f.eks. sundhedsydelser, social

beskyttelse og uddannelse er desuden generelt mere forskellige end på beskæftigel-

sesområdet. Disse områder er kendetegnet ved legitime samfundsmæssige valg på

områder, hvor medlemsstaterne har kompetencen.

De europæiske samfunds forskelligartethed er en af Europas styrker og skal respek-

teres i henhold til subsidiaritetsprincippet. Spørgsmål som tilrettelæggelse af ud-

dannelsessystemet og undervisningens indhold, anerkendelse af civilstand eller

familiemæssig status, adoption, reproduktive rettigheder og andre lignende

spørgsmål afgøres bedst på nationalt plan. Ingen medlemsstat skal derfor som følge

af direktivet ændre sin gældende lovgivning eller praksis med hensyn til disse

spørgsmål. Det berører heller ikke nationale bestemmelser om kirkers eller andre

religiøse organisationers aktiviteter eller deres forhold til staten. Det vil således

f.eks. fortsat være medlemsstaterne alene, der træffer afgørelse om spørgsmål som

tilladelse til selektiv adgang til skoler, forbud mod eller accept af at bære eller bru-

ge religiøse symboler i skolen, anerkendelse af ægteskab mellem personer af sam-

me køn og eventuel regulering af forholdet mellem organiseret religion og staten.”

Regeringen kan tilslutte sig denne vurdering.

5. Gældende dansk ret

I den danske lovgivning opereres der i vidt omfang med aldersgrænser i forskellige

sammenhænge. Bestemmelsen i direktivforslaget er i sin nuværende form så elasti-

ske, at det ikke kan udelukkes, at Danmark vil kunne komme i en situation, hvor

Kommissionens og EU-Domstolens opfattelse af, hvornår en aldersgrænse er fast-

sat efter objektive og rimeligt begrundede kriterier, og hvad der er et legitimt for-

mål, ikke nødvendigvis vil være sammenfaldende med den danske opfattelse.

På den baggrund vurderes det, at i det omfang alder skal være omfattet af direkti-

vet, skal direktivforslaget være mere præcist i form af angivelser af områder, der

kan undtages helt fra direktivet.

Direktivforslaget indeholder desuden en særlig bestemmelse om ligebehandling af

mennesker med handicap. Artiklen skal sikre reel og lige adgang for mennesker

med handicap til social beskyttelse, sociale goder, sundhedsydelser og uddannelse

samt adgang til varer og tjenesteydelser, herunder boliger og transport, som er til-

gængelige for offentligheden. Denne forpligtelse er begrænset, i det omfang den

ville medføre en uforholdsmæssig stor byrde eller vil kræve grundlæggende æn-

dringer inden for de pågældende områder. Artiklen er uklar, hvilket gør det vanske-

ligt at afgrænse bestemmelsens omfang. Eksempelvis fremgår det af artiklen, at

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

medlemsstaterne kan foretage ”rimelig tilpasning” for at sikre gennemførelsen af

rettighederne, så længe disse ikke medfører ”uforholdsmæssig stor byrde”.

Der er taget udgangspunkt i det oprindelige fremsatte direktivforslag som grundlag

for de juridiske overvejelser på de enkelte ressortministeriets område, som beskri-

ves nærmere nedenfor, da forhandlingerne fortsat ikke har ført til nye konkrete

tekstforslag, som alle medlemmer er enige om.

Social- og Indenrigsministeriets område

Det må overordnet antages, at aldersbestemmelser i forhold til Social- og Inden-

rigsministeriets område er objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og

derfor ikke udgør forskelsbehandling i direktivets forstand. Når en endelig direktiv-

tekst foreligger, vil regeringen på baggrund af denne vurdere, hvorvidt der måtte

være behov for ændringer som følge af vedtagelse af direktivforslaget. Det gælder

for eksempel ydelser efter serviceloven.

Handicap

Serviceloven indeholder en del bestemmelser om tilbud til personer med handicap,

herunder bestemmelser om positiv særbehandling i form af kompensation for at

sikre reel ligestilling. Følgende bestemmelsers relation til direktivforslaget vurde-

res at skulle undersøges nærmere.

Hjælp til dækning af merudgifter

§ 100 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at yde hjælp til dækning af

nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem 18 år og

folkepensionsalderen med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til

personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15 a i lov

om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

Det skal bemærkes, at Social- og Indenrigsministeriet og Beskæftigelsesministeriet

er indstævnet i en sag om, hvorvidt det er i strid med Den Europæiske Menneske-

rettighedskonventions artikel 14 sammenholdt med tillægsprotokol 1, artikel 1, at

en borger ikke længere tildeles dækning af merudgifter efter serviceloven efter

overgang til folkepension samt invaliditetsbeløb efter førtidspensionsloven.

Ledsageordning

§ 97, stk. 2, i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde 15 timers

ledsagelse om måneden til personer mellem 12 år og folkepensionsalderen, dog

således at aldersgrænsen ikke kan blive mindre end 67 år, der ikke kan færdes ale-

ne på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne. §97,

Stk. 2, fastslår, at personer, der er visiteret til 15 timers ledsagelse om måneden ved

det fyldte 67. år, bevarer denne ret efter det fyldte 67. år.

Beskyttet beskæftigelse

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

§ 103 i serviceloven pålægger kommunalbestyrelserne at tilbyde beskyttet beskæf-

tigelse til personer mellem 18 år og folkepensionsalderen, som på grund af betyde-

lig nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer ikke

kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på arbejdsmarkedet, og

som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning.

Beskyttet beskæftigelse adskiller sig fra beskæftigelse efter reglerne på Beskæfti-

gelsesministeriets område ved at blive betragtet som en social foranstaltning. Dette

indebærer bl.a., at personer i beskyttet beskæftigelse ikke har krav på at modtage

feriepenge og sygedagpenge mv. i lighed med personer på det ordinære arbejds-

marked.

Botilbud

For botilbud til længerevarende ophold for personer med betydelig og varigt nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne efter servicelovens § 108 er der ikke fastsat reg-

ler om specifikke indretningskrav i lovgivningen, men botilbuddet skal være egnet

til formålet.

For almene ældreboliger, herunder boliger der udlejes til mennesker med handicap,

er der derimod fastsat specifikke indretningskrav i lovgivningen, f.eks. at hver bo-

lig skal være forsynet med selvstændigt toilet og bad.

Handleplaner

§ 141 i serviceloven forpligter kommunalbestyrelserne til at skønne, om det er

hensigtsmæssigt at tilbyde at udarbejde en handleplan for indsatsen, når der ydes

hjælp til personer under folkepensionsalderen efter lovens afsnit 5.

Indhentelse af samtykke fra børn over 15 år

Ifølge serviceloven skal der ved visse afgørelser indhentes samtykke fra forældre-

myndighedsindehaveren og fra den unge, hvis denne er over 15 år.

Dette gælder eksempelvis i forbindelse med anbringelse uden for hjemmet, jf. § 53.

Er der tale om børn under 15 år, vil der således ikke være krav om, at den pågæl-

dende har givet samtykke til den iværksatte foranstaltning.

Klagereglerne

For en række afgørelser om foranstaltninger efter serviceloven, der vedrører børn

og unge er aldersgrænsen for partsstatus og klageadgang fastsat til 12 år. Det gæl-

der eksempelvis i afgørelser om valg af anbringelsessted og afgørelser om samvær

og kontakt jf. § 167 i serviceloven.

Efterværn

Efter servicelovens § 76 kan kommunalbestyrelsen tilbyde støtte, der har til formål

at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for den unge mellem 18-

22 år, når det må anses for af væsentlig betydning af hensyn til den unges behov

for støtte, og hvis den unge er indforstået hermed.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Børn og unge, der er tvangsanbragt

umiddelbart inden

det 18. år,

har

ret til at få

efterværn i form af en kontaktperson frem til det fyldte 23. år. Støtten tilbydes un-

ge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af døgnophold efter § 76, stk. 3,

nr. 1.

Kommunalbestyrelsen skal tilbyde unge, der umiddelbart inden det fyldte 18. år er

eller var anbragt uden for hjemmet, jf. § 52, stk.3, nr. 7, på eget værelse, kollegium

eller kollegielignende opholdssteder, støtte i form af en kontaktperson frem til det

19. år. Støtten tilbydes unge, der ikke tilbydes støtte i form af opretholdelse af

døgnophold efter § 76, stk. 3, nr. 1.

Tilbuddene efter § 76 ophører ved det fyldte 23. år. I flere situationer vil der imid-

lertid være mulighed for, at der kan iværksættes en foranstaltning efter voksenreg-

lerne i serviceloven som eksempelvis § 85, der bl.a. vedrører hjælp, omsorg og

støtte i tilfælde af psykiske, fysiske eller sociale problemer.

Efter servicelovens § 76 a skal kommunalbestyrelsen tilbyde hjælp efter stk. 2 og

3. til unge i alderen 18 til 22 år med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne, når det må anses for at være af væsentlig betydning af hensyn til

den unges behov for støtte, og hvis den unges værge er indforstået hermed.

For unge med betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der

umiddelbart inden det fyldte 18. år er anbragt uden for hjemmet efter reglerne i

kapitel 11 i en plejefamilie efter § 66, stk. 1 nr. 1-3, kan kommunalbestyrelsen

træffe afgørelse om, at døgnopholdet, jf. § 52, opretholdes. Såfremt den unges ple-

jefamilie ikke længere vurderes egnet som plejefamilie for den pågældende unge,

kan kommunalbestyrelsen tilbyde den unge anbringelse i en anden plejefamilie,

som den unge har en nær relation til og er tryg ved. Ved tilbud om anbringelse hos

en anden plejefamilie skal betingelserne i stk. 1 være opfyldt.

Opretholdelsen af døgnophold skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål

under hensyn til den unges behov for støtte, dog senest når den unge fylder 23 år.

Beskæftigelsesministeriets område

Arbejdsløshedsforsikringslovgivningen, sygedagpengeloven, kontanthjælps-

lovgivningen og pensionsreglerne indeholder aldersgrænser på en lang række om-

råder i relation til erhvervelse af ret til f.eks. arbejdsløshedsdagpenge, sygedagpen-

ge m.v. F.eks. ophører retten til arbejdsløshedsdagpenge/efterløn, når en person når

folkepensionsalderen, og førtidspension kan som udgangspunkt ikke tildeles perso-

ner under 40 år.

Ligeledes findes der aldersbestemmelser i efterlønsordningen, i fleksydelsesregler-

ne, delpensionsreglerne, fleksjobreglerne, i de særlige ungeregler i reglerne om

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

medlemskab/optagelse i en arbejdsløshedsforsikringsordning og i reglerne om ar-

bejdsskadeforsikring.

Lov om forbud mod forskelsbehandling på arbejdsmarkedet m.v.

Forskelsbehandlingsloven indeholder et forbud mod direkte og indirekte forskels-

behandling på grund af en række kriterier, bl.a. race og etnisk oprindelse, religion

eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering på arbejdsmarkedet. Loven base-

rer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF og EU-direktiv 2000/78/EF.

Lønmodtagere og ansøgere til ledige stillinger er beskyttet mod forskelshandling i

forbindelse med ansættelse, under ansættelsen, i forbindelse med afskedigelse,

forflyttelse, forfremmelse og med hensyn til løn og arbejdsvilkår. En arbejdsgiver

må ikke forskelsbehandle ansatte med hensyn til adgang til erhvervsmæssig vide-

reuddannelse, omskoling, m.v. Loven gælder for både arbejdsgivere, for enhver,

der driver vejlednings- og uddannelsesvirksomhed og for enhver, der anviser be-

skæftigelse.

Loven indeholder en pligt for arbejdsgiveren til at foretage hensigtsmæssige tilpas-

ninger i betragtning af de konkrete behov for at give personen med handicap ad-

gang til beskæftigelse. Pligten til at foretage tilpasninger må imidlertid ikke være

urimelig byrdefuld for arbejdsgiveren. Hvis byrden lettes i tilstrækkeligt omfang

gennem offentlige foranstaltninger, anses byrden ikke for at være uforholdsmæssig

stor.

Arbejdsløshedsforsikring

Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har vurderet, at aldersgrænserne i

arbejdsløshedsforsikringsloven ikke umiddelbart udgør et problem i forhold til

direktivet. Det forudsætter, at de aldersbestemte regler i arbejdsløshedsforsikrings-

loven kan undtages fra begrebet forskelsbehandling efter artikel 2, stk. 6, og ikke er

omfattet af anvendelsesområdet som beskrevet i artikel 3, stk. 1, litra a-b).

For at blive optaget som medlem i en dansk i a-kasse er det en betingelse, at man er

fyldt 18 år og ikke er mindre end 2 år fra folkepensionsalderen. Hvis man har gen-

nemført en uddannelse, der giver grundlag for optagelse i en a-kasse, kan man op-

tages som medlem, selv om man ikke er fyldt 18 år. Medlemskabet af en a-kasse

ophører ved udgangen af den måned, hvor man når folkepensionsalderen.

Det er en betingelse for ret til arbejdsløshedsdagpenge, at man er medlem af en a-

kasse. Hvis man ikke opfylder aldersbetingelserne for ret til medlemskab, kan man

derfor heller ikke få arbejdsløshedsdagpenge.

Arbejdsskadelovgivningen

Bestemmelser, der relaterer sig til handicapkriteriet

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Erstatning for tab af erhvervsevne samt godtgørelse for varige mén efter lov om

arbejdsskadesikring fastsættes på grundlag af arbejdsskadens følger. Erstatningen

kan nedsættes eller efter omstændighederne bortfalde, hvis tilskadekomnes aktuelle

lægelige og sociale situation ikke udelukkende kan henføres til arbejdsskaden. Der

ydes således ikke kompensation for tilskadekomnes samlede helbredsmæssige

og/eller erhvervsmæssige forringelse, når tilskadekomnes helbredsmæssige og/eller

erhvervsevne allerede var nedsat før skaden. Det samme gælder, når den forudbe-

stående sygdom med sikkerhed på et senere tidspunkt ville have medført i det væ-

sentlige de samme følger, selvom skaden ikke var sket.

Følgerne af forudbestående skader eller handicap kan have betydning for erstat-

ningsudmålingen. Det betyder, at erstatning og godtgørelse kan nedsættes, når det

er dokumenteret, at hele eller dele af det varige mén/tab af erhvervsevne skyldes

andre forhold end arbejdsskadens følger. Det bemærkes, at personer med handicap

kan kompenseres økonomisk efter anden social lovgivning.

Bestemmelser, der relaterer sig til alderskriteriet

Godgørelse for varigt mén er en økonomisk kompensation for de varige ikke-

økonomiske følger af en arbejdsskade. Godtgørelsen nedsættes med en procent for

hvert år, tilskadekomne er ældre end 39 år ved arbejdsskadens indtræden. Var til-

skadekomne fyldt 60 år ved arbejdsskadens indtræden, nedsættes godtgørelsen med

yderligere 1 pct. for hvert år, den pågældende var ældre end 59 år ved arbejdsska-

dens indtræden. Godtgørelsen nedsættes dog ikke yderligere efter det fyldte 69. år.

Baggrunden, for at det er valgt at lade godtgørelsen nedsætte for ældre personer, er,

at ældre personer ikke skal leve så længe med det varige mén som yngre personer.

Erstatning for tab af erhvervsevne tilkendes som løbende erstatning. Udbetalingen

af den løbende erstatning ophører, når modtageren opnår ret til folkepension. Hvis

tabet af erhvervsevne er under 50 procent, bliver den løbende erstatning omsat til et

engangsbeløb (kapitalerstatning). Er erhvervsevnetabet over 50 procent, har den

tilskadekomne mulighed for at få omsat et beløb, der svarer til et tab af erhvervs-

evne på 50 procent, til en kapitalerstatning, mens den resterende del af erstatningen

udbetales som en løbende erstatning. Kapitaliseringsfaktorerne, der anvendes til

omsætning af løbene erstatning til kapitalerstatning, fastsættes efter aktuarmæssige

principper. Dette betyder, at kapitaliseringsbeløbet er forskelligt i forhold til alder,

således at det udbetalte kapitalbeløb er mindre jo ældre tilskadekomne er.

Beskæftigelsesindsatsen

Adskillige ordninger under beskæftigelseslovgivningen har snæver sammenhæng

med folkepensionsalderen. Det gælder fx efterløn, fleksydelse og delpension, som

er tilbagetrækningsordninger før folkepensionsalderen.

Beskæftigelsesindsatsen (lov om en aktiv beskæftigelsesindsats) indeholder

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

en række målgruppeafgrænsninger, som knytter sig til alder eller handicap (be-

grænsninger i arbejdsevnen). Der kan opstilles følgende (foreløbige) liste over

beskæftigelsesrelaterede ordninger, der indeholder bestemmelser – direkte eller

indirekte – om alder/handicap:

Ordning

Fleksjob

Afgrænsning

Væsentlig og mere end midlertidig begrænsning

i arbejdsevnen. Ophører ved folkepensionsalde-

ren eller ved overgang til fleksydelse.

Forudsætter førtidspension (som kræver væsent-

lig og varig begrænsning i arbejdsevnen).

Væsentlig begrænsning i arbejdsevnen med mu-

lighed for selvforsørgelse ved f.eks. skift af er-

hvervsområde. Revalideringsydelse er subsidiær

ift. alle andre former for forsørgelse.

Varig og betydelig psykisk/fysisk funk-

tionsnedsættelse.

Forsikrede ledige, hvis ret til dagpenge, udløber

tidligst 5 år før efterlønsalderen, har ret til ansæt-

telse i et seniorjob, når dagpengeretten er udlø-

bet og indtil efterlønsalderen. Det er en betingel-

se, at personen betaler til efterlønsordningen, og

at personen vil kunne opfylde anciennitetskravet

for efterløn, når vedkommende når efterlønsal-

deren.

Løntilskud til førtids-

pensionister (skåne-

job)

Revalidering

Personlig assistance til

handicappede (kom-

pensationsloven)

Seniorjob

Fleksjob

Hvis alderskriteriet i direktivforslaget skal forstås således, at man kan fastsætte en

aldersgrænse ud fra objektive kriterier - f.eks. at folkepensionsalderen er 65 år for

alle - og at forskellige ydelser ophører (for alle), når de opnår folkepensionsalderen

(fordi pensionen så træder i stedet), så er det Styrelsen for Arbejdsmarked og

Rekrutterings vurdering, at der ikke er udgifter ift. fleksjobordningen ved direktiv-

forslaget. Dog skal det nævnes, at der er det særlige forhold knyttet til fleksjobord-

ningen, at fleksjob ophører ved 65 år, selvom man i øvrigt kan fortsætte på det

ordinære arbejdsmarked efter 65 år. Umiddelbart er det vurderingen, at heller ikke

dette har betydning i forhold til direktivforslaget, da man ikke mister retten til at

arbejde, og derfor stadig er ansat hos arbejdsgiveren, indtil man bliver afskediget.

Når et fleksjob ophører, er det således kun arbejdsgiveren, der mister retten til en

ydelse/tilskud.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Mht. handicapkriteriet i fleksjobordningen er det endvidere umiddelbart vurderin-

gen, at direktivets bestemmelser om handicap ikke giver problemer, da det fortsat

må være muligt at afgrænse en ordning til nogle bestemte handicap/et væsentlig-

hedskriterium, som så omfatter alle borgere. Også ud fra den betragtning er det

opfattelsen, at der ikke er udgifter til fleksjobordningen ved direktivforslaget.

Reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv

I relation til reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv

m.v. gælder, at personer med handicap som udgangspunkt er omfattet af den ordi-

nære beskæftigelsesindsats. Er der behov for kompensation for den nedsatte ar-

bejdsevne, er der regler i lov om kompensation til mennesker med handicap m.v.

om fortrinsadgang, personlig assistance til handicappede i erhverv og om isbryder-

ordningen. Her er de væsentligste regler reglerne om personlige assistance, der kan

ydes til ledige, lønmodtagere og selvstændige erhvervsdrivende, som på grund af

en varig og betydelig fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for særlig

personlig bistand.

Formålet med reglerne om kompensation til mennesker med handicap i erhverv er

at give personer med handicap kompensation for handicappet, således at disse per-

soner bliver ligestillet med personer uden handicap og dermed får samme mulighe-

der for erhvervsudøvelse.

Umiddelbart er det vurderingen, at det også i denne sammenhæng ikke er i strid

med direktivforslaget at afgrænse en ordning ud fra et væsentlighedskriterium, som

omfatter alle borgere. Det er derfor vurderingen, at der ikke er udgifter ift. ordnin-

gen om kompensation til mennesker med handicap i erhverv ved direktivforslaget.

Kontanthjælpssystemet

På kontanthjælpsområdet afhænger en persons sats blandt andet af, om personen er

under 25 år, fyldt 25 år eller fyldt 30 år. Aldersgrænserne er politisk bestemte og

begrundes i ”den sædvanlige uddannelsesalder”, hvorfor satserne for de yngre al-

dersgrupper er fastsat ud fra SU-niveauet for at sikre, at det ikke er det sociale

ydelsesniveau, der forhindrer de unge i at starte på en uddannelse med SU. Dog

kan unge, der ikke vurderes uddannelsesparate fx på grund af sociale eller

sundhedsmæssige problemer, få et aktivitetstillæg oven i satsen, ud fra en betragt-

ning om at de ikke kan reagere på et økonomisk incitament til uddannelse i form af

en lavere sats.

Bestemmelsen i art. 6, 1. pkt., i direktivet angiver, at forskelsbehandlingen kan

retfærdiggøres ud fra tre kriterier 1) den skal være objektivt retfærdiggjort ud fra et

legitimt mål, 2) den skal være passende og 3) den skal være nødvendig. Indholdet

af disse tre kriterier vil i sidste ende bero på en fortolkning hos EU-domstolen.

Dette er ikke uproblematisk, da EU-domstolen i andre sammenhænge har pålagt en

meget snæver fortolkning af lignende proportionalitetshensyn. Der er således en vis

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

risiko for, at den aldersafgrænsning, der politisk er fastsat i kontanthjælpssystemet,

vil blive underkendt, fordi de ikke lever op til de tre kriterier, der er opregnet i be-

stemmelsen, og derfor vil blive betragtet som udtryk for diskrimination.

Sygedagpenge

På sygedagpengeområdet er der som udgangspunkt ikke nogen aldersbegrænsning

for udbetalingen af sygedagpenge. Der er dog en aldersbegrænsning mht. varig-

hedsbegrænsningen, dvs. spørgsmålet om, i hvor lang tid, der kan udbetales syge-

dagpenge. Mens udbetaling af sygedagpenge som udgangspunkt ophører, når der er

udbetalt sygedagpenge i 22 uger i de 9 forudgående kalendermåneder, ophører

sygedagpengene for personer, der har nået folkepensionsalderen, når der er udbetalt

sygedagpenge i mere end 26 af de forudgående 12 kalendermåneder. Der er desu-

den ikke de samme forlængelsesmuligheder som for den øvrige personkreds.

Begrundelsen herfor er, at der er adgang til en anden forsørgelsesydelse, nemlig

folkepensionen. Det ville være uhensigtsmæssigt, hvis man ved at sygemelde sig

før folkepensionen kunne sikre sig en langt højere ydelse i en årrække.

Jobafklaringsforløb

Sygemeldte, som fortsat er uarbejdsdygtige, og som ikke kan få forlænget deres

sygedagpenge, har ret til jobafklaringsforløb med ressourceforløbsydelse i en peri-

ode på op til 2 år. I jobafklaringsforløb er der fastsat den aldersgrænse, at jobafkla-

ringsforløb ophører på det tidspunkt, hvor personen når folkepensionsalderen.

Folkepension, førtidspension mv.

Kontantydelser er:



Lov om højeste, mellem, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v.



Lov om social pension



Lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag

For disse ydelser gælder, at retten til ydelser er aldersbestemte. For børnetilskud

gælder, at retten til ydelsen bortfalder, når barnet når barnet har opnået myndig-

hedsalderen på 18 år, førtidspension kan tilkendes og udbetales fra det 18. år og til

folkepensionsalderen, mens folkepension kan udbetales fra pensionsalderen, der

aktuelt er 65 år. Det må antages, at aldersbestemmelser i forhold til disse ydelser er

objektivt og rimeligt begrundet i et legitimt formål og derfor ikke udgør forskels-

behandling i direktivets forstand. Det gælder også i forhold til seniorførtidspension,

som kan tilkendes personer med mindre end fem år til folkepensionsalderen.

Med førtidspensionsreformen, som trådte i kraft 1. januar 2013, blev indført en

aldersgrænse for førtidspension, således at førtidspension som udgangspunkt ikke

kan tilkendes personer under 40 år. Personer i alderen fra 18 til 39 år kan tilkendes

førtidspension, hvis det er dokumenteret eller det på grund af særlige forhold er

helt åbenbart, at arbejdsevnen ikke kan forbedres.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Aldersgrænserne er politisk bestemte og begrundes i, at man ikke vil parkere unge

på en varig forsørgelsesydelse, hvis der på sigt er mulighed for, at personen med

den rette indsats kan blive en del af arbejdsmarkedet. Det må - som med de øvrige

pensionsregler - antages, at aldersbestemmelsen er objektiv og rimeligt begrundet i

et legitimt formål. Dog har EU-domstolen i andre sammenhænge pålagt en meget

snæver fortolkning af proportionalitetshensynet.

Beskæftigelsesministeriet er ikke bekendt med, at de gældende regler på området

har ført til domfældelse, der har statueret aldersdiskrimination.

Der er ikke foretaget en tilbundsgående analyse af aldersdiskrimination efter direk-

tivteksten i relation til alle dele af ydelsesområdet herunder særligt ydelser, fx han-

dicapkompenserende ydelser, der ophører ved overgangen til folkepension, og

ydelser, fx gunstigere boligstøtteregler, der som udgangspunkt kun gives til folke-

pensionister.

Kulturministeriets område

Der findes ikke på Kulturministeriets område love, der indebærer direkte diskrimi-

nation af mennesker som følge af religion eller tro, handicap, alder eller seksuel

orientering.

Ophavsretsloven

Der er foreskrevet positiv særbehandling af blinde, svagtseende, døve og taleliden-

de samt personer i øvrigt, der på grund af handicap er ude af stand til at læse trykt

tekst, fx ordblinde, i ophavsretsloven, jf. § 17. Ifølge bestemmelsen er det tilladt at

gengive og sprede eksemplarer af udgivne værker til brug for de ovennævnte, når

gengivelsen og de spredte eksemplarer er særligt bestemt til brug for disse perso-

ner.

Licensbekendtgørelsen

DR Licens kan efter ansøgning bevilge blinde og stærkt svagtseende personer, der

bor alene eller bor i husstande udelukkende med andre blinde eller stærkt svagt-

seende personer og/eller hjemmeboende børn uanset alder, fritagelse for medieli-

cens. Ved blinde og stærkt svagtseende forstås personer, som er medlem af Dansk

Blindesamfund eller opfylder betingelserne for at blive medlem af Dansk Blinde-

samfund.

Sundheds- og Ældreministeriets område

Spørgsmål om især alder er reguleret i en række sammenhænge i sundhedslovgiv-

ningen. Som eksempler kan nævnes bestemmelserne vedr. mindreåriges adgang til

at samtykke til behandling og aktindsigt (Sundhedslovens § 17), adgangen til at

oprette livstestamenter (Sundhedslovens § 26), transplantation fra levende og afdø-

de personer (Sundhedslovens §§ 52 og 53), reglerne vedr. valg af sikringsgruppe

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

og praktiserende læge (Sundhedslovens §§ 58 og 59), gratis tandpleje til børn og

unge under 18 år, en række alderskriterier i forbindelse med vaccinations- og

screeningsprogrammer (f.eks. i forbindelse med influenzavaccine, HPV-vaccine og

screening for brystkræft og livmoderhalskræft) og tilskud til behandling af angst

ved privatpraktiserende psykolog. Hertil kommer regler om aldersgrænser ift. steri-

lisation (sundhedslovens § 105) og kastration (sundhedslovens § 115). Endvidere

er det i om lov om assisteret reproduktion fastsat, at assisteret reproduktion ikke må

finde sted i de tilfælde, hvor den person med livmoder og æggestoksvæv, der skal

føde barnet, er ældre end 45 år (§ 6).

Det er overordnet vurderingen, at aldersbestemmelserne i sundhedslovgivningen er

objektivt og sagligt begrundet i legitime og faglige hensyn. Det kan dog ikke på

nuværende tidspunkt udelukkes, at der vil kunne blive behov for ændringer heri

som følge af en vedtagelse af direktivforslaget.

I forhold til direktivudkastets forbud mod diskrimination på grund af seksuel ori-

entering bemærkes, at ifølge Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 768 af 10. juli

2008 om sikkerhed ved bloddonation skal blodbankerne forud for tapning af hu-

mant blod undersøge, om donor er egnet til donation efter kriterier nævnt i bilag 2

til bekendtgørelsen. Et af disse kriterier er seksuel adfærd, og dette kan indebære

udelukkelse af donorer "som på grund af deres seksuelle adfærd er udsat for stor

risiko for at påføre sig alvorlige smitsomme sygdomme, der kan overføres med

blodet".

Begrundelsen for kravene i bekendtgørelsen er dels at sikre bloddonorer bedst mu-

ligt mod komplikationer ved tapning, dels at opnå bedst mulig sikkerhed ved an-

vendelse af lægemidler, der er fremstillet af humant blod. For at opnå det-

te udelukkes personer, hvor der er en potentiel risiko for overførsel af infektion

med blodet.

Bekendtgørelsen er gennemførelse af direktiv 2004/33/EF.

Endvidere er det forhold, at en mand har haft sex med en anden mand, nævnt som

én blandt flere risikofaktorer ved vurderingen af en sæddonorkandidats egnethed.

Det er imidlertid ikke en udelukkelsesgrund, at en mand har haft sex med en anden

mand, og en homoseksuel mand kan således efter en konkret vurdering være at

være egnet som sæddonor, jf. Sundhedsstyrelsens bekendtgørelse nr. 753 af 3. juli

2006 om kvalitet og sikkerhed ved donation, udtagning og testning (humane væv

og celler).

Ældre

Generelt gives hjælp til ældre borgere i Danmark på baggrund af en behovsvurde-

ring og dermed ikke på baggrund af aldersafgrænsning eller anden afgrænsning,

såsom køn, etnisk oprindelse eller økonomisk formåen. Kommunalbestyrelsen skal

eksempelvis tilbyde personlig pleje og praktisk hjælp i hjemmet til borgere, som på

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

grund af midlertidigt eller varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller

særlige sociale problemer ikke selv kan udføre disse opgaver. Kommunalbestyrel-

sen skal i den forbindelse træffe afgørelse om tildeling af hjælpen på baggrund af

en konkret, individuel vurdering.

Forebyggende hjemmebesøg

Serviceloven forpligter kommunerne til at tilbyde forebyggende hjemmebesøg

mindst 1 gang om året til alle over 75 år. Kommunalbestyrelsen kan vælge at und-

tage de borgere, som modtager både personlig pleje og praktisk hjælp, fra ordnin-

gen om forebyggende hjemmebesøg.

Miljø- og Fødevareministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser indenfor Miljø- og Fødevareministe-

riets område.

Det kan dog nævnes, at der i Miljø- og Fødevareministeriets lovgivning findes

visse regler, som indeholder krav om, at en ansøger skal have en vis alder for at få

del i et gode eller lignende. Der kan til eksempel være tale om den såkaldte "Yngre

jordbruger-ordning", hvor en ansøger bl.a. skal være under 40 år for at kunne opnå

de særligt gunstige lån, som er omfattet af ordningen. Men sådanne eksempler,

hvor der er fastsat særlige alderskriterier i national lovgivning på Ministeriet for

Miljø- og Fødevareministeriets område, er ikke i strid med direktivforslaget, idet

kriterierne er objektive, sagligt begrundet og proportionelle, jf. forslagets artikel 2,

stk. 6.

Erhvervs- og Vækstministeriets område

Finanstilsynet har oplyst, at det fremgår af nr. 15 i præambel teksten, at "Inden for

bank- og forsikringsvirksomhed og i forbindelse med andre finansielle tjenester

anvendes der aktuarmæssige faktorer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og

alder. Dette bør ikke betragtes som forskelsbehandling, hvis de pågældende fakto-

rer må anses for at være afgørende for risikovurderingen".

Faktorerne baseret på handicap og alder er her baseret på faglige vurderinger og er

ikke udtryk for forskelsbehandling. Hvis det ønskes, at Finanstilsynet skal have

ansvaret for og derved føre tilsyn med, at der alene anvendes aktuarmæssige fakto-

rer og risikofaktorer i tilknytning til handicap og alder, som anses for afgørende for

risikovurderingen, således at usaglig forskelsbehandling undgås, skal der indarbej-

des en lovhjemmel hertil i den finansielle lovgivning

Frekvensloven

Frekvensloven fastsætter regler om adgangen til at anvende frekvenser. Loven har

ikke forskellige regler for anvendelse af frekvenser afhængig af brugeren - regler-

nes forskellighed beror i stedet på den konkrete frekvensanvendelse. Det betyder,

at nogle former for frekvensanvendelse er fritaget for krav om tilladelse - det gæl-

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

der så i givet fald alle brugere, der anvender de pågældende frekvenser. På nogle

områder forudsætter anvendelsen af frekvenser, at man har bestået en prøve - det

gælder på det maritime område, luftfartsområdet og radioamatørområdet. Da der er

tale om skriftlige prøver, kan det være vanskeligt for f.eks. en svært synshandicap-

pet radioamatør at gå til prøve.

Derfor giver loven mulighed for at fastsætte regler om afholdelse af særlige prøver

for brugere med et handicap. Hjemlen er udnyttet, ligesom muligheden for afhol-

delse af sådanne specialprøver med jævne mellemrum udnyttes.

Bekendtgørelse om digitale radio- og tv-tjenester (hjemmel i teleloven og tv-

standardloven)

Bekendtgørelsen fastsætter en række regler, der sikrer modtagelsen af digita-

le radio- og tv-tjenester. I forbindelse med den nye teledirektivpakke fra 2009 er

reglerne blevet revurderet, herunder i forhold til handicappede lyttere og seere.

Vurderingen er, at reglerne i deres nuværende form er tilstrækkeligt rummelige

også i forhold til denne seergruppe. Der vurderes derfor ikke umiddelbart at være

behov for ændringer i forbindelse med implementeringen af ligebehandlingsdirek-

tivet.

R&TTE-loven (lov om radio- og teleterminaludstyr og elektromagnetiske forhold)

R&TTE-loven fastsætter regler om markedsføring og brug af radioudstyr, teleter-

minaludstyr og elektriske og elektroniske apparater. Loven skelner således ale-

ne på baggrund af brugerens funktion i den konkrete situation - det vil sige bruge-

ren som fabrikant, ansvarlig for markedsføring, almindelig bruger etc. Der vurderes

derfor ikke umiddelbart at være behov for ændringer i forbindelse med implemen-

teringen af ligebehandlingsdirektivet.

Regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold

Forslaget til ligebehandlingsdirektiv synes ikke at give anledning til ændring af

regler om forsyningspligt eller slutbrugerforhold.

Der er både i den gældende lov om konkurrence og forbrugerforhold på telemarke-

det og i bekendtgørelse nr. 701 af 26. juni 2008 om forsyningspligtydel-

ser (forsyningspligtbekendtgørelsen) særregler om adgang til elektroniske kommu-

nikationsnet og -tjenester for personer med handicap. Eksempelvis er der i forsy-

ningspligtbekendtgørelsen regler om etablering af en teksttelefonitjeneste med

tilhørende formidlingscentral samt nummeroplysning og automatisk gennemstilling

til reduceret pris for nærmere afgrænsede grupper af handicappede. Disse forsy-

ningspligtregler er baseret på direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerret-

tigheder i forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester. Særreg-

lerne for personer med handicap udgør "særforanstaltninger" og er derfor i over-

ensstemmelse med ligebehandlingsdirektivets forslag til artikel 5, der tillader "Po-

sitiv særbehandling og særforanstaltninger".

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Det bemærkes i øvrigt, at der er vedtaget en ny lov om elektroniske kommunikati-

onsnet og -tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), der bl.a. implementerer en ræk-

ke særbestemmelser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om

ændring af bl.a. direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i

forbindelse med elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Det bemærkes, at den gældende lov om elektroniske kommunikationsnet og -

tjenester (lov nr. 169 af 3. marts 2011), bl.a. implementerer en række særbestem-

melser vedr. personer med handicap, jf. direktiv 2009/136/EF om ændring af bl.a.

direktiv 2002/22/EF om forsyningspligt og brugerrettigheder i forbindelse med

elektroniske kommunikationsnet og -tjenester mv.

Justitsministeriets område

Forslaget ses umiddelbart at berøre følgende regler inden for Justitsministeriets

område:

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race

Lov om forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv., jf. lovbekendtgørelse

nr. 626 af 29. september 1987, som ændret ved lov nr. 433 af 31. maj 2000, inde-

holder et forbud mod forskelsbehandling på grund af race mv. inden for erhvervs-

mæssig eller almennyttig virksomhed. Det er ifølge denne lov forbudt på grund af

en persons race, hudfarve, nationale eller etniske oprindelse, tro eller seksuelle

orientering at nægte at betjene den pågældende på samme vilkår som andre eller at

give en person adgang på samme vilkår som andre til sted, forestilling, udstilling,

sammenkomst eller lignende, der er åben for almenheden. Overtrædelse af denne

lov straffes med bøde eller fængsel indtil 6 måneder. Den nævnte lov omfatter ikke

forskelsbehandling på grund af handicap eller alder, og loven omfatter endvidere

ikke uagtsomme forhold.

De i straffeloven og retsplejeloven (vedrørende behandlingen af straffesager) inde-

holdte bestemmelser med aldersgrænser mv. omfattes ikke af direktivforslagets

anvendelsesområde, jf. forslaget til artikel 3, stk. 1.

Samlet set vurderes forslaget ikke at have konsekvenser indenfor Justitsministeriets

område.

Udlændinge-, Integrations- og Boligministeriets område

For så vidt angår udlændingeområdet lægges til grund, at det fremgår af direktiv-

forslaget, at det ikke omfatter udlændingeområdet, jf. artikel 3, stk. 5. I sin nuvæ-

rende form kan bestemmelsen dog forstås således, at det kun er reglerne

muligheden

for at indrejse og opholde sig i medlemsstaten, der falder uden for

direktivet. Formuleringen bør derfor præciseres, så det klart fremgår, at også de

betingelser, som tredjelandsstatsborgere og statsløse personer

opholder sig på i

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

medlemsstaten,

falder uden for direktivet. Det bør ligeledes sikres, at "betingelser

vedrørende ophold" også omfatter udvisning, afvisning og udrejse.

Integrationsloven

Integrationsloven indeholder aldersgrænser for så vidt angår tilbud om integrati-

onsprogram, som retter sig mod voksne mennesker og iværksættes med henblik på

at skabe mulighed for selvforsørgelse. Aldersgrænsen knytter sig til myndighedsal-

deren, men integrationsprogrammet kan også efter en konkret vurdering tilbydes til

uledsagede mindreårige flygtninge. Disse aldersgrænser findes objektivt og rime-

ligt begrundet.

Integrationsloven indeholder endvidere enkelte bestemmelser om særlige tilbud og

tilskudsordninger, som kan iværksættes i forhold til bestemte aldersgrupper. Disse

bestemmelser er begrundet i behovet for en særlig indsats i forhold til disse alders-

grupper med henblik på at hjælpe de pågældende i uddannelse eller beskæftigelse.

Bestemmelserne er således udtryk for positiv særbehandling.

Repatrieringsloven

I repatrieringsloven er størrelsen af den hjælp til repatriering, der kan udbetales til

en udlænding, der ønsker at vende tilbage til sit hjemland eller tidligere opholds-

land, knyttet til en aldersgrænse på 18 år.

Repatrieringsloven indeholder endvidere aldersgrænser for så vidt angår mulighe-

den for at opnå den pensionslignende reintegrationsbistand, som er knyttet til en

antagelse om manglende muligheder for at skaffe sig et forsørgelsesgrundlag i

hjemlandet på grund af alder og f.eks. helbredsforhold. Disse aldersgrænser er så-

ledes udtryk for positiv særbehandling.

Lov om etnisk ligebehandling

Lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling indeholder et forbud mod

direkte og indirekte forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse uden

for arbejdsmarkedet. Loven baserer sig bl.a. på EU-direktiv 2000/43/EF.

Loven indeholder forbud mod direkte og indirekte forskelsbehandling. Lovens

forbud mod forskelsbehandling gælder for al offentlig og privat virksomhed, for så

vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale

goder, uddannelse samt adgang til og levering af varer og tjenesteydelser, herunder

bolig, der er tilgængelige for offentligheden. Forbuddet mod forskelsbehandling

gælder endvidere for medlemskab af og deltagelse i en organisation, hvis medlem-

mer udøver et bestemt erhverv, samt de fordele, sådanne organisationer giver med-

lemmerne. Loven gælder ikke for udøvelse af aktiviteter af rent privat karakter.

Det følger af bestemmelsen i § 3, stk. 1, at ingen må udsætte en anden person for

direkte eller indirekte forskelsbehandling på grund af vedkommendes eller en tred-

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

jemands race eller etniske oprindelse. Lov om etnisk ligebehandling indeholder

ikke nogen nærmere afgrænsning af den beskyttede personskreds. Det bemærkes i

den forbindelse, at når der ikke i lovgivningen udtrykkeligt er angivet en person-

kreds, for hvilken loven gælder, finder loven anvendelse for enhver, der opholder

sig på dansk territorium.

Almene boliger

Almene familieboliger er åbne for alle befolkningsgrupper.

Man skal være fyldt 15 år for at kunne blive opnoteret på venteliste til en ledig

bolig. Denne aldersgrænse er objektiv og rimeligt begrundet i et legitimt formål.

Bestemmelsen udgør derfor ikke forskelsbehandling i direktivets forstand.

Herudover er der fastsat regler om boliger specielt for unge og ældre samt handi-

cappede (almene ungdomsboliger og almene ældreboliger). Der er her tale om at

stille boliger til rådighed for grupper med et særligt boligbehov - dvs. positiv sær-

behandling.

Der findes ikke regler, der udgør diskrimination eller forskelsbehandling i direkti-

vets forstand.

Privat udlejningsbyggeri

Der er ikke i lejelovgivningen fastsat bestemmelser om udlejningskriterier og ven-

telister. I privat udlejningsbyggeri bestemmer ejeren derfor i kraft af ejendomsret-

ten, hvem boligerne skal udlejes til, idet loven om forbud mod forskelsbehandling

på grund af race m.v. sætter bestemte grænser herfor.

Der findes ikke regler for udlejning af private boliger, der udgør diskrimination

eller forskelsbehandling i direktivets forstand.

Forsvarsministeriets område

Uddannelserne i Forsvaret og Beredskabsstyrelsen er opdelt i værnepligtsuddannel-

ser og øvrige strukturelle uddannelser.

Værnepligtsuddannelsen ligger til grund for langt de fleste strukturelle uddannelser

i Forsvaret. Det er en betingelse for at påbegynde værnepligtsuddannelsen, at man

ved sessionshandlingen på Forsvarets Dag erklæres egnet eller begrænset egnet til

værnepligtstjeneste.

For værnepligtige i Beredskabsstyrelsen (redningsspecialist) stilles samme krav om

egnethed til værnepligtstjeneste, som gælder i Forsvaret. For fysisk eller psykisk

handicappede stiller dette en hindring i forhold til værnepligtstjeneste.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Der er en aldersgrænse i forhold til værnepligtstjeneste i Forsvaret og Beredskabs-

styrelsen Det fremgår af værnepligtsloven (LBK nr. 225 af 13. marts 2006) § 25,

stk. 2, ”at værnepligtige, der ikke inden deres fyldte 32. år har påbegyndt værne-

pligtstjenesten, kan ikke indkaldes til sådan tjeneste”.

De strukturelle uddannelser på Forsvarets og Beredskabsstyrelsens områder er

primært målrettet opgaveløsningen på disse områder, hvorfor fysisk og psykisk

egnethed til at løse opgaverne inddrages i vurderinger om optagelse på uddannel-

serne.

Ved optagelsen til strukturelle uddannelser i Forsvaret lægges der vægt på, at ansø-

geren kan håndtere både de studiemæssige krav, der er til selve uddannelsen, og de

fysiske og mentale krav, der retter sig mod det militære fagområde.

På samme måde kræver især de grundlæggende uddannelser i redningsberedskabet,

at deltagerne har en vis fysisk styrke, hvorfor der stilles krav til deltagernes hel-

bred. Samtidig kræver redningsarbejde i al almindelighed en robust psyke. Den

ansvarlige udbyder af den enkelte uddannelse skal vurdere den enkelte deltagers

egnethed til at gennemføre uddannelsen og dennes egnethed til efterfølgende at

virke i redningsberedskabet. Det sikres blandt andet gennem tests og helbredsun-

dersøgelser. Derudover udbyder Beredskabsstyrelsen seks uddannelser, hvor der

udover ovenstående kræves en helbredsattest.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestillings område

Forbud mod diskrimination på grund af alder

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination pga. alder skal Mini-

steriet for Børn, Undervisning og Ligestilling gøre opmærksom på, at der i love og

bekendtgørelser findes alderskrav og aldersbegrænsninger. Som eksempler kan

især nævnes bestemmelser, der udgør kriterier for udløsning af statstilskud for ele-

ver og kursister på skolerne:



§ 13, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr.

785 af 15. juni 2015, indeholder krav til minimums- og maksimumsalder

for elever på efterskoler og frie fagskoler.

§ 8, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 702 af 30. juni 2008 med senere ændringer,

om tilskud til friskoler og private grundskoler m.v. med senere ændringer,

indeholder minimums- og maksimumsalder for, at elever kan indgå i opgø-

relsen af skolens elevtal og dermed få statstilskud.

Alderskriterierne for statstilskud til frie grundskoler og efterskoler følger

undervisningspligten, som er fastlagt i lov om folkeskolen, jf. teksten ne-

denfor om folkeskolen.



Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16



Ved lov nr. 1570 af 21. december 2010 om ændring af lov om institutioner for

almengymnasiale uddannelser og almen voksenundervisning mv., lov om pri-

vate gymnasieskoler, studenterkurser og kurser til højere forberedelseseksamen

(hf-kurser) og lov om åben uddannelse (erhvervsrettet voksenuddannelse) mv.

blev det vedtaget, at ministeren for børn, undervisning og ligestilling fastsætter

regler om, at kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension,

og som ikke eller kun i mindre omfang har en arbejdsmarkedstilknytning, skal

yde en deltagerbetaling, der er højere end den almindelige deltagerbetaling.

Loven vedrører AVU og gymnasiale uddannelser tilrettelagt som enkeltfag.

Kursister, der modtager efterløn eller en aldersbetinget pension, og som har en

videregående uddannelse, skal ikke betale den forhøjede deltagerbetaling, men

den fulde deltagerbetaling som alle andre kursister med videregående uddan-

nelse. Forhøjelse af deltagerbetalingen fastsættes i de årlige finanslove og ud-

gør i finansåret 2015 750 kr.

§ 1, stk. 1, i lov om produktionsskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 15. juni

2015, indeholder maksimumalder for påbegyndelse af produktionsskoletilbud

med statstilskud (op til 25 år), og § 1, stk. 2, i lov om erhvervsgrunduddannelse

mv., jf. lovbekendtgørelse nr. 987 af 16. august 2010, er der fastsat en maksi-

mumalder for påbegyndelse af erhvervsgrunduddannelse (op til 30 år).

§ 66 m i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 16. juni

2015 indeholder en maksimumsalder for adgang til et særligt afslutningsforløb

i erhvervsuddannelserne (eud+) og § 66 v i samme lov indeholder en maksi-

mumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for unge, som samti-

dig er en minimumsalder for adgang til erhvervsuddannelse tilrettelagt for

voksne.



Af andre eksempler kan nævnes skoleydelse, jf. § 17, stk. 2, i lov om produktions-

skoler, hvor skoleydelsens størrelse differentieres efter, om eleven er over eller

under 18 år, samt for så vidt angår elever over 18 år, om disse er ude – eller hjem-

meboende. Tilsvarende gør sig gældende for skolepraktikydelse som er fastsat med

hjemmel i § 66 k i lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 789 af 16,

juni 2015.

Det kan endvidere nævnes, at der i folkeskoleloven lovbkg. 665 af 20. juni 2014 er

fastsat aldersgrænser for undervisningspligtens indtræden (1. august i det kalender-

år, hvor barnet fylder 6 år) og ophør (den 31. juli ved afslutningen af undervisnin-

gen på 9. klassetrin eller senest den 31. juli i det kalenderår, hvor barnet fylder 17

år eller har afsluttet uddannelse, der er ligestillet med grundskolen) (se § 34, stk. 1).

Der endvidere bestemmelser om alder ved indskrivning i folkeskolen før undervis-

ningspligtens indtræden (barnet kan indskrives fra begyndelsen af det kalenderår,

hvor det fylder 5 år) (se § 36, stk. 1) og om alder ved optagelse i børnehaveklassen

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

før undervisningspligtens indtræden (barnet kan optages i børnehaveklassen i det

kalenderår, hvor barnet inden den 1. oktober fylder 5 år) (se § 37).

Forbud mod diskrimination for religion eller tro

For så vidt angår direktivudkastets forbud mod diskrimination p. g. a. religion eller

tro skal Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling gøre opmærksom på, at

de frie grundskoler som udgangspunkt selv beslutter, hvilke elever skolen vil opta-

ge. Det fremgår dog af bemærkningerne til L 105, folketingssamling 2004-05 (2.

samling), at: "De frie grundskoler er omfattet af lov om etnisk ligebehandling og

lov om inkorporering af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Skolerne

må således ikke forskelsbehandle på grund af race eller etnisk oprindelse, herunder

i forbindelse med beslutningen om, hvem de vil have som elever. I øvrigt henvises

til bemærkningerne til forslag 3 nedenfor." Og af bemærkningerne til nr. 3 fremgår

det: "Det vil som følge heraf være i strid med bestemmelsen, hvis skolen i sin op-

tagelsespraksis udøver diskrimination på baggrund af køn eller etnisk oprindelse.

Bestemmelsen vil derimod ikke afskære skoler, der bygger på en bestemt religiøs

overbevisning, fra kun at have elever med den samme religiøse overbevisning som

skolen eller kun at have elever, hvis forældre har den samme overbevisning som

skolen." Tilsvarende principper gælder for efterskoler, husholdningsskoler og

håndarbejdsskoler (frie fagskoler).

Forbud mod diskrimination af mennesker med handicap

Det kan indledningsvis nævnes, at der i folkeskoleloven (lovbkg. 665 af 20. juni

2014) er regler for elever med særlige behov (handicap). Der henvises til § 3, stk.

2, hvorefter børn, hvis udvikling kræver en særlig hensyntagen eller støtte, gives

specialundervisning eller anden specialpædagogisk bistand i specialklasser eller

specialskoler. Der gives desuden specialundervisning og anden specialpædagogisk

bistand til børn, hvis undervisning i den almindelige klasse kun kan gennemføres

med støtte i mindst 9 undervisningstimer ugentligt. Af folkeskolelovens § 3 a føl-

ger endvidere, at børn, der har behov for støtte, og som ikke alene kan understøttes

ved brug af undervisningsdifferentiering og holddannelse, skal tilbydes suppleren-

de undervisning eller anden faglig støtte. Hvis der er behov herfor, skal der gives

personlig assistance, der kan hjælpe barnet til at overvinde praktiske vanskelighe-

der i forbindelse med skolegangen.

Herudover findes på ministeriets område en del regelsæt om pligt til at tilbyde spe-

cialundervisning og om tilskud til specialundervisning og lignende, der foregår på

de selvejende uddannelsesinstitutioner.

Det er umiddelbart vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser på området, her-

under med hensyn til eventuelle merudgifter i form af krav om større tilskud til

mennesker med handicap.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Det er desuden vanskeligt at vurdere forslagets konsekvenser i forhold til den aktu-

elle udmøntning af sektoransvaret. Der er på de forskellige uddannelsesniveauer og

-områder forskel på, hvorvidt der er en lovreguleret forpligtelse til at yde special-

pædagogisk støtte. På nogle områder er der lagt op til, at der kan tages hensyn til

personer med funktionsnedsættelse, mens der på andre områder i uddannelseslove-

ne er en direkte forpligtelse for institutionerne til at yde specialpædagogisk støtte.

Ydermere er det vanskeligt at vurdere konsekvenserne af forslagets begreb ’proak-

tivitet’, såvel i forhold til merudgifter som i forhold til praksis for støttetildeling,

m.v.

På det frie skoleområde findes følgende regler om specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand samt inklusion og om statstilskud hertil:

Efter friskolelovens § 3, stk. 1, nr. 1- 3, jf. lovbekendtgørelse nr. 786 af 15. juni

2015, skal en fri grundskole

1) give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør

af § 3, stk. 2, 2. pkt., i lov om folkeskolen, jf. dog stk. 2

2) tilbyde supplerende undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har

brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af undervisningsdiffe-

rentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige

undervisning, jf. § 3 a, 1. pkt., i lov om folkeskolen,

3) yde personlig assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske van-

skeligheder i forbindelse med skolegangen, hvis der er behov herfor, jf. § 3 a, 2.

pkt., i lov om folkeskolen.

Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 1 og 2, litra a og c, fastsættes der på finanslo-

ven af driftstilskudsbevillingen et særligt tilskud til specialundervisning og anden

specialpædagogisk bistand, til personlig assistance, til hjælpemidler til elever i

tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor, samt et særligt tilskud til ekstraudgifter

til befordring af elever med svære handicap. Ifølge friskolelovens § 11, stk. 1, nr. 4,

fastsættes der et særligt tilskud til supplerende undervisning eller anden faglig støt-

te til en elev, der har brug for støtte, og som ikke kan understøttes alene ved brug af

undervisningsdifferentiering og holddannelse, med henblik på elevens inklusion i

den almindelige undervisning.

Efter § 3, stk. 1, i lov om efterskoler og fri fagskoler, jf. lovbekendtgørelse nr. 785

af 15. juni 2015 kan efterskoler, og frie fagskoler tilbyde specialundervisning og

anden specialpædagogisk bistand til elever i medfør af § 3, stk. 2, i lov om folke-

skolen. Efter § 3 a i samme lov skal efterskoler og frie fagskoler tilbyde suppleren-

de undervisning eller anden faglig støtte til en elev, der har brug for støtte, og som

ikke alene kan understøttes ved brug af undervisningsdifferentiering og holddan-

nelse, med henblik på elevens inklusion i den almindelige undervisning, jf. § 3 a, 1.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

pkt., i lov om folkeskolen. Hvis der er behov herfor, skal skolerne give personlig

assistance, der kan hjælpe en elev til at overvinde praktiske vanskeligheder i for-

bindelse med undervisningen, jf. § 3 a, 2. pkt., i lov om folkeskolen.

I henhold til § 25, stk. 1, i lov om efterskoler og frie fagskoler yder staten tilskud til

specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Endvidere yder staten

efter samme lovs § 25 a tilskud til dækning af ekstraudgifter, der er godkendt af

ministeren for børn, undervisning og ligestilling, til personlig assistance, jf. § 3 a,

2. pkt., og hjælpemidler til elever i tilfælde, hvor der er et særligt behov herfor.

Efter samme lovs § 24 a yder staten endelig tilskud til efterskoler, husholdnings-

skoler og håndarbejdsskoler til støtte til elever, der er omfattet af § 3 a, til inklusion

af disse elever i den almindelige undervisning.

Det fremgår endvidere af § 15, stk. 2, i lov om efterskoler og frie fagskoler, jf.

lovbekendtgørelse nr. 685 af 15. juni 2015, at kurset skal være åbent for alle, der

opfylder kravene til minimumsalder. Deltagelse i et kursus kan dog gøres betinget

af højere alder, men ikke af bestemte kundskaber, uddannelser, stillinger, erhverv

eller ansættelsesforhold og lign. eller af medlemskab af bestemte foreninger eller

organisationer.

På ungdomsuddannelsesområdet kan der ydes særlige tilskud til institutionernes

udgifter til specialpædagogisk bistand. Efter § 29 i lov om erhvervsuddannelser

skal skolerne give specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand til

elever, der har behov for det. Efter § 18 i lov om kombineret ungdomsuddannelse,

jf. lovbekendtgørelse nr. 779 af 15. juni 2015 og endvidere efter § 18 a, i lov om

institutioner for erhvervsrettet uddannelse, jf. lovbekendtgørelse nr. 776 af 10. juni

2015 og efter § 44 i lov om institutioner for almene gymnasiale uddannelser og

almen voksenuddannelse m.v., jf. lovbekendtgørelse nr. 777 af 10. juni 2015, kan

der ydes særlige tilskud til institutionens udgifter til elever og kursister, der efter

følgende love skal have tilbud om specialpædagogisk bistand:



lov om uddannelsen til studentereksamen (stx) (gymnasieloven), jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 766 af 9. juni 2015.

lov om uddannelsen til højere forberedelseseksamen (hf-loven), jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 767 af 9. juni 2015.

lov om erhvervsuddannelser, jf. lovbekendtgørelse nr. 781 af 15. juni 2015

lov om uddannelserne til højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk

eksamen (htx), jf. lovbekendtgørelse nr. 768 af 9. juni 2015.

Der kan knytte sig en særlig problemstilling i forhold til efter- og videreuddannel-

sesområdet, idet der bortset fra arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU) og enkelt-

fags HF ikke findes en støtteordning for specialpædagogisk bistand.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Specialpædagogisk bistand til AMU-deltagere ydes som en forsøgsordning med

hjemmel i tekstanmærkning 20.98.31.30. Bevillingen anvendes til videreførelse af

forsøgsordningen vedrørende forbedring af handicappedes vilkår på AMU-

uddannelser ved institutioner for erhvervsrettet uddannelse ved udvikling og an-

skaffelse af kompenserende undervisningsmaterialer og udstyr. Der kan af den

afsatte bevilling udbetales specialpædagogisk støtte til deltagere på arbejdsmar-

kedsuddannelser, så deltagere med et særligt behov får mulighed for at gennemføre

en arbejdsmarkedsuddannelse. Der er tale om en bevilling, som kan bruges til per-

soner med særlige behov, herunder blandt andet hørehæmmede, synshandicappede,

bevægelseshandicappede, ordblinde og læsesvage samt andre, f.eks. psykisk udvik-

lingshæmmede.

Midlerne kan blandt andet bruges til særligt udstyr, udvikling af egnede undervis-

ningsmaterialer, afholdelse af særligt tilrettelagte uddannelsesforløb for psykisk

udviklingshæmmede, rådgivning af uddannelsesstederne, efteruddannelse af lærer-

ne og informationsspredning. Indsatsen er en forlængelse af den forsøgsordning,

der blev iværksat i 1998, og er en fortsættelse af initiativerne inden for denne ram-

me.

Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling skal betone, at området adskiller

sig fra de fleste andre uddannelser, ved at der i meget vidt omfang er tale om kort-

varige kurser. Det vil formentlig kunne udløse ganske betydelige merudgifter, hvis

der bliver fastlagt en forpligtelse til at betjene disse deltagere på samme måde som

personer, som deltager i mere langvarige uddannelser, især hvis ordblinde og per-

soner med tilsvarende vanskeligheder omfattes af reglerne.

Forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne samt al-

men voksenuddannelse

Lov om forberedende voksenundervisning og ordblindeundervisning for voksne, jf.

lovbekendtgørelse nr. 380 af 19. april 2011 og lov om almen voksenuddannelse og

om anerkendelse af realkompetence i forhold til fag i almen voksenuddannelse, i

hf-uddannelsen og i uddannelsen til studentereksamen (avu-loven), jf. lovbekendt-

gørelse nr. 1073 af 4. september 2013 indeholder ikke regler om specialpædago-

gisk støtte. Der er heller ikke mulighed for at yde specialpædagogisk støtte hertil i

henhold til lov om specialpædagogisk støtte ved videregående uddannelser, jf. lov-

bekendtgørelse nr. 748 af 16. maj 2015 (denne lov hører under Uddannelses- og

Forskningsministeriets ressortområde). Det må imidlertid forventes, at en gennem-

førelse af forslaget vil kunne medføre krav om en tilsvarende ordning, som er gæl-

dende for de videregående uddannelser efter lov om specialpædagogisk støtte ved

videregående uddannelser.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Det fremgår af artikel 14, at sanktionen for forskelsbehandling på baggrund af reli-

gion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering, er en økonomisk godtgørel-

se. Ministeriet for Børn, Undervisning og Ligestilling antager på den baggrund, at

der vil blive tale om en godtgørelsesordning svarende til den, der følger af lov om

ligebehandling af mænd og kvinder med hensyn til beskæftigelse m.v., jf. lovbe-

kendtgørelse nr. 645 af 8. juni 2011 med senere ændringer, og at der således ikke

som i dansk rets almindelige erstatningsregler forudsættes, at der er lidt et tab.

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet

Ligebehandling af kvinder og mænd uden for arbejdsmarkedet i Danmark er regu-

leret af Lov om ligestilling af kvinder og mænd.

Uddannelses - og Forskningsministeriets område

For så vidt angår Lov om Åben Uddannelse, hvor der ikke er nogen eksplicit

hjemmel til specialpædagogisk støtte, må en nærmere vurdering af problemstillin-

gen imidlertid bero på en nærmere redegørelse for direktivets rækkevidde i forhold

til eksempelvis den af Danmark undertegnede FN-konvention om rettigheder for

personer med handicap og en nærmere udredning af Åben Uddannelseslovens

sammenhæng med handicapkompenserende foranstaltninger i anden lovgivning.

SU-loven

Lov om statens uddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 39 af 15. januar 2014

med senere ændringer, indeholder to aldersgrænser vedrørende den studerende

selv, en 18 års grænse og en 20 års grænse.

Det er efter § 2, stk. 1, nr. 3 i SU-loven en betingelse for at få SU, at den uddannel-

sessøgende er fyldt 18 år. Indtil dette tidspunkt er den uddannelsessøgende omfattet

af forældrenes forsørgelsespligt. Der kan tidligst gives SU fra begyndelsen af det

kvartal, der følger efter den dato, hvor den uddannelsessøgende er fyldt 18 år. For

uddannelsessøgende, der alene søger SU-stipendium til videregående uddannelser,

gælder 18 års grænsen ikke, jf. SU-lovens § 2, stk. 3.

For uddannelsessøgende under 20 år i ungdomsuddannelser er satsen for SU altid

afhængig af forældrenes indkomst, og støtten udbetales som udgangspunkt med

satsen for hjemmeboende.

For uddannelsessøgende over 20 år i ungdomsuddannelse og for uddannelsessø-

gende i videregående uddannelse udbetales SU med satsen for udeboende, hvis de

er udeboende, og med satsen for hjemmeboende, hvis de er hjemmeboende. Satsen

for hjemmeboende er for alle afhængig af forældrenes indkomst. Se § 8 i SU-loven.

Efter § 8 stk. 1, nr. 4, i SU-bekendtgørelsen, bekendtgørelse nr. 1662 af 14. decem-

ber 2015, får udenlandske statsborgere, der sammen med deres forældre har taget

fast ophold i Danmark og ved indrejsen i landet ikke var fyldt 20 år, SU på samme

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

betingelser som danske statsborgere til uddannelser i Danmark. Man har ikke øn-

sket at afskære personer, der i en så ung alder bosætter sig her i landet sammen

med deres forældre, fra at få SU.

Handicaptillæg er et tillægsstipendium, der gives sammen med SU-stipendium eller

sammen med slutlån til uddannelsessøgende, der følger en videregående uddannel-

se og har en varig funktionsnedsættelse. Tillægget blev indført med virkning fra

den 1. august 2004. Handicaptillægget gives til studerende på videregående uddan-

nelser, der på grund af varige fysiske eller psykiske funktionsnedsættelser har me-

get betydelige begrænsninger i evnen til at påtage erhvervsarbejde.

Der gives endvidere tillægsstipendium og/eller supplerende lån til uddannelsessø-

gende, der er forsørgere, det vil sige, at de har deres eget barn under 18 år boende

hos sig. Enlige forsørgere får det højeste tillægsstipendium, mens forsørgere, der

bor sammen med en anden SU-modtager, får et lavere tillægsstipendium. Alle for-

sørgere har dog ret til supplerende lån.

Ordningerne med handicaptillæg og forsørgertillæg giver ikke anledning til andre

bemærkninger end de allerede fremførte om SU vedr. aldersaspektet.

SVU-loven

I lov om statens voksenuddannelsesstøtte, jf. lovbekendtgørelse nr. 694 af 8. juni

2016, findes der både øvre og nedre aldersgrænser. Baggrunden for SVU-loven er

at skabe økonomisk grundlag for, at voksne kortuddannede på ministeren for børn,

undervisning og ligestillings område kan deltage i uddannelse på folkeskoleniveau

og i gymnasial uddannelse, og at voksne på uddannelses- og forskningsministerens

område kan deltage i videregående uddannelse.

Det fremgår af § 2, stk. 1, nr. 1, i SVU-loven, at der gives SVU til uddannelsessø-

gende, der er i alderen fra 25 år og indtil nået folkepensionsalder efter § 1 a i lov

om socialpension, jf. dog stk. 5, hvorefter ministeren for børn, undervisning og

ligestilling kan fastsætte regler om, at uddannelsessøgende, der er fyldt 20 år, kan

få SVU til uddannelse efter lovens § 4, stk.1. Med hjemmel i lovens § 2, stk. 5, er

der med § 2, stk. 2, i bekendtgørelse nr. 733 af 16. juni 2016 om statens voksenud-

dannelsesstøtte bestemt, at uddannelsessøgende, der er fyldt 20 år kan få SVU til

forberedende voksenundervisning (FVU), ordblindeundervisning for voksne, spe-

cialundervisning for voksne og danskuddannelse til voksne udlændinge m.fl.. En-

delig er der med hjemmel i lovens § 2, stk. 4, fastsat regler om, at aldersbetingelsen

kan fraviges i forbindelse med jobrotation, jf. § 2, stk. 3, i bekendtgørelse om sta-

tens voksenuddannelsesstøtte.

Skatteministeriets område

Skatteministeriets lovgivning indeholder ikke bestemmelser med det sigte at dis-

kriminere. Forslaget er imidlertid så bredt formuleret, at det umiddelbart kan med-

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

føre en del fortolkningsspørgsmål. Det oplyses, at skattelovgivningen indeholder

en række afgrænsninger i forhold til alder. Dette gælder både mht. forholdet

børn/voksne og ældre/pensionister, men også inden for disse kategorier, jf. børne-

familieydelsens tre satser (afhængig af alder), og det i sidste samling gennemførte

lovforslag om skattenedslag for seniorer, der fylder 64 år i 2010-16. Sidstnævnte

omfatter således ikke andre aldersgrupper, herunder personer, der allerede er fyldt

64 år.

Transport- og Bygningsministeriets område

Individuel handicapkørsel

Ordningen om individuel handicapkørsel i § 11 i lov om trafikselskaber pålægger

kommunerne som minimum at etablere kørsel til personer, der som følge af deres

bevægelseshandicap har behov for hjælpemidler, og som følge deraf ikke kan be-

nytte den almindelige offentlige transport – selv om transportmidlet måtte være

handicapvenligt indrettet. Personer med andet handicap er i udgangspunktet ikke

omfattet af denne ordning, men vil ofte være omfattet af andre ordninger. Da der i

henhold til lovgivningen er tale om en minimumsordning, står det kommunerne frit

for at inkludere personer med andre typer af handicap i ordningen. Den individuel-

le handicapkørsel er tiltænkt at dække såkaldt spontankørsel, der forventes at række

ud over transport til behandling, terapi og lignende, da det i loven er lagt til grund,

at denne type kørsel af omfattet af andre kørselsordninger. Ministeriet har i efter-

året 2015 vurderet, at ordningen også kan anvendes til fx behandling, terapi og

lignende, idet det forudsættes, at borgere visiteret til andre ordninger med det for-

mål, vil have et klart økonomisk incitament til at benytte disse andre ordninger i

stedet. Der er en risiko for, at direktivets art. 3 sammenholdt med art. 4 vil blive

fortolket således, at der er tale om forskelsbehandling, når ét handicap giver adgang

til den individuelle kørselsordning, mens et andet ikke gør.

Rabatordninger afhængige af alderskriterier

Direktivets artikel 13 indeholder bestemmelse om, at ikke kun love men også ad-

ministrative bestemmelser og virksomheders aftaleretlige bestemmelser vil kunne

rammes af direktivets diskriminationsforbud. På denne baggrund må det bemærkes,

at der overalt i den kollektive transport findes eksempler på rabatordninger, som

enten direkte eller indirekte er afhængige af alder. Som eksempler kan nævnes, at

børn under 12 år de fleste steder rejser gratis med bus og tog, når de ledsages af en

voksen, og at personer, som er fyldt 65 år eller som modtager social pension, kan få

50 % rabat på billetprisen. Endvidere findes der eksempler på studierabatter, lejr-

skolerabatter og familierabatter. I de fleste tilfælde fastsættes rabatterne af de of-

fentlige transportudbydere, f.eks. DSB og trafikselskaberne. I andre tilfælde er der

indgået særlige aftaler mellem Transportministeriet og enkelte private transport-

virksomheder om at yde visse rabatter til børn, pensionister og studerende. Det må

antages, at disse rabatordninger kan være i strid med direktivets forbud mod al-

dersdiskrimination.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Forbedringer af adgangen til den kollektive transport

Tilgængelighedsforbedringer med ”tilbagevirkende kraft”, hvor transportsektoren

qua direktivet pålægges inden for en aftalt årrække, jf. artikel 15, at udføre f.eks.

tilgængelighedsforbedringer af eksisterende infrastruktur, der ikke er planlagt som

led i det almindelige renoveringsarbejde eller udbygning af infrastrukturen, vil

imidlertid kunne indebære en ganske betydelig økonomisk byrde. På denne bag-

grund er det vigtigt, at der fastsættes klare definitioner af, hvilke forbedringer der

kan kræves, som en direkte følge af direktivet.

For så vidt angår bygningsområdet indeholder direktivet i artikel 4 en bestemmelse

om tilgængeliggørelse af boligbyggeri. Det er dog på nuværende tidspunkt ikke

klart i hvilket omfang, direktivet vil være gældende. Efter Transport- og Byg-

ningsministeriets opfattelse kan der både være tale om tiltag i forhold til nybyggeri

og i det eksisterende boligbyggeri.

Transport- og Bygningsministeriet vurderer, at de gældende regler for nybyggeri

og ombygninger i form af byggeloven og bygningsreglementets bestemmelser le-

ver fuldt op til direktivforslagets målsætninger for tilgængelighed for mennesker

med handicap. Såfremt direktivet indebærer, at der skal ske væsentlige tilpasninger

i forhold til tilgængelighed i den eksisterende bygningsmasse på boligområdet vil

det kunne blive forholdsvis omkostningsfuldt set i relation til omfanget af de kræ-

vede tiltag.

Direktivets konsekvenser for ministeriets ressortområde vil således være afhængige

af de endelige formuleringer af direktivteksten, især i forbindelse med krav om

tilgængelighed til den eksisterende bygningsmasse.

Artikel 4, 8 indeholder en bestemmelse, der pålægger medlemsstaterne, at fremme

forskning og udvikling af universelt designede produkter og serviceydelser. Dette

kan ikke støttes fra dansk side.

Kirkeministeriets område

Direktivet vurderes ikke at have konsekvenser for folkekirkens virksomhed, idet

dens forhold til staten er undtaget fra direktivets anvendelsesområde.

Finansministeriets område

Tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor

For så vidt angår tilgængelige it-løsninger i den offentlige sektor, er der på Digita-

liseringsstyrelsens ressortområde ingen egentlig lovgivning på området. Dog er

offentlige myndigheder, som følge af aftalen om de obligatoriske, åbne standarder,

forpligtet til at overholde WCAG 2.0-standarden for tilgængeligt indhold på inter-

nettet i forbindelse med nye eller relancerede hjemmesider. Denne aftale giver

mulighed for afvigelse gennem "Følg eller forklar"-modellen, som til dels vurderes

at kunne adressere spørgsmål ang. "rimelige tilpasninger".

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Det bemærkes, at der, som det er tilfældet på en række andre områder, som berøres

af direktivet, allerede i dag stilles krav om tilgængelig digital information og tjene-

steydelser fra både offentlige og private informations- og tjenesteudbydere i artik-

ler i FN's handicapkonvention. I 2015 trådte den europæiske standard EN 301 549 -

Accessibility requirements suitable for public procurement of ICT products and

services in Europe desuden i kraft. Også I 2015 trådte Udbudsloven i kraft med §

40s bestemmelse om, at ved indkøb, der er beregnet til anvendelse af fysiske per-

soner, skal de tekniske specifikationer undtagen I behørigt begrundede tilfælde

fastsættes under hensyntagen til adgangsmuligheder for handicappede eller design

for samtlige brugere.

Direktivet om tilgængeligheden af offentlige organers websteder og mobilapplika-

tioner er vedtaget november 2016 og forventes snarest at træde i kraft. Der vil her-

efter være 21 måneder til at implementere direktivet i dansk lovgivning.

6. Konsekvenser

Forslaget er fortsat under forhandling, og der stilles derfor fortsat ændringsforslag,

herunder vedrørende tilgængelighed og ikrafttrædelsesperioder. Hertil kommer, at

Europa-Kommissionen har fremsat forslag til Europa-Parlamentets og Rådets di-

rektiv om indbyrdes tilnærmelse af medlemsstaternes love og administrative be-

stemmelser for så vidt angår tilgængelighedskrav til produkter og tjenesteydelser

(såkaldte tilgængelighedsdirektiv), som må formodes også at have konsekvenser

for nærværende forslag. Der kan derfor ikke på nuværende tidspunkt gives et reali-

stisk bud på forslagets konsekvenser for statsfinanserne, samfundsøkonomien, mil-

jøet og beskyttelsesniveauet, herunder tilgængeligheden til offentlige bygninger.

Det bemærkes dog, at forslagets potentielle konsekvenser for statsfinanserne må

forventes at være væsentlige. Forslaget har været blokeret i flere år og er fortsat

blokeret, og der er ikke udsigt til ændring heri i nærmeste fremtid. Skulle forslaget

antage en mere endelig form og en vedtagelse være inden for realistisk rækkevidde,

vil der blive igangsat et tværministerielt arbejde med at fastlægge konsekvenserne

af forslaget.

7. Høring

Forslaget er sendt i høring i Specialudvalget for arbejdsmarkedet og sociale forhold

og har været drøftet på flere møder i udvalget.

KL finder det problematisk, at alder indgår på lige fod med de resterende rettighe-

der. KL anmodede i forbindelse med høringen om EU traktatens artikel 13 om at

alderskriteriet udgik. En tilsvarende anmodning fremsatte KL i forbindelse med

høringen vedrørende direktiv 2000/78.

Løsningen med at indsætte en undtagelsesbestemmelse om at ulige behandling på

grund af alder ikke er forskelsbehandling, såfremt der er et objektivt og rimeligt

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

begrundet legitimt formål (artikel 6 i direktiv 200/78 og artikel 2 stk. 6 i det nye

direktivforslag) – er ikke en god løsning. Belært af erfaringerne fra EU retssagerne

C-411/05, C-361/07, C-555/07, C88/08 og C-299/08 finder KL det nødvendigt, at

der tages et klart forbehold for alder, og at det inddrages som diskriminationskrite-

rium i direktivforslaget.

Alder bliver ofte brugt som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i

forhold til administration for eksempel: erhvervelse af kørekort, ret til stemmeaf-

givning ved demokratiske valg og meget mere. Det er alle disse lovmæssige og

administrative bestemmelser som efter direktivets vedtagelse pludselig er potentiel

EF-stridige og ulovlige.

Artikel 3 litra c) siger, at uddannelse er et af de områder, hvor direktivet finder

anvendelse. KL finder at uddannelse er et nationalt anliggende at artikel 3 litra c)

derfor bør udgå – uanset artikel 3 stk. 3. Derved er artikel 3 stk. 3 redundant og bør

ligeledes udgå.

I artikel 7 indføres bestemmelser om klageadgang. KL finder at dette er et nationalt

anliggende som allerede er reguleret via EF domstolens afgørelser. Artiklen bør

udgå.

Artikel 8 omhandler i realiteten krav om omvendt bevisbyrde. KL finder, at dette

selv om det kendes fra andre direktiver, at det er meget kritisabelt i forhold til rets-

sikkerheden. KL skal anmode om at bestemmelsen udgår. KL skal erindre om de

meget store betænkeligheder der fra dommers side kom til udtryk efter gennemfø-

relsen af omvendt bevisbyrde i ligestillingssagerne.

Efter artikel 11 tilføjes: ”Medlemsstaterne tilskyndes at inddrage arbejdsmarkedets

parter, i det omfang arbejdsmarkedet berøres”.

Artikel 13 om overholdelse er en nyskabelse. Dette er et nationalt anliggende og

KL skal anmode om, at det udgår.

Artikel 14 om sanktioner har vi set flere forslag. Sanktionsbestemmelser er et nati-

onalt anliggende i EF retten. Der er en eksisterende EF domstolspraksis der på en

balanceret måde varetager de tværnationale hensyn. Bestemmelsen bør derfor ud-

gå.

KL skal afslutningsvis takke for fremsendelsen af høringen og anmode om, at sa-

gen efterfølgende behandles i Specialudvalget således, at der kan gives et klart

mandat i de forestående europæiske forhandlinger til de danske forhandlere.

Dansk Arbejdsgiverforening (DA) har forstået direktivforslaget således, at det skal

regulere beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet, og at det

skal supplere de eksisterende direktiver for så vidt angår diskriminationskriterierne,

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

religion eller tro, handicap, alder eller seksuel orientering. Det vil sige, at nærvæ-

rende direktivforslag vedrører området social beskyttelse, sociale goder, uddannel-

se og adgang til varer og tjenesteydelser.

DA skal oplyse, at DA på den baggrund vil koncentrere sig om en række princi-

pielle væsentlige dimensioner af forslaget og vedrørende forskelsbehandlingsom-

rådet, der rækker ud over direktivforslagets direkte og umiddelbare reguleringssig-

te, og som efter DA’s opfattelse skal indgå i den danske samt europæiske politiske

proces vedrørende direktivforslaget.

Der er efter DA’s vurdering tale om, at man med forslaget bekræfter og forstærker

en udvikling – herunder via EF-Domstolen – der ligger langt ud over den ramme

for regulering, der umiddelbart kan læses af direktivet.

DA skal på det kraftigste understrege, at DA finder, at

alle

mennesker har ret til en

retfærdig, fair og saglig behandling, og at

ingen

skal diskrimineres – det vil sige

uden saglig grund forskelsbehandles. DA tager således afstand fra diskrimination

af mennesker på baggrund af religion, tro, handicap, alder eller seksuel orientering.

Det er derimod efter DA’s opfattelse en forudsætning for civilisation og demokrati,

at mennesker legitimt kan behandles forskelligt i varierende retlige og civile sam-

menhænge. Efter DA’s opfattelse er det helt nødvendigt, at man fra dansk politisk

side fra regeringen til Folketinget gør sig forslaget og dets generelle implikationer

på forskelsbehandlingsområdet helt klart. Forslaget kan efter DA’s opfattelse også

få implikationer for arbejdsmarkedet og det almindelige kernestof i arbejds-og

ansættelsesretten. Det er herunder vigtigt, at man tager EF-Domstolens fortolk-

ningsmetode med i betragtning allerede nu, når direktivet skrives og dermed i den

politiske proces om vedtagelsen af et direktiv. Direktiverne på navnlig diskrimina-

tionsområdet skaber en retsusikkerhed med hensyn til forhold, der i øvrigt i sam-

fundet må betragtes som legitime. Med hensyn til alderskriteriet vil forslaget f.eks.

medføre, at sådanne forhold fremover skal bedømmes ud fra et juridisk perspektiv,

om de (undtagelsesvis) kan opretholdes og dermed genstand for tvivl og klagemål

hos myndigheder, retsinstanser m.v.

Ophøjes til absolut beskyttelse

Direktivforslaget henviser bl.a. til Traktatens art. 6 samt forskellige internationale

instrumenter, herunder i FN samt i den Europæiske Menneskerettighedskonventi-

on, EU's charter m.v. særligt med hensyn til de i direktivet nævnte beskyttelseskri-

terier. Disse henvisninger er isoleret set korrekte, men det er vigtigt at erkende, at

disse henvisninger ikke alene er ”henvisninger i snæver forstand”. Henvisningerne

skal derimod ses som et element, der i sig selv ikke alene bekræfter, men også gi-

ver juridisk samt politisk rum for, at man via direktivforslaget bidrager til at regule-

re diskriminations- og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intenst end

direktivforslaget selv.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

DA skal bemærke, at disse internationale instrumenter er af mangeartet forskellig

karakter og uens for de forskellige diskriminationskriterier. Dette medfører, at man

f.eks. via nærværende direktivforslag giver alle de nævnte kriterier en juridisk ab-

solut beskyttelse på allerhøjeste juridiske niveau via den højeste fællesnævner. DA

kan konstatere, at man på diskriminationsområdet generelt og fejlagtigt opererer

med en teori om, at beskyttelsesniveauer fra grunden må betragtes som et ”retstomt

rum”, såfremt et område ikke er eller belægges med eksplicit lovgivning. Et ek-

sempel på denne fejlslutning kan f.eks. henvise til almindelige forvaltningsretlige

regler – herunder lighedsgrundsætningen og saglighedskravet i dansk offentlig ret,

som jo vil være dækkende uanset nærværende direktivforslag!

Trædestensprincippet

Direktivforslaget vil som nævnt løfte beskyttelse op på det allerhøjeste niveau i den

retlige trinfølge. Dette medfører dels den nævnte absolutte karakter af beskyttelsen,

men også at det må formodes, at de bagvedliggende instrumenter, som er baggrund

for direktivforslaget samt det nye direktiv, gensidigt anvendes til generelt at fortol-

kes gensidigt udvidende, da de jo bekræfter hinanden netop via direktivforslaget.

Det medfører f.eks., at beskyttelseselementer, som er eller kan indfortolkes i det

ene instrument, men ikke i et andet via retspraksis vil blive fortolket ind i det andet

instrument alene ud fra en formålsfortolkning. Det ene instrument anvendes således

som trædesten for en beskyttelse på et andet område, og omvendt således at beskyt-

telsen alt andet lige konstant fremmes på et stadigt højere niveau.

Ingen lukket liste af beskyttelseskriterier

Der ligger i selve den nævnte henvisning i direktivforslaget og dermed den angivne

baggrund for direktivforslaget i andre retsinstrumenter en principiel stillingtagen

og virkning, som man allerede nu bør gøre sig klart: Der er ikke tale om en lukket

liste af diskriminationskriterier heller ikke med vedtagelsen af dette direktivforslag.

Det må vurderes, at man med tiden tillige på EU-niveau vil regulere andre af de

ikke-forskelsbehandlingskriterier, som også ligger i de nævnte internationale in-

strumenter, hvor man i alt opregner mindst ca. 25 ikke forskelsbehandlingskriterier.

Der må således på relativt kortere sigt imødeses et yderligere pres fra EU-niveau

for at indsætte andre diskrimineringskriterier uden for og på arbejdsmarkedet.

Hertil kommer, at man som nævnt neden for ikke kan udelukke, at EF-Domstolen

på egen hånd – i kraft af bl.a. dette direktiv – lægger nye diskrimineringskriterier

ind i sin praksis. Dette kan være kriterier, der er opregnet i de internationale in-

strumenter, eller det kan være helt nye kriterier, som EF-Domstolen måtte finde

frem til som forhold, der kan findes af en eller anden art i europæisk ret – herunder

i national ret. Se bl.a. herom nedenfor.

Yderligere diskriminationsbeskyttelse

Man skal også gøre sig klart, at der heller ikke med dette direktivforslag er tale om

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

en slutregulering af diskriminationsområdet. Det må tillige vurderes, at der på rela-

tivt kortere sigt må imødeses et yderligere pres fra EU-niveau for at indsætte nye

og strammere diskrimineringsredskaber i direktiverne m.v. uden for og på arbejds-

markedet. Hertil kommer, at man som nævnt nedenfor ikke kan udelukke, at EF-

Domstolen på egen hånd – i kraft af bl.a. dette direktiv – strammer beskyttelsesni-

veauet via sin praksis. Dette kan være stramninger, f.eks. forbud, der er opregnet i

andre internationale instrumenter, visse medlemsstater, eller det kan være helt nye

krav eller udvidende fortolkninger, som EF-Domstolen måtte kunne finde frem til.

Tage højde for EF-Domstolens fortolkningsmetode allerede nu

DA skal anbefale, at alle de indledende betragtninger, der skal indskrænke direkti-

vets område,

flyttes

fra direktivets såkaldte betragtninger og

indsættes

i selve direk-

tivteksten, da man kan frygte, at de ellers ikke tillægges vægt af EF-Domstolen

eller fortolkes indskrænkende. Omvendt skal man tage højde for, at begreber i øv-

rigt i direktivet, hvis de ikke er meget skarpt formuleret i selve direktivets egentlige

normerende tekst, vil blive fortolket udvidende henholdsvis indskrænkende af-

hængig af sagens karakter. DA skal i den forbindelse f.eks. henvise til EF-

Domstolens afgørelser i dels den såkaldte Mangold-sag (C 144/04) fra 2006 og

Coleman-sagen (C 303/06) fra 2008. Også andre afgørelser fra EF-Domstolen i og

uden for arbejdsmarkedet kan dokumentere dette.

I Mangold-sagen kom EF-Domstolen frem til, at fællesskabsretten som sådan –

som navnlig udviklet via praksis af EF-Domstolen selv – og ikke direktivet om

forskelsbehandling indeholder det egentlig princip om forbud mod forskelsbehand-

ling på grund af alder. Den fællesskabsretlige norm udfyldes nok af direktivet, men

normen gælder uanset direktivet. I Coleman-sagen kom EF-Domstolen frem til, at

da direktivet om forskelsbehandling skal bekæmpe alle former for forskelsbehand-

ling, vil den gælde alle, således også en pårørende til en handicappet, hvor den

pårørende påstod sig forskelsbehandlet på grund af sin tilknytning til en handicap-

pet. Man kan på baggrund af bl.a. ovennævnte vurdere, at direktiverne og deres

udsagn som sådan ikke er afgørende for EF-Domstolens vurdering af de enkelte

sager, og hvor langt beskyttelsesniveauet mod diskrimination reelt kan siges at

være i EU.

Direktiverne bruges derimod af EF-Domstolen som en bekræftelse af, at den bag-

vedliggende ret er en del af EU-retten uanset dens juridiske styrke. Dette er jo bl.a.

dette, som bekræftes i f.eks. dette direktivforslag, hvor man fra medlemsstaternes

side direkte erklærer, at en række internationale instrumenter og EU-ret uanset

forskellig juridisk styrke i forvejen er og fremover skal og kan anvendes af EF-

Domstolen.

Det følger heraf, at EF-Domstolen formentlig vil kunne antage den fortolkning, at

beskyttelse med hensyn til de ovennævnte forskelsbehandlingskriterier allerede

eksisterer, jf. ræsonnementet i Mangold-dommen eller med henvisning til de prin-

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

cipper i EU-retten, internationale instrumenter m.v., som direktivforslaget selv

henviser afhængigt og absolut allerede er gældende i EU-retten og med en styrke,

der ligger langt ud over f.eks. direktivets direkte udsagn og begrænsninger samt

præciseringer. Allerede nu må man således på grundlag af afgørelsen i ovennævnte

Coleman- sag vurdere, at begrebet ”ingen” i direktivforslaget art. 2 (”1.

I dette

direktiv betyder princippet om ligebehandling, at ingen må udsættes for direkte

eller indirekte forskelsbehandling af nogen af de i artikel 1 anførte grunde”) mindst

skal fortolkes i overensstemmelse med denne, således at ”ingen” gælder enhver

med nogen som helst tilknytning af nogen art til de pågældende diskriminationskri-

terier. I samme retning kan formentlig begrebet ”nogen” i pågældende bestemmel-

se fortolkes.

På den baggrund må man f.eks. også vurdere, at det forhold, at direktivet betegner

sig i art. 1 som givende (alene) en ”ramme for bekæmpelse” af forskelsbehandling

som værende af meget begrænset juridisk værdi. Som eksempel kan tilsvarende

nævnes betragtning 16) hvorefter: ”Enhver har frihed til at indgå aftaler, herunder

frihed til at vælge en aftalepartner til en given transaktion. Dette direktiv bør ikke

finde anvendelse på økonomiske transaktioner foretaget af private, for hvem disse

transaktioner ikke udgør en faglig eller erhvervsmæssig virksomhed.” Dette er en

klart stærkere bestemmelse end den tilhørende artikeltekst, hvorefter: ”Litra d)

finder kun anvendelse på privatpersoner i det omfang, de udøver faglig eller er-

hvervsmæssig virksomhed.”

Her må man f.eks. nødvendigvis forholde sig til spørgsmål om tilfælde, hvor den

private aktivitet kun udgør eller kan siges at udgøre en mindre eller alene accesso-

risk ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed”, ligesom begreberne ”private” og

”økonomiske transaktioner” samt ”faglig eller erhvervsmæssig virksomhed” levner

stort rum for fortolkninger.

Også andre dele af direktivet må man vurdere vil blive tillagt en udvidende for-

tolkning af EF-Domstolen henset til direktivets baggrund og formål. Det gælder

f.eks. art. 3, stk. 1 ”social beskyttelse”, ”sociale goder” og ”uddannelse”. Særligt

vedrørende alder kan påpeges, at art. 2, stk. 6 tilsvarende indeholder et relativt stort

fortolkningsrum.

DA har også noteret sig, at direktivforslaget på en række områder i foranledning

godt nok bygger på elementer i eksisterende direktiver, men der er også nye formu-

leringer, der kan have indholdsmæssige betydninger. DA skal heller ikke undlade

at bemærke, at man generelt uden refleksion i øvrigt og således også i almindelige

privatretlige retsforhold overfører princippet om delt bevisbyrde, der er en undta-

gelse af det almindelige bevisbyrdeprincip.

Danske Handicaporganisationer (DH) takker for muligheden for at fremkomme

med bemærkninger til Europa-kommissionens nyligt fremsatte forslag til direktiv

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

om ligebehandling udenfor arbejdsmarkedsområdet. DH skal dog fremhæve, at en

uges frist for at indkomme med bemærkninger til så omfattende et forslag, er meget

uhensigtsmæssig. Det giver os ringe muligheder for at inddrage vores medlemsor-

ganisationer, hvilket selvsagt er dybt problematisk. Det er ikke befordrende for den

demokratiske proces, der skal sikre den organisatoriske opbakning til direktivet

specifikt og EU’s initiativer på handicapområdet generelt.

Når dette er sagt, vil vi gerne understrege, at vi betragter det som et positivt skridt,

at Kommissionen endelig har fremsat et forslag til direktiv på dette område. Vi

forventer, at den danske regering vil arbejde aktivt for vedtagelsen af direktivet,

men samtidig vil vi også understrege, at der er et fundamentalt behov for at styrke

visse bestemmelser i direktivforslaget med henblik på en effektiv diskriminations-

beskyttelse for personer med handicap samt de øvrige grupper, som direktivforsla-

get dækker.

Det er vigtigt at fremhæve, at vores bemærkninger naturligt primært tager ud-

gangspunkt i de behov, der er for at sikre personer med handicap imod diskrimina-

tion. Det er det område, der interesserer os mest – og det er her, vi har vores særli-

ge ekspertise.

DH betragter det som et helt nødvendigt skridt at sikre sammenlignelig beskyttelse

imod diskrimination for alle grupper, der er dækket af Amsterdam-traktatens arti-

kel 13. Det er ikke rimeligt, at man i øjeblikket har et de facto hierarki mellem de

forskellige diskriminationsgrunde.

Det er positivt, at personer med handicap i fremtiden klart sikres imod de typer af

diskrimination, som er dækket af parallelle direktiver gældende for andre grupper,

dvs. direkte og indirekte forskelsbehandling, chikane samt tilskyndelse til forskels-

behandling. Desuden må det betragtes som positivt, at manglende rimelig tilpas-

ning, som i arbejdsmarkedsdirektivet (2000/78/EF), nu generelt defineres som for-

skelsbehandling.

Yderligere er der så i direktivforslagets artikel 4 fastsat en forpligtelse til i rimeligt

omfang at sikre lige adgang og tilgængelighed til varer, tjenester etc., hvilket set fra

DH’s synspunkt er et konstruktivt element.

Vi er dog dybt bekymrede i forhold til fortolkningen af og konsekvenserne ved

disse bestemmelser, ikke mindst undtagelserne fra dem, mere herom nedenfor.

DH mener, at dansk støtte til direktivforslaget vil være i overensstemmelse med

den øgede vægtning af rettigheder og beskyttelse imod diskrimination, der er blevet

en integreret del af dansk handicappolitik, særligt i lyset af Danmarks tilslutning til

FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

DH deler Kommissionens opfattelse, som den er fremsat i dennes konsekvensvur-

dering af direktivforslaget, nemlig at direktivforslaget på nær meget få detaljer ikke

pålægger medlemsstaterne forpligtelser, som ikke er indeholdt i konventionen.

Samtidig må det dog understreges, at en gennemførelse af direktivforslaget i dansk

ret, som det fremstår på nuværende tidspunkt, ikke i sig selv vil kunne udgøre en

fyldestgørende efterlevelse af FN-konventionen. Områder som eksempelvis adgang

til retsvæsenet, familierettigheder, deltagelse i det politiske liv, adgang til kulturli-

vet, tilgængelighed til det offentlige rum samt adgangen til information og kom-

munikation, herunder eksempelvis tilgængelige informationsformater og tegnsprog,

er ikke dækket af direktivforslaget, men i FN-konventionen findes vægtige be-

stemmelser om disse forhold.

Derudover er en hel række af de forpligtelser for offentlige instanser til aktivt at

fremme deltagelsen for personer med handicap i samfundet, som er indeholdt i

konventionen, ikke dækket af direktivforslaget. Vi mener ikke, at det er tilfredsstil-

lende, at direktivforslaget på så mange områder har en lavere overligger end kon-

ventionen, når det gælder forebyggelse og bekæmpelse af diskrimination af perso-

ner med handicap. Konventionen og direktivet må kunne ses som instrumenter, der

supplerer hinanden og må som sådan ses som retskilder, der til sammen kan være

med til at sætte rammer for dansk lovgivning vedrørende ligebehandling af perso-

ner med handicap. Således er der brug for en højere grad af overensstemmelse mel-

lem konventionens principper og direktivteksten.

Nedenfor følger specifikke bemærkninger til de enkelte bestemmelser i direktivfor-

slaget.

Artikel 1

Det skal bemærkes, at direktivet kun kan dække de områder, der er omfattet af

EU’s kompetence, hvilket også anføres i de indledende betragtninger til direktiv-

forslaget. Dette er ligeledes illustreret ovenfor under bemærkningerne om sam-

menhængen med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

Det skal således tages med betydelige forbehold, når det i artikel 1 hedder, at hele

spektret udenfor arbejdsmarkedet er dækket. En yderligere klargøring af anvendel-

sesområdet er som følge heraf nødvendig med henblik på en gennemskuelig og

effektiv gennemførelse af direktivet i medlemsstaternes lovgivning.

Derudover skal kommende dansk diskriminationslovgivning i forhold til handicap

tage højde for, at direktivforslaget ikke dækker alle relevante aspekter af FN’s

konvention om rettigheder for personer med handicap. I den sammenhæng ville det

være naturligt, og i overensstemmelse med EU’s tilslutning til FN-konventionen,

ikke at lade selve direktivteksten anlægge en så indsnævret fortolkning af, hvor

langt EU-kompetencen går, når det gælder vigtige områder for personer med han-

dicap, se eksempelvis bemærkningerne vedr. uddannelsesområdet til artikel 3 ne-

denfor.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Artikel 2, stk. 2, litra b)

DH foreslår, at bestemmelsen præciseres med henblik på at sikre, at den udtrykke-

ligt omfatter diskrimination på baggrund af handicap ved associering. Som be-

stemmelsen er formuleret nu, kan den læses sådan, at diskrimination kun kan knyt-

te sig til en bestemt person med et bestemt handicap. Således vil f.eks. forældre,

der diskrimineres som følge af tilknytningen til et barn med handicap ikke være

eksplicit dækket af bestemmelsen om indirekte diskrimination. Dette er åbenlyst

urimeligt, jf. den nyligt afsagte kendelse i den såkaldte Coleman-sag, og derfor skal

teksten formuleres, så der ikke opstår tvivl om dette.

Artikel 2, stk. 5

Det skal bemærkes, at det, som ovenfor anført, er positivt, at manglende rimelig

tilpasning, jf. forslagets artikel 4, stk. 1, litra b), er defineret som forskelsbehand-

ling. Det er imidlertid vigtigt at forstå, at manglende adgang og tilgængelighed for

personer med handicap kan afhjælpes gennem generelle bestræbelser og andre

foranstaltninger (universelt design mv.) på at gøre ligebehandling og tilgængelig-

hed til en del af de tilbud, der udbydes offentligt. Dette er der taget delvis højde for

i artikel 4, stk. 1, litra a), men det er for DH uklart, hvilken retlig status overtrædel-

ser af disse bestemmelser har. Vil sådanne overtrædelser skulle forstås som for-

skelsbehandling, eller er det noget andet?

Det er helt centralt at holde sig for øje, at den diskrimination af personer med han-

dicap, som ligger i ikke at tilpasse samfundet til alle mennesker, i lige så høj grad

som andre typer af diskrimination udgør betydelige hindringer for fuld deltagelse i

samfundslivet for personer med handicap. Det kan tydeligt ses af de barrierer, der

er skabt inden for f.eks. byggeri, transport og kommunikation gennem de seneste

mange årtier. Det er den type diskrimination, som artikel 4, stk. 1, litra a) tager

delvist fat få. Det må derfor sikres, at manglende efterlevelse af denne bestemmelse

i lige så høj grad som direktivets øvrige antidiskriminationsbestemmelser har bin-

dende retsvirkning, samt at der er knyttet effektive sanktioner til manglende efter-

levelse.

Artikel 2, stk. 6

DH ser det som en risiko, at muligheden for at forskelsbehandle på baggrund af

alder kan benyttes til indirekte at diskriminere personer med handicap. Frekvensen

af personer med handicap blandt ældre borgere er højere end frekvensen blandt

yngre borgere. Der er personer, der først bliver handicappede, efter at de er blevet

”gamle”. Særligt derfor vil en beskyttelse mod indirekte diskrimination af denne

gruppe på grund af handicap være væsentlig.

Det skal derfor præciseres, at det udelukkende er kravet om et forbud mod diskri-

mination på baggrund af biologisk alder, som der kan gøres undtagelser fra. Det

skal også præciseres, at der ikke er mulighed for at diskriminere på baggrund af

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

sammenhængen mellem alder og handicap. Dette vil være i overensstemmelse med

den generelle målsætning fra EU's side om at bekæmpe multipel diskrimination.

Artikel 2, stk. 7

Indskrænkningerne af direktivets gyldighed i forhold til aktuarmæssige og statisti-

ske beregninger udgør et væsentligt problem, da sådanne beregninger må forventes

at blive benyttet i forbindelse med f.eks. pensionsordninger, sundhedsforsikringer

og kriterier for långivning.

Der synes dermed at opstå en modsigelse af artikel 12 i FN’s konvention om ret-

tigheder for personer med handicap vedr. retlig handleevne, som også berører den

lige ret til at opnå lån og ejendomsret, artikel 25 om lige ret til sundhed samt sam-

me konventions artikel 28, stk. 2, litra e) om pensionsordninger.

Den tilsvarende bestemmelse i det parallelle direktiv, om ligebehandling i forhold

til køn fra 2004, indeholder snævrere muligheder for medlemsstaterne i henseende

til at tillade forskelsbehandling på dette punkt. DH er derfor meget forundret over

valget af et større råderum i forhold til handicap. DH foreslår, at der som minimum

specificeres meget klare kriterier for, hvornår handicap kan indgå som en faktor i

aktuarmæssige og statistiske beregninger. Som bestemmelsen er formuleret nu, er

det ikke klart, hvornår handicap kan indgå og under hvilke betingelser.

Derudover mener DH, at det er relevant at rejse spørgsmålet om, hvorvidt lige ad-

gang til forsikringslignende ordninger ikke er en opgave, der bør løses solidarisk

enten af forsikringstagerne i fællesskab eller af samfundet som sådan. Dette er

eksempelvis i overensstemmelse med den nuværende tilgang, når det gælder grup-

pelivsforsikringer og øvrige lignende kollektive forsikringer.

Artikel 2, stk. 8

Det skal bemærkes, at en tilsvarende bestemmelse ikke er fastsat i de parallelle

direktiver om henholdsvis ligebehandling i forhold til køn og race. For DH er den

praktiske betydning af en sådan bestemmelse uklar i forhold til gruppen af personer

med handicap. DH savner en konkret begrundelse for bestemmelsens optræden i

forslaget, ikke mindst i forhold til dets konsekvenser for gruppen af personer med

handicap.

Artikel 3, stk. 1, litra a)

Bestemmelserne vedr. aktuarmæssige og statistiske data i artikel 2, stk. 7, kan tæn-

kes at have indflydelse på rækkevidden i forhold til visse sociale sikringsordninger

og sundhedsordninger. DH finder en afklaring af dette spørgsmål helt nødvendig.

Det er vigtigt, at der ikke kan finde diskrimination sted. Der skal være fuld og lige

adgang for alle til sociale sikrings- og sundhedsordninger.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Artikel 3, stk. 1, litra d)

En indskrænkning, der ligner den i litra d), findes ikke i de parallelle direktiver

vedr. henholdsvis race og køn. Indskrænkningen rejser nogle spørgsmål i forhold

til, hvilken status tilbud, som udbydes af eksempelvis private foreninger og andre

typer af non-profit foretagender, har i forhold til direktivets anvendelsesområde. I

Danmark kunne dette f.eks. være andelsboligforeninger. DH efterlyser en afklaring

af dette spørgsmål. DH savner en konkret begrundelse for, at indskrænkningen

skulle være særligt relevant i dette direktivforslag.

Artikel 3, stk. 2

Det skal bemærkes, at dette er et område, hvor FN’s konvention om rettigheder for

personer med handicap indeholder væsentlige bindende bestemmelser.

Artikel 3, stk. 3

En lignende indskrænkning i forhold til uddannelse findes ikke i det parallelle di-

rektiv vedr. race.

Det skal bemærkes, at indskrænkningen tilsyneladende åbner for, at hensyn til or-

ganisering, herunder formentlig også økonomiske hensyn, kan gå forud for eksem-

pelvis hensynet til en elev med et handicap, f.eks. i forhold til at sikre inklusion i

mainstream skolesystemet. Dette finder DH fuldstændig uacceptabelt. Som mini-

mum må dette tages i betragtning ved en dansk implementering af direktivet. Det

må ikke være sådan, at man kan diskriminere personer med handicap på nogen

måde eller noget sted i undervisningssystemet. Organiseringen af undervisningen

kan i sig selv være diskriminerende.

Der er fastlagt vigtige bindende rettigheder på uddannelsesområdet i FN’s konven-

tion om rettigheder for personer med handicap, og eftersom EU har tilsluttet sig

konventionen, er man i lige så høj grad som medlemsstaterne bundet af denne. DH

er opmærksom på, at EU har en begrænset kompetence i forhold til uddannelses-

området. Men der er intet i traktaten, der tilsiger, at denne begrænsning lige nøjag-

tig er relevant i forhold til specialundervisning og organisationen omkring denne.

Det synes på den baggrund at være en fuldstændig uhensigtsmæssigt og arbitrær

disposition at lade en indskrænkning af direktivets rækkevidde gå på dette og på

den måde sætte spørgsmålstegn ved den fulde og hele tilslutning til FN-

konventionens principper om et inkluderende skole system – disse principper har

været den internationalt anerkendte politiske linje siden først i halvfemserne.

I forhold til artikel 3 generelt skal det konkluderes, der må forventes betydelige

fortolkningsproblemer i henseende til afgrænsningen af de politikområder, hvor

direktivet har gyldighed. Så meget desto vigtigere vil det være at sikre en bred

lovgivning i Danmark, der går videre end direktivet, sådan at afgrænsningsproble-

mer ikke kommer til at stå i vejen for en effektiv og gennemskuelig beskyttelse

mod diskrimination af personer med handicap i Danmark.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Artikel 4, stk. 1, litra a)

Det skal bemærkes, at noget synes at være faldet ud af den danske oversættelse af

Kommissionens forslag. Af den engelsksprogede version af forslaget fremgår det,

at tilpasningerne skal ske ”in anticipation”, dvs. under en generel forudsætning om,

at personer med handicap benytter tjenester osv. Dette lille begreb er yderst cen-

tralt, idet det introducerer en proaktiv forpligtelse til at sikre ligebehandling af per-

soner med handicap. Der må derfor foretages en ændring af den danske oversættel-

se!

Indskrænkningerne af litra a), der går på tilvejebringelsen af alternativer eller

grundlæggende forandringer, er dybt problematiske. Som eksempel kan nævnes

tilgængelighed til hjemmesider. Det kan i nogle tilfælde kræve grundlæggende

forandringer at sikre en hjemmesides tilgængelighed. Men tilgængeligheden vil i

mange tilfælde jo være en forudsætning for, at man kan benytte sig af en offentlig

eller privat ydelse. DH savner som minimum en klarlæggelse af, hvad disse ind-

skrænkninger indebærer.

DH står uforstående overfor, at det mere velkendte kriterium om uforholdsmæssigt

store byrder ikke er tilstrækkeligt i denne sammenhæng, særligt i lyset af at rele-

vante tilpasninger langt fra altid koster ekstra ressourcer.

Indskrænkningerne af bestemmelsen kan komme til at stå i vejen for, at strukturel

forskelsbehandling kan bekæmpes ved hjælp af direktivet. Det er således yderst

centralt, at deres rækkevidde begrænses så meget som overhovedet muligt.

DH efterlyser, at bestemmelsen refererer til begrebet universelt design, som er

gennemgående i FN-konventionen. En sådan tilgang vil kraftigt nedsætte behovet

for tilpasninger i konkrete tilfælde. En tilgang gående på realisering af universelt

design i forhold til nye varer og tjenesteydelser ville være et særdeles nødvendigt

skridt. Særligt vil det være relevant at koble en sådan tilgang til eksisterende og

kommende europæiske standarder, sådan at tilgængelighed ville være klart define-

ret i hele EU. Dette ville også øge gennemskueligheden af bestemmelsen for aktø-

rer på markedet. DH foreslår derfor, at manglende efterlevelse af europæiske stan-

darder vedr. tilgængelighed for personer med handicap indskrives i artikel 4 som

en form for diskrimination.

DH ser desuden et behov for at præcisere, at bestemmelsen ikke kun drejer sig om

fysisk tilgængelighed for eksempelvis kørestolsbrugere. Personlig assistance, tilve-

jebringelsen af information i alternative formater og tolkebistand, herunder tegn-

sprogstolkning, er eksempler på relevante tilpasninger, som efter DH’s opfattelse

ikke må kunne fortolkes ud af direktivet. Derfor bør artikel 4 reformuleres med

henblik på også at inkorporere disse aspekter af adgangen for personer med handi-

cap.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Artikel 4 stk. 2

Det skal bemærkes, at der åbnes for en hel række muligheder for at begrunde und-

tagelser fra artikel 4, stk. 1. DH foreslår derfor, at der som en yderligere afbalance-

ring af disse mulige begrundelser også indføres et kriterium, der går på de mulige

fordele for andre borgere og samfundet generelt, som tilpasninger til fordel for

personer med handicap i rigtig mange tilfælde indebærer. Som eksempel kan blot

nævnes, at øget tilgængelighed for kørestolsbrugere og gangbesværede i offentlige

transportmidler også kan give betydelige fordele for personer i følgeskab med

småbørn, med barnevogne, cykler eller bagage. Hertil kommer den ikke ubetydeli-

ge effekt i form af forbedring af arbejdsmiljøet i bred forstand.

Yderligere står DH i overensstemmelse med bemærkningen ovenfor til litra a) i

nærværende artikel uforstående overfor, at det er nødvendigt at indføre en række

undtagelser udover den velkendte om uforholdsmæssigt store byrder. Vi efterlyser

derfor en begrundelse af denne disposition. Man kommer let i tvivl om, hvorvidt

man reelt vil afskaffe diskrimination af personer med handicap.

Artikel 5 og 6

Disse artikler sikrer muligheden for en effektiv dansk lovgivning til fremme af reelt

lige muligheder for personer med handicap. Dette betragter DH som meget positivt

og opfordrer samtidig indtrængende den danske regering til at følge dette spor i

overensstemmelse med FN’s konvention om rettigheder for personer med handi-

cap.

Artikel 7, stk. 1

Multipel diskrimination skal indgå som et element i klagebehandlingen. Dette skal

præciseres i direktivet.

Artikel 7, stk. 2

Handicapfaglig ekspertise skal indgå i vurderingen af sager om handicap. Direktiv-

forslaget skal åbne for denne mulighed, sådan at vurderingen ikke udelukkende

baseres på juridisk ekspertise. Behovet kan ikke opfyldes fuldt ud ved at lade f.eks.

organisationer af personer med handicap indtræde på klagerens side i en sag. Også

selve vurderingen af sagen bør være baseret på handicapfaglig viden. Det er et

faktum, at kun ganske få juridiske eksperter har viden om handicapområdet, der

kan sikre, at de særlige forhold/oplevelser ved at have et handicap kommer til vur-

dering i forbindelse med afgørelse af sager om diskrimination.

Artikel 10

Omfanget af informationsindsatsen skal præciseres yderligere. Det er vigtigt at få

fastslået, at indsatsen ikke kun skal rette sig imod de grupper, som kan komme til

at stå over for diskrimination. Også udbydere af varer og tjenesteydelser skal mod-

tage fyldestgørende information om deres proaktive pligter i henhold til direktivet.

Desuden foreslår DH, at det overvejes at pålægge medlemsstaterne en forpligtelse

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

til at udvikle redskaber, der kan støtte offentlige og private vare- og tjenesteudby-

dere i at leve op til direktivets bestemmelser.

Derudover skal det fremgå klart af direktivet, at informationsindsatsen som helhed

skal tilrettelægges på en måde, der sikrer tilgængelighed for personer med handicap

af alle typer, herunder eksempelvis information i tilgængelige formater, på tegn-

sprog og forfattet i klar og let forståelig tekst.

Artikel 11

DH vil opfordre til, at man allerede nu efterlever artiklens ånd, og med baggrund i

denne, indleder en formel og substantiel involveringsproces af organisationer, af

personer med handicap og andre relevante grupper, både på europæisk og nationalt

plan med henblik på at sikre en tæt dialog om direktivets udformning og imple-

mentering.

Artikel 13

DH vil opfordre til, at den gennemgang af dansk lovgivning, som bestemmelsen

indebærer, sammentænkes med den gennemgang af dansk lovgivning, som gen-

nemføres med henblik på ratifikation af FN’s konvention om rettigheder for perso-

ner med handicap. En sådan sammentænkt gennemgang bør bestå i en tæt konsulta-

tion af handicapbevægelsen og involvere direkte inddragelse af denne.

Artikel 15, stk. 2

DH savner i høj grad en begrundelse for, at der kan gives forlængelse af fristen for

implementering, for så vidt angår direktivforslagets artikel 4. Det har ikke været

muligt at finde en sådan i Kommissionens lovforberedende arbejder. Hvis begrun-

delsen er, at det skønnes at være vanskeligt at leve op til artikel 4, er der så meget

desto større grund til at give dens bestemmelser retlig virkning så hurtigt som mu-

ligt. Den reelle forskelsbehandling af personer med handicap, som manglende ef-

terlevelse af principperne i artikel 4 indebærer, er nemlig ensbetydende med stærke

begrænsninger for lige samfundsdeltagelse.

Finanssektorens Arbejdsgiverforening (FA) bemærker, at direktivforslaget regule-

rer beskyttelse mod forskelsbehandling uden for arbejdsmarkedet og således sup-

plerer de eksisterende direktiver, for så vidt angår diskriminationskriterierne, reli-

gion, tro, handikap, alder eller seksuel orientering. Som konsekvens heraf vil direk-

tivforslaget vedrøre området om socialbeskyttelse, sociale goder, uddannelse og

adgang til service- og tjenesteydelser.

Indledningsvis skal FA henlede opmærksomheden på, at vi finder det problematisk,

at alder indgår på lige fod med de resterende rettigheder. Alder bliver ofte anvendt

som et objektivt kriterium dels i forhold til lovgivning dels i forhold til administra-

tion f.eks. af erhvervelse af kørekort, ret til stemmeafgivning ved demokratiske

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

valg og m.m. Det er alle disse lovmæssige og administrative bestemmelser, som

efter direktivets vedtagelse pludselig er potentielt EF stridige og ulovlige.

Det betyder også, at forslaget bekræfter og forstærker en udvikling, herunder via

EF domstolen der ligger langt ud over den ramme for regulering, som umiddelbart

kan læses af direktivet. Den forslåede løsning med at indsætte en undtagelsesbe-

stemmelse om at ulige behandling pga. af alder ikke er forskelsbehandling såfremt

der er et objektivt og rimelig begrundet legitimt formål (art. 2 stk. 6 i direktivfor-

slaget) er ikke en god løsning. FA finder det derfor nødvendigt, at der tages et klart

forbehold for, at alder inddrages som diskriminationskriterium i direktivforslaget.

Om uddannelse siger direktivforslagets artikel 3 litra C, at uddannelse er et af de

områder, hvor direktivet finder anvendelse. FA finder, at uddannelse er et nationalt

anliggende, og at artikel 3 litra C derfor bør udgå.

Vedrørende spørgsmålet om klageadgang anføres i artikel 7 en bestemmelse her-

om. FA finder, at dette er et nationalt anliggende, som allerede er reguleret via EF

domstolens afgørelser og må derfor anbefale, at artikel 7 udgår af direktivforsla-

get.

Hvad angår artikel 8 om bevisbyrde, er det FA’s opfattelse, at der i realiteten her

indføres en omvendt bevisbyrde. FA skal anføre, at vi finder dette kritisabelt, uan-

set at det kendes fra andre direktiver, men finder ikke, at det bør anvendes i forbin-

delse med dette direktivforslag, og skal derfor bede om at bestemmelsen om bevis-

byrde udgår.

I artikel 11, der omhandler dialog med relevante berørte parter, skal vi anmode om,

at der tilføjes følgende formulering ”medlemsstaterne tilskyndes til at inddrage

arbejdsmarkedets parter i det omfang arbejdsmarkedet berøres”. Dette harmonerer

også med artikel 16 i direktivforslaget, der omhandler arbejdsmarkedets parter i

forbindelse med en udarbejdelse af en rapport om anvendelsen af direktivet. Vi ser

derfor gerne, arbejdsmarkedets parter rykket frem også til artikel 11.

Artikel 13 om overholdelse er en ny bestemmelse, og FA er af den opfattelse, at

der her er tale om et nationalt anliggende, og at artikel 13 derfor bør udgå.

Artikel 14 der handler om sanktioner, skal FA anføre, at dette er et nationalt anlig-

gende i EF retten, og bestemmelsen bør derfor udgå, idet EF domstolspraksis vare-

tager de tværnationale hensyn, og at der derfor ikke specifikt, som der anføres i

forslaget, bør anføres typer af sanktioner.

Afslutningsvis anfører FA, at der i direktivforslaget henvises til Traktatens artikel 6

samt forskellige internationale instrumenter i FN samt i den Europæiske menneske-

rettighedskonvention EU’s charter mv. særligt med hensyn til de i direktivet nævn-

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

te beskyttelseskriterier. Uanset at disse henvisninger er korrekte, er det væsentligt,

at der ikke er tale om henvisninger i snæver forstand, men at de skal ses som et

element, der giver juridisk mulighed for, at man via direktivforslaget bidrager til at

regulere diskrimination og forskelsbehandlingsområdet mere vidtgående og intens

end selve direktivforslaget

FA finder det uheldigt, idet direktivforslaget får en meget bredere anvendelse, end

det fremgår af selve direktivforslaget.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger.

Visse delegationer har opretholdt et generelt forbehold og anfægtet nødvendighe-

den af Kommissionens forslag. Andre delegationer har anmodet om yderligere

præcisering af direktivforslaget og givet udtryk for bekymring navnlig i relation til

mangel på juridisk klarhed, kompetencefordeling, samt de praktiske og økonomi-

ske konsekvenser ved forslaget. Alle delegationer har generelle undersøgelsesfor-

behold.

Sagen har været drøftet under et møde under det slovakiske formandskab, hvor

ingen nævneværdige fremskridt er blevet opnået. Der vil til rådsmødet foreligge en

fremskridtsrapport.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter overordnet målet om bekæmpelse af diskrimination og accepte-

rer idéen om et direktiv på området.

På arbejdsmarkedet er der i dag i dansk lovgivning forbud mod forskelsbehandling

på grund af alder, handicap, køn, race og etnisk oprindelse, religion og tro samt

seksuel orientering. Uden for arbejdsmarkedet er der forbud mod forskelsbehand-

ling på grund af køn, race og etnisk oprindelse. Der er således ikke forbud mod

diskrimination udenfor arbejdsmarkedet i forhold til alder, handicap, religion eller

tro og seksuel orientering.

Forslaget til direktiv, som det er fremlagt, giver dog anledning til en række betæn-

keligheder, særligt af juridisk karakter, idet forslaget indeholder en række vagt

afgrænsede bestemmelser og ligeledes vagt udformede undtagelser for direktivets

anvendelsesområde. Dette kan medføre, at rettighedernes omfang reelt vil skulle

fastlægges ved domstolskontrol. Regeringen kan derfor ikke støtte forslaget i den

fremsatte form.

Der må ske en betydelig præcisering af forslagets tekst med henblik på især at sik-

re, at Danmark også i fremtiden kan anvende alder som styringsinstrument, og at

dansk handicappolitik, som bl.a. er baseret på kompensationsprincippet, kan fast-

holdes.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

Endelig er det nødvendigt at få belyst en række spørgsmål vedrørende forslagets

nærmere juridiske og økonomiske konsekvenser, herunder rækkevidden af flere

generelle afgrænsede bestemmelser, inden en nærmere holdning fastlægges.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg til orientering forud

for rådsmøderne (EPSCO) 2. oktober 2008, 17. december 2008, 9. marts 2009, 8.

juni 2009, 30. november 2009, 7. juni 2010, 6. december 2010, 10. juni 2011, 1.

december 2011, 21. juni 2012, 6. december 2012, 20. juni 2013, 9. december 2013,

12. juni 2014, 5. december 2014, 12. juni 2015, 7.december 2015 og 16. juni 2016.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

4. Det europæiske semester 2017

- Udveksling af synspunkter

(a) Den årlige vækstredegørelse 2017 (AGS); varslingsrapport om makroøko-

nomiske ubalancer (AMR), udkast til den fælles beskæftigelsesrapport (JER)

og udkast til anbefaling vedrørende den økonomiske politik i eurozonen;

KOM(2016) 725 Endelig, KOM(2016) 728 Endelig, KOM(2016) 729 Endelig,

KOM(2016) 726 Endelig

- Præsentation ved Kommissionen

(b) Bidrag vedrørende beskæftigelses- og sociale aspekter af udkastet til anbe-

faling vedrørende den økonomiske politik i eurozonen

- Godkendelse (approval)

europæiske semester

- Præsentation ved formanden for Beskæftigelseskomitéen

Nyt notat.

1. Resumé

Den 16. november 2016 offentliggjorde Kommissionen en pakke vedr. det europæi-

ske semester 2017. Pakken indeholdt bl.a. Kommissionens årlige vækstundersøgel-

se, den fælles beskæftigelsesrapport (fælles for Kommissionen og EPSCO) og

Kommissionens varslingsrapport under proceduren for makroøkonomiske ubalan-

cer for 2017.

Der lægges i beskæftigelsesrapporten bl.a. vægt på, at den økonomiske og sociale

situation i EU viser tegn på forbedring i lyset af et moderat økonomisk opsving.

Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for Social Beskyttelse skal i fællesskab disku-

tere beskæftigelses- og sociale aspekter af udkastet til anbefaling vedrørende den

økonomiske politik i eurozonen, og det forventes, at der på baggrund heraf vil

komme input til ministrene. Beskæftigelseskomitéen afholdt d. 24. oktober 2016 et

såkaldt review vedrørende arbejdsmarkedets parters involvering i det europæiske

semester på nationalt niveau. Alle lande blev eksamineret.

Regeringen støtter udarbejdelsen af rapporterne til brug for drøftelserne under Det

Europæiske Semester og forventer at kunne tage Kommissionens præsentation til

efterretning.

2. Baggrund

Den 16. november 2016 offentliggjorde Kommissionen en pakke vedr. det europæ-

iske semester 2017. Pakken indeholdt bl.a. Kommissionens årlige vækstredegørel-

se, den fælles beskæftigelsesrapport (fælles for Kommissionen og EPSCO) og

Kommissionens varslingsrapport under proceduren for makroøkonomiske ubalan-

cer for 2017.

Vækstredegørelsen markerer starten på det europæiske semester, som dækker alle

elementer af den økonomiske overvågning, herunder EU2020-strategien og dermed

også beskæftigelses- og socialområdet. Landenes økonomiske politik gennemgås

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

som led i semestret hvert forår, som grundlag for landenes vedtagelse af national

økonomisk politik, reformer m.v., herunder de nationale finanslove, der typisk

vedtages i efteråret, for det efterfølgende budgetår.

Den fælles beskæftigelsesrapport indgår som en del af den årlige vækstredegørelse

og uddyber dennes analyser på beskæftigelsesområdet.

Varslingsrapporten indleder den årlige makro-ubalanceprocedure, der udgør ram-

men for samarbejdet i EU om en systematisk makroøkonomisk overvågning, hvor

formålet er, at man tidligt i et forløb vil kunne identificere potentielt skadelige in-

terne og eksterne ubalancer og fokusere på forebyggelse og korrektion, inden uba-

lancerne bliver af en mere vedholdende karakter.

Som en del af pakken fremlagde Kommissionen i lighed med sidste år også udka-

stet til økonomisk-politiske anbefalinger til euroområdet som helhed.

3. Formål og indhold

Ad a)

Kommissionen præsenterer i den årlige vækstredegørelse en vurdering af de over-

ordnede økonomiske, beskæftigelsesmæssige og sociale udfordringer i EU. Vækst-

redegørelsen indeholder generelle analyser, eksempler på gennemførte tiltag i med-

lemslandene og kommer med overordnede anbefalinger til hhv. euro-området og

EU som helhed, men indeholder ikke landespecifikke anbefalinger.

Kommissionen opfordrer i vækstredegørelsen medlemsstaterne til en øget indsats

for at opnå inkluderende vækst, ved at forene følgende tre elementer:

1. Forøgede investeringer, herunder anvendelse af den Europæiske Investe-

ringsplan og fjernelse af barrierer for investeringer.

2. Strukturreformer, herunder forøgelse af arbejdsmarkedsdeltagelsen, opkva-

lificering af arbejdsstyrken og modernisering af velfærdsstaten for at un-

derstøtte aktiv arbejdsmarkedsdeltagelse.

3. Ansvarlige finanspolitikker, herunder konsolidering af nødvendige refor-

mer.

Som en del af pakken indgår ligeledes den fælles beskæftigelsesrapport. Analyser-

ne og budskaberne heri baserer sig på bl.a. beskæftigelsesretningslinjerne og resul-

taterne af eksaminationen af medlemslandenes nationale reformprogrammer for

2016.

Der lægges i beskæftigelsesrapporten bl.a. vægt på følgende:



Den økonomiske og sociale situation i EU viser tegn på forbedring i lyset

af et moderat økonomisk opsving. Beskæftigelsen for de 20-64-årige er for

første gang over niveauet i 2008, og ledigheden har nået sit laveste niveau

siden 2009.



Reformer, der stimulerer jobskabelse og sikrer inklusive og fleksible ar-

bejdsmarkeder forenet med den nødvendige sociale sikkerhed, bør styrkes.



Inddragelsen af arbejdsmarkedets parter er meget uens medlemslandene

imellem og bør forbedres.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16



Generelt falder ungdomsarbejdsløsheden, men den er fortsat alt for høj i

nogle medlemsstater; også bekæmpelse af langtidsarbejdsløsheden forbli-

ver en høj prioritet.

Det er fortsat en udfordring, at kvinder er underrepræsenteret på arbejds-

markedet, og at der er en væsentlig lønforskel.

Et for Europa hidtil uset antal flygtninge og indvandrere understreger vig-

tigheden af effektive integrationsstrategier.

Ad b)

Beskæftigelseskomitéen og Komitéen for Social Beskyttelse skal i fællesskab dis-

kutere beskæftigelses- og sociale aspekter af udkastet til anbefaling vedrørende den

økonomiske politik i eurozonen, og det forventes, at der på baggrund heraf vil

komme input til ministrene.

Ad c)

Beskæftigelseskomitéen afholdt d. 24. oktober 2016 et såkaldt review vedrørende

arbejdsmarkedets parters involvering i det europæiske semester på nationalt niveau.

Alle lande blev eksamineret. Nationale parter var inviteret til at deltage via deres

europæiske organisationer og til at levere skriftligt input forud for mødet.

Fra dansk side deltog for arbejdsgiverne DA og KL, mens arbejdstagerne var re-

præsenteret ved LO. Det velfungerende samarbejde mellem regeringen og parterne

blev generelt fremhævet, men begge sider så gerne endnu tættere involvering i det

europæiske semester. Det blev foreslået, at man kunne tage mere tematiske drøftel-

ser på møderne i Specialudvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold, hvor det

europæiske semester allerede er på dagsordenen.

4. Europa-Parlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

5. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsprincippet er ikke relevant.

6. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

7. Konsekvenser

Dokumenterne medfører ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller

samfundsøkonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet

eller konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

8. Høring

Den årlige vækstredegørelse og den fælles beskæftigelsesrapport er sendt til Speci-

aludvalget for Arbejdsmarkedet og Sociale forhold til orientering.

9. Generelle forventninger til andre landes holdning

EU-landene ventes generelt at tage præsentationen af den årlige vækstredegørelse,

den fælles beskæftigelsesrapport og varslingsrapporten om makroøkonomiske uba-

lancer til efterretning.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter udarbejdelsen af rapporterne til brug for drøftelserne under Det

Europæiske Semester og forventer at kunne tage Kommissionens præsentation til

efterretning.

Regeringen bakker op om, at der sættes fokus på social dialog og inddragelse af

parterne i medlemslandene.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

5. Europæisk søjle af sociale rettigheder

- Politisk drøftelse

Revideret notat.

1. Resumé

Kommissionen lancerede den 8. marts 2016 en offentlig høring om etablering af en

såkaldt europæisk søjle for sociale rettigheder. I den forbindelse har Kommissio-

nen fremlagt en første foreløbig skitse over, hvordan en europæisk søjle for sociale

rettigheder kunne udformes. Skitsen er inddelt i tre kapitler: i) Lige muligheder og

adgang til arbejdsmarkedet, ii) Retfærdige arbejdsvilkår og iii) Passende og bære-

dygtig social beskyttelse.

Regeringen er i gang med at analysere Kommissionens høringsspørgsmål og den

foreløbig skitse til søjle med henblik på dansk stillingtagen og svar inden årets

udgang. I dette arbejde indgår drøftelser og input fra Specialudvalget for Ar-

bejdsmarkedet og Sociale Forhold, herunder arbejdsmarkedets parter.

Sagen behandles på rådsmødet som en politisk drøftelse. Det forventes, at for-

mandskabet vil udarbejde nogle vejledende spørgsmål til brug herfor - under hen-

syntagen til at høringen løber året ud. Spørgsmålene er endnu ikke modtaget.

2. Baggrund

Kommissionen lancerede den 8. marts 2016 en offentlig høring om etablering af en

såkaldt europæisk søjle for sociale rettigheder. Initiativet er en del af Kommissio-

nens ønske om at arbejde i retning af en ”dybere og mere retfærdig Økonomisk og

Monetær Union” og blev præsenteret af kommissionsformand Juncker i forbindelse

med hans tale til Europa-Parlamentet om Unionens tilstand den 9. september sidste

år. Five Presidency Reporten fra efteråret 2015 om videreudvikling af Den Øko-

nomiske og Monetære union indeholdt nogle indledende overvejelser om en styr-

kelse af den sociale dimension af samarbejdet.

Kommissionen har med høringen valgt at inddrage andre EU-institutioner, nationa-

le myndigheder, nationale parlamenter, civilsamfund, eksperter og borgere i over-

vejelser om en samlet søjle. Høringen løber til den 31. december 2016, og sidelø-

bende hermed afholder Kommissionen drøftelser med de ovennævnte grupper for

at få input til udformningen af den sociale søjle. Kommissionen forventes at frem-

lægge et forslag til den sociale søjle i begyndelsen af 2017. Det vil ske som led i

fremlæggelsen af et white paper om videreudvikling af Den Økonomiske og Mone-

tære Union.

Ved brug af den bredt udsendte høring ønsker Kommissionen at gøre status over

gældende EU-ret og vurdere, om de eksisterende regler og rettigheder fortsat er

relevante, og/eller om der er behov for nye måder at tilvejebringe rettigheder på.

Ligeledes mener Kommissionen, at der er behov for at vurdere tendenserne for

fremtidens arbejdsmarkeds- og velfærdssystemer i lyset af blandt andet nye tekno-

logier og arbejdsformer. Endelig ønsker Kommissionen at indsamle synspunkter

om, hvilken måde en social søjle kan bidrage til at styrke Den Økonomiske og

Monetære Union.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

3. Formål og indhold

Den europæiske søjle for sociale rettigheder skal ifølge Kommissionen:

1. Tjene som referenceramme til at undersøge de deltagende medlemslandes

resultater på det beskæftigelsesmæssige og sociale område.

2. Understøtte reformprocesser på nationalt plan.

3. Fungere som rettesnor for fornyet konvergens inden for euroområdet.

I forbindelse med høringen har Kommissionen udover høringsdokumentet fremlagt

en første, foreløbig skitse over, hvordan en europæisk søjle for sociale rettigheder

kunne udformes. Skitsen er inddelt i tre kapitler: i) Lige muligheder og adgang til

arbejdsmarkedet, ii) Retfærdige arbejdsvilkår og iii) Passende og bæredygtig social

beskyttelse.

Under de tre kapitler indgår i alt 20 principper, som anses som nødvendige for

velfungerende og retfærdige arbejdsmarkeder og velfærdssystemer. Principperne

skal ifølge Kommissionen bygge på - og supplere den eksisterende EU-lovgivning,

men også på inspiration fra praksis på nationalt plan i medlemslandene og fra in-

ternationale retskilder. Principperne vedrører både områder med EU-kompetence

og områder, som medlemslandene har ansvaret for. De skal bruges til at vurdere

resultaterne på de enkelte politikområder gennem udvikling af brugbare bench-

marks, data om indsats etc. samt til eventuelt at tage elementer af EU-retten op til

fornyet overvejelse.

De 20 principper, der indgår i den foreløbige skitse, er følgende: færdigheder, ud-

dannelse og livslang læring; arbejdskontrakter, erhvervsskift, beskæftigelsespolitik,

ligestilling og balance mellem arbejds- og privatliv, lige muligheder, ansættelses-

vilkår, løn, arbejdsmiljø, inddragelsen af arbejdsmarkedet parter, sociale ydelser og

tjenester, sundheds- og sygdomsydelser, pensioner, arbejdsløshedsydelser, mini-

mumsindkomst, invaliditetsydelser, langtidspleje, børnepasning, adgang til bolig

og andre grundlæggende ydelser.

I høringen indgår ikke kun spørgsmål om indholdet af en mulig søjle, men også

spørgsmål til, hvilken status søjlen bør have. Der lægges op til, at søjlen for sociale

rettigheder som udgangspunkt kun skal være gældende for eurolandene, mens de

øvrige medlemslande kan vælge at tilslutte sig.

Der er på rådsmødet den 8. december 2016 lagt op til en politisk drøftelse og det

forventes derfor, at formandskabet vil udarbejde nogle vejledende spørgsmål til

brug herfor. Oplæg er endnu ikke modtaget.

4. Europa-Parlamentets udtalelse

Der er ikke tale om noget forslag til vedtagelse, som Europa-Parlamentet er med-

lovgiver på. Europa-Parlamentet er således som udgangspunkt høringspart på linje

med øvrige interessenter.

Europa-Parlamentets beskæftigelsesudvalg drøftede d. 26. september 2016 et ud-

kast til betænkning vedrørende søjlen. I udkastet lægges op til, at Kommissionen

bør forelægge et forslag til en bindende europæisk søjle for sociale rettigheder. Det

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

understreges, at den europæiske søjle for sociale rettigheder ikke kan begrænses til

en principerklæring, men skal have et reelt indhold (lovgivning, mekanismer for

politisk beslutningstagning og finansielle instrumenter) og skal muliggøre støtte til

europæisk integration ved at opretholde de sociale rettigheder og traktatens mål-

sætninger, styrke samhørighed og opadgående konvergens og bidrage til fuldførel-

sen af ØMU'en. I udkastet opfordres desuden til bindende lovgivning på en række

områder, der i dag er medlemsstaternes kompetence.

Parlamentet forventes at levere en rapport om sagen i januar 2017.

5. Nærhedsprincippet

Der redegøres ikke for nærhedsprincippet, idet der alene er tale om en meddelelse

fra Kommissionen.

6. Gældende dansk ret

Det er for tidligt at sige, hvilke danske regler der evt. vil berøres af initiativet.

7. Konsekvenser

Meddelelsen og den igangværende høring medfører ikke i sig selv konsekvenser

for statsfinanserne, samfundsøkonomien, erhvervslivet eller beskyttelsesniveauet.

Udfaldet af drøftelserne vil skulle vurderes med henblik på, om initiativet vil inde-

bære væsentlige økonomiske konsekvenser.

8. Høring

Kommissionens høring, der har frist med årets udgang, er sendt til Specialudvalget

for Arbejdsmarkedet og Sociale Forhold. Arbejdsmarkedets parter er i gang med

selvstændige analyser af forslaget. Specialudvalget har desuden indledende drøftel-

ser af initiativet. Arbejdsmarkedets parter er informeret om, at de vil blive hørt, når

der ligger et udkast til dansk høringssvar.

9. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det er forventningen, at en række lande ligesom Danmark vil lægge vægt på, at den

nationale kompetence på de berørte områder respekteres, at søjlen bør udgøre en

række fælles principper snarere end rettigheder, og at den nordiske arbejdsmar-

keds- og socialmodel, herunder parternes rolle og autonomi, vil kunne rummes

inden for søjlen.

Ligeledes er forventningen, at en række lande ligesom Danmark vil arbejde for, at

drøftelserne af søjlens indhold holdes åbne for alle medlemsstater, og at det skal

være muligt at tilslutte sig for alle, samt at søjlen skal ses i sammenhæng med den

eksisterende indsats inden for den europæiske beskæftigelsesstrategi og de målsæt-

ninger og redskaber, der allerede eksisterer dér.

10. Regeringens generelle holdning

Regeringen er i øjeblikket i gang med at analysere Kommissionens høringsspørgs-

mål og den foreløbig skitse til søjle med henblik på dansk stillingtagen og svar. I

dette arbejde indgår input fra en række ministerier, og det drøftes også med ar-

bejdsmarkedets parter i Specialudvalget. Svaret vil både skulle forholde sig til ind-

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

holdet af en mulig søjle og mere principielle bemærkninger til formålet og række-

vidden af søjlen.

Regeringen forventer at lægge vægt på,

- at søjlen bør udgøre en række fælles principper snarere end rettigheder,

- at respekten for national kompetence er afgørende i definitionen af søjlen

(særligt omkring løn og velfærdssystemer), og der skal ikke lægges op til

ny EU-kompetence, ændringer i traktaten mv.,

- at nærhedsprincippet respekteres,

- at den danske arbejdsmarkedsmodel og parternes rolle og autonomi kan

rummes inden for søjlen,

- at søjlen ikke må skygge for, at landene bevarer fokus på at gennemføre og

implementere nødvendige reformer mhp. at fremtidssikre deres arbejds-

markeder mv.,

- at søjlen skal ses i sammenhæng med den eksisterende indsats inden for

den europæiske beskæftigelsesstrategi og de målsætninger og redskaber,

der allerede eksisterer dér (den åbne koordinationsmetode), og

- at elementerne i skitsen til søjle er relevante for alle medlemsstater, og der-

for skal drøftelserne af søjlens indhold holdes åbne for alle medlemsstater,

og det skal være muligt at tilslutte sig for alle.

11. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Folketingets Europaudvalg har den 5. oktober 2016 fået fremsendt grund- og nær-

hedsnotat om sagen.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

6. Udkast til rådskonklusioner om implementering af EU-ungegarantien og

ungdomsbeskæftigelsesinitiativet

- Vedtagelse

Nyt notat.

1. Baggrund

Kommissionen følger løbende op på henstillingen om ungegarantien (vedtaget i

februar 2013), som skal sikre, at alle unge under 25 år modtager et tilbud af god

kvalitet om beskæftigelse, fortsat uddannelse, en læreplads eller en praktikplads

inden for 4 måneder efter at være blevet ledig eller at have forladt en formel ud-

dannelse.

Ligeledes følges der løbende op på ungdomsbeskæftigelsesinitiativet, som er mål-

rettet regioner med en ungdomsarbejdsløshed på over 25 pct.

Udkastet til rådskonklusionerne er udarbejdet på baggrund af Kommissionens rap-

port om implementering af ungegarantien og ungdomsbeskæftigelsesinitiativet fra

oktober 2016.

2. Formål og indhold

Rådskonklusionerne omhandler medlemslandenes implementering af ungegaranti-

en og indeholder nogle opmærksomhedspunkter i forhold til den fortsatte imple-

mentering og opfølgningen på indsatsen.

Rådet anerkender, i tråd med rapporten, medlemslandenes arbejde med ungegaran-

tien og de første positive resultater, medlemslandene har opnået gennem indsatser

og reformer. Det hilses velkomment, at der er fortsat fokus på området på EU-plan.

Rådet opfordrer til fortsat og yderligere styrket implementering af ungegarantien

med særlig fokus på de svageste unge, NEETs (dvs. unge uden uddannelse og be-

skæftigelse), som ikke er registreret i jobcentre/arbejdsformidlinger, samt udsatte

unge, der har særlige udfordringer.

Rådet opfordrer til, at der fortsat fokuseres på data til at følge indsatsen på tværs af

medlemslandene.

3. Europa-Parlamentets udtalelser

Ikke relevant.

4. Nærhedsprincippet

Ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Ikke relevant.

6. Konsekvenser

Rådskonklusionerne har ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfunds-

økonomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller

konsekvenser for beskyttelsesniveauet.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

7. Høring

Høring er ikke relevant.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Det ventes, at de øvrige medlemsstater vil støtte udkastet til rådskonklusioner.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generel positiv over for EU-ungegarantien og på, at der følges op på

indsatsen.

10. Tidligere forelæggelser for Folketingets Europaudvalg

Rådskonklusionerne har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

7. Rådskonklusioner om hurtigere gennemførelse af de nationale strategier

for romaernes integration

- Vedtagelse

Nyt notat.

1. Baggrund

Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) (EPSCO) vedtog

den 19. maj 2011 Roma-strategierne på baggrund af Europa-Kommissionens med-

delelse ”En EU-ramme for de nationale strategier for romaernes integration frem til

2020”, som tilskynder medlemsstaterne til at udarbejde eller revidere nationale

strategier for inklusion af romaer. Medlemsstaterne gav udtryk for deres forpligtel-

se over for EU-rammen for romaernes integration og besluttede, at de inden ud-

gangen af 2011 skulle udarbejde nationale strategier for inklusion af romaer ved at

udvikle nye strategier eller ved at ajourføre eller revidere eksisterende integrerede

politikker. Dette blev i 2013 suppleret af rådsanbefalinger om effektive integrati-

onsindsatser for romaer, hvorefter medlemsstaterne opfordres til årligt at indrap-

portere nye initiativer og fremskridt til kommissionen.

Rådet vedtog den 13. oktober 2016 rådskonklusioner med anbefalinger i forhold til

implementeringen af EU-rammen for de nationale strategier samt integrationstiltag

bl.a. med fokus på inddragelse af civilsamfundet. I forbindelse med behandlingen

af punktet tilkendegav beskæftigelseskommissæren bl.a., at det er vigtigt at respek-

tere medlemsstaternes individuelle tilgang til integration af romaer.

2. Formål og indhold

Rådskonklusionerne indeholder anbefalinger til medlemsstaterne i forhold til inte-

gration af romaer og fokuserer som hidtil på de fire centrale områder uddannelse,

beskæftigelse, sundhedspleje og bolig. Herudover er der anbefalinger i forhold til

bekæmpelse af diskrimination, samt til børn og unge med roma baggrund, samt til

romapiger og -kvinder, bl.a. i forhold til civilsamfundsinddragelse.

Det fremgår eksplicit af anbefalingerne, at antallet af romaer samt deres sociale og

økonomiske situation varierer stærkt fra medlemsstat til medslemsstat, og at den

nationale tilgang derfor både bør være proportionel og tilpasset de konkrete om-

stændigheder og behov.

3. Europaparlamentets udtalelser

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet er ikke relevant.

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen medfører ikke lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøkonomi-

ske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konsekven-

ser for beskyttelsesniveauet.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

7. Høring

Der er ikke foretaget høring.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Alle medlemsstater har i 2011 forpligtet sig til at udarbejde nationale roma-

strategier, og denne proces støttes fortsat af alle. Visse medlemsstater, herunder

Danmark, finder at dette på nationalt plan bedst opnås via de generelle/horisontale

indsatser og ikke via tiltag målrettet romaer.

I forbindelse med drøftelserne i arbejdsgruppen har der fra Danmark samt lige-

sindede medlemsstater været et markant ønske om, at den nationale horisontale

tilgang til integration af romaer – det vil sige at medlemsstaten ikke udarbejder

særskilte tiltag for målrettet romaer, men at indsatsen indgår i den generelle sociale

og beskæftigelsesmæssige indsats – blev adresseret bedre i teksten, hvilket er imø-

dekommet i det endelige udkast. Herudover har der særlig været diskussion om

rækkevidden af forpligtelserne specielt i forhold til dataindsamling vedrørende

romaer samt om et forslag om en særlig mærkedag for romaer, som flere medlems-

stater, herunder Danmark, var imod.

Den endelige tekst findes dog at være velbalanceret og eksplicit udtrykke respekt

for, at mange lande ikke har en specifik indsats for romaer, ligesom det flere steder

er fremhævet i teksten, at medlemsstaternes nationale praksis skal respekteres.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen støtter fortsat en europæisk indsats for romaintegration og fastholder

samtidig, at der skal være en vis proportionalitet i, hvad man opfordrer alle med-

lemsstater til.

Med hensyn til dataindsamling vedrørende romaer bemærkes det, at Kommissionen

har tidligere rejst kritik af, at Danmark ikke har data for antallet af romaer og deres

integration. I den forbindelse bemærkes, at CPR-registeret ikke indeholder data om

en persons etniske tilhørsforhold men alene om vedkommendes statsborgerskab og

oprindelsesland. Den danske integrations statistik er således baseret på, hvilket land

udlændinge kommer fra, og Danmark har principielt aldrig ført statistik for, hvil-

ken etnisk gruppe indvandrere fra bestemte lande tilhører.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt for Folketingets Europaudvalg.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

8. Rådskonklusioner som opfølgning på Beijinghandlingsplanen om kvinder

og fattigdom

- Vedtagelse

Nyt notat.

1. Baggrund

Rådskonklusionerne er en del af EU-formandskabets opfølgning på Beijinghand-

lingsplanen (Beijing Platform for Action – BPfA). Handlingsplanen blev vedtaget

på FN’s 4. verdenskvindekonference afholdt i Beijing i 1995. Konferencen resulte-

rede i Beijingdeklarationen og Beijinghandlingsplanen. Det Europæiske Råd be-

sluttede i 1995, at der løbende skulle følges op på implementeringen af BPfA.

Det europæiske ligestillingsinstitut, EIGE, har i en rapport fra i år kortlagt opfølg-

ningen på Beijing-handlingsplanen i relation til kvinder og fattigdom. Rapporten

analyserer kønsdimensionen af fattigdom i EU.

Formandskabet fremsætter på baggrund heraf et sæt rådskonklusioner om kvinder

og fattigdom.

2. Formål og indhold

På verdenskonferencen om kvinder i 1995 blev "kvinder og fattigdom" identificeret

som det første indsatsområde i Beijing-handlingsplanen. Formålet med dette for-

slag til rådskonklusioner er at understrege, at kvinder fortsat er i større risiko for at

blive berørt af fattigdom end mænd i EU. Det gælder især for særligt udsatte kvin-

der, som fx kvinder, der er langtidsledige, enlige forsørgere, tilhører marginalisere-

de grupper, ældre, handicappede eller hjemløse.

EIGE’s opfølgningsrapport om kvinder og fattigdom konkluderer, at kvinder i EU

er generelt i større risiko for fattigdom end mænd. Det skyldes især kønsbestemte

uligheder på arbejdsmarkedet og særligt kvinders lavere gennemsnitlige erhvervs-

frekvens. Rapporten peger på, at kvinder er fire gange mere tilbøjelige end mænd

til at arbejde på deltid eller på midlertidige kontrakter. Desuden er økonomisk inak-

tivitet for kvinder i den erhvervsaktive alder næsten dobbelt så høj som mænds, og

en femtedel af kvinder i EU, der lever i fattigdom, er ikke aktive på arbejdsmarke-

det på grund af omsorgs- og huslige pligter.

Rådskonklusionerne opfordrer først og fremmest medlemsstaterne til at iagttage

kønsaspektet i alle indsatser mod fattigdom. Medlemsstaterne opfordres endvidere

til at sikre lige adgang til uddannelse, ligestilling på arbejdsmarkedet, og til at sikre

en bedre balance mellem arbejde og familieliv. Derudover opfordrer rådskonklusi-

onerne til at sikre social bistand og beskytte kvinder mod vold og menneskehandel.

3. Europa-Parlamentets udtalelse

Europa-Parlamentet skal ikke høres.

4. Nærhedsprincippet

Spørgsmålet om nærhedsnærhedsprincippet er ikke relevant.

Rådsmøde nr. 3507 (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerbeskyttelse) den 8. december 2016 - Bilag 2: Samlenotat vedr. rådsmøde beskæftigelse 8/12-16

5. Gældende dansk ret

Spørgsmålet er ikke relevant.

6. Konsekvenser

Sagen har ikke i sig selv lovgivningsmæssige, statsfinansielle eller samfundsøko-

nomiske konsekvenser, administrative konsekvenser for erhvervslivet eller konse-

kvenser for beskyttelsesniveauet.

7. Høring

Rådskonklusionerne har ikke været sendt i høring.

8. Generelle forventninger til andre landes holdninger

Alle medlemslande forventes at have en positiv holdning til det fremlagte forslag

til rådskonklusioner.

9. Regeringens generelle holdning

Regeringen er generelt positiv overfor den fremlagte forslag til rådskonklusioner.

10. Tidligere forelæggelse for Folketingets Europaudvalg

Sagen har ikke tidligere været forelagt Folketingets Europaudvalg.