Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er fuldstændig enig med spørgeren i, at det er forkasteligt, hvis læger udsteder mangelfulde eller ubegrundede lægeerklæringer til brug for Indfødsretsudvalgets behandling af sager om dansk statsborgerskab.
Vedrørende den konkrete sag, som der spørges til, vil jeg blot henvise til min orientering af 25.
januar 2017 af netop Indfødsretsudvalget.
Det fremgår jo heraf bl.a., at jeg har indstillet til udvalget, at der i de ca.
135 verserende sager, men nu berostillede sager, som den pågældende speciallæge har været inde over, indhentes nye lægeerklæringer.
Det har jeg gjort, fordi det er afgørende, at Folketinget får konkrete og pålidelige oplysninger, når Indfødsretsudvalget skal tage stilling til, om der kan dispenseres fra et eller flere krav i indfødsretsaftalen på grund af sygdom.
Jeg er derfor også tilfreds med, at Indfødsretsudvalget har tiltrådt min indstilling om netop at indhente nye lægeerklæringer og oplysninger i de her sager, hvor det er relevant.
At få dansk statsborgerskab er noget ganske særligt, og det er noget, man som udlænding skal stræbe efter.
Det er noget, man skal række ud efter.
Derfor skal Indfødsretsudvalget også kunne stole fuldt ud på de dokumenter, som danner grundlag for dispensationen fra et eller flere af de krav, der er i indfødsretsaftalen.
Som bekendt skærpede vi sammen kravene til lægeerklæringer med indfødsretsaftalen i 2015 med lige præcis det her for øje, og som bekendt vil regeringen senere i år også fremlægge et udspil til en ny indfødsretsaftale med skærpede betingelser for netop indfødsret eller statsborgerskab, som det også hedder.
Jeg er sikker på, at vi i den forbindelse får rig mulighed for at drøfte bl.a.
spørgsmålet omkring lægeerklæringer, som jeg mener er meget, meget vigtigt, men jo også mulighederne for de dispensationer og indskrænkningen af dispensationer fra de betingelser, som der ligger.